Efter første skoledag

[Peter Huus Christiansen]

"Det kan jeg også," svarede han bare. Selvom han havde hørt alt hvad hun sagde, var det det eneste han kunne svare til det.
Han kunne ikke holde sit smil tilbage. Det blev sådan lidt skævt og underligt. Lidt ligesom vand der flød over i et glas. Hans også smilede også, så det var naturligt. Han vidste ikke hvordan han gjorde ligesom Anneli og virkede så åben som hende. Han ville på en måde gerne gøre ligesom hende, men det kunne han ikke rigtig. Måske var det også det bedste. Det ville sikkert bare blive underligt. Tænkte han.

Peter var ret glad for eventyr. Han elskede dem i hvert fald som lille. Men de var også lidt uhyggelige. Han havde set en halvdårlig film om brødrene Grimm, som selvfølgelig var langt fra sand, men den havde skræmt livet af ham, da han var mindre. Men det havde da ikke stoppet ham fra at kunne lide eventyr. Det var bare mere Narnia og Ringenes Herre han senere var gået op i. Og så Harry Potter. Og Krigeren. Senere Det Gyldne Kompas. Og en masse andre såkaldte eventyr. Det var fantastisk.

Annelis hænder om Peters hånd var varm.

[Anneli Voss Karlsson]

Hun sad lidt sådan, med hans hånd i sine og kiggede ud i luften, og han sad bare med og rykkede ikke på sig. Solen varmede med sine stråler ned på hendes ansigt og hun lukkede øjnene lidt i. Græsset og vildblomsternes former blev uklare og så bare ud som en masse farvede klatter, lidt ligesom Monets malerier. Tænk at have en have som hans. Hun havde været dernede, nær Paris, for nogle år siden i sommerferien, og det havde været et sandt paradis. Alle i hendes familie undtagen hendes far havde set utålmodigt på hende hver gang hun faldt i svime over en scene fyldt med liv og vand og planter og blomster og kunst. Hun var ingen maler, men hun havde alligevel gjort sig forsøg efter billeder hun havde taget i haven. Det printede fotografi tapet på den venstre side i en notesbog og så tegningen på den anden side. Normalt var det aldrig det samme at se fotografier, men hun kunne levende forestille sig hvordan den virkelige scene havde set ud, hvordan lyset faldt, hvordan luften var og frisk og fyldt med blomsterduft.

En trang til at se billederne lige nu, og dele dem med Peter, kom over hende og hun slap med et sæt hans hånd. Sprang hen til der hvor hun havde efterladt sin taske og begyndte at rode ivrigt i den. Der, mellem en helt masse andre bøger lå den lille bog som engang havde været helt sort og med sider der lukkede helt lige sammen. Nu var den overmalet med et enkelt og alligevel indviklet faverigt mønster og var fyldt med ekstra sider der gjorde den asymmetrisk og gav den et skævt udtryk. Hun trak den op og smuttede ned at sidde ved siden af Peter igen.
Mens hun bladrede smilede hun over alle de ting som bogen var fyldt med og som hun fik korte glimt af. Mere behøvede hun ikke for at huske hvad de var.
Til sidst endte hun op på en af de rigtige sider. Hun kunne nok egentlig bare have fundet de sider hvor noget var tapet fast, men hun kunne godt lide at bladre. Man kunne så nemt glemme ting hvis man bare sprang dem over. Det var den bedste af de tegninger hun havde kreeret med farveblyanter og forestillede broen med lettere abstrakte og skitserede streger og kurver.

Hun så op fra siden på Peters ansigt og smilede et strålende smil.
"Er det ikke flot?" spurgte hun med fingeren på fotoet i venstre side. Det var det hun mente, ikke tegningen, det var alligevel ikke noget hun gjorde for andet end sjov.