Første dag slut

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun gad ikke rette Noah i hans udeladelse af 'ud', for det generede hende ikke specielt at det var så engelsk hans sprog. Måske fordi hun havde boet i USA et helt år og hans sprog bragte hende tilbage der til. De første måneder havde hun hele tiden kommet til at snakke i danske vendinger og blande danske ord ind. Og af en eller anden grund passede det naturligt til Noah at snakke sådan.

''Det vil jeg da se frem til med enormt stor glæde''

Hun smilte og mente det da også. Hun kunne sagtens se flere situationer hvor hun kunne gøre mere skade på sig selv, end gavn (og idræt havde aldrig været hendes farvorit fortagelse). Men hun havde lært af sin værtsmor i USA at elske følelsen efter. Og hvis det kunne få hende til at se lidt buff ud klagede hun bestemt ikke... Heller ikke hvis hun skulle se på Noah imens.
Amanda! Han er fy-område!

''Det vil måske endda klæde mig at være lidt tough og amazingly dangerous som du selv så flot siger''

Med de ord vendte hun sig om og bankede kort i skranken for at få bibliotikarens opmærksomhed, men der kom intet svar-

''Larsen!''

Råbte hun ud i lokalet og lyden af ting der blev tabt på gulvet kunne høres.

[Noah]

Noah nikkede med et stort drenget smil.

"Det er jeg slet ikke i tvivl om."

Netop det kom en ældre mand gående med nogle flotte indbunde bøger.

"Ja, ja frk. Thomas. Jeg er skam på vej. Bøgerne katalogiserer jo ikke sig selv, unge dame." Han lagde stakken på skranken og smilede til dem begge to. Hans hår var stadigt på hans hoved, gråt som støv i store lag og hans briller lidt skæve. Hans tøj var pressefoldet og Noah tvivlede ikke på at Larsen underviste i oldtidskundskab.

"Hvad kan jeg hjælpe herskabet med?" sagde han med sin lidt tørre stemme, der alligevel ikke manglede autroritet.

"Det er faktisk mig. Jeg hedder Noah Ingvard," sagde Noah og rakte hånden frem med et stort smil. Larsen tog hans hånd.

"Henry Larsen, men ja, de kalder mig Larsen."

Noah lo velment fordi det var en tør form for humor og det var mest høfligt.

"Du er lige startet i 2.g og vil gerne have sidste års pensums bøger så du kan følge med i år?" En skarp mand. Larsen vente sig mod Amanda. "I deler velsagtens pensum, frk. Thomas. Må jeg kigge på deres konto så kan vi hjælpes ad med at finde dem."

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Men du står jo også i din egen verden når du er her nede. Hvor har du gjordt af din klokke?"

Hans klokke var bare en lille bordklokke der havde stået på skranken siden altid og den hørte han altid, og den var der ikke mere.
Siden Amanda første gang trådte ind på Lyngvig for at starte 1.G, havde Larsen altid kaldt hende Frk. Thomas og det havde hun fundet sig i. Lærene var velvidende om hvem hendes storebror var og kun enkelte brød sig ikke om hende på det grundlag. Larsen var heldigvis ikke en af dem og han brugte ikke Dagmar. Hun sendte den ældre herrer et stort smil og behøvede slet ikke at forklare hvem Noah var, eller hvorfor de var her. Som altid var Larsen informeret om alle ting.
Selvfølgelig skulle hun havde været smart og taget sit sygesikrings kort op med det samme, men hun havde slet ikke skænket det en tanke på grund af Noah. Eller bare deres samtale.

"Øjeblik"

Sagde hun og gik over til tasken hun havde lagt på gulvet. Selv om de måske boede på skole , havde hun altid pungen i sin taske - fx til sådanne tilfælde eller når hun selv skulle hente bøger. Hun fandt det gule kort frem, med en smule besvær på grund af den immobile arm, men hun fandt det og rakte det til Larsen. Pillen Marius havde forhandlet hende til at sluge efter frokost havde taget de værste spændinger i armen, og en sløvhed havde bredt sig i kroppen. Men langsomt begyndte sløvheds. At fortage sig nu, hvilket livede hende op... Selv om Noah med sit glade humør også havde gjordt sit til at live hende op efter timen.

[Larsen]

Larsen rettede på brillerne og smilede til frk. Thomas.

"Jeg har den til rens," svarede han ærligt. "Eller det vil sige jeg har glemt at hente den i Århus, fordi jeg bleve fanget af Pentti Saarikoskis livshistorie og ingen alligevel kalder hernede, men nu hvor jeg ser tilbage på det så var det måske en idé at hente den inden alle kommer herned og skal bruge mig. Det er et spørgsmål om liv og død. Som om jeg stoler på nogen andre til at ordne systemet hernede. Slet ikke de unge fine herre der mener de er så smarte i deres Lewi's. Næ nej, frk Thomas og mr. Ingvard, jeg skal ikke have den slags til at rende rundt hernede."

Han kørte det gule kort under den røde laserstråle der scannede nummeret bippede og en liste over hendes udlån.

"Frk. Thomas," tsk'ede Larsen formanende. "Tre for gamle udlån, ellers ser det fint ud med de resterende. Kom lige ned med dem så de enten kan blive genlånt eller afleveret. Og lad mig så lige se. I har stort set alle timer sammen?"

Noah nikkede som svar og med et smil, Larsen kørte en finger over skærmen, som var den bog der ikke blev synligt fedtede af det. Derfor havde han altid skærmrenser stående i skuffen under den bevægelige disk. Og en klud der passede til. Første gang var det ikke hjelt gået så godt. Men Det va rnu ikke en dårlig PC der stod, om end den var stationær, fordi den skulle trække det hele. Nej Larsen syntes godt om det system og om den meget store skærm. Man kunne se alt og han kunne have flere ting i gang på den.

"Jamen vi finder biologi, AT, matematik, kemi, dansk, historie er der noget jeg mangler umiddelbart?" dette var til Amanda.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Det kan jo ske''

Sagde Amanda kort til det med klokken og tog sig ikke af resten. Larsen sagde ofte en masse, specielt når det kom til hans lille side erhverv som bibliotikaren her på skolen og bøger generelt. Hun havde ingen anelse om hvem Pentti Saarikokis var, og der var ingen grund til at forsøge at lade som om. Larsen ville vide det med det samme alligevel.
Som så mange gange før scannede han hendes kort ind og listen af bøger kom frem.

''Hvaad... Jeg troede jeg havde afleveret alle dem jeg skulle før sommerferien''

Hun lænede sig frem og så på skærmen, for at se hvilke tre der var tale om. En dansk bog og to biologi bøger hun havde brugt til et projekt sidste år. Men hvorfor havde hun ikke aflevere dem? Nå hun måtte jo så til at lede efter dem, på en eller anden måde. Hun lod fingrene glide gennem hendes lyse hår og tænkte et øjeblik om der var flere fag, end dem han havde sagt.

''Ikke lige af hvad jeg husker, men ellers har jeg flere undskyldninger for at komme tilbage eller...'' Det var jo ikke hende der skulle have bøgerne så hun måtte lige rette sig selv ''Noah og jeg har en undskyldning for at komme her ned.''

[Larsen]

"Sådan er det med jer unge mennesker: I tror når I skal vide. Er I klar over hvilken Sisyfos sten det er for en bibliotikar at holde styr på al ting?"

Larsen gennede dem hen mod hylderne med bøger. "Nej det er I helt sikkert ikke. Jeg er en gave, én gave siger jeg jer, men bliver jeg værdsat? Jamen Amanda," afbrød han sig selv og brugte i befippelse hendes rigtige navn. "Unge dame, De skal aldeles ikke hjælpe med at finde bøger. Den unge master Ingvard fra de eksotiske stepper kan selv finde sine bøger. Jeg er overrasket over at De, mr. Ingvard vil lade en tilskadekommen ungmø hjælpe Dem når hun selv er i nød."

Han rystede på hovedet, pegede på sin bløde læderstol der stod på sone hjul et stykke fra bordet. Mest fordi han aldrig brugte den, fordi bordet kunne hæves og han nød at gå rundt.

"Har Deres mor intet lært Dem? Og kom nu ikke og påstå hun er død eller sådan noget."

Det var tydeligt at se Noah morede sig lidt over situationen, men han lavede et seriøst ansigt og pegede ligeledes på stolen: "Ja Amanda, sæt dig, hvis ikke for Guds skyld så for Larsens, det dur ikke."

"Lige mine ord knægt. Det dur ikke og sle tikke under Guds åsyn, selvom jeg nu tror vi er så langt nede at Hades og Persefone er dem vi burde snakke om. Hvilken tid på ordet er det? Fordi så er Persefone måske ikke helt så relevant, da hun jo er sammen med Demeter."

Larsen forsvandt stadig talende ind i rækkerne og Noah fulgte efter med et sideblik til Amanda

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda svarede ikke på Larsens spørgsmål, for som hun havde regnet med kom svaret få sekunder efter. Og der var heller ingen grund til at forklare ham, at de faktisk værdsatte ham for han afbrød sig selv nærmest, da hun gik med for at hente bøgerne frem.

"Unge dame, De skal aldeles ikke hjælpe med at finde bøger. Den unge master Ingvard fra de eksotiske stepper kan selv finde sine bøger. Jeg er overrasket over at De, mr. Ingvard vil lade en tilskadekommen ungmø hjælpe Dem når hun selv er i nød."

Først så hun uforstående på dem begge, da det efter få øjeblikke gik op for hende at det var på grund af armen hun ikke skulle hjælpe. Hvad? Hun havde sgu da stadig en rask arm og det var ikke hendes ben der var noget galt med, så hun blev nød til at sidde ned. Og Noah stemte også i.
Hvad var der dog med folk og deres ''Iih du kan ingen ting fordi du har slået armen'' idag.

''Jeg kan da sagtens hjælpe, det jo ikke fordi jeg er lam i benene og skal sidde ned''

Det var svært at sige fra over for Larsen, uanset hvad, men hun gad altså ikke sidde på stolen bare fordi hun var kommet til skade med sin arm.

''Jeg håbede lige jeg havde sluppet for Thomas' pyldren, men hele skolen har åbenbart valgt at efterligne den.''

Men Larsen var allerede videre og forsatte sin talestrøm om græske guder eller sådan noget, så hun stod et øjeblik og så efter ham og Noah. Hun kunne ikke ligge armene over kors, hvilket irriterede hende lige nu.

[Noah]

Mens Larsen lod blikket gled over hylderne kom Noah tilbage med et stort grin. Med et ikke alt for hårdt skub fik han Amanda ned i stolen.

"Ms. Daisy, let me drive you," han lo mens han sagde det og stillede sig bag stolen, snurrede sædet rundt mens han skubbede den frem mod den gang dannede af reoler som Larsen stod i. Han sendte den et misbilligende men muntert blik.

"Jeg tænkte vi kunne læsse bøgerne på hende?" sagde Noah, usikker på om bibliotikaren ville blive fornærmet.

"De er yderst snu ung mand. Frøken Thomas er det Biologi ABC eller den lyserøde I har i jeres klasse?"
Larsen smilede.

Noah kunne godt lide den ældre mand. Han virkede ikke sur og heldigvis ikke fornærmet over at hans stol blev brugt og Amanda var bare rigtig sjov og en smule perpleks der i stolen med en brækket arm og lyst tyndt hår der var ret fe agtigt.
Pludseligt kom Noah i tanke om aftalen med Selma. Han måtte hellere finde hende. Snart. Amanda kunne han altid møde, men man lod ikke en dame vente og slet ikke hvis det var ens egen dame.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Der gik kun et øjeblik før Noah dukkede op igen med et stort smil i hans lækre ansigt. Hun sendte ham et spørgende blik, men han skubbede hende blot bestemt ned i stolen inden hun kunne nå at sige noget og så skubbede han den hen mod gangen af reoler som Larsen stod i. Amanda hev benene op til sig og smilede. Stolen var stor nok til hun kulle sidde i skrædderstilling og hun lagde armene, eller kun den raske selvfølgelig, så hun kunne tage imod bøgerne.

''Yderst snu''

Istemte Amanda med Larsen og kastede et kort blik på Noah, før hun så tilbage på den ældre søde herrer.

''Hmm, Biologi ABC er jeg ret overbevist om. Den er ihvertfald ikke lyserød.''

Det var irriterende at når man altid blev spurgt om sådanne spørgsmål, så var det ligesom om at ens hukommelse for sjov valgte at gemme svaret. Hun vidste jo godt hvilken bog det var og det lå lige på tungen, men lige nu kunne hun bare huske at den ikke var lyserød og så måtte det jo være Biologi ABC.

[Larsen]

"Nej den er slet ikke specielt populær for tiden, jeg har også forlslået at vi skal smide den ud, men så kommer argumentet med at den kun er 10 år gammel, hvilket efter bog-år i fagbøger er som Metusalem, bortset fra at Metusalem aldrig blev forældet, han var altid opdateret. Han fandt jo Jesus på det helt rigtige sted det helt rigtige tidspunkt, men hans liv var ikke spildt." Larsen stillede den lyserøde tilbage. ABC var blå og havde et pænere billede. Ifølge Larsen var det en blikfanger. Måske andre ville bruge ordet tiltrækkende om den, men det var netop ikke det bogen kunne. Den fangede med sit ydre, for nogle, andre var det mindre væsentligt, men for de fleste fangede bogens ydre og derved bestemte bogen om den ville blive læst. En ligegyldig fagbog var en fagbog som eleverne ville finde uinteressant selvom indholdet var god tnok. En uopdateret fagbog kunne man lige så godt brænde. Man ville kun kunne lære almindelige kendsgerninger, men ikke noget desideret nyt. Nyt efter verdens standarder om hele tiden at forny sig og udvikle noget mere nyt. I grunden rimeligt nyttigt.

Men moden ændrede sig også så derfor kom bøger også til at se forældede ud. Tænk sig at man kunne snakke om mode for bøgers omslag.

"Og også denne her, og så skal du have primus bøgerne og i dansk har i både falkenstjerne 1 og 2, med noter og den vigtigste litteraturens veje," bøger blev stablet op på Amanda knæ og i Noahs favn. Der var ikke så få.

"De virker ikke overrasket master Ingvard." konstaterede Larsen tørt, mens han rakte op efter en anden biologi bog, som Amanda havde aflveret sidste år men som Noah skulle læse op på.

"Jeg har altid haft mange bøger, så det her forbløffer mig ikke meget."

"Hmm, men en smule anglesaksisk udtalelse, ikke noget stort master Ingvard, men det er der." mumlede Larsen. "Men nu tror jeg vi har bunken. Mangler du mere så kommer ud bare ned. Frk. Thomas har jo ret i hun stadig kan bruge benene og sikkert også sine øjne, ikke kære? Så hun kan sagtens finde vej anden gang for Dem. Vil De være så venlig at kører frk. Thomas tilbage til disken så vi kan tjekke jer ud." Larsen selv fortsatte mod disken uden en eneste bog i hånden.

Noah smilede til Amanda.

"Hold armene inden for forlystelsen, spænd selen og efterlad alle løse ting hvor de ikke kan falde af," så gav Noah stolen et ordentlig skub hen mod disken, hvor han straks satte bøgerne op så han kunne blive tjekket ind. Hans sygesikringskort, det danske han havde men aldrig brugte havde han fundet frem, på hans mors foranledning og nu kom det ham til gode.

"Jamen der kan bare se, jeg havde ret, Ingvard. Nemlig nemlig." mumlede Larsen. Intet under han kunne navnene han tastede dem selv ind i systemet og tjekkede dem på internettet. Mest Facebook. Nemlig.

"Så skal I vist også ud i det gode vejr?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

Larsen kunne jo blive ved. Hun svarede på et spørgsmål og det ledte til at Larsen stod og fortalte en masse om Metusalem og jesus, som hun virkelig ikke lyttede specielt meget efter. Hun tog bare imod de bøger der nu blev stablet op på hende. Måske var Noah ikke forbløffet eller overrasket over mængden af bøger, men hun kunne ikke lade være med at blive det. Det var alligevel en seriøs omgang bøger hun havde fået på et år og de havde ikke engang fået bøgerne for i år endnu. Jo en enkelt biologi bog var det blevet til indtil videre.

''Der er nok mange år til jeg bliver både blind og mine ben svigter, så jeg kan sagtens fungere som vejviser en gang imellem endnu.''

Amanda smilede og tog fat om bunken af bøger på skødet som Noah gav stolen et skub og et øjeblik styrede mod disken. Hun tog af med benene så stolen kom til stop og en latter fandt vej fra hende. Hun rejste sig, en af de sjældne gange elegant og stillede sin stabel af bøger på disken.

Hun nikkede til Larsens konstatering med indbygget spørgsmål. Selvfølgelig skulle de, eller hun for hun kunne jo ikke snakke for Noah, ud og nyde vejret. De lovede jo det ikke ville holde længe, men det gad hun simpelthen ikke at sige højt, for det var så typisk bare at stå og snakke om vejret for det danske folkefærd.

''Jeg begynder snart at få en mistanke for at du forfølger os i den fritid, Larsen, når nu du også kan de nyestes navne.''

Amanda vidste jo ikke hvad Noah hed til efternavn og hun havde da haft time med ham. Larsen havde vidst ikke engang snakket med drengen før. Hun tog et par af de bøger Larsen allerede havde scannet ind. Der var for mange til at Noah ville kunne bære dem alle samme alene, selv om han var en stor stærk dreng og sikkert kunne tage de fleste. Så kunne hun jo bare tage de sidste fire og de skulle alligevel begge til Rævehulen, for hun skulle over med sin taske.

[Noah]

Noah prøvede at tage de sidste bøger fra Amanda men hun hev dem væk med et fornærmet udtryk, som Noah tolkede alá: Før du får de bøger må du brække min anden arm.
Så han lod hende beholde dem. Selv om det faktisk gjorde lidt ondt inde i ham.

"Hrm, hrm det er en alvorlig anklage, frk. Thomas. Hvad er det engelske ord nu for sådan en starut?" spurgte Larsen mens han rakte en sidste bog til Noah.

"Stalker," svarede Noah.

"Stalker!" nikkede Larsen bekræftende og med et stort ondt smil til Amanda. "Ja, ja. Jeg kender dig bedre end du selv gør frk. Thomas," gnæggede han. Han hev brillerne lidt ned og så ud over dem på Amanda, mens han løftede sine øjenbryn. Så viftede han med hånden. "Smut så med jer, jeg er ved at binde nye bøger."

Der var ikke noget farvel, på gensyn eller bare ha' en god dag. Han gik blot.

Noah så på Amanda med et skuldertræk og sagde så med et stort smil.

"To the fox-cave!"

//: går til rævehulen

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde blot undsluppet en mild latter og vinket til Larsen da de gik, over hans ord. Selv om det ikke skulle overraske hende, at han faktisk havde ret. Den gamle mand havde altid et skarpt øje og vidste mere om hvad der forgik på skolen end nogen elev kunne drømme om. Selvfølgelig skulle Noah som en gentleman tilbyde at holde alle bøgerne, men hun nægtede denne gang. Sin skoletaske fik hun svunget over skulderen og så gik turen mod 'the fox-cave' som Noah kaldte den med et stort smil.

''Vi skal have ham i old i år''

Sagde Amanda kort til Noah da de var kommet op af trappen og de var på vej mod døren ud af hovedbygningen, så de kunne komme hen til deres hus og læsse bagagen af. Hun havde endnu ikke haft fornøjelsen af at have Larsen i timerne, men havde godt hørt om ham og alligevel følte hun ham som en lærer hun havde haft i mange år. Han var bare sådan en person man følte man kendte fra starten af .
Da de nåede udgangen kunne hun ikke lade være, der var et spørgsmål som hun var nysgerrig efter at vide og hun havde vidst også spurgt Lærke om det samme da de første gang havde hilst på hinanden på værelset.

''Hvordan fandt du Lyngvig egentlig? Nettet?''

Det fleste kendte til Lyngvig gennem nogen der enten havde gået her, eller kendte nogen som gik her. Hun så nysgerrigt på ham med sine blå, men mest tæt på grå, øjne.

//forlader tråd med Noah