Efter første skoledag

[Anneli Voss Karlsson]

Anneli smed sig i græsset mellem de farverige blomster og smed tasken fra sig. Hun havde fundet stedet her på Lyngvig med det samme da hun ankom for nogle dage siden. Det var en skøn lille plet af højt græs og en overflod af pragtfulde, vilde blomster som stod og rakte op mod augustsolen der bagte ned. Der var ikke noget hun elskede mere et sted som dette, et sted hvor man undlod at klippe græsset og bare lod stå til fordi de blomster der allerede stod var meget smukkere end nogen man stille på lige række i bede. Hun havde aldrig været rigtig glad for blomsterbede. De var da pæne nok fordi der var flotte blomster i og de blev næsten altid holdt flot, men det var ligesom ikke det samme… det samme som det her. Hun pustede luft ud i et dybt, rart suk og betragtede skyerne der roligt og dovent gled forbi langt oppe. De var ikke mange, så solen fik ofte lov til at skinne ned og varme hendes ansigt. Græsset kildede på hendes nyligt bare hals og hun kunne ikke lade være med at tænke tilbage til da hun havde valgt den nye frisure.

Hun så på den nye pige i spejlet. En hånd gled uvilkårligt op og strejfede de nu helt korte lyse lokker. Anneli smilede skævt for sig selv. Hendes mor ville dræbe hende når hun så hvad der var sket med hendes lange blonde hår. Men Anneli var ligeglad. Det havde været det samme hele hendes barndom, og nu havde hun haft lyst til at prøve noget nyt. Noget specielt. Og hvad ville det alligevel gøre at hendes mor ikke brød sig om det. De ville se hinanden før hun tog af sted til Lyngvig, og der ville der ikke være nogen mor til at kritisere hendes hår eller noget andet for den sags skyld.

Hun rakte hånden op og lod den glide henover det korte hår. Det var faktisk rigtig rart i den her varme, uden alt det lange hår som bare altid hang og klistrede til halsen og skuldrene. Det var praktisk, men det ville nok ikke hjælpe at sige det til hendes mor, når hun engang så det. Hun ville garanteret være fuldkommen ligeglad med hvor praktisk det var. Det var alt for underligt for hende at forholde sig til, og hvis der var noget Annelis mor hadede så var det når hun ikke forstod eller kunne forholde sig til noget. Og hun forstår ikke mig, tænkte Anneli bedrøvet, men hun skubbede hurtigt de triste tanker fra sig. Hun var lige startet på Lyngvig og hun ville meget hellere være glad. Når nu vejret var så godt og blomsterne så smukke.
Tænk på noget rart. Noget rigtigt rart, tænkte hun for sig selv og pludseligt dukkede Peter op i hendes tanker. Peter med sine blå øjne og sit bløde brune hår. Det så i hvert fald meget blødt ud. Hun lukkede øjnene og fløj væk.

De havde mødtes til grillfesten, begge lidt ude af sync med resten af menneskerne. Anneli havde aldrig helt forstået festkonceptet, med at drikke sig fuld og danse til elektronisk musik og gøre dumme ting fordi man var fuld. Men til gengæld havde hun elsket at det var udenfor og sensommeraftenen havde været lun og fin. Og hun havde set ham sidde lidt ensom. Hun havde set Peter sidde og se lidt sød ud. Og så, ud fra en impulsiv indskydelse (hun elskede simpelthen impulser) havde hun bevæget sig over mod ham og med noget der overraskede hende selv lidt taget hans hånd og trukket ham op og efter sig. Hun havde vendt hovedet og sagt over skulderen med et stort strålende smil: ”Hej, jeg hedder Anneli, og der er noget jeg vil vise dig.” Det forbløffede og forvirrede ansigtsudtryk han havde stillet op havde ikke undret hende. Hun havde mere undret sig selv, det skete så tit at hun gjorde et elelr andet underligt som hun ikke altid helt selv forstod.
Men hun havde altså trukket ham forbi menneskerne ved bålet med alle deres øl og skål og hun havde taget ham med hertil. Hendes egen lille blomsterplet som lå lidt afsides og som i aftenens lys havde en helt speciel stemning.
Ved synet af den nedgående sol kom hun i tanke om en af hendes yndlingshistorier.
”Vidste du at der findes en slags sangfugl som tror den dør hver gang solen går ned? Og når den så vågner om morgnen igen er den helt overrasket over at være i live, og så synger den sådan en virkelig smuk sang,” havde hun fortalt.

Og nu lå hun her på samme sted og tænkte på Peter fordi det var rart.

[Peter Huus Christiansen]

Han havde ikke fulgt efter hende. Det havde han altså ikke. Han var bare gået samme vej som hende tilfældigvis. Han havde faktisk tænkt på at gå hen til det sted før han så at hun gik derhen. Han havde tænkt på at tage derned længe, for der var roligt og ingen gik derhen. Det var der han havde været til grillfesten. Det havde været højst bizart. Da han var vågnet i sit nye rum alene, fordi hans værelseskammerat(er) ikke var kommet på skolen endnu, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig at en korthåret, smuk pige ville trække ham væk fra alting med et stort, skævt smil på læberne. Aldrig. Men det skete. Og han havde haft svært ved at finde nogle ord han kunne forme i sin mund til eventuel sætning. Men heldigvis fik han knapt nok brug for at sige noget for hun snakkede frejdigt og næsten uden pauser. En gang imellem kiggede hun på ham for at se hans reaktion, og skyndte sig at nikke hver gang. Han hørte skam hvad hun sagde, men han forstod ikke hvordan hun ud af det blå bare havde taget hende med dertil. Uden at kende ham, uden at have talt med ham nogensinde før. Han havde aldrig nogensinde set hende i hele sit liv, men alligevel gjorde hun det. Det forstod Peter ikke.

Men det havde stadig været en virkelig god dag og til sidst havde han da også ført en samtale med pigen. Anneli, hed hun. Anneli.
På et tidspunkt havde hun gået rundt i græsset, og han havde gået lige bag ved hende.
"Er vi venner nu?" havde hun spurgt, men det øjeblik han skulle til at åbne munden for at svare havde hun vendt sig om og lagt en finger på hans mund. Hun havde hvæset "SHH!" og havde sagt: "Nej, nu ved jeg det! Vi er ingenting! Ikke?" og han havde bare nikket kraftigt med et "Jo... Jo..." for hun ville fjerne sin finger fra hans mund igen. Det var mærkeligt at hun bare gjorde det når de ikke kendte hinanden. Virkelig akavet på en uakavet måde.

Lige siden havde han skævet til hende i ny og næ. Han havde taget sig selv i at være de steder hun var bare ude for rækkevidde. Og han var kommet til en konklusion omkring hende: Hun var ikke 100% normal, men samtidig... hvad så?
Men han havde altså ikke fulgt efter hende. Han ville bare gerne være lige netop det sted samtidig med hende. Tilfældigvis.
Han kastede en skygge over hende, da han nåede hen til hende. "Hej," sagde han og sørgede for at lyde overrasket ved synet af hende. Det havde jo været en tilfældighed, at de var samme sted.

[Anneli Voss Karlsson]

”Hej,” lød en stemme over hende og kun fordi Anneli genkendte stemmen med det samme, var hun lynhurtig til at komme tilbage til virkeligheden. For virkeligheden var jo i dette tilfælde det samme som det hun lå og tænkte på. Nej, ikke det samme, bedre, bestemte hun sig da hun åbnede øjnene. Peter stod med solen i ryggen og den skygge der faldt over hende gjorde det også svært for hende at se andet end hans mørke silhouet. Solen var meget skarp. Hun kunne ikke tyde hans ansigtsudtryk netop fordi solens lys ikke ramte hans ansigt.
Anneli satte sig op, tilbagelænet med vægten hvilende på armene og hænderne plantet bag hende, og smilede til Peter.

”Hej…” svarede hun og lod ordet hænge lidt i luften. Smagte lidt på det. Det var et godt ord, hej, gode ting blev altid startet med et hej. Og hun kunne godt lide hvordan det lød. Specielt hvordan det lød da Peter sagde det. Men det var ikke det eneste der skulle siges nu.

”Ting vi holder af, plejer altid at komme tilbage til os. Også selvom det ikke nødvendigvis skal være ting,” sagde hun blødt op til drengen foran hende.
”Slå dig ned, blandt alle blomsterne. Er de ikke skønne?”

Hun stillede ikke spørgsmålet for at han skulle svare, mere for at være sikker på at han huskede at se på dem. Og fordi hun selv, hver gang hun kiggede ud over det farverige blomsterhav, blev helt varm og glad indeni. Og sidst de havde været her havde det været aften, og da var blomsterkronerne lukkede og strakte sig ikke op mod solen, fordi den ikke var at se.

[Peter Huus Christiansen]

"Hej," hørte han hende svare. Hun lød ikke overrasket, lagde han mærke til. Nærmere som om hun aldrig havde sagt ordet hej før, men lige var kommet i tanker om at hun aldrig havde sagt det og derved lige ville sige det - bare for at gøre det. Som om hun ikke helt vidste hvordan man udtalte det endnu, men bare som et skud i tågen udbrød det alligevel. Det var et godt skud i tågen hvis det var.
Der var de næste sekunder et af de der akavede øjeblikke, hvor der var helt stille og han ikke vidste hvor han skulle se hen og da slet ikke når hun kiggede op på ham med rynker på næsen som hun missede mod solen han alligevel skyggede for. Han hørte en fugl der sang. Eller den sang ikke for det lød nærmere som om den var vred og skældte nogen ud. Han skævede kort over mod det sted lyden kom fra, men fik ikke øje på nogle syngende fugle, men sad sikkert inde blandt træernes blade.
Han skulle lige til at komme med en eller anden tilfældig paratviden bare for at sige noget og så på samme tid for at overdøve fuglen, men hun kom ham i forkøbet:

”Ting vi holder af, plejer altid at komme tilbage til os. Også selvom det ikke nødvendigvis skal være ting." Hun sagde det som om hun læste et citat fra en bog hun elskede med en blid og glat stemme.
Han tænkte at hun var sær, men hvem var ikke sære egentlig? Alle skjulte bare at de var sære. Han havde bare i dag set en anorektiker (hvilket i sig selv var sært, for hvem sultede sig selv med vilje når næsten halvdelen af jordens befolkning ikke havde andet valg end at sulte?), en punker med den højeste hanekam han nogensinde havde set og en eller anden blåhåret pige der løb gennem spisesalen. Og nu talte han jo bare det han så mens han iagttog folk. Når først han begyndte at snakke med folk ville han gøre helt nye opdagelser. Når han havde snakket med måske tredjedelen af dem i en time ville han måske endnu ikke være nået til deres sære side. Måske heller ikke når han havde kendt dem i en uge. Måske ville han aldrig kende nogle af folks sære sider. Og egentlig var han lidt bange for at kende alle folks sære sider. For måske var en sær side at de tændte på SM eller på dyresex? Måske var det at nogle af drengene klædte sig i dameundertøj hver aften og kiggede sig i spejlet i en time for at forestille sig hvordan det var at være en dame? Peters sære side var på overfladen, men folk kunne bare aldrig se skoven for bare træer.

”Slå dig ned, blandt alle blomsterne. Er de ikke skønne?” fortsatte hun da han igen ville sige et eller andet. For han forstod ikke helt hvad hun havde ment med sine ord. Måske var det bare en tilfældig filosofi. Hvis det var havde hun sikkert ret. Men da han satte sig ned som hun havde bedt ham om i en lidt akavet skræderstilling, prøvede han at komme i tanker om undtagelser. Det gjorde han altid når nogle sagde sådan noget. Han fandt hurtigt en undtagelse. Han havde engang tabt sin lykkesten ud af lommen i en bus, og den havde han aldrig fået tilbage. Og han kunne jo ikke engang købe en ny, for den var bare væk. Forsvundet. Måske havde nogle andre taget den.
Han glemte næsten at kigge på blomsterne, men lod så blikket vandre fra blomst til blomst. Farverne sprang op i ansigtet på ham. Blå, gul, rød, lilla og grøn. Han var ikke ligefrem en blomsteriagttager, mere en menneskeiagttager, men de var ret flotte og det øjeblik undrede han sig lidt over hvorfor han ikke også bare begyndte at analysere blomster. Hvorfor hang den ene med hovedet? Hvorfor var den røde blomst der så høj og stolt? Hvis den blå blomst ved Annelis ene hånd kunne tale, hvad ville den så sige? Han kunne ikke nogle af navnene, men han fik heller aldrig brug for at remse navnene op som med stjernenavne, for Anneli spurgte ikke. Det var han glad for. Men det var da også de færreste fyre på hans alder der gik op i den slags. Det var noget andet med stjerner af en eller anden grund. Hvorfor var stjerner maskuline? Hvorfor var blomster feminine? Han havde engang også siddet og funderet over hvorfor det egentlig var kvinderne der gik i kjole og mændene der gik i bukser. For det var jo mændende der skulle have mest plads mellem benene. Ikke fordi han havde lyst til at gå i skørter, men dem i Skotland var da geniale med deres nationaldragter. Men man kunne ikke bare vende det om og gøre det til en mandeting at gå i skørter. Det var noget der lå dybt i menneskers hjerner nu. Ligesom at blomster var sådan noget kvinder gik op i og stjernerne var noget mændene gik op i. Hvis det skulle være anderledes, skulle det være blevet ændret allerede tilbage til dengang de første bukser blev lavet og en mand tog dem på.

Peter trak øjenbrynene en anelse sammen da han så på blomsterne skævede kort op til Anneli.
"Jeg kan bedst lide vilde blomster," fik han sagt. Igen bare for at sige noget. Og det var jo også sandt. Han kunne helt klart bedre lide vilde blomster fordi de bare voksede, selvom ingen havde bedt dem om det.

[Anneli Voss Karlsson]

Han satte sig ned som hun sagde og Anneli betragtede ham mens han sad helt stille og tænkte. Det måtte han gøre for hans blik var fjernt og en lille undrende panderynken var at se i hans ansigt. Det var ikke til at vide hvad Peter tænkte over, men han begyndte at kigge rundt på blomsterne. Han så næsten ud som han først havde opdaget dem nu, og studerede dem for at finde ud af noget om dem som normalt ikke kunne ses.
Og så – for bare at sige noget, mistænkte Anneli ham for – sagde han til hende:

”Jeg kan bedst lide vilde blomster.”

Anneli lagde hovedet lidt på skrå og så på ham sidde der i en skrædderstilling der så lidt akavet ud mens et smil spillede på hendes læber. Det var sjovt at han skulle sige sådan når hun selv altid tænkte det samme. Hun havde tænkt det da hun selv fandt stedet her, havde tænkt det – ganske flygtigt – da hun viste Peter stedet til grillfesten. Og nu sad han her og sagde det samme. Der var noget ved det, tænkte hun uden at vide hvad hun helt præcis selv mente.

”Samme her,” sagde hun med et strålende smil og fortsatte, ”de er bare mere… ægte når de er vilde. Jeg elsker at være steder som her med vilde blomster i sprudlende farver.”

Hun slog ud med armen mod blomsterne omkring Peter for ligesom at undestrege hvad hun mente. Og før hun vidste af det havde hun mistet balancen med vægten hvilende kun på en arm og trimlede omkuld i græsset. Hendes krop trillede hen mod Peter så hun lå på maven med ansigtet ned i blomsterne. Hun løftede og vendte hovedet for at se på ham uden ellers at bevæge sig og grinede.

”Ups,” sagde hun bare og lo videre. Men så flyttede hun på sig, og satte sig op igen. Men hun lod være med at flytte sig tilbage til der hvor hun sad før. Hun havde ikke lyst til at flytte sig væk igen, så sad de så langt fra hinanden.
De sad et øjeblik i stilhed før Anneli sagde noget igen. Hun kunne normalt godt lide stilhed og larmen der fandtes i stilheden, både når hun var alene og sammen med andre, men lige nu havde hun mere lyst til at snakke. Og hun ville have Peter til at snakke. Hvis hun kunne. Han sad bare og tænkte en masse og sagde ingenting.

”Hvis du var en blomst hvilken ville du så være?” spurgte hun men rynkede så panden og lagde hovedet på skrå.

”Nej, selvfølglig ikke. Du ved garanteret ikke noget om blomster vel?” spurgte hun meget konstaterende i virkeligheden og fortsatte så, ”hvis du så var… en stjerne? Eller et stjernebillede?”

Han havde fortalt hende, selvfølgelig meget kort, til grillfesten at han godt kunne lide stjerner. Han interesserede sig for gasskyer langt fra denne Jord som på nattehimlen blev til synlige små prikker af lys. I grupper som blev til stjernebilleder. Anneli vidste ikke meget om stjerner eller astronomi, hun kendte bare en masse myter og fortællinger om stjernebilleders forskellige navne. Men det var aldrig dem man almindeligvis brugte, de græske, hun kendte dem indianerne og det nordiske folk fandt på. Og hun var også altid mere interesseret i eventyret og historien i sig selv, fremfor stjernebilledet der lagde til grund.

[Peter Huus Christiansen]

”Hvis du var en blomst hvilken ville du så være?” Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på ham. Han skulle lige til at svare hende, men hun kom ham i forkøbet:
”Nej, selvfølglig ikke. Du ved garanteret ikke noget om blomster vel? Hvis du så var… en stjerne? Eller et stjernebillede?”

Et stjernebillede. Han kunne ikke lade vær med at smile et lidt sjovt smil over at det havde virket som om hun havde læst hans tanker og havde spurgt ud fra dem. Stjerner og blomster. Han kom i tanker om hvorfor hun spurgte. Han havde snakket kort om stjerner i torsdags. Lidt om hvad de hed og han havde peget på dem. Og hun havde spurgt om hun kunne lide stjerner, han havde svaret ja. Og så havde de ikke snakket mere om det, de var gået videre, og han havde været forvirret stadig. Han var ikke så forvirret, han følte at han måske var ved at forstå hvem hun var. Eller det var han nok ikke, han var stadig på bar bund, men han følte han forstod hende lidt mere end han havde gjort for fire dage siden. I hvert fald vidste han at han ikke skulle regne med hun gjorde det han tænkte hun ville gøre, hun ville overraske ham. Og når han forudså noget hun ville gøre, og han vidste hun ville gøre noget andet end det, og han så havde fundet frem til hvad det måske kunne være, ville det være noget andet. Sådan tænkte han i hvert fald det ville være, han havde ikke prøvet det med hende endnu, havde kun set hvordan hun hoppede omkring og sagde ting selv ikke hans flyvende og lidt ikke-med-vilje-filosofiske tanker kunne følge med i.

Hun mindede ham lidt om vejret. Selvom han ikke kendte hende så godt, mindede hun meget om vejret. Der kunne være regn, blæst, sol, sne… Men ingen kunne lov hvordan det ville blive, ingen kunne fortælle om vejret blev godt eller dårligt, det ville være blæst når de sagde sol og sne når de sagde regn og vinter når de sagde sommer. Hvis han bare vidste det, tænkte han, ville hun måske ikke være mere mystisk og forvirrende end de blade der faldt ned fra træerne uden at være brune eller gule eller den frostnat der kom midt i sommermånederne.

Han tænkte over hendes spørgsmål. Han så alle de stjernebilleder for sig han kendte. Han så en liste over navnene for sit indre blik i alfabetisk rækkefølge.

Andromeda, Antlia, Apus, Aquarius…

Men han kunne ikke komme på et billede han selv ville være. Hvorfor være et stjernebillede? Noget så langt væk fra det han kendte, så flyvende, så ukendt, så lysende, så svævende, så mystisk. Nej, han ville ikke være noget folk kaldte ”der” han ville være noget folk kaldte ”her”, selvom det ikke gjorde ham mere interessant, eller mere populær blandt andre måske. Folk ville ikke huske ham som Peter – ham stjernen! Folk ville måske slet ikke huske ham. De ville bare høre navnet Peter og måske tænke på Peter Plys eller Peter Pedal.

Han kiggede op, selvom der ingen stjerner var. Ikke antydningen af en stjerne. Med undtagelse af solen. Han ville heller ikke være solen. Solens varme, solens liv, solens guddommelighed. Ville han være solen, ville han krone sig selv som blasfemisk. Det ville han vel gøre med alle stjerner. Måske ville en beboet planet, der boede ved lige netop den stjerne eller det stjernebillede han tænkte på, tænke at han var blasfemisk hvis han ville være deres livskilde. Nej. Han ville ikke være noget så stort, han var bare Peter der sad på en blomstermark og snakkede med en han ikke kendte. En der var ingen ting. Han var også ingenting. Ingenting. Intet på en mark fyldt med blomster. De var ingenting som de sad der og måske var de kun noget når de ikke var sammen, når de var over 100 meter fra hinanden. Eller når de bare ikke vidste at de var lige i nærheden af hinanden. Han vidste det ikke. Han vidste ikke om hun syntes de var noget eller ingenting lige nu som de sad der ved blomsterne. Måske gjorde blomsterne at de var noget og ikke ingenting.
Han fandt på et svar. Han vidste ikke om svaret var godt, men han ville ikke være en sol. Eller en stjerne.
”Jeg vil bare være den stjerne der er i øjnene…” Han mumlede det, og hans ene hånd pegede kort mod hans eget højre øje der var blåt og så klart ud i solens stråler.
”Den der kommer når folk smiler. Den kommer også når folk græder og det lyser på deres våde øjne. Du… Du har den i dine øjne lige nu fordi… solen skinner på dig.” Han vidste ikke om han havde sagt for meget, men han tænkte det var på sin plads at forklare sig.

[Anneli Voss Karlsson]

Anneli så ham tænke, det var næsten som om hun kunne se hvordan tankerne de bevægede sig rundt bag de lettere fjerne øjne. Mon de fløj rundt i hans hoved eller rumlede fast og rytmisk og tungt rundt? Måske lidt af begge dele. Og hvad mon han tænkte på? På hendes spørgsmål eller var hans tanker taget på langfart? Det skete altid for hende selv. Hendes tanker valfartede altid til alle verdenshjørner, eventyrlige steder og historier. Hvor verden ikke var bundet og lyset ikke kvalt af mørket. Hvor vejret, ligemeget om det var sol, regn eller slud, altid var godt. Det var alligevel bare en eller anden fjollet menneskelig beslutning at alt andet end sol og varme er dårligt vejr. Fjollede mennesker.

Hun blev revet ud af sin tankegang da han begyndte at tale igen. Det var kun en mumlen da han sagde:
”Jeg vil bare være den stjerne der er i øjnene…”
Det lød… rigtigt og smukt på en eller anden måde tænkte hun og nikkede eftertænksomt. Hos nogle mennesker var der virkelig stjerner i øjnene. Nogle, små glimt og andre så dybe at de rummede enorme galakser.

”Den der kommer når folk smiler. Den kommer også når folk græder og det lyser på deres våde øjne. Du… Du har den i dine øjne lige nu fordi… solen skinner på dig.”

Hun glippede lidt med øjnene, dem der åbenbart var stjerner i, før hun – til sin egen overraskelse – lænede sig frem og satte hænderne på Peters knæ i skrædderstillingen og plantede et varmt blødt kys på hans læber.

Hun forstod det ikke helt selv, alt hvad hun egentlig vidste med sig selv var at de var ingenting. For hvis noget var noget kunne det pludselig – eller over lang tid for den sags skyld – gå i stykker eller forsvinde. Hvis det var ingenting kunne det ikke forsvinde, det fandtes i en vis forstand ikke. Og det gjorde heller ikke noget hvis man ikke forstod ingenting. Noget skulle altid vendes og drejes og kunne forklares.
Og hun kunne ikke forklare hvorfor at det at Peter sagde at hun havde stjerner i øjnene gjorde hende så glad.

Det nåede hun at tænke før hun lænede sig tilbage igen, med den ene hånd stadig hvilende på hans ben. Hun så overraskelsen i hans ansigt og smilede mens et lille strejf af generthed ramte hende.

Det slog hende at Peter også havde noget i øjenene. Men det var ikke stjerner, de var ligesom for… brændende og lyse. For store og for altfortærende. Det i hans øjne var mere refleksivt og fast og roligt.

”Du har månen i dine øjne,” sagde hun og tænkte at det var helt rigtigt. Månen var lidt alene på himlen, den så altid ud til at observere lyset fra solen, tage det ind og sende det tilbage på sin egen måde. Dens rolige cyklus fra fuldmåne til fuldmåne var altid så pålidelig og den var altid så vis i fortællinger og eventyr.

”Jeg kan godt lide månen”

[Peter Huus Christiansen]

Der var stille. Han havde næsten ikke hørt det næste hun havde sagt. Eller jo, selvfølgelig havde han hørt det. Men det var svært at finde mening i det efter det hun lige havde gjort. Han vidste ikke noget om hvilket ansigtsudtryk der viste sig på hans ansigt det øjeblik hendes læber rørte hans læber. På en måde blev han meget genert. Og mundlam ikke mindst. Med antydningen af en lidt spidset mund som det eneste spor på at hun lige havde gjort noget han aldrig havde gjort før. Og hun talte videre som om det var noget der skete hver dag. Om månen. Hun kunne godt lide månen, sagde hun. Han tænkte før han kunne nå at stoppe sig selv, at han godt kunne lide hendes smil, og han rødmede af det selvom det bare have været en tanke.

Han reagerede ikke på hendes ord, på det der sikkert havde været et slags indirekte kompliment. Det gav ikke mening det hun lige havde gjort, så han blev nødt til at vide hvorfor hun gjorde det. De kendte ikke hinanden.

”… Hv-Hvorfor gjorde det?” stammede han endelig - dog lavmeldt og alt for mange sekunder efter hun havde snakket om hans øjne og månen.

Han opdagede at han på mystisk vis var blevet lidt hæs og at hans spørgsmål var blevet udtalt ukorrekt.
Han så hende ret klart i den varme sol, men samtidig ikke klart nok til at han vidste om hendes kinder rødmede, men hans gjorde uden tvivl. Han kunne mærke hvordan han var ekstra varm på kinderne nu, og han hadede det.

Han fortrød lidt han havde spurgt, for han fik lyst til at sige en masse ting han vidste om månen. For eksempel at den ingen atmosfære har. At dens diameter er 4 gange mindre end jorden. Han ville fortælle om halo og månehunde og månesøjler. Han ville også fortælle om månen der lavede solformørkelse og derved finde en metaforisk sammenhæng med det de lige havde talt om. Men nu kunne han ikke.

Han kunne heller ikke gøre det bagefter. Han tænkte det måtte blive en anden gang. Måske. For nu var han lidt bange for Anneli. Og dog… Samtidig var han fascineret over at hun turde. Han havde aldrig kysset en pige før på den måde. Han havde aldrig kysset en pige – han havde været for genert til overhovedet at tænke tanken, og det var han på sin vis stadig. Hun var fuldstændig omvendt, virkede det til. Hun var umådelig hurtig til at tage fat i Peter og snakke med ham og vise ham ting og spørge ham om ting. Det ville han aldrig kunne gøre, og det var han på en gang skræmt over og ret glad for.

[Anneli Voss Karlsson]

Pausen og stilheden før Peter talte gjorde ikke Anneli noget, hun havde masser af tid og ingen trang til at at udfylde stilheden. Hun smilede ved sig selv. Hun havde virkelig overrasket ham, havde hun ikke?

”… Hv-Hvorfor gjorde det?”
Hans hæse mumlen gav hende svar. Jo det havde hun nok. Smilet på hendes læber falmede lidt, som hendes tanker blev afledt. Det spørgsmål… Hun forstod med det samme hvad det var han mente selvom det jo egentlig ikke burde give mening. Og hun tænkte sig lidt om, for det var ikke fordi svaret kom til hende automatisk med det samme. Hvorfor var det egentlig at havde gjort det? Måske fordi hun var helt skør, det måtte han da helt klart tænke nu. Men hvad i alverden kunne hun gøre for at ændre det? Var det så galt at være underlig?

”Fordi… Jeg havde lyst,” svarede hun langsomt, stoppede et øjeblik og fortsatte så:
”Jeg kan da godt holde mig selv fra at gøre det igen. Hvis det generer dig.”
Hun smilede lidt skævt til Peter og klappede hans ben med den hånd der stadig hvilede der før hun trak den til sig. Af en eller anden grund havde hun den der trang til at skubbe lidt til ham med de meget direkte ord. Måske fordi hun i hvert fald så lidt mere i hans ansigt end bare forbløffelse og det der søde halvskræmte blik. Men hun kunne ikke sætte en finger på det, og da slet ikke ord. Alligevel ville hun gerne nå ind til det. Det var lidt som en leg, hvor han ikke var lige så hurtig som hende, ikke helt så direkte og ublu.
Hvilket nok var en godt ting, tænkte hun og lod den ene hånd skygge for solen mens hun kiggede op på himlen. Det var godt nok en flot dag.

[Peter Huus Christiansen]

Det var sært. Virkelig, virkelig mærkeligt. Alt det her. Han følte sig sådan lidt intimideret. På en mærkelig måde. På en ny måde. Ikke som når tanten kom lidt for tæt på, mens hun kiggede en i øjnene og fortalte om, hvor sød Peter var dengang han var lille med en lidt roden ånde. Nej, det var på sådan en mærkelig, flyvende måde. Ikke som om han var fanget sammen med den anden, nej, som om de bare var på en blomstereng midt på dagen med fuglesang, sommerfugle og bier.
Og hun kyssede ham bare lige ganske kort - fordi hun havde lyst. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle tænke. Det her var måske ikke lige som han havde forestillet sig. Han havde lidt lyst til at stikke af fra pigen med det korte hår og væg-til-væg-smilet. Han var for menneskesky til at bo sammen med dem 24/7 - hvorfor blev han ikke dagselev? Godt nok sad han her og var lidt skræmt og forvirret, men der var en større del af ham der ville blive. For han følte han havde noget til fælles med pigen Anneli, selvom det ikke var til at se i starten. Først virkede de som totalte modsætninger. Men de havde et grundlag der var ens. Kort sagt: De drømmede. Når de åbnede deres sind, skulle man tro de var på stoffer.

”Jeg kan da godt holde mig selv fra at gøre det igen. Hvis det generer dig." Anneli så ud som om hun drillede ham. Han tog det ikke som dril, men så bare ud som om han var faldet ned fra himlen. Det generede ham ikke, men han ville ikke have hun gjorde det igen. Ikke lige foreløbig. Argh. Aldrig. Eller jo, det havde været fint - lidt kort, men fint.

"Altså..." han tøvede og skævede op til hende. Stoppede sig selv og ønskede han ikke havde åbnet munden, men bare havde sagt et eller andet tilfældigt. Som for eksempel at vejret var godt eller at der var en pæn sommerfugl bag ved hende.

[Anneli Voss Karlsson]

”Altså” hørte hun Peter sige, lidt beklemt som om han bare var nødt til at sige et eller andet. Anneli smilede svagt, kun mundvigene løftede sig en anelse. Og hun ville måske have sagt noget efter at han tydeligvis stoppede sig selv, men så blev hendes blik fanget af noget. En sommefugl med spinkle blå vinger flagrede ind i hendes synsvinkel og fortsatte ned mod dem og græsset og blomsterne. I uforudsigelige baner og spontane ryk baskede den sig vej ned til jorden og satte sig på en valmue. Tæt på de to mennesker som om der ikke var nogen fare. Det var der selvfølgelig heller ikke, intet kunne få Anneli til skade sådan et fint og skrøbeligt dyr. Hun havde aldrig forstået de mennesker der fangede sommerfugle og andre insekter og stak grimme nåle i dem og satte på en plade. Hvad var der godt ved at have døde dyr hængende? Selv havde hun bøger med billeder af dyr og blomster og en bog for sig selv om sommerfugle med både danske arter og de mere eksotiske. Tænk at der fandtes sommerfugle på størrelse med to voksne hænder med spredte fingre! Derfor vidste hun også at den der lige var landet her, hed en isblåfugl. Polyommatus amandus. Det var en af dem hun havde kigget på tit, de var så pæne, men hun havde aldrig set den i virkeligheden før. De tynde vinger i den lysende blå farve var ikke kommet til deres ret på billedet i bogen fandt hun ud af nu. Og det gik op for hende at selvfølgelig gjorde de ikke det på et fotografi. Billeder var aldrig helt det samme som virkeligheden. Hun ønskede lige pludselig at den der havde siddet og lavet den bog der stod hjemme på hendes reol havde været med til at tage billederne der var i den. Så han eller hun havde set dem i virkeligheden, set hvor smukke og farligt skrøbelige de var. Hvor stor en forbrydelse det ville være at kun se på billeder af dem og skrive ned hvad de hed med lange latinske navne. Og den der havde taget alle billederne, det var jo nok ikke engang samme person, havde husket at kigge rigtig godt på virkeligheden i det korte øjeblik før der kun var billedet tilbage at se på.

Og bedst som hun sad og beundrede det lille dyr, kom noget flagrende forbi hendes hoved. En anden ligeså fin sommerfugl fløj mod den blå. Lige før den landede lettede den anden og de flagrede væk i en dansende, jagende leg. Og Annelis blik fulgte dem op og op indtil de var væk før det gik op for hende at hun var helt fraværende. I hvert fald fra hvad det var Peter sagde. Havde han overhovedet sagt noget? Nej vel? Eller måske?

”Hm?” hun udstødte den lille spørgende lyd for at sige til ham at hun havde været væk i et øjeblik. Selvom det havde han jo nok opdaget. Og så kom det til hende. Han havde bare begyndt at sige noget og så stoppet sig selv igen. På grund af mangel på ord velsagtens eller noget at sige. For det så ud som om han ikke vidste hvad han skulle svare til hendes drillende kommentar. Hun smilede let igen, og det lettere drømmende udtryk i hendes blik blev hængende mens hun så på ham.

[Peter Huus Christiansen]

Nu kom det igen. Det der drømmende blik. Hun var fraværende. Hun var et helt andet sted. Det var sådan noget folk syntes var irriterende, og han blev også lidt usikker på, om det var fordi hun syntes han var uinteressant. Folk drømte sig jo ikke væk fra fag I skolen, som de syntes var spændende. Hun kiggede efter den sommerfugl han havde kigget på for ganske kort tid siden. Han kiggede kort på den, men lod hurtigt være.

Han tænkte over alle de insekter der sikkert kravlede på ham lige nu. Måske var det ikke græsstrå, der kløede på hans håndryg - måske var det en edderkop der var på vej op ad hans hånd med sine otte ben. Måske var der en hel flok myrer der var på vej under hans trøje. Han jog hurtigt de tanker ud af sit hoved - de gjorde ham bare dårligt tilpas, og nu havde han næsten ikke lyst til at sidde her blandt de smukke blomster mere. Smukke ting havde næsten altid noget ækelt eller dumt i sig hvis man kiggede efter eller sad midt i dem.

Anneli var stadig et mærkeligt sted I en anden verden han ikke kendte til.
Han betragtede hende i et stykke tid uden nogen af dem sagde noget, og han var næsten helt bange for, at hun ville flyve væk med alle sommerfuglene der fløj rundt omkring dem.

Han brød sig ikke rigtig om den pludselige stilhed, men han vidste ikke hvad han skulle sige, så han sad bare tavst med et mærkeligt, ligeså fraværende udtryk i ansigtet. Det hele virkede lidt mærkeligt, men samtidig kunne han godt lide, at se den mærkelige pige kigge på sommerfugle og være helt væk.

”Hm?” Det var Anneli.

Han rettede sig hurtigt op. Han prøvede hurtigt at se ud som om han kun lige havde kastet sit blik på hende. “Hvad?”

[Anneli Voss Karlsson]

”Hvad?” spurgte han og blinkede let. Hvad, hvad? Havde hun lyst til at spørge for var ikke helt sikker på hvad han mente med hvad. Men det ville måske bare være lidt… forvirrende. I stedet lod hun munden stå stille for et øjeblik og betragtede Peter med friske og ikke fraværende øjne. Som han sad der i den lettere akavede skrædderstilling og så sådan lidt betuttet ud. Nej, bare noget forvirret og nok lidt skræmt. Forståeligt, tænkte hun med et smil der indeholdt hendes morskab indenfor den lille bevægelse af mundvigene. Så faldt hendes blik på hans hænder der uden noget at lave hvilede løst i hans skød. Hun fik den største trang til at læse hans hænder. Det var noget hun engang havde lært fra en eller anden for sjov, og ind imellem legede hun og lod fantasien om at man kunne se på folks liv og inderste ved at kigge på deres håndflade. Det var sjovt og skørt, hvad mere grund var der til at lære det?
Med en hurtig bevægelse som alligevel ikke var brat greb hun ud og tog fat i hans venstre hånd – hun havde for længst spottet at han var højrehåndet, der var bare noget specielt ved venstrehåndede. Hun trak den lidt til sig og holdt om den med begge sine hænder. Hans hånd var større end hendes og fingrene ikke helt så tynde, men huden var blød som om han ikke brugte den til noget særligt slidende. Det var heller ikke fordi hun tog ham som en sporty type eller noget i den retning.
Et lille smil brød ud på hendes læber da det gik op for hende at hun måske burde have spurgt først. Det var alligevel sjovere at se hans overraskelse.

”Hmm…” mumlede hun mens hun lod en finger strejfe ned gennem Peters håndflade. På trods af den varme der var omkring dem i luften og som solen kastede ned på dem lagde hun mærke til at hans hånd var kølig, i hvert fald koldere end hendes egen.

”Du har en fin lang livlinje her,” sagde hun med fingeren på den omtalte linje og blikket på hans ansigt. Så mærkede hun hvordan han nervøst spændte i hånden og lo af det forvirrede udtryk i hans øjne.
”Nej hør nu, du bliver nødt til at slappe af i hånden hvis jeg skal kunne se noget som helst! Det gør det jo ret svært at læse hænder,” udbrød hun stadig midt i latteren og klemte hans hånd en smule. Hun fangede hans øjne før hun vendte ansigtet ned igen.

”Og så det her mellemrum, her mellem de her linjer,” fortsatte hun uden at lade sig stoppe af at hun måske burde, ”det fortæller at du ikke er så udadvendt, det tror jeg vist er klart for enhver. Men det er nu meget kært. Og det at din livlinje følger rundt om tommelfingeren,” hun fulgte linjen rundt og vendte hans hånd så han kunne se hvordan den krummede ved håndroden, ”det viser at du er tæt knyttet til din familie, at du holder meget af dem.”
”Se nu her! Den her lille fidus sladrer om at du er romantisk. Hvorfor havde jeg en ide om det i forvejen? Men det er jo ikke fordi håndlæsningen har noget på sig. Det er jo ikke sådan at jeg rent faktisk kan se at du vil fåå…” hun kastede et blik på de små linjer på siden af hånden, ”3 børn og to forhold, det ene noget længere end det andet og dybere. Det er ligesom stjernetegn, vi hører bare det vi gerne vil selvom det ikke er rigtigt. Men derfor betyder det vel ikke at man ikke kan synes det er sjovt vel?” Hun så på ham med sit retoriske-hvis-han-ikke-havde-lyst-til-at-svare-spørgsmål og holdt mund for et øjeblik. Det var vel kun fair at give ham et sekund eller to. Hun smilede og holdt fast i hans hånd med begge sine.

[Peter Huus Christiansen]

Hans mormor var også sådan en håndlæser. Hun var mindst ligeså underlig. Måske lidt mindre. Han var også vant til mormor, og hun var vant til ham. Anneli var bare så uforudsigelig. Han havde troet, at hun ville sige et eller andet, men nej. Han skulle blive overrasket endnu en gang, da hun tog hans hånd.
Hun havde bløde hænder, der holdt om Peters venstre hånd. Hendes hænder var små og elegante med tynde fingre. Hans hænder var selv blevet lidt svedige. Dels på grund af varmen og bare fordi Anneli var sådan en der gav en lidt svedige håndflader, fordi man aldrig vidste hvad der ville ske med hende.

Han fik en underlig, men behagelig gysen gennem kroppen, da hun læste hans hænder. Som når man blev masseret. Han kunne godt lide det, selvom han nødig ville indrømme det. Han sagde ikke et ord, mens hun bare snakkede om, hvad hans hænder sagde. Ikke at der var noget nyt i at han var stille mens hun snakkede.
Det var alt sammen ting han godt havde hørt før. Selvfølgelig. Det var jo en fin beskrivelse af ham selv. Ikke så detaljeret, men der var da ikke noget, der ikke passede. Og mormor havde også sagt, at han ville få 3 børn og alt det der. Da mormor havde sagt det første gang, nægtede han at tro på det, for han kunne slet ikke forestille sig, at han skulle have så mange børn.

Da hun nævnte stjernetegn, kunne han ikke holde et smil tilbage. Det var sådan en familieting for dem, at gå op i ting som stjernetegn og horoskoper. Ikke at de troede på de horoskoper man så i dameblade, men alle stjernetegn havde jo et fast horoskop og en bestemt personlighed. Han kunne godt lide hvordan alle de stjernetegn kunne ses på nattehimlen.
Peter tænkte på sin stjernekikkert derhjemme. Han ville gerne have den med på sit værelse, men han ville ikke have, at der skete den noget. Nu savnede han den lidt.

"Tror du ikke på det da?" spurgte han interesseret og så væk fra deres hænder og op i hendes øjne.
Der havde været noget særligt ved hendes øjne, han først ikke kunne sætte en finger på, men nu kunne han godt se det. Hun havde ingen makeup på. Det havde næsten alle piger nu om dage - mere eller mindre. Men hun havde slet ingen på. Og alligevel var hun smuk på en meget naturlig måde. Hun havde nogle smukke blå øjne, der lignede lidt stjerner. Eller to blå blomster måske. Han smilede.

[Anneli Voss Karlsson]

Anneli blinkede let og hendes hænder lå helt stille om hans.

”Jo,” sagde hun langsomt, ”når jeg har lyst.” Hun så op og tænkte at hun godt kunne lide hans ansigt når han så sådan på hende. Smilende og interesseret. Han så ud som om han studerede noget. Noget som var spændende. Hun var mere vant til at være sær end spændende. Selvom det virkede også som om han stadig var lidt varsom og ikke helt vidste hvad han kunne forvente. Men hvem kunne det? Hun kunne ikke lade være med at give hans hånd et lille klem igen.

”Det er meget mere frit hvis jeg selv bestemme hvad og hvornår jeg tror på det. Jeg har ikke lyst til at være bundet af enten aldrig at tro på noget eller en overtro der byder mig at gøre ting på bestemte måder.” Det var ikke noget hun gik og tænkte over, men det lå ligesom naturligt i hendes hoved at sådan var det. Hun drømte fordi hun ville, og så tog det måske nogle gange over helt af sig selv.

”Og samtidig,” hun smagte lidt på tankerne, ”tror jeg at det er lige så sandt som virkeligheden. Ligesom eventyr og historier, de er måske ikke virkelige, men nogle gange holder de sandheder der er større end dem du finder i den almindelige verden. Sande ting der er lige så gode som alt andet.”

”Jeg kan godt lide eventyr,” sagde hun og tænkte på de mange bøger hun havde stakket op derhjemme, bøger med samlinger af eventyr og fortryllende historier gamle og støvede, fundet i antikvariater de fleste, og de tyndeste billedbøger. Bare fordi de var for børn gjorde dem jo ikke ulæselige for andre aldre. Hun havde taget nogle af dem med sig, dem hun elskede allermest og havde læst så mange gange at siderne snart ikke kunne holde til mere. Og så var der de notesbøger der var fyldt til randen med hendes eget. Allesammen fulde af løse papirer som stak ud fordi de ikke passede, men bare var fundet i en stund hvor ordene ikke kunne holdes inde og senere tilføjet til en samling.