|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:33:57 GMT 1
Anton:
Jonathan virkede oprigtigt glad, da han kiggede ham i øjnene og sagde tak. Da han kiggede ham i øjnene og smilede. Fan också. Stupide engelske narrøv. Kunne han ikke lade være med at være så totalt åndssvagt charmerende? Det måtte være modstridende med en eller anden naturlov eller –konstant. Det kunne simpelthen ikke passe. Anton gengældte hans smil, men skyndte sig at drikke noget mere af sin øl, så han kunne maskere sit blik, som helt sikkert snart ville afsløre ham, hvis han ikke passede meget på. ”I’m glad you like it. Well I suppose you know Pink Floyd” han nikkede mod den ene cd, det var ’dark side of the moon’, om muligt det lækreste album i historien. ”The other two are brilliant examples of Swedish art. Kent is in Swedish, so you probably won’t get a word, but the music is great in itself, and Anna is in English so you’ll get that one at least.” Nu håbede han ikke, at fyren var sådan en der hørte elektronika eller hiphop, så var han da for evigt blacklistet. Men så kunne det sgu også være det samme. Heldigvis lignede fyren ikke sådan en type. Hans tøjstil var afslappet, selvom man da godt kunne se han havde gjort lidt for at se godt ud på sin fødselsdag. Det havde også virket, også i den grad. Men der skulle nok ikke meget til.
”But hey – I won’t keep you away from your guests. Katrine would kill me then. Afterall it is your party.” Han grinede lidt til Jonathan og gav ham et kram. Et maskulint kram med de tre klap på skulderen, men han kunne alligevel ikke dy sig fra at snuse lidt til hans aftershave og registrere hans mavemuskler under t-shirten. For helvede. Han kunne altså ikke bruge mere tid med den hetro, fødselsdag eller ej, han ville blive sidssyg. ”Guess I’ll see you around.”
Og det var en god fest. Og det var indisk mad. Og han kunne ikke lade være med at tro, at briten kiggede lidt efter ham som aftenen skred frem, lidt meget faktisk, men det var sikkert bare indbildning. Fyren havde jo heller ingen chance for at vide hvilke tanker det kunne sætte i gang i Antons verden.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:34:48 GMT 1
Jonathan:
"I guess she would. I'll see you, then." Jonathan gengældte klappet og stablede cd'erne på et bord inden han tog chancen og begav sig ud i mængden af gæster.
Det var nu alligevel ærgerligt at han var gået. Selvom det var sundt at lære flere mennesker at kende og alt det der bavl. Og han snakkede da også med folk. Og lo sammen med dem. Og vandt hver eneste drukspil de kunne stille ham overfor. Og så hævnede danskerne sig ved alligevel at hælde noget i ham. Det gik jo ikke at vinderen vandt så stort at han forblev ædru. Og Jonathan havde det sjovt. Og krævede at de sang Happy Birthday for ham mange gange. Og Katrine lo og trak ham til side frem for sine veninder hver gang hun havde brug for en snak. Indtil han sagde at nu gad han altså ikke høre på mere af det der. Og i stedet fik lokket noget ud af hende om Anton. At han havde rejst rundt i Europa det sidste halve år. At han var fantastisk musikalsk. Og så fandt Katrine en veninde, og Jonathan bestemte sig for at bruge sin fødselsdagsgave. Så han satte en af cd'erne på højtalerne. Den hvor de sang på svensk. Kent, eller sådan noget. Og ganske rigtigt fattede han ikke et ord. Han kunne ikke engang læse titlen. Og for ham lød det bare som en masse mumlen. Han bankede lidt på coveret med fingrene i takt. Så kiggede han rundt for at finde den berømte svensker. Svenskmand, whatever.
Han fandt Anton i en af sofaerne med en flok hvor han sad og kiggede på nogen der spillede kort. Og snakkede med spillerne. Men... det gjorde nok ikke noget hvis han afbrød. Han ville gerne vide hvad der stod. Af en eller anden grund, han ikke helt selv var klar over. Så han stred sig gennem rummet og satte sig i sofaen ved siden af ham. Han rakte cd'en over mod ham. "What does the titels say?" Han smilede til ham. "I don't know if you noticed, but I put it on, and as you thought, I don't get a word out of it." Han var nød til at tale lidt højt for at overdøve snakken omkring bordet.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:35:47 GMT 1
Anton:
Kent rungede ud af højttalerne og han kunne ikke lade være med at synge med for sig selv. Det var bare en refleks, når han hørte noget musik hvor han kunne teksten. Og han kunne Kents tekster udenad. Den han havde givet Jonathan var ’Vapen & Ammumition’. En af de rigtig gode. Selvom de alle var gode, forstås. Han stoppede sin sang, da englænderen smeltede ned i sofaen ved siden af ham. Eller sådan føltes det i hvert fald. Det var en skodsofa de havde. Sådan en grøn én som opslugte en totalt. Og hvor man væltede ind mod hinanden, når man sad ved siden af hinanden.
Varmen fra drengens krop, hans lår mod Antons og hans ånde som lugtede lidt af øl mod Antons kind. Anton var fuld, så han skulle virkelig tælle til 10 inde i hovedet for at kunne holde det ud. Eller 50 var der nærmere.
Han modtog cd’en og kiggede ned over sporlisten.
”Well, Sundance Kid, that is English already” smilede han. “And then it isn’t so complicated. Pärlor is pearls or perler in Danish. The next one is ‘the others’” han pegede på nummer 3 ‘Dom Andre’ da han oversatte. Han gad ikke sige det på dansk, han var vel ikke sproglærer. ”Then we have, ’How I made you love me’ or ’how I got you to love me’ depending on the interpretation. But I guess that’s indifferent. ’Love is waiting’, ’Sugar’, ’Elite’ is elite in English as well as far as I know? ‘Sverige’ well that’s Sweden and the last two are quite obvious too ‘FF’ and ‘Duet’ is as in English just with and extra t.” Han kiggede ikke på drengen mens han oversatte. Hans fod slog automatisk takten mod gulvet og hans finger fulgte sporene på bagsiden af coveret mens han talte. Den krop der var så tæt på ham. Den søde duft af mand og øl. Han lukkede bare øjnene lidt og lyttede til musikken. Han elskede musikken.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:36:14 GMT 1
Jonathan:
"Oh wow...ace! I like it." Jonathan kiggede på titlerne og forsøgte at huske dem alle. De var smukke. Ikke sådan nogle latterlige nogen. Og hvis han forstod dem var teksterne sikkert også smukke. Ikke at han havde forstand på det.
Jonathan trak fødderne op i sofaen og krydsede benene. Han lagde hovedet tilbage og sukkede dybt. Han var altså blevet ret fuld. Han greb ud efter en flaske på bordet og drak af den. "So, Katrine told me you're some kind of music-freak?" Han grinede. Så stoppede han igen og rødmede lidt. Han havde jo lige afsløret at han havde spurgt. Eller i hvert fald at Katrine havde fortalt om ham. Men, måske bemærkede han det ikke. Det var jo ikke sådan, at John var forelsket i ham, eller noget. Ingen grund til at være bekymret. Slet ikke..wow, brune øjne.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:36:43 GMT 1
Anton:
“Well it does sound like her to call me a freak.” Han grinede sammen med Jonathan. Den dreng havde en smittende latter. Helt vildt smittende. Eller også var han bare meget fuld. Han lænede sig også tilbage i sofaen, med kroppen diskret rettet hen mod John, som man nu gør når man snakker med folk. ”But I guess you could say she’s got a point there. For once. I wouldn’t say I was a freak, but some people might. Yeah, I love music. I play most instruments actually. Maybe because I’m too chaotic to settle with one, but I’d like to think it’s because I’ve got enough talent and love for all of them.” Han smilede. Han kunne ikke lide at lyde arrogant. Han håbede ikke det blev opfattet sådan. Når alt kom til alt, var han faktisk ret ydmyg overfor sin musik. Og andres.
”And I just love music in general. Listening to music, going to concerts. The energy,the love. It’s major. All those feelings. It’s all there. Music has it all and embraces all.” Shit, han var fuld, når han begyndte at fable om den universielle kærlighed I musikken. Nørdet. Godt han i det mindste ikke talte om den seksuelle energi. Men den var der altså. Der var virkelig musik der var bedre end sex. Næsten bedre i hvert fald. Der var musik der var lige til at komme over, rent fysisk, men det nævnte han heldigvis ikke. Det her var farligt.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:37:26 GMT 1
Jonathan:
Jonathan var lige ved at svømme væk i de mange ord. Dejlige, dejlige beskrivelser af gode ting. Passion. Pokkers! Hvis han kom meget tættere på...ja, bare noget. Pludselig undrede han sig over om det egentlig ikke var noget med at Katrine havde en altan. Det var i hvert fald hamrende varmt indenfor. Kunne han ikke bare gå ud og kysse en eller anden dulle?
"Sounds great. I guess I never looked at it that way, or well, I never had that kind of relationship with just one thing. Very impressive." Det mente han alvorligt. Han havde ikke selv talent for nogle former for instrumenter. "Anyway, I shouldn’t be the one to talk. I'm kind of geeky myself." Han trak på skuldrene med et lille smil. Han havde ikke siddet så godt et sted hele aftenen.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:37:52 GMT 1
Anton:
Han kunne ikke klare den måde drengen kiggede på ham på. Det var det andet der var satans ved straight fyre, den første var at de var til piger og den anden var, at selvom det var en fordel at de ikke anede de blev flirtet med, kunne de også flirte selv som ind i helvede uden at have en anelse om hvilken effekt det havde på svage sjæle som ham. De øjne der, der gennemborede ham. Var så søgende og ægte. Åh for helvede. Han havde faktisk aldrig haft det sådan her før. Enten var en fyr bare en kammerat og det var skide godt, eller også var han et potentielt knald. Lækker og alt, ja, han tændte på dem, men han havde sgu aldrig analyseret en fyrs blik før. Eller den måde han bevægede hænder på, på en måde der virkede lidt nervøs. Det var selvfølgelig forståeligt, nyt land, nye mennesker and all, men det hjalp godt nok ikke på fascinationen. Det der skæve smil. ARGH. Han kunne godt ryge en smøg.
”You’re geeky?” Han kiggede afmålende og overrasket på drengen. ”You don’t strike me as the geeky type. At all actually.” ’I think you’re quite sexy to be honest’ fortsatte hans hjerne. Den havde fået en mærkelig idé med at afslutte sætninger for ham I aften. Ting han ikke kunne sige højt selvfølgelig. Havde det været en hvilken som helst anden fyr til festen, homo eller ej, havde han nok gjort det, for sådan var han. Folk måtte elske ham som han var. Men ikke englænderen. Ikke når det var hans første fest i Danmark, ikke når det var Katrines fætter, ikke når han boede her og de sikkert skulle ses igen, ikke når han var så skidesød. Skit söt. Jäkla söt. Jättebra.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:38:26 GMT 1
Jonathan:
Overraskelse var ret tydelig. Det var da altid noget. Han havde faktisk altid været lidt bange for at ligne en nørd. En af de der typer som ingen gad at have noget at gøre med. Men, godt så. Han grinte igen. Højt og forsøgte at dække for det med hånden. Det så bare sjovt ud, Antons ansigtsudtryk. "I am! I fuckin am, I swear! Ask Katrine if you don't believe me."
Fuck. Han skulle virkelig pisse. Dårligt, dårligt tidspunkt. Pokkers alkohol. "Now that I think about it, maybe you shouldn't ask her, she'd just tell you a lot of not cool stuff about me." Han smilede og måtte så rejse sig. Hvor lidt han end havde lyst. "Excuse me," Han smilede over skulderen inde han gik for at finde badeværelset. Han smilede generelt det meste af tiden.
Da han fik lukket og låst døren bag sig var det første han gjorde at gå over til vasken og drikke af hanen. Koldt vand løb ned gennem hans system, og han kunne ligefrem mærke hvordan alkoholen blev fortyndet. Bare en smule. Holy fuck. Dammit. Man finder bare aldrig nogen, vel? Alle de pæne er straight. Alle de klamme, gamle mænd var bøsser. Han kunne ligeså godt give op med det samme, og gå tilbage i skabet for resten af livet. Og få kone og børn og villa og vovhund. Forhelvede. Svenskere var virkeligt pænere. Meget. Anton var. Sexet? Yeah. Det vidste han sikkert godt.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:39:01 GMT 1
Anton:
Og så var han væk. Det var helt underligt. På en måde var det som om han aldrig havde været der. De andre spillede stadig kort og tog ikke mere notits af ham – eller englænderen for den sags skyld. Men de anede selvfølgelig heller ikke hvad der skete oppe i hovedet på ham lige nu. Og alle andre steder i hans krop for den sags skyld. Shit. Han havde virkelig ikke haft det sådan her før. Ikke på den måde, hvor hele hans krop skreg efter at røre ved drengen. Hvor han fik billeder af Jonathans hud, Jonathans lækre mavemuskler, Jonathans flotte bløde nosser, hans læber om Jonathans smukke pik i for sit indre blik hver gang han lod paraderne falde bare 2 sekunder. Ikke at han havde set det selvfølgelig. Men han kunne forestille sig det mere end levende. Jonathans flotte hænder på hans røv, legende med hans nosser. Åh, hvor var det godt at mennesker ikke kunne læse tanker. Specielt søde engelske mennesker, som var i familie med ens bedste veninder.
Han fik neglet en smøg og gik ned på gaden for at ryge i fred og ro og få styr på tankerne. Han blev nødt til at tælle til 100, bogstavligt talt, så han ikke skulle gå op i lejligheden med en kæmpe stådreng på. Shit. Oppe i gangen stødte han ind i Jonathan. Og han ville gå forbi, men det ville involvere risikoen for at hans krop skulle stryge mod Johns. Hans bagdel mod Johns underliv, eller endnu værre hans pik mod Jonathans. Hans busker føltes pludselig alt for tynde. Han blev stående i en mærkelig stilling og valgte så at læne sig op mod væggen og puste ud mens han betragtede englænderen. Han var fuld, men ikke så fuld at han behøvede at støtte sig op ad væggen. Og den friske luft havde hjulpet. Men åbenbart ikke på det største problem.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:39:59 GMT 1
Jonathan:
Han skyllede ud og kørte sine hænder gennem håret. Gid det var Antons hår. Hør, hov, nej. Han sukkede og strakte sig i et forsøg på at få skiftet alt i kroppen ud. Ilt. Tanker. Følelser. Indtryk. Væk, og erstattet med nye. Men nej, den gik jo ikke. Efter at have stået sådan længe blev han nød til at gå ud igen. Nogen piger hamrede på døren og kaldte navnet på en eller anden veninde som de troede var derinde. Da han åbnede og gik ud gloede de, fniste og smøg sig så forbi ham og ind på badeværelset. Tøser, oh god, typisk.
Varmen i stuen var ikke blevet mindre. Han havde det som om han blev kvalt derinde. Og ydermere sad Anton ikke i sofaen mere, så han havde ligesom ikke rigtig noget at gå derover efter. I stedet bestemte han sig for at gå ud. Få kølet af. Selvom det nok ikke var så smart. Nu måtte han se hvor beruset han egentlig var. Han kunne godt mærke at det ramte allerede på gangen. Der var også væsentligt koldere derude. Det var dejligt. Ligesom han var på vej ned af trappen kom Anton op. Han stoppede og så på ham. Lænede sig op af væggen. På en skødesløs, cool måde. Hold så op med det! Jonathan grinede og lænede sig ud over gelænderet på trappen for at kigge ned. "We meet again!" Lo han. "I starting to think that maybe, and just maybe, it won’t be a good idea for me to go outside. At least not alone." Seriøst. Det var som om der var flere hundrede meter ned det ene øjeblik, og det næste ikke mere end to. Tænk hvis han faldt, hvor langt der så ville være.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:40:47 GMT 1
Anton:
”We meet again” og så den der smittende latter. Den glade, energiske latter. Han brød ud i grin igen. Det føltes som om han ikke kunne holde til at grine så meget. Han havde mere lyst til at kysse. Og så meget andet.
”Well I can take you. I don’t want anyone to be able to claim, that I’m not a gentleman. And” han holdt en kunstpause og fiskede pakken med de 3 cigaretter frem. ”I have fags.” Jens havde stukket ham en pakke med fire tilbage. Han gav også tit øl når de var i byen, så det gik nok lige op på et tidspunkt.
Jonathan bevægede sig ned ad trappen mod ham og han skulle lige til at holde om ham resten af vejen ned, men tog sig i det. Det gjorde straight fyre ikke med deres venner og han ville ikke skræmme drengen. Han skulle jo være et godt eksempel for sine landsmænd. Og for danskerne for den sags skyld også.
Han lænede sig op ad husmuren da de stod udenfor og rakte John en cigaret. Han kunne ikke lade være med at være så udspekuleret at tænde lighteren og holde den frem, så John måtte træde helt tæt på ham, i stedet for bare at række ham den.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:41:49 GMT 1
Jonathan:
Udenfor trak Jonathan vejret dybt, dybt ned i lungerne og snurrede rundt om sig selv en enkelt gang. "How come you speak british english? I mean, it's not what you learn in school, is it?" Det havde faktisk undret ham. Det føltes rart og hjemligt og så alligevel... Han kunne rigtig godt lide det. Og han kunne rigtig godt lide hans stemme. Dyb og behagelig og mandig. Han tog i mod cigaretten og lænede sig frem for at få ild i den. Han ville have sværget, hvis han havde rakt ud havde han kunne mærke Antons hjerte. Man måtte kunne mærke Jonathans på trods af den korte afstand der var mellem dem. Bloody hell, det hjalp ikke noget som helst at komme udenfor. En bil kørte forbi på vejen, og dyttede højt af dem efterfulgt at råb fra andre unge. Jonathan fik et chok og spjættede. Ikke at han ikke havde prøvet det før, han havde bare slet ikke hørt nogen bil komme. Så begyndte han at grine igen. Fik et grineanfald. Han måtte støtte sin arm mod muren ved siden af Anton og sænkede hovedet og lo. "That must have been quite a face I made there, wasn't it?"
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:42:28 GMT 1
Anton:
“I don’t know” han trak på skuldrene. ”Didn’t know I did actually. Always thought I spoke Swedish English or what you’d call it. But I’ve been speaking English daily for the last 7 months or something, so I guess I’ve just been lucky stumbling into the right people.” Han lyttede egentlig ikke til hvad han selv sagde. Han prøvede bare at ignorere trangen til at hive drengen ind til sig og kysse ham på det groveste. Jonathan fik ild på smøgen og skulle til at træde væk, da hele hans krop spjættede i chok over en dyttende bil med høj musik. Anton grinede lidt. Det var en normal måde at hilse på hinanden lørdag aften i Danmark. Unge til unge. Sådan – vi har det sjovt! Har I det sjovt? –agtigt. Drengen grinede igen og Anton lo med.
"That must have been quite a face I made there, wasn't it?" spurgte han.
“I wouldn’t know. I like your face anyway.” OH SHIT!! Hvornår havde hans hjerne forladt sin nye hobby med at færdiggøre hans sætninger og var gået over til at overtage hans sprog?! FUCK hvor var det pinligt altså. Men han gjorde sit bedste for at holde øjenkontakten med Jonathan og ikke kigge ned i jorden. Nu var det sagt og han orkede ikke at gøre det pinligere ved at trække det det tilbage. Så måtte Jonathan jo bare grine af ham hvis det var det. Men han ville ikke undskylde. Det havde han lovet sig selv: én ting, vær tro mod dig selv. Pisse lorteregel.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:42:53 GMT 1
Jonathan:
"...I like your face anyway." Jonathans grin stilnede af. Han løftede hovedet igen og kiggede Anton ind i øjnene. Stadig med et eller andet fjollet smil som eftervirking af grineflippet. Og så røde kinder. Men please, det måtte mørket da skjule. Det skulle det bare fordi. Det var vel en joke, ikk? Det mente han ikke, vel? Han mente..hvor..dan. Hvor heldig...
"Um..thanks. Yours is..nice, too." Det lød forkert. Og akavet. Og, ej, det var jo forhelvede bare en stor joke. Og han spillede bare med på den nu. Det var sådan det var. Der var ingen der tog det seriøst, når han sagde at han var gay. Well, hans familie, men andre, og ham selv, det var ikke. Eller jo, men...
Bloody crap. Your face looks great. You, man, you're sexy and wonderful and if I wasn't such a baby, I would kiss you real hard. Right now! And I wouldn't care if anybody saw. And I wouldn’t care that I don't even know how to kiss hard. Dammit.
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Jun 22, 2012 21:44:03 GMT 1
Anton:
Sikke noget lort. Han grinede ikke af ham. Han slog ham ikke kammeratligt på skulderen og sagde ’get out of here, you drunk bastard’. Han kiggede ikke overrasket og forarget på ham. Han gik ikke sin vej. Men han kyssede ham heller ikke. Eller sagde et eller andet så man vidste hvor man stod. Han gav ikke noget entydigt svar. Anton anede ikke om hans ønsketænkning gennem hele dagen havde noget på sig. Om hans blikke og små skæve smil faktisk havde betydet noget. Eller om han bare var en skide høflig englæder der ikke ville fornærme nogen. Heller ikke selvom denne ’nogen’ var en fuld homo, der lige have erklæret sin tiltrækning til ham. Hvorfor fanden skulle han være så forbandet tvetydig?
’Yours is nice too’ kunne betyde alt fra ’jeg prøver at være venlig, men egentlig synes jeg du er en klam stodder og jeg vil væk herfra så hurtigt som muligt’ til ’jeg kan også godt lide dig. Skal vi ikke kneppe vores hjerner ud?’. Pis og lort. Og han var så høj på adrenalin og hormoner at det halve kunne være nok. Eller en tiendedel faktisk. Han kunne snart ikke styre det mere. Han tændte så sindssygt meget på den tossede englænder. Fuck!
Han kunne simpelthen ikke styre det mere. En eller anden teenage-bacille havde overtaget hans hjerne og styrede først hans sprog og siden hans handlinger. Han selv havde intet at stille op. Ikke at han ville sige imod hvis han kunne.. Eller jo måske, men kun for at skåne ham og fyren for ydmygelsen. Men han kunne intet gøre, da hans ene hånd smed smøgen på jorden og den anden tog fat i fyrens t-shirt og hev ham ind til et kys midt på åben gade. Han kunne heller ikke styre at hans pik var hård som stål. OG at han havde sommerfugle i hele kroppen og myrer ned gennem rygsøjlen.
|
|