Marius' epic klaver-session

[Lærke]

//:: Lærke indtræder i Aulaen med Marius.

"Okay, okay info guy," sagde Lærke mens hun holdt den ene hånd op. En havde nok fulgt det op med en latter men hun så bare på ham. Hendes øl var stadig halv fyldt og hun så på ham. Han havde jo ikke syntes om ideen.

"Bund eller resten i håret?" så kunne de smide dåsen i skraldespanden lige indenfor døren. Den kaldte på de dåser.

[Marius Emil Lundqvist]

//Ankommer til tråd

Marius kiggede på Lærke med et muntert glimt i sine lyseblå øjne. Hun var nu ikke helt værst.
"Jeg har fået nok væske ud over mig selv for i dag," fnøs han kort og drak sin øl færdig - ikke så hurtigt, som han egentlig ville af med den, men han fik den drukket. Han ventede på, at hun skulle gøre det samme

Nu til Steinway. Åh, ja, det stod der endnu - dér i hjørnet ved den ene totrinsopgang til scenen. Han så hen på Lærke - kylede dåsen fra sig i skraldespanden og sagde: "Undskyld mig."

Så hastede han ellers bare hele den lange vej - ja, den føltes lang - hen til flyglet. Det første, han gjorde, var at løfte tæppet, eller dæknet, eller hvad man kaldte sådan noget (hvorfor havde han aldrig lært det - helt ærligt, han havde spillet i årevis) og lægge hånden på det polerede træ, mens han spejlede sig i dets skinnende, støvfri overflade.

Det her var bare, hvad han havde ventet på SÅ længe. De havde bare et klaver derhjemme - godt nok akustisk, men det var slet ikke det samme. Og så havde han sit Yamaha-keyboard, men det var eddermame heller ikke noget, der kunne måle sig med dette prægtige instrument.

Marius så tilbage på Lærke - fik lidt samvittighedskvaler over, at han havde glemt hende i mere end et halvt minut, hvor han havde stået og set ned på sig selv og ikke ænset sit pandehår, der var røget ned i øjnene på ham.

[Lærke]

Lærke kastede sin dåse samme vej som fyrens og slentrede efter ham mens hun så sig rundt. Det var start. Her var plads til mange. Hun kunne godt lide sådanne store rum. Fordi de både var lukket inde, men samtidig gav plads. Det var måske lidt fjollet.

Hun hørte 'swissh' da han lavede noget med et møbel. Et sort stort flygel gemte sig. Lærke kunne ikke selv spille. Hun havde aldrig gået til den slags og var først blevet forelsket i musik sent i sit liv. Alligvel kunne hun godt se magien ved et sådan smukt instrument. Selv klaverbænken med sin røde polstring var indbydende.
Han så på hende med et mærkeligt udtryk. Hans hår var faldet ned i hans øjne. Måske så han lidt betuttet ud? Hun gik tættere på og gjorde et kast med hovedet mod klaveret.

"Du spiller," det var et faktum. Det var jo tydeligt at han helst bare ville have at hun skred. Godt at hun altid slæbte bøger med sig. Hun kunne godt lide lyden af klaver. Alt var ikke godt, men sådan var det med alting. Hun kastede et blik på nogle af de opstillede stole. Det klaver var jo nærmest en elsker i hans øjne han bare gerne ville røre ved med sine lange, lange fingrer. Hun var næsten ved at sukke, men slugte det.

Med en nærmest katteagtig elegance smed Lærke sig på gulvet bag Marius og rettede benene ud op foran sig, lænede dem op ad klaverbænken og løftede bogen over hovedet hvor hun åbnede den og fandt den side hun var kommet til. Uden et ord signalerede hun med det hun gjorde at han bare kunne spille. Hun kunne faktisk godt lide den slags selskab hvor man ikke partout skulle snakke.

[Marius Emil Lundqvist]

"Du spiller," sagde Lærke. Ikke mere end det. Han nåede ikke rigtigt at nikke, før hun smøg sig ned på gulvet og lagde sig med sin bog. Ja, han havde ikke engang tænkt på at nikke. Han strøg hen over flyglet med sine lange, slanke hænder. Følte på den lille ridse, der var på kanten og havde lyst til at reparere den med ét eller andet usynligt gaffa-tape.

Så sukkede han. "Jeg håber, at det er okay," sagde han unødvendigt og lavmælt. Han løftede låget. Slog tonen A an og fulgte med en A-mol. Det var hans yndlingsgrundakkord.

Ren orgasme. Han forestillede sig, at det var elfenbenstangenter. Det kunne det lige så godt have været - så let begyndte hans fingre at trille og danse elegant, men hoppende over tangenterne. Han begyndte med en vild jazz-komposition, der kørte i bluesharmonisering, og han skyllede akkorderne væk med løbende skalaer som vanfald. Så brummede de dybe toner sin ankomst og blandede sig med de små triller, og det blev ved og ved i et virvar af bløde, bølgende seancer, der fik rummet til at sukke.

Marius kastede sig ind i en jazz-komposition af Beethovens Für Elise uden at gøre ophold i det andet stykke, som egentlig var uafhængig improvisation af det klassiske stykke, men han limede dem sammen med et par kravlende akkorder.

Til sidst dæmpede han sig og lod tonerne kaste deres sidste, mørke skygge over dem. Mens han spillede, var hans hoved let bøjet - nogle gange løftede han det en anelse som for at se på noget, men hans blik var langt væk.
Og hele tiden - især, mens Marius spillede det rytmiske, lettere funky smooth jazz - arbejdede hans krop og fødder rytmisk, som om han var gået i ét med lyden og det.... Dét, han frembragte. Det var overvældende at være her igen - lige her ved flygelet, hvor han kunne tilbringe timer og endog synge for sig selv, men i dag ... I dag ville han bare høre hende (flyglet) føje sig, stønne veltilfreds og slå om sig med sine væsker, når han pirkede til hende med sine fingre og jog disharmonierne ud af instrumentet, der klagede som en såret bjørn, indtil han vendte tilbage til det rene - det kun næsten rene, pjattede jazz, som var så blidt, at han næsten døsede.

Så var det overstået. Instrumentet åndede ud. Marius sad tilbage og så frem for sig. Pludselig faldt hans blik på Lærke. Shit! Han havde glemt hende igen. Så sguda også. Det hang slet ikke sammen med, at han prøvede ikke at være bitchy overfor hende og tilbød hende at tage med sig til aulaen. Så sad han bare her i sin egen verden og gik ud fra, at alle elskede musik. Ligesom ham. Crazy stuff. Han rynkede brynene, da han så på Lærke.

*Note:
- Det første stykke, Marius improviserer, er følgende: www.youtube.com/watch?v=IvEJKk0DBGQ
- Han bryder af lidt midt i det hele faktisk og skifter glidende hen til Für Elise - med sine egne jazzelementer - det er også lidt vild jazz.
- Til sidst afslutter han med: www.youtube.com/watch?v=yIRuri1AB0I&feature=relmfu
... også en glidende overgang fra det stille Für Elise (eller han dæmper sin jazz-version ned til den klassiske versions originaltempo).

[Lærke]

Lærke var bare startet på et af sine yndlings digte. Hun kunne høre Cohens drævende stemme læse det op inde i hendes hoved og hun absoberede det. Hun sank ind i det, men var stadig tilstede ved det kølige gulv og drengen der ved hendes fødder spillede.
Så lod hun bogen synke og lyttede. Hun lukkede øjnene. Det mindede hende om hjemme. Det var glade dage og skumle aftener fyldt med røg. Lærkes ene fod hoppede i hvilken en takt han end kørte i, den fulgte bare med. Hun kunne endda mærke lugten af byen. Eller sådan følte hun det.

Så stoppede han og Lærke der lå ned på gulvet, følte sig pludseligt lidt lille, med sit våd hår der lå som et eller halløj rundt om hendes hoved og hendes øjne der automatisk havde åbnet sig og så ind i hans.

"Så øh, hvad hedder du." For nu ville hun rent faktisk gerne vide det. Hun kunne se bulen i hans pande.

Selv om Lærke var vokset op i København og med en mentalitet rundt om hende der altid skreg: "DU KAN ALT" og "hold da lige snut hvor er du fantastisk" og alle altid skulle rygklappe hinanden og hvis ingen gjorde det så gjorde man det fandme på sig selv. Men af en eller anden grund mindede Lærke bare om en sur gammel mand på det område. Nogen gange sagde hun noget.
Fyren her havde bare fået et smil. En eller anden, anden end hende skulle nok praise ham i tide og utide, men det var altså ikke hende lige pt.

[Marius Emil Lundqvist]

Det var dumt. Skidedumt, at han havde undladt at sige sit navn. Faktisk havde han ikke skænket det bare én tanke - var velsagtens gået ud fra, at hun allerede kendte hans navn, men spørgsmålet havde lydt i stilheden, og det var kommet bag på ham.

"Marius," sagde han roligt - det var, som om han allerede nu var langt mere velafbalanceret, end han havde været hidtil, og det kunne høres på hans stemme, der hvilede mere i hele hans væsen. Den var en kende - kun en kende - dybere end før, og langt mere afslappet.

Marius gengældte Lærkes smil. Hun smilede rent faktisk. Det var ikke ét af disse halve, eller skæve smil, hun en sjælden gang havde budt ham, når han havde sagt noget kækt. Nej, det var et smil, der løftede hendes buede læber lidt og fik hendes skarpt aftegnede, kvindelige kindben til at træde mere frem. Og Lærkes øjne smilede med. De strålede som funklende smaragder.

Men ikke desto mindre tvivlede Marius på, at det her overhovedet havde været en god idé; han havde længtes efter at spille rigtigt i så lang tid - siden skolens afslutning sidste år - men han havde aldrig medtaget i sine planer, at han skulle spille for nogen. Slet ikke en pige. Og slet ikke én af dem, han havde kylet i vandet tidligere.

Marius trak på skuldrene, lidt beklagende og sagde: "Det var ikke lige meningen - jeg håber, det er okay." For Marius selv gav ordene ikke særlig meget mening. Undskyldte han, fordi hun ikke havde fået hans navn? Eller var det, fordi han havde hevet hende med ind i det her - hans personlige passion? Givet vis det sidste.

Årh, vorherre bevares, hele situationen var til at lukke op og skide i. Pisseakavet. Hun havde bare siddet, og Marius havde spillet. Og hun kendte ikke hans fucking navn. Det var som en dårlig sæbeopera.

[Lærke]

Lærke satte sig op og trak sine ben hen til sig. Marius. Udsædvaneligt. Lidt gammelt. Men okay, hun var opkaldt efter en fugl. Så hvem fanden skulle hun klandre? Men han virkede lidt ... stivere før. Ikke helt så kluntet og rundt alle steder. Han mindede faktisk lidt om, ja, hende selv. Hendes fugtige hår faldt ned over hendes ansigt.
Hun mærkede hvordan stemningen pludseligt skiftede og Marius, nærmest rykkede sig lidt i sædet. Hun vidste godt at man ligesom skulle smide en ice-breaker her, men det var bare ikke hendes 'thang'. Hun sukkede og rullede med øjnene til ham.

"Sig mig ... spiller du bare jyde? Eller høre jeg dig rent faktisk trække i land for at spille pisse godt?" Okay hun var så meget købemhavner at hun ikke kunne holde sådan noget pis ud. Det var jo direkte latterligt. Hendes lukkede kropssprog med benene trukket langt op skyldets det savn han pludseligt havde vækket i hende efter bare at sidde med en bog imens pubbens larm spredte sig og folk blev fulde og hendes mor smed en tallerken med et eller andet overdænget med ketchup og nogen valgt en sang de alle skulle trækkes med.

Hendes øjne stoppede ikke med at smile men vurderede ham. Hun mente egentlig at han var ældre end hende men det var ikke sikkert. Måske var han usikker ... nja, sådan havde han ikke virket.

[Marius Emil Lundqvist]

Kun en svag trækning ved hans overlæbe afslørede, at Marius var på nippet til at smile over Lærkes frembusende, ærkekøbenhavnske bemærkning. Han overvejede ikke engang, hvad han sagde - det røg bare ud af ham i kølvandet på et skuldertræk:

"Helt ærligt, jeg har vadet rundt blandt jyder konstant hele sidste år - man bliver vel befængt med lopper af de landdyr." Et skær af munterhed nåede Marius' alvorlige, blå øjne. Det sædvanlige, Marius-uforudsigelige muntre blik.

Det var svært at forklare Lærke, hvad han havde ment, og han bebrejdede hende heller ikke for at have forstået det som ren og skær beskedenhed fra hans side. Marius tog knusende roligt imod hendes granskende, vurderende blik, mens han til gengæld aflæste hele hendes kropssprog. Modsat før, havde hun trukket benene op til sig, som om hun ønskede at tage afstand fra noget, eller lukke et eller andet ude.

Marius løftede et øjenbryn. "Jeg havde blot ikke forudset -"
At hvad? Marius kunne have forklaret hende bare en brøkdel af, hvad han tænkte: At han aldrig havde forudset, at han skulle blotte sig så meget for én, han knap kendte. Og musikken havde rørt noget i Lærke - det kunne enhver, der var så tæt på musikken og vibrationerne i luften se og mærke.
Det var sgu heller ikke, fordi Marius aldrig havde spillet for andre før - det var bare dét, at hans gensyn med flyglet og med sig selv efter weekendens feber var noget, han havde drømt om og planlagt at gøre alene. Helt alene. Måske netop derfor havde han lagt endnu mere i musikken - både af sin lidenskab, frustration og ukuelige munterhed, hvor han under andre omstændigheder bare ville sidde og joke ved klaveret og gøre tykt grin med Britney Spears ved at omkomponere hendes musik og rent faktisk spille som et lallende, arrogant talent, der var pissedygtig teknisk og kunne improvisere hvad som helst. Men i dag havde han fået flyglet til at gengive en perfekt imitation af melankoli, frustration og velbehag. Marius' omgang med flyglet var så intuitivt, men balancen mellem overflade og dybde i hans personlighed var så hårfin, at når han længtes allermest, kunne han ikke holde sig oven vande i essensen af ham.

'Oven vande - hø hø, den var god,' tænkte Marius ved sig selv, da hans tankerække var nået til vejs ende. Altså fortsatte han tøvende efter et par sekunder på den sætning, som han brød af lige før: "-at vandpjask kunne ende med jammer." Det var ikke løgn, men heller ikke hele sandheden i sin kerne - Lærke, der sikkert havde hørt ham tøve, måtte tage til tåls med, at han ikke sagde mere om den sag.

Marius' blik granskede stadigvæk Lærke, men ikke lige så åbenlyst som før, da han havde gengældt hendes vurderende mine; han var nærmest trukket lidt i land og så hende mere distanceret an. Marius forstod ikke hendes ansigtsudtryk - den alvorlige maske, der på én eller anden måde skjulte noget - skjulte kernen af hende. Den kerne, Lærke måske fik fremvist dele af, når hun sang i badet for sig selv. Jamie Culllum, pokkers dygtig artist.

Marius havde ubevidst ladet Lærke se kernen af ham - i hvert fald en stor del af den, mente han, og hun forstod den måske kun i de elementer af hans musik, som hun selv kunne spejle sig i, men det var godt det samme. Der var noget, der havde rørt sig i hende - helt afgjort - og Marius' nysgerrighed var vakt. Men han gad egentlig ikke høre hendes mening om, om hun kunne lide dét han spillede eller ej; det virkede irrelevant. Man behøvede ikke at kunne lide dét, man hørte for at forstå det, for man måtte vel forstå det, før man kunne danne sig en mening om det. Jesus Christ, hvorfor dvælede han i sådanne filosofiske spekulationer, når Lærkes øjne bare sugede ham til sig på dén ejendommelige, beregnende facon, der talte sit tydelige, videbegærlige sprog: Hun indsamlede facts, som kunne få hende til at forstå ham. Og der var ikke en skid at forstå - på sin vis var det pissedeprimerende.

Marius smilede - nu smilede han virkelig. Det var ikke bare overlæben, der dirrede. Hans mund formede et fuldendt smil, der blottede hans lige tænder, og Marius' øjne var afventende.

*Note:
- Ordet "jammer" er det danske ord "jammer", der kommer af "at jamre". Bare til en orientering, så man ikke forveksler det med det musikalske improvisationsmoment also known as "jam". Hahahaha. ;D

[Lærke]

Hvem kunne vide at der ville være en her der med sine fingrer kunne vække savnet for at være hjemme, men på samme tid kunne få hende til at føle sig hjemme, i dette store kolde rum. Måske var det blandingen. Måske var det netop derfor at hun måske så Marius nu, som andet end bare fyren hun havde syntes det var syn slog hovedet. Hun tvivlede ikke på at han så hende som fjolset han havde smidt i søen og så havde fået medlidenhed med. Tsk. Medlidenhed var faktisk kun godt når man var hjælpeløs. Men der var så mange andre metoder.
Han strålede nærmest der, siddende på det der var hans trone, men ryggen i lidt fordrejet stilling for at kunne se på hende.

"Jeg havde blot ikke forudset -"
Hun vidste ikke helt om han gerne ville have at hun gik. Hvad havde han ikke forudset, hans blik forsvandt fra hende, selv om han stadig så på hende. Hun forstod at det for ham måske havde været for intimt. At det her var hans ting - som hun ikke havde taget ham med ud og løbe og te sig som en idiot i skoven. Bare fordi hun aldrig havde været et sted hvor der bare var træer, træer. Hun havde leet i kronen på noget der måske kunne være en Eg, men hun vidste det ikke og det betød ikke noget. Hun var kommet højt op og det slog ikke helt fornemmelse af en højhus, men det var rart. Og om hun ville det eller ej lugtede det godt. Her til morgen havde hun brølet af grin. Det havde bare været så rart. Der ville hun nok have startet den samme sætning.

"Jammer?" fnøs hun da han afsluttede sin sætning og igen kom tilbage til lige her og så på hende. Hun var ikke sikker på at hun fulgte ham, men det var måske ikke meningen.

"Du ..." startede hun. Hendes accent var tydelig i det ene ord. Hun følte sig stadig omsluttet af følelsen af en slags hjemve og mest af alt havde hun bare lyst til at stikke af. Sådan kunne hun bedst håndterer tingene. Hun trak på skulderne, det var fandme blevet en dårlig vane, men fordi hun denne gang ikke vidste hvad hun skulle sige. "Jeg kan godt gå?"

Det havde været oplagt at smide en joke om at klaveret var hans elsker, men hun turde ikke nævne det. Hvis nogen sagde at hun onanerede over sine løbesko havde hun sgu nok langet vedkommende en knytnæve i ansigtet.
Alligevel var Lærke blæst over det smil der pludseligt løb af med ham. Det var bare alle de der følelser der hele tiden skulle vises og før han havde bare ikke virket så ... sådan smile agtig, men mere 'jeg er oplsugt'. Den klaver Marius virkede umiddelbart mere ægte. Hun blev nødt til at gøre noget mere. Det var tydeligt at se på Lærke at hun tænkte på et eller andet. Men den slags ting kom bare ikke helt så naturligt til hende.
Og skulle det være skulle det være nu ... det var bare pludseligt en lille smule akavet.

Fuck det.

"Men hvis jeg må, vil jeg gerne bare lytte."

Fuck det.

[Marius Emil Lundqvist]

Det forekom så sært for Marius, at Lærke på én eller anden måde virkede, som om hun forstod i hvert fald noget af dét, han havde udtalt. Måske var det for optimistisk, men det slog ham også, at det egentlig ikke var så skidevigtigt i forehold til, hvordan hendes fnysende spørgsmål som et ekko af hans egen sætning "Jammer?" var i tydelig modstrid med, hvad han kunne læse i pigens blik.

Lærkes fugtige hår faldt ned omkring hendes ansigt, ryg og skuldre, og selvom det måske var en slags værn mod, hvad hun end skjulte af tanker og følelser, så var der noget ved den atletiske piges holdning, der talte sit tydelige sprog. Marius nikkede. "Ja, jammer," sagde han uden skyggen af et smil, "du ved vel, hvad jammer er." Lidt for arrogant og teenage-blærerøvsattitude, men hun måtte vel tage det, som hun ville.

Måske tog Lærke sig rent faktisk ikke af det, for hun var fjern i blikket, da hun startede på en ny sætning. Det enkle "du" lød som en tone langt væk fra dem, men var det eneste hidtil, som udtrykte en samhørighed, som Marius ikke kunne sætte ord på. "Du" - det havde været et ord, der var helt nede og skrabe på jorden, hvor de begge var - et ord, der ligestillede dem. Tydeligere end før gik det op for Marius, at pigen nok havde opfattet ham som en skideirriterende 2. G'er, der bare skulle vise sig overlegen på alle punkter - især ved søen. Men da havde Lærke rent faktisk bekendt sig til ham og sagt, at hun ikke kunne svømme. Det var så skidesvært - som ind i helvede, ja - at fatte, hvad den tøs tænkte. Men svaret kom næsten til ham - kun næsten, da hendes næste ord nøgternt, men alligevel udtryksfulde, lød:

"Jeg kan godt gå."
'Det er okay,' lød Marius' stemme i hans hoved, og han skulle lige til at sige det, men så ... En kort tøven fra Lærke. Og så: "Men hvis jeg må, vil jeg gerne bare lytte."
"Det må du," sagde Marius med flad stemme. Hvad i alverden skulle han ellers sige? Det forekom ham så mærkeligt, hele situationen. Han vidste ikke engang, hvad han skulle spille, selvom det stadig kløede i fingrene efter at mærke tangenterne... men ønsket var ikke lige så højt som før.

"Tak for øl," sagde han. Et lille, skævt smil passerede hurtigt forbi hans ansigt og efterlod det alvorligt med det muntre skær i øjnene. Det var bare ikke Marius' største talent at tackle andres indestængte følelser. Havde hun rost ham til skyerne - havde hun blot sagt mere end de få sætninger, kunne han måske supplere med et hav af ord, for guderne skulle vide, at ord var noget, han tit legede med. Men lige her og nu var tavsheden pludselig den største gave af dem alle.

[Lærke]

Pludseligt rettede Lærke sig op. Hun sukkede og lænede sig tilbage på sine arme. Hendes hånd landede på bogen. Den var slidt. Hun havde fået den i 2007 af en af hendes mors kunder. Hun havde følte sig lille og var lige begyndt at interessere sig for musik og han havde givet hende bogen, fordi at han sagde Leonard Cohens tekster ville falde lige i hendes smag. Og han havde ret. På side 101 var det som om at ordene var skrevet om hende. Sagt af hende. Det passede især lige på nu, men det ville være for mærkeligt at sige.

"Som en halv fredsaftale mellem Batman og Catwoman," Oh yeah, for det der var så meget bedre. Hun kunne mærke det akavede i situationen at Lærke lo. Det var typisk hende kun at le når der overhovedet ikke var noget at le ad. Så faldt hendes ansigt på plads og hun så på Marius med lysende øjne.

"Jeg holder kæft nu og læser mine digte om sex, stoffer og gammelmandsfilosofi."

[Marius Emil Lundqvist]

Stemningen blev mærkbar anderledes, som om dét, der havde været i luften før så småt opløstes. Marius ændrede ikke stilling i stolen - betragtede bare Lærke, der lod til at tænke over noget.

Da hun lo, skar Marius en grimasse, som om han lige havde slået en tone an, der slet ikke stemte. Der var ikke som sådan noget disharmonisk over selve lyden af Lærkes latter, men måske noget disharmoni i situationen, hvori den opstod. Og hendes latter var tør, omend en kende befriende. Men Marius sagde ikke noget - smilede bare svagt til hende, indtil hun var færdig med at le.

"Sådan kan man se på det," svarede Marius stille, og det gik op for ham, at det var anden gang dén dag, at han havde svaret Lærke på den kryptiske facon uden at tilkendegive sit eget synspunkt. Hans blik hvilede på bogen.

"Jeg kan godt lide Leonard Cohen," konstaterede han roligt. Endnu noget, han lige så godt kunne have holdt for sig selv - bare, fordi de måske begge tyede til samme kunstner, betød det ikke, at de var perlevenner allerede. Men nu havde han sagt det - deal with it. Så Marius lænede sig bare lidt tilbage mod flyglet, strøg hånden hen over det polerede lov, til hans fingre fandt én af filtdupperne på låget, som forhindrede at instrumentet blev ridset, når man lukkede låget.

[Lærke]

Med et atletisk hop hvor hun føst lagde alt vægten på hendes ryg og sparkede opefter rejste Lærke sig. Hun var ret sikker på at hun burde skride. Det var jo ikke fordi at han som sådan bare nød at spille mens hun var der, ikke at hun forlangte det, men det virkede ærligt talt som at han lidt bare gerne ville være alene. Desuden så vidste hun nu at han spillede og kunne jo bare snige ind her andre dage og lytte. Totalt klamt og stalker agtigt, men hun ville jo gøre det fordi hun ville sukke over hans fingrer, men fordi hun ville føle sig hjemme.

"Mmm," sagde hun mens hun så hen mod døren. Det var jo ikke noget svar.

"Jeg tror nu alligevel jeg smutter, men tak for invitationen ... Marius," ellers ville hun helt sikkert glemme hvad han hed. Det der med navne på mennesker i den rigtige verden var bare noget hun var god til at fucke op og så ville hun garanteret komme til at kalde Túrin og det ville måske nok være underligt. Helt sikkert. Eller Batman. Hvilket var en fornærmelse mod et af de lækrerste mennesker der ikke fandtes. Hun stod der lænede sig lidt op ad klaveret der spejlede hende. Bogen var røget ned i en afshortsenes lommer.
Hun så på ham. Skulle man sige farvel. Nu havde hun jo fundet ud af at de boede i samme bygning. Det virkede jo åndsvagt. Et simplet ses var vel nok.

"Ses," hun trak på skulderne. Måske var det et spørgsmål

[Marius Emil Lundqvist]

Ved lyden af sit navn, gled et lille, ironisk smil over Marius' læber. Han vidste faktisk ikke hvorfor, men det var ordet "invitation", der gav anledning til det. Hans intention havde klart bare været at komme her og få et jazz-fix, men situationen havde artet sig anderledes med Lærke, fordi hun havde reageret temmelig anderledes i forehold til de andre 1. G'ere ved søen. Og når han så tilmed havde stridet med hende ved søen, og de kun næsten havde fulgtes ad tilbage, følte Marius ikke, at han kunne være det bekendt IKKE at spørge hende, om hun ville med til Aulaen - FORDI flygelet stod her.

Hans pludselige længsel efter instrumentet havde været undervejs noget tid, men hans pludselige favntag om musikken havde været spontan og uoplagt. Det havde været umiddelbart og - sensitivt. Nu havde de sat proppen i igen - det hele var sgu, som det plejede.

"Det gør vi nok, Lærke," nikkede Marius og rejste sig halvt op, "om ikke andet, så fordi jeg af og til skal ud og pisse om natten." Og det håbede han ikke, at hun skulle... Nå, whatever. Marius lukkede låget på instrumentet med en strygende bevægelse. Altid strøg hans hånd en enkelt gang eller to over instrumentet, når han lukkede eller åbnede låget - eller bare satte sig ved det. Nu hvilede hans slanke, stærke hånd på flygelet, mens den anden lå skødesløst på hans lår.

[Lærke]

Hvis der var noget Lærke ikke vågnede af så var det folk der stod op, smækkede med døre, gik ind i ting om natten fordi de skulle pisse. Men en sjov kommentar. Betød det at han helst var fri for at se hende overhovedet? Og så kun i så skarpt lys midt om natten at hun lignede en syg narkoman der ikke kunne finde en blodåre?

Hun lavede en lyd som når man ber en hest om at gå hurtigt - ikke at hun nogensinde havde reddet, fy for helvede, det var mere som i 'you got it'. Alligevel kunne hun ikke dy sig. Det var helt sikkert det digts skyld. Hun havde endda vendt sig væk. Det var bare fordi hun ikke rigtigt syntes det her var afsluttet og det irriterede hende at hun så ville gå og tænke på det.

"Jeg ved godt jeg intimiderer dig helt vildt, og at, ja det var fucking manners der gjorde du spurgte om jeg ville med, når jeg rent faktisk havde lyst til at slå dig ned efter den lorte sø ..." hun trak vejret ind gennem næsen som en der skulle til at dykke under - som om hun nogensinde havde gjort det. "Så når jeg ikke lige lider af et PMS trip over at få smidt en sø ud over mig, vil jeg egentlig godt, hvis jeg må lytte til dit jazz."

Hun trak på skulderne og tilføjede: "Jeg følte mig hjemme her i de minutter."

Der var ikke en trækning der var udglattende. Ingen fagter med hænderne. Kun hendes blik i Marius' øjne. Så nu var der sgu ikke noget den kussetyv kunne klandre på hende. Hun hadede at kunne mærke folk der skumlede over noget og så ikke bare konfronterede det. Så derfor gjorde hun det selv. Selv om hun faktisk ikke rigtigt gad snakke, snakke med ham.