|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on May 17, 2012 20:26:57 GMT 1
Et lille PM rpg som jeg syntes i andre skal have lidt del i, for det viser lidt en anden side af David og Amanda.
Det fortæller også om hvorfor Amanda i 1.G i februar pludselig tog hjem i to uger sammen med Thomas der var væk i lidt længere tid. Der er dog ingen andre ud over David der kender grunden, men nu får i det lidt at vide off topic fordi der er en herlig besked fra David i haha.
(håber det giver lidt mening hvem det er hvornår, og vi er ikke nået videre end hvad der står der)
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on May 17, 2012 20:28:16 GMT 1
Amanda
Det var to uger siden hun havde været på skolen. To uger hun havde valgt at tage ud og når folk havde ringet og spurgt hende hvorfor havde hun sagt at hun havde fået influenza, og lægen sagde det smittede. Folk købte den og hun lagde hurtigt på igen. Ville ikke snakke med nogen. Ikke før hun selv ville.
Thomas havde sagt at det hele nok skulle gå, at de begge to nok snart skulle komme tilbage på skolen og det bare var et lille bump på vejen, men man kunne sgu da ikke kalde kræft for et lille bump på vejen. Det var et modermærke han havde haft på skulderen der pludselig var begyndt at se mærkeligt ud og deres værste frygt var blevet bekræftet da lægerne skrev tilbage at der var fundet aggressiv modermærkekræft i det. Hele hendes verden var nærmest gået i stå da Thomas havde hevet hende til siden, ind på sit eget værelse på skolen og fortalt hende det. Hun havde ikke grædt eller noget, bare sagt at de skulle hjem. Han havde forsøgt at få hende til at blive på skolen. Blive og nyde tiden sammen med de andre og David og ikke bekymre sig om det, men det ville hun ikke hører noget om. Hun ville med og det skulle han ikke bestemme. Hun ville ikke rende rundt her i det mørke Jylland når han skulle hjem og opereres, men kravet var at hun ikke skulle fortælle det til nogen. Ingen måtte vide det.
De var kommet hjem og han fik modermærket fjernet hurtigt, og sammen med lægerne fik de lagt en plan for et par gange han skulle have stråling og den årlige tjek. Aldrig havde nogen i hendes familie været ramt af kræft og pludselig stod hun i helvede, hvor hendes egen bror var ramt. Det var ikke fair. Sådan noget lort.
David havde ringet flere gange og spurgt hende hvad der var galt, for han hoppede ikke på at hun bare havde influenza. Hun havde lyst til bare at fortælle ham det. Fortælle hvad der var sket og hvor meget hun hade det. En enkelt gang var hendes stemme knækket og uden nogen varsel havde hun lagt på over for ham. Det var tarveligt og hun ringede da også op med det samme for at sige undskyld... Han var bare så vred, så han lod den ringe.
Efter de to uger forlangte hendes forældre at hun tog afsted og fik noget ud af skolen, i stedet for at hænge her hjemme og modvilligt lod hun sige kører tilbage mod Jylland og skolen. Hele vejen sad hun stille og kiggede ud på landskabet der strøg forbi og hendes far holdte også sine tanker for sig selv. De lignede hinanden for meget på det punkt mente hendes mor. Deres hoved var fulde af tanker, men kun enkelte i denne verden fik del i disse tanker.
David var en af dem.
Hun kunne allerede mærke klumpen i halsen da bilen kørte ind på parkerings pladsen og hun sagde farvel til sin far. Uden større omtanke smed hun sine ting ind på sengen og styrede direkte mod Davids værelse, og håbede han var alene. Døren smækkede hun lidt for hårdt op og da hun så han var alene, liggende på sengen med sin bog som altid, så hverdags agtigt - kunne hun ikke holde sin tåre tilbage. Siden hun havde fået det af vide om Thomas havde hun ikke fældet en tåre, men nu kom det hele. På en gang og kun David kunne hjælpe hende.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on May 17, 2012 20:28:40 GMT 1
David
Amanda havde løjet for hende. Han kendte hende godt til at vide, at hun ikke talte sandt, selvom de kun havde snakket over telefonen. Det havde for det første ikke været nogle tegn på en influenza før hun tog hjem. Hun var bare rejst hjem fra den ene dag til den anden. Og det virkede bare helt forkert, at hun bare blev hjemme i så lang tid uden overhovedet at prøve at overleve skolen. Hun var slet ikke typen der var sølle i en seng, hun prøvede altid at rejse sig op og klare dagen uden brok. Selv når hun forstuvede eller brækkede noget insisterede hun på, at hun kunne klare sig selv. Det gjorde ham virkelig vred, at hun for helvede ikke bare kunne sige sandheden i stedet for at spille dårlig skuespil over telefonen. Han kunne jo også tydeligt høre, at hun ikke bare lå i fredeligt i sengen når han ringede. Og så den ene gang hvor hun bare lagde på. Der gad han bare ikke mere, og han svarede ikke mere. Der gik bare hele to uger, hvor man ikke hørte fra hende medmindre han selv ringede. Fucking irriterende. Det havde gjort ham noget så rastløs og det havde hans venner kunne mærke. Men han kunne jo ikke engang sige hvad der var i vejen. Jo, det var Amanda, men han kunne fucking ikke sige hvad der gik af pigebarnet. Og han sagde ikke, at han vidste at hun løj til andre.
Den aften hun uden varsel kom hjem, sad han fredeligt og lyttede til musik på sin gamle vinylpladespiller. Det var egentlig lidt mærkeligt at han spillede musik på den nogle gange, men det beroligede ham. Den der grynede lyd fra gammel musik kunne han godt lide. Ellers hørte han da musik på iPod som alle andre. Men han elskede bare nogle gange at rejse tilbage i tiden ved lyden af den.
Han læste Dan Turrél. Igen, selvfølgelig. Han var halvvejs i samlingen. Han begyndte at læse hans bøger i første g, men havde ikke haft skide meget tid til bøgerne fordi man jo også skulle være social. Så han var som sagt kun nået halvvejs igennem dem. De var gode. Alle sammen. Og spændende. Og selvfølgelig meget velskrevede. Men han blev afbrudt af Amanda. Da hun kom ind af døren med en kraftig lyd. Og hun så bare ikke glad ud. Først havde han tænkt på, at han ville være spydig, men det kunne han ikke, da han havde gransket hendes ansigt. Han brugte måske 3 sekunder bare på at stirre overrasket på hende. Stadig siddende i sengen med sin bog under sengelampen. Så lagde han den hurtigt fra sig, da han så at hun rent faktisk græd. Det havde han aldrig oplevet hende gøre før. Han skyndte sig hen til døren henover det grønne gulvtæppe og der lagde han bare armene om hende uden at sige noget. Ingen af dem havde sagt noget. Han tænkte med sig selv, at han nok ikke skulle skælde hende ud over at lyve for ham nu. Han lukkede bare døren og lod hende græde. De stod ret længe der. Og han mærkede hvordan hans t-shirt blev helt våde af tårer. Men det var okay. Helt okay.
Der måtte være noget frygteligt galt, tænkte han. Hvad kunne dog få Amanda til at græde? Han ville frygteligt gerne vide det. Var på en gang nysgerrig og så krævede han også bare at vide hvad der kunne gøre hans elskede kæreste ulykkelig. Hvad? Hvis nogen havde gjort hende noget... Han var sgu ikke bange for at uddele en knytnæve eller flere, hvis det skulle blive nødvendigt. Krafthelvede...
Han tyssede svagt på hende. Ikke for at få hende til at holde kæft, men bare for at berolige hende. Og han aede hendes bløde hår og kyssede det bagefter. "Du er så dum, Amanda..." hviskede han, da han havde fået hende over at sidde på hans seng. Han tørrede forsigtigt hendes tårer væk og så ømt på hendes forgrædte ansigt. Der var ingen vrede i hans ansigt, kun ømhed. "Influenza?" Han løftede sin øjenbryn en anelse inden han blidt kyssede hendes pande.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on May 17, 2012 20:29:18 GMT 1
Amanda
Det var så ubehagelig og uvant følelse før hende, følelsen af at bryde sammen. Alting havde hun altid taget i stiv arm og kunne holde grimme ting på en meters afstand fra sit indre. Intet havde kunne slå af pinden, men tanken om at miste Thomas, den korte tanke der havde sneget sig ind da han fortalte hvad lægerne havde svaret, kunne hun ikke holde på afstand og den havde vokset sig større end hvad hun havde troet muligt. Og ved synet af David flød den over og rev hende nærmest i stykker sammen med gråden. Kun Davids arme om hende holde hende på plads, holdte hende samlet og hendes fingre holdte krampagtigt fast i han t-shirt. I lang tid kunne hun ikke sige noget. Intet andet end gråd kunne komme ud over hendes læber og stoppe det kunne hun slet ikke. Det var ubehageligt, det var ikke hende. Det var ikke Amanda og alligevel var det. Selv om Thomas måske var den person der havde set hende græde flest gange, så var det ikke mange og da slet ikke sådan.
Pludselig, uden hun egentlig havde opdagede det, sad de på hans seng og hendes gråd var blevet til en stille hulken. Hvor lang tid hun havde grædt anede hun ikke og hun frøs, men David holdte stadig om hende og holdte hende varm. Han strøg hendes hår, tørrede hendes tåre væk, hviskede med sin hæse stemme og hun kunne mærke hans varme læber på hendes pande. Hun blev nød til at sige hvad der var sket, tvinge ordene frem og de kom også lige så stille. På et hvert andet given tidspunkt ville hun nok havde smilet skælmsk og kommet med en eller anden kæk kommentar omkring det med influenzaen, men ikke idag. Ikke lige nu.
''Han fik... Han fik konstateret modermærkekræft''
Hendes stemme var spinkel og gråden lå i baggrunden og truede, men hun tvang den nede lige nu så godt hun kunne. David skulle vide det.
''Thomas. Jeg - Jeg var så bange for at jeg skulle miste ham, David.''
Hun bed sig i underlæben, tydeligvis for ikke at begynde at tude igen og hun kiggede op på ham med al sin frustration og sorg over det der var sket. Hvis det da bare var hende selv, så ville hun bedre kunne klare det for så kunne hun have kontrol over det. Lige nu følte hun sig magtesløs og frygtede for at miste den person der havde været hendes evige klippe siden hun blev født. Men uden David ville hun havde været endnu mere på bar grund. Gråden havde løsnet et eller andet i hende.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on May 22, 2012 17:12:47 GMT 1
David
David sagde ikke noget. Han vidste ikke om hun havde brug for der blev sagt noget, men hun havde jo ikke sagt noget selv i to uger, så hun kunne nok vente lidt tid med hans svar. Hun havde talt i datid, men han vidste stadig ikke helt om det var ovre nu. Om Thomas havde det godt nu. Han var en flink fyr. En god bror og en ret sjov fyr, ganske vidst. Det ville være et stort tab for de fleste på skolen også, han var ret elsket. Modermærkekræft? Satans til kræft, den ramte altid de forkerte mennesker. Eller... Den burde selvfølgelig ikke ramme nogen. Han kyssede hende flere gange på ansigtet. De sad lidt der, og han omfavnede hende igen. Holdt hende ind til sig. Han sank og knugede hende et øjeblik.
"Du... Du siger det i datid... Er det ovre nu? Er han stadig syg?" fik han til sidst sagt i stilheden.
Musikken spillede ikke mere. Der var helt stille i rummet og den eneste lyd han kunne høre var hendes jævnlige snøft og deres vejrtrækninger. Han ville sådan ønske hun havde sagt noget. Det var på en eller anden måde lidt ondt af hende at holde sådan noget hemmeligt for ham. Og lyve for ham. Stolede hun ikke nok på ham? Hvorfor? Han ville gerne have været der for hende i de to uger. I stedet for at gå på skolen og være fucking uvidende. Han blev fyldt med en mærkelig harme, men vidste godt det var åndssvagt og unødvendigt, så han holdt den nede. Det ville være dumt at gå op i det nu. Når Amanda sad grædende i hans navn. Hun føltes helt kold, og når hun lavmeldt hulkede, rystede hun svagt.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on May 22, 2012 17:13:49 GMT 1
Amanda
Stilheden lagde sig om dem, da Davids pladespiller stoppede. Hun lagde pludselig mærke til at hendes hjerte hamrede afsted i brystet på hende, men tilgengæld kunne hun mærkes Davids støt og roligt gennem t-shirten. Han lod sine læber kysse hele hendes ansigt, som kunne de fjerne hver en lille stump af hendes sorg. Det kunne de ikke, hvor gerne hun end ville, men det hjalp. Hvad skulle hun nogensinde havde gjordt uden David, og hvorfor havde hun ikke fortalt det noget før? Hun vidste hun kunne fortælle ham alt, han vidste jo alt om hende. Men hun havde jo også lovet Thomas ikke at sige det til nogen, så hun måtte bare håbe at David ville forståelig over for det. Det ville ihvertfald komme bag på hende hvis han ikke var lettere fornærmet over hun sådan pludselig havde trukket sig væk. Og hun kunne vel egentlig også godt forstå det.
Til hans spørgsmål vidste hun først ikke hvad hun skulle svare. Teknisk set var Thomas 'rask' nu, men.
"de har fjernet mærket og han får strålebehandling, men den var aggressiv så de er nervøse for om det kommer igen. De vil ikke give os nogen sikkerhed"
Hvilket hendes frustration over var tydelig at hører. Hun kunne bare ikke rigtig bebrejde lægerne. Hendes stemme var stadig skrøbelig, men hun var tømt nu. Ikke flere tåre var tilbage lige nu og knuden i brystet var løsnet, måske kun lidt, men mere end hun kunne håbe på. Davids t-shirt var våd hvor han havde grædt op af ham og der var mærker efter hendes mascara. Hun så op på ham og trykkede sig ind til ham igen. Hans arme var hendes beskyttelses rum, der ville holde alt ondt ude.
"Undskyld at jeg bare sådan tog hjem uden noget forklaring men jeg... Vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Undskyld"
Hun ville ikke diskutere, men hun skyldte ham en undskyldning. Havde hun været i hans sted havde hun nok været enormt vred. Hun skulle være gået til ham med det samme, uanset hvad, men i to uger havde hun været ved siden af sig selv. Ikke den samme Amanda og hun havde savnet ham. Manglet ham. Hun flyttede hoved lidt og kyssede ham på læberne. Han dejlige bløde læber, der smagte fuldstændig som de pleje - en smag hun aldrig ville blive træt af. Hun mumlede undskyld med hans læber endnu en gang.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on May 22, 2012 17:15:17 GMT 1
David
Selv hvis Amanda ikke havde lukket munden på ham med det forstigtige kys, havde han ikke sagt noget. Han ville måske have hvisket et eller andet til hende der ville få hende til at tænke på noget andet eller få hende til at smile. Men han ville ikke have vadet mere i det. Som om hun ikke havde hørt nok om det de to uger. Som om hun ikke var godt træt af at have de tanker i hovedet hele tiden. Sådan var han i hvert fald selv inrettet. Han brød sig bestemt ikke om at tænke på ting der gjorde ham vred eller ked af det hele tiden. Han skubbede det altid væk eller fortrængte det, og det hjalp oftest. Nogle gange glemte han det nærmest helt, hvis han anstrængte sig nok. Han syntes også det ville være bedst for Amanda at tænke på noget andet. At komme lidt væk fra snakken om hvad der dog ville ske med Thomas. Han skulle nok klare den, han var en stærk fyr alligevel. Måske om hun ikke bare skulle lave noget sjovt med David nu hvor hun var tilbage. De kunne bare chille lidt eller gå ture som de plejede. De kunne bare lade som om intet var sket, så hun kunne komme lidt tilbage til det normale liv. Det var ikke til at komme udenom at han havde savnet hende en del de to uger, og han ville med glæde hænge ud med hende til hun ikke gad mere.
David var glad for hun sagde undskyld. At hun i det mindste selv vidste, at det ikke havde været det fedeste at gøre mod sin kæreste. Sådan at lyve for hende. Men det var vel okay. Han ville ikke bære nag bare på grund af det. Det havde med garanti ikke været skide nemt ikke at vide om Thomas ville overleve. Han kunne ikke forestille sig hvordan han selv ville have det, hvis han blev stillet i samme situation med Maria. Hvis Maria nogensinde fik kræft... Før han havde set hende blive rigtig voksen og blive færdiguddannet. Det ville han end ikke tænke på. Han slap hendes læber, viftede blidt noget af hendes pandehår til siden og kyssede hendes pande. "Det er helt okay, Amanda... Lad os ikke tænke mere på det," hviskede han stille mod hendes pande.
De lå lidt i stilhed. Hun lå i hans favn mens de lå i ske, og han havde sine læber på hendes nakke. Hun havde virket helt kold, så han havde trukket dynen over dem, og nu lå de bare helt fredeligt. Han var virkelig glad for at hun var tilbage nu.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on May 22, 2012 17:16:00 GMT 1
Amanda
Hun smilede mat et øjeblik, oprigtig glad for at David ikke forlangte at få mere af vide af hende. At han ikke var mere sur på hende, end at han kunne tilgive hende og forsætte. Hun havde også været strid og hun havde savnet ham mere end hun troet muligt, men samtidig havde hun bare lukket sig inde I sin egen beskyttende bobbel som David havde brudt så snart hun havde set ham.
Nu lå de så her i hans seng, i ske og han læber kyssede hendes nakke. Hun syntes altid de havde været som støbt for hinanden når de lå sådan, og nu var ingen undtagelse. Hele hans varm omsluttede hende og langsomt trak kulden ud af hende. Hun krammede hans hænder mod hendes ansigt, som var hun bange for at han pludselig ville give slip på hende. Hun var bange for at hun ikke ville kunne holde samling på sig selv, hvis han gjorde. Det var i det mindste en lørdag aften og af hvad hun kunne se på værelset var Marius og Davids andre værelses kammerater taget hjem på weekend. Det passede hende fint. Helt fint ikke at skulle til at forklare sit fraværd endnu for andre end David. Marius ville nok var skeptisk, men hun kunne ikke fortælle endnu hvad den egentlig grund var. Ikke lang tid efter faldt hun i søvn i Davids arme, for hendes krop var fuldstændig færdig. Det var åbenbart hårdt at græde.
Hvor mange timer hun havde sovet vidste hun ikke, for der var ingen ure i nærheden, men mørket lå tungt i værelset og Davids åndedræt afslørede at han sov. Der var helt stille og han havde stadig en arm liggende hen over hende. Hun vente sig om så hun havde ansigtet mod ham og lidt svagt kunne hun skimte hans sovende ansigt. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over sin egen sentamentalitet der boblede i hende og som hun ikke gad holde tilbage. Han sov alligevel så han hørte hende ikke.
"en anden gang vil jeg ikke holde dig ude... Det var dumt af mig, for du er den eneste der kan holde mig sammen." hun lod sine læber strejfe hans og hendes stemme var blot en hvisken "Jeg elsker dig, David og du er den eneste jeg har lyst til at være sammen med resten af livet, selv om du kan være en idiot en gang imellem."
Hun havde aldrig tvivlet på at det var David hun ville være sammen med, aldrig, men hun havde altid tænkt over hvordan han ville kapere hende hvis det nogen sinde skulle ske hun skulle have brug for en tudekiks eller sådan noget. Hun havde bare aldrig i sin vildeste fantasi forstillet sig hun seriøst skulle bryde sammen i hans arme og græde snot i flere timer. Men han havde været der for hende hele vejen igennem. Uden nogen form for klagen.
|
|