David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 25, 2012 12:43:30 GMT 1
//David ind i tråden
Så stod de lige ved siden af skoven. Den var mørk, men han havde ikke været bange for overraskelsesangreb fra øksemordere længere. Han ventede på at hun ville sige noget.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 25, 2012 12:54:42 GMT 1
Amanda gav slip på ham, som havde hun brændt sig da de var ude for hørervidde.
''Hvorfor fanden er du kommet tilbage? Jeg troede du nægtede at komme tilbage''
Han havde sagt det så mange gange til hende. Råbt og skreget det, sagt det som om det bare var en kends gerning. Men alligevel var han kommet tilbage. Hun havde nægtet at stoppe på Lyngvig, så han havde jo også været udmærket klar over at hun ville være her. Fucking Idiot.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 25, 2012 13:07:32 GMT 1
Han kiggede på hende og rystede så på hovedet. Han havde bare hænderne i lommerne. Lyset var ikke kraftigt, men månen var næsten fuld, så han kunne godt se hvor vred hun var. Hun virkede måske sød udenpå og før man rigtig lærte hende at kende, men hun var så god til at bære nag og så dårlig til at tilgive. Hun kunne være vred over den samme ting og nægte at tilgive i så lang tid, at det drev ham helt til vanvid indeni.
''Hvorfor fanden er du kommet tilbage? Jeg troede du nægtede at komme tilbage," sagde hun.
Der kunne man igen høre hun var vred. Det var han også, men han havde ikke tænkt sig at vise det. Nogensinde. Han ville bare være ligeglad. Det omvendte af kærlighed var ligegyldighed.
"Du forstår ikke en skid, gør du?"
Det var for sent at finde et nyt kostgymnasium halvanden måned før skolen startede. Og selvfølgelig ville han ikke på et fucking almindeligt gymnasium. Et gymnasium, hvor han skulle hjem lidt moar og farmand hver evig. eneste. dag. Hjem til far med sine klamme meninger og fordomme. Hjem til mor med hendes tomme flasker i alle skabene. De prøvede på overfladen at se normale ud. Men de var ikke normale. De slog deres børn. De slog David, og de slog Maria, når han ikke var der til at tage imod. Men Maria var en stor pige i 9. nu, hun kunne klare sig selv. Hun var en stærk pige.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 25, 2012 14:01:16 GMT 1
Den ligegyldighed han så med på hende var som gnister mod benzin. Hun kunne slet ikke have det. Hun ville have han skulle reagere. På den ene eller anden måde.
''Åbenbart ikke jo! Der er så mange gymnasier og så vælger du alligevel at vade op her og lade som om du er så pisse hellig.''
Det var ikke hende der var den onde i det her. Det var ikke hende der havde kysset med en anden og det var heller ikke hende der bagefter havde skrevet en masse klamt om en anden. Et øjeblik takkede hun for at det ikke var højlys dag, så han lagde mærke til hendes blanke øjne. Hun var ikke ked af det, men vred. Så arrig at hun kunne tude og hun ville ikke. Han skulle ikke have lov til at styrer hende så lang ud mere. Selv om det var lidt forsent.
''Idiot!''
Hendes stemme var skinger, fyldt med vrede og sorg. Hvorfor skulle han også komme. Det tegnede sig lige til at blive en okay aften og så faldt det hele bare i grus.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 25, 2012 15:16:40 GMT 1
"Babe, du af alle mennesker burde da vide, hvorfor jeg ikke bare vælger et almindeligt gymnasium i København," sagde han bare og lo af hende. Hvor var hun dog tungnem nogle gange. Troede hun virkelig han ville komme tilbage fordi han havde lyst? Han stod kun her i dag, fordi han ikke havde andet valg. Sgu ikke fordi han ville se hende eller frøken Blondine igen, nej tak! Han ville faktisk for alt i verden gerne slippe for at høre på hendes råberi, det begyndte at give hovedpine.
Han sidder i en seng. Amanda sidder ved siden af hende. Hun læner sig op af væggen og kigger ned på en blok. "Hvorfor ikke?" Hun kigger op fra sin tegning. David har ikke set den, men han ved den er flot. Han kan se det på de trækninger hun laver med øjenbrynene. Hun løfter dem altid lidt, når hun er stolt af sit værk som om hun er overrasket over sine evner. Tanken får ham til at smile, men hans smil falmer hurtigt, da han svarer på hendes spørgsmål. "Jeg synes hellere vi skulle tage hjem til dig..." mumler han. Hun kigger op på ham igen. "Men hvorfor kan vi ikke bare tage hjem til dig? Der er altså ikke særlig meget at lave hjemme hos mig..." Han sukker. Hun ville ikke kunne forstå det medmindre han forklarer hende det. Sandheden. Men vil hun nu også forstå det? Hvad hvis hun fortalte det videre? "Du har ikke lyst til at møde min familie... De..." "Hvad?" Hun rynker sine bryn lidt som om hun er nysgerrig. Hvilket hun sikkert også er. "Altså... Min mor drikker rigtig meget, og... De er bare ikke nogen du har lyst til at møde. Må jeg se din tegning?" Han kilder hende lidt, da hun løfter blyanten fra blokken. Så hun ikke rammer ved siden af. De griner.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 26, 2012 0:10:30 GMT 1
''Så har du bare ikke ledt godt nok''
Amanda kunne havde bidt tungen af sig selv. For fanden da. Det var ikke fair at de skulle skændes nu, når hun var fuld for det med hans forældre havde hun lykkeligt glemt. Det var begrænset hvad han havde ville fortælle om dem, og hun var ikke typen der gravede ned i folks hemmeligheder for at stille sin egen nysgerrighed. En gang havde hun været hjemme hos ham, og det havde været tænderskærende. Hans far som præst med alle sine hellige meninger, havde måske ikke lige set stort på hende efter at hun flere gange havde sagt guds bespottende ting og sager, fordi hun bare ikke tænkte over hvad hun sagde. Så havde det været langt bedre at være hjemme hos hendes forældre der havde elsket David.
Alligevel fik hans nedladende grin hende til at tænde helt af. Tænk at hun nogen sinde havde haft ondt af den nar, når han åbenbart så stort på deres forhold. Var det Karma der ramte hende af en eller anden grund? Hun var jo endelig kommet over ham, gik ikke rundt i vreden hver eneste dag og havde mødt så mange søde fyre i Italien uden så meget som at se sig tilbage. Hun var færdig med ham. I starten havde tankerne om ham hele tiden jaget hende og hun havde sågar siddet og kigget på hans nummer på mobilen. Klar til at ringe og sige undskyld. Det ville være så meget lettere ikke at være sur på ham. Det gjorde ondt i hele kroppen i længden, men hun havde bedt sig selv om bare at glemme ham. Pakke ham ned for hun ville aldrig komme til at møde ham igen alligevel. Og alligevel stod han her. Foran hende, men en nedladende latter som skulle få hende til at føle sig lille. I stedet for fik det bare hele vreden til at springe ud og hun slog ud efter ham. En lussing. Men den gik bare ikke så rent ind med alkoholen i blodet. Hvorfor var det som om den gik i slowmotion?
''Din fede nar! Jeg var endelig kommet videre! Jeg var endelig kommet over dig''
Hun så hårdt på ham. Ligeglad om hun havde ramt ham eller ej.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 26, 2012 0:57:42 GMT 1
Hun slog ud efter ham. Men hendes bevægelser var så langsomme, at han kunne nå at rykke hovedet så meget, at hun kun ramte en lille smule. Hun var fuld, så det gjorde slet ikke ondt. Han kunne godt have rykket helt væk, men nu lod han hende bare slog ham. Så kunne hun ligesom få noget af sin vrede videregivet. For hun så virkelig vred ud. Han fortrak ikke en mine ved slaget. Takket være søde moar og farmand... Det havde ikke gjort ondt overhovedet.
''Din fede nar! Jeg var endelig kommet videre! Jeg var endelig kommet over dig!'' råbte hun. Hun var jo nærmest ved at sprænges.
Han kunne ikke lade vær med at blive lidt overrasket over det hun sagde. 'Endelig kommer over dig'. Kommer over... Han var nok ikke kommet over hende, for han var stadig vred indeni over alle de ting hun havde råbt i fjæset på ham.
"Årgh, det er jeg ked af!" svarede han sarkastisk. Han orkede faktisk ikke rigtig det her...
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 26, 2012 9:57:39 GMT 1
Hans sarkastiske tone var ikke til at overhører, og den gjorde ondt. Ikke en skid han var ked af det. Han var fuldstændig ligeglad med hende og det eneste han ville var at gøre hende vred. Og det var selvfølgelig lykkeds.
''Det har du rigtig godt af!''
Hendes stemme knækkede og hun forsøgte at holde blikket på ham, men måtte se væk kort efter. Fuck. Hun havde lovet sig selv ikke at græde foran ham. Hun ville ikke give ham den glæde, men hele følelses registrede var så svært at styre når alkoholen var i blodet. Vreden fes stille og rolig ud af hende og nu havde hun egentlig mest bare lyst til at gemme sig under dynen og ikke se nogen. Fed start på Lyngvig. Hvis bare Thomas var her. David havde fået hvad han ville, han havde succesfuldt ødelagt hendes aften. Hvis han bare ikke kunne på virke hende sådan.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 26, 2012 21:45:23 GMT 1
Han vidste ikke rigtig hvad han følte det øjeblik. For det kunne jo have været meget nemmere det hele, hvis intet af det var sket. Hvis han ikke havde drukket sig alt for fuld den aften, hvis hun ikke havde svinet ham til og læst han digte, hvis ikke han havde svaret igen, hvis ikke... alt. Så ville hun ikke stå overfor hende og græde, mens han ikke vidste hvad fanden han skulle gøre nu. Hun måtte ikke græde. Der stoppede legen. Så var det ikke sjovt mere. Så blev det farligt. Man måtte ikke sparke en der ligger ned. Hvad skulle han gøre nu?
"Hold nu op, honey! For helvede!" Han havde ikke tænkt over, at han sagde honey. Det gjorde han bare. Måske fordi han havde sagt det et par gange denne aften. Hvad fanden skulle han sige? Og samtidig holde sin ligeglade facade? Det kunne han sgu da ikke nu! Skulle han gå? Det var klogt, var det ikke? Han kunne ikke trøste hende nu, han ville røre hende igen...
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 26, 2012 23:25:22 GMT 1
Amanda så ikke på ham. Hun ville ikke. Hvor var det ydmygende, at stå her og tude. Lorte tåre. Hun tørrede vredt en tåre bort og så bare stadig mod skoven.
''Er du tilfreds nu?''
Først da hun havde sagt det kiggede hun på ham. Hun skulle havde holdt sig fra alkoholen. Fra ham. Hun skulle slet ikke havde været startet på noget, bare ignoreret ham fra starten som hun også havde fortalt hende selv flere gange. Men hun kunne ikke lade være. Hun havde aldrig kunnet ignorere ham, og selv om det ikke var på samme måde som tidligere, så ville han for altid være gnisterne der kunne tænde hende af. Og det gjorde hende vred. Vred på ham, vred på sig selv. Hvorfor skulle han også til at kalde hende Honey nu, som om han ikke kunne lide at se hende græde.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 27, 2012 0:22:17 GMT 1
Hvad skulle han nu svare? Hun skulle jo fucking ikke græde! Så blev det jo pludselig alvorligt... Hvad skulle han gøre nu? "Amanda..." Han skulle lige til at trække alt hvad han havde sagt til hende i sig igen. Det kunne han bare ikke gøre. Han kunne ikke gøre sig blød. Han måtte ikke gøre sig blød. "Du gør det fandeme ikke nemt for mig!" udbrød han, men fortryd det straks. Der var ikke særlig meget ligegladhed over det der. Der var ikke særlig meget hård facade over det. Hvorfor havde han aldrig kunne holde den overfor hende? Det skulle han jo nu hvor de ikke var sammen og de hadede hinanden. Kunne hun ikke fucking lade vær med at græde? Han ville gå... Om lidt...
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 27, 2012 1:03:55 GMT 1
En gang, for noget der nu føltes som en evighed siden, havde hun elsket at hører ham sige hendes navn. Mellem kys og når de bare lå og snakkede i sengen. Hele tiden. Nu vidste hun ikke hvad hun skulle syntes mere. Det virkede som om han ville noget mere med det... Ikke bare svinde hende til eller provokere. Han facade krakelerede og et glimt af David hun havde holdt så meget af viste sig.
Men det var ikke nok. Hun havde troet at han var til at stole på. Havde for første gang tilladt et andet menneske, ud over sin egen bror, at holde hende hjerte, men han havde knust det fuldstændig. Fyre havde for hende altid været et stykkelegetøj, og den gang hun havde været overvægtig. Selvværdet havde måske ikke været i top, men en selvsikker facade kunne man jo altid stille op og det kunne man sagtens få drenge til at falde for. Men David havde været hendes første kæreste... Hendes første i flere forstande. Han havde set bag den selvsikre facade da de havde mødtes, og det samme havde hun med ham. De havde begge lukket hinanden ind, men smækket døren brutalt efter sig. Hun havde stolet blindt på ham. Måske havde hun kunne tilgive det kys, når billederne af ham med pigen ville forsvinde, men da hun fandt de tekster og digte han gik og skrev om en anden. Det havde været for meget.
''Og i lige måde!''
Det var som om han havde fået tændt for en eller anden hane i hende, for tårene løb stadig og ville ikke stoppe.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 27, 2012 15:12:30 GMT 1
"Kunne du ikke bare tro på mig til at starte med?! Så var intet af det her sket...! 'amen... Jeg ka' ik'..." Han stoppede sig selv og vendte sig væk, da han stod med ryggen til hende. Der stod han lidt og gned sig i ansigtet af frustration. Han kunne ikke se på hende mens hun græd. Han plejede altid at være den der trøstede hende - ikke den der var skyld i hendes gråd. Det var hårdere end han havde troet. Han sukkede.
Hun skulle for helvede ikke græde. Det gjorde hun næsten aldrig. Det hørte slet ikke med i hans planer. Hun skulle fucking bare blive vildt irriteret. Det her fyldte ham kun med ubehag og dårlig samvittighed. Og det ville aldrig være sket, hvis hun havde troet på, at han HAVDE været fuld, at digtene ikke handlede om den fremmede blondine, at han aldrig ville have gjort noget som det med vilje.
Sådan behandlede man ikke sin baby.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 27, 2012 15:51:57 GMT 1
''Kunne du ikke bare tro på mig til at starte med?! Så var intet af det her sket...!''
Jo, det kunne hun vel. Lukke øjnene og se bort fra det hele. Leve livet videre. Som om hun ikke havde forsøgte det! Men hver eneste gang hun ikke kunne se ham, havde billede med ham og pigen dukket op og der var de nået videre end kun kys. Hun havde følt sig paranoid og da hun først havde fundet de tekster havde det været for meget. Aldrig havde hun været god til at stole på mennesker, og selv om hun ikke ville være ved det var hun måske også voldsom jaloux anlagt. 'I hate the idea of anyone else having you'.
''Tror du ikke gerne jeg har ville gøre det flere gange! Men hver eneste gang jeg forsøgte så jeg kun dig med tungen ned i halsen på den.. Den tøs. Jeg prøvede fandme! Ville du måske have det meget anderledes selv?''
På trods af at vejret var så varmt frøs hun og lagde armene om sig selv. Hun følte sig så lille med hans ryg vendt mod sig og stor tudede. Hun var garanteret helt rød i krydderen og hendes håndryg var også sort efter mascaraen. Lorte sprut, det var så meget lettere bare at være sur og ikke tude når man ikke var påvirket. Hvad fanden havde hun også tænkt på? Det var tydeligt at se at han var frustreret og et øjeblik, et kort sekundt, havde hun lyst til at lade sine fingre glide hen over hans nakke. På et tidspunkt havde hun ligget oven på ham og tegnet ham i nakken, hvad hun egentlig havde tegnet kunne huk ikke huske, men følelsen af at ligge oven på hans ryg og hans varme lå stadig i hende. Lort.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 27, 2012 16:51:30 GMT 1
''Tror du ikke gerne jeg har ville gøre det flere gange! Men hver eneste gang jeg forsøgte så jeg kun dig med tungen ned i halsen på den.. Den tøs. Jeg prøvede fandme! Ville du måske have det meget anderledes selv?'' Amandas stemme lød stadig grådkvalt bag ham.
Tænk at hun bare ikke ville tro på ham. Selvom det var sandheden. Selvom han havde sagt det et utal af gange. Han. havde. fucking. været. fuld! Han kunne jo kke engang huske pigens navn, og han vidste kun at hun var blond og ikke specielt klog. Hun havde åbenbart gjort et eller andet, der havde tændt den fulde David eller havde fået han til at tro, at hun var Amanda. Han ville ikke være Amanda utro, og det sårede ham, at hun troede sådan om ham. Fuck, det pis, han havde ikke tænkt på de ting siden sommerferiers start. Der fik han pludselig travlt med den elendige familie... Han vendte sig om og kiggede på hende. Han så vred ud nu, men også lidt trist. Det kunne han ikke skjule. Fuck...!
"Jeg ville kraftedeme tro på dig når du sagde, at du ikke havde været din mening!" Der regnede han med, at hun vidste hvad han snakkede om. At han snakkede om, at det ikke havde været hans mening fordi han havde været pisse fuld. Ligesom han havde sagt tusind gange. "Om ikke andet så i hvert fald prøve at ignorere den dårlige fornemmelse i maven fordi jeg..." Der stoppede han sig selv. Han kunne ikke sige de to sidste ord han var ved at sige, for han elskede hende ikke mere... Han ville ikke sige ordene. Ikke engang tænke dem, men nu vi de tænkt, og det gjorde ham bare endnu mere utilpas og endnu mere vred og trist og bitter og... Han kunne mærke hvordan alle de dårlige følelser, sad i hans mave og gjorde helt ondt. Hele hans krop var spændt helt til bristepunktet... Hold det nu inde, hold det nu inde...
|
|