I indgangshallen om eftermiddagen første skoledag

[Amanda Kjærsgård Holm]

//Ankom til tråd efter sidste time

Amanda havde slæbt rundt på den halvdepressive Freya hele dagen. Og det begyndte snart at undre hende. Hun mente ikke selv hun havde gjort noget forkert. Hun havde da været glad og snakkende som altid. Hun havde spurgt ind til hvad der var sket efter morgenmaden, og grint meget af at de andre var kommet i vandet uden hende og ikke mindst fortalt en masse om hendes tur med Mattie. Hun afsluttede en lang talerække med...

"Og så købte han den her bog til mig, af en eller anden Russisk forfatter, ikk? Er det ikke sødt? Men jeg glemte den hos ham," Amanda lavede citationstegn i luften med begge hænder og skubbede sin skuldertaske lidt bedre op på skulderen, "Fordi så har jeg en undskyldning for at gå over på hans værelse senere. Jeg vil prøve at trække ham med op til det der fællesnoget i aktivitetsrummet som ham homoen snakkede om." Hun smilede til veninden og havde svært ved ikke at hoppe på stedet som en lille pige. Men hun var cool. Cool, det skulle hun huske. Og hun trængte til en smøg. Det måtte hun også ordne med Mattie. For hans var bedre.
Hun skubbede lidt til Freya med den ene albue for at få hendes reaktion.

"Hey? Er det ikke en god idé, hva?"

[Freya Kasgaard]

Freya lyttede til Amandas sædvanlige snak, det gjorde hende på den ene måde mere rolig, på den anden måde endnu mere stresset. Hun havde stadig ikke fået sat håret op, og havde faktisk helt opgivet det, med hendes tykke hår var det næsten umuligt. Men også kun næsten. Freya havde kun lyttet med til Amandas snak med et halvt øre, så da hun pludseligt spurgte hende om noget, vågnede hun mere op. Der kom lidt mere liv i hendes brune øjne, og for første gang den dag smilte Freya oprigtigt til Amanda.

"Det lyder... Meget... Udspekuleret.."

Det gjorde det faktisk... Den måde Amanda ligefrem planlagde at 'glemme' den russiske forfatters bog ovre ved Mattie var udspekuleret. Meget- faktisk. Sådan tænkte Freya ikke, og når hun gjorde var det allerede for sent.

[Marius Emil Lundqvist]

//Indtræder i tråd (direkte fra frokost) efter en engelsklektion

Marius kunne godt lide engelsk. Nogle gange var det lige før, at faget var mere spændende end underviseren, og andre gange omvendt. Det var fantastisk at være tilbage på Lyngvig igen, selvom det indebar lektier (han havde allerede fået en pæn læsemængde i engelsk), knokleri og få timers søvn af og til. Men det var første skoledag, og alle var glade for at vende tilbage til en rutine; alle var engagerede, hvilket desværre ville fade bort efter et par uger allerede, og alle prøvede at snakke med alle, som om de startede på en frisk. Men snart ville folk så småt vende tilbage til de gamle vaner, så det gjaldt om at gøre sig bemærket NU, hvis man skulle prøve at rode op i gamle grupper og omorganisere dem.

Mens de sad og modtog den klassiske lyt-og-lær-undervisning, som var her i starten af året, inden de begyndte på de ulidelige matrix-grupper, sad Marius og koncentrerede sig om at skrive noter på sin MacBook Pro. Da Marius kastede et blik rundt i klassen den dag, kunne han se, at adskillige andre også havde erhvervet sig en Apple-maskine i løbet af sommeren. Pokker tage, at de maskiner var så populære. Personligt var Marius ikke en nørd, hvad angik hardware, men han havde alligevel mere forstand på det end de fleste, og derfor var han klar over, at man kunne få ganske gode Windows-computere fra andre producenter, som kunne overgå Apple med flere længder. Måske bare ikke, hvad angik æstetik. Asus kunne selvfølgelig gøre det ud for en mulig konkurrent. Men Marius skulle nødig snakke - han var blevet bebyrdet med både iPhone, iPod og MacBook, fordi hans far havde insisteret på det.
"I skal jo teste det software, jeg er med til at udvikle, ikke?" kunne Marius høre ham sige i sit hoved, og han beklagede sig heller ikke. Det var bare dét, at selvom deres økonomi derhjemme lå i den gode ende af skalaen - så var det ikke ensbetydende med, at han skulle flashe sine værdigenstande og blive et statusikon.

'Never try to be something you are not,' tænkte Marius ved sig selv, da han lukkede skærmen ned på sin computer. I klassen havde han også lagt mærke til, hvordan den nye pige, som han havde erfaret, hed Lea, med det mørke hår og de grå øjne, flittigt havde taget notater i timen, og han mindede sig selv om, at han måtte nasse på hendes noter, hvis hun ikke var sådan en pisseintellektuel snob, der ikke gad dele. Ligesom Emily (NPC), der var halv australier, og som altid sad forrest i klassen og ganske vist var skarp fagligt, men som alligevel kom med temmelig snævre synspunkter ind i mellem. Hendes notater var guld værd, men alle havde erfaret, at man ikke kunne indsmigre sig hos hende, og de svageste i klassen endte altid med at klumpe sig sammen og prøvede at samarbejde om en bedre karakter. I lektionen dristede Marius sig til at sende Lea flygtige blikke - han talte ikke med hende, men udslyngede i ny og næ en joke til sin sidemand, der brast i latter og kom til at tvære kvajeblæk udover sit ærme.

Da Marius rejste sig og pakkede computeren ned i sin skoletaske, noterede han sig Lea et par borde borte; hun havde virket som den typiske nye elev i klassen, der ikke vidste, hvordan hun skulle starte en samtale op, og derfor havde hun mest været opslugt af sin computer. Marius styrede roligt hen mod døren efter Lea og trådte ud i indgangshallen et par sekunder efter hende. Dermed lod han klassen bag sig, der var begyndt at summe af glæden ved, at deres sidste lektion var overstået, og at de skulle ud og nyde det fantastiske vejr. Det var vist også den varmeste august, de havde haft i de sidste mange år, så vidt Marius havde hørt. Marius smilede frem for sig, fordi han kom i tanke om de dage, han og Amanda havde siddet på taget i det gode vejr og læst og snakket. Gad vide, hvordan hun havde det nu? Han kunne se taknemmeligheden i det store smil, hun havde sendt ham, inden hun gik, for sig, og han fnøs lidt - et tegn på en lille latter over noget internt.

Marius satte skødesløs farten en tand op og endte op på siden af Lea.

"Hej, Lea," sagde han roligt og betragtede den lidt høje pige, "jeg spekulerede på, om du var lige så flittig i sidste time med dit notatskriveri."
Marius' stemme var både venlig og spørgende, og da han så sig om, kunne han se, hvordan de øvrige i klassen sendte hinanden sigende blikke og himlede med øjnene, fordi de havde forudset, at han ville være den første, der spurgte til noterne - selv fra deres første, ubetydelige undervisningstime.

"Ej, helt ærligt," lød det fra én af drengene; "Han er så sød, når han gør sådan," lød en hvisken akkurat høj nok til, at han kunne høre det fra én af pigerne; og lignende kommentarer blev hvisket i krogene, mens eleverne gik i forskellige retninger til deres fritidsbestemmelsessteder, men Marius holdt bare blikket rettet mod Lea, og pludselig kom han i tanke om, at hun i hvert fald ikke havde hørt, hvad han hed, og han gad ikke lige lave den samme brøler som tidligere på dagen, da han havde talt med Lærke, så han tog tilløb til at sige, hvad han hed, men så så det ud til, at hun ville svare ham, så han lukkede munden igen, inden hans tunge kom på gled.

((Personligt havde jeg foretrukket at skrive i den anden Indgangshall-tråd, men okay... så bliver det her. Tsk.))

[Lea Nørr Kristiansen]

Engelsk var godt. Lea kunne godt lide både sproget i sig selv men også faget. Sproglige fag faldt hende nemmere end de naturvidenskabelige, selvom hun stadig vedligeholdt gode karakterer i disse fag også. Det var bare mere arbejde i de fag. Så hun sad næsten og nød at lytte til lærerens engelske tale – med en udmærket accent, noget meget vigtigt hos en engelsklærer efter Leas mening – og lod fingrene køre deres eget løb over Macbook’ens tastatur og tage noter. Hun prøvede at lade være med at tænke på alt det hun vidste ville distrahere hende, som for eksempel de andres blikke på den nye pige og lukkede alt andet end undervisningen ude. Det var ikke særlig svært, faktisk en disciplin hun havde øvet sig i gennem sin skolegang og hun var næsten blevet en mester i koncentration.

Hun havde slået vejen forbi opslagstavlen efter frokost for at kaste et blik på opslagstavlen og de nævnte valgfag. Hun havde interesseret gået gennem listen der indeholdt nogle ret pudsige valg efter hendes mening. Som for eksempel kajak, hvorfor lige vælge kajak af alle sportsgrene? Og både på begynder og øvet niveau. Ikke at der var noget galt med kajak og det var vel oplagt med en sø i baghaven. Hun havde selv valgt at skrive sig på skriveværkstedet – det gav meget sig selv, hun elskede at læse og skrive og det lød interessant – og madlavning og selvforsyning – hun havde ikke nogen fornemmelse af hvad selvforsyning ville sige, men hun elskede at lave mad. Til sidst havde hun også valgt drama for øvede. Det var sjovt, hun havde altid været glad for teater og drama og det var ligesom om at det var det eneste sted hvor hun aldrig var genert. Lidt som de der folk som stammede helt forfærdligt, men holdt op ligeså snart de begyndte at synge. Bortset fra at hun ikke kunne synge.
Hun havde også taget et kig på det opslag om filmklub som ham der englænderen havde nævnt. Og hun havde besluttet sig for i hvert fald at tænke over det. Hun kunne godt lide film og elskede at diskutere sådan nogle emner, men det der med bare at troppe op på en eller anden strangers værelse… Det var lidt for meget.
Og efter det havde hun fulgt efter den høje fyr til engelsklokalet. Ham der mindede hende om Colin og så alligevel ikke. Hun havde hørt ham sige noget med at han skulle smutte til engelsk. Og selvom hun havde tjekket sit skema og Frida havde fortalt hende hvor de forskellige klasseværelser var ville det vel være meget rart ikke at være helt lost. Men på den anden side ville hun jo være lidt lost alligevel. Hun kendte ham jo overhovedet ikke, hun kendte ikke nogen i sin nye klasse endnu. Og han havde ikke været til første time, men det var der nok en grund til. Det havde måske noget at gøre noget med hende pigens gips på armen. Det var under alle omstændigheder bare en indskydelse som hun ikke kunne forklare.

Og nu, som hun gik ud af klassen kom han op på siden af hende. Hun så op på ham – han var godt et halvt hoved højere end hende selvom hun var iført et par 4" højhælede sorte støvletter – med et lettere forvirret udtryk da han hilste og sagde hendes navn. Hvorfor kendte han hendes navn? Og da han så nævnte hendes notattagning blev det da først lidt underligt, og hun hørte en eller anden pige sukke et stykke derfra: ”Han er så sød, når han gør sådan”
Hun løftede øjenbrynene og kunne ikke dy sig for at sende ham et skeptisk blik, selvom det faktisk overraskede hende at hun ikke var fuldstændigt forfjamsket lige nu. Hun plejede ellers at være meget mere genert, men af en eller anden grund havde hun det ikke sådan lige nu.
”Jeg er altid flittig,” svarede hun ham i et lettere neutralt toneleje. Men hun sendte ham antydningen af et smil da hun fortsatte: ”Du vil måske nasse dig til dem?”
Hun havde intet imod at dele ud af sine noter hvis der virkelig var nogen der ville have dem. Og det ville ham her den høje åbenbart. Det gik op for hende at hun stadig omtalte ham som den høje fordi hun ikke kendte hans navn.
”Men det vil måske være mest fair hvis jeg får noget til gengæld… Hvad med dit navn?”

[Marius Emil Lundqvist]

"Jeg er altid flittig," lød Leas stemme, der var langt roligere og mere fattet, end Marius havde forventet, taget hendes tilbageholdenhed fra lektionen i betragtning. Hun havde været opslugt af sin computer og sine notater, og i de 5 minutters pause, de havde fået, havde Lea blot forblevet siddende ved sin computer - en MacBook, slog det ham pludselig.

Marius smilede til Lea - især, da hun naturligvis hurtigt gennemskuede, at han ikke blot spurgte hende om hendes flittighed, fordi han havde opdaget hendes koncentrerede aktivitet og engagement i lektionen, men fordi hans mål for øje var at "nasse" sig til dem.

"Ja?" svarede Marius med et skælmsk smil, da hun sagde, hun ville have noget til gengæld. En meget vovet og dristig betingelse, men selvfølgelig bad Lea ham ikke om noget af en særlig vammel kaliber (desværre?), og Marius' skælmske smil blev bare bredere, mens han afslappet strøg en tot hår væk fra ansigtet.

Måske var han afslappet udadtil, men i sit stille sind forbandede han sig selv, fordi han ikke havde budt ind med sit navn i første omgang, og at han altid endte med at skulle sige: 'Ja, sorry, jeg hedder Marius', eller noget i den dur - eller mol, eller kromatisk skala, eller hvad man nu kunne diske op med.

Marius droppede at sige 'Selvfølgelig, mit navn er ...', og sagde bare: "Marius. Var det det hele?" Han hentydede til, om hun ønskede mere af ham med et muntert glimt i sine alvorlige, lyseblå øjne.

[Lea Nørr Kristiansen]

Marius. Lea rynkede brynene mens hun smagte på navnet. Pudsigt navn, tænkte hun men havde på fornemmelsen hun kendte navnet et eller andet andet sted fra. Hvad var det nu? En film eller noget i den retning. Men hun kunne ikke lige komme på det. Det var ellers et spøjst navn, så hun burde vel kunne huske hvorfra hun havde hørt det. Selvfølgelig!

”Lige som han fra Les Mis,” mumlede hun og bandede indvendigt over at hun kaldte den ved det amerikaniserede. Det var måske kortere og nemmere at sige det sådan, men alligevel. Den hed jo Les Misérables og hun havde jo rent faktisk fransk som sprog. Hun burde lige kunne klare udtalen.
Og så så hun op på Marius igen, og kunne ikke lade være med at smile skævt da hun tænkte på studenten fra musicalen/bogen – hun havde selvfølgelig både læst og set den. Den intense, meningsfyldte student med en stormende forelskelse i Cosette. Well, den Marius der stod foran hende var tydeligvis interesseret i at studere, ellers ville han vel ikke have spurgt om hendes noter.
Hun spidsede sig ved hans ”Var det det hele?”-kommentar og satte en mine op som om han lige havde husket hende på noget vigtigt.

”Jo vent, nu du siger det. Jeg skal også bruge dit, CPR-nummer, kontooplysninger og… Oh, hvad din yndlingsis er.”
Hun strakte en finger for hver ting hun opremsede og prøvede forgæves at holde et neutralt ansigtsudtryk.

((Btw, Les mis udtales på engelsk som Ley mis))

[Marius Emil Lundqvist]

Marius' blik granskede Lea, som han tit havde for vane at gøre, når han mødte folk - ikke på en intens, inspicerende måde, men på en interesseret og nysgerrig måde, der - som Amanda engang havde sagt - fik de fleste til at føle sig enten udsatte eller glade for hans opmærksomhed. Det var tydeligt for ham at se, at Lea vejede oplysningen i hovedet. Hvorfor syntes de fleste, at navnet Marius var specielt? Jovist, det var gammelt og tydeligvis latin, og så var det den maskuline variation af det meget brugte navn Maria, eller endnu mere langt ude: en art af den romerske krigsgud Mars. For slet ikke at tale om, at det også bare kunne betyde "mand" eller "mandig", hvilket man næppe kunne karakterisere ham som, eller hvad?

Marius gengældte Leas skæve smil med et kort ét. Han rettede på sin rygsæk, som han havde kastet over skulderen, så den kun hang i den ene rem. Marius lod kun sit blik vise, at han morede sig kosteligt over hendes association til Les Misérables - romanen fra sidste halvdel af 1800-tallet. Det gav ham i hvert fald en vag idé om, at hun enten var belæst, eller kulturelt orienteret på andre områder. Eller måske havde den mandlige skuespiller fra filmen bare gjort indtryk på hende - det var ikke til at vide. Selv havde han ikke set filmen, selvom hans storesøster havde truet med at sende ham den til jul, hvilket han selvfølgelig ville tage imod med største fornøjelse.

Pludselig rettede Lea sig op, som om hun lige var kommet i tanke om noget, og hun sagde: "Jo vent, nu du siger det. Jeg skal også bruge dit, CPR-nummer, kontooplysninger og… Oh, hvad din yndlingsis er."

Ved hendes ansigt, der flækkede i et smil, der nærmede sig latter, trak Marius lidt på det, som om han måtte tænke længe over sit svar.

"Okay, lad mig se..."

Marius holdt masken langt bedre end hende, da han roligt fremsagde et CPR-nummer med fødselsåret 1936 og indikerede sit køn som hunkøn ved at lade de 4 sidste cifre ende på et lige tal.

"... min yndlingsis er ret kold, og jeg kan på stående fodballe ikke huske mine kontooplysninger, men de er sikkert lagret på min harddisk, hvilket er en glimrende lejlighed til at overføre noter, ikke?"

Marius sendte Lea et af sine ubevidst charmerende smil og satte langsomt kursen mod døren ud af indgangshallen - måske kunne de lige nå at nyde noget solskin i noget tid, mens de udvekslede noter. Marius var glad for, at hun lod til at være villig til at dele dem med ham.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda smilede tilfreds. Udspekuleret, ja, det var det, og hun var meget tilfreds med sig selv. Hun vidste ikke hvor Mattie var henne ligenu. Hun vidste faktisk ikke engang hvad han havde haft af timer, men de gik i hvert fald ikke i klasse sammen. Desværre. Hun ville egentlig have ledt efter ham, men hun synes ligesom hun skyldte veninden lidt opmærksomhed. Hun ville jo gerne have en masse venner på stedet også. Hvis pigen ellers kunne live lidt op igen. Men nu smilede hun da.

Amanda havde bemærket flere forsøg på at gøre noget ved det lange, mørke hår, men det var vist aldrig rfigtig blevet godt nok. Hun smilede og kørte en hånd gennem Freyas hår.
"Hvad siger du til vi sætter os udenfor og så sætter jeg dit hår? Må jeg det?"

De placerede andre elever på vej ud eller op af trappen, men ikke lige nogen hun kunne genkende.

[Freya Kasgaard]

Freya kastede et blik på den ivrige Amanda. For en gang skyld prøvede Freya at glemme sin egen elendighed, og koncentrere sig om Amanda. Hendes veninde. Det ville hun ikke have gjort ved hendes andre venner, som egentligt bare var.... Nogle falske bitches...

Hun sendte endnu et smil til Amanda, som allerede var begyndt at gå. Nu ville hun ikke være en sur mokke, Amanda havde opgivet en dag med Mattie. For hendes skyld.

"Ja.. Lad os gøre det" Hun smilte taknemligt til Amanda, mens hun villigt lod sig trække med af Amanda.

[Louisa Frost]

//Blev hevet herud af Sine-tøsen

Hva' dælen? Louisa havde det med enten selv at hive folk af sted, eller selv blive trukket ved hånden i dag. Det var slet ikke noget, hun brød sig om - kontakt med andre mennesker. Ikke rigtigt. Altså, hende her Sine var da meget bedre end Liam. Men Simon ... hvis han var her, så ville hun sikkert gemme sig i hans favn for at få beskyttelse. Også, selvom hun aldrig havde mødt Simon før. Men Sine var jo sådan én, hendes mor ville kalde et "bette pjok", men i det mindste kunne hende her Sine da kigge på både ham den gamle knark og den rødhårede tørvetriller uden at slå blikket ned, som hun havde gjort.

Louisa standsede glidende op i sine billige badetøfler, der kun havde held til at blive siddende på fødderne på grund af gummidutten mellem hendes storetå og den dér tå, hendes mor kaldte "stik-i-rend-tåen", fordi den altid var for langt fremme og fik mindst lige så mange knops som store- og lilletåen, mens de andre bare var "vattede ællingetæer, som ingen vidste, hvad man skulle med, medmindre en fin franskmand kom og lakerede neglene." Og hendes mor havde, mens hun havde siddet og lappet et par af Louisas gamle bukser, forklaret, at det kun var fisefornemme franskmænd, som gjorde den slags.

"Narh, det går da nok, du," mumlede Louisa og så ned. Det kunne ligne hende at gøre lige præcis dét, men det gik aldrig udover bøger - kun dyrt køkkengraj og sådan noget fra Kvickly. "Men - æh, læser du meget og så'n?" spurgte Louisa og dristede sig til at se op på pigen igen, der var lavere end hende, men i det mindste havde hun former og lignede ikke et stavær, der kunne blæse bort hvert øjeblik. Og det dér hår - det fik hende altså til at se virkelig sød ud - man skulle jo bare fifle lidt med det, hvis Sine vitterligt gerne ville kunne skrige "JEG ER BARE EN ØRN!" uden, at folk kiggede mærkeligt på hende.

[Sine Augusta]

"Men - æh, læser du meget og så'n?"

Sine overvejede sig svar lidt. Fordi yeah, det gjorde hun jo. En del faktisk. Det var alletiders virkelighedsflugt og rigtig hyggeligt. Men...hun kiggede lidt på den anden pige. Det var svært at vurdere hvordan hun ville tage det. Hun virkede ikke dullet og snerpet. Og det var vildt sejt at hun havde turde have kort hår. Sine turde ikke selv, nu var det endelig blevet så langt. Selvom det selvfølgelig ikke var så meget at se når det altid var sat op, men alligevel...Men hvis hun bare turde. Og tænk at være så tynd! Hun var sikkert en der ligemeget hvor meget hun spiste aldrig tog på. Heldige asen.

Sine bestemte sig for at hun jo havde været på et biblioteket. Og det havde Louisa også. Så det kunne ikke gå helt galt.
Hun strammede sin hestehale lid.
"Jah..altså, ja, men jeg kender ikke nogen af de forfattere de to snakkede om. Det er ikke sådan at jeg ved en helt masse...om...bøger, du ve'" Hun smilede så hendes smilehuller tittede frem.
"Hvad med dig?..." tilføjede hun, for ligesom at fortsætte samtalen mens de stod lidt akavet på gangen. Hun vidste ikke om hun skulle gå videre, eller blive stående, så hun trippede bare lidt fra side til side.