|
|
Post by Clara Fillipsen on May 14, 2012 22:48:01 GMT 1
Yeah, nu laver jeg lige den her... til de to dér!
Skriver i morgen, det lover jeg! ;D
|
|
|
|
Post by Clara Fillipsen on May 15, 2012 13:16:03 GMT 1
De ord. De få ord han sagde fik det hele til at se meget mere solrigt og dejligt ud. Han havde virkelig savnet hende. Måske endda ligeså meget som hun havde savnet ham. Hun kunne ikke lade vær med at rødme også der. Hun kunne ikke lade vær med at smile næsten helt fjoget af glæde. Og der stod de bare lige efter han havde sagt det med lyden af fugle og havet der brusede i baggrunden uden at sige noget først. Fordi det ikke lige var gået op for Clara, at man jo også skulle svare på den slags. Hun havde stået og smilet over det og havde kigget lidt op på ham. Kigget lidt på hans lange hår der flagrede blidt i vinden. Hun smilede igen ved synet af hans små fletninger, dem kunne hun virkelig godt lide.
Der var længere væk en mand der gik med sin hund, men han havde ryggen til. Så hun tog chancen og i stedet for at svare ham, tog hun bare et lille skridt, så de stod nogenlunde overfor hinanden og kyssede ham forsigtigt mens hun stod på tæerne.
Igen var det som om hendes hjerte var ved at banke ud af brystet på hende, og hun var helt sikker på han ville kunne høre det. At det ville overdøve den blide larm fra blæsten. Men det ville egentlig ikke gøre så meget, for han havde jo hørt hendes hjerte slå før.
|
|
|
|
Post by Kristoffer Christian Nøjby on May 16, 2012 14:55:07 GMT 1
Kristoffer måtte indrømme at han blev en smule overruplet. Men på den gode måde. Han havde ikke set kysset komme ud fra hendes store, smukke smil. Han havde altid syntes hendes smil var pænt. Og meget mere ægte når hun smilede med tænder. Som om alle andre end Clara alligevel ikke var ligeglade med at hun stadig havde bøjle på. Det var der da også andre der havde. Og det betød jo intet. I hvert fald ikke for ham. Han var jo ikke forelsket i hende på grund af hendes tænder. Det var det hele, han elskede. Også bøjlen, men det troede hun ikke på.
De stod bare overfor hinanden og kyssede lidt. Han sænkede hovedet lidt, men så meget mindre end ham var hun heller ikke. Slet ikke på tæer. Hendes læber smagte som de plejede. Han kunne huske, første gang de havde kysset hinanden at han i et øjeblik havde undret sig over, hvad fanden det var der var så vådt. Indtil det gik op for ham, at hun kyssede ham. Og han smilede og gjorde hende kunsten efter. Det havde været første gang for dem begge to, så det var lidt besværligt og akavet. Men så alligevel rigtigt.
Så lagde Kristoffer armene om hende og lænede kinden mod hendes blå hår. Han kiggede ud på vandet og mågerne der dykkede og steg til vejrs.
|
|
|
|
Post by Clara Fillipsen on Jun 21, 2012 23:02:36 GMT 1
Clara kunne godt lide at hænge ud ved havet. De gjorde det nogle gange efter skole. De gik ofte ture bare for at snakke om deres historier, om hvordan de havde det på skolen, om rollespil, om bøger alt muligt. Det betød ikke noget hvad de snakkede om, det var bare omgivelserne og selvfølgelig hinandens selskab. De snakkede nogle gang om hvordan de gerne ville have verden skulle se ud. At alle vejene burde afskaffes og blive skiftet ud med flyvende koste. Eller at alle biblioteker burde have hemmelige huler til opdagelsesrejsende læsere. Alle mulige mærkelige ting.
Clara tog sine sandaler af og de begyndte at gå igen. De gik helt over ved bølgerne og hun gik så langt ud hun kunne uden at røre ved vandet og gik væk fra dem igen, da de vendte tilbage. Det gjorde hun altid da hun var lille med Emma og Kenneth. Da hun var 6 og de var 14 gik de ofte ud til stranden og samlede flotte sten og satte dem i vinduet på Claras værelse.
Så som hun gik der med Kristoffer ved siden af, ville det langt væk måske ligne at hun slingrede som en fuld, men hun havde det bare sjovt. Hun var ret glad, det kunne hun sige fordi hun kunne mærke hvordan glædes fik det til at spænde i hendes bryst.
"Nu kan jeg altså ikke vente mere, fortæl mig om din ferie. Jeg vil høre detaljerne!" Hun smilede til ham og tog hans hånd igen. Sandet klistrede sig til hendes fødder da de gik videre. Men det føltes rart. Sandet var fint og dejligt og næsten helt hvidt. Og det blæste næsten ikke. Og solen stod højt på himlen. Og det var varmt. Og der var kun lidt skyer på himlen, sådan nogle skyer der kunne ligne alt muligt.
|
|
|
|
Post by Kristoffer Christian Nøjby on Aug 29, 2012 16:26:04 GMT 1
"Nu kan jeg altså ikke vente mere, fortæl mig om din ferie. Jeg vil høre detaljerne!"
Kristoffer tænkte sig om lidt, men det tog ikke lang tid at pakke alle de gode minder fra Afrika frem. Han begyndte at fortælle om de steder de havde boet, hvordan det var som en helt anden verden man trådte ind i når man trådte ud af flyet, hvordan alt var anderledes og så alligevel på helt samme måde. Og han fortalte om de lokale han havde set og talt med, og om de dyr de havde set der med lidt fantasi kunne ligne noget fra Ringenes Herre eller Miramba, en historie de havde skrevet sammen for længe siden. Og han fortalte om de steder de havde set, den mad de havde fået og om de billeder han havde taget og om hvor lang tid det havde taget at få de par fletningen der var i hans kornfarvede hår.
Clara var gået lidt foran ham for at kigge på en fin sten i sandet.
"Mari, kan vi ikke gå tilbage? Jeg har noget i min taske til dig, og jeg vil se hvad du synes."
|
|
