David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Mar 1, 2012 1:20:28 GMT 1
''Hvorfor syndes du det?'' spurgte hun. Havde han ikke lige sagt, at hun ikke kunne gå ud i skoven om natten? Han lod hovedet falde så han kiggede ned på skovbunden, lo lidt af hende og rystede på hovedet. Så hævede han hovedet lidt og kiggede på hende. I hendes øjne der så ud til at have kigget lidt på ham. For hun kiggede ikke væk, da han så hende i øjnene. Det var svært det her... Det var svært det med ekskærester. Det var sådan et ømt punkt med ekskærester fordi det var dem man havde elsket og knaldet og kysset og fortalt sine følelser og hemmeligheder til. Ligeså ømt var det at stå her og fortælle sin fulde ekskæreste, at hun skulle tage hjem til sit hus. Han ville ikke snakke med hende... Eller jo det ville han jo inderst inde, men ikke når hun var fuld. Den gik ikke, for hun opførte sig ekstremt mærkeligt.
Det føltes som en evighed siden han fik en smøg sidst...
Han så i sit indre blik nogle scenarier fra gamle dage og så hvordan det ville se ud, hvis han holdt om hende nu og beroligede hende. Han ville ikke tænke på det - det gjorde ham utilpas og irriteret. De kunne have stået sammen til grillfesten og leet og snakket med andre netop nu, hvis ikke det hele var gået galt. Den tanke gjorde ham så irriteret, at han måtte knytte den ene hånd for at mærke den beroligende smerte fra neglene i håndfladen.
Han sidder på en stol. En barstol. Den er ikke særlig behagelig, og han har ondt i røven af at have siddet på den længe. En pige sætter sig. Hun er fuld og hun siger et eller andet til ham. Men han lytter ikke. Han drikker langsomt af sit glas. Han er fuld og lidt irriteret. Han blinker... Vent... "... fra arbejdet, ik'?" Han har ikke hørt noget af det pigen har sagt. "Undskyld?" Han lyder hæs - altså mere end han plejer. "Du ved hende jeg nævnte før? Louise? Er du okay, David?" Han nikker bare. Selvom han mest af alt er forvirret. Pigen smiler og lægger sine ben over kors. Hun læner sig frem og siger noget. "David, du ka' da godt husk' mig, ik'?" Han lægger glasset fra sig han lige har drukket af. Stærke sager. Der går et par sekunder før han kan svare, på grund af den brændende væske i halsen. "Selvfølgelig..." "Sig mit navn, så," griner hun. Det er som om hendes kjole bliver mere og mere nedringet som hun læner sig frem... "... Amanda..." Han er lige ved at bøvse, men det gør man ikke. Vel? Hvorfor griner hun igen? "Nej, dit fjollehoved! Anna!" "Anna..." "Ja!" Hun vender sig om siger noget til bartenderen. Så sidder hun pludselig med en drink. Hun smiler til ham og drikker af surerøret ... eller... Hun sutter nærmest på det... Hvor er hans fornuftige tanker der burde få alle hans klokker i hovedet til at ringe? Hvorfor er han lige ved at få stiv pik over sådan en billig tøs? "Vil du smage?" spørger hun og rækker glasset frem. Han kigger på væsken, men drikker så. Ikke på surerøret. Det er stærkt."Er du egentlig single?" Hun kigger på ham med et stort grin. Er han egentlig det? Vent... Hvem var den pige han så for sit indre blik? "Eh..." er det eneste der slipper ud af hans mund. Hun griner af ham, og han griner også lidt. Tænk nu klart, David! Hun er fucking billig! Skrid fra hende! "Var det et ja?" Hun stikker sugerøret i munden igen. Han drikker også fra sin egen drink. Han kunne ikke huske noget. Han kunne ikke engang huske hvad farven på hendes drink hed. En stemme skriger i hans hoved, men den er så fjern, hvad siger den? "Altså... Amanda..." ryger det ud af munden på ham. "Jeg hedder altså Anna, David! Hvor er du fjollet!" Anna David? Det er da en sanger, er det ikke? Hun er da dårlig... Men hun griner bare alligevel... "Hvis du har en kæreste vil du ikke snave mig vel?" Åh, hendes stemme er så lys og irriterende... Hvis bare hun kunne holde mund... Vent... Hun ligner en han kender... Anna... Amanda... Hvem er Amanda? Er hun Amanda? Og hvem er Anna? Anna David? Er Amanda ikke hans kæreste? Eller... Er hun så hendes kæreste? For det er Anna David ikke... Vel? Hun er pludselig meget tæt på, og drinken med en farve han ikke kan huske navnet på står på bordet. Hvis bare...
Han blinkede sig ud af de ubehagelige minder. Nu kunne han næsten mærke kvalmen. Så så han på Amanda. "Vi kunne fucking have været blevet lykkelige lige nu, hvis du havde troet på mig! Og du kan fucking ikke gå rundt i skoven midt om natten! Hvad er dit problem?" Han var mere hæs end han plejede. Igen.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Mar 1, 2012 8:31:07 GMT 1
Amandas skulder sank. Han ville bare skændes igen, intet var forandret. Han ville endda kører i samme spor igen. 'Hvad er dit problem?'. Dig David, David Fucking Bundgaard, der bare ikke ville forsvinde ud af mit liv, tænkte hun men det kom ikke ud. Ville ikke ud. Han var jo godt klar over hvad hendes problem var, der var intet nyt på den front. Det irriterede hende at han ville skændes igen, men hvad havde hun troet? At fordi han havde råbt undskyld og gik sin vej at så ville det hele blive meget bedre? Din idiot Amanda.
''Tror du ikke også jeg tænker på det også, hva? Tror du ikke jeg savner dig, hva?''
Luk munden Amanda! Ikke mere. Hun forsøgte at se vred ud på ham, men hun kunne ikke skjule sorgen i hendes øjne. I sommerferien, hvor han havde været langt væk havde det ikke været så svært at tænke på noget andet. Men nu hvor han stod foran hende og latteren fra de andre nede til sommerfesten var deres baggrunds musik, kunne hun ikke glemme ham. Hun kunne ikke kaste ham ud af sit hoved og være ligeglad. Men det var jo ikke kun hende der var den onde... Det var ikke hende der havde drukket sig så fuld at hun ikke engang kunne huske hvem hendes egen kæreste var. Den skøge! Hvorfor skulle hun også rende rundt og tage hendes kæreste... Det var jo ikke nogen hemmelighed at hende og David var sammen. På ingen måder. Og alligevel havde hendes tøsen lokket David. Men han var også gammel nok til at vide hvad han gjorde... Men hun kunne ikke holde på vreden over de digte. Hele vejen igennem havde hun overbevist sig selv om at det var om andre. Piger han hungrede efter fordi hun ikke var god nok, fordi hun ikke kunne tilfredsstille ham. Hvorfor skulle de havde været om hende? Hvor skulle hun vide det fra. Men på trods af at irritationen over han ikke havde sagt det noget før, men bare gået hver gang de kom ind på digtene, så kunne hun ikke lade være med at føle en hvis glæde over at det var hende han havde tænkt på da han havde skrevet dem.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Mar 1, 2012 21:30:25 GMT 1
''Tror du ikke også jeg tænker på det også, hva? Tror du ikke jeg savner dig, hva?'' Hun lød ulykkelig. Det var han jo også. Det var de vel begge to. Han sukkede og rynkede panden. Hun savnede ham. Selvfølgelig savnede han også hende. Han havde ikke rigtig været sig selv siden de slog op. Eller siden de startede med at skændes. Han havde hvilet rigtig meget i sig selv - nu var han helt ved siden af sig selv. Og sommerferien havde ikke ligefrem helet sårene. Han havde ikke engang kunne snakke med hende på computeren eller over mobilen. Det havde føltes helt tomt. Nu stod hun her. Det var værre end han havde forestillet sig. Og nu hvor gråden var i hendes stemme, og hun så så ulykkelig ud kunne han ikke engang trøste hende. Hvor var hun dog irriterende... Sådan at sætte hans følelser ud af balance. Sådan at vække minder der gav ham kvalme og fik ham til at længes efter fortiden. Hvad bildte hun sig egentlig ind? "Lad vær med at savne mig! For vi finder aldrig sammen, for du stoler alligevel ikke på mig..." røg det fortvivlet ud af munden på ham. Han rodede sig i håret igen. Det beroligede ham lidt. Ligesom det beroligede ham at knytte næverne lidt.
Mors porcelæn... Marias vrede råb... Fars tyssen fra kontoret...
... Amandas dejlige latter...
Han burde gå. Det var nok bedst. Han burde gå tilbage til sit værelse. Han burde blive der i lang tid. Køle ned. Sove og høre musik fra 50'erne.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Mar 1, 2012 22:23:22 GMT 1
Lade være med at savne ham? Bad han hende om at lade være med at savne ham? Hvad fanden troede han at hun havde prøvet på hele ferien. Hun syntes jo ikke det var sjovt at savne ham, når hun samtidig hadede ham. Det var jo ikke sjovt at skulle rende rundt og egentlig gerne ville holdes om af sådan en idiot. Hun gjorde det jo for at irritere ham. Hvis bare hun kunne råbe af ham. Bede ham fucke af eller lade hende være i fred, så ville hun måske ikke stå her og håbe på det umulige. Hun stod nemlig og tog sig selv i at overveje at trække i land. Trække alt hun havde sagt i land. Undskylde for det hele og tro på ham... Tilgive ham. David havde jo aldrig gjordt andet for at vise at han ikke var til at tro på. Han havde lyttet til al hendes ordbræk når hun havde haft det dårligt over noget og ingen andre havde fået det af vide nogen sinde. Hvorfor havde han heller aldrig sagt det med digtende. Det havde gjordt så ondt da hun havde læst dem og ingen forklaring havde han givet før nu. Al forsent. Hun havde vel også svigtet ham. Amanda! Lad nu være. Det var ham der havde glemt dig da han var fuld.
''David...''
Alligevel så hun sig selv række ud efter ham. For at røre ham en sidste gang. Hun burde ikke... Skulle ikke. Hvad ville hun måske gøre eller sige. Hun kunne jo ikke sige noget der kunne gøre det hele bedre. Hvorfor var det så skide let at falde tilbage bare fordi man så ens ekskæreste.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Mar 1, 2012 23:15:15 GMT 1
Meget skulle han opleve denne aften, men han havde ikke regnet med at Amanda ville række ud efter ham. Det var helt forkert, men det var som om det var det han havde ventet på hele tiden. Siden de havde sex sidst måske. De havde ikke rigtig rørt hinanden siden. Det var helt forkert, men sådan skulle det vel være. Det kunne ikke være anderledes, de skulle ikke være sammen. De var ikke "meant for each other". De var bare kærester engang, det var slut nu. Det gjorde bare ondt at tænke sådan lige nu, selvom han havde sagt det en million gange i sommerferien. Uden at fortrække en mine. Da han havde øvet sig i noget tid i hvert fald.
Det øjeblik hun rakte ud efter ham, var det som om han gik i en eller anden trance, da han tog hendes hånd. Det var som om det hele gik i slowmotion, og han nåede lige at tænke, at hun var kold, men blød. Så svang han den anden arm rundt om hende. Slowmotion... Hun virkede helt lille og skrøbelig, selvom det jo ikke var rigtigt. Han kunne nærmest mærke, hvor ulykkelig hun var. Ville hun kunne mærke, at han var ulykkelig? Ville hun kunne høre hans hjerte der bankede på fuld hammer?
Han holdt om hende nu. Som en druknende sømand klamrer sig til et sidste stykke vraggods.
Det var så hårdt at spille ligeglad.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Mar 1, 2012 23:51:04 GMT 1
Amanda havde nægtet hele sommeren at hun savnede ham. Overbevist sig selv om at hun sagtens kunne klare sig uden ham, og at hun ikke ville skænke en eneste tanke til ham. Men alt det røg i vasken da han trak hende ind til sig og hans varm strømmede over hende. Det gik op for hende hvor meget hun egentlig havde savnet ham. Uendeligt meget. Men det skulle ikke være dem. Det kunne det ikke blive... For fanden nu tudede hun igen. Men det var som om at en brist gik op i hende, for der var intet at gære for at stoppe den.
"Idiot... Idiot."
Fik hun sagt igennem hulkende, men der lå intet bag ordene lige nu. Hun lukkede bare øjnene og lyttede til hans hjerte, der hamrede afsted og varmen fra hans krop fik hendes muskler til at slappe af, på trods af at hendes hænder knugede om han t-shirt på ryggen, som var hun bange for at han ville skubbe hende væk om lidt. Det holdte ikke det her. De skulle ikke være sammen, kunne ikke være sammen og imorgen ville det bare være det samme. Vrede blikke, spidse kommentarer og sårede følelser. Hun hadede ham, men ikke dybt. Hun hadede ham for at kysse med hende pigen, men hun havde holdt fast i vreden og hadet for at komme videre. Hvorfor var det hele også blevet sådan noget lort, når det havde været så fantastisk før? Det var tarveligt. Hele livet var tarveligt. Fuck det hele, lige nu nød hun faktisk bare at mærke ham igen. Bare for en kort stund og på trods af at hun græd. Hun hadede sig selv for at stå og græde snot som et andet barn foran andre og der var da også kun to der havde set det efter hun var fyldt 10. Thomas og David. Men nu havde hun ikke David mere og ville nok aldrig få det igen. Det hele var væk. Hun græd fordi hun savnede ham, fordi hun ikke ville mangle ham. Følelser hun havde holdt nede i lang tid og som hun blev nød til at lærer at leve med. Men lige nu var det også rart at få bare toppen ud.
... Hun havde fået fat på sin taske og var på vej ud imod terminal 3's ankomst hal. Der hvor folk der havde været ude at rejse blev modtaget af folk, eller deres sidste sted i Københavns lufthavn inden de skulle hjem. Selv havde hun været der tre eller fire gange, men sjældent fordi hun selv kom hjem, men for at hente far. Nu var det hendes tur. Et helt år var gået og hun var endelig tilbage i lille Danmark. Lille dejlige Dk. Klokken havde allerede slået 22 og hun vidste at Thomas stod og ventede på hende ude i ankomsthallen, men hendes forældre var blevet hjemme. Ikke fordi de ikke gad komme, men de havde snakket om et eller andet de skulle nå. Det gjorde hende nu ikke så meget, for egentlig var det Thomas hun ville se. Hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken om at han skulle se hende. De sidste 4 måneder havde hun bevidst valgt at undgå webcamet på Skype. Kommet med undskyldninger om at det var gået i stykker, for hun ville have at han skulle se det for sig selv. Selv om hun havde været ved at dø efter at sige det. Kun en anden ud over hendes familie havde fået af vide at hun var kommet hjem, og det var kun fordi hun lige havde sendt ham en sms mens hun havde ventet på kufferten. Da dørene slog op ud til ankomst hallen gav det et sug i maven og da hun så Thomas stå med flag og øjne der søgte efter hende kunne hun ikke lade være med at grine stort og vinke efter ham. Der gik et øjeblik før det gik op for ham at det var hans lillesøster. Hans lillesøster der havde tabt sig helt vildt og fået klippet det lange kedelig hår til lige ved kæben.
''Amanda!''
Hvorfor han havde råbt hendes navn var ligemeget, for hun gav slip på hvad hun holdte og sprang op i hans favn. Hvor havde hun dog savnet ham, selv om de havde snakket hver eneste dag. Et langt øjeblik stod de bare sådan og selv om hun sjældent græd over noget når hun var ked af det, og da slet ikke når hun var glad, kunne hun pludselig mærke at det sved i øjnene.
''Jeg har en med til dig''
Sagde Thomas og da hun trak sig lidt væk for at se undrene på ham, var han et stort smil. Hvem? Højt nåede hun aldrig spørge, for David dukkede op på siden af Thomas, også smilende og med en buket blomster. Hvorfor fanden begyndte hun at tude over det? Hun var jo glad! Hun kunne heller ikke lade være med at grine lidt over sig selv og af David da han holdte mobilen oppe med den besked hun lige havde sendt for et par minutter siden.
''I know''
Svarede David og lagde armene om hende...
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Mar 2, 2012 10:51:10 GMT 1
Han tyssede på hende. Mest fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige. Han ville ikke komme for tæt på hende igen nu hvor han lige havde brugt hele sommerferien på at komme sig over hende. Eller i hvert fald lade vær med at tænke på hende. Han havde sagt til sig selv, at det var hende der var idioten, det var hende der ikke havde troet på ham et sekund - der ikke havde stolet en skid på ham. Han græd ikke som hun gjorde, men han var fortvivlet. Det var så irriterende, for hans viljestyrke holdt ikke til det her. Han fik lyst til at trække alt i sig igen og sige undskyld for alt. Selvom det ikke havde virket før. Det øjeblik han stod der og holdt om Amanda, havde han lyst til at gøre alt for at det skulle være det samme igen. Men sådan skulle det ikke være. Det ville ikke kunne betale sig. Han havde fundet frem til sandheden om Amanda - hun stolede kun rigtigt på sin bror. Hun havde måske stolet på David før den aften til den fest, men nu... Nu kunne han ligeså godt give op. Ikke?
"Undskyld..." hørte han sig selv sige. Ret lavt, men ikke lavt nok til at hun ikke ville kunne høre det. Han sagde vel bare undskyld for at hun skulle lade vær med at kalde ham en idiot. Det gjorde ham vred, for han havde været fuld. Det var hende der havde læst hans digte og havde ødelagt hans sommerferie. Hvorfor kunne han ikke bare spole tiden tilbage og gå fra den lille luder-blondine den aften? Hvorfor?
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Mar 2, 2012 11:35:29 GMT 1
Et øjeblik stod hun tilbage i tiden og nød bare duften af ham og varmen. Før i tiden havde hun altid følt at det var her hun hørte til. At hun passede perfekt lige i hans armen, men det var ikke tilfældet. Det var ikke dem... Det skulle ikke være dem uanset hvor meget hun ønskede det. På et tidspunkt ville det være en anden pige der stod her og som han kyssede så inderligt som han havde gjordt med hende før i tiden. Tanken gjorde ondt, selv om hun aldrig ville sige det, og hun knugede sig lidt mere ind til ham. Men stille og rolig blev hendes indre tømt. Vreden, sorgen det hele forsvandt et øjeblik og hun blev stille og kun lyden af hans åndedrag var tydeligt. Hun måtte ikke falde tilbage igen, måtte ikke lade det hele passere og bare lukke ham inde igen selv om hun ønskede det lige nu. For hun ville være mistroisk hele tiden. Bange for at blive knust igen og det ville hun ikke. Turde ikke.
''Undskyld..''
Næsten hviskede han. For hvad? Det hele, eller bare fordi han var en idiot. Hun så op på ham og den indre konflikt der kørte i hende var ikke til at tage fejl af i hendes øjne. Men hun kunne ikke. Ønskede at kunne trække det hele tilbage... Men hun kunne ikke. Hun slap grebet om hans t-shirt, med den ene hånd og lagde den på brystet af ham. Som ville hun skubbe sig fra ham, men kunne ikke. Hvis bare de var tilbage til før alt det her lort. Hvis bare de kunne sidde i sofaen og grine over ingenting, eller snakke om ligegyldige ting. Men hun kunne ikke huske hvornår hun havde hørt en oprigtig latter fra ham.
''David jeg...''
Hvad skulle hun sige. Amanda du burde bare trække dig væk fra ham. Vende ham ryggen og gå væk for dette førte til intet. Der kom intet godt ud af det, det ville der aldrig igen. Det havde føltes som om de skabt for hinanden men livet havde spillet dem et pus. Hans fortvivlelse var svær at se på, for det var lettere bare at være vred på ham end at føle sig som en idiot over for ham.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Mar 2, 2012 19:57:04 GMT 1
Efter alt for kort tid trak Amanda sig lidt tilbage. Bare lidt. Det var nok også bedst Hvis hun ikke ville mere skulle hun havde lov til at træde tilbage. Hun kiggede på ham med smerte og frustration i øjnene. Han kiggede tilbage med samme frustration, men ikke på samme måde som hende, for han prøvede virkelig at skjule det. Hun havde stadig en tåre på kinden, og han var ved at løfte hånden for at tørre den væk, men det var sådan en ting han kun kunne gøre i gamle dage. Måske ville det blive nemmere med tiden. Hvis han undgik hende så meget som muligt hele året. Det ville han godt kunne... Ikke?
"... David jeg...'' Hun tøvede og hendes stemme svandt ind til ingenting. Hvorfor? Hvad ville hun sige?
David jeg elsker dig stadig.David jeg vil ikke det her. David jeg elsker dig ikke mere. David jeg til tilgiver dig for alt du har gjort, og det er gået op for mig, at jeg kan stole fuldt og fast på dig alligevel.
Han sagde ikke noget. Han holdt nærmest vejret og ventede på hun sagde det.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Mar 2, 2012 21:07:41 GMT 1
Hvad var det hun havde prøvet at sige. Der var så mange ting hun gerne ville sige, men ord var fattige og hvis hun ikke passede på.. Hvis hun bare lod det hele overtage ville hun fortryde imorgen. Hvem prøvede hun at snyde? Var det ikke det hun ville? Bare at lade alle hendes følelser styre hende, alle dem der var kommet til overfladen på grund af det her. Men hun ville fortryde det imorgen, det vidste hun... Men kunne hun ikke bare sige hun var fuld. Hun var jo fuld... Men det var hende der styrede sig selv nu, ikke alkohollen.
Nej... Hun kunne ikke, muren mellem dem var for stor og hun kunne ikke. Hun ønskede det. Ønskede at mærke ham i mere en bare en omfavnelse, men var det tidspunktet? Hun ville fortryde det. Alt ville være tabt, ville det ikke? Hun kiggede på sin hånd der lå mod hans bryst.
''Jeg savner dig...''
Hun hviskede det. Vidste at hun egnetlig havde sagt det før, men det var jo det hun gjorde. Hun savnede ham. Så inderligt. Hvorfor skulle han også havde kysset med hende pigen? Hvorfor skulle pigen også havde været der. Hun var ingenting hende pigen, men havde kilet sig mellem dem.
''Meget.... Hele tiden.''
Hvor ville hun hen med alt det her. Var hun ikke bare en stor fed idiot lige nu der lod sine følelser løbe over. Omfavnelsen havde åbnet for et eller andet i et øjeblik. Pludselig var det som om hun så dem stå sammen, ude fra sin egen krop, da hun pludselig hev fat i hans t-shirt og hev ham ned. Ned til hendes læber. Men alligevel var hun hel til stede da hun gjorde det. Hans duft, hans varme og musklerne under t-shirten, var hel tydelige de var virkelige. Og fucking dejlige. Hun var fandme for dum. Hun faldt tilbage og måtte tage sig sammen. Men hun savnede ham så meget og selv om hun hadede ham var følelserne for ham ikke forsvundet. Følelserne af hans læber mod hendes var som om hun fik ilt efter alt for langt tid. Man kunne ikke få nok af det og det gjorde ondt i lungerne... Nu var det bare hjertet i stedet for, for hun vidste det var dumt.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Mar 2, 2012 23:02:41 GMT 1
Selvom hun havde sagt det før blev han alligevel overrasket over hendes ord. Han kunne kun sige i lige måde, selvom han ikke rigtig havde følt følelsen. Den havde han bare skudt væk med en smøg og noget god musik. Han havde ikke turde lade den komme til ham, for han vidste endnu ikke hvad konsekvenserne ville blive... Nu stod hun her og sagde sådan nogle ord, der fik ham til at miste enhver taleevne. Han vidste ikke hvad han skulle svare, men han fik heller ikke svaret før hun gjorde noget han aldrig havde troet ville ske den aften. Han var blevet en del overrasket over at hun rakte ud efter ham også over krammet - som han endda selv havde haft del i - men dette... Før han kunne nå at reagere tog hun i hans sorte t-shirt. Trak ham ned til hendes ansigt. Længere ned. Ikke bare ned som i "alvorlig-truende-øjenkontakt" som han før havde oplevet en del til, da de skændtes. Det her var anderledes, og han nåede lige at tænke tanken i et brøkdel af et sekund, da hun rykkede lige det mere til ham, så han ikke længere kunne se hendes øjne klart. Så det var ikke alvorlig-truende-øjenkontakt mere, nu var det noget andet... Det var ikke... Hendes lidt kolde læber mødte hans hede, og hele hans krop spændte af overraskelse. Men hvor var det her bare... Det var ikke som når de skændtes, og målet bare havde været at være så voldsomme og overdrevne som muligt. Det her var bare et klodset sammenstød. Men det var jo forkert...
Han venter på en station han ikke kender. Han har ventet længe. Han er måske blevet brændt af, men det håber han ikke. Han skæver hele tiden til et af de store gammeldags ure med romertal på, der hænger højt over hans hoved. Egentlig må han ikke være her nu. Egentlig burde han være hjemme, men han må bare være her og vente. Selvom han snart har ventet for længe. Men så, efter han har kigget på uret og gjort op med sig selv, at han har ventet 30 minutter for længe, står hun under det, da han ser ned. Smilende, men træt. Han rejser sig op med et smil også og går hen til hende. De omfavner hindanden længe. Den eneste grund til de står der nu er for at sige farvel til hinanden. De har bare valgt at mødes på en tilfældig station for at se hinanden inden hun er væk i et helt år. De mumler ting til hinanden, der er svære at forstå fordi de har deres hoveder godt dækket i hinandens skuldre. De går lidt rundt i byen de slet ikke kender. Og snakker sammen og er sammen for sidste gang inden hun rejser til den anden ende af verden. Det er mørkt, da de igen står og omfavner hinanden på stationen, og David tager sig sammen. Med et bankende hjerte og røde kinder, kysser han blidt, hurtigt og overfladisk hendes læber. Han har kysset hendes pande og kinder før som en ven, men da de kigger hinanden i øjnene efter det, ved de at det ikke bare var et vennekys. Så er hun væk.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Mar 3, 2012 0:11:18 GMT 1
Hun havde taget en bid af den forbudte frugt og måtte tage straffen for sig selv senere. Det var jo dumt. Fuldstændig latterligt det vidste hun, for intet ville være ændret. Han var stadig en idiot hun ikke ville turde stole på og han ville stadig bruge sin dårlig undskyldning om at være fuld. Hun var også selv beruset nu, men en ting hun vidste om at være fuld, var at det oftes bare fik de sande følelser frem. Savnet af ham havde været så overvældene da hun havde mærket hans varme igen at det hele var skvulpet over. Alt for meget og hun måtte have det på plads hurtigst muligt. Alle følelser måtte pakkes væk, gemmes i den aller dybeste krog for ellers kom hun aldrig videre. Men det var bare så rart at mærke hans læber igen og han smagte stadig som han altid havde gjordt. En smugle røget.
Det gik ikke. Ikke mere end nogle få hjerteslag efter gav hun slip på hans t-shirt og trak sig tilbage. Både fysisk og psykisk. Det hele blev lukket ned. Det var på ingen måde let, men skulle gøres. De skulle ikke være sammen og hun måtte ikke håbe på noget. Lorte alkohol. Lorte følelser.... Hun trak sig væk fra ham og lagde armene om sig selv. Varmen sivede ud af hende hurtigere end hvad muligt var. Hun så fortvivlede på ham og ønskede et øjeblik at hun bare var gået videre, eller ikke havde drukket sig fuld. Så skulle hun ikke stå og føle sig så latterlig som hun gjorde nu. Hvad havde hun forestillet sig? At magi ville springe frem som små blå stjerner over det hele og rense alt det dårlige imellem dem ud. Magi fandtes ikke, ligesom en fremtid sammen heller ikke gjorde. Hun vendte hoved fra ham. Flov og uendelig arrig på sig selv over at have dummet sig på den måde.. Det var fandme ikke det hun ville. Næsten. Eller jo... Hvis bare ikke alt det lort var sket.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Mar 3, 2012 0:41:36 GMT 1
Han så på hende med rynket pande. Hun sagde ikke noget. Hvor han dog helt ønskede så inderligt, at det gjorde helt ondt i hjertet, at få det øjeblik tilbage hvor han havde kysset hende første gang. Hvor han bare vidste med sig selv, at han elskede hende også selvom hun var overvægtig og klodset. Og da han så hende i lufthavnen, hvor han bare havde lyst til at holde om hende for evigt. Der havde det hele været så let og bare begyndelsen, og der var intet at bære nag over. Han var bare en forelsket ung fyr. Og nu var han bare en frustreret og ulykkelig ung fyr, der havde begået en frygtelig fejl der skulle betyde mange nætter uden søvn og... Nej, nu måtte det stoppe! Det var ikke kun ham der var skurken her! Hun kunne bare have lidt mere tillid til sin kæreste, hvis hun virkelig havde elsket ham. Hun var ikke det værd, hvis hun ikke havde ordentlig tillid til ham. Så hellere finde en der stolede på ham og kunne tilgive ham, hvis han dummede sig. Selvom han nok aldrig ville begå den samme fejl nogensinde igen. Hun stod foran ham og så ud som om han var den onde, og det var så synd for hende, at hun ikke kunne stå imod ham. Men hvad med ham? Bare fordi han ikke var den skrøbelige her? Bare fordi han tilfældigvis havde lægget ud? Der ville sikkert være sket noget uanset hvad - det skulle ikke være dem. Og hvor var det sympatisk af hende, at få ham til at føle sig som verdens største idiot. Han håbede da for hende, at han fandt en kæreste. En der fandt sig i det meste og var ligeglad med, at hun holdt ham i vildt stramme tøjler fordi hun ingen tillid havde.
"Det gør du aldrig igen..." Han lød truende, men mest var han bare rystet over hvad der var sket.
|
|
|
Post by Amanda Dagmar Carstensen on Mar 3, 2012 9:01:27 GMT 1
Vreden der havde været så svær at finde lige før blussede op igen. Troede han virkelig at hun bare gjorde det for at gøre ham vred? Idiot. Hun så på ham med smalle øjne. Egentlig havde hun slet ikke lyst til at begynde at skændes igen, men ville bare væk. Væk fra ham og få gemt alle følelserne væk igen. De sikke ikke ligge så tæt på overfladen, hvis hun skulle klare sig igennem det her år med ham.
''Fint!''
Sagde hun spottende. Hun havde lyst til at stampe i jorden og sige at det hele var lige meget. At hun var ligeglad med at han havde kysset med hende pigen og at hun bare ville være hans igen. Han havde lukket hende ind bag den ligeglad facade og vist hende den rigtige David. Den David hun elsker... Eller elskede. Hun ville sige undskyld, bare for at få ham til at se på hende igen som han gjorde før alt det her skete. Som ville han give hende hele verden hvis han kunne, og han ville gøre alt for hende. Sådan havde hun ihvertfald haft det, men et enkel kys havde knust hende og hun hadede det. Hadede at hun var så fucking skrøbelig på det punkt, for hvis hun bare kunne tage sig sammen og ikke lade det ramme så hårdt så ville alt være godt nu. Men hun blev det jo lige nøjagtigt fordi hun havde givet ham alt. Hele sig selv. Det var ham der havde dummet sig. Ham der var den fede nar! Alt havde han kastet på gulvet fordi han åbenbart ikke kunne styre sig selv når han blev fuld, men hvis han vidste det, hvorfor havde han så gjordt det? Han snakkede om tillid hele tiden, men hun havde fandme foræret ham hendes tillid som den eneste anden end hendes familie og så havde han kylet den på gulvet fordi han ikke tænkte sig om.
|
|
David Bundgaard
Full Member
Elev - 2. G
Yeah, det' mig The, du ved.
Posts: 148
|
Post by David Bundgaard on Mar 4, 2012 20:47:26 GMT 1
Han sukkede og gned sig i ansigtet igen. Det gik op for ham, at han hænder rystede svagt. Nok fordi han var så anspændt og rystet over det der var sket. Hun gjorde det ikke nemmere for ham at holde facaden. Måske hadede hun den, men så måtte hun hade den.... De var jo alligevel ikke sammen. Han kiggede kort på hende. Åh, hvorfor skulle hun også kysse ham?! Det blev bare sværere for dem begge to. Et helt år... Han skulle bare undgå hende...
"La' nu fucking vær med at se sådan ud... du fortjener bedre... For jeg er jo ikke til at stole på, vel?"
Han sparkede til en sten.
|
|