|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 27, 2012 17:25:22 GMT 1
Hun vendte hoved som om hun tog en verbal lussing, da han stoppede sig selv midt i det hele. Der var jo ingen tvivl om hvorfor han havde gjordt det. Hvad han havde været ved at sige. '... Elsker dig'. Det var vel det man gjorde når man var i et forhold. Stolede blindt på hinanden og troede på det den anden sagde. Det havde hun også gjordt, indtil hun havde set ham med den anden. Det havde måske ikke været hans mening, men det var gået op for hende hvor meget hun egentlig havde givet ham af sig selv. Alt. Og så følte hun bare at han kastede alt fra sig. Alt hvad hun nogensinde havde givet ham, havde han smidt på gulvet. For fanden, det eneste hun havde lignet hende pigen på var hår farven og pigens var ikke engang ægte. Hun havde da selv prøvet at være enorm fuld, og dummet sig flere gange, men rent instinktivt havde hun aldrig taget fejl af David.
''Tror du ikke jeg prøvede? ''
Hun så ikke på ham, men hun råbte ikke.
''Tror du ikke jeg ville ønske jeg bare kunne glemme det hele og trække på skulderne. Jeg kan ikke lide at skændes med dig, David og jeg... Jeg..''
Hun pillede ubevidst ved halskæden hun havde fået af ham. Det var første gang sidden bruddet at hun prøvede at snakke med ham uden at råbe eller kalde ham alt muligt. Hun havde stadig lyst til at skrige af ham. Kalde ham alt muligt til hun ikke havde mere luft i lungerne. Men hvad hjalp det? Intet. Han ville ikke tage fra Lyngvig og det ville hun jo heller ikke selv, og nu stod hun og tudede. Det kunne umuligt blive meget værrer.
''Jeg kan ikke lide den person jeg er blevet... Altså over for dig''
Det kunne hun ikke. Ihvertfald ikke den person hun var blevet over for ham.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 27, 2012 21:22:41 GMT 1
David så lidt på hende, men kiggede væk. Han brød sig ikke om at se hende græde uden han kunne gøre noget. Måske... Måske hvis han nu gjorde noget nu, ville hun ikke huske det i morgen... Hvis han nu nægtede at indrømme, at det var sket overfor hende, ville hun bare tro det var en drøm eller noget? Han overvejede det virkelig. Bare for at slippe for synet af hendes grædende ansigt. Hold nu op, David... Fokuser... Du kan ikke bare lige pludselig blive blød bare fordi hun tuder lidt... Hun er jo for helvede bare fuld... Men han kunne ikke bare være ligeglad når hun stod og græd foran ham. Det kunne man sgu da ikke! Han var jo heller ikke lavet af sten. Men det hjalp lidt, da han kiggede væk. Lidt.
''Tror du ikke jeg ville ønske jeg bare kunne glemme det hele og trække på skulderne. Jeg kan ikke lide at skændes med dig, David og jeg... Jeg..'' Hun holdt en pause, hvor hun sukkede dybt. Det gjorde han også, men ikke med lyd. Han sagde ikke noget.
''Jeg kan ikke lide den person jeg er blevet... Altså over for dig'," afsluttede hun så. Han kiggede på hende igen. Den person hun er blevet? Kunne hun ikke lide den hun var mens de var sammen? Eller den hun er nu? Han håbede på det sidste, for hvis hun havde følt sig utilpas med ham... Det burde han jo egentlig være ligeglad med nu, men...
"Men hvorfor prøvede du ikke bare lidt mere? Måske betød det ikke nok eller hvad? Hva'? For det betød noget for mig...! Indtil du valgte ikke at tro på mig mere!" Han stoppede sig selv igen. Han kunne bare ikke lade vær med at spørge. Det gik op for ham, hvor mange gange han havde tænkt på det... Hvor han bare havde rystet tankerne væk. Han havde bare nægtet at tænke på det.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 27, 2012 22:25:45 GMT 1
Hvad fanden? Troede han bare at alt det de havde haft sammen bare var hende ligegyldigt. Var det sådan han så på det? Det var jo lige præcis fordi det havde betydet alt for hende, at hun var blevet så vred. Så arrig. Aldrig havde hun haft behov for at flirte med andre efter hun havde fundet ham. Hun havde aldrig kysset med andre drenge, uanset hvor vissen hun var, for hun havde ham. At være fuld var ikke en undskyldning. Skulle hun så også bare lukke øjnene hvis hun havde fanget ham i sengen med hende... Bare fordi han var fuld?
''Tror du virkelig at det intet betød for mig! Tror du at jeg bare var ligeglad med det hele og syntes det er så fandes sjovt hele tiden at have ondt?''
Hun gik hel op til ham. Vred. Vred over at hun troede sådan noget om hende. At hun ikke tænkte mere om deres forhold.
''Hvis det havde været tilfældet så havde jeg nok... Så havde jeg nok...''
Men hun tænkte ikke meget bedre om ham gjorde hun? Hun var jo overbevist om at han ikke fortalte hende sandheden. At det var ham der havde smidt hele forholdet på jorden og ham der ikke havde taget det alvorligt. Hendes vrede blev mildere og i stedet så hun var mere forvirret ud.
''Det bedtød mere end noget andet!''
Sagde hun og havde glemt hvad hun havde været ved at sige. Hun forsøgte at hive al vreden frem igen. Det var stadig ikke nogen undskyldning at komme til at kysse nogen fordi man var fuldt. Det ville aldrig blive en undskyldning.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 27, 2012 23:16:31 GMT 1
Han var også forvirret. Som om de ikke havde snakket om det er et utal af gange. Men nu var der bare gået så lang tid, hvor de havde tænkt over tingene. Han havde hele tiden talt sandt, hvorfor kunne hun ikke bare forstå det? Hvorfor kunne hun ikke bare tro på ham? Han kunne mærke, hvordan desperationen var dengang steg ham til halsen igen. Hvordan den fik hans krop til at spændes. Hvorfor stolede hun ikke på ham som hun engang havde gjort? Han stolede fucking på hende - det havde han hele tiden gjort! Hvorfor stolede hun ikke på ham? Alkohol kunne fucking svække hans... Svække alt inklusivt hans instinkter der sagde om frøken Blondine var Amanda eller ej. Han kunne jo knapt nok huske, at det var sket, og hvor havde han sagt det mange gange.
Og da hun begyndte at snakke om at gå i seng med Blondie! Hvorfor fanden skulle han? Amanda var for det første meget tilfredsstillende på det punkt... Og han ville aldrig, aldrig, aldrig være hende utro eller nogen anden. Han ville i hvert fald gøre det forbi med vedkommende så der ikke var nogen der blev alt for kede af det og fik et alt for stort chok... Men han ville aldrig gøre det forbi med Amanda... For helvede! Han var fucking ligeglad med hende nu...
"Hvorfor tror du hele tiden sådan noget om mig?! Kender du mig slet ikke?!" Han kørte begge sine hænder igennem sit hår og lukkede øjnene. Så åbnede han igen øjnene og lod hænderne falde frit. "Hvorfor ville -og hvorfor VIL - du slet ikke tro på mig? Jeg har altid troet på dig! For helvede, Amanda..." Han stønnede frustreret og vendte sig igen med siden til hende. Han kiggede mod mørket i skoven. Det beroligede ham lidt, men ikke meget.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 27, 2012 23:43:59 GMT 1
Hun kendte ham.. Bedre end nogen anden og omvendt, men følelsen af at blive svigtet. Af at blive kasseret. Alle de grimme følelser der havde løbet igennem hende da hun havde set ham med hende den anden og senere læst hans digte, havde bidt sig fast i hende. Hun ønskede at tro på ham, at stole på ham, mere end noget andet men hver evig eneste gang hvælvede følelserne op i hende igen og hun havde lyst til at slå ham. Råbe af ham. Vreden sugede det hele ud af hende. Men lige nu var det ikke vreden der dominerede, det var frustration
"jeg troede på dig... Men jeg troede også at du ikke kunne finde på sådan noget. Fuld eller ej... Jeg troede ikke det kunne ske"
Hun slog ud med armene og tog ikke øjnene fra ham. Hun havde sagt noget i den stil flere gange, men altid vredt, altid hånende. Nu var det bare med frustration og sorg. Hendes hoved gjorde ondt og hun frøs. Sommerfesten var slut for hendes vedkomne. Hun ville ikke tilbage lige nu og spille glad og lykkelig når David havde pillet hele hendes facade af. Vreden var svær at finde som hun stod der og så på ham se ud i skoven. For fanden den idiot, hun savnede ham jo, selv om hun aldrig ville tilstå det. Flere gange havde hun ligget i sengen og tænkt på hvad han lavede og selv om turen i Italien havde været skøn havde hun hver eneste gang sammenlignet de andre fyre med ham. Følelsesløs sex var bare ikke det samme. Der var kedeligt. Ikke lige så sjovt som de havde haft det, hende og David. Idiot. Hvorfor skulle hun også havde opdaget det hele.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 28, 2012 0:00:58 GMT 1
Han vidste først ikke hvad han skulle sige. Det her havde de været igennem så mange gange. De havde råbt og skreget det til hinanden og så lige bagefter snavet og raget på hinanden og så bare holdt om hinanden mens de endnu var vrede. Han tænkte igen på den aften de havde gjort det forbi. Da han havde knaldet hende med al sin frustration over, at det var sidste gang, at hun ikke ville tilgive ham, at han havde hånet ham og såret ham som ingen nogensinde havde gjort før. Det havde været godt... Men det havde også været meget bisard.
"...'Amen..." hans stemme knækkede over. Han sukkede. "Bare fordi jeg dummer mig én eneste aften... Hvordan skulle det dog kunne fungere, hvis vi ikke engang kunne tilgive hinanden over ét kys?! Jeg mener... Måske sker den slags ikke for dig i fuldskab, men jeg VAR fucking fuld dér, Amanda! Please! Jeg ville sgu da ikke kysse en fremmed og så bagefter skrive digte om pigebarnet når jeg ikke engang ved, hvem FANDEN hun er! Men det tror du måske ikke på?!"
Han var ikke ved at græde. Han var bare spændt over hele kroppen, og hans stemme rystede en smule. Kun en lille bitte smule. Måske var det endda kun noget han selv opdagede. Men han ville ikke snakke om det igen. For de ville aldrig finde sammen, for hun havde bevist hvor lidt hun stolede på ham. Hvordan skulle det kunne fungere igen så? De ville jo ikke have den mindste tillid til hinanden... Og så over et fucking kys...
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 28, 2012 9:15:02 GMT 1
De havde snakket om det så mange gange. Eller mest bare råbt og når det blev for meget lukkede de hinandes læber med kys, indtil det hele ville starte forfra. Det kunne de ikke denne gang. De var ikke sammen mere, deres hjerter hang ikke sammen på opslagstavlen mere.
"Men hvad så med næste gang? Hvis du bare lige var fuld og igen troede det var mig? Måske er det bare mig, men du ved slet ikke hvad det gjorde ved mig at se dig med hende... Og så de digte. De var ihvertfald ikke om mig, for pigen var lang håret i dem"
Stop med at tude forhelvede! Tårene var måske holdt op med at løbe, men gråden sad i hendes stemme og hun hadede det. Hadede ham. Aldrig havde han rigtig forklaret om de ting han havde skrevet andet end at det gjorde han bare. Ikke noget om hvorfor. Mest af alt havde hun bare lyst til at putte sig ind til ham i stedet for at hade ham.
"Det ville jo ikke ændre på noget nu hvis jeg troede på dig, ville det?"
Nej det ville ej. Han ville aldrig lukke hende ind igen efter den mistillid hun havde og hun ville altid være nervøs for om han lavede noget. Hele sommeren havde hun gået og sagt til sig selv at hun var ligeglad med ham. Ligeglad med det hele og ligeglad med hvad han syntes. De var gået fra hinanden i vrede og havde ikke set hinanden i 7 uger. Det var langt lettere at overbevise sig selv at hun var ligeglad når hun ikke så ham. Men nu hvor han stod foran hende, var hun ikke så sikker. Lorte David. Lorte Alkohol. Lort det hele.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 28, 2012 19:01:49 GMT 1
"Men hvad så med næste gang? Hvis du bare lige var fuld og igen troede det var mig? Måske er det bare mig, men du ved slet ikke hvad det gjorde ved mig at se dig med hende... Og så de digte. De var ihvertfald ikke om mig, for pigen var lang håret i dem." Hun lød stadig grådkvalt, og han vidste stadig ikke hvad fanden han skulle gøre af sig selv og sine følelser der begyndte at stige ham til halsen.
Og hvad snakkede hun egentlig om? Handlede det nu om hun var langhåret eller ikke langhåret? For hvis han huske ret havde Blondie da heller ikke langt hår? Havde hun? Så kunne han i hvert fald ikke huske det. Og Amanda var da langhåret? Hun var da i hvert fald ikke korthåret. Han kunne ikke huske, at han havde beskrevet en pige med så langt hår...? Han rynkede brynene, men tog sig så i at tænke for meget på den ene detalje. Han kunne dog ikke holde mund: "Men du er da heller ikke korthåret," mumlede han. Men han fortrød han havde sagt det - det var ikke så ligeglad og hardcore som han skulle forestille at være...
Men hun talye bare videre. Og der vidste han ikke helt hvad han skulle svare... Dog røg det bare ud af ham: "Men du tror ikke på mig. Du ville ikke engang give mig en chance! Du... Jeg forstår det bare ikke, for jeg ville have givet dig en chance. Jeg ville blive vred, ja, men jeg ville.... Jeg ville have givet dig den chance, fordi jeg stolede på dig og fordi vi jo for fanden betød noget!" Han sukkede træt og gned sig i ansigtet igen. "Og jeg ville ikke gøre det igen, og digtet var om dig, jeg går nu..." Så begyndte han at gå uden at vente til hun svarede. Han brød sig ikke om at tale om de digte, for de var så personlige og... Det ville være ligesom hvis hun pludselig læste hans tanker eller... Hvis man læste en piges dagbog.
Han prøvede at lade vær med at tøve, da han var gået nogle skridt væk fr hende...
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 28, 2012 20:13:53 GMT 1
Om det var fordi hun var fuld og alle følelserne kørte rundt i hende, eller fordi når hun var ædru brændte vreden al fornuftig tankegang væk. Det var hende i digtene? Seriøst? Men hvorfor fanden sagde han ikke det... Hvorfor var det altid at han gik når de kom der til. Så ville han ikke mere.
''Jeg...''
gav dig en chance. Det ville hun havde sagt, men havde hun virkelig gjordt det? Havde hun ikke bare set sig sur på ham og ville ikke lytte til fornuft. Men at se ham med en anden pige... Billede skar stadig i hjertet og hvorfor skulle han også møve sig så fucking meget ind i hendes liv at noget som et simpel kys kunne ødelægge hende. Det var ikke fair. Og nu gik han bare igen, som alle de andre gange. Efterlod hende tilbage, hvor hun egentlig ønskede mest at han blev. Men det var vel hendes egen skyld. Hun havde skubbet ham så meget væk fra sig, som hun havde ønsket og nu kunne hun bare se ham gå ned mod sommerfesten. Den sommerfest hun ville have nydt og ikke skænke ham en tanke. Istedet for ente det med at hele hendes tankegang forgik om ham og hvis hun gik der ned så ville det ikke blive bedre. Hun manglede Thomas. Lorte David. Hun slog ud med armene og åbnede munden for at afslutte det hun var igang med at sige.
''Undskyld... For fanden''
Hvad fa...?! Det var ikke det hun ville havde sagt, men det var det der kom ud alligevel. Hun ville ikke se hans vrede blik, hvis han vendte sig om og hun ville heller ikke se ham ignorere det. Hun måtte væk. Hun drejede om på hælen og var også ved at falde, både fordi hun altid var så forbandet klodset og alkoholen gjorde det ikke meget bedre. Men hun gik i modsatte retning og måtte arbejde for ikke at se sig overskulderen mod ham.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 28, 2012 23:31:52 GMT 1
''Undskyld... For fanden!"
Hendes ord lød som et ekko i hans hoved. Det var lige den lille ting der skulle til for at han tøvede. For hvad mente hun med undskyld? Undskyld alt? Undskyld hun rodede i det eneste privatliv han havde tilbage? Undskyld hun ikke troede på ham? Undskyld hun aldrig lyttede når han prøvede at forklare sig? Eller hvad...? Måske var det bare undskyld for noget nu? Han ville gerne vide det og derfor tøvede han. Faktisk vovede han sig til at stoppe op... Og kigge tilbage. Amanda var på vej væk. Det virkede nu alligevel så uendeligt forkert. Synet så så forkert ud. Hvorfor gik hun? Hun skulle jo stå og kiggede på ham og han skulle kigge på hende. Hun var ved at falde over sig selv... Klodsede mennesker. Hvor var hun dum... Men han havde bare elsket at hun var så klodset af en eller anden mærkelig grund.
David vendte sig helt om og overvejede at kalde på hende. Men ville hun nu stoppe? Ville det være godt? Han følte sig pinligt berørt inderst inde over digtene. Men det behøvede andre jo ikke at vide. Vel? Det var jo bare nogle digte... Det skulle folk i hvert fald tro.
"Amanda, stop for helvede!" råbte han efter hende. Ikke så højt, men bare så hun kunne høre det og så han lød træt. Hvilket han jo i bund og grund også var. Måske kom de ingen vegne med det her? For hun stolede jo stadig ikke på ham og synet af ham og Blondie havde jo været åh, så smertefuldt og åh, hun ville aldrig kunne glemme det.
David ville kunne glemme det. I hvert fald ignorere denne såkaldte smerte. Det ville han. For nogle gange var han da også blevet jaloux på kære broder, for de var jo nærmest mere sammen en Amanda og David i perioder. Det gjorde ham da godt bitter. Så det gik ikke kun den ene vej, han var ikke kun den onde! Overhovedet ikke!
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 29, 2012 9:33:48 GMT 1
Amanda hørte hans stemme, som om han stod lige ved siden af. Stoppe? Hvorfor? Han var jo tydeligvis færdig med at skændes med hende og gik, så hvorfor forsætte. Hun stoppede. Selv om hun egentlig ikke havde lyst. Ville han virkelig have en forklaring på hvorfor hun havde sagt undskyld. Fordi jeg er fuld idiot... Nej. Et øjeblik stod hun bare med ryggen til ham som om hun overvejede at gå videre, men så vendte hun sig endelig om. Så på ham med usikre øjne men sagde ikke noget. Han måtte selv forklare hvorfor han havde bedt hende stoppe. Hvorfor han selv ville forsætte det her.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 29, 2012 13:11:36 GMT 1
Han sukkede. Hun lignede ikke en der gad stoppe eller fortsætte. Det havde han egentlig heller ikke lyst til. Bare det her ikke var begyndt. Bare han ikke var kommet på den her skole igen. Bare hun aldrig havde henvendt sig til ham. Bare de aldrig havde set hinanden. Men han kunne nu ikke lade vær med at tænke: Gid jeg ikke havde været fuld den aften, så havde det hele været godt nu... Nu ville de jo ikke bare kunne komme tilbage. De ville jo ikke kunne finde ordentligt sammen igen. Han ville vide hele tiden, at hun ikke stolede nok på ham. Det ville jo hele tiden være i baghovedet. Og hun ville hele tiden have i baghovedet, at han kunne finde på at kysse en anden. Hun ville ikke kunne stole ordentligt på ham... Det var bare ikke fair, for det kunne hun godt.
Han havde været ret bange for, at hun ville fortælle om digtene da hun havde læst dem. Det havde gjort ham uendeligt vred, da han fandt ud af det. Han havde svinet hende til. Men mest fordi han var blevet virkelig såret over, at hun ikke kunne respektere hans privatliv. For hun havde godt kendt til de digte - hun havde fundet dem en dag. Men han havde fået hende til at love ikke at læse dem og hun havde ikke gjort det... Indtil efter han havde kysset hende blondine-tøset. Hende pigen der bare var som vand for ham, men for Amanda lige pludselig betød at hun ikke længere kunne tilgive ham. Var det normalt, at man ikke engang kunne tilgive sin kæreste efter et kys i fuldskab? Det havde jo været ubevidst... Han kunne bare ikke forstå det. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Men... Hun kunne jo ikke bare gå ind i skoven.
"Amanda, du skal i seng," sagde han så. Han lød igen træt.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 29, 2012 13:55:15 GMT 1
Var det bare for at sige at hun skulle i seng at han havde bedt hende stoppe. Var det alt? Hvorfor skulle han pludselig være så far agtig og bestemme sådan noget. Hvis hun ville ind i skoven så måtte hun vel det... Selv om det ikke havde været planen hun havde bare vendt rundt og gået i modsatte retning. Hendes forvirring var tydelig for hvorfor var han ikke bare ligeglad. Han kunne bare havde forsat og ikke bedt hende om at gå i seng.
''Hvorfor?''
Hun havde været ved at stampe i jorden og nægtet. Han skulle fandme ikke bestemme over hende, det var ham der lød mest træt. Hun skulle bare have en varm trøje og noget mere at drikke, så ville hun nok kunne klare det videre. Selv om hun ikke havde lyst. Slet ikke. Men hendes spørgsmål var så meget mere end hvorfor hun skulle i seng. Det var også hvorfor han havde stoppet hende, hvad meningen var. Hun slog armene om sig, irriterede over at hun skulle fryse så forbandet meget på trods af at det var varmt.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Feb 29, 2012 21:11:34 GMT 1
Han sukkede igen. Hvor var hun dog dum... Der var bælgmørkt ude i skoven, og hvis hun farede vild derude til i morgen tidligt, ville hun sikkert ikke finde tilbage med den stedsans og med tømremænd. Han tog et skridt hen mod hende. Bare et lille et, måske lagde hun slet ikke mærke til det. Han tog sig i at tænke inderst inde, at det måske ville løse sig alt sammen - nu hvor hun vidste, at digtene i hvert fald ikke havde været om blondie. Da han havde skrevet dem, havde han tænkt på Amanda, men havde bare skrevet om en tilfældig bare for at skjule det. Nu hvor han havde sagt det, følte han lidt at han havde blottet sig helt overfor hende på en eller anden måde. Og denne følelse var værre end da han fortalte om hans families bagside. Han ville ikke kigge på hende fordi han havde sagt det. Hans plan var jo bare at gå inden hun svarede noget, så han kunne komme væk og være pinligt berørt inden i sig selv. Måske ville det ikke gøre helt så meget, hvis de stadig var kærester, men de var ikke sammen mere. Det var ikke engang venner mere, så han kunne ikke svinge armen om hendes skulder og få hende tilbage til sit værelse. Han kunne bare sukke og lade som om han var ligeglad. Hvilket begyndte at blive lidt svært.
"Du kan ikke gå ud i skoven... Tag hjem..." sagde han og tog endnu et lille skridt tættere på hende.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Feb 29, 2012 22:25:25 GMT 1
''... Tag hjem..''
Hun var ikke blind og lagde godt mærke til at han nærmede sig. Men hvorfor? Han virkede ikke truende som han havde gjordt andre gange. Men hvorfor sagde han tag hjem. Forhåbentlig mente han bare til værelset, men hvorfor var han så bekymret for at hun ikke skulle rende rundt i skoven. Kunne han ikke bare være ligeglad så hun ikke skulle have dårlig samvittighed?
''Hvorfor syntes du det?''
Hun sagde det ikke særlig højt. Kunne han ikke bare sige hvad han ville. Gøre et eller andet. Bare noget. Hun søgte øjenkontakt. Prøvede at finde den David der lå lige under overfladen. Ikke bag den belastende 'jeg-er-cool-og-total-ligeglad-med-alle' attitude han havde. Han var kun en armslængde fra hende. Ikke mere end at hun kunne række ud og hive sig ind til ham og få varmen, men hun gjorde det ikke. Ville ikke. Hun ville næsten ikke. For helvede altså.
|
|