|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:44:29 GMT 1
Jonathan:
Holy shit! Holy, fuckin, bloody heaven!
Startskuddet fik Jonathans indre til at eksplodere og blæste alle tanker og al forvirring lidt i baggrunden. Han var snublet fremad og nu stod Anton med ryggen mod muren og Jonathan lænede sig ind over ham for at kysse ham igen og igen. Mærke hans læber og hans ånde og hans pik og Jonathans der ikke var sen til at følge eksempel. Fuck. Han havde aldrig oplevet noget sådant med en anden før. Slet ikke.
Han hev efter vejret. Alkoholen var der jo, men han var altså bare nød til at kunne huske det der i morgen. Det var livsnødvendigt. Arg, hvorfor var han så dejlig. Han havde da forhelvede først lige mødt ham. Men..kæft man. Holy shit.
"That was nice," lo hans stakåndet og smågenert. Måske burde han ikke sige noget. "That was bloody great!"
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:44:52 GMT 1
Anton:
Anton kunne ikke lade være med at grine. Ikke specielt højt, måske mest inde i sig selv faktisk. Så kunne det godt være at fyren ikke var homo, men han var i hvert fald ikke afvisende heller. Og han var en god kysser. Det var helt sikkert. Det var ikke så dumt. Det kunne han godt leve med. Han var rent ud sagt lettet. Meget lettet. Nogle gange virkede det, at holde op med at tænke så meget.
”Mmm” mumlede han. Han havde svært ved at fokusere på andet end den varme krop mod sin. Den anden fyrs ligeså begejstrede pik. God størrelse. Han smilte ad sig selv. Hold kæft hvor var han altså bare gay. Men lige nu kunne han ikke være gladere. ”It was – It is” rettede han, da han fortsatte kysset. Der havde allerede været alt for meget luft imellem deres læber i alt for lang tid. Der var en overvældende følelse.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:45:42 GMT 1
Jonathan:
Det var enormt befriende bare at lade sig trække med. Ligeglad med hvad fanden der så skete bagefter. Ligeglad med at hans erfaring ikke var synderlig stor, eller at de stod på åben gade. Hvis der kom nogen forbi kunne de fuckin bare give dem nogle tæsk og så gramse videre bagefter. De kunne alt. Bloody everything.
John lukkede øjnene og lod sine hænder køre gennem drengens hår. Som var ligesom han havde forestillet sig. Og han lagde armene om halsen på ham og kyssede ham videre. Han måtte bare ikke give slip. Lige meget hvad, bare ikke det. Gad vide om han...om han var seriøst gay eller bare. For sjov. Fordi han kedede sig og ikke kunne lide nogen af pigerne ovenpå. Selvom det ville være ret ubehageligt at kunne udgøre det for en pige. Ret pinligt. Han ville gerne spørge, men det virkede også bare så...fuck, han tænkte for meget.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:46:33 GMT 1
Anton:
De stod sådan og kyssede længe. Det var fantastisk. Næsten som at kunne flyve. Sådan havde han ikke følt det før. Alt det begær. Sex havde altid bare været ok. Godt i bedste tilfælde og rimeligt ringe i værste. Aldrig hæsblæsende og halsbrækkende spændende som det her. Ikke engang med Matthias, som han ellers var kærester med i et halvt års tid. Det betød ikke noget. Det var bare to 14-15-årige drenges første møde med den verden.
Det her virkede også som et første møde. Et første møde med den rigtige verden. Den ’voksne’ verden. De store følelser. Det der kaldtes ’begær’. Han vidste ikke hvad der gjorde det anderledes. Det var ikke fordi de kendte hinanden ud og ind og det var heller ikke fordi Jonathan var verdens mest sexede skabning, sådan objektivt set. Altså ikke i græsk-Gud perspektiv, som var det eneste han ellers ville kunne forklare den her forandring med. Der var ingen forklaring.
Da de holdt en pause, kunne han mærke sit hjerte pumpe på højtryk, pulsen var kæmpehøj. Det dunkede i hans pik og i og for sig også i alle andre lemmer i hans krop. Men samtidig var det skidekoldt. Det var en kold december, de spåede at der ville falde sne allerede i næste uge.
”As much as I like you, it’s bloody freezing out here. And you have a whole flat of party-guests up there, wondering what you’re up to. Maybe it’s time for us to get back up?” Han kiggede spørgende på Jonathan. Han havde ikke fået taget en jakke med ud, heller ikke hans cardigan. Han stod kun i skjorten, og det gjorde ikke noget, fordi Jonathan stod så tæt på ham og fordi han var så opstemt. Men det var altså koldt. Objektivt set. Og også ret ubekvemt. Han havde ikke lyst til at gå op at fortsætte festen, men i sit stille indre håbede han på at de kunne fortsætte deres egen fest på Johns værelse.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:46:58 GMT 1
Jonathan:
”As much as I like you, it’s bloody freezing out here. And you have a whole flat of party-guests up there, wondering what you’re up to. Maybe it’s time for us to get back up?”
"I don't think they really care. They're all too drunk to realize we were even gone. But...I guess, yeah, we should get back." Alt det der sagde han egentlig bare, uden rigtig at vide hvad han sagde. Hans fokus blev hængene ved: As much as I like you As much as I like you As much as I like you.
Han kunne altså også lide ham nu. Fremskridt. Han havde både store fødder OG han kunne lide ham. Godt scoret. Men...
Jonathan kyssede Anton en sidste gang inde han trak sig væk og ville gå ind igen. Det var koldt udenfor. Ja, men åbenbart koldere end han havde vidst. I hvert fald trådte han ud på fortovet og mærkede i det samme sin fod glide under. Fuldskab og lumske isglatte stier var en dårlig combi og han faldt og landede på siden i græsset. "Shit!" bandede han.
|
|
|
Post by LicentiaPoetica on Aug 1, 2012 20:33:16 GMT 1
Anton:
De trådte ind ad døren hjemme hos Anton omkring tre kvarter senere, normalt tog det kun 20-25 minutter at gå de små 2,5 km. fra Katrines lejlighed til hans blå hus. Det havde været hans fars idé at male det grå hus blåt da de flyttede ind. Det var mere fair over for naturen, over for himlen og søen sagde han. Dengang havde de grinet lidt af ham og syntes det var lidt pinligt. For godt nok boede de i udkanten af byen, og var omgivet af smuk natur og havet under 10 minutters gang fra deres lille parcelhusgade, men alle de andre huse var hvide. Eller gule eller i mursten. Men nu var de glade for det. Det havde personlighed.
Nå men, turen havde taget så lang tid, fordi den nyfaldne sne bare kaldte på sneboldkamp. Og en håndfuld sne ind under trøjen. Og man blev også nødt til at smage på den rene hvide magi. Inden alle hundene og kattene kom og tissede på det. Og man blev nødt til at varme hinandens læber også. Og lege ’tag fat’ og tackle hinanden og ende med hovedet i en snedrive i parken. Alt dette var simpelthen af største vigtighed. Man skulle yde naturen respekt. Man kunne ikke bare gå lige hjem ad fortovet og lade som om dagen ikke adskilte sig fra de andre. Og det gav nogle gode grin og røde kinder.
Inden for døren blev de mødt af Elsa og hendes veninde nærmest inden de nåede at få jakkerne af. Elsa var lige blevet 13 år og i den alder, hvor det var utroligt spænende at følge med i storebrors liv.
”Hvem er du?” spurgte hun Jonathan, mens hun gnaskede på en kanelsnegl, der så overraskende nybagt ud. Diskretion og høflighed havde aldrig været hendes stærke side. Lige på det punkt mindede hun lidt om Katrine.
Jonathan:
Allerede inden de kom indenfor glædede han sig. Det så meget svensk ud, huset, med den blå farve. Eller, det vidste han ikke hvorfor han syntes. Han anede intet om Sverige. De havde en berømt forfatter. Et par stykker faktisk. Det var cirka det. Men det gjorde det altså. Og det havde været virkelig hyggeligt at gå turen. Han havde ikke leget i sne siden han var hjemme sidste vinter. Og selv der havde det ikke været særlig meget. Fordi der var han en stor 16-årig, som da var alt for intellektuel til at lege med sine små søskende udenfor, når han kunne sidde indenfor. Lige nu virkede det ret latterligt.
Da de kom ind lugtede hele huset af hjemlig, familie-hygge. Det var lige før han fik en klump i halsen af hjemve. Og de var knap kommet indenfor før to piger kom ud. En af dem, og han var ret sikker på hvem det måtte være, var nok Antons søster. Hun lignede ham lidt. De samme øjne. "Hej, Jonathan. Antons ven." Han smilede til pigen. Hun kiggede bare på ham. "Hvem er du?" spurgte han, nøjagtig ligeså uhøfligt som hun havde været. Så smilede hun. Og han grinede til hende. "Anton, har I råsnavet?" spurgte hun så og ignorerede ham helt igen. Jonathan skævede til den anden i et forsøg på ikke at grine. Fremmelig pige.
Anton:
Anton grinede lidt af den måde Elsa overfaldt Jonathan på. Han kunne nu også godt forstå det, det var ikke fordi han havde for vane at tage fyre med hjem på den måde. Altså sine kammerater, jo da en gang imellem, og nogle morgener efter en bytur kunne man da også falde over en tilfældig fyr der spiste en stille og akavet morgenmad i køkkenet, men enhver idiot kunne se at det her var anderledes. Han var overbevist om, at der stod FORELSKET med blokbogstaver i hans pande. Og Elsa var lige i den alder, hvor det at have en homo til storebror var noget af det sejeste i verden, i hvert fald blandt pigerne. Så han var ret sikker på, at hun pralede en del af ham i skolen. Ikke at han forstod det, men han forstod jo heller ikke rigtig piger. Men det var heller ikke uden stolthed i stemmen at hun stillede sine drillende spørgsmål og han kunne da også se, at hendes veninde syntes det var overmåde spændende, så det måtte være en lille sejr for Elisabeth, at hun lige havde gæster den dag han kom slæbende med John. Søskende altså.
Han blev altid overrasket over hvor meget bedre Elsa og Niklas brugte det danske sprog end ham selv. Men de kloge påstod jo også, at jo yngre man var, jo lettere var det at lære. Råsnavede, sjovt udtryk. Ikke et han selv ville komme på, men det passede nok også bedre i frikvarterssamtalerne i 7. klasse.
”Du skulle bare vide” grinede han og snuppede resten af hendes kanelsnegl før hun kunne nå at sætte sig i modværge. Det var en storebrors privilegium, det holdt han altså på. De fik overtøjet af og fortsatte ud i køkkenet, hvor hans far sad bøjet over noget der mistænkeligt lignede arbejde og hans mor læste en bog. Han forstod ikke deres vane med at opholde sig i køkkenet i stedet for stuen, men det var nu meget hyggeligt.
”Elsa og Mette har bagt. Sæt jer ned og få en kop kakao” sagde hans mor, mens hun satte tallerkner med ’kanelbullar’ foran dem og to kopper kakao. ”Hej, jeg hedder Kerstin.” Hun smilede sit bedste charmesmil til Jonathan da hun gav ham hånden. Hans far kiggede bare op et øjeblik og sagde: ”Göran. Godt at møde dig” før han vendte tilbage til arbejdet. Det var på ingen måde uvenligt, han blev bare nogle gange så opslugt af sit arbejde, når han opdagede ny forskning inden for miljøteknologi og sådan noget. På den måde var han ret nørdet. Han havde også installeret solpaneler, så huset fik al den energi det skulle bruge den vej fra. Kerstin rystede alligevel smilende og opgivende på hovedet, for at signalere til John, at det altså ikke handlede om ham på nogen måde.
Elsa og Mette havde også indtaget deres pladser fra tidligere og hvis han gættede rigtigt, sad Elsa på nåle for at kunne komme til at genoptage sit forhør.
Jonathan:
Jonathan var et stort smil. Det var da umuligt at være genert når folk omkring en var så søde og imødekommende. Og nysgerrige, for pigernes vedkommende. Men okay, han var her som Antons potentielle nye romantiske bekendtskab, potentielle kæreste, så fair nok. Det var fint med ham. Rigtig hyggeligt faktisk. Og hele familien samlet samme sted hele tiden. Og hans mor virkede fuld af livsglæde, mindede Jonathan om sin egen mor, i en lidt mere udadvendt udgave. Hans far virkede som et interessant menneske. Han ville egentlig have spurgt hvad han arbejdede med. Men det spurgte han Anton om senere. Lige nu blev han prakket pigernes hjemmebag på og kakao. Og da de ikke havde fået morgenmad var det heller ikke værst. Hvordan var det blevet til, at klokken var næsten 3, og de havde ikke fået morgenmad?
Jonathans søsters øjne gik som et pendul fra ham til Anton. Han grinede bare og blinkede til hende. "Hvor er du fra?" spurgte hun så. Hun var nok færdig med de mere private spørgsmål, nu da deres forældre også var der. Eller hvordan de nu havde det med den slags. Han tog en bid af deres kanelsnegle og svarede hende da han havde tygget af munden. "London. De er virkelig gode de her." pigerne fnisede. Børn var bare så nemme, han forstod ikke at han havde været træt af sine egne søskende da han tog hjemmefra. De var selvfølgelig lidt ældre. Bortset fra Joshua. Men alligevel. Der var egentlig ikke så stor forskel på børn på tværs af lande.
Anton:
Anton indtog fornøjet en masse kanelsnegle. Det undrede ham egentlig at han ikke var vågnet af sult. Han havde ikke spist siden aftensmaden i går og han plejede altid at være vildt sulten om morgenen. Og også med al den motion. Han måtte hellere sætte nogle flere kager til livs, så han kunne opretholde sin flotte figur.
”De smager af helvede til Elsa” grinede han med mad i munden. Han kunne jo ikke lige pludselig være sød bare for at imponere John. Han skulle ikke tabe ansigt som storebror. Men han kunne se på hende at hun smilede inden i da hun rakte ham fingeren. Hun kunne godt lide sin storebror og han kunne for det meste også godt lide sin lillesøster. Hans mor spillede Iron and Wine på cd-anlægget. ’Fever Dream’ hørte de lige nu. Det var ikke særlig højt, så lavt at han faktisk ikke havde lagt mærke til det før det skiftede til det nummer. Lidt som baggrundsmusik på en film. Han kunne godt lide at de havde adopteret hans musiksmag. Men det var nok fordi det mest var hans cd’er der lå rundt omkring i huset. Også nogle af Elsas, men det var en underlig forvirret blanding af pop og scene. Ikke noget han ville røre med en ildtang. Og hans forældre havde heldigvis også mere smag end det.
”Er I to kærester?” det var den indtil nu ellers så stille Mette, der tog mod til sig og blandede sig i samtalen. Han måtte mumle et ’øhm nej, ikke rigtigt’ eller noget i den stil, og bad til at John godt kunne høre at det ikke var en afvisning på nogen måde. Men det var de jo ikke. Hvor meget han end glædede sig til den dag han kunne svare ja.
Men Elsa gav ikke så let op. Hun kiggede udfordrende på Jonathan:
”Men er du forelsket i min storebror?” På et eller andet sæt var det da kært, at hun følte at hun skulle godkende en evt. kommende kæreste af hans og stille krav til dem, men han blev nødt til at stoppe resten af kanelsneglen i munden og fokusere på at tygge og kigge et tilfældigt sted hen i rummet, så han ikke kom til at grine eller se for meget på John. Han kunne dog sagtens se på Elsa, at han var godkendt på forhånd. Hun så næsten forelsket ud og et øjeblik blev han lykkelig for at Jonathan var homo. Ikke at han ikke havde sat pris på det før, grinede han inden i hovedet. En del af ham frygtede Johns reaktion og en del af ham var nysgerrig på at høre svaret.
Jonathan:
"..Uhm.." Jonathan blev helt rød i hovedet et øjeblik og var ved at få noget snegl galt i halsen. Jamen, det...mente han da nok, men lige her foran Antons lillesøster og veninde, og hans forældre? For pokker da. De virkede godt nok meget åbne. Hjemme hos Jonathan blev det accepteret. Og det var bare sådan det var. Helt naturligt, fint nok, tåleligt. Men, det var da ikke. Man snakkede ikke så åbent om hinandens følelser. Da Nath tog sin kæreste med hjem første gang var de bare kærester. Og alle gik ud fra at så var de vel også forelskede. Så det blev der ikke snakket om. I hvert fald ikke ved bordet. Der blev snakket om arbejde og kunst. Først bagefter havde Jonathan trukket Nathaniel lidt til side, og som en genert tidlig teenager spurgt ham hvordan det var at være forelsket. Dengang havde han godt nok forsøgt at se piger for sig, når han tænkte på det. Måske var det derfor han aldrig helt havde fattet det.
Men...Anton var vidunderlig. Alt hvad han gjorde eller sagde virkede rigtigt og nyt og spændende. Han havde det som om Anton kun var interesseret i ham når de var sammen. Og han var helt sikkert ikke interesseret i nogen anden. Og han var lækker, og klog og musikalsk og stærk og tryg og...
"...Yeah, det er jeg vel." Han smilede genert, skævede til Anton og skyldte sig at drikke noget mere kakao for at gøre et eller andet. Han burde sige noget mere, og fjerne den akavede stilhed. Måske var det forkert svaret. Men...han kunne da heller ikke bare sidde her og sige nej. Eller at det vidste han ikke. Især ikke..fordi det troede han altså nok. Det passede på Naths beskrivelse.
Anton:
Han skulle virkelig tage sig sammen for ikke at bryde ud i en glad sejrsdans midt på køkkenbordet. Ikke at han var enig i Elsas håndtering af problemet, og det var helt sikkert også noget de skulle diskutere nærmere på tomandshånd ved lejlighed, men det føltes bare så lækkert at høre ham sige det. Det der søde generte smil, som fik ham til at ryste af begejstring. Selvom situationen måske ikke var den bedste, var han helt sikker på at det var sandt. I lørdags kunne han ikke havde været sikker på noget som helst, de havde begge været ret fulde, og det kunne sagtens tænkes, at John bare havde villet fejre sin fødselsdag med et godt knald. Hans første godt nok, men det var ikke usandsynligt at det kunne have været mere eller mindre meaningless anyway. Men i går. Den måde han havde udforsket Anton på, som om han havde været ny-erobret land som endnu ikke var kortlagt. Der var han ikke i tvivl. Men derfor kunne John jo godt være det. Men hans blik tydede på noget helt andet.
”Så er du sgu ærgerligt, at jeg synes han er en kæmpe jubelidiot” grinede han, mens han klemte Johns hånd under bordet. Så skulle hun heller ikke have mere for den 25-øre dumme lillesøster. Hun havde vist presset citronen rigeligt for nu.
Heldigvis kom Niklas ind i køkkenet i samme øjeblik, så forhåbentlig ville de være forskånet for flere lettere pinlige episoder.
Han kom direkte fra ishockey og smed sine skøjter på køkkengulvet før han snuppede den kanelsnegl der var tilbage på Antons tallerken. Mage til frækhed! Hvem mon han lærte sådan nogle unoder fra?
”Hvem vil være med til sneboldkamp?” Han tog slet ikke notits af Jonathan, men det havde Anton heller ikke regnet med, og han var også ligeglad. Alt det der kæresteri-fis stod slet ikke på en 11-årig knægts interesseliste. Havde det heller ikke gjort på hans egen før han blev en 13-14 år. Snevejr og vinter derimod stod øverst på enhver svensk unges liste. Og Niklas var ingen undtagelse. Han elskede alt med vinter og gik til ishockey og plagede som en gal for at komme på skiferie i enhver ferie hvor der var sne et eller andet sted i verden. Han var vild med slalom.
Jonathan:
"Så er du sgu ærgerligt, at jeg synes han er en kæmpe jubelidiot”
Jonathan smilede taknemmeligt. Han vidste ikke hvad en jubelidiot betød, men Antons hånd der klemte om hans var i hvert fald en god ting. Det var det han talte om før. Han havde sgu da forhelvede svært ved at tage sig af resten af verden når den der hånd rørte ham. Så han klemte tilbage, ligeså stille.
De to piger sad med et stort smil som de ikke rigtig kunne skjule. Ud af deres øjne lyste uskyldige drømme om selv at være ung og forelsket...og bøsse? Nah, nok ikke. Så skiftede Elsa udtryk og kylede nogle krummer fra sneglene efter Anton. "Anton! Din nar." udbrød hun, men nåede ikke at surmule mere før endnu et familiemedlem meldte sig.
Jonathan smilede lidt mens han betragtede det der måtte være Antons lillebror, der tilsyneladende kun havde sne i hovedet. Kom han ikke lige derude fra? Men de skulle åbenbart derud igen. Pigerne så tvivlende ud et øjeblik, men måtte så overgive sig til at de stadig var så meget børn at det var fedt med sne. Så med et sidste blik på Anton og Jonathan og så på hinanden løb de ud i gangen hvor man kunne høre fnisen og hvisken.
"Skal jeg have revanche eller hvad?" Han så udfordrende på Anton. Det var uden tvivl ham der var endt ufrivilligt i sneen flest gange på deres lille gå tur derhen. Så han skyldte ham vist noget. Ikke at han forventede at have en chance hvis hele familien gik mod ham. England - Sverige.
|
|
|
Post by LicentiaPoetica on Aug 1, 2012 20:35:03 GMT 1
Anton:
Selvfølgelig skulle der være revanche! Ikke at Jonathan havde store chancer i situationer som nu, hvor Anton kastede sig op på ryggen af ham og fik tværet sne godt og grundigt ud over ham via. halsåbningen i hans trøje. Niklas havde endnu mindre chancer, ham havde de allerede fået på hovedet i sneen en del gange. Lige nu lå han grinende i en snedrive på jorden og prøvede at ryste bare en smule af sig, så han ikke lignede den omvandrende snemand. Og Anton hoppede ned fra Jonathans ryg og nåede at give ham et drillende kys på kinden, før han løb så hurtigt han kunne. Det var lækkert at være barn igen og te sig som det passede én, uden at der på nogen måde var noget galt i det. Og nyfalden sne var en venlig type, man kunne komme løbende i fuld fart og tackle en anden person, så de væltede, men sneen ville tage godt imod dem. Og de ville grine og skrige og skynde sig på benene for at tage hævn over en.
Jonathan:
"You bloody bastard!" Klog af utallige fejlslagne forsøg lod Jonathan sne ned af nakken være sne ned af nakken og satte efter Anton med det samme. Hvis han først skulle have det ud, ville han ikke have en chance for at fange ham. Pokkers hurtige svensker. Det havde måske også noget at gøre med, at han tilsyneladende aldrig gled i sneen. Det måtte være noget med folk fra Norden, fordi Jonathan gled hele tiden. Som den aften til Katrines fest. Av, han havde haft ondt i hoften længe og fået et ordentligt blåt mærke. Lorte vejr. Men okay, det var da meget sjovt.
Og det med at glide kunne altså også være en fordel. Jonathan fik øjenkontakt med Niklas, som det vidste sig at drengen hed, mens han løb. Og så satte Niklas også i løb. De to piger var gået lidt væk og kiggede på. Men de kunne vist se hvor det bar hen. Fordi de smilede. Han var ikke så langt fra Anton nu. Lige i hælene på ham faktisk. Og så var det han gled, eller faldt over en dum pind der stak op var det vel nærmere, så han væltede forover og ind i Anton der også faldt. Og så var Niklas og pigerne over dem, med råb som: "På ham!" eller "Angreb!"
Anton:
Når de alle fire lå i sådan en bunke over ham, kunne han intet stille op. Hvis bare én af dem hoppede af, var han sikker på han kunne ryste dem af sig, men nu havde de magten totalt. Og de benyttede sig da også af den. Han fik sne ind alle steder – ALLE STEDER. Elsa vaskede hans ansigt i en kæmpe snebold, og Niklas så sit snit til at smide en hel bunke sne ned i hans bukser. Hans bukser!
”För jävlan!” fik han råbt, da han fik munden fri fra sne et øjeblik. Det var simpelthen for groft. Han måtte finde på noget. Han fik hænderne fri. Kilde! Det ville være en god taktik til at få folk væk fra ham.
|
|
|
Post by Jonathan Bailey Smith on Aug 1, 2012 21:40:36 GMT 1
John: Der gik noget tid inden Niklas fik nok. Lang tid faktisk. De byggede snemænd (og smadrede et par af dem undervejs) og han trak dem med op til nogle bakker hvor han satte ny rekord for hvor hurtigt Jonathan nogensinde havde set nogen kælke. Niklas mindede ham i den grad om Sebastian. En yngre, mere tålelig udgave. Men det var måske aldersforskellen der gjorde det.
Men til sidst fik Anton ham overtalt til at gå med ind igen, inden de alle fik lungebetændelse og måtte lægge i sengen hele næste uge. Sneen skulle jo nødig forsvinde inden de kom på højkant igen. Og det virkede åbenbart.
Men de var altså også virkelig blevet kolde. Og våde. Da de endelig slap af med ungerne stak de af ind på Antons værelse på første sal. "I don't think I've ever been so cold," grinede han. Ikke at der var koldt i huset, mens han fingre og tær havde ikke vendt sig til det, og det stak i hele hans krop efter det bratte temperaturskift. Jonathan trak sin våde trøje over hovedet og hang den over en stole ryg. "What's your dad doing? He seemed quite busy."
Anton: Anton var totalt gennemblødt. Sneen var smeltet og havde gennemblødt alt hans tøj. Helt ind til underbukserne. Han fulgte John med øjnene mens han trak trøjen af. Hvad havde han forventet? Han grinede af hvor sølle de egentlig så ud begge to. Kolde og dryppende med klasket hår og røde kinder og næser af frostbid. Han pegede på sine bukser, som lignede en sø han havde slæbt med ind i huset. ”If you think my trousers are wet, you should see my pants” blinkede han til ham. ”I think I’ll get serious frostbites down there if I don’t grab a shower. Feel free to join me if you want. Or you can have your own, but I do think you should take one.” Det var aldrig af vejen at flirte lidt med drengen. Men han mente det faktisk alvorligt, de blev nødt til at tage et varmt bad, og han var lettere bkymret for sine ædlere dele. Ej, selvfølgelig ikke, men han ville da ikke tage nogle chancer. Og det kunne da være hyggeligt at tage et bad med Jonathan, bare sådan helt afslappet, men hvis han ikke havde lyst til det, skulle han ikke føle sig presset. Men han burde nok også tage et bad under alle omstændigheder. Sådan her kunne de jo ikke se ud. Mens Anton hoppede ud af sit klaskede, våde tøj, hvilket var en større udfordring end det umiddelbart lyder som, vådt stof klistrer nemlig dejligt tæt til kroppe, spurgte Jonathan ind til hans fars arbejde. ”He is. When he finds some new research he doesn’t speak for days. He’s very.. committed, so to say. He works with environmental technology and organic stuff. He helps companies to find environmental solutions and stuff like that.” Det var nu sejt nok, men ikke skide spændede at tale om sin fars job.
John: Jonathans udtryk beskrev noget i retningen af et drengefjoget smil inden han fik det væk. Det var lidt pinligt, men han blev nok aldrig en af de der cool, upåvirkelig typer. Og det var altså helt nyt for ham. Kunne de godt bare gøre det? Det kunne de nok.
"I'd love to see your pants." smilede han og bevægede sig derved ud på usikker grund. Men... det gik. Det gik sidste gang. Og han havde lyst at gøre det. Og det kunne nu heller ikke gå galt med Anton. Han ville ikke skubbe ham væk, bare fordi han sagde noget dumt eller barnligt. Det virkede i hvert fald ikke sådan. Sådan en type, følte han sig ret sikker på at han kunne sige at Anton ikke var. Selvom han dårligt havde kendt ham endnu. Ikke engang en uge.
Jonathan sad på kanten af vasken på det forholdsvis lille badeværelse i sine boxers, mens Anton rakte ind i bruseren og skruede op for det varme vand. John kiggede på hans ryg. Og hans muskler når han strakte dem. Lækkert. Han rakte sin hånd forsigtigt frem og strøg ham ned af ryggen langs rygsøjlen. Det havde han gjort før. Men det var som om..han havde lyst at gøre det en helt masse gange. Til han havde gjort det nok til altid at kunne genkalde sig hvordan de føles.
Anton: Det var lækkert at stå under det varme vand og mærke hvordan hele kroppen tøede op. Hvordan vandet først var alt for varmt til deres kolde kroppe, hvordan man gradvist skruede op og mærkede frosten i knoglerne begynde at løsne sig også. De havde nok været ude i to timer faktisk. Det passede virkelig, at man ikke tænkte på klokken når man havde det sjovt. Det var snart aftensmadstid, men først skulle de have et rigtig langt varmt bad. Han havde sat musik på. Så luksuriøst havde de det nemlig, at der også var anlæg på badeværelset. Men det kunne man godt tillade sig, når strømmen kom fra den hellige sol foroven. Det var ikke højt, men højt nok til at det kunne høres for vandets brusen. Og det var glad musik, rigtig opmuntrende varm musik. Han kunne godt bare stå og kigge på Jonathans krop sådan der hele dagen. Han havde en virkelig, virkelig lækker krop. Meget velproportioneret. Blød hud, lækre øjne, og fantastiske slanke hænder der aede ham forsigtigt. John: Det startede nede i hans tæer. Varmen altså og så bredte den sig op af op gennem hele hans krop og løsnede langsomt op så han blev mindre anspændt og om muligt i endnu bedre humør.
"Turn around," Han tog om Antons skuldre og drejede ham så han stod med ryggen til ham. Så gav han sig til at tegne ned af hans ryg og give ham massage over skuldrene. Weird. Men det havde han lyst til. Lyst til bare at lade sin hænder glide over Antons hud og finde alle hemmelighederne. God røv, for øvrigt.
Han lyttede til musikken og tænkte over at det egentlig ikke undrede ham. Anton var sikkert ikke den eneste musikalske i familien. Det gik sikkert i arv, den slags. Han havde lyst til at spørge mere ind til hans familie. De mindede ham stadig om sin egen, og så alligevel slet ikke. Det var en underlig følelse. Katrine boede jo selv, så han havde ikke haft den der familiefølelse omkring sig i Danmark før nu. Og nu savnede han den. Måske... Antons familie blev hans anden. Det gad han godt. De virkelig søde. Og så var der jo det der kæreste noget... Altså hvis Jonathan var forelsket i ham, og Anton syntes han var..jubelidiot? Var det så ikke godt nok? Til at blive kærester, mente han.
Anton: Han kunne ikke lade være med at blive tændt når Jonathan rørte ham på den måde. Masserede hans skuldre og hans nakke. Uhm, hans nakke. Det var lækkert. Det var altså ikke fordi han ville noget, men han kunne ikke styre det. Slet ikke endnu. Det var virkelig anderledes med Jonathan. Så underligt. Selv når de havde sex, når han var helt inde i ham og kunne mærke enhver bevægelse og kuldegysning, ville han gerne tættere på. En eller anden dag.. en eller anden dag. Det ville være fantastisk. Det havde han aldrig overvejet før. Aldrig. Han håbede bare Jonathan også var med på den. En eller anden dag. Mmm. Shit. Han lukkede bare øjnene og lod sig blive opfanget af bølgen af musik og det brusende varme vand og Johns hænder på hans krop. Wow. WOW.
John: Jonathan smilede lidt for sig selv. Hans fingre havde skrevet Anton og John næsten ubevidst. Det heldige var, at han i hvert fald aldrig havde været god til at gætte den slags ting. Så han håbede ikke Anton var meget bedre. Det ville være lidt pinligt. Han vidste for øvrigt heller ikke hvad der gik af ham. Den slags var lidt tøset.
Han skubbede sin hænder op af ryggen på Anton (og samtidig viskede det andet ud) så de endte oppe i nakken på ham. Her lavede han små cirklende bevægelser med fingrene. Det virkede til at det var dejligt. Jonathan lagde armene om hans brystkasse og lænede panden ind mod Antons nakke. Han lukkede smilende øjnene. Antons røv mod hans underliv. Hmm.. uheldigt. Eller noget.
"Your family seems really nice," mumlede han. Anton: “Mmm. They are” nikkede han, mens han vendte sig om mod Jonathan igen. John var lidt lavere end ham, men ikke forfærdeligt meget, bare et halvt hoved. Han rakte forbi ham og tog shampooen. Så masserede han det ligeså stille ind i Johns hår med cirklende bevægelser og stjal et lille kys på hans pande. De stod helt tæt sammen og var fuldstændig varme nu. Vandet var også varmt og dampen bredte sig i hele badeværelset.
John: Efter de var blevet varmet godt op gik han og Anton ned i køkkenet igen hvor der var dækket op til mad. Jonathan havde lånt noget af Antons tøj, da hans ejet stadig var vådt. Elsas veninde var åbenbart gået og hun havde vådt hår, som om hun også have valgt den fornuftige løsning. Niklas derimod sad demonstrativt stadig i sit tøj fra før, som ganske vist ikke var vådt mere, men beskidt og krøllet efter det. Han sad for bordenden og skulede af sin mor. Jonathan skjulte et smil. Han mente godt at vide hvilken diskussion der havde været der.
De fik en eller anden svensk ting. John havde en svag mistanke om at det måske var til ære for ham. Med mindre selvfølgelig at de altid spiste svensk mad. De var vel trods alt stolte af deres hjemland, eller noget. Han havde ikke helt fået fat i hvad det hed, men det smagte da godt. Hvilket han også sagde til Antons mor. Man var vel høflig.
|
|