Fitnessrummet

[Samuel]

Samuel klædte hurtigt om til træningstøj og gik i gang med opvarmningen.
Han smed en sms til Emil. Han vidste ikke hvad han lavede denne eftermiddag, men hvis han ikke havde noget at lave, var det da federe at træne sammen. Når man var flere fyre om at træne, pressede man ligesom hinanden mere end man gad når man var alene.
Han havde også skrevet, at Emil kunne tage Anton med, hvis ikke han skulle dele mundvand med John hele eftermiddagen. Samuel havde lært af erfaring, at man ikke fik noget ud af at skrive til Antons mobil, så hvis man død og pine skulle i kontakt med ham, var det bedste bud at skrive til Jonathan eller nogle andre han kunne finde på at være sammen med.

Der var ingen i træningscenteret den mandag eftermiddag, og det gjorde det endnu kedeligere end elles. Han elskede holdsport. Ja, han elskede at bruge sine muskler og dyrke motion, men han var et udpræget holdmenneske. Det her var kedeligt. Hans tanker vandrede lidt mod Sophia og den motion han kunne have fået der i stedet, men han vidste godt at det ikke var nok. Men han kunne ikke undgå at tankerne vandrede når han kedede sig. Og hans selvdiciplin var ikke så god, som man måske skulle forvente.
Han skruede vildt op for radioen, en af de eneste fordele ved at være i salen alene, og hoppede på løbebåndet og håbede der ville komme nogle flere mennesker, ellers ville det blive nogle lange 2 timer.

[Emil Beyer Adamsen]

/Ankommer efter at have været inde på Emils værelse for at hente sportstøj.

Efter at Emil havde forladt aktivitetsrummet, var det, som om en knude havde løsnet sig fra hans bryst. Hans panderynken blev øjeblikkeligt rettet ud igen, og tanken om at bruge noget af hans energi på noget mere fornuftigt- ikke at det han havde foretaget sig før, ikke var..- havde gjort ham godt. Han glemte hurtigt Noah og Selma. Eller i hvertfald tæt på, han gad bare ikke være i dårligt humør, fordi han havde siddet i aktivitetsrummet, som ellers var et af de hyggeligste steder på jorden. Men ikke idag, og sikkert heller ikke imorgen.

Da Emil trådte ind i fitnessrummet, hørte han øjeblikkeligt musikken, som pumpede i takt til Sam, som rytmisk løb på løbebåndet. Emil smilede fem for sig, sikkert til Sam, selvom han ikke kunne se smilet. Det var nok en blandning af taknemlighed, og en blanding af almindelig glæde for at se et andet menneske. "Hey, Sam" råbte Emil. Han havde ikke svært ved at overdøve musikken, selvom han ikke så tit hævede stemmen. Det var unødvendigt.

Da Sam kiggede på ham, smilede Emil igen, denne gang hvor han kunne se blandingen. Så smed Emil sin sportstaske ved siden af det løbebånd, som han i næste nu, trådte op på. Med en hurigt håndbevægelse fik han lynet den stride lynlås op til sportstasken, hvorefter han fiske en plastik vandflaske op af den.

Så satte han også igang med at løbe, ligesom Sam. Emil kunne godt lide at snakke når han dyrkede sport, han kunne endda lide at grine, selvom det oftest stoppede træningen helt. Men lige nu havde han bare lyst til at løbe sig væk for tankerne, så han nynnede i stedet med på den næste sang. Den kendte han, og selvom den ikke var god, nynnede han alligevel.

[Samuel]

"Hey" nikkede han til Emil og så sin anledning til at skrue en tak ned for løbebåndet. Han havde kørt den rimeligt højt op, bare for at holde sig selv i gang, så han ikke skred af kedsomhed, men nu kunne han lige tage den med ro lidt, mens han catchede op med Emil.

"Hva' så? Du fandt ikke Tony?" Det regnede han nu heller ikke med, og selv hvis han havde fundet ham, havde de nok ikke fået trukket ham med. Men det var et fint indledende samtaleemne.
Han tog en slurk af sit vand. Det var altid lidt svært at finde på noget at tale om, når man havde set hinanden så sent som for to timer siden. Det var måske det negative ved at være så tæt på folk, men på den anden side var det også hyggeligt nok. Han var heller ikke så god til at tale når han trænede, men det var mest fordi han oftest trænede så hårdt, at han fik pulsen så meget op, at det var besværligt at sige sammenhængende sætninger.
Men hvis de tog den med ro eller styrketrænede havde han ikke noget imod at tale, og han vidste at Emil godt kunne lide at tale. Men så måtte det være op til ham at finde på noget.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil stoppede med at nynne, da Sam snakkede til ham. Det var ikke fordi han blev forstyrret, tværtimod. Det var bare fysisk umuligt, både at nynne og snakke på samme tid. Så Emil løb uforstyrret videre, stadig med den sidste sang på hjernen. Den hang lidt ved, som en samtale for lang tid siden. Den kørte i hans hoved konstant. Enten var det fra en drøm, han kunne ihvertfald ikke huske hvem der havde sagt hvad. Eller hvem personerne var. Det havde været en uhyggelig samtale, en af den slags man bare helst ville glemme. Hurtigt. Men det var ikke nær så let, som det sommetider lød i hans hoved.

Emil vippede lidt med hovedet for at ryste sine belastende tanker af sig. Med et huskede Emil hvad Sam faktisk havde spurgt ham om, og det havde ikke noget med hverken sange eller om uhyggelige samtaler. Tony havde været alt for optaget af et spil kort, sammen med ham den nye og så selvfølgelig Jonathan. Så Emil var sikker på, at Sam heller ikke havde forventet at se Tony. Han var godt klar over at han var alt for optaget af Jonathan. Det var nu lidt sødt at se på, syntes Emil. De var virkelig gode for hinanden.

"Njaaa... Han og Jonathan var igang med et spil kort" Emil sendte et skævt smil til Sam. Emil løb lidt, inden han fandt det rigtige tempo. Ikke for hurtigt, men heller ikke for langsomt. Sådan tilpas- nok til at få pulsen op, men stadig ikke så hurtigt at man ikke kunne snakke ved siden af. Efter at Emil havde prøvet sådan et løbebånd mange gange, kunne han stadig ikke finde rundt i de mange knapper, den var udstyret med. Så han trykkede på nogle forskellige, til sidst endte det jo med at tempoet blev fundet alligevel. I dag var det faktisk gået forholdvis hurtigt, han var ved at få taget på dem.

"Men... Kommer du i aften til det der.. Hvad kalder man det? Hyggeaften?" Emil huskede ikke præcist hvad, der var blevet sagt til morgenmaden. Eller var det frokosten? Han smilede, det var ikke første gang han ikke kunne huse sådanne "detaljer".

[Samuel]

Han gengældte Emils skæve smil og var ret sikker på at de tænkte det samme.
"Klart. Det er nok meget godt." Og det var meget godt, de vidste de begge to. Det havde til tider været ret belastende at være Antons ven det sidste stykke tid. Selvom han elskede fyren som en bror, eller måske netop derfor, havde det været skide hårdt at mærke hans halvdepressive tilstand.
Det havde endda virket som om han havde haft det bedre, da hans lillebror døde af leukæmi sidste sommerferie, end da han og John gik fra hinanden. Det forholdt sig sikkert ikke sådan. Eller måske gjorde det, fordi han netop havde haft Jonathan at dele det med. Samuel vidste det ikke, men han var glad for at de var sammen igen under alle omstændigheder. Og selvom han, Emil og Anton tit lavede ting sammen som et trekløver, var de ikke den slags gruppe som ikke fungerede i mindre dele også. De undte ham at hygge sig sammen med John, og de var ikke bange for at blive glemt, det blev de ikke, det følte han sig ret sikker på.
Desuden havde de det også pisse hyggeligt sammen bare de to.

"Ja, det gør jeg. Vi skal da tjekke putter ud, ikke?" grinede han til vennen. Han havde ingen planer om at sidde og kukkelure på værelset, når der skete noget. Det var jo ikke fordi han var bagud med lektier eller havde noget andet der ikke kunne vente. Selv Sophia kunne vente. Selvom han smilede beæret ved tanken om hendes forslag. Det var jo ikke fordi de var i underskud. Og de skulle jo score.
"Jeg håber lidt på at hende der Freya kommer. Du ved, hende jeg smed i søen i dag?" han kiggede spørgede på Emil, for at se om vennen var med. Det lignede ikke at det var helt klart for ham, hvem han talte om.
"Hende med den røde læbestift som jeg snakkede med til grillfesten? Hun virker sød, det gør hun. Rigtig cool. Har du udset dig nogen?"
Han håbede for Emil, at han fik en rigtig sød kæreste snart. Det havde han virkelig fortjent, han var en fed fyr. Samuel kendte godt til Emils håbløse forelskelse i Selma, og han kunne nemt forestille sig hvordan han måtte have det lige nu, når hun gik og snaskede på ham der Noah-typen. Det var ikke noget de ellers snakkede om, kun når de havde fået rigtig mange øl og blev ærlige, men i hans blik lå alligevel en forståelse.
Han var faktisk ret sikker på at Emil og Selma ville passe ret godt sammen, men det havde hun åbenbart ikke indset. Og han ville ikke blande sig. Kammerater blandede sig ikke i den slags ting, han skulle bare være wingman og sørge for at Emil i det mindste blev præsenteret for, og fik mulighed for at score, nogle andre af de dejlige skabninger verden var fuld med. Så måtte han selv ligge og rode med sin ulykkelige kærlighed. Sådan var de almindelige normer blandt drengene, men han vidste også at Emil vidste at han altid kunne komme og tale seriøst, hvis han havde brug for det. Ligesom de havde været der for Tony. De kunne jo godt. De var gode til at trække på hinanden de tre kammerater.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil nikkede enigt. Tony og Jonathan var gode sammen, det vidste både han og Sam. Emil var sikker på at Sam havde det på samme måde som ham selv. Tony havde været gladere når de var sammen, Tony og Jonathan, end da de ikke var sammen. Det havde virkelig været en lortperiode på alle fronter. Det var svært at være så sur på hinanden, eller hvad der nu skilte dem ad i den korte tid, når man boede så tæt op af hinanden. Men på den anden side var det nok også den afstand, som bragte dem sammen igen. Under 'normale' omstændigheder, ville den ene have taget til nordjylland og den anden til sønderjylland, og så ville de have været kede af det nu.
Med ét tænkte Emil på Selma. Han havde været skuffet dengang til festen for lang tid siden, men det var ikke noget i forhold til nu. Skuffet var ikke engang det rigtige ord for hvad han inderst inde følte, han holdte det bare på et minimum. Emil satte tempoet lidt højere op, ved at trykke på nogle knapper.
Så vendte han tilbage til Sam- nu kunne han koncentrere sig.

"Jo, jeg regner bestemt med at jeg skal derhen" Benene løb under ham, hans ben, det var, som om at hans overkrop tilhørte en anden. Det var kun benene, som løftede sig- hurtigt. Resten af kroppen var der bare. Emil stirrede, som hypnotiseret på dem. Dunk, dunk, dunk. Det var hans fødder der rytmisk ramte båndet.
Da Emil kiggede væk fra sine ben igen, var der måske gået et sekund- måske to. Men det føltes, som var det ti minutter. Emil rystede nærmest ubemærket med hovedet, og fortsatte så med at snakke.
"Du må ikke være i kridthuset ved hende, Freya, nu hvor du har smidt hende i søen" Emil blinkede til Sam. Måske var det, det Emil skulle gøre for at få Selmas opmærksomhed- smide hende i en sø. Lade hende skrige, for så at hjælpe hende op. Men så kom han til at tænke på hendes tynde lemmer. Hun ville fryse, blive helt blå. Emil fik det helt dårligt inden i, men slog det hen, klar over at det ville komme tilbage på et tidspunkt.

"Men synes ikke lige umiddelbart at jeg kan huske hende." Emil tænkte sig godt om, nej, han kunne ikke huske en pige med røde læber. "Men så kan jeg se hende til hyggeaften. Hvis hun kommer." Emil kiggede udfordrende på Sam. Nu ville, der komme et væddemål. Emil smilede.

[Samuel]

Samuel satte gradvist farten ned og hoppede så af løbebåndet. Tog en slurk vand og stod ved siden at og kiggede på Emils rytmiske bevægelser mens denne løb. Han havde jo været i gang i tyve minutters tid før Emil kom, fået pulsen op og sved på panden, og så stor fan var han heller ikke af hjernedødt løb. Det var vigtigt med løbetræning i forhold til basket, men det var slet ikke det samme uden konkurrencemomentet og adrenalinen.

"Du må ikke være i kridthuset ved hende, Freya, nu hvor du har smidt hende i søen" blinkede Emil drillende til ham. Han fnyste tilbage "Kender du en der ikke er vild med mig? Desuden er det en del af spillet, for dælen." Hun havde da strittet imod og spillet lidt sur, men rigtig sur var hun nok næppe.
"Men selvfølgelig kommer hun. Hun er jo putte." Han kunne ikke forestille sig nogle af putterne ville gå glip af de første sociale arrangementer på skolen. Sommerfesten var lidt noget andet, godt nok blev det anbefalet og tilstræbt at alle eleverne var tilbage på skolen senest på dagen for festen, men det var aldrig rigtig tilfældet. Så hyggeaftenen var vel deres første officielle sammenkomst, de kære nye.
Han så Emils skælmske og udfordrende blik. Han mindede alt for meget om Anton på det punkt tænkte Samuel for sig selv. Alt i deres verden kunne gøres op i konkurrencer og væddemål. Ikke at han ville stå tilbage for dem.

"100 armbøjninger på at jeg kan score hende." Han grinede til kammeraten. De væddede aldrig om penge, det var Samuel principielt imod, men specielt styrkeprøver var i god kurs. Normalt havde han heller ikke meget til overs for væddemål og konkurrencementalitet, men det var selvfølgelig før han begyndte på kostgymnasium. Og han ville aldrig gøre noget han ikke havde tænkt sig i forvejen, bare på grund af et væddemål. Både fordi han ikke ville handle mod sig selv, men også fordi han synes det var nedværdigende hvis væddemålet omhandlede interaktioner med andre mennesker.
Så når han købslo om at score Freya, var det fordi han alligevel havde tænkt sig at forsøge, fordi han havde lyst til det, og fordi han da ikke ville have noget imod at se Emil pruste og stønne og bande irriteret. Specielt hvis han hev ham op tidligt om morgenen, eller lige efter han var faldet i søvn. Det privilegium hørte nemlig også sejrherren til. Det havde givet nogle sjove situationer, f.eks. en hvor Samuel skulle drikke 5 øl i træk om morgenen inden skoletimerne, og en hvor Emil skulle gå rundt i spisefrikvarteret og give komplimenter til alle han mødte, oprigtigt, uden at de gennemskuede det selvfølgelig. Der havde også været en hvor Anton skulle sige nogle sætninger, som de andre drenge sendte ham diskret på små sedler, som svar og spørgsmål i timen og lade som om det slet ikke var underligt og malplaceret. Det havde endt med at de måtte bryde sammen i et kæmpe grineflip så snart de nåede uden for døren, fordi han spillede så godt, at han fik den naive, godtroende og oprigtige lærer til at køre med på hans - eller rettere Emils og Samuels - julelege.

"Har du set nogen du skal lære bedre at kende?" spurgte han drillende, mens han fandt vægte frem og begyndte at træne foran spejlet.

[Emil Beyer Adamsen]

Sam var hoppet af løbebåndet i lang tid før Emil- eller lang tid – 15 minutter. Men han havde selvfølgelig også været i gang lidt tid før Emil selv, og at løbe i uendeligheder, med musik pumpende enten i ørene, eller i en højtaler ved siden af, var altså også lidt kedeligt.
Det var sådan man kom i god form, løbe, løbe, løbe, løbe. Men det interesserede ingen af dem mere ud over alt mulig andet. Det var ikke ligefremt trættende i længden, men det var bare ikke sjovt. – Og træning var i princippet bare en leg. Eller det var det i hvert fald for ham, det der virkelig betød noget var kajakturene. Men det her var så legen, før legen, hvis man kunne sige det sådan. Man skulle jo have lidt, for at slå de drenge, hvilket mindede ham om at han snart skulle tage en tur. Snart.
Emil stilte sig ned ved siden af Sam, som var i gang med vægtene. Hans muskler spillede udfordrende til ham, ikke at han følte sig truet, Sam kunne næsten ikke finde på at gøre en flue fortræd. Eller så var det måske lige det han gerne ville gøre fortræd? Men når man trænede to sammen, blev man oftest udfordret til at yde bare det mere. – Og Sam havde den rigtige indstilling, syntes Emil, og Anton med.

Da Sam sagde noget, gik det op for Emil, at han faktisk havde tilbragt lidt tid i sine egne tanker. Ikke at det gjorde noget, men det var bare et chok, at blive revet væk fra dem igen.
Det var lidt ligesom når man var på grænsen til at sove, men man stadig var ved bevidsthed, og man så havde det, som om man styrtede mod et hul. Sort hul- hvor man bare styrtede. Man kunne mærke suset i maven- og så stoppede det med et spjæt. Sådan havde Emil det, hvis man lagde mærke til det, rykkede det også lidt i hans skuldre. Han gispede ikke eller noget. ”Kender du en der ikke er vild med mig? Desuden er det en del af spillet for dælen.” Sam smilede, så hans tænder glimtede hvidt.
”Det gør jeg faktisk… Ikke…” sagde Emil, mens han satte sig selv i gang med vægtene. Det var en mental udfordring- skulle han tage den op? Jup! ”Nå ja, spillet. Basket ball” Emil sagde det, som om det var naturligt at være så dum. Det var jo ikke sådan et spil, ham Sam mente.
Men Emil fattede faktisk ikke helt det spil, som man åbenbart spillede, på den led var han måske lidt… Gammeldags. Eller jo, han forstod det jo godt, men hvorfor gøre det? Det var dét han ikke forstod.

Sams selvsikkerhed var bestemt beundringsværdig- hun kommer, sagde han. Emil smilede bare, måske gjorde hun, måske ikke? Hvilken forskel gjorde det egentligt, man kunne jo også bare opsøge dem, mens de var i parken eller noget.
Emil havde allerede set det i Sams øjne, før han tog den usagte udfordring op, så det undrede ham ikke det han sagde. Det hverken irriterede ham, eller overraskede ham, det gjorde ham bare glad. ”100 armbøjninger på at jeg kan score hende.” Emil sendte ham et grin, det skulle ikke betænkes, det skulle det simpelthen ikke. Det var en chance han ikke kunne lade forspilde, 100 armbøjninger! ”Fair nok, men så skal du også kunne holde hende I en uge…” Måske var Sam fornærmet over at han sådan sagde det. Men det var ikke ment ondt, jo.

Sam, Anton og ham selv lavede ofte sådanne udfordringer, de syntes det var sjovt. Han kunne huske mange gode stunder med væddemål, der skulle gøres- af taberen. Alle havde prøvet at være taberen - nogle gange var der endda to. Men det var sjovt for vinderen – han bestemte tidspunktet udfordringen skulle være, hvilke havde ført til mange sjove situationer.

”Har du set nogen du skal lære bedre at kende?” Emil kiggede på ham i spejlet, de stod begge to og svedte, deres trøjer var allerede rimeligt våde, men det gjorde bare stemningen bedre, syntes han. Men han vidste ikke hvad han skulle sige, jo, der var en masse søde piger, men intet han havde kigget nøjere på. Emil tøvede et øjeblik mere… ”Hvis Selma ikke var optaget…” Så sukkede Emil, men smilede så. Sikke noget pjat at være deprimeret når man trænede. ”Men der er jo også kommet en masse nye putter, som jeg kan tjekke ud til det hygge arrangement der” Emil kunne mærke musklerne arbejde for at løfte håndvægten op til armen og ned igen.

[Samuel]

"Du har et år endnu, mate. Det skal nok blive til noget. Jeg tror sgu ikke hun og ham 2.g'eren holder så længe. Men hvem ved. På et eller andet tidspunkt skal det i hvert fald nok gå op for hende at du gaven til kvinderne. Den perfekte fyr." Han daskede ham venskabeligt på skulderen. Den der vane med at sige 'mate' var en han havde arvet fra Tony, som havde arvet den fra John. Som højst sandsynligt havde arvet den fra sine forældre og så fremdeles. Men det generede ham nu ikke, det var bedre en 'kammerat'.
Men det ville altså være ud over hans forstand hvis Emil og Selma ikke fandt sammen på et eller andet tidspunkt inden de var færdige her. Alt andet ville simpelthen være for grusomt. Om ikke andet så bare et par uger for at prøve det. Så al deres flirten og deres hormonforstyrrede tanker i over 2 år ikke havde været fuldstændig frugtesløst og spild af tid. Eller bare for at få det ned på jorden igen, på et almindeligt niveau. Lige nu var forestillingerne om hvad de kunne være sammen skyhøje, det var måske fint at se at de også begge to var mennesker og ville kunne ende med at skændes om moralen i en film eller definitionen på et eller andet ord, eller hvad man nu ville diskutere når man var Emil og Selma.

"Jeg går sgu aldrig ind i noget, hvis jeg ikke tror det holder, så det er da klart." Det var værre hvis væddemålet var blevet udvidet til et eller andet urimeligt, det kunne de drenge nemlig godt finde på, men han havde ingen planer om at score hende, bare for at gøre det og så droppe hende efter en uge. Han ville prøve at score hende, fordi hun virkede sød og interessant og han bildte sig selv ind at de kunne have noget sammen. Emil skulle nok få taget de 100 armbøjninger. Han kunne ligeså godt begynde at træne med det samme.

Han fandt en idrætsbold og så sætte de sig på gulvet og lavede den øvelse, hvor man skulle have bolden rundt om ryggen, kaste den til den anden som lå ned, lægge sig bagud for at gribe den igen og op for at kunne sende den af sted på ny. Det var en virkelig god øvelse for hele kroppen at komme ud i yderpositionerne. Specielt når de kastede til siden eller hårdt. Det var også godt for reflekserne. Og man blev i den grad forpustet og fik sved på panden.
Han elskede at træne. Kroppen arbejdede så hårdt at det var umuligt at tænke en tanke på længere end to-tre ord. Det var fantastisk. Derfor kunne man ikke bekymre sig om nogen verdens ting. Når man var inde i den rigtige rytme kunne man kun tænke; grib, rundt, kast, grib, kast, grib, rundt, kast..
Man var ikke træt, ikke sulten, ikke liderlig, skulle ikke tisse eller grine eller græde. Man skulle ikke lave lektier eller snakke eller tænke. Der var absolut ingen krav til en. Det kunne han lide.

[Lærke]

//: Indtræder i tråd fra Hyggeaften

Den køligere aftenluft svøbte sig om Lærke. Man kunne ikke se det på hende: Blodet der kogte i deres vener. Hun var rasende. Sydende. Som en tirret slange.
Der var grænser for hvor mange gange man kunne slå en hund. Det vidste hun af bitter erfaring.
Følte hun at Selma havde slået hende? Nej. Ikke rigtigt. Så havde hun ikke nøjes med et fucking bitterfisse. Havde Selma rent faktisk slået Lærke så havde det været fatalt.
Men Selma var intet andet end en bitterfisse. Stinkende af laks og indtørret fissesavl. Hun så endda selv sådan ud. Lærke skulle nødig tale. Hun var ingen skønhed. Hun kunne skabe sig til en. Det var der ingen fidus ved. Hendes krop der var slank og lang var ikke ligefrem den kurvede drøm, måske hendes bryster havde en fin rund størrelse, men det eneste Lærke som regel tænkte om dem var, at de skulle spændes op og ind, så de ikke hoppede og var i vejen, hvilken fik det mest til at ligne hun ikke havde specielt meget. Hun var fast og senet. Hendes hud var fin, måske fordi fedtpartikler var noget hun åndede og levede i. Hun slog ud som alle andre teenagere. Hun havde modersmærker rundt omkring og vidste at der kun ville komme flere. Hun brugte ikke fugtigheds creme. Hvad fanden regnede man hende for?

Lærke satte i løb.

Der var så meget mere i dét, med Selma end udseende, men alligevel var det alt Selma kunne stå for.
Alle de her følelser. Ækle gespenster der hjemsøgte hende. Hun mærkede vand i sin mund. Følelsen af at dø. Hun rørte ubevidst sin arm og så kom bevidstheden. Det tydelige mærke på hendes overarm, næsten ved skulderen af en hånd der havde haft fat. Hun ønskede hendes hænder så sådan ud imorgen. Blå. Mærkede.
Al glæde der måske havde eksisteret i hendes krop var suget ud. Sadistiske Erika Kohut var ude. Lærke var et hav der prøvede at springe dæmningerne indefra. Dæminger hun selv havde sat og et hav hun selv havde tæmmet som var det vilde hunde. Lige nu ville hun være den vilde hund. Give efter for sine instinkter og hyle mod nattehimlen. Vise sine savlglimtende tænder. Bide i noget. Kradse i noget. Skrige de ord som hun ikke havde sagt til Selma. Lærkes eneste egentlige visning af følelser var i hendes tempo. Løbet der blev sat over i spurt. Tværs over det mørke område. Kunne hun, var hun stukket af. Sådan klarede Lærke sig. Hun kunne sagtens tage en konflikt, men ikke med sig selv. Aldrig med sig selv. Hun løb fra den. Men her var alt der kunne løbes på lagt i mørke. Vejen til Lyngvig havde end ikke gadelygter hele vejen. I sandhed verdens navle, gemt med fnullermændene ingen gad og fjerne. Eller indtørret fissesavl fra en rusketur i busken og en billet til De Unge Mødre.

Lærke blev sjældent påvirket af andres humør. Hun var ligeglad og opførte sig som hun selv følte sig for. Hun var faktisk ligeglad med hvad de sagde om hende. Hvad fanden ragede det hende? Kusserne kunne snakke. De ville tænde på hendes vilde øjne og hendes sprog som de kun hørte om i TV-shows som ’DK by night’ de fattede jo ikke en skid af noget.
Hun tvivlede på nogen af dem havde oplevet det ægte natteliv. De havde nok aldrig set skyggesiden af noget. Måske bortset fra dem der havde mistet nogen de holdt kær. Men Lærke kunne ikke være mere ligeglad. Alle skulle miste på den ene eller anden måde. Hun havde mistet flere og mere end hun kunne tælle og så de nu hende deprissiv? Ja det gjorde de sgu nok. De så hende som et mørkt sind der skulle kureres for hendes ætsende tanker.
’Den kæft burde vaskes med sæbe,’ havde mere end en voksen sagt til det flabede pigebarn.

Det hele var så fucking forudsigeligt. Det skulle gå galt nu. Hellere det end siden. Og hvis de regnede med at hun sagde undskyld var de fandme godt syge i ægget. Troede de virkelig hun ikke stod ved det hun sagde? Lærke havde ikke brug for dem. De vidste ikke en skid, som ikke handlede om dem selv. Selv dem der havde mistet tænkte helt sikkert mere på sig selv end nogen andre. ’Mig først.’ Ægte europæer. De var sikkert også DF ind til sjælen. Pånær marchofyren der talte spansk. Og Nishay.

Lærke skiftede nummer. Hun skiftede sang. Fnøs. ”You & I” i et Deadmau5 remix. Det var hallen der var hendes mål. Der sort som ind i graven og da stikket sagde sit klik missede hun kort med øjnene. Hvad hun ønskede at se var et rum oplyst af sindsygt neonfarvet lys og hvidt tøj der lyste op. Hun ønskede folk på meskalin og syre. Hun ønskede at hele rummet var et stort vrid af kroppe og hun kunne fortabe sig i noget der var så socialt og upersonligt. Og selv om imorgen var en skoledag ville hun ikke komme hjem før klokken seks kun for at skifte sit tøj og hente sin HP.

Hendes ben var hurtige. Havde båret hende herhern. Intet var faldet ud af lommerne. Hun gispede ikke efter vejret. Hun havde bare lyst til at ...
Rummet var egentlig ikke så stort eller også virkede det mindre på grund af maskinerne.
Boksesækken hang der og Lærke hamrede sin hånd ind i den. Hun mere mærkede end hørte sit eget ’Urg’ og hev arrigt hovedtelefonerne ud, mens hun igen bevægede sig mod døren der ikke var selvlukkende. Hun satte jackstikket i sin iPod og hørte hendes eget musik brøle ud af højtalerne.
Lærke tog tilløb og hendes hænder landede på den store buk, fødderne i vejret og hun endte på den anden side, med en kats elegance. Hun slog til sækken. Stødet forsatte hele vejen op fra hendes hånd til armen, skulderen og kroppen der blev skudt tilbage.
”ARG”
Sådan.

Hvor lang tid alt dette havde taget var Lærke ligeglad med. Musikken var sadistisk og åndsvag. Der var en fuldkommen latterlig ironi i hvordan det netop var den sang der spillede og mens hendes udbrud druknede i musikken, mærkede hun hendes krop og vreden der kom ud den vej.

“There's noone here to break me or bring me down
And noone here to hurt me or fool around

I have no more time for you to hurt my feelings
Done enough to prove I'm all that I believe in”

Lærkes sang var stødvis og I takt med hendes hendes højre nævne. Hendes arme kørte i et højt temp men fulgte på en sær vis musikkens. Måske var det netop ironien der drev hende til at synge de linjer. Hun kendte sangen på flere måder og det her var bare en tilføjelse til dens liste af bekendelser. Ellers var det eneste ord Lærke hørte i sit indre: Kusse, kusse, kusse, kusse – i en forsat uendelighed. Den rytme hendes hænder slog. Den følelsesløshed der blandede sig og musikken der var så høj den gjorde ondt i hendes trommehinder. Det var befriende.

[Marius Emil Lundqvist]

//Til tråd (Kristina, LÆS FØRSTE AFSNIT, hvis du skriver med Sine.)

Marius forlod aktivitetsrummet. På vej ud, var han lige ved at støde ind i Sine fra sin årgang og en anden pige, som næsten stod og blokerede døren. Hans lyseblå øjne var på Lærkes ryg.
"Hvad f...?" mumlede Marius og styrede forbi de to piger. Han tænkte ikke over at sige noget til dem.

Det var ikke svært at følge Lærke ned ad plænen. Næsten, så snart hun var ude, satte hun i løb, men Marius løb ikke efter hende. Han gik roligt i sine egne tanker. Det, som drev ham, irriterede ham. Hans nysgerrighed. Intet af dét, han var i færd med, kunne ændre noget til det bedre. De andre ville ikke synes bedre om Lærke - hvad havde Amanda dog tænkt sig? Lærke kom ikke ham ved! Men Marius kunne ikke glemme hendes reaktion på det, han havde spillet i Aulaen. Selvfølgelig skulle han reagere på det, selvom det hele kom forkert ud i udtryk og ord, men hvad fanden skulle han ellers have sagt elller gjort? Han kunne ikke have siddet tavs som en stenstøtte, når hun så åbenlyst havde blottet sig for ham, det ville hun selvfølgelig benægte efter al sandsynlighed.

Marius smilede frem for sig, som om han lo af en intern joke. Det var ikke blevet mørkt, men det var mørkere. Det blev ikke helt mørkt, før lidt over ti, her i starten af august. Alligevel forsvandt Lærkes skikkelse næsten, og Marius satte det ene ben hurtigere foran det andet. Hans lange skridt halede ind på hende. Han gad ikke at følge hende på afstand som en stalker. Hvad ville Lærke ikke tænke? Smilet og morskaben i hans ansigt blev mere åbenlys, uden han ville det.

Lærke drejede pludselig af. Han nåede ikke at se hvor, fordi hans blik blev fikseret på en blå trøje, nogen havde efterladt i græsset om eftermiddagen. Han samlede den op - skulle lige til at mumle en ed om glemsomme teenagere, men valgte i stedet at gå videre. Ud af venstre øjenkrog så han lys blive tændt i Fitnesshallen.
'Hvorfor kommer det ikke bag på mig?' tænkte Marius og skyndte sig derhen. Der var alligevel et pænt stykke, og han nåede ikke frem i tide til at kunne få et ord indført, som han havde håbet. Musikken drønede ud af de store højtalere, da han satte sin fod på dørtærsklen.

Marius kunne se, hvordan Lærke letfodet løb fremad og gjorde et elegant spring over bukken. Så slog hun hårdt til boksesækken. Han kunne ikke høre lyden - kun forestille sig, hvordan det ville have lydt. Dunk! I en hulere nuance end trommebeatet, der hamrede ud af højtalerne og fik gulvet til at vibrere under hans fodsåler.

Han kunne bare gå igen. Der var ingen grund til at ... Men Marius trådte ind i fitnessrummet og lænede sig op ad én af maskinerne med albuen i håndtaget og hovedet støttet i hånden. Fingrene på hans anden hånd klikkede automatisk i takt med musikken på stangen på den stepmaskine, han stod ved. Det kunne ikke høres, slet ikke, men fornemmelsen af rytmen i sin krop gjorde ham alligevel mere afklaret.

Der var noget ved musikken, der fik ham til at le lavmælt frem for sig. Det var kun, fordi han vidste, at han lo og kunne mærke, at hans stemmebånd vibrerede, at han i sin hjerne bildte sig ind, at det kunne høres over musikken. Det kunne det ikke. Marius kunne ikke gøre andet end at vente. Han så ikke engang længere på Lærke, men ned på sine fingre, der stadig fulgte rytmen. Udtrykket i hans øjne var fjernt. Hans øjne søgte ikke nogle svar.

Selvfølgelig var Lærke i færd med fysisk udfoldelse, fordi hun ville svede noget ud af kroppen. Det kom ham ikke ved. Han kunne lige så godt gå igen.

[Lærke]

Fanden stå hende bi.
Lærke smækkede sin næve hårdt ind i sækken uden at mærke det længere. Musikken fyldte hende. Hun havde lukket øjnene fordi hun på den måde visualiserede hvad det konkret var hun slog ud af kroppen.

- Din fucking lorte bitch. Hvem tror du du er? En GUD på den her skole? Tror du at du er så meget bedre end alle andre fordi du kan finde ud af at efterligne åbne skamlæber med tænder? Er det det man herovre kalder et smil? Det er jo komplet latterligt! Jeg hader det her sted. Jeg hader det. Jeg vil ikke have noget med udmagrede tøser at gøre og folk der er så snobbede at de end ikke kan tage hånd om andre end sig selv. Fuck dem og deres gang bang. Ikke noget vidunder de synes de selv er så forpulede fantastiske når de alligevel alle sammen ikke har andet i hovedet end fucking at knalde hjernen ud på hinanden. Er det sådan voksenlivet er? Det eneste man går op i er hvem den næste præmiepik er, der skal få en til at stønne i ekstase.
- Åh ja spil endelig hellig din latterlige ko.

Hun slog og slog. Hun smækkede til rytmen i hendes hoved. Hendes fødder dansede på gulvet og hele hendes krop var i bevægelse. Ud fløj bogen. Hendes dogtag slog hende i ansigtet. Hendes hår var i vejen. Hun svedte som et bæst. Som en mand. Ha! Alle folk sveder men for piger er det en fucking synd og kun sexet når de er nøgne og gør det ovenpå en mand.
Latterlige ko. Var det hun var. En so! En smatso. En bimbo. Der ikke var andet end tomme ord.
Med et hyl sparkede Lærke hårdt til sækken med udstrakt ben. I den vending så hun ham. Hun blev ikke synligt grebet af nogen overraskelse. Hun stivnede ikke men snurrede hele vejen rundt og landede med et hårdt blik ind i hans. Hendes hænder på jorden foran sig, kun støttende på fingerne. Hendes ene ben strakt ud.

Havde de sendt en to meter høj stik i rend dreng. Havde de sendt Túrin for at give hende en forbandelse på vejne af hele hoffet. Som en anden græsk gud der fucking altid sendte andre for sig i stedet for selv at tage tyren ved hornene.
Lærke gik alligevel hen og skruede ned. Hun kunne tage sin tæsk først som sidst.
Hun var ikke i tvivl om at hårtotter sad fast til hendes pande og at hendes rygsøjle var synlig på den sorte T-shirt som en aflang svedplet. Hun var kvinde og kvinder svedte fandme. Kvinder onanerede og kvinder slog på tunge sække hvis de havde lyst.

”Du har fået din øl,” sagde hun og ønskede hun havde en cola, men det lå på værelset.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius vidste ikke, hvor længe han havde stået i sine egne tanker. Pludselig løftede han bare blikket og kiggede på Lærke. Hvis han skulle være ærlig overfor sig selv, fascinerede hendes måde at bevæge sig på ham. Han blev sjældent draget af sådan noget visuelt. Jovist, han havde sgu da en subjektiv idé om, at piger var lækre, når de opfyldte bestemte kriterier. Men det var slet ikke i de baner, Marius tænkte, da hans blik faldt på Lærkes krop. Det var, som om hendes spark og slag, var indstuderede moves; de fulgte præcis samme rytme som Marius' fingres trommende rytme på motionsmaskinen. Når han kiggede på hendes ansigt, de lukkede øjne, kunne han se, at hjernen var et helt andet sted. Hvad tænkte hun, mens hun pressede sin krop på dén måde?

Marius ventede tavst og roligt, ikke spor i tvivl om, at hun ikke ville tage notits af ham, medmindre han gik hen og slukkede for musikken. Han kunne stadig nå at gå sin vej, men tanken blev aldrig til mere end dét, den var: En tanke, som kun blev hørt af ham selv. Så skete det uventede, men som Marius alligevel havde ventet på - Lærke fik øje på ham. Hun landede præcist og kontrolleret, lod til at vide præcis, hvad hun gjorde, og stirrede ham ind i øjnene. Marius' blik var interesseret og nysgerrigt og rummede et glimt af munterhed og skælmeri. Men ellers lå ansigtet i alvorlige folder. Han kunne ikke få sig selv til at smile til det ansigt, som ikke viste én eneste følelse.

Der var noget mærkeligt anspændt ved hele situationen, der fik Marius til at følge alle Lærkes bevægelser med øjnene, som frygtede han, at hun ville gøre noget uventet. Det var nysgerrigheden igen. Musikken dæmpedes, men Marius' fingre fulgte stadig rytmen. Det eneste håndgribelige i øjeblikket. Måske, Lærkes sved og pjuskede hår var lige så håndgribeligt, men alt andet var uden for hans rækkevidde.

Ordene, der kom ud af Lærkes mund, blev sagt med rolig stemme, men Marius trak alligevel vejret dybt gennem næsen. Hans øjne søgte hendes og så ind i de grønne øjne.

Skrid! Det var dét, hun prøvede at sige, og det ville han. Men han gjorde det ikke. Det var ikke på sin plads at skride nu, og han kunne altid lade, som om han ikke fattede en hentydning.

"Jeg har ikke lyst til flere øl," sagde han dæmpet. Ja, for det var SÅ meget at lade som ingenting, right? Han stod jo og trodsede hendes ord - sagde til Lærke indirekte, at hun teede sig åndssvagt ved at tale sådan til ham. Måske var det ikke dét, han mente, men det var sådan, det kom ud. Kun lyden af hans stemme, der var så afdæmpet, vidnede om, at helt andre tanker rumsterede i hans indre - episoden i Aktivitetsrummet, hele den måde det hele var skruet sammen på.

[Lærke]

Imbecile narrøv. Fuck nu ham. Lærke ændrede ikke sit udtryk men hev hendes hastehale ud og samlede den igen.
De øjne der fulgte hendes mindste bevægelse. Hun stod med en god afstand til ham. Kunne se ham ganske tydeligt. De sorte hår. Hans ranke holdning. Som om han havde alt mulig ret til at dømme hende. Han havde en ret til at være der, men hvad fanden skulle han der? Absolut ingenting! Kunne han da forhelvede ikke bare blive sammen med sine kryb af nogle venner og have skabt lidt glad stemning? Hvorfor søgte han hendes gråvejr ud når han alligevel ikke ville sige noget til hende.
Som om han ønskede at provokere hende og gøre hende vred. Den vamle stalker. Så har han stået der og set på hende. Ja hun er sgu da ligeglad. Men hvad fanden ville han med hende. Hvorfor følte han en eller anden form for ... ja hun vidste da ikke hvad han følte. Som om de havde noget sammen om end det var en tynd linje af had? Eller var hans så forskruet at have misforstået hendes gestus og ord som venskab. Var han af sådan en kaliber at sagde man hej til hinanden så var man bedste venner.

Skulle hun så spørge ham nu hvad han havde lyst til? Skulle hun lægge sig for hans fødder, græde og sige at hun ikke hørte til her. Hvad skulle hun gøre nu for at Selma ville kunne lid hende og i kraft af det alle andre?

Lærkes skuldrer trak sig op ad, hendes hals krummede sig let til den ene side og hendes mund spidsede en anelse til. Et fuldstændigt udtryk der skulle gengive ligegyldighed for ham og hans problemer om hvad fanden han havde lyst til. Musikken ebbede ud i en konstant rytme og en anden rytme fyldte salen. Lærkes shufflemode var ikke til at spøge med og den sang der nu kom ud af højtalerne var ’ÆØÅ’. Pacour-holdet havde lavet et show til den. Minder forbundet med musik var ikke noget nyt for Lærke og det viste sig heller ikke hvad for nogle, rare, minder der kom ud af det nummer. Nu skulle det så besudles af Marius og hans barnlighed.
Fordi den her sang vidnede bare om hvor moden Lærke var. Så moden at hun fandt den her sang ekstremt sjov. Det var lige før et smil krusede hendes læber og helt sikkert i hendes øjne ved det første ’Size Matters’

”Vil du sige noget så gør det dog?” sagde hun lige så dæmpet som ham og med hendes tykke accent.

Hun kunne jo lige så godt være dem af dem der startede det her spil han var kommet efter. Hun ville bestemt ikke give ham tilfredsstillesen ved hendes vrede. Men jo før han gik des bedre.

”Ellers kan du komme tilbage torsdag hvor jeg afholder mit ugentlige peep show.”

[Marius Emil Lundqvist]

Lærkes ro burde smitte af på ham, men Marius følte det stik modsatte. Hendes helt igennem afmålte, kontrollerede bevægelser, da hun hev elastikken i og lavede en ny hestehale var bare noget, hun gjorde og ikke præget af flirt og andet pis, mange gjorde for at tiltrække sig opmærksomhed. Roen, ligegyldigheden og så hendes blik, der uden tøven søgte hans, fordi Lærke sikkert vidste, at hun ikke udtrykte noget i de grønne øjne - alt dét fik ham lyst til at kaste sig over det nærmeste - stepmaskinen - og kaste alle de ambivalente tanker ind i kroppens muskler, som ville bearbejde dem og til sidst få ham til at være så ligeglad som Lærke.

Men han vidste selvfølgelig, at det aldrig ville ske - uanset, hvor meget han svedte og prustede, så Marius stod stille, lænet op ad maskinen, stadig med hovedet hvilende i hånden.

Han tog sig ikke af hendes ligegyldighed, men ikke mange ville have set det glimt af morskab, der gled hen over Lærkes iriser, medmindre de havde været lige så opmærksomme som ham.
'Size matters,' tænkte Marius, og hans læber skiltes i et lille smil mod hans vilje - et smil, som om der var en intern joke i hans hjerne, der pludselig fik ansigtsmuskulaturen til at ophidses. Lærkes ord fik ham til at grine.

Han lo ikke højt og længe - det var bare en dæmpet latter, der kun var en tand højere end musikken. Det kunne have set ud som en latter, der skulle sløre den forvirring, han ikke følte, men mon ikke, at Lærke havde al mulig grund til at tro, at han bare var kommet for at irettesætte hende og så sige, at hun skulle være mere taktfuld næste gang, hun var blandt skolens elever? Hvis Lærke havde vidst, hvor meget han havde moret sig over optrinnet, ville hun måske ikke - jo, hun ville - se så afbalanceret og træt og måske fornærmet på ham, fordi han gik, hvor han ikke skulle.
Det var ikke selve Selmas ydmygelse, der morede Marius - langt fra. Det var han i bund og grund for godhjertet til, men Lærkes ordvalg i hele situationen. Én eller anden måtte komme og pløkke ham ned for hans malplacerede humor en dag! Og så havde det været selve dét pres, der lå på hans skuldre, som om hele sofagruppen ventede, at en upartisk person skulle rejse sig - ham eller Amanda, der bare for symbolikkens skyld også havde valgt udkanten af sofagruppen - et sølle armlæn - at slå sig ned i. Amanda havde opfordret ham, men det var hans nysgerrighed, der havde fået ham til at bevæge sig.

Marius' øjne, der så på hende, lo endnu, da hans latter var aftaget. De lo af ironien ved alting - måden, de var stødt på hinanden; den atletiske pige, som ikke kunne svømme; den afstumpede piges lettere følelsesmæssige påvirkethed efter musikken i Aulaen; og endelig situationen i Aktivitetsrummet - og så ham, der ikke anede en skid om, hvordan fanden han skulle tackle det hele! Det var sguda klart, at han var en fucking hæmoride i røven på hende, som hun bare ville fjerne.

"Så ses vi vel bare på torsdag," sagde Marius med et smil og rettede sig op i sin fulde højde, vendte sig halvt for at tage flugten på sin sædvanlige, slentrende måde. Han var jo ikke kommet for at tvinge hende til at sige noget - bare for at skabe en god, uudholdelig kemi mellem Lærke og de andre. Det var vel hendes eget problem. Helt personligt var han interesseret i at finde ud af, hvad hun var for en størrelse - en erkendelse, der irriterede ham. Men hun var ikke nær så ... hvad var det, Amanda havde ment? Gennemskuelig?

Marius genkaldte sig samtalen mellem ham og Amanda i Århus:

"kunne Lærke lide din musik?"
"For at være ærlig, så har jeg ingen anelse om, om hun ligefrem kunne lide det. Jeg formoder, at hun forstod musikken på sin egen måde, og at hun havde lyst til at slå mig bagefter, fordi jeg var lidt ... Nonchalant."
"Men det gjorde hun ikke?”
"Næh, det gjorde hun ikke."

Han genkaldte sig den samme følelse af frustration over, at han ikke fattede, hvilken facade, hun gemte sig bag, og samtidig var det ham stærkt imod at finde ud af det. Det ragede ikke ham.

"Hun er meget.... Tænksom. Og hun virker lidt sur, men jeg ved ikke om det bare har noget med mig at gøre eller om det er generelt," havde Amanda sagt.

Marius havde tænkt længe over sit svar dengang - hovedsageligt for ikke at sige for meget. Han havde ikke villet udtrykke sig om Lærke, fordi han ikke vidste alt det om hende, han gerne ville vide for at kunne drage en konklusion.
'En konklusion, der ikke kommer mig ved,' mindede han sig selv om. Hans øjne var muntre, da han tog et par skridt hen mod døren efter at have sagt til Lærke, at de blot kunne ses torsdag. Imens kørte hans og Amandas samtale videre i hans tanker:

"Hun virker indesluttet på sin egen måde. Nogle gange virker det, som om hun sidder i en verden for sig selv og morer sig kosteligt over menneskene omkring hende, eller som om hun deler en intern joke med sig selv. Jeg skal ikke kunne sige, om hun er sur på nogle af os, men det ville næsten være at foretrække frem for dén facade, jeg ikke fatter overhovedet."
"Du plejer da ellers altid at være den bedste til at fatte folks facader. Du må lige oppe dig lidt."

'Facader, hva'?' fnøs han i tankerne uden at ville se tilbage på Lærke over skulderen.