Fitnessrummet

[Lærke]

Bulen i panden. Smil på læben. Latter ud over tungen.
Lige der mindede han om hendes bror. Aske ville have leet af hele situationen. Ringede hun til ham nu og fortalte ham hvad der var sket ville han også give hende en dæmpet latter, fordi han ikke kunne lade være. Nu var Aske mindre end Marius, langt mere pumpet og elskede at vise sin bare muskuløse mave. Mest af alt var Aske nok en af dem der bare forstod Lærke. Han ville kende til hendes oprør og han ville syntes at det var særdeles behørigt at hun havde sagt det til Selma. Men en af grundende til at Lærke var flyttet var netop for at lære uafhængighed fra mennesker hun holdt af og prøve nye omgivelser. Alt derhjemme var kendt og vant. Her var hun på ny grund. Det eneste der ikke havde ændret sig var Lærke selv.

”Så ses vi vel bare på torsdag,” sagde han og det var som han tårnede sig over hende uden at være truende. Han samlede sig nærmest. Noget foregik inden i ham. Ikke på samme måde som i hende. Hun regnede heller ikke med at han nu kunne se hendes vrede. Hun regnede med at den kun havde været synlig lige da hun gik fra hygge-fucking-aften. Ih ja pisse hyggeligt. Der skulle garanteret foregå et eller andet lort som skulle folk til at føle et sammenhold som i morgen ville være forduftet sammen med de alkoholtåger nogen ville sidde med i aften.
Han vendte hende ryggen.

Var han ikke bødlen? Var han ikke budbringeren med den dårlige besked. Hvorfor var han her så? For at se hende svede? Hun kunne mærke på skinnebenet nu hvor hun havde ramt sækken. Det ville være blåt i morgen. Og hun kunne se Marius grine ved synes af det havde hun shorts på. Ikke at hun regnede med det, men af en eller grund kunne hun nu se denne Túrin more sig over hende.
Hvor var hans vrede blik. Der der lige før havde skumlet under huden på ham. Var det bare spil for galleriet eller havde han ikke virket mørk?
Hvor ville hun ønske at dette rum ikke var hendes eneste mulighed for at slippe aggressionerne.

”Well let’s see how big you are when you suck our fucking ... vowels.”

Musikken der blandede sig mellem dem som indikerede tiden som om den gik i slowmotion og lod Lærke tænke. Hendes velvalgte ord. Der var aldrig særligt meget der bare røg ud af hende og selvom hun var overrasket over hans ord. Ingen straf. Ingenting. Han ville ikke slæbe hende hen til en eller anden snottet lærer der skulle irettesætte hende. Desuden virkede Marius ikke dum, bare en smule stupid. Ignorant. Hvad fanden lavede han her. Måske ville hun ikke spekulere over det men det ville nage hende som en forkert sko. Og hvorfor vente til torsdag? Hvorfor udsøge hende og så skride. Man skulle fandme tro at han ville være ... venner med hende.

”Marius?” sagde hun med sin sædvanlige stemmføring. Fortrød det ene ord. Egenavn. Havde hun nu byttet rundt på rollerne? Var hun nu Erika Kohut der ønskede hr. Klemmers opmærksomhed og ikke omvendt? Fuck hvilken latterlig metafor.

Et suk.

”Sig nu bare hvad du ville, ikk’?” ’Så er vi ligesom ude over det,’ syntes hun og sige.Imens rungede den tomme sal af ”ÆØÅ”

[Marius Emil Lundqvist]

Marius mærkede den selv samme sammenbidthed, som havde ramt ham, da Amanda havde sagt, at han var god til at se, hvad der gemte sig bag folks facader. Det var ikke en sammenbidthed, man kunne se i hans ansigt, eller hans til stadighed skødesløse, slentrende måde at gå på. Han spekulerede bare som en gal over den fandens kompliment, Amanda havde stukket ham - prøvede at finde måder at afkræfte den på. Ganske vist en velment kompliment, men den fik ham til at tænke mere på sig selv som et interessant objekt end alle andre.
Og så gled hans tanker tilbage på eftermiddagen med Lea - kunne egentlig ikke sætte hende i forbindelse med noget af det, der skete nu og her. Han prøvede bare at forestille sig, hvordan han måtte have taget sig ud dér, og hvordan han tog sig ud nu. To personer med forbogstavet L - som kom lige før M i alfabetet, for nu at blive i den infantile tankerække - for hvem, Marius havde fremkaldt en subjektiv holdning hos. Om ham.
Og hvorfor helvede var han så ikke nysgerrig efter at vide, hvad de syntes om ham, men snarere mere interesseret i andre aspekter af deres personlighed og værdigrundlag? Hvorfor? Hvordan gik det i det hele taget til, at lige præcis de to nye piger, så vidt forskellige de var, fik hans tanker til at gå i samme retning?
- Lea, den flittige note-taker, et tilnavn han for øvrigt måtte lade være med at bruge om hende fra nu af, havde virket så casual og havde et perfektionistgen, han kendte fra sig selv.
- Lærke, som Marius ikke vidste meget om, var ikke lige så velplaceret på dette sted som Lea, men alligevel udviste den atletiske pige både stædig- og stolthed.

Og begge piger kunne overraske ham. Cool nok. Men det var sgu lidt tyndt. Han havde jo ikke brug for at blive imponeret. Faktisk havde Marius ikke den ringeste anelse om, hvad han ville udover bare at være der med dem, være her med dem i én eller anden kontekst, de selv skabte, om det så skulle være som hævngerrige desmerdyr i Zoo.

Anyway, han måtte komme tilbage til aktivitetsrummet. Hvis Amanda, eller én af de andre, prøvede at udfritte ham for en plausibel forklaring om Lærkes reaktion, ville han ganske enkelt sige, at de selv måtte finde ud af det. Som om, han havde sagt noget, hvis Lærke rent faktisk havde fremtvunget en forklaring. Tsh. Han kunne måske lige hive fat i David, så Amanda ikke behøvede at beglo ham hele aftnen, og spørge, om han gad gå med for at købe øl. Det gjorde mange af eleverne i starten af året for at have det liggende på værelserne - just in case.

Men så sagde Lærke hans navn i et samtaleagtigt, ikke særlig betonet tonefald, som bare holdt hendes stemme fri fra at gå hverken op eller ned i tonelejet. Det forbløffede ham i den grad, at hun henvendte sig til ham. Hans fod, der havde løftet sig i endnu et skridt, stivnede et splitsekund og landede lydløst på gulvet. Han vendte hovedet og så på Lærke over skulderen med muntre, eftertænksomme øjne, der stadig vidnede om, at han havde tænkt, eller var i færd med at reflektere over noget irrelevant. Noget, der, hvis man kendte ham, kunne være et kendetegn - de altid halvt alvorlige, halvt tankefulde øjne, som næsten altid lod munterhed skinne igennem. Kun næsten altid. Lige nu var der munterhed at spore.

Spørgsmålet var straks værre. Den forretningsmæssige lad-os-få-det-ud-af-verden-tone var sgu ikke til at tage fejl af. Marius mærkede, hvordan hans muskler tog tilløb til at trække på den ene skulder, men han beherskede det, inden en minimal bevægelse afslørede ham.

Musikken fløj videre, tog ikke notits af hans midlertidige tilstand af passivitet og uforståenhed over, hvorfor det tog ham så lang tid at opfatte, hvad pigen foran ham spurgte om. Bare sige, hvad han ville - det var så lige til, hvad hun bad ham om. Alligevel kunne Marius ikke lige ...

Han fik øje på den blå trøje, han havde slængt over stepmaskinen. Det havde jo været hans plan at tage den med og lægge den i hjørnet til glemte ting - et hjørne i aktivitetsrummet, som var tildelt formålet.

"Jeg ved ikke, hvad jeg ville," indrømmede han så. Kom til at virre lidt med hovedet over sig selv, så håret kildede ham på kindbenet. Marius strøg pandehåret væk. Marius' blik blev lidt mere uudgrundeligt, idet hans tanker gled tilbage til alt dét, der havde rørt sig i ham i aktivitetsrummet og, mens han havde stået og betragtet Lærke. Alt dét kunne han ikke forklare hende - ikke uden at komme med et eller andet teoretisk, lommefilosofisk og reflekterende over de normer, de var presset ned i, og dén prætentiøse og selvfede snak gad han ikke rode sig ud i. Det kunne hun få ud af ham, hvis han blev fuld nok.

[Lærke]

”Jeg ved ikke, hvad jeg ville.”

Lærke fnøs. I foragt.
Løgner.
Hvad skulle hun med en sådan svagpisser? Og hvis han ikke ville sige det kunne et simpelt ’Det rager ikke dig’ være helt fyldestgørende. Men nej lad os da endelig lyve for hinanden. Som vi lyver om at Selma ikke er ved at slå sig selv ihjel. Som vi forstiller os med at alle kan lide hinanden og at alle er unikke, når virkeligheden er at man bare gerne vil ligne hinanden og hader samme for at man ikke er unik og original.
Det muntre blik var en hån mod hende og hans afvigning fra hendes øjne inden svaret ...
Han havde ganske enkelt ikke lyst til at svare og dækkede over det med en løgn.
Vor herre til hest.
Først nu fik Lærke for alvor lyst til at slå ham. Hun havde megen vrede i sig. Sækken havde ikke nået at gøre sin virkning, havde ikke fjernet foragten og hendes fordømmende had. Hun sugede skarpt luften ind gennem næsen.
Tæl.
En mærkelig modløshed ramte hendes krop. Hvorfor blev hun gal? Det var jo ikke ham der var noget galt med. Marius var sikkert ganske normal. Det var hende.
Lærke kunne mærke digtsamlingen mellem hendes hænder. Se hestene på forsiden. Hun kunne se titlen: ’Min krig, suiter’ af Jenny Tunedal. Sidetallet der sprang hende i øjnene og bogen der af sig selv slog op på den fordi hun så mange gange havde læst det. Prøvet at forstå det.


Den hårde vold/volden i rummet/slående
øjet uden at røre ved hornhinden årsagssammenhængen
logikken/det nye/øjets og følelsernes epoke/forbi/flimrende

Det som gør meget ondt det vil sige noget i hvert øjeblik
det vil sige disse mine egenskaber
mistede/nedarvede svagheder/allegorier/ejendele/parfume

At eje en rose en vederstyggelighed/det som gør meget ondt
og kommer senere solskin/slør
blodet står og bløder og stingene holder/holder ikke

Men natten
natten hænger der
hænger fast i natten
det er svært

Det som gør meget ondt
det som er svært


Det handlede jo om hende selv. Det kunne handle om nu? Den situation hun selv stod i med Marius. Lærke ville for sin død ikke sige hvad der konkret rørte sig inde i hende. Hun ville ikke sige at alt lige nu føltes som et personligt angreb og hun forbandede sig selv og sit væsen. Hun hang fast i natten, i København, i Aske. Mest af alt sig selv. Det som gjorde mest ond på hende ... disse hendes egenskaber som her ikke kunne bruges til noget. Hun ønskede ikke at vise dem frem. Hun ønskede ikke at vise tricks som Adam. Måske ligesom Marius tidligere i dag havde ønsket Lærke ikke var der, for han havde på ingen måde ville vise sig og det havde der været en vis ærlighed i. Og se ham nu? Løgnagtige søn af en sjakal.
Hvert øjeblik her på Lyngvig gjorde ondt. Havde hun oplevet den rene glæde? Havde hun følt hun hørte til? Savnede hun ikke sine svagheder, som var hendes ejendele og hendes mors parfume.
Lærke respekterede det digt. Og nu befamlede hun det med sine smålige følelser som en luder der bad sjatpikken om at holde om hende, mens sæd løb ned af hendes lår.

”Sikke en sørgelig undskyldning for en løgn,” sagde Lærke. Hun kneb øjnene en anelse sammen. Men havde hun virkeligt regnet med andet? Hendes ord lød hårde, men i det mindste var de sande. I det mindste havde hun ikke løjet for ham. Lærke følte sig som en prinsesse mens hun i tankerne formede orderne ’Jeg brækker mig ved synet af dig, forsvind.’ Men hun havde ingen ret. Men hvilken ret havde han til sandheden alene?
Var han bange for hende? Pfft. Nej han var bare en vattet sjatslikker, der gerne ville virke oprigtig og moden, men bare var barnlig og liden prætentiøs.

Lærke løftede en hånd, rystede på hovedet og lukkede øjnene imens. ”Det er fint,” sagde hun. ”Det er også det nemmeste at sige.”

’Jeg ved ikke’ var bare et udtryk for ikke at vil tage ansvar. Noget børn bruger når man spørger dem hvorfor helvede deres fedtede fingrer har været i kagedåsen, når de ikke måtte. Der ville man høre ’det ved jeg ikke’ og også dér ville Lærke vrænge af det, for så at ryste på hovedet. Som skuffede han hende. Det gjorde han ikke. Hun var vel ligeglad. Men nu skulle han fandme ikke komme og sige hun ikke spurgte og bare var miss kold-i-røven. Eller det kunne han sågar også. Hvad fanden ragede det hele i grunden hende.
Jo – det var ham der var fulgt efter hende så på sin vis måtte hun vel gerne kræve? Det var vel logik, men intet nyt.
Burde hun ikke se årsagssammenhængen i det her, for i så fald ville det udfald med blinkende neonlys pege på Lærke Vestergaard – professionel følelsesundertrykker og amatør litterær på deltid.
Vor herre til hest.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius havde halvt om halvt forventet et fnys. Han havde i det mindste lært så meget om hende, at han kunne gætte sig til, at denne lyd ville undslippe Lærke - men med en sådan foragt?

Nej.

Marius studsede. Hans øjne blinkede et par gange, ufrivilligt. Læberne skulle til at forme et smil, men det blev til en stram grimasse, hvor han i stedet snerpede læberne lidt sammen. Alligevel forblev de lyseblå øjne muntre, men granskende - helt åbenlyst granskende. Marius kunne ikke lade være med at se på det ansigt, der var så meget i kontrol med sig selv, ligesom den slanke, atletiske krop. Han kunne ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved hendes fnys. Hvilket svar havde hun ellers ventet af ham? Han skulle til at spørge, men fandt, at det var for oplagt.

Lærke sugede luften ind gennem næsen i en skarp, hvæsende lyd, der kom på ét af off-beat'ne fra musikken, og selve denne timing var en detalje, han hæftede sig ved og fandt morsom. Det var, som om Marius kunne spore en vis vrede hos Lærke, og på én eller anden måde fik hun ham til at føle sig uretfærdigt behandlet. Havde han gjort andet end at være tålmodig med hende? Havde han afvist hende åbenlyst ved klaveret? Havde han ikke på sin egen måde forsøgt at undskylde overfor hende ved søen, da hun indrømmede, at hun ikke kunne svømme? Okay, måske havde han bare sagt, at det var en ærlig sag, men Lærke ville alligevel ikke have brudt sig om, at han gravede i det.

Marius' blik mistede det muntre skær, som blev erstattet af alvorlig undren. En lille panderynke ødelagde symmetrien i hans ungdommelige, markerede ansigt med den glatte, lidt solbrune hud. Og så ændrede Lærke karakter. Marius begreb det ikke - denne lille vibration i luften, fordi pigen beherskede sig. Hvad ville hun have gjort? Sparket til ham, ligesom hun havde gjort med sækken? Luften blev tung; Marius kunne næsten se, hvordan Lærke faldt lidt sammen. Fingrene på hans ene hånd sitrede let, kløede efter at række frem og lægge sig på Lærkes skulder, så han måske - måske ikke - kunne føle hendes sindsstemning i de spændte, eller ikke spændte, muskler.

"Sikke en sørgelig undskyldning for en løgn."

Marius hæftede sig ikke længere ved Lærkes stemmeføring, men det var tydeligt nok for ham, at den bevarede nøjagtigt dén selvkontrol, Lærke havde haft hele tiden. De grønne øjne udtrykte foragt bag de lidt sammenknebne øjenlåg, og på en måde klædte det Lærkes ansigt - at udtryksløsheden blev en foragtelig grimasse. Så havde han set det med. Marius mindedes det glimt af et smil, han havde set i selv samme ansigt i Aulaen. Kontrasten var slående. Smilet fremhævede ironisk nok hendes træk, mens foragten slørede dem. De høje kindben var altid de samme, men smilet kastede de rigtige kontraster og skygger, mens foragten tværede dem ud.

Marius rev blikket fra Lærkes ansigt så brat, at det måtte have fremkaldt en lyd - en mental lyd, i det mindste. Han gik hen til stepmaskinen igen og samlede den blå trøje op. Nu var han tættere på hende end før, hvor han havde været på vej ud ad døren. Marius skulle lige til at svare hende, men hun kom ham i forkøbet, rystede på hovedet og vinkede afværgende. Lærkes ord udtrykte samme accept for den løgn, han angiveligt havde udslynget.

Det var lige godt fandens. Marius kunne ikke engang afgøre, om det havde været en løgn. Vidste han præcist, hvad han havde villet, havde han udtrykt det på én eller anden måde.

Inderst inde morede han sig, fordi det afgjort var Lærke, der havde tag på det hele lige nu, hvorimod det havde været omvendt ved klaveret.
Lærke var i sit element nu - atletikken og sporten.
Han havde været i sit tidligere - musikken og vandet.
Marius kunne ikke forhindre ironiens svage smil på sine læber, der forduftede hurtigt.
Lærke skulle ikke bilde ham ind, at hans svar havde været tilstrækkeligt; det var jo tydelig for enhver, at hun bare affejede det, som om det kunne være lige meget, eller så hun senere kunne sidde og skumle over ham og alting på Lyngvig.

"Det er fint, siger du," sagde Marius roligt og smagte lidt på ordene, der havde haft en funderende tone, "hvilket ikke var en lodret løgn, eller hvad?"
Et skuldertræk mildnede hans ord, inden han fortsatte: "Glem det, vi kan ikke bare stå og beskylde den anden for at være værre. Men jeg ville ikke noget, Lærke - bare..."

Bare hvad? Han skulle lige til at buse ud med det hele, og det ville have lydt som en længere afhandling. Der var dog ikke noget ophold i hans ordstrøm, da han drejede sætningen på tungen, inden den flød udover hans læber: "... se, hvor slemt det stod til."
Marius slog afværgende ud med hænderne, havde allerede en forventning om, at pigen ville kalde ham ynkelig og sige, at han skulle blande sig udenom - så med et enkelt skuldertræk og trøjen på armen vendte han sig for at gå igen. Det var det eneste, han kunne sige, som var sandfærdigt, og som ikke gjorde situationen mere akavet.
"Det lader jo til at gå fint nok," sagde han roligt og grinede, fordi han ikke kunne lade være, mens hans fødder igen havde båret ham i retningen af døren. Det var en lidt drenget latter, lidt højere end den afdæmpede latter fra før, men ikke spor hysterisk - bare mild og glad. Et øjeblik overvejede Marius at træde i spinaten og spørge, om Lærke ville med tilbage, men han holdt det i sig - gad ikke gøre situationen mere ironisk, end den var. Især, fordi det kunne få ham til at le endnu mere.

[Lærke]

”Hvorfor bekymrer du dig?”

Der var gået tusinder af følelser igennem hende. Hans skiftende sind, påvirkede hende, ikke i samme grad som hendes gjorde på ham, for den slags viste Lærke ikke, men mest af alt irriterede det hende at han mente at han var færdig. Intet var kommet ud af det her. Intet. Han havde taget en trøje, hun mente var noget han ville syntes var for grimt til at bære. Ikke at hun havde lagt mærke til hans tøjstil, men dét der virkede sgu ikke noget som kussetyven vill tage på sine brede skuldrer.

Hun havde sagt orderne lige i hælene på hans. Allerede da han beskyldte hende. Det var gået op for hende. Måske var det ikke en direkte bekymring, men hun havde allerede gættet hans ord der han skød med løst krudt efter hende. Han havde ikke noget at have det i. Hun havde ikke løjet. Det var virkeligt fint, fordi han gik og fordi han ikke skulle blande sig mere i hende. Alligevel havde hun sagt mere, fordi han skulle vide at han var et røvhul.
Latteren var fordi han var usikker? Eller var det?
Hun følte sig stolt. Måske for stolt.

Selv om hun i hendes hoved snerrede, som Cæsar, var hendes ansigt tilbage i hendes alvorlige folder. Vreden var sevet ud af det og det samme var irritationen og foragten.

”Hvorfor overhovedet gå her ud, når du formentlig vidste hvilket afpillet byskræv ventede dig?”
Havde han ventet hun sad i et hjørne med røde øjne?

[Marius Emil Lundqvist]

Marius vidste ikke, om Lærkes defensive "Hvorfor bekymrer du dig?", som næsten kom, som talte hun i munden på ham, skulle være en oprigtig irritation, eller om hun forsøgte at få ham til at holde kæft og blive, eller få ham til at sige noget, der passede bedre i hendes niche. Måske en kombination af det hele. Måske havde han sagt, hvad hun havde ventet. Måske havde han veget udenom det, hun havde ventet. Hendes ansigt afslørede ingenting. Marius kunne ikke forestille sig, hvad hun tænkte, men umiddelbart virkede det, som om han var det største irritationsmoment for hende lige nu - havde Lærke lagt mærke til hans granskende blik? Det havde hun angiveligt.

Marius havde vendt sig igen for at se på hende. Han var ikke trådt nærmere ind i rummet igen - stod kun to meter fra døren og kiggede eftertænksomt tilbage på hende. Hvorfor hun var så kampberedt, forstod han ikke, og så alligevel ... Han havde jo lige stået og bekymret sig for, hvordan hun havde det. Og hun spurgte til årsagen med en mine, som ville hun spytte ham i hovedet med verbale fornærmelser. Hans skuldre sank lidt; han blev om muligt mere afslappet og skødesløs i sin holdning end før. Knæene bøjede kun let udad, da han satte lige meget vægt på det forreste og bageste af fødderne, og han trak vejret dybt og lydløst.

"Hvorfor overhovedet gå her ud, når du formentlig vidste, hvilket afpillet byskrev, der ventede dig?" fortsatte Lærke uden omsvøb, inden han nåede at formulere et svar. Marius anlagde en tålmodig mine ved blot at forholde sig tavs, til hun havde talt. Han fandt det ikke nødvendigt at afbryde hende.

'Afpillet byskræv,' tænkte Marius og kunne høre sin egen latter i sit hoved, 'hvis hun tænker det om sig selv, hvad må hun ikke have kaldt mig i tankerne? Son of a bitch? Arrogante kusseslikker? Eller imbecile fedterøv, der tror han har credits hos aktiesvinene i Vestas?'
Marius rynkede let brynene ved Lærkes ord for enden af sin egen tankestrøm. Han var lige ved at give op. Han havde lyst til at besvare hendes spørgsmål med et modspørgsmål, men valgte at lade være.

"Jeg bekymrer mig ikke ligefrem om dig, men jeg bekymrer mig heller ikke ikke om dig, og det er vel lige meget hvorfor."

Men Marius kunne næsten fornemme, at det ikke var lige meget. Der var noget stillestående i luften, som tvang den ene eller anden til at prikke hul på bylden og være hudløst ærlige, eller et eller andet i den durskala. Marius trak på skuldrene, rystede på hovedet og fik et frustreret glimt i de lyseblå øjne.

"Jeg kom sgu nok herud, fordi jeg ville være lidt medmenneskelig - for den slags efterstræber man vel," sagde han tørt og fnøs - som om det betød noget for Lærke, eller ham selv, "og, fordi jeg var den eneste, som var høflig nok til at gøre det. Men," Marius holdt en kort pause for at se hen på hende og fangede hendes blik med et til stadighed lidt frustreret, men alligevel lidt skælmsk glimt i øjnene, "alvorligtalt forventede jeg heller ikke, at du ville værdsætte det."

I det mindste var det med høfligheden ikke ironisk, og nu havde han sagt alt dét, han mente. Det lå implicit i hans ord, at han allerede havde observeret hele det sociale aspekt af situationen, og at hans høflighed havde været en del af det - og at denne medmenneskelighed blot var noget, han ironiserede stærkt over, fordi det på sin vis var rigtigt, at folk søgte at være åh, så glade altid, fordi de ikke turde krakelere andres facader.

Nu kunne hun ikke kræve mere af ham - Marius havde ikke mere at sige om den sag - men i det mindste blev han stående denne gang uden at gøre mine til at gå. Han så roligt og alvorligt på hende med antydningen af et smil på læben.

[Lærke]

Hvor ville hun ønske at hun stod udenfor nu. Hun ville spytte på jorden, vende om på hælen og løbe. Måske han kunne følge med et stykke, men ikke i længden. Det kunne de aldrig. Ikke engang Aske. Men han var også doven som ind i helvede på mange områder. Han ville jo bare vise sig. Nej, Lærke var hende der kunne blive ved når de andre segnede. Det var hende de regnede med skulle de til en konkurrence, eller løb de om kap. Hendes overblik og hendes sikre kropsdele var det der talte. Måske hun var en pige og hendes sprit lod meget at ønske, men hun kunne fandme vise dem baghjul når det galt.

Den slags forstod Lærke. Hun forstod sig på ligefrem adfærd og hun forstod sig på hvad kroppen kunne holde til. Hun forstod sig på at presse sig selv til man havde så ondt alle steder at det at gå på toilet var en uoverkommelig opgave. Hun forstod sig på at bevæge sin krop rigtigt og få den til at lystre. Hun havde kontrol. Der var ikke meget der skete uoverlagt og sådan kunne hun bedst lide det. Man kunne vel kalde hende en perfektionist. Eller en kusse. Eller en bitterfisse.

”... alvorligtalt forventede jeg heller ikke, at du ville værdsætte det.”

Lærkes ene mundvig røg op og et skævt smil viste sig. Hun havde set hvad hans øjne prøvede at sige. Hun havde set hans holdning. Han havde været klar til at skyde hende. Måske ikke til døden, men for at sige at han var vred. Han ændrede sig og i stedet valgte han den sti der virkede bedst på hende. Sandheden. Det var hans sidste ord der gjorde hun tillod sit smil. Et smil der forsvandt igen og efterlod hendes glatte hud til skue.

”Det gør jeg heller ikke,” Lærke gjorde intet for at skjule morskaben hun følte. Der var en kulde over hende. Det var ikke fordi Marius på nogen måde var brudt igennem til hende. Eller hvilket munddiaræ man lukkede ud om den slags. Det var så simpelt at Lærke morede sig over det. Tænk sig at han følte sådan nogle ridderlige følelser. Jo han var sgu i sandhed taget ud af en eventyr bog og givet jeans. Lærke selv var nok langt mere en kvindelig udgave af den dystre Roland fra Stephen Kings Dark Tower. Kynisk, beregnende og uden megen forståelse for de følelser der svirrede rundt. Ja ud over hendes egne. Men kun hvis midlet helligerer målet.

Som Nishay. Medmenneskelig. Nishay der mente at de feminine bæskubbere skulle have en chance og de udmargerede tøser havde retten til et smil de ikke fortjente. Ja godt at den her skole havde nogen som den smukke perker og Túrin. Nogen der bare havde lyst til at passe på andre og være medmenneskelig. Nej hun kunne bare ikke se det som andet end ... at han tog pis på hende med alvor gemt i lortet. Det var alligevel for morsomt. Hvis han ’alvorligtalt’ ikke havde forventet det hvorfor så spilde tiden, men det var vel lige meget hvorfor. Lærke havde ikke svært ved at skjule sin latter.
Hun havde lyst til at tilføje at skulle hun få lyst til at tude senere som en anden finke skulle hun nok give ham et præg så han kunne udfolde disse evner. Hun havde næsten lyst til at falde ham om halsen og græde, bare for at se hvad fanden han ville gøre. Hun kunne levende forestille sig hvor akavet det ville blive for ham når hun begyndte at tale om sin mistede mødom.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius kunne mærke pandehåret kilde ham lige over det ene kindben og havde lyst til at stryge hårlokken væk, men tog sig i det. Hans alvorlige blik var ufravendt på Lærke, mens han prøvede at regne ud, hvordan hun tog hans sandfærdige, men en kende ironiske ytring. Den var nok alt for ladet af følelser, selvom den omvendt blot udtrykte, at han ikke gad have splid mellem nogen eller noget, hvilket vel også var rigtig nok i nogen grad. I høj grad.

Der kom et skævt smil frem; Lærkes ansigt lyste kortvarigt op. Men Marius kunne ikke genkende taknemmelighed eller glæde, det var snarere end afspejling af den morskab, han selv bandt til hele situationen.
’Den afstumpede pige og den malplacerede eventyrprins,’ tænkte Marius, fordi hele situationen mindede ham om en dårlig knaldroman skruet sammen af uforløste kærlighedsintriger, der alle var banale og endte i tudeture og overfladisk empatiske anskuelser af problemerne, der ikke bestod i noget som helst.

”Det gør jeg heller ikke,” sagde Lærke, hvilket fik ham til at skille læberne i et lille smil, der bredte sig langsomt og fik hans øjne til at lyse muntert. I det mindste havde de da fået lidt underholdning for pengene, men Marius kunne tydeligt fornemme, at der i Lærkes smil havde været ikke blot morskab, men også hån. Var det dét, han hørte i hendes ord nu, eller var det den samme ironi, han følte ved det hele?
Marius’ smil udstrålede en charme, han ikke selv var klar over; den måde, smilet nærmest kommunikerede med de skælmske, lyseblå øjne. Men hans smil forsvandt også, efter at det havde prydet hans unge ansigt i lidt længere tid end Lærkes.

Han studsede igen med en lille hovedbevægelse og et næppe hørligt fnys gennem næsen, før han sagde: ”Jeg ville også bryde mig om det, hvis du gjorde.”

Det charmerende smil, som ville have passet til en sådan kommentar, kom ikke. Han kiggede bare på hende med en afventende mine. Indeni kunne han mærke latteren, der bare ventede på at sive ud af ham, som om dét, Lærke nu ville sige, ville nå præcis samme kaliber, som det hun havde sagt til Selma i aktivitetsrummet.

[Lærke]

Lærke kunne ikke undslå sig at tænke på hvor mange der fandt Marius liderfremkaldende. Det var ikke fordi at Lærke var immun overfor den slags, men hun kunne som alt andet undertrykke det. Hun var sikker på at han var sig bevidst om hans ynder. Ynder, ha! Hvor mange ville under det smil smelte væk og bare række ham hånden. Som en latterlig anime hvor kvinderne løb skrigene rundt om fyrerne, når de stræg håret ud af øjnene, for fandtes der emre yndefulde bevægelser?

"Jeg ville også bryde mig om det, hvis du gjorde."

Undkyld hvad? Lærke mærkede hvordan hun lukkede helt og aldeles af. Hendes holdning syntes at ranke sig. Hvad var det for noget at sige? Den lusepuster skulle fandme ikke komme og tro at han kunne eller skulle redde hende fra alt muligt. Hvad var det for noget med også? Stod han der og sagde at han kunne lide hende og hendes måde at være på? Eller hvad? Hvad fanden ... nu delte han for meget. Den slags sagde man kun hvis man var fuld. Fattede han ikke. Eller overstadig. Hvis man var den der overstadige type som bare hele tiden fortalte alt og alle at man elskede dem. Som Selma. En stor kærlighedsfyldt bøtte der ikke kunne holde sin kæft. Og ja der havde været en stor del ondskab i at kalde den kæft for brødfisse for det var sgu nok det sidste den så. Ikke at Lærke regnede med Selma havde opfanget den. Næ de havd enok alle haft travlt med at diskutere hvem der skulel sendes efter hende og her stod han så. Ikke bødlen, men bødlen. Fisefornemme røvhul. Skulle bare blande sig uden om. Det her gad hun ikke.
Eller var han bare mærkelig og pervers? Sikkert også det. Tændte lidt på at byskrævet ville sende flere uhumske ord efter ham og hans. Fordi hans verden sikkert ikke var som hendes. Havde Marius nogesinde samlet en drukkenbolt op og spist et måltid med ham? Nej, det troede hun fandme ikke. Han var vel som alle andre, rystede på hovedet formede et uhørligt ja til staklen der ingenting havde og måtte ydmyge sig ved at lade hele verden se på det. 'Det er deres egen skyld' det er sgu da ingens skyld og slet ikke deres egen, men de tager sgu da ansvar. Nasser ikke på systemet fordi systemet ikke vil have dem. Og din bedste er sgu sikkert også på efterløn som hun golfer op på en eller anden latterlig mark! Nej tak!

"Så lukker vi røven, stankelben. Ha' en god tur tilbage til eventyrland. Hils den røde dronning og sig at jeg ikke har tænkt mig at slikke hendes skamlæber i den nærmeste fremtid."

Med det var Lærke færdig. Hun havde ikke lyst til at Marius skulle snakke mere med hende eller sådan vise sine følelser. Hun ville havde fortrukket at han havde råbt af hende eller noget andet end denne form for ... yuck. Lærke skiftede playliste til en der ville holde hendes puls oppe og tanker væk. Morgenturen ville blive et helvede for hendes ømme krop, men det måtte den tage med. Det var ikke den, men hende der bestemte.

[Marius Emil Lundqvist]

Igen måtte Marius give efter for, at hele situationen var totalt ude af proportioner. Han måtte irritabelt indrømme overfor sig selv, at han ikke fattede helt nøjagtigt, hvad der rørte sig i Lærke. Ikke, at det betød det helt store for ham, om han kunne - eller ikke kunne - forudsige, hvad hun ville sige eller gøre, men det irriterede ham netop, at han kunne se det på hende nu. Hvad fanden hjalp det, at han kunne se hende ranke sig, nærmest stolt, når alt dét, der lå bag, stadig var en gåde for ham?

Hendes holdning, stolt og afvisende. Selvfølgelig havde Marius ikke ventet andet efter det, han havde sagt til hende. Marius havde lyst til at slå det hen og sige til Lærke, at det var helt almindeligt, hvis alle generelt værdsatte, at nogen udviste lidt venlighed, eller hvad det nu var, hun brystede sig imod, men kunne godt se, at det var som at skære det ud i pap for én, der udmærket var klar over den slags. Måske på overfladen, og netop derfor ikke lod sig presse ind i normerne, eller hvorfor hun nu var sådan. Marius havde lyst til at himle med øjnene; det var kun i selskab med Lærke, at hans tanker altid endte med ”… eller, hvad der nu skete”, ”… eller, hvorfor det nu forholdt sig sådan og sådan” og lignende. Den måde, han med usvigelig sikkerhed kunne drage konklusioner, blev totalt obstrueret af Lærkes væremåde.

Hvorfor havde hun indrømmet én af sine svagheder ved søen?
Hvad havde hans klaverspil gjort ved hende?
Hvorfor prøvede hun at værge sig imod en lidt kryptisk, men stadig solklar følelsesytring fra ham? Hvorfor tage den alvorligt? Amanda ville kunne have set ironien, men måske var Lærke bare ikke af den støbning, eller også forstod Lærke netop, at hans ironi bar en vis alvor. Men helt ærligt, det var ikke noget at tage sådan på vej over, eller var det?

Marius havde svarene. I hvert fald begyndelsen på nogle svar, der kunne tilfredsstille ham for en stund, men han orkede ikke i dette øjeblik at skemalægge det og arkivere det, som han havde gjort hele dagen. Fanden tage hende.

Dette ”eller”, der altid spøgte i hans hoved, var ved at drive Marius til vanvid og lige ved at få ham til at åbne munden og sige, at Lærke var pisseirriterende. Han stivede sig uvilkårligt af ved hendes ranke, afvisende holdning. Han hævede og sænkede begge skuldre, men blikket forblev afventende, fordi - når alt kom til alt – han stadig morede sig over hele situationen og over hans forventning om, at hun ville flippe ud over hans ord fra før.

Og sandelig ikke, om Lærke leverede varen! Marius prøvede at holde masken, mens hun talte.

”... Hils den røde dronning og sig at jeg ikke har tænkt mig at slikke hendes skamlæber i den nærmeste fremtid."

Marius kunne ikke tænke lige med det første.

Han kunne høre arrigskaben i Lærkes ord - se det i hendes ufrivilligt defensive måde at stirre på ham et kort øjeblik og derefter skifte nummer. Dét, at musikken skiftede, fik tandhjulene i gang igen i hans hoved, og han kom til at vende og dreje alt, hvad hun havde sagt til ham. Marius vidste nu, at han havde brudt gennem hendes sfære, fordi hun bad ham holde kæft og skride tilbage til de andre, og han vidste ligeledes, at han havde haft ret, da han i løbet af det hele tænkte på Lærke som én, der absolut ikke brød sig om hele Lyngvig-set up’et i de sociale sammenhænge, men hvad havde hun regnet med, da hun søgte ind? At stå face to face med bundærlige folk, der fortalte folk, at de kunne lide hinanden, eller sked åbenlyst på dem, når de ikke kunne? Hvis hun havde haft idealistiske forestillinger om den slags, hvorfor fanden var hun så sådan en indelukket, perfid kælling, der modsagde netop denne drømmeverdensopfattelse?

Marius følte sig ikke intimideret af hende; hun havde ikke engang angrebet ham nær så hårdt, som hun havde angrebet Selma. Selma, som Marius kendte mest af image og navn, og som Marius allerede havde opfattet som en glad pige, der altid var glad, hvis hun kunne slippe af sted med det, og Lærke havde boret lige ind til kernen af Selma uden at tøve. Det var ikke Marius’ pligt at få Lærke til at undskylde, men en lille del af ham havde en fandenivoldsk trang til at prøve at give Lærke dårlig samvittighed bare for at se, om det kunne lade sig gøre.

Men Marius endte med at droppe forehavendet, fordi han lige kunne forestille sig Lærkes ligegyldighed overfor det hele, og desuden gad Marius ikke indblandes i bitch-fights eller lignende, som han allerede havde sagt til Amanda mere med blikket end med reelle ord.

Mens han havde tænkt, var øjnene bare mildt interesserede i Lærkes bevægelse hen mod højtaleren og iPod’en, og så, efter et lille øjebliks tavshed mellem dem, hvor Lærkes ord bare havde hængt i luften, begyndte Marius at grine. Det kom som en lille lyd gennem næsen, som om den var stoppet til og han ikke kunne få vejret. Læberne pressedes sammen, men skiltes mod hans vilje, og så kunne Marius ikke beherske sig længere. På trods af alle de tanker, han havde gjort sig, var hele nu-her’et lattervækkende og fik ham igen til at fokusere på, hvordan kommunikationen mellem dem havde været, og hvordan det tydeligvis kom bag på Lærke, at Marius havde ytret en form for følelse. En malplaceret følelse.

Marius kneb øjnene sammen af grin; latteren pumpede ud af hans krop og fik hele hans høje, lidt ranglede krop til at skælve. Tænderne glimtede vidt i loftslyset, og øjnene strålede om kap med dem. Lyden af hans latter var smittende for de fleste (det havde Amanda engang fortalt ham), og den var igen lidt drenget og så oprigtig som nogensinde, men den var ikke larmende. Bare en latter, der gjorde ham ude af stand til at kontrollere sine bevægelser ordentligt. Marius krummede sig sammen, tabte trøjen og samlede den grinende op. Han gjorde som Lærke sagde, og bevægede sig hen mod døren for at gå tilbage til eventyrland. Han løftede en hånd og strøg pandehåret væk fra øjnene og kiggede en sidste gang tilbage på hende, før han åbnede døren, så aftenluften trængte ind til dem.

”Hah ... jeg skal nok sige til Selma, at ... hahah ...” begyndte Marius mellem sine grineanfald. Han havde aldrig nogensinde forestillet sig, at Lærke kunne få ham til at grine lige så meget, som Amanda havde gjort tidligere den dag, og som nogle af de andre på skolen havde gjort. Og endelig kunne Marius more sig helt åbenlyst over alt dét, Lærke havde sagt i aktivitetsrummet, uden at nogen tog det ilde op. Marius vinkede affejende med den ene hånd for at sige, at hun ikke skulle tage sig af ham og bare kunne træne videre.

Så vendte han sig helt fra hende med ansigtet mod den kølige aftenluft. Latteren var reduceret til en kluklatter og et fnys.

[Lærke]

Der er så mange ting hun kunne have gjort. Det vidste hun. Der var mange ting Lærke burde have gjort fra sin første færd her. Hun tænkte at mere end en ville tage sig selv i at spekulere på hvad Lærke lavede på den her skole. Som om hun var blevet tvunget.
Måske var det bare alt Marius ville. Afmystificere hende, men i bund og grund var der intet mysterie. Han kunne bare spørge.

Lærke mere hørte end så hans begyndende grin. Først, fejlagtigt, anslog hun at han fik et anfald, som en vammelfed mops der ikke kunne få vejret i sommervarmen. Tænk sig at købe en hund der skulle have aircondition i den danske sommer.
Latteren var som et slag i maven på hende. Hun havde opfattet det som om at alle her var latterligt hellige og derfor havde fundet bl.a. hendes joke om vaskmaskinen usmagelig. Men her stod han og lo af skamlæber. Der var noget udpræget tredje klasse over den fyr. Som var Lærke gået ind i en tredje klasse og bare var begyndt, med sin alvorlige mine og tørre stemning, at sige 'Pik. Pik. Pik.'

På sin vis, opdagede hun, kunne hun godt lide Marius. Ikke fordi at han så godt ud, eller havde krammet hende til sit bryst hele vejen ned til søen. Ikke fordi han var pæn med et håndklæde om livet eller fordi hans hår var bare en anelse for langt til at være smart.
Det var de lange fingrer der var graciøse. Det var fordi at han havde taget alt for hårdt fat i hendes arm og revet hende op ad vandet. Det var fordi at han havde drukket elefanten hurtigere end hende og fordi at han lo. Det var fordi han mindede om Aske, lidt. Måske fordi Lærke mærkede savnet efter Bruce og Cæsar der hver morgen var med ude i København. De holdt hende med selskab og måske fordi at Lærke troede at hun altid var alene var det på disse fire dage gået op for hende at hun aldrig nogensinde i hele sit liv havde været alene. Det gjorde hende så vred. Hjemme ville Aske kræve at hun var social. Både ved sin tilstedeværelse og irriterende Aske-logik.

"Jeg er blevet inviteret til en fest."
"Hyg dig."
"Du skal da med."
"Du sagde det var dig der blev inviteret."
"Men derfor skal du da med."
"Nej tak."
"Det var ikke noget spørgsmål."
"Aske, jeg er tretten."
"Og jeg er snart atten?"
"Du ved godt det ikke var det jeg mente."
"Ja."
"Du er forfærdelig."
"Og du er en værre møgkælling."
"Pikhoved."
"Uha, uha. Kom så søsserpige."
"Jeg gider ikke med hen til en bunke nakkeoststinkende teenagere der snart må køre bil."
"Så må jeg jo bære dig."
"Aske sæt mig ned."
"Næ."
"ASKE."
"Mor vi tager til fest."
"Nej vi gør ej."
"Hyg jer!"

Marius var klodset. Utroligt klodset. Han havde en vis måde at være galant på, men måske var den oplevelse farvet af da han sad ved klaveret. Han latter der fyldte rummet og den dunkende musik der stadig var lav.
Hun vidste ikke hvorfor hun bare stod og så på. Ingen følelser. Hun var ikke slået fra, men på standby og hun observerede med kynisk ro.

Men natten
natten hænger der
hænger fast i natten
det er svært

Det som gør meget ondt
det som er svært

Havde han holdt det i sig. Det virkede for hysterisk til at det kunne være det? Eller skulle hun forstå det anderledes. Det var ikke en hån. Det var morskab. Måske over hende. Måske over hendes Alice reference. Eller ordet skamlæber blandet sammen med søde lille Alice.

Hvad var det?
For tredje gang vendte Marius ryggen til hende. En ryg der hoppede op og ned af den latter der var inde i hans bryst. Lærke deltog ikke i morskaben. Hun drak og mistede hæmningerne og lo hun ædru, var det fordi hun virkeligt følte at det var sjovt.
Den løftede hånd og hans sidste ord som ikke kunne siges. Lærke havde ikke brug for at der blev sagt mere, men hendes fingre kørte over iPod'en og som en salut til ham. Som den måde hun kunne kommunikere på uden at sige noget lod hun en ny sang som slet ikke var noget nær trænings agtig.

'But for now' med Jamie Cullum. Måske Marius forstod referencen. Måske ikke. Det var sgu også lige meget. Lærke var også kun interesseret i det første af teksten lige nu. Hun skruede højt op, alt for højt, skulle han finde på at sige noget. Hun vendte ikke tilbage til sækken, men de to ringe der hang så højt at selv hun måtte hoppe for at gribe fat. Lærke svingede rundt i sine arme. Løftede sig selv og prøvede sine arme af, der allerede *tsk* var trætte af at blive hamret nådesløst ind i sækken. Hun regnede med at Marius var gået. Havde endda lukket øjnene mens hun bare svang sig. En arm. To. Den anden arm. Rundt. Skifte rundt. Koncentrationen var på kroppen og at ringene kunne svinge væk når hun gav slip. Det var kontrol og præcision. Noget hun ejede og kunne.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius' tanker var på den måde, Lærke bare havde stået til og kigget, mens han grinede. Det gjorde det hele meget værre. Han lignede en infantil nar i sammenligning med hende - én, der lo af alt, så snart pik og patter var indblandet. Det var vel på sin vis rigtig nok, hvis nogen formåede at gøre det på samme sofistikerede, snarere brogede og grove måde, som Lærke. Det var ordvalget. Det var Alice i Eventyrland. Han havde det med selve ordlyden, som med musik. Det var lyde, der kunne kombineres og lyde godt. Lærkes lød ad Helvede til, men det var absurd morsomt.

Han kunne se sin mor for sig - hvordan hun ville få røde ører; han kunne se sin far kigge demonstrativt ned på sit forhåndenværende (avisen eller sin iPad) for ikke at lade sin kone vide, at han var ved at bryde sammen af grin indvendig; han kunne se sin storesøster for sig, hun ville fnyse hånligt af Lærke; og endelig sin 12-årige lillebror, der ville være forvirret og en smule betuttet, og som måske spagfærdigt ville spørge deres mor, hvor hun havde lagt hans latexsværd.

Hele forestillingen om Lærke i kontekst med Marius' familie, var en flygtig forestilling, som han aldrig regnede med ville føres ud i livet, men det var interessant at placere hende i forskellige kontekster, fordi hun nærmest aldrig passede ind uanset hvad.

Sure I know you'd like to have me
Talk about my future
And a million words or so to fill you in about my past

Have I sisters or a brother
When's my birthday how's my mother
Well my dear in time I'll answer all those things you ask

Hovedtemaet fra Jamie Cullums "But for now" fik Marius til at standse kortvarigt op. Bassen, den rolige bass, med de små fills, der bandt rytmen og gjorde den rolig og afslappende, fik Marius til at føle sig lige så afslappet.
Alt det usagte mellem dem, som var for sent at sige nu, havde været alt dét, der havde morede Marius i situationen. Han kunne have sagt alting lige ud, men havde valgt at pakke det ind i ironi og oprigtig interesse for den atletiske pige. Alt det usagte lå som tema i sangteksten. Det morede ham ikke synderligt længere - alt dét, der var forbigået dem. Ikke, fordi han var skuffet, men fordi det føltes, som om de i sidste instans var præcis, hvor de startede. Lærke ville stadig husere i hans hjerne som et ubesvaret element. God damn it!

Han kom til at tænke på sin mor igen, når hun ved aftensmaden diskuterede med sin alt andet end humanistiske mand om en bog, hun lige havde læst.

"Preben, jeg er nødt til at sige dig, at du snart må gå i gang med "Et ansigt til Emily"."
"Mm? Jeg gider altså ikke at læse ungdomslitteratur, skat. Er det ikke hende ... hvad var det, hun hed? Hende den unge debutant fra Forfatterskolen, som har skrevet det?"
"Asta..."
"Ja, Asta ... Asta, hvad?"
"Asta Olivia Nørgaard Sanvig Nordenhof, Preben."
"Det var sørme mange navne. Hedder hun også Preben?"
(Tavshed.)
"Men i den bog, skat, er der så mange usagte ting i de blødende, kropslige metaforer. Nordenhof er slet ikke lyriker med flair for sprogets lyd i sig selv - nej, hun får sproget til at være lige så brusende og alligevel afdæmpet som alt dét, der bliver sagt og ikke bliver sagt."
"Mor, er det ikke hende, som er luder?"
"Det ved man ikke, Jesper!"
"Jeg har læst hendes blog. Den var godt nok røvsyg. Jeg gjorde det bare, fordi Marius sagde, at du var vild med hende forfatteren, ik'? Og så ville jeg have gjort noget fedt sammen med Marius til mors dag med noget fra bloggen."
"Tak, min skat."
"Ja, se, selv knægten er ikke til den slags femi-litteratur. Nåh, hvad med dig, Marius, er du stadig glad for Lyngvig?"

Marius så sig over skulderen, så på Lærke et øjeblik og blev stående et par sekunder. Han havde set samme viljestyrke, da hun klatrede op i den 4 meter høje lygtepæl. Hun var crazy - det var imponerende, det måtte man lade hende. Men han vendte sig og gik, funderende over, hvorfor Jamie Cullum skulle være talerør for dem. Åh jo, selvfølgelig vidste Marius, at det var hans uheldige sammenstød med Lærke og selv samme, geniale kunstner på badeværelset tidligere.

"Hvis du vil sige noget, så sig det," sagde Marius stille ud i luften, velvidende, at ingen udover ham selv kunne høre det. Det var godt, for han lød alt for glad. Så var han udenfor. Han lukkede døren bag sig og slentrede tilbage over plænen mod hovedbygningen, Det Hule Træ. Om hans læber spillede et ironisk smil, og hans øjne var muntre. Det havde været morsomt iblandet en vis alvor. Det føltes alligevel, som om han havde fået et udbytte af situationen udelukkende, fordi det havde været et blandet følelsesspektrum, der havde tvunget ham til at tænke.

//Til Hyggeaften, Aktivitetsrummet

[Lærke]

Lærke lænede sig mod væggen og tog sin iPod i hånden. 22.32. Musikken pumpede og hun skiftede let nummer. År med iPod’en i hånden havde gjort hende mere end habil til at håndtere den.
Vreden var sevet ud af hende. Hun følte sig ikke længere ramt og havde ikke noget problem med at skulle sove i samme rum som Selma. Lærke havde dårlig samvittighed over at have efterladt Nishay, det var den eneste grund til at hun overvejede at gå tilbage til sammenkomsten hvor folk helt sikkert nu havde bondet. Hun nægtede pure at kalde det hyggeaften. Den slags opstyltede, opreklamerede ting der gjorde at de fleste lo påtaget.
Hun strøg noget fugtigt væk fra ansigtet.
Nej hun skulle bare tilbage til Rævehulen, tage et koldt bad og stille vækkeuret. Løbeturen i morgen ville gøre ondt. Kroppen ville skrige at hun skulle lade være og Lærke ville ikke lytte. Som sædvanligt.
Hun slukkede for anlægget og satte hovedtelefonerne i. Musik ville hun ikke kunne uden, sangen forsatte og hun nød den forvirrende dubstep kombi af Sia. Så satte hun tingende på plads efter sig selv og sine eskapader. Til sidst slukkede hun lyset. Døren gav et klik hun ikke hørte.
Natten var ikke helt sort. I byen så man ikke stjerne på samme måde. Der var for meget lys. Hun havde ikke noget problem med det, men kunne godt lide det her. Nu hvor hun havde jaget stilheden på flugt med larm der kun eksisterede i hendes øre fra hendes hånd. Og batteriets.
Ro og mørke.
Hvad Lærke havde lyst til var en bar der serverede kaffe. Scarlett havde flere gange taget hende med til hendes stamsted, dér kunne Lærke godt tænke sig at tilbringe resten af natten.
Hun ville ikke modstå fristelsen og lavede et flikflak efterfulgt af et araberspring. Hendes arme var svage og hendes ben trætte. Græsset var fugtigt og havde det været hjemme var det hård asfalt, fortorvssten eller brosten der havde modtaget hende. Her var det muld. Og hendes arme var ikke svage, det vidste hun godt, men sådan føltes de lige nu, latterligt ynkelige og ikke andet bevendt en til at pille i fjappen. Ikke at det var planen.
Apropo fisse: Hvorfor kom hun altid i kambolage med de styrerende piger? Hvorfor fanden kunne hun ikke bare holde sin kæft og bare nøjedes med at se på dem. Men næ nej, Lærke Vestergaard skulle fandme altid reagere og smadre alting. Hun kunne ikke styre sit temperament og slet ikke sine føleleser og det var fandme et problem. Det havde det altid været.

”Hold da op en oldsag,” lo finken Emilie og pegede på Lærkes mobil. ”Det er sådan en min mormor har ... hængede i glas og ramme.”
Samtlige piger hylede af grin.
Pernille så ned. Rasende på Lærkes vejne.
”Kunne dine forældre ikke engang give dig en ny?” lød Emilies overdrevne medfølende stemme. Hun hev sin egen frem. Motorola, verdens tyndeste klaptelefon. ”Hvis jeg gad sende dig en sms kunne du ikke engang læse den.”
Lærke trak på skulderne. Kastede hun begge mobiler ud af vinduet var det hendes der ville overleve. Askes 3310i var fantastisk. Desuden var det hendes. Lærke følte sig ikke ramt, måske en smule hævet over de resterende 7. klasse pigers latterlige udbrud. Ansigtet var i de sædvanlige alvorlige folder og viste ikke den vrede Emilie ønskede og som Pernille ikke kunne skjule. Veninden praktisk talt sydede. Det var Lærkes passitivitet der som regel gjorde hende mest vred.
”Men det er også synd for dig,” sagde Emilie. ”Din mor arbejder på en bar og din far drikker på den.”
Det kom bare altid til at handle om hvordan Lærkes forældre ikke var værdige nok i deres professioner.
”Og din bror er en ballademager.” Punktum. Slut.
Aske gik ud af folkeren for tre år siden og stadig yndede de at snakke om da han smed æg på inspektøren og vandaliserede flaget. Eller nogen af de andre ting han havde gjort. I det mindste var han ikke stupid.
Lærke sukkede ikke engang. Hun rørte Pernille på skulderen, for at sige at veninden skulle lade det ligge. Ønsket om at give køligt igen var der da, men det var ikke mere tilfredsstillende end at se desperationen i Emilies ansigt. Uden nogen form for vrede eller fornedrelse mistede den kønne pige sit fodfæste.
Lærke trak madpakken op, åbnede den. Leverpostej og syltede agurker, roastbeef og remulade, spegepølse og bløde løg. Hun delte de to rutebiler med Pernille. Den eneste reelle hån var den slidte Nokia der stadig lå på bordet.
Mobilen vibrerede.
Emilie tog den.
”Giv mig den,” sagde Lærke roligt. Langsomt. Hun blev siddende. Havde en hånd fremme.
”Uuuuh, en besked fra mo-ar,” hylede Emilie og bakkede væk fra Lærke, som rejste sig.
De andre piger fniste. Forventede vel en besked fra en fyr. Eller hvad fanden sådan nogle bovlamme kællinger tænkte på.
”’Hej Lærke. Din første sms fra din gamle mutter, en sørgelig en. Far er lige taget til dyrelægen med Idefix han har jo haltet sådan. Jeg skriver når ...’”
Ordlyden paralyserede Lærke.
Først.
Så startede hendes krop op og et spark sluttede på Emilies øvre lår. 3310i’en røg på gulvet, men den knasende plastiklyd kom fra Emilie.
Lærke landede på Emilies bryst og de klaskede begge ned i gulvet. Et knæ holdte den skræmte lyshårede pige nede.
”Din slimede snegl,” sagde Lærke lavt og nærmest knurrende.
Hun spyttede Emilie lige ned i hendes åbne mund.
Pigen skreg. Over savlklatten. Over sin smadrede Motorola i lommen. Over Lærke der ikke engang triumferede.
En time senere tikkede endnu en besked ind på Lærkes mobil. Idefix blev aflivet.

Man kunne spørge sig selv hvordan fanden Lærke havde venner. Jo hun så da pæn nok ud, hvis man gik efter den slags, men det der no-make-up shit var lidt passé. Hendes pleasuepoint var tydeligvis lukket for alle og enhver, man kunne heller ikke påstå at hendes situationsfornemmelse var i top, hvis man så tilbage på Theo episoden. Det gjorde Lærke ikke.
Måske det alligevel ikke var så svært. Deres hjem var altid åbent, folk vidste at de bare skulle spørge i pubben efter nøglen. Ofte var Lærke kommet hjem og så sad hendes eller Askes venner allerede derinde. Forfester eller fester blev næsten altid holdt i den lille lejlighed, euforiserende stoffer var udelukket, men man måtte gerne ryge indendørs. Det gjorde hendes far jo alligevel altid. Endnu var det ikke sket at den ene regel ikke blev overholdt. Man tørrede selv bræk op, man hentede selv sine flasker, man ordnede selv sit shit og blev man for meget blev der ringet efter en taxa. Sådan var det bare. ”Et åbent hjem, er et åbent hjerte,” ville hendes far sige hvis nogen påstod de var til ulejlighed.
Hvor ofte var Lærke ikke kommet hjem efter en vagt og der lå en i hendes brede ovrekøje. Pernille var en af dem hvor Vestergaard-lejligheden var et andet hjem. Også Simone. Thøge. Luffe. Krille. Louise. Det var Lærkes slæng. Hendes venner. Oven i dem var der alle Askes og som den sociale out-going easy-going dude var det ikke så lidt der blev slæbt med hjem. Var der ikke plads i Lærkes egen seng var der ekstra-madrasserne og sofaerne i stuen. Bruce som hovedpude og Cæsar som tæppe, så blev det ikke meget bedre.

”Hvor skal du hen Lærke-mus?”
”På arbejde, mor.”
”Så sent?”
”Ja, jeg er afrydder.” Lærke trak sine sneaks på. Klokken var knapt 19.15 og hun havde et kvarter til at indfinde sig og halvanden time til at rydde alt op. Med åbningstider der hed 21.00-03.00 var det selvfølgelig sent.
”Er det nyt?” hendes mor stod i døren til entréen. Hun havde en hånd i siden og sine jeans bare lidt for højt og stramt om hendes bløde mave.
”Ja, jeg fik det for en uge siden.”
”Skat du er kun tolv.”
”Jeg sparer sammen.”
”Det ved jeg godt mus, du pukler bare sådan.”
Lærke trak på skulderne. Intet var gratis. Slet ikke tre års ophold på en kostskole. Man kunne sige hun allerede havde en rimelig god start, fordi hendes forældres politik var sådan at børnepenge skulle gå til børnene og derfor satte de hver gang 1500 af dem ind på børneopsparingen, men det var først penge hun ville kunne få når hun var 18 og Lærke ville være femten når hun startede på gymnasiet. Do the math.
”Ja, ja mor. Vi ses.”
”Hvor er dit nye arbejde så?”
Men Lærke løb allerede ned af trapperne. Ni et halvt minut.

Men hun idylliserede vel også sit liv. Ikke fordi hun så på det som det perfekte liv, sådan var det ikke. Lærkes liv havde været fyldt med respekt og ansvar, mest ansvar hun havde givet sig selv. Når hendes far ikke var hjemme i længere tid, valgte hun allerede fra en tidelig alder at hjælpe sin mor. Hun hadede sin bror for at være doven og ugidelig med hensyn til rengøring og alt var jo ikke bare lutter lagkage mellem hendes forældre. Det var bare som om at hjem blev bedre når man væk. Eller hun, når hun var væk som nu, for første gang i sit liv, så virkede den lille trange lejlighed som himlen. Hun følte sig alt for gammel til at være her og samtidig var hun ’lillen’. Hvad vidste hun om gymnasiet? Ud over at det var hårdt arbejde, lektier, slid og en hel del fester. Som alt andet med Danmarks ungdom. En hel del fester.
Spurgte man Lærke om hun kunne lide skole ville hun sige ja. Hun elskede lærdom, hun havde endnu ikke haft en lærer der var inkompetent som så mange brægede om. Så tag jer fucking sammen, sjovt nok kunne 28 andre i klassen godt lære noget, så måske er det bare dig der er langt ude. Sæk. Men hun havde aldrig rigtigt brudt sig om det påtvungne fællesskab en klasse gav, man havde ikke samme interesser, men kom fra forskellige sociale lag og man var kun sammen fordi man blev tvunget.
Gymnasiet havde folk da i det mindste valgt selv, men alligevel virkede det bare som en ældre udgave af folkeskolen. Som om at nu var alkohol den største substans og lærdommen var røv fucking ligemeget, men Lærke glædede sig bare til at møde sin Oldgræsk og Latin lærer. Enhver der havde studeret det måtte være god, Lærke ville ihvertfald gør sit for at ligge i toppen. Ikke fordi hun var en røvslikker, men fordi hun kunne lide at arbejde hårdt og se det blive belønnet.
Hun kunne lide at foretage sig noget. Det at være igang var vigtigt, brænde energi af og klare tankerne der altid kørte rundt i hendes hoved. Hun havde på et tidspunkt læst den latterlige bog om pigen der kunne enten læse eller fornemme folks tanker og derfor lukkede det ude ved at høre aggressiv musik, sådan var Lærke ikke, hun druknede ikke andre mennesker, men sig selv og det var hun fuldt ud bevidst om. Sådan havde hun altid dealet med tingene, ved slet ikke at gøre det.
Et halvt smil, nærmest en hånlig grimasse. Hendes fjedrende lette gang og den fugtige hestehale der slog med hendes skulderblade.
Hun tvivlede på at nogen var ude nu, at de alle havde det varmt og trygt indenfor, fordi det simpelthen var for trykkende at være udenfor. Dette var for en gangs skyld ikke en fordømmende tanke, det handlede om at folk helst ville have det komfortabelt, for så behøvede de ikke andet.

Lærke så på Aske ude fra entreen. Hvordan han lå og fedede den på sofaen for tredje dag i træk. Han burde have været i skole, han burde have været så mange andre steder end på sofaen omgivet af tomme pizzabakker og tolitersflasker med rødt logo. Lige siden hendes forældre var taget af sted havde han ikke foretaget sig noget.
”Brød og skuespil,” mumlede hun mens hun sparkede skoene af og satte dem på plads på hylden. Askes fire par der lå slynget rundt om så døren kanpt kunne åbnes, rørte hun ikke.
”Hvad sagde du?”
Lærke var forbløffet over at han overhovedet havde lagt mærke til hendes kommen under Brobizz reklamen som tilsyneladende var virkeligt spændende.
”Jeg citerede bare romerske sandheder. Ikke noget du forstår.”
”Prøv mig.”
Lærke stoppede op og så ned i hans ostepopsstinkende fjæs. Det var fair når han havde tømmermænd, men sådan her var han ynkelig og alt andet end noget hun havde lyst til at tage sig af.
Hun savnede lyden af poter og en kold snude efterfulgt af en kærlig tunge. Hun savnede Idefix som havde været der altid og hun savnede Peter Parker, som fik gigt i hoften. Og nu hvor mor og far var på ferie, for første gang nogensinde alene, savnede hun hundene mere end nogensinde. Det at løbe med dem om morgnen og have dem med på atletik stadionen, eller mor der kom med dem i snor og hentede hende efter skole. Glade ansigter der hilste en velkommen.
”Brød og skuespil,” sagde hun punkterende, stacatto. ”Mere har den almene mand ikke brug for.”
Hun vendte sig fra sofaen og hestehalen fulgte dovent med. En flaske ramte hende mellem skulderbladene, men larmede mest da den hult hoppede på gulvet.
”Du skal altid være så fucking sur, så sig dog hvad dit problem er, i stedet for at gemme det bag en eller anden død gut der snakkede latin.”

Misundte hun dem?
Ja.
Den lethed hvormed man interagerede og kunne slå et andet jeg til. som var social og rar og smilende. Den slags de fleste kunne, som var dét faktum der gjorde at de kunne gøre bekendtskaber, som de så gjorde til venner.
Lærkes mobil lå på værelset. Hun havde sagt til dem derhjemme at de ikke skulle skrive den første uges tid. ”Slid men vid / Ting tar tid” havde Ludvig sagt samme morgen. En lærer Lærke ikke var sikker på om hun egentlig skulle have, men som virkede prominent på skolen allerede ved morgnens tale.Havde hun mere respekt for ældre mennesker altså såkaldte voksne frem for unge gymnasiebørn?
Nej.
Men han havde vundet respekt ved lige præcis det Piet Hein citat. At han så havde lavet en lam joke inden om Rasmus Seebach. God. Som om han vandt credits ved at disse en fyr for hans supposed uoriginalitet som alle andre og derved være ung blandt de unge. Smagløst.
Alligevel var det som at Lærke bare havde regnet med at noget ville gå galt. At hun ville smide masken af ro og så skille sig ud. Hun havde ventet og higet efter det her sted, alligevel ville hun ikke blive overrasket hvis hun ringede til Aske nu og han bare ville smile uden hun kunne se det og sige: ”Du behøver ikke sige noget, jeg ved det godt. Der er ikke noget galt med dig.” og Pernille der ville sige: ”Lærke min snuller, du er bare dig, hvad havde du regnet med? Typical friendmaterial, I think not,” med hendes helt latterlige danglish accent.
Lærke ville bare hen til værelset og drikke af en cola. Et bad. En bog. Musik. Sådan. Hun ville ikke høre når de andre kom ind og hun ville ikke ligge mærke til deres glade pludren om den hyggelige aften hun valgte fra fordi hun var en tvær bitch. Det var bare, alle skulle altid være så fandens latterlige pussenusset og hvad fanden vidste de også om en fucking skid.
Arbejde var et ukendt område, sex var idyllisk og druk var lig med venskab. Alle flirtede med alle, fordi det eneste man kan i gymnasiet er at eksperimentere og det er slet ikke mærkeligt at bedste venner snaver med hinanden. Man er ’cute’ hvis man spiller playstation og direkte noget hvis man har en nintendo. Men Atari er der ingen der kender og hvis de gør er det fordi de kan Cee Lo Greens ’Fuck You’ uden ad. Latterligt. De påstår at de er af 90’er generationen men det eneste de kan refere til er fucking Jenka og Spice Girls, hvad fanden har det med 90’erne at gøre? Man kan stadig købe Jenka i enhver kiosk og Spice Girl havde en reunited tour i 00’erne. Men ellers er de heldige hvis man kan nævne ’Wannabe’ og ’Stop’, husker de overhovedet Spiceworld filmen? Helt sikkert ikke. Og man jo totalt 90’er hvis man kan ’Barbie Girl’.

”Troede du virkeligt du kunne ændre dig?”
”Ja.”
”Guuurl, du er fuldstændig den samme som hjemme i København, hvorfor skulle en by på en fucking eng ændre det?”
”Man har vel lov til at håbe.”
”Hør på dig selv. Du er jo latterlig. Kan du ikke se at du skal stoppe det her pis. Som om du passer sammen med Dionysos og Pan. Nej nu må jeg le dukkebarn.”
”Lad nu være.”
”Med at fortælle sandheden? Hvorfor. Er det værre end imaginære samtaler inde i dit hoved.”
”Du er patetisk.”
”Ja det er du, oh tilbeder af Ares og Artemis.”
”SÅ ER DET NOK!”

//: Lærke er ude af fitness rum ting halløj
(Sorry for knapt så flamboyante sprog i dette indlæg. Bare rolig hun er ikke blevet ’normal’ på den front)