Eftermiddag den første skoledag

[Mattie]

Han klarede sig igennem en dag af trivialiteter og hjernedøde kommentarer inden han endelig kunne bevæge sig mod biblioteket.
Det var blevet hans sted på skolen. På værelset kunne han ikke være, der boede de ulidelige David og Liam. Lasse havde han ikke en holdning til endnu, men det betød ikke at han ville bruge tid med ham.

Han havde oprindeligt besluttet at han ville finde en lænestol og gå i gang med en af de to bøger han købte tidligere i dag, men så havde han set en bleg, lidt tyk fyr, som sad og flyttede rundt på skakbrikkerne helt for sig selv. Om det var fordi han havde lyst til at spille eller fordi han rent faktisk ikke hadede hele verden så heftigt som for bare en uge siden, skulle han ikke kunne sige, men han satte sig i hvert fald over til fyren og spillede med ham. Det ville han aldrig have gjort tidligere. Lige meget hvor meget han elskede skak, hadede han mennesker endnu inderligere, så det var virkelig en første gang.
Han snakkede da heller ikke med ham, men det gjorde man jo heller ikke under et ordentlig parti skak. Det skulle tages seriøst. Det var en duel. På mange planer.

[Sine Augusta]

Alt i alt havde det egentlig været en okay god dag. Well, hun havde snakket med Louisa og Liam til frokosten. Selvom hun jo egentlig var 2.g'er, og alt det der, men...alligevel. Det var så dejlig trykt at gøre det man var vant til. Signe overvejede tit hvorvidt et kostgymnasium overhovedet var en god idé for en som hende. Men som sagt, nogle dage var bedre end andre.

Men på trods af dagen vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv nu. Hun turde i hvert fald ikke gå udenfor, hvor alle de lækre piger sad i deres bikinier. Hun ville heller ikke bare gå ind på sit værelse. Måske senere, men ikke allerede. Da hun langsomt fik bevæget sig op af trappen kunne hun høre latter. Men hun huskede da fra sidste år at det var aktivitetrummet de lo fra. Og hun kiggede hurtigt ind af døren da hun gik forbi. Der var en gruppe derinde, som hun bestemt ikke turde gå hen til. Det var alle de der populære typer fra 3.g
I stedet fortsatte hun hen til biblioteket længere nede af gangen, hvor der var en anderledes stilhed. Bortset fra to fyre der spillede skak. Hun gik forbi dem med et stjålent blik i deres retning og listede sig så over til hylderne. Hun forsøgte virkelig ikke at forstyrer men gulvet knagede højt under hendes fødder og Signe skyldte sig videre med et akavet blik over skulderen igen indtil hun var i skjul bag de mange bøger.

Hun trak vejret dybt og indåndede den tunge duft af sider og bogrygge. Hun løb fingrene hen over bøgerne og trak en enkelt ud. Hun satte den på plads igen. For gammel for hendes smag. I stedet gik hun hen til en lænestol i et hjørne hvor der stod en stabel bøger på gulvet ved siden af. Signe satte sig på hug og drejede hovedet for at læse titlerne. Hun fiskede lidt i en der så interessant ud og i det samme brast hele bunken for hendes fødder og hun sprang tilbage med et skrig der rungede gennem biblioteket. Fuck hvor pinligt. Signe kom med et frustreret udbrud og så på den rodede bunke af bøger på gulvet.

[Louisa Frost]

//Indtræder

Sikke noget juks - det dér første skoledag. Hvis hun dog bare ikke var så retningsforvirret, så kunne hun måske have nydt de første par lektioner. Men altså ... det var jo slet ikke værst med de lærere. Hun kunne rigtig godt lide ham den solbrune, lidt familiære samfundslærer. Han virkede såmænd afslappet nok - men Ludvig... Nej, hun havde valgt at kalde ham Brainy-Lars i sit hoved, fordi han sagde sådan nogle sjove, men alligevel brugbare ting.

Louisa havde været længst tid om at pakke sine ting sammmen. Hun ventede endda, til Brainy-Lars havde tørret tavlen ren og var gået. Først da slog hun flappen af stof ned over sine bøger på sin skuldertaske og fik metalmekanismen til at sige klik, så tasken var forsvarligt lukket. Men på den anden side - der var nok ingen, der ville tage hendes taske. Hun var den ENESTE i sin klasse, som ikke sad med én af de dér smarte bærbare pc'er. De havde stadig noget skrammel af en stationær derhjemme, som larmede, men som dog alligevel kunne komme på nettet. Havde den ikke kunnet det, så havde hun været død i dag: Ingen sød Simon, som hun aldrig havde set ansigtet på, til at skrive med. Louisa indsatte en trist smiley efter dén sætning i sit hoved og gik rundt på må og få i skolebygningen.

Der var et enormt rum med masser af stole og en stor scene og noget, der kunne ligne et filmlærred. Der sad heldigvis ikke nogen derinde, men alligevel lukkede Louisa døren som en forskræmt mus over rummets enorme størrelse og trippede lidt rundt på underetagen, til hun fandt noget, der lignede et lidt gammeldags bibliotek.

Hun stod i døren og kiggede ind - der sad to fyre og spillede skak. Ej, det var ligesom onkel Bent og hønse-Per. Hønse-Per var der ALTID, når de besøgte Louisas moster. Måske var det her bibliotek slet ikke ringe at benytte sig af. Hun læste ikke så meget, egentlig, men her var da stille, og så behøvede man ikke tage stilling til nogen.

På lydløse skridt gik Louisa gennem rummet, mens hun tænkte på, hvordan dagen var forløbet. Altså ham dér Liam var da okay, men ... Og så stivnede hun, da en høj lyd og et hvin forstyrrede den fredelige tavshed. Hun sprang selv en halv meter i vejret og skulle til at vende snuden væk igen, mens hun bandede højt: "Forbandet være de skide slamberter, der skal ødelægge alle Helvedes fredeligste glanesteder, og her har jeg vadet rundt i ..."

UPS! Nu var hun selv årsag til en masse larm, men det røg bare ud af hende. Hun havde pludselig følt, at hun havde stået derhjemme.

[Larsen]

//: kommer lige fra nedunder, hans bibliotekskælder.

Larsen havde egentlig besluttet sig for at ordne det her til klokken sytten og så smutte hjem på verandaen. De tohundrede meter han havde, huset der lige var gemt bag en linje træer, men så hans grill stadig kunne lugtes over hele skolens område når han startede den.
Så roen der havde sænket sig i kælderen med hans bøger, eller ret beset var det ikke hans, det var skolens. Han ville dog til enhver tid argumentere for at det var hans bøger. Hvem købte dem? Hvem laminerede dem og bandt dem ind. Hvem fiksede dem når eleverne mishandlede de små stakler og hvem jagtede pågældende elever til de havde betalt.
Larsen snøftede.
Ja det var rigtigt: Det var Henry Larsen der stod for den slags.

Det var netop da at han kunne rabalderet der kom ned gennem trappen. Larsen drejede hovedet som en blodhund der netop havde fundet sit spor. Hvis det rablader kom ned ad trappen og der ikke var et menneske der skreg, var ingen faldet ned ad trappen, hvilket havde været at foretrække frem for alternativet og den sidste mulighed: Det kom fra pejsestuen. Der hvor trappeskakten startede nedstigningen til kælderen. Rabalderet kom netop fra væltede bøger. HANS bøger.

Netop som han kom op ad trappen hørte han et jysk kraftudtryk: "Forbandet være de skide slamberter, der skal ødelægge alle Helvedes fredeligste glanesteder, og her har jeg vadet rundt i ..."

”Unge dame dette er mit bibliotek De taler således om og, frøken Frost, jeg vil bede dem om kun at udtrykke dem sådan hvis det omhandler andre mennesker, lektier, ja faktisk alt andet end mine bøger eller mit bibliotek,” sagde han, med hagen ind mod brystet så han kunne se på hende ud over sine briller. Så så han pigen der var nede på gulvet.

”Sine Augusta Agerbirk hvordan er det du mishandler mine eneste børn i denne verden?” sagde han samme positur som lige før ved Louisa, men mere anklagende. ”Lad mig så høre den sørgelige historie om første skoledag, som gjorde at disse forsvarsløse stakler skulle lide under det.”

[Sine Augusta]

Sine skævede over skulderen da der kom en masse bandeord bag hende. Runget fra bøgerne der ramlede sammen var stilnet af, men spændingen var høj i rummet og hun krympede sig uvilkårlig og trak skuldrene op om ørerne. Æv. Det skete også bare altid for hende. Og så var det endda Louisa der stod og bandede af hende. Hun var ellers så sød. Signe så undskyldende og lidt brødbetynget på hende og kom på benene mens hun børstede støv af sig. "Unskyld, det var..." I det samme kom en mand farende som Sine gekendte. Det ville have været med en hvis glæde, hvis det ikke var fordi den lille mand (faktisk var han på højde med Sine selv) var tomatrød i hovedet af raseri. Sines blik flakkede fra bøgerne, til Larsen og så ned på hendes egne fødder.
"Undskyld...altså, jo.." Hun kunne have bidt sig selv i tungen. Hendes stemmen blev lidt en mumlet den endte på noget i retningen af "..ikke med vilje."

Det var da ikke fordi hun havde haft en dårlig første skoledag og var blevet sur, slet ikke. Hun var bare...uheldig. Eller, okay, hun kunne måske have forudsagt at man ikke hev en af de nederste bøger ustraffet ud. Hun stod stadig med pågældende bog i hånden, egentlig. Hun rakte den frem mod bibliotikaren, som i et forsøg på at gøre det godt igen. Det lød så alvorligt når han kaldte dem sine børn.

[Louisa Frost]

Louisa var netop faldet lidt til ro, da det så ud til, at tumulten var ovre. Da stilheden sænkede sig, sneg Louisa sig til at se rundt om hjørnet, hvor hun fik øje på årsagen til rabalderet: Sine, den musegrå, stakkels pige lå blandt nogle bøger.

Men så - ikke så snart havde Louisa genvundet lidt af sin minimale beholdning selvtillid og skulle til at gå hen til pigen - lød støjende fodtrin, og pludselig fik Louisa øje på en ældre herre, som egentlig ville se venlig ud, havde det ikke været for de tifoldigt dybe rynker omkring øjnene og glimtet i øjnene bag brilleglassene, der nu blev skubbet så langt ned på næsen, at manden kunne gennembore Louisa med blikket uden den gennemsigtige barriere:

”Unge dame dette er mit bibliotek De taler således om og, frøken Frost, jeg vil bede dem om kun at udtrykke dem sådan hvis det omhandler andre mennesker, lektier, ja faktisk alt andet end mine bøger eller mit bibliotek,”

Louisa gispede bare og stod stiv som et bræt, mens mandens vrede skyllede ned over hende. Hun trak armene ind til sin spinkle, høje krop, trykkede den lidet beskyttende kjole om sig og slog blikket ned på sine fødder. På sin vis var det komisk - han titulerede hende De, og han kendte hendes navn. HVORDAN?! Hun var lige startet! Louisa trak sig tilbage med bævende læber: "De... Det må De virkelig ... Jeg ..."

Men mandens opmærksomhed var allerede rettet imod Sine, og Louisa kunne næsten gætte sig til, at denne mand måtte være en slags bibliotekar, eller sådan noget opsynsmand-agtigt noget, som sådan holdt lidt øje med dem. Louisa krøb bare endnu mere sammen, da mandens ydmygende ord haglede ned over Sine - også, selvom hun gerne ville forsvare hende.

"Øh, hr. - øh... Det ... vi ... vi gjorde det ikke med vilje," sagde hun spagfærdigt uden hverken at se på Sine eller den ældre herre.

[Mattie]

De gad han simpelthen ikke finde sig i. Var der noget han ikke kunne tage, så var det voksne, der troede de var autoriteter, og dermed per definition måtte tale nedladende til andre, specielt dem der var yngre end dem selv.
Han rejste sig midt i et træk, selvom det var uhørt, men det kunne han altså ikke sidde og høre på.

"Hvad er det for en måde at tale til andre mennesker på? Jeg forstår personligt godt vigtigheden af bøger og specielt" han kiggede på den bunke pigen havde fået raget på jorden "Marcel Proust, men jeg er overbevist om, at pigen ikke gjorde det med vilje, så der er intet, der retfærdiggør dine overlegne herskerteknikker." Han lagde ekstra tryk på intet. Det kunne godt være den gamle mand troede han var vittig, med sine dumsmarte kommentarer, men Mattie kunne se på pigerne at de følte sig overrumplet og bestemt ikke syntes han var hverken sød eller sjov, og Mattie ville ikke se stiltiende til, mens han ødelagde deres dag, bare fordi han kunne.
"Og hvad angår den anden pige" han kiggede på hende, som havde råbt "er jeg helt sikker på, at hendes udbrud var et produkt af overraskelse og forfærdelse og derfor på ingen måde en fornærmelse af hverken de store klassiske værker eller dit bibliotek. Sådan ville langt de fleste reagere, og om så du personligt synger godnatsange for hver eneste roman herinde hver aften, giver det dig ikke lov til at overrumple hende. Jeg synes virkelig du skulle tænke over hvordan du virker på andre mennesker."
Den sidste sætning var en han selv havde hørt mange, mange gange over de sidste år, men først nu kunne finde en passende kontekst til.

[Larsen]

Sine burde vide bedre end krympe sig. Der var en reprimande i det han sagd emen det var nu mest for sjov og et lille undskyld.
Den eneste grund til at han havde kommenteret Louisas udbrud var at det mindede ham om hjemme. Et så herligt jysk udbrud og hans mor ville have sagt præcis de ord han brugte, blot med udskiftningen af bibliotek til sit eget hus, som hun var enevældig hersker af. Denne følelse havde hun projekteret over på Lyngvigs bibliotek. Hans domæne, hvor han kunne styre tingene.

Netop da kom den unge bastard som Larsen var overbevist ikke brød sig om at blive kaldt andet end Mattie, medmindre Larsen ønskede at være på fyrens dårlige side. Hvilket han logisk set allerede var. Larsen forstod dog ikke helt Matties motiv. Ifølge den skrift alle lærer havde fået om denne specielle knejt så brød han sig ikke om autoriteter og slet ikke om andre mennesker. Hvorfor så tage to pigers forsvar.

”’Armen, knejt,” sagde Larsen med et ukueligt smil, der forvandlede det alvorlige udtryk og gjorde ham til en harmløs ældre herre, med en tyk vestjysk accent. ”Der er’et intet or sige til ’et.” derefter slog han over i alment rigsdansk med en nsert af jysk. ”Kære frøken Frost og frøken Agerbirk, jeg må nok tilstå at efter Matties velplacerede ord er jeg blevet irettesat i en sådan grad at jeg kun kan undskylde overfor velmenene fruentimmere som jer selv. I denne historie er jeg omtalte slambert der har ødelagt freden, men jeg er jo blot en gammel mand, som de ved frk. Agerbirk er jeg blot ensom og magtsyg.”

Han smilede stadig stort så hans hud der hang var foldet i kæmpemæssige smilerynker.

”Hvad angår Deres respekt for Marcel Proust må jeg nok indrømme at jeg ikke er specielt ked at det var denne stabel af bøger der væltede, men alligevel frk. Agerbirk, må De gerne rydde op når De er færdig med at lege med dem,” han blinkede til hende og vendte tilbage til Mattie, ”ganske enkelt fordi jeg synes det bliver kedeligt og trægt i længden. Han er dygtig, bestemt, men er det mest interessante ikke titlen? À la recherche du temps perdu ... men udover det må jeg desværre erklære mig enig at værket er narcissistisk, men bestemt et værk der sætter ens tanker igang om kødets lyster, ja og jalousi. Er vi alle modtaglige for den slags?”

Hans ord kom ud i jævn talestrøm og på samme plan som snakkede han litteratur med bourbon-klubben.

[Sine Augusta]

Sine havde forberedt sig på at undskylde, få skideballen hurtigt overstået og så flygte fra gerningssteder med Louisa så hurtigt hendes ben kunne bærer hende. Men det skete så ikke. Det skete ikke så tit, så Sine blev meget overrasket da en spøjst udseende fyr rejste sig fra skakbordet og kom over til dem for at skælde manden ud. Fyrens lange røde hår skar virkelig i øjnene. Sine vidste ikke rigtig hvad hun syntes, men hun kunne vel ikke tillade sig at være kræsen. Og det var vel...cool at han var sig selv. Og helt sikkert pænt af ham at forsvarer dem, selvom hun ikke havde den ringeste anelse om hvorfor han gjorde det. Men Larsen tog det pænt. Han rettede endda lidt ind efter det, men uden at tabe ansigt selvfølgelig. Det gjorde han aldrig. Sine kunne godt lide den lille mand, som så ud til at hvile i sig selv. Men det gjorde man nok efter et langt liv. Det håbede hun. Et lille genert smil brød frem på hendes læber da han blinkede til hende. Selvfølgelig ville hun rydde op igen. Det havde jo egentlig slet ikke været meningen.

Hun skævede til den anden pige og over på fyren og satte sig så ned på hug for at samle bøgerne op igen. Hun fik en del op i favnen før hun begyndte at stable. De var småtunge, men hun gjorde sig virkelig umage for ikke at tabe dem igen. Det ville være så, så pinligt.

[Mattie]

Mattie havde aldrig før mødt en voksen som indrømmede sine fejl.. eller noget menneske overhovedet. Eller jo, han havde mødt massevis af pædagoger, som lod som om de indrømmede eller indså noget, men det lugtede langt væk af aftalt spil og psykologiteori aftalt på diverse gruppemøder og kun udført af frygt for fyresedlen.
Ham her frygtede nok ikke for sit job, og hans ord virkede, så vidt Mattie kunne bedømme, men det var selvfølgelig heller ikke hans spidskompetence, rimeligt oprigtige. Alligevel brød Mattie sig ikke om ham, for som han selv sagde så sandt var det kun ensomme og magtsyge mennesker som havde ordet i deres magt. Ligesom Marcel Proust, det havde den gamle mand dog ret i.

Marcel Proust var både narcissistisk og utrolig banal i 'På sporet af den tabte tid'. Det var slet ikke at sammenligne med Dostojevskij , Tolstoy, Pushkin eller Nabokov.
Han vidste ikke hvordan han skulle reagere på manden, men at man skulle svare på et spørgsmål, hvis ikke det var retorisk eller helt hen i vejret, det sad dog på rygraden nu, og han kunne ikke se nogen grund til at falde uden for den norm i nuværende situation, så han fokuserede bare på spørgsmålet, og lod sine tanker om mandens nonverbale, og verbale kommunikation for den sags skyld, hvile lidt. Han fik alligevel intet ud af dem.

"Jeg har lidt svært ved at kommentere på mængdeargumenter, både fordi de som grundpræmis oftest er ugyldige og fordi jeg har både mine betænkeligheder og besværligheder ved at udtale mig om flertallet af nogen som helst gruppe. Men nej, personligt er jeg ikke modtagelig for den slags og dermed kan jeg i princippet besvare dit spørgsmål, da det strider med definitionen 'alle' og dermed er svaret nej. Han er ikke ligefrem nogen Dostojevskij eller Chekhov."
Det var sandt at Mattie bestemt ikke hverken repræsenterede eller forstod flertallet af befolkningen, han forstod faktisk ikke nogen, men han var også holdt op med at prøve for mange år siden. 12 år mere præcist.

[Louisa Frost]

Louisa mærkede, hvordan hendes læber stik imod hendes vilje skiltes i et lille smil ved den ældre mands tykke, vestjyske dialekt. Han var da lidt af en sær snegl, syntes hun - især, da han mod forventning undskyldte og indrømmede, at han måske var gået for vidt. Men Louisa vægrede sig ved at se ind i mandens - nu fuldkommen venlige - ansigt. Hun skrabede lidt i gulvet med sin ene flade badetøffel.

"Altsååh, øøh, det skal virkelig ikke ske igen, det lover jeg," forsikrede hun og trådte helt hen til Sine ved synet af den bette fyr med den røde manke. Ja, han var ikke stort højere end hende og nærmest lige så slank - hun var jo selv helt flad og havde ikke så meget som taget for sig af sin mors barm.
"Ja, Lou, der er sgu snart ikke håb for dig længere med de små abrikoser, du har erhvervet dig. Nå, men gider du lige tørre af bordet, skat?" - lyden af hendes mors stemme kom så tit, men alligevel krympede Louisa sig ved det og så ængsteligt på fyren. Han sagde så mange fine Brigeost-gloser og så så selvsikker ud. Hun kunne slet ikke det dér med de ord, så hun gav sig til at samle bøgerne op sammen med Sine.

"Han er sgu da fæl med den tunge," bemærkede hun så lavt, at forhåbentlig kun Sine ville kunne høre hende. Det var nu ikke, fordi hun ville sige noget ondt om ham - det var jo venligt af ham og alt muligt at komme og forsvare dem - men det røg bare spontant ud af hende.

[Larsen]

Ja ja da. Den unge herre var speciel. Tænk sig ikke at ville udtale sig generelt om noget. Larsen kunne jo kun nikke. Der fandtes sociopater og alskens forskellige mennesker, der ikke ejede følelser. Eller andet pjank. Larsen ønskede bestemt ikke at være fri for det.
Han holdt sin venstre hånd med højre bag ryggen og vippede på sine fødder. Dejlige bløde hyttesko. Der knirkede. Det var så hjemmeligt som det kunne være. Men de trængte nok til at blive smurt. Pudset. Passet.
Passet ...

"Han er ikke ligefrem nogen Dostojevskij eller Chekhov."

Aha. Mattie var en af den salgs fyre. Larsen var lige ved at sukke men undgik det. Han trængte bestemt til en god dosis intetsigende Dolly Parton sammen med den grillpølse der ventede hjemme. En Carlsberg, så ville hans liv være ret godt, omstændighederne taget i betragtning. Hende Dolly var bestemt ikke at kimse ad. Hvis Larsen huskede ret, så havde han en gammel show video med hende nede i kælderen. En buttet ung dame, med stort hår, fine større attributter og bløde læber. Man skulle være et skarn og gift for ikke at nyde hende Dolly en gang imellem og siden han var enkemand, vidste Larsen at mindst en herlig engel ville tillade ham dne lilel glæde, især eftersom den engel førhen selv havde foreslået selv samme bånd, på specielle aftner. Hø hø.

"Hvem påstår i denne forsamling at Marcel Proust, havde lyst til at være som Dostojevskij eller Chekhov? I så fald er det postulat som er temmeligt omstændigt," Larsen kunne ligefrem mærke en lille smule irritation. All right, den unge lømmel irettesatte ham, for at ingen her forstod hans hysterisk morsomme sans for humor, men at kritisere en anden velanset forfatter, om end han ikke faldt i Larsens smag, for ikke at være som de filosofiske russere med deres mange principper, det var en helt anden sag.

Lige netop da hørte han frk. Frosts ord og han vendte sig med et smil mod hende, al irritation forsvundet.

"'Armen min søde torsk, De må bande al det de lyster, jeg nyder lidt havnehygge her rundt omkring som ikke indebære: disser, hater, fuck, 'ho," han lavede et mærkeligt håndtegn, "kælling kan jeg nu meget godt lide. Også ordet knæppe. Ja ja, men jeg er jo også en gammel Dan Turrell kender ..." som om det svar på noget af det han sagde.

[Sine Augusta]

Sine skævede til den anden pige da hun satte sig for at hjælpe. Hvor var hun slank, egentlig. Og flot, på mange måder. Hun smilede lidt ved hendes kommentar, for hun var virkelig enig. Men hun sagde ikke noget for bibliotikaren Larsen havde vidst hørt dem og hun vidste ikke hvordan hun skulle sige noget der intelektuelt kom op på niveau med ham og så den rødhårede emo dude.

Efter de sidste bøger var kommet i orden, ikke som de lå før sikkert, men det kunne hun nu heller ikke se forskel på forhåbentlig var der intet system, rettede Sine sig op igen og stod lidt og kiggede rundt mellem de 3 andre mennesker situationen drejede om. Tilsidst skævede hun til Louisa og åbnede så munden. Hun afbrød vidst, det var ikke meningen, men det skulle overståes.

"Jeg håber de er ordentligt stablet, du må undskylde jeg skal nok være mere forsigtig næste gang. Tak for hjælpen, jeg må løbe, hej!" Så greb hun ud efter den anden piges hånd og trak hende ind mellem reolerne og ud på gangen udenfor biblioteket hvor hun endelig satte farten ned. Det havde været rart med den andens hånd i sin. Varmt og blødt. Men hun slap den hurtigt og rødmede lidt. Det var jo ikke sikkert den anden brød sig om det overhovedet. Nogen mennesker var pisse ræd for kontakt. Det vidste hun, for hun havde det lidt selv hvis det var fra drenge. Selvom, hun gerne ville..prøve noget med nogen.

Sine tak vejret dybt og pustede ud, så smilede hun forsigtigt til den anden.
"Pyha, jeg er bare så klodset..." Hun grinede en smule. Og uheldig, tilføjede hun i tankerne.

[Mattie]

"Næ, det er da rimelig tydeligt at han ikke har." Det var da for fanden også det han havde sagt? Det var jo hele pointen. Mattie gennemgik de første 50 decimaler af pi i hovedet, mens den gamle tosse snakkede med de to klosede piger. De mindede ham om pigerne i hans sidste plejefamilie. Deres udtryk som skulle de være en evig omvandrende undskyldning for sig selv.

Han mistede alt da den gamle mand, som så ud til at være mindst 80, begyndte på latterlige slang og håndtegn. Da han så pigerne forlade rummet, gik han også. Han kunne ikke gå tilbage til skakspillet, for så ville han stadig være tæt på manden og man kunne jo aldrig vide om deres samtale var rigtig afsluttet eller ej, og han havde ikke lyst til at løbe den risiko for et dårligt parti skak med en fyr som oven i købet var fed og lugtede. Han måtte tilbage på værelset og håbe hans værelseskammerater ikke var der. Eller han kunne gå i computerrummet og spille skak på en af pc'erne.