Hyggeaften

[Noah]

"Åh ja. Genernes veje er svære at bryde," sagde Noah. Han havde mødt så mange unge der gik samme vej som far elller mor. Valgte de samme skoler og den samme linje. Den helt samme vej. Noah påstod ikke at Amanda fulgte i røven på sin bror, men hun gik her fordi brormand havde sagt det var godt. Noahs forældre havde givet ham fra start en helt anden vej end den de var budt og på mange måder var han taknemmelig for at han i den grad fik valgfrihed. Til gengæld vidste han jo godt at den grund til at han ville vælge en karriere med penge fordi farmand havde røven fuld af dem. Noah ville jo ikke kunne leve uden den slags goder. Noah vidste også at den slags ikke kom ved dagdriveri men at man måtte arbejde for formuen.

"Men det er vel også den slags empati skoler bliver solgt på. Se bare Havard, Princeton, Yale det er en mand der gik der fik sig en formue og derefter fortalte hvilken skole han gik på og bam! ville alle for så kunne de blive rige."

[Louisa Frost]

Louisa huskede godt den lyshårede finke, der bare havde kørt løbet ved søen, mens de to fyre gjorde det tunge arbejde. Eller ham sydlændingen havde da kun båret hende hen til søen og ikke gjort mere end dét, men det kunne man ikke sige om den behandling, Sine havde fået.

Louisa sad med let bøjet hoved, og hendes blik var hovedsageligt rettet mod hendes knæ og fødder, der stadig kun havde et par billige klip-klapper under sig, holdt fast af hendes storetå og den dér anden. Lydene fra aktivitetsrummet fyldte hende med en slags væmmelse - den summede omkring hende, men kom også alt for tæt på. I hende. Alle folks forskellige samtaler snart om tøj og alt det dér moderne noget, man kunne få i Fona, og snart om film, bøger og sport. Alle de ting, hun delvist var interesseret i, men som hun ikke kunne dele med dem. Det gjorde ondt. Da hun var lille havde det været nemt nok - der var dæleme ikke nogen, som hadede hende for manglende brystparti eller noget. Hm.

But like everything I've ever known, you'll disappear one day
So I spend my whole life hiding my heart away

Men Simon - han skrev så dejligt. Det var udelukkende på grund af ham, at hun ikke kunne gøre som i sangen. Men det ville være så meget nemmere bare at gemme smerten væk. Gemme den væk sammen med mindet om den klamme pik mellem hendes ben. Men begge dele kuede hende.

Det gav et sæt i Louisa, da Sine pludselig påpegede: "Det er de seje fra 3.g, det der."
Louisa åndede ud. Hun viftede lidt med sine anspændte hænder foran sig og vendte blikket i samme retning som Sine. Nå, det var altså de seje - mullatten og de storsmilende bøffer med deres velfriserede isser, som ville være halvskaldede, når de nåede 25-årsalderen, medmindre de var usandsynligt heldige.

"Måske," funderede Louisa over det, Sine sagde, "er det bare, fordi de ikke ved, hvor svage de er, ikk' å? Altså, at de i virkeligheden bare er sådan nogle lusede skiderikker som os andre - bare med lidt flere håndøre i lommen, ikk' å? Det siger min mor, i hvert fald. Men jeg tror skiseme ikke rigtigt på det."
'Jeg tror, at det er mig, den er gal med,' tilføjede Louisa i sit stille sind. På en måde vidste hun, at Sine vidste, hvad hun tænkte, selvom hun ikke turde sige det højt.

"Mmh," mumlede Louisa frem for sig - en slags 'øh' uden vokal, "bliver der så fest herinde, eller hva'?"

Sine måtte jo vide det, når hun havde gået her et helt år.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Genernes veje er uransagelige.''

Sagde hun med et lille smil. Hun havde jo nok aldrig fået interessen for biologi hvis ikke hendes far havde det arbejde han havde og hvis Thomas havde gået på Lyngvig og sagt det var røv nederen, så var hun jo aldrig startet. Men sådan var det jo med alt.
Hvis nogle kendte en god restaurant, så valgte man jo den fordi de sagde den var god. Men hun fulgte i familiens fodspor, men hvem sagde at hun skulle ende med at arbejde for Dupon eller Novo? De gik trods alt kun i gymnasiet og hun skulle bestemt ikke på Uni lige efter lyngvig.

''Du skal måske på Yale efter Lyngvig?''

Spurgte hun med oprigtig nysgerrighed. Noah havde jo ikke lagt skjul på at han elskede livstilen der fulgte med mange penge, så hvorfor skulle han ikke ville gå på en af de fine skoler og få en uddannelse der kunne åbne til mange penge.

''Eller du vil måske hellere være model og hive penge ind sådan?'' Tilføjede hun, med et drilsk blik og smil.
Noah ville jo udentvivl kunne leve af det, med den krop og de fantastiske smil som han bestemt ikke var uvidende omkring.

[Noah]

Noah rystede benægtende på hovedet.

"Jeg skal på MIT."

Han sagde det på en måde som viste at han mente det var almen viden at vide hvad MIT var. Det kunne godt være at sprog, bøger og den slags var hans større passion, men medmindre man var J.K. Rowling regnede han ikke med en mega succes. Han skrev jo ikke. Der var ikke penge i det.
Teknologi og matematik var vejen frem. Helt klart. Og MIT gav de bedste muligheder.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Massachusetts Institute of Technology?''

Amanda så med et lettere imponerende blik på Noah. Selvfølgelig havde hun hørt om MIT, sønnen i hendes værts familie havde en drøm om at gå der når han en gang blev gammel nok, men han var intet nær Noah. Jake var en nørd, blot 11 år gammel og sindsyg klog allerede. Han elskede at rode med elektroniske ting og han havde endda lavet hendes computer flere gange mens hun havde boet der over, selv om han mente det var et mirakel at den stadig levede, med den behandling den fik af hende.
Men MIT var selvfølgelig ikke kun for teknologi nørder der skulle sidde og opfinde den nyeste software, eller den næste generations supercomputer.

Hun havde måske set Noah mere som Jeg-bliver-advokat-eller-læge-og-tjener-kassen-på-det-fyren, men det var tydeligvis ikke tilfældet.

''Du er måske en haj til tal?'' Spurgte hun med et smil, men forsatte. ''Den familie jeg boede hos, for et år siden, deres søn vil gerne gå der. Han er lidt af en brainiac!''

[Noah]

"Oooh en exchange student," sagde Noah og lød lige så imponeret som han var. Det krævede mod og ikke så lidt vilje at gøre den slags. Især fordi en veletableret skole hvor folk altid havde gået i flere generationer kunne være hårde og ligegyldige over for fremmede.
Samtidig rystede han på hovedet.

"Nej jeg er ikke den bedste og jeg skal ikke være softwareingeniør det egner jeg mig ikke til. Og som du pænt siger det er netop det for the brainies. Jeg vil gerne lægevejen og tager biologi der, men MIT tilbyder mig en vennekreds af fremtidens high class og dem vil jeg gerne være en del af."
Han lagde ikke skjul på det. Lagde ikke fingre imellem. Han udnyttede folk og brugte sine venskaber til netop det.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Noahs øjne så imponeret på hende over at hun havde været en udvekslingsstuderende og hun kunne ikke lade være med at smile lidt af det, men de var videre fra det og det passede hende nu meget godt for hun kom altid til at savne det alt for meget når hun snakkede om det.

''Selvfølgelig.''

Sagde Amanda lidt for sig selv og med et lille smil, over Noahs grund til at gå på MIT. Det generede hende ikke, for han var jo hel ærlig omkring hvorfor han gjorde det og han kunne nok heller ikke undvære sin nuværende levestil. Det var overfladisk, men tog alle folk ikke en høj uddannelse for at få et arbejde der kunne give dem bedre løn, end hvis de bare arbejdede som kasse damer i Kvickly? Var det ikke derfor alle gik på gymnasiet, så de kunne prale af at de var overkvalificeret til at side fra 8 - 16 og scanne vare ind? Det var ihvertfald derfor hun gjorde det, hun nægtede at have et røvsygt job og en timeløn på det absolut mindste. Men til forskel fra Noah sigtede hun bare ikke helt så højt, selv om hun vel godt kunne forstå det.
Hun kunne ikke lade være med at se efter den dør Selma var forsvundet ud af sammen med Anton, fordi hun ikke helt havde set at Selma ville være sammen med sådan en som Noah, men Amanda skulle nok ikke sidde og lade som om hun havde gennemskuet alle. Folk kunne jo stadig overraske, selv om man troede man kendte dem.

''Men kan du ikke overtage din fars eller mors forhavende, eller noget i den stil? De har vel også mange High class venner?''

Hun spurgte lidt for at stoppe sin tankerække og hendes øjne landede på David der, selvfølgelig, sad og morede sig med Pernille. Bah!

[Noah]

Noah rystede på hovedet og lo simpelthen af den stupiditet og væmmelse han følte ved sin fars job.

"Min mor er kunstner, uddannet den vej. Jeg tror hun er det man på dansk kalder æstetisk, og den salgs har jeg stor forståelse for men ikke anlæg, slet ikke," talen havde han givet før, flest gange på engelsk men det ændrede stort set ikke på ordlyden. "Og min daddio har ikke lige præcis dét ufordrende job jeg har lyst til. Han vælger ikke selv men bliver bedt om. Nej tak. Men du har helt i high class, problemet er bare om fyrre år, ja måske endda tyve er de ude af branchen og det vil sige at allerede om femten er de stort set out of the game. Sådan er det bare."

Noah havde styr på det. Penge gav magt og magt penge, men ungdom og vitalitet betyd lige så meget. Et nyt syn, originale idéer, dét var vigtigt!!!

"Hvem følger du?"

[Sophia Blake]

Jonathans opmærksomhed blev straks rettet mod nogle af 1.g’erne. En blond dreng og en ginger. Hun havde godt set nogle af dem de sidste par dage, men hun havde så ikke tænkt mere over det end at de var nogle af de nye. Det var normalt at 3.g’erne holdt lidt op med at interessere sig for 1.g’erne. De var lidt et andet sted i deres liv, og de havde måske ikke vildt meget at snakke om. Hun var lidt der hvor hun egentlig syntes nogle af dem kunne virke ret barnlige og overbegejstrede på den der folkeskoleagtige måde, og der havde hun aldrig rigtig været. Selma kunne også en gang imellem virke sådan, tænkte Sophia. Hun virkede ret meget som et lille barn nogle gange. Et meget tyndt barn. Men hun var fin nok. De havde da snakket sammen, og hun kunne rent faktisk godt snakke seriøst, og hun kunne rent faktisk godt være alvorlig.

Skønt at det var en normal ting at 3.g’ere og 1.g’ere ikke var på vildt god talefod, virkede det ikke ligefrem som om de var delt op her til aften. Men det handlede jo også meget om at man blev klasket godt og grundtigt sammen med de yngre elever, så man kunne næsten ikke undgå det. Det var mere i skoletiden det var sådan. Og når man hang ud i fritiden var man også mest med folk fra sit eget klassetrin eller fra trinnet under. Sådan havde hun det da i hvert fald selv. Det havde været nemt at være 2.g’er fordi man hang ud med alle klassetrin, men da hun var 1.g’er var man ofte bare ‘barnet’ I 3.g’ernes verden.

Det virkede dog som om nogle af de der topsociale mennesker som for eksempel Jonathan var lidt ligeglad med den usynlige regel, da han inviterede nogle af putterne over til at sidde med dem. Den blonde dreng virkede ret akavet I sit kropsprog. Han virkede I det hele taget lidt uheldig, hvis hun selv skulle sige det.

Hun kiggede kort over på Sam. Han havde vist også taget en af putterne under vingen. Han så da I hvert fald ud til at have det sjovt. Mærkeligt at han lige netop havde spottet hende. Hun virkede som en ret spøjs type, men hun var sikkert sød nok.
Det stod vist på hyggeaften med stort H, selvom stemningen havde været lidt anspændt før. Irriterende, forkælede unge, der blev fornærmet over ingenting. Selma og Anton var også bare forduftet og var stadig ikke tilbage. Var Selma blevet meget ked af det over ungens angreb eller hvad foregik der? Det ville ikke undre Sophia, hvis det var fordi hun var blevet helt nedtrykt over, at der rent faktisk var en, der ikke brød sig om hende eller noget.

”Man kan jo aldrig være for forsigtig, men tilsyneladende har sofaen her ikke nogen menneskespisende tendenser,” hørte hun gingeren sige. “Og vi blev informeret om noget underholdning.” Hun så at han kiggede lidt spørgende hen mod Jonathan.

Sophia trak øjenbrynene sammen og så på Jonathan. “Du plejer da at finde på alt muligt til hyggeaftener… Har du også fundet på et eller andet genialt denne gang?”
Det havde han helt sikkert.

[Anton Sommer Engström]

//Ankommer til tråd med Selma

Stemningen var klart bedre i rummet, da de kom ind igen. Nu summede det faktisk af hygge og småsnak som det burde. Selma var også i bedre humør og nu skulle de snart lege.

Selma hang for sjov på ryggen af ham hele vejen derind og han smed hende ned oven på Jonathan, mens han selv placerede sit på armlænet, fordi der igen var fyldt op i sofaer og lænestole.

[David Bundgaard]

“Ej, David, du har vel andet musik, så? Altså, du behøver da ikke at spille Chuck Berry, hvis du ikke vil, men hey, folks musiksmag behøver da ikke komme dig ved - der er vel plads til det hele?” svarede Pernille.

David smilede svagt til den søde, naive 3.g’er, der ikke virkede til at være en dag ældre end David og Marc. Hun var hyggelig. Det var i hvert fald ikke svært at føre en samtale med tøsen, fordi det ikke behøvede at være særlig dybt med hende. Dog kunne David godt savne lidt dybte, men det kunne man få så mange andre steder.

Desuden havde Pernille en krop der sagde spar to, og så kunne resten være lidt ligemeget. Altså selvfølgelig var hun sød og hyggelig at være sammen med. Hun var skide sød. De havde selvfølgelig snakket sammen før sidste år (det kunne man vel ikke rigtig undgå når man boede så tæt sammen) og han betragtede hende som en ven. Men der var ikke rigtig nogen dybte, og det kunne David bedst lide når der var. Eller måske var han bare blevet kredsen efter Amanda. Det kunne faktisk godt være, nu hvor han tænkte nærmere over det.

"Nå, så må det jo bare blive ved Antons indie-rock.” Hun lo pludselig og David fik næsten et chok af hendes højlydte latter. "Helt ærligt, jeg ved jo ikke en skid om musik, vel? Jeg hører jo bare radio frem for alt."

“Men så ved du heller ikke, at folk ikke rigtig synes om den musik jeg lytter til,” svarede han med lidt latter i stemmen.
Marc sagde et eller andet om nogle radiokanaler, David ikke engang kendte til, og han sagde ikke noget til det.

[Jonathan Bailey Smith]

De to drenge satte sig, og i ukendt tomult der tit opstod når nogen rejste sig og andre satte sig kom han til at sidde i den ene side med Theo og Liam i mellem ham og Sophia som ellers havde siddet vedsiden af hinanden før. Nå ja, whatever. Liam raplede et eller andet af sig om at de kunne vel godt sidde lidt der, og satte sig så ved siden af Sophia. Han kiggede meget bestemt på Theo. Jonathan rynkede brynene da Theo satte sig ned og Soph spurgte om han havde noget underholdning. Han var på vej til at fortælle om han og Selmas idé da han så Liam ånde lettet meget tydeligt op og læne sig afslappet tilbage i sofaen med et sidste blik på Jonathan som om han var et eller andet ækelt dyr. Det var fandme dråben.

"Hallo, Liam, hva helvede er dit problem?!" Hans stemme var rimelig kold. Det var for meget, han havde laddet fyren slippe med sarkasme og overbærenhed nede ved søen, kunne han ikke snart fatte at han ikke ville ham noget ondt. Og heller ikke noget godt for den sags skyld. For fucks sake. I det samme kom Anton og Selma ind og nåede lige at være øre til det sidste af hans irriterede udbrud. Han fik droppet Selma ned i skødet men tog sig ikke rigtig af det ud over lige at fjerne sine arme og ligge dem om livet på hende i stedet. Lorte 1.g'er uden respekt for andre. Fnatmide.

[Selma Åberg]

Nu var Selma glad og tilfreds, selvom det godt nok var hurtigt overstået. Hun havde forestillet sig at det ville tage meget længere tid at snakke om, og det havde blandt andet været derfor hun ikke ville snakke om det da Anton spurgte, for hun ville ikke have de skulle bruge hele hyggeaftenen på at være alvorlige. De skulle have det sjovt. Men det kunne de så nu.

Anton bar hende ind til de andre og læssede hende af så pludseligt at hun kom med et forskrækket hvin. Hun trak lige lidt ned i nederdelen og smilede til de andre.

Hun havde ikke helt fattet at den var lidt gal, men så så hun Jonnahs alvorlige ansigtsudtryk I retningen af en af de nye.

Hun skævede over til Sophia og smilede kort til hende. Sophia løftede sine øjenbryn og bed sig I læben mens hun skævede over til Jonnah og fyren med det krøllede hår. Som for at vise at den vist var gal mellem de to eller noget. Ej, ikke mere af det der... Det skulle jo være hyggeligt!

“Hvad er der sket?” spurgte hun og lænede sig op ad Jonnah. Hun vidste ikke om det var et forkert tidspunkt at spørge på eller noget, men det tænkte hun ikke så meget over.

Hun så over mod Noah der sad og snakkede med Amanda. Hendes værelseskammerat. De så ud til at have det rigtig sjovt. Hun huskede også at de havde snakket sammen da Selma kom hen og snakkede med Noah første gang. Hmm…

[Frida Jensen]

"Det er rigtigt nok," smilede hun til ham, for det var jo fuldstændig korrekt. Og hun kunne godt se det med hans øjne, at det måtte være mærkeligt, at han stadig bare sad der alene, i stedet for at mænge sig og så lade Lea gøre som hun ville. Det gjorde hun jo alligevel og tilbage kom hun da nok på et tidspunkt. Hun kunne jo ikke rigtig gøre fra eller til der alligevel.
Men hun havde det nu fint nok med at sidde, selvom det måske så mærkeligt ud. Hun sad og betragtede folks tøj, det kunne hun godt lide. Og hørte lidt forskellige brudstykker af samtaler, hvilket var meget hyggeligt.

"Ja, den var virkelig god. Vi var på Rømø det meste af ferien, det var virkelig lækkert," smilede hun til ham. Det var hyggeligt at han kom og snakkede sådan helt afslappet. Han var virkelig rar Marius. "Hvad med din?"
Alligevel kunne hun ikke lade være med at være nervøs for, at han kun gjorde det af barmhjertighed og medlidenhed og skyndte sig videre til Amanda, så snart han havde gjort sin 'pligt'. Ikke at hun ikke kunne forstå det, selvfølgelig skulle han ikke passe hende, han skulle da være sammen med sine venner. Hun kunne også sagtens klare sig selv.

[Samuel]

"Hold da op, det var sejt. Det må du bare arrangere på skolen så," svarede han til hendes bemærkning om vinterbadning.
"Og ja, det ville ikke være dårligt. Men der er nu masser af muligheder alligevel. Nu har vi en hel lang sommer til at bade uden at fryse visse legemsdele af" lo han.

Han havde allerede haft skoleårets første svømmetur i weekenden sammen med Emil og nogle af de andre drenge. Det ville heller ikke undre ham, hvis folk endte med at hente deres badetøj og ende nede i søen i nat. Og så kunne man da bestemt kigge på kroppe, velskabte som det modsatte, selvom man nok mest kiggede på den første slags.

Han kunne godt lide den måde hun kiggede på ham og smilede på. Hun så virkelig sød ud, når hun tjekkede ham ud på den måde.
Han kunne tilgengæld ikke lide de skænderier, som kom og gik rundt omkring dem, men han havde lært af bitter erfaring ikke at være den fornuftige stemme, der blandede sig i andres overensstemmelser. Det var ikke populært. Selvom det var virkeligt svært at lade være. Men han fokuserede bare på Freya og deres samtale og lukkede de andre ude.