Selma & Noahs date første skoledag

[Selma Åberg]

Om hun kunne lide at shoppe? Det kunne hun ikke løbe fra, hun elskede at shoppe. Hvem gjorde i bund og grund ikke det medmindre man var et barn eller en fyr. Hun undrede sig lidt over hvorfor han spurgte. Kunne han da godt lide at shoppe? Hvis han kunne var det ret fedt, syntes Selma. Så var hun ret heldig, for det var sgu de færreste der var til at slæbe i nærheden af et storcenter medmindre der var gratis kebab eller fitness.
Selma plejede nogle af fredagene at tage bussen med Ida og Emilie eller nogle af de andre tøser til Århus og bruge sine penge op på tøj og sko og søde små nipsting. Selvom de havde vidt forskellig tøjsmag var det bare noget af det bedste at gå op og ned ad gaderne og kigge på tøj og være fjollede i prøverummene og spise på café og bare være ekstremt fjollede.
Hun sendte ham et skævt smil og nikkede. Selvfølgelig. Andet ville i hvert fald være årets joke.
"Jeg kan ret godt lide at shoppe... Og jeg er så heldig at Lyngvig har to af mine yndlingsbutikker nemlig Noa Noa og Lisbeth Dahl... Men det behøver du ikke at blive udsat for." Selma lo.
"Men yeah, man må godt have TV og computer og radio og alt det der, så længe man kan tage hensyn til ens værelseskammerater selvfølgelig... Og det kan du vel godt..." Hun trykkede hans hånd og kiggede rundt på butikkerne.
"Kan du godt lide at shoppe siden du spørger?"

[Noah]

Noah rynkede lidt på brynene. Han kendte ingen af de mærker Slema nævnte. Ikke at det som sådan betød noget hvad hun gik og stod i. Og dog. Hvis det her var en fast ting, en lang ting, så ville han måske 'forkæle' hende med noget dyrt, i hendes stil, men noget som hans high class society venner absolut ville finde fantastisk. Det var intet problem for ham nu. Det ville det ikke blive. Og det var ikke andet end en helt normal tanke i hans hoved at det ville han gøre, skulle de til Singapore, New York eller bare til København med hans venner. Det var normen uanset hvad. Sådan var det bare.

"Jeg har arvet min mors gen på det punkt. Alt blødt, lækkert og flot tøj, det er som at sige til et barn de har frit slag i slikbutikken, jeg kan ikke stå for det," han smilede. Han gik op i hvad han havde på. Ikke som sådan sammensætningen hver dag, men hvad det var lavet af, hvem det var lavet af. Han fløjtede for det meste på om andre så det, lagde mærke til, det betød som regel kun noget for ham og han var god til at genkende mærker.

"Jeg er fashion animal, eller der er sikkert et danskt ord for det, jeg kan lide brands," han slog uden besvær over i de engelske ord. Han var vild med mærker, bestemt mærker og andet. Noah kunne ikke drømme om at tage svenske Hennes & Mourits på sin krop, hvis det ikke var for at klæde sig ud som en svensker. Måske ikke engang da. Det var et princip. Ønskede han tøj der kun kunne holde til to tøjvaske eller gik op i syningen ville han da ty til den slags, men han nød at det var holdbart og lækkert. Også hvis det skulel håndvaskes, luftes eller stryges. Det betød ikke noget.

"Jeg er måske endda lidt skør med det."

[Selma Åberg]

Gud, hvor fedt. Hun kendte ikke nogen fyre der brød sig om møde eller shopping. Og da slet ikke fyre der gad indrømme det bare sådan lige. Hun følte sig pludselig dobbelt så heldig som hun havde gjort før. Hvem kunne nogensinde forestille sig at dele sådan en interesse med sin kæreste. Hun kunne stadig ikke helt fatte det. Han var sød, klog, lækker... Og ikke bøsse! Det måtte være det bedste der nogensinde var sket for hende i hendes kærlighedsliv.
En anden ting hun ikke fattede var at han tilsyneladende kunne lide hende også. Altså hendes begejstring over ham var gengældt. Han kaldte hende dejlige ting og gad rent faktisk tage på sådan en tur med hende. Hun fattede heller ikke at hun havde haft en lignende oplevelse med Jacob i Florida, selvom han havde været meget anderledes fra Noah. Rigtig anderledes. Hun følte virkelig at nogle højere magter var begyndt at tilsmile hende. Det var også rart hvordan hendes forhold til Noah motiverede hende til at tabe de ekstra kilo for hans skyld. Han kunne godt lide hendes kraveben, så hun ville rigtig gerne have dem lidt tydeligere.
Indtil videre kunne hun heller ikke sætte en finger på noget dårligt ved ham. Han snakkede ret ofte om sig selv, men det var der mange der gjorde, og hun kunne godt lide at lytte til folk. Og han var også ærlig om at han syntes om sig selv, men Danmark var også så mærkelige med deres skjulte regel om at man aldrig måtte sige noget pænt om sig selv. Så det var heller ikke noget dårligt ved ham, tværtimod. Hvis han havde hadet sig selv, ville det være sørgeligt. Hun kunne være rigtig glad, oprigtigt glad i hans selskab. Selvfølgelig var hun det blandt mange, men der var bare nogle mennesker der var sværere at være glade iblandt end andre.

Hun sendte ham et af sine varme smil.
"Det hører man ikke så tit fyre sige... Hvor er det fedt..." Hun lo lidt. Ikke af ham eller det han havde sagt, slet ikke. Bare fordi hun var så glad. Hun var sådan virkelig glad, hendes dag havde været per-fekt. Det var som om solen var meget varmere, og hun frøs slet ikke som hun oftest gjorde.
"Men her er der nok ikke helt så mange muligheder... de fleste tager til Århus, hvis det endelig er."

[Noah]

Og netop derfor ville Noah have en bil igen. Det var da for helvede ikke hans skyld at en bil var fucking epic expensive i Danmark. Noah vidste godt at der var hans eget problem at han havde valgt Danmark, men helt ærligt det var hans aner, og det var ikke ligefrem tid han havde brugt i landet, nærmere dets litteratur, hvilket nok gjorde at han rent faktisk kunne falde ind i en dansk skole. Med dispenstion, men det kom nok først senere. Matematik og kemi/fysik var det samme over hele verdenen.

"Lige hvad jeg fanget et glimt af så tror jeg også at jeg må tjekke Århus ud," han smilede en smule nedladende til byen nærmest. Det virkede ikke som om det var her han ville finde sine Armani jeans eller bare en lille smule kashmir, så ville han nærmest dåne som en lady.

"Jeg har dyrer vaner," sagde han og trak på skulderne. "Men hvad med dig? Hvad kan du lide. Ud over at være smuk og glad constantly."

Han ville gerne vide mere. Det med bilerne kom lidt bag på ham, men ellers var der ikke så meget som han ellers ikke havde regnet med. Det dyre tøj var nok ikke hende. Det var nok nærmere udseendet og tøjets stil der tiltrak hende. Ligegyldigt om det så havde været brugt før. Han håbede hun vaskede det. Noah havde hørt om den populær kultur som nærmest krævede at man ikke gik i tøj hvis en anden ukendt ikke havde haft det på før. Disgusting. Men det var deres valg.

[Selma Åberg]

Selma frydede sig kort over hans kompliment i sit indre. Igen. Hun havde godt nok aldrig oplevet at en fyr sagde så mange søde ting til hende, men hun var ikke typen der havde svært ved at modtage komplimenter. Hun vidste godt hvordan man kom med et frisk tilbagesvar og hvordan man fik givet komplimentet videre uden det virkede falsk eller som om man bare kastede bolden videre uden at tage de gode ord til sig. Nogle gange tog hun dem godt nok ikke til sig, men det skulle modparten jo ikke vide. Det kunne man jo sammenligne med, at man ikke bare smed en gave væk lige efter man havde fået den. Mange sagde hun var vildt tynd (nogle gange virkede det dog ikke som et kompliment af en eller anden grund), men hun var bare ikke tynd nok, så det tog hun sjældent til sig. Nogle sagde hun havde nogle store smukke bambiøjne. Det tog hun til det – det gjorde hende ret glad når folk sagde sådan. Hun stræbte ubevidst efter at se ud som et nuttet barn.

"Det virker ikke til du er helt uvidende om hvordan man behandler en pige ordentligt..." Hun sendte ham et kækt tandsmil og blinkede op til ham.

Hun tænkte lidt over hans spørgsmål. Spurgte kort sig selv hvad hun egentlig lavede af spændende ting i sin fritid. Hvad hun fordybede sig med når hun ikke var blandt venner. Hvad hun brugte sin tid på. Hun løb som bekendt. Men i ferien havde det gjort hende så træt bare efter en kilometer, at hun næsten ikke kunne gå turen tilbage. Hun så film når det altså var dårligt vejr. Sidste år havde hun haft sit TV på værelset. Hendes forældre, Charlotte og Poul, ville komme på fredag med hendes møbler, men de havde ikke haft tid til at køre med møblerne på grund af arbejde og Eliot og August havde slet ikke meldt sig på banen selvom de havde kørekort. Hendes forældre havde kun lige haft den ferie de havde i Florida, ellers var det bare direkte på arbejde, da de kom hjem. No mercy, jetlag kom i anden række, selvom det ikke virkede til de led af det på noget tidspunkt – måske takket være kaffe. Selma og brødrene havde så klaret sig selv. De havde blandt andet taget i tivoli og til koncerter og havde bagt et utal af kager til når forældrene vendte hjem som de nød udenfor på terrassen.

Hun smilede lidt ved minderne om hvad Selma og hendes brødre dog ikke havde brugt tiden på i sommerferien, men tænkte så videre over hvad hun dog brugte tiden på.
Hun læste også, men hun havde aldrig rigtig været fanget af en bog. Hun havde læst dem på ganske kort tid, men de gik som oftest henover hovedet på hende. Ikke som i at hun glemte alt om dem, men de betød bare ikke nok til at det var nogle hun tænkte over længe efter hun havde læst dem. Hun var heller ikke typen der tjekkede bøger ud for at finde noget nyt at læse eller købte bøger for så bare at læse dem én gang og se dem samle støv efter det. Ja, det kunne man bare sige hun var meget overfladisk og hun ville ikke selv kalde sig en bogelsker, selvom hun godt kunne forstå hvad folk så i dem. Hun havde det bare ikke sådan.

Noget hun ofte gjorde, var at sjippe. Det gjorde hun hver gang hun ikke havde noget at lave. Hun gjorde det også før hun havde spist og efter. Før så hun havde god samvittighed når hun spiste noget. Og efter så det blev forbrændt lidt hurtigere.
Ellers hang hun bare ud med sine venner. Det gjorde hun mest. Var social.

”Som sagt løber jeg… Jeg sjipper også. Elsker at sjippe!” Hun lo lidt og bed sig i underlæben. Det var en lidt barnlig ting, det vidste hun. Hvilken pige på snart 19 sjippede så ofte som hun gjorde? ”Men det siger nok ikke så meget udover… At jeg godt kan lide at dyrke sport. Ellers sååå…” Hun sukkede mens hun tænkte sig om igen. Hun hørte meget musik, men det vidste han allerede. Hun malede ret godt, men det var ikke noget hun gjorde medmindre hun blev sat til at lave noget i skolen f.eks. Hun havde i folkeskolen malet og tegnet nogle ret flotte billeder hun stadig havde, men det havde ikke fanget hende som sådan.

”Altså jeg kan godt lide bare at være social. Jeg er ikke typen der kan fordybe mig så meget, jeg bliver hurtigt rastløs. Jeg må lave et eller andet! Jeg må… Gå udenfor, se noget natur eller nogle spændende byer, shoppe noget tøj, løbe på en skovsti, fjolle med nogle venner. Men det er sjovt… Når nogle giver mig en bog i hånden læser jeg den bare. Den bruger jeg så hele dagen på at læse, men så er det heller ikke mere end det. Det er som om jeg skal blive færdige med dem før jeg kan lukke den. Så det er nok den eneste ting jeg kan fordybe mig rigtigt i, selvom bøger ikke interesserer mig. Men ellers finder du hurtigt ud af hvem jeg er… Jeg er ikke den mystiske type der holder alting inde i mig selv.”

Det var sandt. Hun kunne ikke være en mystisk, lukket type. Det var næsten umuligt for hende. Nogle gange beundrede hun næsten Sophia for at virke så mystisk. Det gjorde hende virkelig spændende på en eller anden måde. Man fik lyst til at lære hende at kende, man fik lyst til at finde ud af hvordan man kunne få hende til at åbne sit sind overfor andre. Selma var fuldstændig omvendt. Selma var som en åben bog, og det havde hun altid været.

”Hvad med dig? Udover at du elsker dyrt tøj?” spurgte hun med latter i stemmen mens hun svang deres hænder lidt.

[Noah]

Noah kunne ikke lade være med at smile. Sjippe. Det var en kæmpe ting i USA, men hvad var ikke det? Der var sjippe-grupper og de var dygtige. Jess' lillesøster havde gået til det og mere end en gang havde han leget super lækker kæreste til selvsamme søster når hun var til opvisning fordi hun mente det ville gøre hende sejere. Noah havde været med på idéen fordi det var morsomt.

"Det kyder da som nogle rare dyder. Social and rope jumping, damn," Noah lagde armen om hende og trykkede hende ind til sig. "A catch. Jeg synes vi matcher."

Han smilede stort, måske var det derfor det havde været så let med det hele. Måske var de ikke rigtige kærester men det gjorde alting bare en lille smulle lettere på denne måde, end hvis de først skulle igennem al, det omstændige pis der udgjorde man kunne blive kærester.

"Altså jeg er ikke som sådan et sportsmenneske, men jeg er hvad hedder det ... atlethic. Jeg kan lide sport, men det er ikke noget jeg dyrker, ud over jeg løber regelmæssigt. Det er en måde at opleve steder på. Du ved biler er en ting jeg kan lide og ligeledes gadgets, iPad, små elektroniske nips, ting der gør min hverdag lettere og så ja litteratur. Jeg elsker bøger, digte, måske fordi det kan relatere til et sted. Men det skal jeg ikke kede dig med."

Noah klemte hende endnu en gang. Hun var så sød.

[Selma Åberg]

Han ville ikke kede hende? Det havde han indtil videre ikke kunne gøre. Han snakkede om sig selv og det der interesserede ham, så hvordan skulle det kunne kede Selma? Hun lo og lagde sin tynde hånd op på hans skulder

"Hvad, why? Du har ikke på noget tidspunkt kedet mig, og der skal meget til før jeg keder mig over noget folk fortæller mig... Altså... Jonnah og Annie... God de kan fortælle om den gode bog de lige læste for nylig eller den sang med de gode tekster og bla, bla, bla!"

Hun talte i et lystigt tonefald med latter i stemmen, der viste at hun mest lavede sjov. Hun havde aldrig været sådan en der fandt alt andet end hendes egne sager uinteressante. Så længe man forstod hvad der blev ævlet om selvfølgelig. Hun ville da gerne høre så meget om Noahs interesser og beskæftigelser som muligt. 

Hun tænkte lidt over hvem der egentlig holdt om hende netop nu. Hans navn var Noah. Han havde boet i USA, hvilket var sejt - Amerika var et af de steder hun bedst kunne lide at rejse til. Et var at hun havde rejst der siden hun var lille og landet havde givet hende en masse fantastiske oplevelser. Noget andet var at de jo havde den dejlige husbåd i Florida de havde købt for omkring 6 år siden. 

Noah havde boet i USA det var en ting. Han elskede åbenbart også at shoppe, hvilket Selma slet ikke kunne komme sig over. Det var bare fantastisk. Det var der jo ingen fyre der gad. Hun kunne rent faktisk tage ud og kigge på tøj med ham uden at han stod i et hjørne med armene over kors og gabte. Det var perfekt. Mere end det... Det var Noah! 

Noah kunne lide sport. Ligesom hende. Som de jo havde hentydet til i torsdags til grillfesten, kunne de løbe sammen når han gad. Hun gjorde det jo hver morgen medmindre hun sov for længe, hvilket hun havde kommet til et par gange den seneste tid, selvom hun var gået tidligt i seng og normalt ikke havde brug for et vækkeur til at vågne om morgenen. Hun var et typisk a-mennske, men åbenbart ikke helt alligevel. I ferien havde hun sovet til klokken 12 nogle gange, og det havde hun aldrig gjort før. 

Hendes forældre plejede at sige i sjov at hun måtte have et indre ur, der sagde at hun skulle falde i søvn klokken 9 og vågne klokken 6. Uanset hvor hun var var hun altid lige ved at falde om efter klokken 9, så da hun var lille havde de fundet hende sovende på gulvet eller på trampolinen et utal af gange. Det havde så senere udviklet sig til klokken 10 (og en sjælden gang 11), da hun blev teenager. Men nu blev hun allerede træt mod aftensmaden, men selvfølgelig var hun bedre til at holde sig vågen end hun var som lille. Men i weekenden hvor hun havde set film med Emilie var hun faldet i søvn med hovedet på hendes skød inden de havde nået den anden halvdel af filmen. Det var godt nok ikke noget fænomen at hun faldt i søvn på folks skød når de nåede aftentimerne, men klokken havde kun været ni da de så filmen. Måske var hun ved at blive gammel... 

Hun tænkte lidt over hvad der lå i det når de kaldte hinanden for 'kærester', for det var jo ikke fordi de var kærester fordi de var håbløst forelskede i hinanden eller noget.  Selma var helt vild med han ganske vidst, men man kunne jo ikke rigtig være forelsket i en man knapt nok rigtigt kendte, medmindre man var med i et Shakespeare-stykke eller en opera. Men de var sammen af en grund. Måske var det her ligesom en blind-date bare hvor de blev kærester med det samme i stedet. Blind-relationship? Indtil videre var Selma ret tilfreds med Noah. Og hun var hurtigt ved at finde ud af at han ikke kun var et pragteksemplar udefra - han var jo oven i købet også virkelig sød og hensynsfuld. Hun kunne ikke sætte en finger på noget, og hun var virkelig vild med ham, så der måtte ligge noget i det. Det var ikke bare overfladisk. Hun følte sig faktisk en smule overfladisk når hun bare havde fundet den lækreste og var blevet kærester med ham før hun helt havde lært ham at kende, men det var hun jo ikke. Han var jo mega sød ved hende - og andre selvfølgelig. 

Men hun gav ordet 'kærlighed' lidt tid inden hun ville begynde at lege med det, for det var for hende et meget stort ord. Hun kastede sin kærlighed på nogle mennesker og når først Selma gjorde det kunne hun gå gennem ild og vand for dem. Så elskede hun dem af hele sit hjerte og hele sin sjæl. Så det var ikke alle hun åbnede sig HELT overfor. Men det betød ikke at hun ikke kunne være åbne overfor alle. Tværtimod. 

[Noah]

Noah kunne ikke lade være med at le af Selmas glade toner.

"Faktisk," begyndte han. "Kan jeg også godt lide sejlbåde. Men jeg har mest bare siddet og set på mens en anden har sejlet den. En dag vil jeg no gerne have mit, how do you say: Certficate?" Han udtalte ordet på engelsk fordi han var blev forvirret. En trækning irritation løb over hans pæne ansigt og i det øjeblik kunne man godt se et anløg for et forvrænget udtryk, der stafig ville se godt ud, men som gemte på en led ung mands foragt for den verden der ikke havde samme midler som ham. Så smilede han igen og det var væk.

"Jeg tror egentlig at jeg har ret mange vaner der gør mig en smule high-class og derfor er jeg for høflig til at udtrykke dem alle på en gang. Tag nu bare mine lagner. Jeg hader at sove med andet end egyptisk bomuld. Det er som alt andet kradser og stikker, simpelthen er ukomfortable. Det er ikke fordi jeg ikke kan leve med almindeligt bomuld, men det syntestiske stads brydes jeg mig ganske enkelt ikke om," man kunne se det ironiske udtryk han havde omkring sig selv, men ikke desto mindre mente han det.
Måske var det netop den slags ting der var svært at leve med når man var kærester og kanpt kendte hinanden. Forholdet var jo bygget på simpelt begær og lige nus å han det ikke som andet. Han havde kun sagt det fordi han på enmåde vidste det ville gøre Selma glad og det var en rar fornemmelse.

[Selma Åberg]

Selma skar ansigtsudtryk så hun et øjeblik fik en ægte barnlig grimasse med spidsen af tungen mellem tænderne og rynket næse. Et ansigtsudtryk hun ikke ville vokse fra foreløbig, selvom hun efter nogles meninger nok var for voksen til at være barnlig som hun kunne være. Endnu en grund til at skrumpe - man begyndte at være så lille, at man ikke længere lignede en 19-årig.
"Dine lagener er rare," tilføjede hun med en munter tone.
Hun ville gerne sige noget til de andre ting han havde sagt så hun ikke bare virkede ligeglad, men det var lidt som om det bare passerede og hendes kommentar fik det hele tiden at virke lidt humoristisk. Fordi hun selvfølgelig kun vidste at de var rare efter den aften i torsdags. Og nåh ja, den lille tur i formiddags.
Hun bemærkede før at han pludselig virkede irriteret over noget (hun havde ingen idé om hvad), men hun gjorde ikke mere ved det og tænkte at hun nok bare var fintfølende eller hysterisk hvad angik folks ansigtsudtryk.
"Menæh... Gad du godt have din egen båd?" spurgte hun dog alligevel hun nåede at tænke over det.
Hun kendte ret mange i Gentofte der havde en eller flere både. Men hendes forældre havde ikke været så interesserede i andet end deres husbåd. Den blev man ikke søsyg af.

[Noah]

Var de to verdner fra hinanden? En helt anden dimension? Han var ikke sikker på hvorfor han ikke bare nød nu'et? Han ville jo grne bare have det på den her måde. Det var ikke en fejl, det vidste han og hvad så hvis Selma pludseligt sagde at hun ville noget andet? Så havde de den her fantastiske tid sammen som ikke skulle ødelægges af hans åndsvage tanker. Tanker der gjorde at han halv rystede, halv nikkede med hovedet på hendes spørgsmål. Han havde for så vidt sin egen båd, men den lå lige nu et sted omrkring Venedig.
Pludseligt blev han nærværende igen og med et stort smil satte han sig på det ene knæ.

"Men hvad har du lyst til, oh skønne jomfru?" Hun sagde det emd en stememføring som reciterede han noget og tog fat i hendes lille hånd. "For jeg er ejer af både et par lange ben der kan føre dem hvo'hen De måtte ønske og et plastikkort der kan betale hvad end De måtte udsætte et fjols som mig for."

Han smilede. Noah elskede erklæringer der lød på den måde gamle og det kunne man især på det danske sprog. Hans mor syntes det var hysterisk morsomt. Hans far trak på smilebåndet og piger fandt det ofte charmerende omend lidt blamerende.
Han kyssede den lidt kolde hånd, blødt. Den duftede godt. Rigtigt godt. Så vendte han den hurtigt om kyssede den indeni.

[Selma Åberg]

Selvom Selma nok burde være seriøs og alvorlig og ligne en skønjomfru som han lige kaldte hende, så kunne hun simpelthen ikke lade med at grine. Især fordi folk gloede på dem. Men det betød egentlig ikke så meget, sagde hun til sig selv, for hvem ville mene at deres fjolleri var utilladeligt? Folk ville da tværtimod synes det var hyggeligt, ville de ikke? Selma kunne dog ikke lade vær med at kigge over på de forbigående mennesker der så på dem. Hun kunne næsten ikke lade vær med at tænke, at folk måske troede det var bejleri, og hun fik en uforklarlig trang til at råbe noget ud til menneskerne som: "Bare rolig, falsk alarm!" eller "Sådan er han altid!" (Det sidstnævnte kunne hun så ikke vide 100%, desværre, men det kunne hun da hurtigt komme til at finde ud af).
Hun fnisede med smilende øjne, der lyste af henrykkelse og holdt sig for munden med den ene, spinkle hånd. Det var ikke kun fordi hun fandt hans påfund morsomt, at hun lo. Nej, mest af alt lo hun, fordi hun blev så begejstret over, at han gjorde sådan noget som at gå ned i knæ for hende og oven i købet tilbød at købe ting til hende. Det havde hun aldrig i sit snart 19 år lange liv oplevet - nogensinde. End ikke med sin far eller nogle af hendes tætteste venner.

"Hvad skulle jeg dog få brug for her, som du ikke allerede har?" lo hun og bukkede sig en anelse ned for at give ham et kys på munden, men hun ramte kun hans næsetip, hvilket fik hende til at le endnu mere.
Hun faldt konsekvent for Noahs ord og hans handlinger, og hun så ham netop nu som drømmeprinsen på den hvide hest. Og da han sådan gik ned i knæ for hende, gjorde det det kun bedre. Dette var jo næsten som et eventyr, tog Selma sig i at tænke, for i eventyr kender prinsen og prinsessen aldrig hinanden særlig godt, da de ridder afsted på den hvide hest, men de ved bare at de er faldet for hinanden. Sådan var det måske også med de to? Sådan havde Selma det i hvert fald. Hun stolede allerede blindt på den fyr og ville tro på hvert ord han sagde, selv hvis løgnene fløj ham om øerne.

[Noah]

Noah kunne ikke lade være med at blive smittet af Selmas latter, eller fnis. Giggles. Han smilede selv, næsten med lyd på og da hun kyssede ham på næsen kunne han ikke lade være med at kysse hendes hage.

"Well, hot damn ..." sagde han mens han rejste sig, med et enkelt ryst på hovedet så han igen kunne se ned på den lille pige. "Du er den første der kan modstå charmen fra mit plastikkort."

Det var næsten sandt. Ikke at penge kunne give ham alt men det kunne da hjælpe på en hel del og Noah var gavmild. Det kunne han ikke lade være med.

"Marry me," sagde han og kyssede hende kort, mens han lo.

Noah kunne ikke helt forstå det. Han vidste at han ikke var forelsket i Selma, det var ikke den samme følelse, men på samme tid havde han det heller ikke som om hun var tidsfordriv. Det var rigtigt godt og rart og han kunne lide hendes hår. Måske det var overfladisk, men det var han jo netop så det skulle de sgu ikke bestemme. Og han var ikke ude på at såre Selma, slet ikke, men han var sikker på hun ikke ville lave en Ted Moseby på ham og sige: I love you, lige nu.

[Selma Åberg]

"Marry me," hørte Selma Noah sige inden han gav hende et blidt kys. Igen tænkte hun lidt over hvad alle de andre folk ville tænke, men hun rystede på hovedet af sig selv i hendes sind, lo endnu højere med en overrasket klang og kiggede på ham med løftede øjenbryn.
"HAHA, tag det nu liiiige lidt roligt!" svarede hun storsmilende og besvarede hans korte kys med røde kinder.

Hun vidste godt at han ikke mente det seriøst, men det fik alligevel hendes hjerte til at springe et slag over, da han sagde det. Den sætning havde hun aldrig nogensinde hørt før fra nogen som helst... til hende - Hvilket selvfølgelig var logisk nok, men det betød stadig en del for hende på en eller anden sær måde.
Det var ikke fordi hun ligefrem ville gifte sig med Noah, men det var stadig fantastisk for hende at høre den sætning fra hans mund, for det måtte jo betyde, at han kunne lide hende. Fyre sagde aldrig den slags. De var ret berøringsangst med den slags. Selv hvis man bevægede sig ind på emnet, begyndte de at ryste i bukserne. Men Noah havde sagt det som om det var det mest normale i verden.

[Noah]

Norah rankede sig og greb Selmas hånd i sin mens han forsatte ned ad det der åbenbart var hovedgaden i denne by.
Faktisk havde han ikke tænkt sønderligt over sine ord. Det var simpelthen røget ud af hans mund, som ofte før. Det var en brugte linje i hans omgangskreds, mens at troen på den eneste ene ikke rigtig var noget man troede på.

"Vi kan være tilbage torsdag?" sagde Noah og ignorerede Selmas kommentar med et smil. "Las Vegas og tilbage. Hvad er et impuls ægteskab hvis man ikke gør det i spillebyen?"

Han gav hendes hånd et klem, men forsatte med at gå. Der var mange ting Noah vidste fra hans liv på farten, en af dem var kvinder, men de var alle forskellige. Selma var anderledes fra de andre præcis som de andre var helt forskellige fra hende. Hun var glad og lidt gernert og åben.

"Men måske vi først skulle have en is?" han så på hende og pegede mod noget der kunne ligne et udmærket is-sted. Han vidste det ikke, men vejret passede til det og han havde lyst til noget koldt efter de søde chokokager. Måske noget sorbet?

[Selma Åberg]

"En is lyder godt. Vi kunne dele en?" foreslog hun med et smil. Hun kunne stadig ikke holde latteren tilbage. Han var ret sjov, og hun var glad for han ikke var bange for at komme med sådan en kæk kommentar. Han virkede ikke det mindste genert overfor den slags, og det kunne Selma rigtig godt lide.

Hun brød sig dog ikke om at skulle til at bekymre sig om at skjule, at hun ikke skulle nyde noget af en is, men det var selvfølgelig ikke Noahs skyld. Hvis de delte en var det ikke sikkert han ville bemærke det. Hun ville godt kunne skjule det, det havde hun gjort 117 gange uden at blive opdaget.
Med Noahs hånd i sin, satte Selma farten op hen mod isbutikken.

Sidst hun havde spist en is var en måned før sommerferien, hvor hun havde spist en is med en kugle, og det havde været lige ved at gå helt galt, for den smagte simpelthen så godt, at hun ikke kunne stoppe. Hun havde dengang aftalt med sig selv, at hun kun ville spise halvdelen bare for at bevise overfor Anton - der havde været med hende på det tidspunkt - at hun godt kunne spise noget (han skulle nemlig hele tiden fortælle hende det som om hun ikke selv vidste det), men det var endt med hun havde spist den hele. Hun havde ikke haft nok viljestyrke. Og fra den dag lovede hun sig selv at hun ikke engang ville begynde på at spise nogle søde sager, for så endte det bare med hun spiste alt der var, hvilket kun fik konsekvenser for hendes slanke linje.