|
Post by Jonathan Bailey Smith on May 28, 2012 16:54:59 GMT 1
Anton:
Anton og Jonathan fik et kæmpe grineflip. Længe lå de bare og grinede, Anton på sofaen og John på gulvet. Hvor vildt altså. Han hev John tilbage op på sofaen og blev nødt til at placere et drillende kys på hans næsetip.
Så sad de rigtigt op på sofaen og Anton smed benene op på stuebordet. ”Did you know you had that in you? I mean – wow.” Han kiggede på den spinkle, brunhårede fyr ved siden af ham. Nej, det havde han sgu nok ikke troet. Han var stadig overvældet. Han kunne slet ikke få sin hjerne til at fatte hvor stort det var. Jonathan var nok både den første og sidste han kom til at opleve det med, det troede han. Det var bare så perfekt.
”So.. do you have a bunch of blokes back home in London crying their eyes out because you left? Jealous of your new.. boyfriend?” Han smagte smilende på ordet. Det var lækkert. De havde faktisk ikke snakket om det før. Tidligere kærester og flirter og alt det der. Det betød ingenting. Nu spurgte han bare af ren og skær nysgerrighed, fordi han gerne ville lære ham helt at kende. De var kommet så langt i dag, det føltes som om de havde kendt hinanden i år nu.
|
|
|
Post by Jonathan Bailey Smith on Jun 14, 2012 20:53:00 GMT 1
21. marts 2009 - Afsted på interrail
Anton:
Så var taskerne pakket. To store rygsække med fastspændte liggeunderlag og soveposer stod op af væggen i den halvtomme lufthavnssal. De havde pakket vandresko og trangia, kortspil og rejsegrammofon, kildevand og kærlighed. De var nogle af de få der skulle med det tidlige morgenfly mod London. John virkede tydeligt nervøs, om det var fordi de skulle flyve eller fordi Anton skulle møde hans forældre rigtigt for første gang var ikke til at sige. Det var ellers på tide, de havde næsten været sammen i fire måneder nu. Han var da selv spændt, men ikke nervøs. De få gange han havde talt med svigerfamilien over Skype, virkede de helt fantastisk harmoniske og dynamiske. Som nogle gode og sjove mennesker. Åbne. Det stemte også fint overens med alle de små anekdoter Jonathan fortalte om dem.
Han kunne ikke forestille sig en bedre måde at starte deres første fælles eventyr på. Det første af mange forhåbentlig, men i hvert fald af to, for de var blevet enige om at begynde på et kostgymnasium i Lyngvig uden for Århus efter sommerferien, for at kunne blive sammen. De ville være alt for underligt, hvis Anton flyttede med til Stockholm, en by der i hans hoved kun var et feriemål han havde besøgt 5-6 gange, for at gå på gymnasiet og Jonathan tog tilbage til alt det han flyttede fra i London for at gå på collage. Det kunne han ikke se fungere, så han glædede sig til deres idé. Det skulle nok blive vildt spændende, og det havde et godt udvalg af valgfag og virkede overordnet ret fornuftige.
Han havde sagt op i SFO'en. Ikke fordi der var noget galt, hverken som arbejdsplads eller med børnene, men han havde alligevel ikke mange timer om ugen og ingen planer om at blive pædagog, så da de fandt på at tage på interrail, var han ikke bleg for muligheden. 4 måneder i England, Skotland, Irland og Nordirland. Blandet program af kultur, natur og en masse hygge. En fantastisk mulighed for at lære hinanden vildt godt at kende og skabe nogle gode fælles minder. Jonathan havde jo kun arbejde i restauranten indtil januar, og han var mildest talt ikke en type som var god til stilstand.
Da de kom ind i flyet trak Jonathan en bog op ad tasken. Det evindelige læseri, det var nu meget sødt, men nogle gange ville han da også gerne have lidt opmærksomhed. Han trak fødderne op under sig på det lille flysæde og forsvandt bag bogryggen, så snart de var oppe i luften.
"Is that book very fascinating or would you mind leaving it for a little while?" Anton lagde hånden på Johns og han kunne let mærke fyrens overraskelse. Alligevel lagde John bogen væk og lod Anton flette sine fingre ind i hans. "Tell me something more about that family of yours..." smilede Anton til sin lækre brite.
|
|
|
Post by Jonathan Bailey Smith on Jun 14, 2012 20:54:58 GMT 1
Jonathan:
Jonathan smilede ned i bogen. Ikke på grund af bogen selvfølgelig, den var slet ikke så god som han var blevet lovet. Måske fordi han læste den på dansk, og det kunne han altså ikke helt lide. Så få ord! Han smilede fordi Antons hånd lå over hans og han var så sød, så sød. Så lagde han bogen væk igen og kiggede ud af vinduet lidt. Det fik han ikke meget ud af, kun skyer og blå himmel, men det var underligt svært at se Anton i øjnene, fordi han havde på fornemmelsen at han kunne se lige i gennem ham. Og se ind til hans bekymring. Hans familie havde bare at være søde, ellers ville han skride videre med Anton til den næste by så hurtigt som overhovedet muligt. Eller ikke. Fordi han havde jo savnet dem også. Det var næsten et år siden han havde set dem allesammen sidst, i virkeligheden altså. Det var virkelig underligt at tænke på. Og han var så nervøs for at de ikke kunne samme. Han vidste ikke hvordan han skulle få verden til at hænge sammen, hvis ikke de to vigtigste ting gjorde. Anton og hans familie. Hans familie og Anton. Det og så at han ikke havde sagt noget til dem om det med et kostgymnasium. I danmark. Igen, hvilket betød at han rejste en gang til, og sikkert ikke kom tilbage foreløbig. Arg, han kunne mærke knuden i sin mave strammes igen. Det endte med at han lagde sig hoved på svenskerens skulder og fortalte ham historier om dumme ting hans søskende eller han selv havde gjort.
Og så gik den flyvetur.
Jonathan var gledet ind i den der sære 'der-er-alligevel-ingen-vej-tilbage-ro' som faldt over ham sommetider. I særdeles hed før eksamer eller episoder som denne her. Og Anton havde da gjort hvad han kunne for at lystne ham op, han virkede ikke særlig nervøs selv, hvilket da altid var noget. Han havde i hvert fald sagt at han nok skulle være sød, og forsøge at gøre et godt indtryk så Johns forældre ikke blev foruroliget. Ikke at det var særlig sansynligt, anyway. Så de gik altså fra flyet og ud til forhallen hånd i hånd, efter de havde fået deres tasker.
Og John tabte underkæben og var lige ved at stoppe op da de blev mødt af deres velkomstkommite. Så gled hans måben over i et stort smil og hans klemte Antons hånd hårdt.
Det havde været aftalen af Johns far kom og hentede dem i lufthavnen. Jonathan havde nok regnet med at nogen af hans søskende var med også, de kunne nok ikke vente, men han havde bestemt ikke ventet at se det her. Der stod mindst en 15-20 mennesker han kendte og elskede og ventede på dem i lufthavnen. Allesammen med engelske flag som hujede og råbte ligeså snart de så dem. Det var fuldstændig overvældende. Ud over hans familie som var der, så han også et utal af venner som han havde haft alt for lidt kontakt til i det sidste år. Endda en helt masse han slet ikke havde forventet ville komme for hans skyld. Og en masse han vidste med sikkerhed han ikke havde sagt noget til, om det med gay-tingen. Men hans familie var der. Alle sammen. Og hans gang. Og det var det vigtigste.
Og så gik det virkelig op for ham hvor meget han havde savnet dem. Og Michelle løb det sidste stykke hen til ham og faldt ham i armene så han blev nød til at slippe Anton for at holde ballancen. Og hun duftede af hjem og tryghed. Og lidt af kanel og blomsterne i haven. Og da de endelig slap hinanden blev han overfaldet af klap i ryggen og så ud af øjenkrogen at Mich gav Anton samme velkomst, præsenterede sig og må have sagt noget morsomt for de grinte begge to. Og i det øjeblik var han lykkelig. Fordi alt hvad han elskede var omkring ham. Og det han havde savnet sidst han var her var her nu, i form af Anton, der var alt det og meget mere.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:21:57 GMT 1
Lige et kronologisk tilbagespring fordi Signe insisterer på at læse hvordan de to herlige knejter mødte hinanden.
Tiden er den 3. december 2008. Jonathan har boet i Danmark i fire måneders tid og Anton er lige kommet hjem fra sin gademusikanttur rundt i Europa.
Anton:
Han var kommet hjem for en uge siden. Han havde ikke nået af se særlig mange af kammeraterne. Havde mest været hjemme ved familien. Men i går havde han været ude at få en øl med nogle af drengene fra 10. Nu var han inviteret til fest i Katrines kollektiv. Han kendte alle dem der boede der, det var altid der de var endt til efterfest i hele 10. klasse. Han var også blevet ret gode venner med dem alle sammen og Katrine især. Men det var en ny fyr der havde fødselsdag. Katrines fætter, der var flyttet ind hos dem. Anton vidste ikke andet, end at han hed Jonathan, kom fra London og blev 17 år. Men han var altid klar på en fest, og det skulle blive sjovt at se alle folk igen.
Han var blevet meget solbrændt i løbet af det sidste halve år. Han havde sørget for at starte i Grækenland i sommers og så bevæge sig opad. Der var ingen logik i, at bruge sommeren i Tyskland og de omkringliggende lande, hvor det alligevel aldrig blev rigtig godt vejr, og så slutte i Italien eller Grækenland om vinteren når det var blevet koldt. Det havde været en fed tur. Det havde været muligt for ham, at leve for de penge han fik spillet ind i løbet af dagen. Ofte skete det, at han havde mødt en eller anden lækker fyr eller nogle søde piger og var blevet tilbudt mad og en sofa (eller del af en seng) og så havde kunnet bruge sine penge på at gå i byen. Ellers havde han taget sin sovepose og sovet i en park og brugt sine penge på at gå i byen alligevel. Det var et simpelt liv, det var fedt. Det var overraskende hvor godt folk tog imod en fyr med en guitar og et par tablas. Tit kom der nogle forbi, som også kunne spille og så sluttede de sig til ham i nogle timer eller dage. Han blev sjældent i den samme by mere end to-tre dage. Udover, at turen var fantastisk udviklende både musikalsk og personligt, var det også lidt et feltstudium. Han kunne konkludere, at græske og italienske fyre var klart de pæneste. Men de havde ikke så meget at have det i, de fleste af dem. Spaniolerne og argentinerne derimod kunne noget. Franskmændene også, selvom de fleste ikke var hans type. Og tyskerne, hollænderne og østeuropæerne var ikke noget at tale om. Undtagen måske Kristaps fra Letland, han var lidt sød.
Nu stod han foran spejlet og gjorde sig klar. Klokken var halv tre og festen begyndte klokken tre. Ret tidligt for en fest, men heldigvis var det nogle hyggelige typer, som ikke ville have problemer med at lave spas. Og hvis han kendte Katrine ret skulle de spise mexicansk eller indisk. Som han elskede. Medmindre det var fødselsdagsbarnet der bestemte, så anede han jo af gode grunde ikke hvad de skulle have. Det var december. Lørdag den 3. for at være mere præcis. Han iklædte sig et par mørkeblå chinos og en skjorte (http://www.pickoftheweek.co.uk/wp-content/uploads/2011/10/Barbour-Mens-Patch-Classic-Shirt-e1319487512716.jpg) og en strikket cardigan udover. Lidt smart skulle man jo være når man skulle til fest. Så fandt han gaven frem. Det var tre cd’er. Han vidste ikke hvad man gav til en man ikke kendte, men de fleste unge hørte musik og så havde han da også en mulighed for at give god musik videre, så flere kunne lære det at kende. Det var Kent, Pink Floyd og en Anna Ternheim cd. Så havde han både videregivet god musik og svensk kultur.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:23:10 GMT 1
Jonathan:
Det der med at gæster i huset ikke skulle arbejde, det gjaldt åbenbart ikke i Danmark. Hele dagen havde den stået på pynt og madlavning så osen stod ud af ørerne på ører og vinduer. Og så en lille smule rengøring. Bare nok til at folk ikke faldt over beboernes tøj når de ankom. Sandheden var at Jonathan ikke havde den ringeste idé om hvad han kunne forvente sig. Eller hvad han havde foretaget sig de sidste par timer. Først da han stod foran spejlet på Katrines værelse kunne han se hvor det hele ville bære hen. Kaos. Eller, med andre ord en helt almindelig fest. Lige siden hans kusine havde fundet ud af at han havde fødselsdag havde hun plapret om alt det festlige de skulle lave. Med kulmination af denne her fest, altså. Og det havde vidst sig, at sprittusch ikke var til at få af huden med kun 5 minutters varsel. Så nu kunne han kigge sig selv i øjnene og blive konstant vildledt af at der stod: "Kys mig! Jeg har fødselsdag." I panden på ham. Han gned det en sidste gang og sukkede da han trak en irgrøn sweater over hovedet. Det måtte bare blive sådan.
Hans måneder i Danmark havde bestået af mange ting. En af de ting var et intensivt dansk-kursus. Han kunne det basale, han havde trods alt besøgt Katrine mange gange før, men hans accent var rusten og hans sprog var frygteligt korrekt. Desuden var det alt for nemt at springe over i engelsk, hvor folk alligevel forstod ham. Så Katrine havde fundet løsningen i form af en stegepande, havde han senere lært at den hed på dansk: "Hvis du siger så meget som et pip mere på fuckin charmerende britisk, så slår jeg dig i knolden med denne her. Forstået?"
Så blev han ellers hevet med nedenunder til stuen, nu indrettet med mørke gardiner og lys i loftet og en improviseret bar lavet af paller, og præsenteret for et hav af Katrines venner, og Katrines roomies venner, og folk der egentlig bare kom fordi de kendte de venner. Og en frygteligt masse pæne fyre. Han kunne godt lide skandinaver. Ikke nødvendigvis med blå øjne og lyst hår, men bare...oh god (pas på stegepanden, John) lækker fyr i grøn skjorte der lige var kommet ind af døren!
Katrine insisterede på at give fødselaren den første øl. Og havde for øvrigt et løfte at indfri, om at drikke ham under i snaps, som hun lige skulle minde ham på. Han lo bare af hende, og sagde at hun var selv ude om det. På dansk! Wow, fremskridt.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:24:55 GMT 1
Anton:
Han var ikke mere end kommet ind af døren, før folk overfaldt ham med kram og kindkys og stak ham en øl. Gamle klassekammerater, gamle festvenner, gamle træningsmakkere og helt tilfældige mennesker, der bare blev opildnet af stemningen åbenbart. Der var varmt i lejligheden, blandingen af levende lys og alt for mange mennesker på for få kvadratmeter, gjorde at han smed cardiganen i et hjørne med det samme.
Så kom Katrine ned med en fremmed fyr, som åbenbart måtte være fødselsdagsbarnet. Han var dælme lækker. ”Heeey Anton! Fedt at have dig tilbage. Hold da helt kæft” hun trådte lidt væk fra ham og betragtede ham: ”Du er da næsten blevet helt sexet siden sidst!” Han grinede af hende og hun gav ham et langt kram. Sådan var Katrine. Ikke til at styre og det var hendes sprog heller ikke. ”Det er også godt at se dig igen Katrine. Synd jeg ikke kan sige det samme” lo han. Det var underligt at tale dansk igen. Dansk var et mærkeligt sprog, og han var sikker på at det var tydeligere end nogensinde, at han ikke kom herfra. Specielt når han havde talt engelsk de sidste 7 måneder. Men det var alligevel rart at være hjemme. På en eller anden mærkelig måde var Danmark blevet til hjemme, ved at være væk. Meget mere end det nogensinde var før. Så rettede han sin opmærksomhed mod fødselsdagsbarnet. Der stod ’Kys mig! Jeg har fødselsdag!’ i panden på ham. Anton vekslede blikke med Katrine. Var der nogen der havde advaret drengen om, at han var homo? Sikkert ikke, for det var ikke noget folk gik op i (heldigvis) og det var normalvis ikke noget der skulle advares imod, men lige denne dreng her. For helvede altså. Der måtte han lige tage sig sammen. ”Er det ok, jeg venter med det til senere?” jokede han til Katrine. Så gav han hånd til fyren og præsenterede sig. ”I’m Anton. How are you? And oh - Happy birthday by the way.” Han rakte gaven til fyren og koncentrerede sig om ikke at kigge for nysgerrigt. Han vidste ikke hvor meget dansk fyren kunne, det kunne jo godt være han kunne flydende dansk, og dermed forstod Antons lille ’joke’ fra før, hope not!, men det var ligeså meget for Antons egen skyld at han talte engelsk.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:27:27 GMT 1
Jonathan:
Jonathan var faktisk ret forvirret. Alting skete virkelig hurtigt, men han kunne lide det, og kunne kompensere for sin manglende forståelse ved simpelthen bare at fokusere på en ting af gangen. Som at hilse på ham der var trådt ind af døren. Åbenbart en Katrine kendte godt. Det lød sådan. Det lød også til at han havde været væk. Gad vide hvor. Jonathan tog glædeligt overrasket i mod gaven og skulle lige til at takke da Katrine afbrød. "Anton! Jeg har brugt de sidste måneder på at få Big Ben her, til at tale vores sprog, og så kommer du bare og ødelægger det første gang du taler til ham! Jesus, bare typisk! Nå, velkomstdrinks, I må lige klare jer selv lidt, nogen kalder fra køkkenet..." Og så var hun ellers væk i mængden. Jonathan så efter hende et øjeblik og kiggede så tilbage på Anton med et overbærende smil. "Thanks. You didn't have to, it’s not even my party, I think." Han lo lidt og løftede gaven lidt for at vise hvad han talte om. Men han var stadig glad for den. Han havde aldrig fået en gave fra en fremmed før. Slet ikke en der så så damn sød ud. Indeni sukkede han. Han havde jo ligesom forladt London for ikke at tænke på andre drenge.
"So,...du er ikke fra Danmark?" Han vidste helt ærligt ikke hvilket sprog han skulle stå på. Måske gad ham her Anton i virkeligheden overhovedet ikke tale med ham. Han så jo ud til at kende de fleste. Jonathan kendte kun dem der boede der hele tiden. Eller, nogle af de andre havde han mødt hurtigt i løbet af tiden, men ikke noget der havde udviklet sig til mere end smalltalk. Han tog en slurk af sin øl, for at have et sted at gøre af sine hænder.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:28:12 GMT 1
Anton:
Katrine blinkede til ham, da han sagde det der med kysset. Han vidste ikke helt hvordan han skulle tolke det. Jo, hun havde altid været ivrig for at sørge for at han fik scoret nogen til fester og sådan, men hendes egen fætter ligefrem? Det kunne ikke være rigtigt. Det måtte være ønsketænkning. For han var dælme sød. Katrine skældte ham ud på sin egen kærlige måde, men han kunne jo ikke ane at fyren kunne sige et pip på dansk. Så var hun væk og han var alene med englænderen. Eller alene, og alene, det var jo så meget sagt. De var omringet af måske 30 mennesker, men på en eller anden mærkelig måde lagde han ikke mærke til dem. Og klokken var 15 og han var ikke fuld. Han havde ingen undskyldninger og han kunne ikke forklare det. Andet end med at det virkede som om at den søde mørkhårede gut kiggede lidt langt efter ham også. Ønsketænkning. ”You’re not the birthday child then? ’Cause if you are, I’m pretty sure it is your party. And then I’m positive that that gift was absolutely necessary.” Han smilede til den søde blåøjede type med det generte smil. ”But I guess this is just you being all British and polite. And if you ask me, we have to deal with that before the language thing. Danish is overrated anyway.” Jonathan slog over i dansk, men Anton havde ingen planer om at få øvet sit dansk lige med det første. ”Isn’t it obvious? I’m Swedish! We’re much better looking than the Danes.” Åh pis! Så havde han alligevel flirtet med den uskyldige englæder. Det var ikke meningen. Shit også. Han håbede bare på, at drengen ikke lagde mærke til det. Heterofyre lagde normalt ikke mærke til når man flirtede med dem, det var fordelen. De var slet ikke indstillet på muligheden, så man kunne tit flirte så tosset man ville uden at de vidste hvad de blev udsat for. Han håbede det også gjaldt for de engelske af slagsen.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:28:41 GMT 1
Jonathan:
Jonathan lo rigtigt nu. Han var sød, og han virkede godt til at ville tale med ham. Og så var han ligeså meget udlænding som ham selv. Skønt. Pludselig var han ikke så alene i verden igen. Eller, danskere var rare. Vældig, og de forstod at holde fester, og lige nu nød han at være her mere end han nød at være hjemme i England. Alt var bare kompliceret der. Og så kunne han heller ikke hænge som en stueplante derovre hele tiden. Han måtte vel ud lidt.
"Well, yes I am, but Katrine pretty much planned it all and was the one who wanted to have the whole party. Not that I don't like parties. And then she just made me do all the hard work." Han kørte en hård gennem sit hår. Antons hår sad godt. Han ville ønske han havde sådan noget mørkebrunt hår selv. Det var det pæneste. "I don't know, I've never met anyone from Sweden before. But sure, if you say so." Det kunne muligvis godt vise sig at være helt sandt.
Jonathan satte sig på en af de stole han havde sat op langs væggen tidligere på dagen. De havde været rundt og hente stole og sofaer ved alle hun kendte, for at få plads til alle de mennesker. Ellers måtte folk sidde på bordene.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:29:57 GMT 1
Anton:
Anton satte sig på en stol ved siden af englænderen.
”Let me be your first then. I’ll do my best to make a good impression and I’m sure you won’t regret it.” grinede han. Det var næsten en sport at flirte med intetanende heteroer. Eller kun de søde af dem selvfølgelig. Han flirtede ikke med folk bare for at gøre det. Men folk troede åbenbart tit han flirtede, bare han talte med dem. Det var faktisk sådan han var blevet venner med Katrine. Det var et par måneder inde i 10. og de havde været i byen sammen alle sammen og var endt oppe i Katrines kollektiv, den første gang af rigtig mange det skoleår. Han var blevet ret fuld og det var blevet sent, og han sad og snakkede med Katrine. Hun følte sig nødsaget til at fortælle ham, at selvom hun syntes han var en køn fyr, ja ret lækker faktisk, så var hun altså ikke interesseret i ham. Hun havde en kæreste der hed Anders. Han måtte grinende fortælle hende, at ville han være interesseret i nogen ville det i så fald være Anders. Siden den dag snakkede ham og Katrine altid sammen. Og hun mente altså, at han altid flirtede med folk. Eller også var det bare fordi han var en skide udlænding, for det var i hvert fald meget udansk at være så åben og imødekommende over for fremmende.
”So, apart from celebrating your birthday, what brings you to Denmark?” De matte hellere komme på sikker grund igen. Det ville blive en lang aften hvis han skulle være sammen med dette pragteksemplar af den mandlige race for længe ad gangen.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:30:29 GMT 1
Jonathan:
"We'll see about that." Smilede han. Han mente nu heller ikke at han ville fortryde det. Med mindre fyren vidste sig at være et komplet narhoved. Det virkede ikke sådan. Og for alle tilfælles skyld skulle han i hvert fald ikke vide at Jonathan var til drenge. Han ville gerne have en ven der ikke bare var Katrine. Eller, det havde han også, men han gjorde sjældent noget her i Danmark uden hende. De var ligesom kun venner når de alle sammen var der. Ellers var det bare lidt akavet.
"I have this year off, and I just...I don't know, kind of wanted to try something new. Denmark seemed like the easiest way. I forgot that my cousin is such a bitch." Han grinede. Nej, selvfølgelig var hun ikke det. Katrine var dejlig og utrolig forstående. Hun havde prøvet at parre ham op med nogen lige siden han ankom. Men det var ligesom aldrig rigtigt, og han blev bare rigtig genert når de først ligesom stod der. Og så havde ingen af dem altså være så pæne som svenskeren. Gad vide om det var endnu et af hendes forsøg? Nej, nok ikke. Det ville næsten være for heldigt.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:31:17 GMT 1
Anton:
”Yeah that’s her” grinede han. ”She sure is special your cousin. Great girl though, but I guess you know that already. Denmark on the other hand doesn’t have a lot to offer, I’m afraid.” ‘Undtagen mig selvfølgelig’ sagde han inde I sig selv. Skide hormoner. Hvor var det surt at være teenager. Han ville gerne have en helt almindelig, afslappet aftale med fyren, som tydeligvis virkede både sød og interessant og som potentiale til en ny kammerat. Han bildte sig selv ind, at det der med at være homo ikke betød nogen verdens ting. Og det gjorde det da måske heller ikke det meste af tiden. Men lige nu, hvor han prøvede at fokusere på en flink fyr og det han sagde, og i stedet tog sig selv i at studere hans hænder og hans hår og hans ører og alle mulige andre irrationelle ting, som han ikke burde lægge mærke til, gjorde det en forskel. Men det havde han måske også gjort hvis det havde været en sød pige og han havde været til piger. Så det hørte nok bare med til at være 17 år og fuld af hormoner. Men under alle omstændigheder var de ret forstyrrende.
”Just a sec.” Han rejste sig og gik ud efter en øl mere. Tog også en med til englænderen for en sikkerheds skyld. Han kunne ikke huske om han var færdig med sin. Men hvis han skulle kunne holde den fest ud, måtte han hellere holde sig beskæftiget så han ikke gjorde noget dumt. Hvad han sagde, var noget helt andet. Det havde han ikke længere ambitioner om at styre.
Han kom tilbage. ”I’m sorry, what was your name again?” smilede han til drengen. Han håbede ikke det virkede for pinligt, men i sin iver for at kontrollere sin teenage-befængte hjerne, havde han altså helt svedt ud hvad det nu var den engelske fætter hed.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:31:51 GMT 1
Jonathan:
Jonathan tog i mod flasken og skiftede den ud med den anden han lige havde tømt. Hans pegefinger strejfede Antons hånd i det hans egen lukkede sig om flasken. Shit. Pinligt. Han skyndte sig at rykke den, men så snart han havde gjort det slog det ham, at det burde han ikke have gjort. Det så underligt ud. I stedet smilede han bare og kiggede alle andre steder hen end svenskerens øjne. Det medførte at han fik øje på hans sko. Store fødder. Nu måtte han anstrenge sig for ikke at grine. Normalt synes han altså ikke at den slags var sjovt. Men det hele var også lidt underligt lige nu. Sært. Nu måtte han altså tage sig sammen. Han så Anton i øjnene igen og svarede.
"Jonathan. But you can call me John, or something, if you'd like."
Han kunne godt mærke nu at han og Katrine havde skålet en del allerede inden der var kommet ret mange. Folk fjollede rundt midt i stuen og forsøgte at danse. I virkeligheden så de bare dumme ud. Men sådan skulle det vel også være. Og pigerne legede billige, eller hvad det var de forsøgte på. Under alle omstændigheder kunne han ikke se pointen. Så hellere tale med Anton. Katrine kunne han ikke få øje på.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:32:49 GMT 1
Anton:
”Jonathan. John.” Nikkede han mumlende, mest for sig selv. ”Do you know anyting about the menu? I’m thinking, if Katrine has decided it must be Indian or Mexican, which I love, but if you’ve had anything to do with it, it’s not good to know. I don’t trust Brits with my food” smilede han. Et eller anden skulle de jo snakke om. Og mad var et godt emne. Alle mennesker kunne lidt mad. Alle han kendte i hvert fald. Og han var faktisk sulten.
”So – don’t you want to open your present?” Han nikkede afventende mod gaven som John havde lagt på stolen ved siden af sig. ”I didn’t know you, so I have no idea if you’ll like it” undskyldte han på forhånd. Han havde virkelig ikke tænkt at den gave skulle betyde noget, han skulle bare finde et eller andet, som en fyr på hans egen alder ikke ville hade eller decideret grine af. Han behøvede selvfølgelig ikke at kunne lide den alligevel, men et eller andet inden i Anton fik ham til at ønske at den var ok.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:33:18 GMT 1
Jonathan:
Jonathan lo. Det hørte man tit. De skulle bare vide hvor god mad englændere lavede. Okay, måske var det bare noget han syntes. "You don't have to worry, I'm quite sure it's Indian. At least it's been smelling like that all day. I like that too, so it's fine with me." Han trak på skuldrene. Egentlig kunne han også ret godt lide ham Antons skjorte. Han virkede ikke overdrevet forfængelig. Lækkert.
Han lod sit blik løbe ned på gaven. Så tog han den op i hånden og vejede den lidt fra hånd til hånd. "I'm sure it's great." Så løsnede han båndet, som mistænkeligt meget så ud som noget der var lavet af en butiksexpetient som havde gjort det samme tusind gange, og fjernede papiret. Ud i hans skød faldt tre cd'er. Det var bands han havde hørt om. Bare sådan, flygtigt, ikke at han kendte noget af musikken. Men det var sikkert godt siden det var berømt. Han smilede. "Ace!" Han tog den nærmeste op i hånden og læste bag på. "Thanks!" Han smilede og kiggede Anton i øjnene før han tænkte rigtigt over det.
|
|