Post by Marius Emil Lundqvist on Apr 4, 2012 0:09:20 GMT 1
Marius havde vendt sig halvt mod flygelet igen - ikke, at han havde tænkt sig at spille, han ville bare se på det og nyde dets størrelse, som ikke virkede af særlig meget i dette enorme, højloftede rum, hvor loftet nogle steder støttede sig til firkantede, ensformige, senmoderne søjler. Lærke var alligevel på vej bort, mente Marius, men han hørte hende tale med hovedet halvt vendt bort og kiggede i hendes retning.
Han bed mærke i måden, hun trak vejret ind gennem næsen og den minimale tøven, men stadig konstaterende facon, hvorpå hun talte. Det virkede, som om hun var irriteret over, at han ikke havde givet hende lov til at lytte. Hvilken misforståelse. Men hun gjorde ret i at formode, at han udelukkende havde valgt at tage hende med på grund af en knugende samvittighed, for han var vel - om han ville det eller ej - af den støbning, der kunne tillade sig selv i ny og næ at være en kende empatisk. Marius udstødte en kort, fnysende latter over hendes måde at formulere sig på, men blev så tavs et øjeblik. Marius tog en halv indånding og nåede ikke helt at trække på skuldrene - han stivnede midt i en bevægelse, da Lærkes stemme atter brød tavsheden: "Jeg følte mig hjemme her i de minutter."
Slam! Marius knugede om flygelets låg for at forhindre sin hånd i at ryste. Ingen havde nogensinde sagt således om dét, han spillede - hjemme forbandt Marius med tryghed, eller i hvert fald som et sted at høre til, et fast ståsted. Det overrumplede ham fuldstændig, at Lærke kunne udtrykke sig om det så enkelt og så rammende. Det var ikke et "Jeg synes, du gør mig glad", som nogen ville have sagt. Det var blot den blotte kendsgerning, at musikken gjorde noget, som hun måske ikke havde regnet med.
"Lærke," begyndte han og prøvede at holde sin stemme under kontrol, men kunne ikke forhindre en ømhed i at betone sine ord til trods for, at hendes blik var lige så hårdt som altid og lige nu udtrykte ren og skær nøgtern lad-os-få-noget-på-det-rene-blikket, "det er ikke, fordi ... fordi du ikke må lytte."
Marius rejste sig nu helt fra den polstrede klaverbænk og gik de få skridt, der var mellem dem, hen imod hende uden at slippe hendes blik - hans eget var måske lettere berørt af situationen. Til hendes kommentar om, at hun intimiderede ham, havde Marius intet at tilføje - det gjorde hun ikke for alvor. Joh, måske var hun muggen og gal på ham, men det var også dét.
"Jeg kan ikke lade være med at finde det lidt ironisk," sagde han uden den mindste antydning af spotskhed, "at vi tilsyneladende er gået skævt af hinanden, at vi begge forsøger at fortsætte ad vore egne stier. Du ved ikke meget om mig - jeg ved lige så lidt om dig." Marius bøjede hovedet lidt for at se hende lige ind i øjnene. Han overvejede næsten at komme med én eller anden plat lommefilosofisk afslutning, men sagde i stedet oprigtigt til hende: "Hvordan det end forholder sig - det ville være rart for mig at vide, at der bare er nogle tidspunkter, hvor du føler dig hjemme her, og hvis musikken kan gøre det, så må du lytte - selvfølgelig må du dét." Okay, han håbede vitterligt ikke, at det lød for nærgående, for han ønskede ikke som sådan at komme nærmere ind på Lærke - hans nysgerrighed var blot vakt, men han respekterede fuldt ud hendes afholdenhed fra at indvie alle og enhver i, hvad hun var for én.
"Vi ses, Lærke," sagde Marius, fordi Lærke havde gjort mine til at gå - han overvejede kort at tage afsked med hende ved at give hende et let skulderklap, men gjorde det ikke - så bare på hende og tog et skridt væk fra hende - mest, fordi det føltes, som om den halve meter, der var i mellem dem, var en halv meter for lidt.
Han bed mærke i måden, hun trak vejret ind gennem næsen og den minimale tøven, men stadig konstaterende facon, hvorpå hun talte. Det virkede, som om hun var irriteret over, at han ikke havde givet hende lov til at lytte. Hvilken misforståelse. Men hun gjorde ret i at formode, at han udelukkende havde valgt at tage hende med på grund af en knugende samvittighed, for han var vel - om han ville det eller ej - af den støbning, der kunne tillade sig selv i ny og næ at være en kende empatisk. Marius udstødte en kort, fnysende latter over hendes måde at formulere sig på, men blev så tavs et øjeblik. Marius tog en halv indånding og nåede ikke helt at trække på skuldrene - han stivnede midt i en bevægelse, da Lærkes stemme atter brød tavsheden: "Jeg følte mig hjemme her i de minutter."
Slam! Marius knugede om flygelets låg for at forhindre sin hånd i at ryste. Ingen havde nogensinde sagt således om dét, han spillede - hjemme forbandt Marius med tryghed, eller i hvert fald som et sted at høre til, et fast ståsted. Det overrumplede ham fuldstændig, at Lærke kunne udtrykke sig om det så enkelt og så rammende. Det var ikke et "Jeg synes, du gør mig glad", som nogen ville have sagt. Det var blot den blotte kendsgerning, at musikken gjorde noget, som hun måske ikke havde regnet med.
"Lærke," begyndte han og prøvede at holde sin stemme under kontrol, men kunne ikke forhindre en ømhed i at betone sine ord til trods for, at hendes blik var lige så hårdt som altid og lige nu udtrykte ren og skær nøgtern lad-os-få-noget-på-det-rene-blikket, "det er ikke, fordi ... fordi du ikke må lytte."
Marius rejste sig nu helt fra den polstrede klaverbænk og gik de få skridt, der var mellem dem, hen imod hende uden at slippe hendes blik - hans eget var måske lettere berørt af situationen. Til hendes kommentar om, at hun intimiderede ham, havde Marius intet at tilføje - det gjorde hun ikke for alvor. Joh, måske var hun muggen og gal på ham, men det var også dét.
"Jeg kan ikke lade være med at finde det lidt ironisk," sagde han uden den mindste antydning af spotskhed, "at vi tilsyneladende er gået skævt af hinanden, at vi begge forsøger at fortsætte ad vore egne stier. Du ved ikke meget om mig - jeg ved lige så lidt om dig." Marius bøjede hovedet lidt for at se hende lige ind i øjnene. Han overvejede næsten at komme med én eller anden plat lommefilosofisk afslutning, men sagde i stedet oprigtigt til hende: "Hvordan det end forholder sig - det ville være rart for mig at vide, at der bare er nogle tidspunkter, hvor du føler dig hjemme her, og hvis musikken kan gøre det, så må du lytte - selvfølgelig må du dét." Okay, han håbede vitterligt ikke, at det lød for nærgående, for han ønskede ikke som sådan at komme nærmere ind på Lærke - hans nysgerrighed var blot vakt, men han respekterede fuldt ud hendes afholdenhed fra at indvie alle og enhver i, hvad hun var for én.
"Vi ses, Lærke," sagde Marius, fordi Lærke havde gjort mine til at gå - han overvejede kort at tage afsked med hende ved at give hende et let skulderklap, men gjorde det ikke - så bare på hende og tog et skridt væk fra hende - mest, fordi det føltes, som om den halve meter, der var i mellem dem, var en halv meter for lidt.
