Bænk efter første skoledag

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea hørte det CPR-nummer Marius stillede og og løftede øjenbrynene i påtaget overraskelse. Født i ’36? Og sikke en høj og drenget figur når man tænkte at han måtte være en pige med det lige nummer til sidst.

”Så dit navn burde i virkeligheden være… Maria eller… Mariusa? Hmm… Det lyder egentlig lidt som Medusa,” bemærkede Lea med et spydigt smil og tilføjede så: ”Men du har selvfølgelig ikke ligeså forfærdeligt hår som hende.”

Det var måske ikke ligefrem nogen kompliment, tænkte hun og grinede lidt af sin egen tankegang. Mand, det var ikke engang sjovt det hun sagde.
Hun fulgte efter Marius ud i solen udenfor og missede lidt med øjnene i det skarpe lys. Der havde været køligt og skyggefyldt inde bygningen med et navn så fjollet som ”Det hule træ” og sollyset skinnede ind gennem hendes briller og gjorde det lige dét værre. Så hun løftede brillerne af næseryggen og foldede dem sammen før hun satte dem fast på sin sølvhalskæde med sådan en smart lille klipsedims. Ved siden af brillerne dinglede et fint lille vedhæng, en stilistisk løvinde, som var en dåbsgave fordi hendes navn betød løvinde. Straks kunne hun mærke musklerne omkring øjnene slappe lidt af.

De satte kursen – med Marius som naturligt styrede den – mod en bænk der stod i kanten af et græsareal. Det var tydeligvis næsten bare en flækket træstamme sat på to blokke af træ og en tilsvarende flækket træstamme som ryglæn.
Lea satte sig på bænken med sin taske ved siden af sig.

”Men det var de noter,” sagde hun med snuden næsten hele vejen nede i tasken. Det var selvfølgelig ikke så svært at finde computeren, den var jo stor nok, men det var straks værre med hendes USB-key. Det fik altid puttet sig et eller andet sted i dybet.

”Voilà!” udbrød hun triumferende og trak den lille dims op af tasken. Hun så på den og tænkte at det var meget godt hun havde mere styr på indholdet i den end hun havde på selve tingen. De sirlige mapper og undermapper hun havde oprettet holdt godt styr på alle filerne. Ellers havde hun været dødsdømt.
Hun rakte ned efter Macbook’en og mens den startede op, besluttede hun sig for at det var lidt for varmt med langt hår der ikke var sat op. Hun rakte op og fik hurtigt håret samlet i noget der med lidt god vilje kunne beskrives som en knold. En rimelig casual en af slagsen, men hun kunne også bedst lide det på den måde. Det var rarere og hun syntes nu også det så bedre ud.

[Marius Emil Lundqvist]

//Ankommer til tråd fra Indgangshallen

Marius rakte automatisk op og strøg noget af sit pandehår væk fra øjnene, da Lea nævnte Medusas hår. Han sendte hende et kort smil over skulderen med morskaben tydeligt spillende i de lyseblå øjne. Hun var skæg - Lea - som bare godt kunne lide at lege lidt med ordene, mens de løb over hendes tunge; han kendte det skam kun alt for godt fra sig selv og tænkte, at hun måske ikke ville være den værste at ende sammen med, når de endte som restgruppe på fodboldbanen, fordi ingen gad spille med en næsten to meter høj atlet, der ville vinde for meget, eller imod en pige med Leas "pæne" ydre, fordi man måske risikerede at komme til at pryde hendes skinneben med grimme blodansamlinger.

'Christ,' tænkte Marius og lod igen hånden søge op mod panden - denne gang for at lade fingrene føle på den bule, han havde fået på badeværelset med sit knap så heldige sammenstød med Lærke. Den gjorde kun ondt, når han trykkede på den - men den var sikkert både gul, rød og lilla og havde flere nuancer af blå, end han kunne tælle på én hånd. 'Never mind,' tænkte han bare, mens han skødesløst fortsatte hen til en bænk i udkanten af et større græsareal.

Det var et udmærket sted - lidt afsides, men ikke langt fra de andre elever, så Lea ville have mulighed for at møde andre end ham. Marius satte sig på bænken, der efter hans mening var for lav (hvad var ikke det?), strakte benene ud foran sig et øjeblik og trak dem til sig igen, hvorefter han stillede sin taske fra sig og ligeledes stak sin hånd ned for at fiske sin MacBook op. Marius lo lidt lavmælt af Lea, der lignede én, der var på vej ned i tasken.

"Voilá!"

Marius kiggede på Lea efter at have slået skærmen op, og computeren på hans lår viste skrivebordet. I hånden havde hun en USB-nøgle dinglende fra en lille snor af den slags, man kunne hægte til en nøglering eller mobiltelefon.

"Fancy," kommenterede Marius, "vi har også internet, hvis du ved, hvad det er."

Det var ganske vist en spydig kommentar, men ikke af den arrogante slags - det kom bare måske lidt storsnudet i tonefaldet, men hans lyseblå øjne betragtede hende venligt med et ukueligt muntert skær. Lidt fascineret blev han draget af hendes hænder, der næsten legende samlede det lange, mørke hår i en løs knold.

"Jeg vil også kunne gøre det dér," sagde han med et blik på hendes hår, men vendte så opmærksomheden mod sin computer. Han åbnede et vindue i Finderen, klikkede sig videre til sine dokumenter, der var ordnet pænt i mapper efter fag, temaer, undervisningsforløb med videre. Han elskede orden - i hvert fald i alt muligt ubetydeligt som filerne på hans computer; det være sig musik, billeder og videoer, samt dokumenter og kompositioner.

Men, når han spillede musik, og når han ellers strukturerede sin tid, var der ikke altid orden på sagerne - SLET ikke i hans musik, der lavede variationer af temaerne for hver gang, han gentog dem. Men der var jo så meget, der kom an på situationer.

"Hvis du kommer til at mangle noget i løbet af året, fordi lærerne konstant refererer til 1. G, må du gerne få mine noter," sagde Marius venligt til Lea - ikke sikker på, hvordan hun ville tage det. Noget sagde ham, at hun kunne finde på at udslynge én eller anden fjoget, sarkastisk bemærkning. Marius smilede til hende - et smil, der fik hans lige, hvide tænder til at glimte i solen, og hans blik viste glimt af imødekommenhed og interesse overfor hende.

[Lea Nørr Kristiansen]

”Vi har også internet, hvis du ved hvad det er.”

Lea reagerede ved at sende ham et ligeså spydigt blik. Som om hun ikke vidste noget om internet. Hun var faktisk ikke helt dum til det med computere. Måske var det fordi at Vince altid havde været lidt af en IT-nørd og hun havde altid set ret meget op til ham. Da hun var yngre havde hun mange gange og i lang tid af gangen siddet og set ham spille forskellige spil på computeren. Det var aldrig faldet hende ind at spille selv, hun var bestemt ikke nogen gamer, hun kunne bedre lide at se på det. Det var lidt mere som en historie så, og hun elskede historier. Og hans entusiasme overfor computere and the likes havde da smittet lidt af på hende på andre punkter end det med spillene.

”Der må være en overordentlig god router her på stedet, hvis den kan herud,” sagde hun lidt skarpt men blødede det op med et skævt smil og et par løftede øjenbryn. Hun vidste ikke om Marius vidste noget om Wi-Fi og dets begrænsninger, men de sad et godt stykke fra den nærmeste bygning, og hun regnede ikke med at det havde sat en router op i det nærmeste træ eller busk.

Ved Marius’ kommentar om at han ville ønske han kunne sætte håret op løftede hun blikket fra den spejlende computerskærm. Så på hans hår mens hun selv gjorde sit eget færdigt. Han sad med blikket og sit fokus rettet mod sin computerskærm og hun tog sig den frihed at studere ham lidt. Det virkede som om han havde sit hyr med det pandehår, sådan som han hele tiden fejede det væk fra ansigtet. Eller også var han bare en af de typer som syntes at de virkede sejere hvis det gjorde sådan, men det var nu ikke Leas indtryk. Hun kunne ikke helt placere ham, men indtil nu havde han ikke virket sådan. Hun var ikke sikker på at hun havde bestemt sig endnu, men indtil videre syntes hun godt om ham.

Hun lagde mærke til en bule i panden på ham. Utroligt hun ikke havde set den før, for den var ret stor og havde samlet sig en smule farve. Lea skulle lige til at spørge hvad i alverden havde fremkaldt en sådan krigsskade, men blev afbrudt i sin tankerække da Marius begyndte at tale igen. Som den evige Student.

”Hvis du kommer til at mangle noget i løbet af året, fordi lærerne konstant refererer til 1. G, må du gerne få mine noter,” sagde han og det gik op for hende at han meget vel kunne have fat i noget.
”Årh ja, det skal lige passe. Det ville være typisk mit held. Men, jo tak. I might take you up on that offer,” svarede hun med et skælmsk smil der dog indeholdt et strejf af taknemlighed. Det var meget rart ikke at være helt lost. Og hun følte sig lidt mindre lost nu her på bænken med en med-note-entusiast end hun gjorde da hun trådte ind på skolens areal i formiddags.
Hun blev opmærksom på at hun sad og stirret på den høje dreng med et fjollet smil på læben og vendte så hovedet mod sin computer hvor hun stak USB-key’en ind og trak filen fra ”Skole”-mappen over på disken. Gudskelov for Apples nemme og intuitive navigering og alt det der.
Så trak hun USB’en ud og rakte Marius den.

”Den ligger bare direkte derinde… Og det er det eneste word-dokument, ellers er der kun mapper,” sagde hun og tænkte på den orden hun holdt. De eneste mapper hun havde liggende på den var, Billeder, Skole (en vigtig backup) og Skriverier.

[Marius Emil Lundqvist]

Leas spydige blik undgik ikke Marius' opmærksomhed, men han lod som ingenting, mens han afventede hendes svar, som var nøjagtigt, hvad han havde ventet. Sjovt nok. Marius så op fra skærmen med et lille, blændende smil i Leas retning - han kunne ganske enkelt ikke lade være med at smile ved den kommentar, og det udviklede sig til en oprigtig, lavmæl latter. Hun var ikke så lidt skarpsindig, og selvfølgelig havde hun helt ret i, at skolens routere ikke kunne sende signalet helt herud. Marius trak blot på skuldrene for at vise, at han ikke tog hendes information ilde op, og at den heller ikke var ny for ham. Både, fordi han havde erfaret det, og fordi hans far - der var egentlig mange ting, denne hr. Preben Lundqvist var årsag til- havde givet dem alle en lang, teknisk forklaring engang i påskeferien, da de alle havde siddet ved aftensmaden.

'Fuck, nu gjorde jeg det igen,' tænkte han ved sig selv, fordi den trækken på skuldrene absolut måtte virke en kende arrogant. Men gjort var gjort, og Marius måtte lade Lea om at synes om ham, som det passede hende.

"Nu, vi taler om WiFi," sagde Marius roligt, "så er der AirDrop." Marius nævnte udelukkende funktionen, fordi Lea ligeledes sad med en MacBook, og det var næsten umuligt at overse funktionen, selvom de færreste rent faktisk brugte den. Det var kun, fordi Marius kom fra et hjem, hvor en Mac prydede alle skriveborde, og at hans far var entusiastisk omkring Apples software, at han selv benyttede funktionen og til andre smarte tips og tricks.

Marius havde fornemmet Leas blik på sig, mens han havde siddet med blikket rettet mod sin skærm og ventet på, at hun fik overført noterne til USB-key'en. Han forsøgte ikke at lade sig mærke med hendes blik, og det lykkedes også, indtil hun begyndte at tale til ham, så hans indgroede høflighed fik ham til at vende ansigtet mod hende. Marius bed mærke i hendes britiske accent og kom uvægerligt til at tænke på, om hun havde været udvekslingsstuderende tidligere, eller bare havde taget 1. G i England - siden hun først startede her på sit andet år. Interessen i hans lyseblå øjne var som altid vakt - også, da han gengældte hendes taknemmelige smil med et nik.

Marius lod automatisk blikket glide hen over Leas høje, slanke skikkelse. Der var de moderne herrebriller, som hang i en lang sølvkæde om hendes hals (Marius kunne ikke forhindre et lille smil i at brede sig på sine læber ved synet af brillestellet); der var det neutrale, men moderigtige tøj; og de ekstremt højhælede sko, der havde fået hende til at skyde yderligere 10-11 cm. i vejret.

Marius rakte ud med én af sine slanke hænder med de stærke, lidt lange fingre, hvis negle var rene og velplejede på trods af, at han både rodede i jord og alskens andet skidt med de fingre - på det punkt var han bestemt ikke sart - og tog USB-key'en, som Lea rakte mod ham. Marius bed mærke i den tilsyneladende orden, der lod til at være på hendes filer, men uden at kommentere det eller granske skærmen med blikket, som om han hungrede efter at vide noget om hendes privatliv. Én ting, der dog i det korte tidsrum, efterlod en tanke i hans hoved, var mappen med titlen "Skriverier" - nok noget, der ville være tilsvarende hans mappe med "Kompositioner", og Marius kastede et kort, undersøgende blik på Lea, før han trak dokumentet over på skrivebordet, trykkede Cmd+e for at Eject'e det flytbare medium, og Finder-vinduet forsvandt. Først da trak han USB-key'en ud af sin computer og rakte den tilbage til den høje, mørkhårede pige.

"Tak," sagde han til hende med et lille smil. Marius' blik gled hen over hendes ansigt, og til sidst fangede han hendes blik - de grå øjne, som virkede både venlige og eftertænksomme. Hans eget blik var lidt alvorligt og uudgrundeligt, men havde stadig spor af en bagvedliggende munterhed.

Eftersom Marius allerede havde detekteret hendes geografiske placering som sjælland ud fra hendes dialekt, syntes han, at spørgsmålet 'Hvor kommer du fra?' var overflødigt, men det var også dumt at spørge om noget helt andet, mere dybt, for så ville den anden sikkert på forhånd vide, at han havde gættet for meget om vedkommende på forhånd. Derfor spurgte han: "Hvor gik du i skole sidste år, Lea?"

Marius åbnede dokumentet med noter og afventede interesseret Leas svar. Han kastede et kort blik på overskriften og det overskuelige layout med punktopstillinger, pile og lignende, halvlange, veluddybende sætninger. Marius hævede et øjenbryn ved synet af hendes sirlige orden, at datoen var markeret, og at én sølle lektion med introduktion til faget, kunne fylde lidt over 3 sider. For fanden, hvor det lignede ham at finde den HELT rette at spørge om noter - når hun opdagede hans notater, ville hun sikkert tro, at han havde opdigtet mange af sine noter for at få dem til fylde og undgå mindreværdskomplekser. Eller også måtte de lave en notat-battle, eller bare være taknemmelige for, at hverandre skrev lige så gode noter.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea lagde mærke til Marius’ øjne der lyste af interesse og et uudtalt spørgsmål, men hun kunne ikke se eller gætte hvad det var han tænkte på. Hun var jo ikke tankelæser, tænkte hun med en lille smil. Ikke ligesom de kunne være i fantastiske historier eller platte film. Eller omvendt, filmene behøvede jo ikke altid at være dårlige. Selv om det var sjældent at hun stødte på en dårlig bog, skete det da. Måske havde hun bare et flair for at vælge de rigtige bøger når hun stod i en boghandel eller et bibliotek. Hun elskede simpelthen de to ting. Der var en helt speciel stemning i lokaler hvor flere hundrede bøger, gamle som nye, stod og tilbød deres indhold med støvede bogrygge. Og enkle eller detaljerede covers, der sagde mere eller mindre om bogen selv. Aldrig skue hunden på hårene, sagde man, men det kunne da godt være svært at tage en bog seriøst hvis dens cover var så vitterligt amatøragtigt og ucharmerende. Lea mente faktisk også at den æstetiske del af bogen, dens ydre når den stod på hendes hylde, var super vigtigt.
Aldrig skue hunden på hårene… tænkte hun og så på Marius igen. Det passede egentlig meget godt til ham. Altså ikke at han var nogen hund, men der var noget ret ungdommeligt ved hans ansigt, mens hans kommentarer var skarpe som nogen gammel træt mands og hans blik virkede vidende.
Vidende var godt, blev hun enig med sig selv om. Og han virkede også lidt som et af de mennesker som ikke nødvendigvis sagde alt hvad de vidste, men altid vidste hvad de sagde.

Hun skød et øjenbryn i vejret da hun så at han rent faktisk på en måde gav hende elevatorblikket. Det morede hende ret meget, fordi hun fornemmede at det på ingen måde var som normale drengerøvede fyre gjorde det. Den der ”Du-ser-sgu-godt-ud-babe”-attitude manglede lidt. Hendes mundvige trak let opad helt af sig selv og hun vippede lidt med den ene fod næsten ubevidst. Som hun sad med det ene ben krydset over det andet, balancerede hun Macbook’en perfekt på det ene lår. Hun havde også haft meget øvelse for hun sad næsten altid sådan når hun havde høje sko på. Det var lidt akavet at sidde på den der plain måde med hælene. Pludselig savnede hun lidt at have et par af sine dejlige Converse på. De var altid bare rare og hyggelige at have på, og selvom der ikke var nogen komfortproblemer i de sko hun havde på nu, havde det måske også været lidt køligere i det varme vejr. Men det havde ikke været så varmt i England, det havde også regnet, og hun havde ikke skiftet sko eller tøj siden hun landede i morges i Danmark.

Lea kunne ikke lade være med at kaste et nysgerrigt blik på Marius’ desktop nu hvor hun alligevel havde en undskyldning for at kigge. Hvis det at hans computer viste indholdet af hendes USB-key var en undskyldning, og hvis hun behøvede en undskyldning. Hun så ikke noget rod på skrivebordet, kun et par mapper der var organiseret i stedet for placeret her og der som man kunne på en Mac. Hun ordnede også selv altid sine filer efter det, for det var lidt forvirrende det andet. Billedet på hans desktop var bare et af de der standard som Appleprodukter kom med. En eller anden form for supernova eller noget andet outer space dekorativt stuff.

"Hvor gik du i skole sidste år, Lea?"

Hans spørgsmål kom lidt ud af nowhere, men det var vel et fuldstændigt legitimt spørgsmål. Et af den der slags conversation starters. Hun overvejede lidt hvad hun skulle svare, mens hun så ham skyde et øjenbryn i vejret ved synet af hendes noter. Hun kunne ikke helt bedømme andet end at der var et snert af overraskelse i blikket. Og hun kunne kun gætte sig til om han var lige så pertentlig med sine noter som hende. Det ville give god mening siden han var interesseret i det, hvilket han tydeligvis var siden de første ord han ytrede til hende, udover hendes navn, var omkring hendes flittige notering i timen.
Hun slog noterne ud af hovedet, de skulle ikke så gerne overtage al hendes tid, og begyndte at formulere et svar til hans spørgsmål.

”I Ballerup såmænd,” startede hun og da hun tænkte at det måske ikke var den største udvisning af samtaleskills fortsatte hun, ”men jeg skiftede til Lyngvig i år fordi mine forældre flyttede til England, Southampton nærmere beregnet, og jeg ville hellere gå i skole her i Danmark.”

”Selvom…” hun stoppede op igen mens hendes tanker forsvandt lidt. Flagrede lidt for vinden. For hun skulle lige til at snakke om sommerferien og Colin, til den her fyr som hun kun bemærkede til at starte med fordi han mindede hende om selv samme englænder. Det kunne hun alligevel ikke få sig selv til, selvom hun snakkede meget mere end hun normalt ville med et nyt fremmed menneske. Måske var der noget ved Marius der fik hende til at føle sig mere… tryg? Hun kunne ikke rigtig finde ud af det og hun granskede et øjeblik Marius’ ansigt for ligesom at finde et svar. Men fandt bare hans blik der interesseret og venligt hvilede på hende og trak så lidt på skuldrene.

”Selvom jeg var på ferie der i fire uger, her i sommeren. Og anskaffede mig en skøn britisk accent,” sluttede hun af og smilede til sidst. Hun var nu lidt stolt af den accent, og håbede at den ville holde lidt længere end et par dage eller uger.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius fik fornemmelsen af, at Lea af og til morede sig stiltiende over ham, når han ikke så direkte på hende, eller måske netop, da han betragtede hende en kort stund. Måden, hvorpå hun løftede det ene øjenbryn og trak på smilebåndet efterfølgende - det mindede ham lidt om hans storesøster, bortset fra, at hende her Lea, som hun kaldte sig, ikke havde samme ondskabsfuldhed i blikket som hans søster. Ikke, at Marius' søster kunne karakteriseres som værende en ondskabsfuld lady, men hun havde sine tendenser til at hæve det ene øjenbryn på en lidt arrogant måde, når hun syntes, at folk var lidt uvidende. Aldrig i en ond mening, men det vidste folk sjældent, hvis ikke de kendte hende. Man måtte jo bare tage til tåls med, at hendes studie gjorde hende lidt prætentiøs - nej, måske ikke ligefrem prætentiøs, for hun havde sandelig noget at have sin akademikerattitude i. En frembusende karriere-madonna, det var, hvad hans storesøster var.

Leas svar kom lidt bag på ham - der havde været noget andet end hendes britiske accent, som havde fået ham til at tro, at hun muligvis havde studeret i udlandet noget tid, men Ballerup ... nåh, ja, hvorfor ikke? Marius smilede til pigen ved siden af sig, mens han fik serveret et muligt svar på, hvordan hun havde tilegnet sig den britiske accent.
'Jamen, behold du endelig den accent - den klæder dig,' tænkte Marius med et muntert glimt i sine øjne, mens hun talte. Han lagde en hånd på toppen af skærmen på sin computer som for at lukke den ned, men lod hånden hvile der i et stykke tid, mens hans ører tog Leas ord og stemmeføring til sig og sendte indtrykkene videre til hans hjerne, der helt automatisk dannede erindringer, associationer og ukonkrete "billeder", som han kunne hæfte på Lea.

Lea var gået lidt i stå midt i en sætning. For Marius' vedkommende betød det ikke spor, at hun grundede over en formulering. Det var rart at vide, at nogen for en gangs skyld ikke sagde ting bare for at sige dem. Men denne gang virkede det dog, som om Lea bevidst prøvede at udelukke noget for ham, snarere end at hun tænkte over en måde at udtrykke sig på. Dét i sig selv morede ham i så høj grad, at han måtte knibe øjnene lidt sammen for ikke at komme til at grine. Latteren, som var på vej op gennem maven, tvang han tilbage, og så lod han hånden på skærmen glide hen over kanten, til den nåede det ene hjørne, før han klappede den ned ganske langsomt, til den med et lille "bump", som når man lukkede en bog med et tungt omslag, faldt på plads på computerens nedre anatomi med tasterne, track-pad'en og alt, der fik dens kredsløb til at fungere.

"Du var måske alligevel lidt for glad for Danmark til, at du gad blive hos dine forældre og studere i England," sagde Marius med et skævt, lille smil. Han forstod hende godt på en måde. Aldrig havde han så meget som overvejet at tage gymnasiet i udlandet, selvom hans forældre havde vendt emnet emnet med ham. De havde sagt, at der var nogle virkelig gode, musikorienterede High Schools i Amerika, men Marius' storesøster havde undersøgt sagerne og sagt, at hvis hans forældre vitterligt ønskede, at han ikke skulle komme træt hjem hver eftermiddag, så kunne de smide ham på Lyngvig. Uvilkårligt smilede han ved sin søsters ondskabsfulde, men velmenende og kærlige drillerier og takkede hende i sit stille sind. Han vidste, at hun også havde foreslået Lyngvig, fordi hun selv på nuværende tidspunkt var bosiddende i Århus - i hvert fald, så længe hun studerede.

Deres aldersforskel betød ingenting - de var begge lige platte, lige ironiske og lige alvorlige. Og lige arrogante på overfladen, men på hver deres måde. Mens Marius holdt sig mest til Never try to be something you are not, levede storesøsteren mest efter Try to be what you are and do not care whether you like it or not. Dét elskede han hende for - at hun var alt andet end perfekt, og at hun hårdnakket forsøgte at elske alt dét ved sig selv, som folk hadede. Og så var hun jordens største perfektionist ligesom ham, når det gjaldt at udmærke sig.
"Du, Marius, min store lillebror, DU er sgu pæn, at du ved det - men mig? Ak, jeg ligner et vissent træ i sammenligning med dig." Og når hun havde sagt dét - eller noget lignende selvdestruktivt - ville hun slå ham hårdt på skulderen med en knyttet hånd og bede ham om at ælte dejen for hende, mens hun satte en vinylplade på og gik ud for at blande farver. Marius' blik var fjernt et øjeblik, som han sad dér på bænken, mens han så sin søsters korte, glatte, rødblonde hår for sig. Hun lignede mest deres far, gjorde hun, den gæve kælling.

Marius lænede sig tilbage mod ryglænet på bænken og missede med øjnene mod den skarpe sol. Han vendte ansigtet halvt mod Lea og fandt endnu et spørgsmål frem fra gemmerne og håbede i sit stille sind, at hun ikke ville tage det ilde op, at han spurgte så meget - selvom der reelt set kun var tale om et par spørgsmål indtil videre.

"Synes du, at her virker lovende taget den korte tid, du har været her, i betragtning? Måske i forehold til Ballerup Gymnasium, som slet ikke skulle være det værste sted at ende," det sidste tilføjede Marius med et skævt smil. Egentlig var det ikke svaret som sådan, der interesserede ham, men nok snarere måden, hun formulerede det på, eller for at være mere eksakt: Det var et spørgsmål, der alt afhængig af, hvordan man vendte og drejede det, kunne få hende til at sige noget, der gav ham et større indblik i, hvem hun var - hvad hun søgte, og hvor den ambitiøse pige ønskede at finde sig selv. Et lille vindpust fik hans pandehår til at kilde ham på den bløde hud lige under tindingen, og Marius kom uvilkårligt til at skære ansigt, idet han løftede en hånd og forsigtigt strøg håret væk. Som om det ikke havde været det store minespil, betragtede Marius fortsat Lea med sindsro og interesse.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea så Marius’ lidt overraskede udtryk da hun sagde at hun havde gået i 1.g i Ballerup. Han måtte have forventet et andet svar, tænkte hun og nåede at overveje hvad han så havde forventet før hun så hans mere forstående blik da hun forklarede om sin ferie i England. Marius’ kommentar om at hun måske var for glad for Danmark fik hende bare til nikke uden at se på ham.

Han lænede sig tilbage mod ryglænet på bænken og stillede hende et spørgsmål.

"Synes du, at her virker lovende taget den korte tid, du har været her, i betragtning? Måske i forehold til Ballerup Gymnasium, som slet ikke skulle være det værste sted at ende.”

”Borupgaard,” sagde hun som en refleks med et fraværende blik ud over parkens store areal. Hun lagde ikke meget mærke til de forskellige personer der sad rundt omkring på græsset, hun kendte dem jo alligevel ikke. Og så gik det op for hende at hun selv havde sagt noget.
”Det hedder Borupgaard Gymnasium, efter en eller anden… gård, det siger sig selv lidt ikke?” forklarede hun og fortsatte så, fortumlet, for det havde ikke rigtig været hendes mening at rette på ham, ”men det er jo ligegyldigt… Undskyld, bare glem det. Men…”
Hun lod ordet hænge i luften mens hendes tanker samlede sig som bier til honning. Hun kastede et kort blik op på Marius for at sikre sig at han ikke havde taget noget offense af rettelsen og kiggede så igen udover parken og de andre elever. Hans spørgsmål, var måske ikke ligetil, hun havde alligevel kun været her i hvad, seks timer? Men hun havde da selvfølgelig dannet sig et førsthåndsindtryk og på mange områder var det godt.

Lea kunne ikke helt lade være med at smile lidt ved tanken om at Marius havde en mening om et gymnasium som han ikke kunne navnet på. Måske sagde han det bare for at sige noget eller også kendte han gymnasiet uden at kunne huske navnet. Det var trods alt også kun det eneste i Ballerup, så det var vel nemt med almindelig sund fornuft at komme til konklusionen at det måtte det hedde.
Hun følte sig lidt hensat til det ene år hun havde brugt på BOAG, som det blev kaldt i daglig tale, og måtte tænke at hun håbede at Lyngvig var mere hende end det havde være tilfældet i Ballerup. Det var ikke fordi at det var et dårligt gymnasium eller noget, og hun havde da haft et fint år, gode timer og fine klassekammerater. Men hendes gode veninde Stine, som hun var startet sammen med, og hende, de var ligesom gledet fra hinanden ligeså stille. De havde gået i folkeskole sammen og var gode veninder derfra, men det var ligesom om at så snart Stine fik øje for alle de andre nye potentielle veninder og Lea havde mere eller mindre koblet sig selv af. Hun havde givet sin generthed skylden for at hun ikke rigtig havde skaffet sig nogle nye rigtig gode venner som måske også kunne have givet hende en grund til at blive i gymnasiet de to resterende år. Men i virkeligheden brød hun sig ikke synderligt meget om ånden på skolen. Der var lidt for stor ’rivalisering’ og had til andre linjer end ens egen og mellem herskere og putter. Hun havde aldrig selv brudt sig om sådanne hierarkier og det var måske en af grundende til at hun aldrig faldt ordentlig til.
Og hendes forældre var måske ikke taget til Southampton hvis hun havde insisteret på at ville blive, men hun syntes selv det virkede meningsløst at forhindre dem i at gøre det de ville eller havde brug for, for hendes skyld når det ikke var vigtigt for hende at blive.
Så England og Lyngvig var det blevet til. Hun smilede op til Marius.

”Er det nu jeg skal sige ”Skøøøønt” for ikke at støde dig? For du ser ud som en fisk i vandet her. Uden skællene altså,” sagde hun muntert for selvom hun hverken kendte stedet her eller ham mente hun nu at kunne fornemme at han følte sig tilpas. Som han sad der, mageligt lænet tilbage og missede med øjnene i solen, lignede han lidt en veltilfreds kat der ligger og feder sig gevaldigt. Marius virkede som han kunne sin vej på gangene her. Måske var det det der kom af at være på et sted 24/7 som man var på et kostgymnasium. Lea forestillede sig at der var et specielt samvær og sammenhold på sådan et sted. Også lidt fordi det ikke var et særligt stort gymnasium, det gjorde det garanteret mere hyggeligt. Lea kunne godt lide hyggelige ting.

”Ej, jeg synes godt om Lyngvig, så meget jeg har set endnu,” sagde hun lidt mere seriøst, men stadig med et smil på læben.
”Jeg ved godt at jeg måske ikke har så meget at bygge det på,” fortsatte hun og prøvede at sætte ord på det hun tænkte, ”men jeg har bare fået den fornemmelse af at der ikke er særlig fordomsfuldt her. I hvert ikke så meget som jeg er vant til. Og det er rart.”

[Marius Emil Lundqvist]

Borupgaard. Ja, naturligvis. Det kunne Marius også huske nu, hvor Lea nævnte det. Ikke, at han kendte nogen derfra, men igen kunne han takke sin storesøster for at have trukket en lille, bebrillet fyr med hjem fra en fest, der gik på gymnasiet i Ballerup. Marius fulgte Leas blik ud over parken; Marius genkendte adskillige elever. Der var de muskuløse fyre fra festen, som havde passet grillen; den blege Peter fra 3. G forsøgte forgæves at skjule sin vom i en alt for stor t-shirt, der gik ham til knæene under hans lårkorte shorts; Ulrik og Martin fra hans egen årgang - de to tvillinger, som man knap kunne kende forskel på - stod som et par tyre og prøvede at vælte hinanden ned på græsset. Men Marius' blik faldt på den stille, alvorlige pige med de mørke krøller og mørke hud, som gik med et fraværende smil på læben ved siden af en fyr, der talte i et væk til hende og tjattede lidt til hende. Samuel og Sophia.
'Et umage par,' tænkte Marius ved sig selv - de to var hinandens diametrale modsætninger. Sophia, der havde en fantastisk sangstemme, men som aldrig yndede at bruge den, var ikke som den energiladede Samuel, som trænede en masse og bestemt havde fortjent et pænt udseende efter sine anstrengelser. Hvad man for øvrigt næppe kunne sige om ham selv, indskød Marius i sit stille sind efter sin betragtning af Samuels veltrænede krop; ganske vist var Marius atlet på eliteplan, men efter hans egen mening var hans muskler ikke værd at dåne over. Ikke, at Marius gik op i den slags alligevel; han hadede at træne bare for at bygge sin krop efter ét eller andet ideal, som blev vist på kulørte blade. Han var måske for casual - ja, eller snarere gladere for sporten i sig selv, end hvad den gjorde ved ham.

Leas ord fik Marius til at løsrive blikket fra Sophia og Samuel. Hun forklarede sin rettelse, og hvor Marius selv ville have været kæk, når han undskyldte for en spydig, perfektionistisk rettelse, blev Lea mere fortumlet.
"Jeg kunne heller ikke forestille mig, at der var tale om en lund," svarede Marius med et tydeligt glimt af morskab i hans lyseblå øjne, men han lo ikke ad hende. Boruplund Gymnasium kunne ellers få det til at lyde mere fredfyldt, end hvad Leas blik umiddelbart sagde ham, da hun blev fjern. Det var ikke, fordi Marius som sådan havde den ringeste idé om, hvad pigen ved siden af ham tænkte, men udtrykket i hendes øjne var ikke just saligt. Men det var måske bare hendes generelle tilbageholdenhed.

"Er det nu, jeg skal sige "Skøøønt" for ikke at støde dig?"

Marius gengældte Leas smil med et lille ét, der automatisk krusede hans læber, mens han sad tilbagelænet. Han elskede, at hun tog sine egne kommentarer fuldstændig bogstaveligt - måden, hvorpå hun lige med det samme fik deres tanker over på skæld, var helt absurd, men forfriskende. Herligt!
"Der er nok et enormt skel mellem mig og fisk på overfladen, men jeg deler nok dens begejstring for vand," sagde Marius og kom til at le sin lavmæle latter. Skel og skæld. Fuck, den var dårlig. Han forventede et øjenbrynsløft fra Leas side - intet andet for den platte, ordkløveriske vittighed.

Marius satte sig lidt til rette, mens han kastede et blik over parkens gæster igen. Marius rynkede mismodigt brynene ved synet af et par nye elever (givet vis 1. G'ere, siden han ikke genkendte dem), som sad i bikini-toppe og ordnede hår og tydeligvis fnisede over Gud og hver mand. Leas svar på, hvordan Lyngvig forekom at være, fik ham til at se på hende med et uudgrundeligt udtryk i øjnene. Hun stødte ham ikke ved at undlade at kalde Lyngvig skøn, men hun fik ham dog til at hæve et øjenbryn i kort misbilligelse ved at sige, at Lyngvig var mindre fordomsfuld. Ikke misbilligelse mod hende eller nogle andre - bare en form for verdensanskuelse, han måske ikke kunne tilslutte sig, men på den anden side havde han ikke andet at sammenligne Lyngvig med, og han var sikkert for realistisk til at kalde noget som helst fordomsfrit.

Der var desuden det faktum, at Lea igen sagde nøjagtigt, hvad han havde forventet, at hun ville sige. Det var sikkert en reel observation, at stedet her virkede mindre fordomsfuldt end Borupgaard Gymnasium - det måtte han ikke glemme, at det hed igen - men det var ikke desto mindre en kliché at sige nøjagtigt sådan. Det skuffede ham ikke. Hvad ville han selv have sagt, hvis han blev spurgt og sad i hendes sko (ikke støvletterne, eller hvad den slags hed, men ...)? Marius' blik blev igen muntert, da han nåede til skoene i hans tankerække, men så blev øjnene lige så alvorlige og uudgrundelige som før. Det var slet ikke unormalt, at man i hans blik så en skiftende alvor og munterhed. Nej, det skuffede ham ikke - dét, Lea sagde. Det gav ham bare en idé om, hvem hun var, hendes holdning til menneskers snæversynethed og måske et praj om, hvad hun havde været igennem. Borupgaard havde tilsyneladende ikke været for hende.

"Vi er alle fordomsfulde, om vi vil det eller ej," sagde Marius med et lidt filosofisk træk på den ene skulder. Han løftede sin MacBook Pro på højkant på sine lår, mens han så lidt granskende på Lea. "Men vi forestiller os altid, at den anden har flere fordomme end én selv. Det er givet vis et produkt af vores empiriske tilgang til verdnen."

Marius fik sit ordvalg til at lyde fuldstændig naturligt, men inderst inde kom han til at give sig en mental mavepuster over, at han sad og virkede gammelklog - han var sikkert yngre end hende. Hvem på 2. årgang var IKKE ældre end ham? Marius ville ønske, at han havde kunnet bremse sig selv i tide - så Lea ikke behøvede at tro, at han var én eller anden blærerøv, som læste artikler på Wikipedia for at virke klog. Hey, han læste faktisk artikler på Wikipedia, men af en ganske anden årsag: Han elskede ubrugelig viden.

"Nåh," sagde Marius pludselig, "det var ikke for at sprænge Paradis til atomer for øjnene af dig, Lea."

Marius slog ud med hånden og kiggede ud over parken igen. Måske kunne det godt gå for at være en slags fredfyldt Paradis med den sol og med Lærke - hende havde Marius først set nu og ikke set siden episoden i Aulaen - der lå i græsset med en bog. Gad vide, hvad hun læste? Omslaget havde ikke samme farve som Leonard Cohens digtsamling, så dén kunne det næppe være. Marius' blik fæstnede sig et kort øjeblik på Lærkes brune hår, der var sat op i en hestehale. Hun virkede på sin vis fredfyldt, som hun lå dér og vippede med den ene fod i takt til ét eller andet musik. Jazz? Marius vidste ikke, hvorfor, men på en måde håbede han, at hun hørte jazz - at hendes reaktion på hans musik ikke bare var associationer og følelser - men at genren havde sagt hende ét eller andet. Marius vendte igen sin opmærksomhed mod Lea med et lidt fjernt udtryk i øjnene.

[Lea Nørr Kristiansen]

Marius’ joke om skellet mellem ham og fisk fremkaldte et gud-hvor-var-det-en-dårlig-joke blik og et lille smil hos Lea. Hvis han fandt glæde i platte vittigheder, skulle han da have lov til det. Nogle gange var noget også så plat at det var sjovt.
Hun kunne ikke lade være med at hæfte sig ved at han var ’begejstret for vand’. Det lød som om han mente lidt mere end bare glad for vand i sig selv. Garanteret ikke engang noget stort eller vigtigt, men Lea bemærkede det nu alligevel.
Det var sjovt som hun prøvede at registrere og lagre alt hvad hun kunne om denne vidende, muntre men alvorlige høje fyr. Selvom hun jo godt vidste at det ikke var muligt at få særligt meget viden omkring en ved at snakke sammen en enkelt gang og specielt ikke når det mest var ham der stillede spørgsmålene. Men nu kunne man jo også lære noget om folk uden nogen direkte informationer. Og udfra det hun havde opfattet håbede hun da heller ikke at det ville blive ved en enkelt gang. Hun nød egentlig ret godt at sidde her i solen og tale med Marius.

Lea lagde mærke til hans misbilligende udtryk mens hun prøvede at udtrykke at hun syntes bedre om Lyngvig end hun havde om Borupgaard. Hun nåede at undre sig over hvad det var der fik ham til at se sådan ud før han begyndte at tale igen.

”Vi er alle fordomsfulde, om vi vil det eller ej,” sagde han og fortsatte med at man altid mente at andre var mere fordomsfulde end en selv.

”Åh jeg mente skam ikke at her er fordomsfrit. Slet ikke, det ville jo være praktisk talt umuligt,” svarede Lea mens hun besvarede hans granskende blik med et afvæbnende smil.
”Der er jo ikke det menneske der ikke har fordomme mod andre. Måske nogle som ikke agerer udfra dem eller lader sig influere på anden vis, men nonetheless kan man aldrig komme uden om fordomme,” sagde hun og kiggede så op på ham med smil og et glimt i øjet.

”Men det er da mange fine ord du kan der,” sagde hun i spøg selvom hun faktisk fandt det lidt interessant, den måde han formulerede sig på i forhold til hvad han ville udtrykke. Hun betragtede ikke sig selv som den store tænker eller ordekvilibrist (selvom hun elskede at skrive, mente hun aldrig selv at det var det værd at vise det til nogen), men der var alligevel noget ved at diskutere filosofiske eller abstrakte emner med nogen som i hvert fald vidste hvad de tænkte og mente.

”No matter… Er Paradis alligevel ikke bare atomer?” bemærkede Lea og skar så en grimasse, for hun havde ingen anelse om hvad det var hun mente med det hun lige sagde og hvorfor i alverden hun havde sagt det. Med et fjollet grin over det klappede hun computeren på sit skød sammen og lagde den ned i tasken igen. USB’en smed hun ned i dybet bagefter og nåede lige at fortryde det. Det var jo klart at hun ikke kunne finde noget når hun bare dumpede det derned.
Så strakte hun benene ud foran sig mens hun forbandede sit skovalg og den engelske kølighed til – ja, atomer. Hun smilede lidt ved ordvalget inde i hendes eget hoved, men smilet blev endnu bredere da hun kiggede ned på sine ben der lignede en komisk efterligning af Marius’ lange stænger. Nok var hun høj og havde lange, nogle ville sige velformede, ben men alligevel nåede de ikke nær så langt som hans. Og pludselig mærkede hun en trang til at gøre noget, bevæge sig i stedet for at sidde her og stege i solen.
Hun nærmest sprang op fra bænken og nåede kun lige at justere hendes fart og entusiasme. Han skulle vel nødig tro at hun var helt vild og ustyrlig. Selvom det næppe ville blive tilfældet, tænkte hun sarkastisk. Så vendte hun sig om mod den stadig siddende fyr og sendte et strålende skævt smil.

”Men når du nu er så begejstret for vand, vil du måske vise mig søen?” spurgte hun og skulle til at række en hånd ud mod ham, men ombestemte sig og lod være. Han behøvede vel ingen hjælp til at rejse sig.
”Jeg kan simpelthen ikke holde ud at sidde stille mere i dag. Først i flyet, taxaen og så skoledagen,” forklarede hun sig selv. Selvom hun ikke var sportslig var det ret trættende at sidde stille i så lang tid og når benene kaldte kunne hun godt lide at gå lange ture.

Hun så afventende på den høje dreng.

[Marius Emil Lundqvist]

Den første part af Leas svar på hans korte kommentar om fordomme gav Marius lyst til at sende hende et kækt smil, men han undlod det - især, fordi han følte, at der var mere i vente - noget mere uddybende. Måske noget, der fik ham til at føle, at han ikke var særlig snæversynet. Heldigvis lod det til, at Lea ikke havde taget hans misbilligende udtryk i øjnene særlig ilde, for hun fortsatte med et smil og et glimt i øjet: "Der er jo ikke det menneske der ikke har fordomme mod andre. Måske nogle som ikke agerer udfra dem eller lader sig influere på anden vis, men nonetheless kan man aldrig komme uden om fordomme."

Marius så eftertænksomt på Lea og nikkede svagt; lige netop dén ytring var som snydt ud af næsen på ham. Sært nok gav det ham ikke en jublende følelse af samhørighedd, men alligevel smilede han svagt til hende - et smil, der trådte frem på hans ansigt, fordi Lea havde tilladt sig selv at respondere på hans gammelkloge, åndssvage kommentar uden så meget som at fortrække en ulidelig grimasse. For selvfølgelig havde dét, han havde sagt, været indlysende - enhver vidste med en smule sans for iagttagelse af andre - at ALLE havde fordomme. Og hun tog bare mål af ham, som han var - ligesom han gjorde med hende.

Han blev enig med sig selv om, at han havde gjort ret i at spørge hende om noterne - at han i hvert fald fra nu af øjnede en mulighed for at opsøge hendes selskab, hvis han nogensinde skulle få brug for at høre noget fornuftigt blive sagt, som gav svar på, hvad han tænkte, men alt for sjældent sagde højt.

"Det siger du ikke, frøken jeg-brugte-også-lige-et-par-fine-gloser," smilede Marius til Lea, og munterheden i hans øjne udtrykte den latter, han ikke lod undslippe sig. Som var det et tegn på, at Marius skulle gøre det samme, lod han ligeledes MacBook'en på sine lår glide ned i sin beskyttende Sleeve, før den blev puttet ned i tasken. Han så på hendes ansigt med det fjogede smil og returnerede det med et blændende, charmerende smil, hvis effekt han end ikke selv var klar over.

"Hvis ikke Paradis er metafysisk, så ..."

Marius lod sætningen hænge i luften, fordi det var fuldstændig ligegyldigt, hvad de begge mente om den sag. Marius kiggede interesseret på Lea uden så meget som at lægge skjul på, at han kiggede, mens hun lod til at smile over ét eller andet, hun var kommet i tanke om. Han fulgte hendes blik mod deres ben uden at ane, hvad Lea tilsyneladende morede sig så meget over.

Marius var midt i en tankerække, hvor han funderede lidt over Leas forbrug af engelske fraser, da hun uventet sprang op og skyggede for solen. Marius blinkede et par gange, før han så op på hende - var det ikke første gang i dag, han havde set OP på hende? - med et spørgende udtryk. Da hendes iver havde lagt sig efter et splitsekund, opfordrede hun ham til at vise hende søen med en forklaring om, at hun havde siddet for meget. En helt legitim årsag, og Marius ville ikke forhindre hende i at føle lidt behag ved at bevæge de stive led, så han rejste sig lidt skødesløst op. I samme bevægelse fik han skoletasken over den ene skulder.

"As you wish, m'Lady," sagde Marius høfligt til Lea med et overdrevet, men lille galant buk, der samtidig fik skubbet hans rygsæk bedre til rette på den ene skulder, som den hang på. Marius holdt ligeledes masken, da han rakte ud med hånden som for at sige, at han kunne føre hende som en typisk gentleman.

"... men dog," sagde Marius tørt, "jeg smutter lige ind med mine ting. Skal jeg tage dit med?"

Tilbuddet kom helt automatisk, uden at han så meget som havde overvejet, at det kunne være en del af hans høflige minespil. Det var bare naturligt for ham at tilbyde folk sin hjælp på den ene eller anden måde. Marius trak undskyldende på den ene skulder og trak lidt på det, da han fortsatte: "Men du kan selvfølgelig gå med og skifte sko til noget, der er knap så varmt." - Og han håbede, at det var bedre sådan ... at hun ikke troede, han bare var sådan en fyr, som brugte billige kneb som at bære pigers ting for dem, for at komme nærmere ind på livet af dem - det ville næsten være fatalt. I hvert fald for hende selv, fordi han ikke kunne finde på at ændre adfærd overfor hende.

[Lea Nørr Kristiansen]

"As you wish, m'Lady.”

Marius’ lille kommentar og buk fik Lea til at skyde øjenbrynene i vejret, men med et fornøjet smil på læben spillede hun med og kniksede let i sine højhælede sko. Hun lod sin arm glide frem men stoppede så brat og kiggede med påtaget bestyrtelse på sin egen hånd.

”Du godeste,” udbrød hun med en fornem stemme, ”Det synes at jeg har glemt mine handsker. Næ, nej uden handsker ville det være uanstændigt..”

Lea lod et smil bryde frem på ansigtet ved dette som hun igen brød teatralsk da han spurgte om han skulle tage hendes ting. Hun greb ud efter sin taske som stadig stod på bænken og knugede den beskyttende ind til sig.

”Om jeg skulle overlade min skatkiste af værdifulde… ting i din ringe besiddelse?” spurgte hun og så forfærdet ud et øjeblik før hun rystede minespillet af sig og gav ham et ligegyldigt skuldertræk og det mindste af smil.

”Nah, jeg kan bære det selv. Og nu du siger det ville det måske være en ide at skifte sko,” sagde hun og drejede lidt på den ene hæl mens hun så ned. Man skulle næsten tro at han havde læst hendes tanker som han foreslog at finde nogle køligere sko.
Hun trak tasken op på den ene skulder og begyndte at gå tilbage mod bygningerne sammen med Marius. Så kiggede hun på ham med et spørgende blik.

”Hvilket hus bor du i?”

[Marius Emil Lundqvist]

Marius sendte Lea et skævt smil - ikke overrasket over, at hun fulgte hans minespil, ligesom de havde gjort i indgangshallen. Men hendes replikker og måde at agere på, fik ham til at spekulere over, om hun havde overvejet at vælge drama som valgfag, eller om hun måske allerede havde gjort det?

"Bevares," sagde han med et grin, da hun holdt beskyttende om sin taske, "men selvfølgelig må du bære den selv - det var nu heller ikke, fordi jeg tillagde din statur så ringe adjektiver."

Marius fnøs, fordi han prøvede at holde en latter tilbage - over måden, han indirekte havde sagt, at hun ikke så helt værst ud, men egentlig havde ment, at hendes krop sikkert kunne holde til byrden at bære tasken. Det var typisk for ham at komme med noget, der havde en sådan dobbeltbetydning - uden at blive pinligt berørt over det. Så lod han bare latteren afspejles i det strålende smil, han sendte den høje pige ved siden af sig uden at lade en egentlig latter undslippe sig. Da han så kort på hende, kunne han heller ikke afkræfte, hvad han netop havde sagt om hendes udseende, men hvad fanden ...

"I rævehulen," svarede Marius hende med et blik mod omtalte bygning, "ligesom dig."

Marius tænkte til bage på den dag, han var blevet kørt herud af sin far og på aftnen før det - begge dage havde far insisteret på at tjekke listen over elever i den bygning, han skulle bo i, om og om igen, og Marius kunne nu også huske Leas navn på den, men derhjemme havde han ikke kunnet sætte ansigt på hende, ligesom det var tilfældet med en række andre nye. Theo og Adam på hans eget værelse, for eksempel. Marius huskede ikke Theo særlig godt, da han åbenbart havde haft lidt af et problem med at opholde sig på værelset i weekenden - måske, fordi Marius selv havde ligget syg i sengen og ikke gav drengen et øjebliks kvalitetstid med sig selv. Og Adam - ja, ham havde han både snakket med før og efter grillfesten - smalltalket, i hvert fald.

//Til Rævehulen - gangen?