Selma & Noahs date første skoledag

[Noah]

Noah og Selma havde taget bussen. Igen forbandede Noah sin far, kærligt, fordi han endnu ikke havde fået sin egen bil her. Det var irriterende at være afhængig af en så elendig offentlig transport mulighed og selv om Noah intet havde imod at gå, så var der jo intet her ud over marker og køer. Ikke engang fortov. Det var så langt ude som det kunne være og han mærkede et savn efter noget større, velvidende at Århus ikke lå langt her fra. Han havde en enkelt gang været på Aros, men det var mange år siden da de var hjemme for at besøge hans bedsteforældre og hans forældre havde besluttet at Noah skulle have noget dansk kultur mellem ørerne. Typisk dem. Det handlede ikke om atmosfære og hvordan folk boede, men hvilket kunst landet producerede.

"Har du kørekort?"

I det her varme vejr undrede det Noah at Selma havde så meget tøj på. Selv havde han det for varmt i Amarni T-shirten og hans Ralph Lauren shorts, plus hans elskede Cartier solbriller der overhovedet ikke havde været særligt dyre, men han var faldet for dem, næsten med det samme.
Han smilede til Selma.

"Ikke at det som sådan har nogen betydning, men jeg har haft det siden jeg var 16, så du ved for mig er det unaturligt ikke at køre i bil som jeg lyster, men det kunne jo være noget andet her," han klemte hende hånd som lå godt i hans, mens han så rundt i den hyggelige by.

Han havde søgt om dispensation til kørekortet og havde fået lov til det. Da han fyldte 18 for et stykke tid siden, blev det overført til at han måtte køre bil i Danmark. Ikke at han havde haft mulighed for det, men næste gang hans far ringede ville han få hele den elegante smørre Noah var ved at forberede

[Selma Åberg]

"Har du kørekort?" spurgte Noah hende, "Ikke at det som sådan har nogen betydning, men jeg har haft det siden jeg var 16, så du ved for mig er det unaturligt ikke at køre i bil som jeg lyster, men det kunne jo være noget andet her."

"Ej, hvor fedt alligevel," svarede hun og sendte ham et varmt tandsmil der afslørede to smilehuller i hendes kinder. Hun blev et øjeblik overrasket over at han allerede havde fået det som 16-årig, men selvfølgelig. I Amerika var der de der syge regler med at folk der kun var 16 måtte køre i bil. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun havde det med at det var så tidligt, for deres regler var virkelig mærkelige. Man må køre når man er 16, men man må ikke drikke alkohol før man er 21. Ikke fordi hun havde noget imod at Noah havde kørekort. Det var på en eller anden måde ret fedt - især hvis han så havde en bil, og de kunne køre rundt i den sammen.

Selma havde ikke kørekort. På en eller anden måde kunne hun bare ikke rigtig se sig selv i en smart bil med køreskills. Det virkede bare ikke som en Selma-ting at kunne køre. Desuden var det meget bedre at cykle og så dyrkede man jo motion samtidig med at man kom fra A til B - og det kostede ikke en øre. Men hun fik jo heller ikke brug for at kørekort her. Hun havde knapt nok tid til at tage kørekort eller få en bil her. Så hun havde heller ikke savnet noget at cruise rundt i. Det var heller ikke fordi der var vildt mange der fik en bil og et kørekort her på stedet. Det var der jo ikke rigtig brug for, for det hele var jo forholdsvis tæt på. Hvis det var noget man ikke kunne få i Lyngvig kunne man bare tage bussen til Århus.
Og da hun var lille havde hun altid været ret bange for at sætte sig ind i en bil. Hun havde heller aldrig brudt sig om tanken om at fremtiden måske bød på, at alle i verden tog bilen til alting og bare var inde i deres små kørende bobler, hvor de ikke så nogle nye mennesker på deres rejser eller snakkede med nogle fremmede. Sådan tænkte hun i hvert fald nogle gange det ville blive, og det virkede næsten helt skrækkeligt. Desuden kunne hun ikke se hvad der var så forfærdeligt ved offentlig transport, for det var da så spændende at forlade sit hjem og være på egen hånd og nogle gange ikke ane hvilket tog eller hvilken bus man skal tage, men bare gøre det.

Hendes svar blev dog en rysten på hendes hoved, så noget af hendes pandehår faldt ned over hendes øjne, men det fjernede hun bare hurtigt med den hånd der ikke holdt Noahs. Måske skulle hun til at overveje et besøg hos frisøren eller noget. Sidste år havde Malene, der på det tidspunkt gik i 3. g, klippet håret på de fleste af pigerne der spurgte om det. Hun havde været ret god til det, men nu måtte hun enten finde en der var ligeså god eller gå til frisøren.
Hun trykkede Noahs hånd. "Nej, jeg har ikke noget kørekort selv, og jeg tror ikke jeg vil have et lige foreløbig i hvert fald. Ikke fordi jeg har noget imod folk der tager kørekort eller kører, men jeg kan egentlig ikke lide biler," svarede hun ligeud til hans spørgsmål og smilede endnu en gang til ham.

[Noah]

Noah kunne mærke det gippe lidt i ham. Han følte sig som Ted der fandt ud hans crush ikke kunne lide Annie Hall.
Hvorfor Noah kunne lide biler var et mysterium. En af hans venner havde sagt det var grundet at han altid så sin far kører væk i en. Noah havde afvist det. Hvad så med hans mor? Han havde bare leet. Nu troede han heller ikke det var tilfældet, men det havde nok noget med hans fars samling at gøre. Han havde en scrapbook med udklip dateret tilbage fra hans egen ungdom med lækre biler. Da Noah blev gammel nok gjorde de det fælles og de to blade Noah abonnerede på Car og Classic Car havde han netop fået adresseret til Lyngvig.

"Men, Selma," sagde han og selv om han smilede nåede det måske ikke hans øjne. "Siger du det, fordi du hele dit liv altid har kørt i en stationcar som var mindst ti år gammel, eller ved siden af en fedladen taxi chauffør"

Spørgsmålet var om han rent faktisk mente det. Noah havde datet piger der før havde sagt at biler ikke interesserede dem, men direkte ikke at kunne lide dem. I de sidste to år havde han været til car convensions og de biler han der havde prøvet ... det var ikke småting. Han elskede dem store og brutale som Hummer'en men også små og elegante som Audi TT'en. Han nød en sexet Smart som var total europian og han var vild med klassiske mærker som ferrari, især deres lækre Enzo og Porsches elegante ydre. Det var en verden af vidunderlige maskiner. Han var kendt som 'Classic Top Gear' fyren fordi han så den britiske udgave.

"Fordi jeg kan tage dig med på dit livs køretur og jeg sværger at du vil elske hvert eneste minut."

Han mente det. Det ville ikke være noget problem at leje den helt rigtige bil og det helt rigtige udstyr til en sådan tur. En weekend sydover. En forlænget weekend.

[Selma Åberg]

Der gik lidt tid før Noah svarede hendes mening om biler, og han så et øjeblik ret overrasket ud over det hun sagde. Eller måske var det bar hende. Men før hun kunne nå at tænke mere over hans ansigtsudtryk svarede han:
"Men, Selma, siger du det, fordi du hele dit liv altid har kørt i en stationcar som var mindst ti år gammel, eller ved siden af en fedladen taxi chauffør? Fordi jeg kan tage dig med på dit livs køretur og jeg sværger at du vil elske hvert eneste minut."

Selma brød ud i latter over måden han nærmest forsvarede biler eller på en eller anden måde prøvede at omvende hende. Men hun vidste jo med sig selv at det ikke bare var at omvende hende med en køretur uanset hvor fantastisk den end ville blive. For der ville hun nok ikke synes turen var fantastisk på grund af bilen, men snarere på grund af fyren ved hendes side. Hun sendte ham et skævt blik og kunne ikke dy sig for at stille sig på tæer og give ham et hurtigt kys på kinden.

"Jeg siger det fordi jeg ikke rigtig bryder mig om det biler gør ved verden. Med alle de veje der bliver bygget tværs igennem skove. Alle de dyr der bliver dræbt i trafikken... Og alle de mennesker for den sags skyld. Jeg kan ikke lide lyden af bilerne der hele tiden larmer fra mit hus derhjemme. Jeg er på en måde også lidt bange for at sidde i en bil. Jeg kan i hvert fald ikke slappe helt af, og jeg er hele tiden på vagt. Og... Tjaah," hun trak kort på skuldrene, "der er mange grunde, og jeg kunne blive ved..."
Hun stoppede sig selv, da det gik op for hende at der måske var en chance for at Noah slet ikke lyttede ordentligt til hendes talestrøm, fordi han måske var forblindet af det forhold han selv havde til biler. Men det var også fair nok hvis det da var det der gjorde sig gældende. Sådan var det med de fleste når hun fortalte om hendes tilgang til den slags køretøjer, for de fleste elskede jo biler.

"Men en køretur med dig ville da ikke være så slem... tværtimod," skyndte hun sig så at sige med det samme lidt flirtende smil om munden.

Selma vidste ikke helt præcis om der var et bestemt sted de gik hen til, men det kunne vel også være ligemeget så længe de havde det hyggeligt. Nogle mennesker ville måske synes det var lidt anspændt at være uenige om ting som dette, men Selma kunne sagtens håndtere den slags og var ikke bange for diskussioner så længe de kunne tale normalt. Hvilket de da også virkede til at gøre. Hun var ikke typen der trak i land med sine meninger når folk var uenige, for man var jo alle forskellige og bare fordi hun ikke lignede folk på en prik, ville de jo ikke synes mindre om hende. Sådan var det da i hvert fald sjældent.

[Noah]

Noah rystede på hovedet.

"jeg forstår ikke helt dit udgangspunkt," hans bryn var rynkede. Den eneste grund til at han sagde det var fordi han virkeligt ikke kunne se det fra hendes øjne. Han ønskede ikke en diskussion, men på den anden side ville det irritere ham ikke at vide hvorfor. "Jeg mener det er vel ikke være end en hest der bliver redet den samme vej hver dag gennem skoven og laver en sti. Den ødelægger skoven, tramper græs og og andet væk, en bil kræver vel bare samme ret som et dyr. Eller et hus. Et er ikke at kunne lide at sidde i en bil, fordi man føler sig udsat, noget andet er at beskylde dne for at ødelægge verden."

Han smilede til hende.

"Jeg mener uden en form for køretøj havde jeg ikke dig her, vel? Og det ville være en skam," han strøg noget hår bag hendes øre, som en dårlig undskyldning for at røre ved hende. "Jeg ved ikke engang hvor du kommer fra."

Han havde ikke spekuleret over det. Vel været ligeglad. Men nu hvor de blev nødt til at lære mere om hinandenn end hvilke bands der var gode, så ville han gerne vide mere.

[Selma Åberg]

Hun forstod godt hvad han mente med det han sagde, men det skulle samtidig ikke få hende til at skifte mening. For det første ødelagde dyr jo ikke naturen i samme omfang når de lavede stier i naturen. De gjorde intet ondt mod naturen. Dyr levede med naturen hvorimod mennesker nærmere levede på naturen eller oveni den. Mennesker troede lidt de kunne sige at verden var deres og så bare bygge alle mulige veje og huse. Det gjorde dyr jo ikke. De levede i naturen som om de var en del af den mens vi var godt i gang med at ødelægge den. Men det var jo de færreste der tænkte sådan. Men derfor kunne hun ikke rigtig lide det argument. For et dyr ødelagde ikke skoven når den lavede en smal sti som de jo gjorde. De lavede små, smalle stier et bestemt sted og gik altid den vej.
Selma havde selv fundet sådanne stier og havde fulgt dem når hun gik ude i skoven. Desværre boede hun et sted hvor der ikke var specielt meget natur, men når hun var her på Lyngvig var det det rene paradis for hende, for hun elskede virkelig naturen. Hun elskede at gå ture i skoven og klatre i et træ eller bade i søen.

Men det virkede bare åndssvagt at diskutere hvorfor hun skulle have grund til at kunne lide og ikke kunne lide biler. For helt ærligt - hvis han elskede biler skulle hun altså ikke komme og være hysterisk med hendes meninger. Og der skulle meget til før hun selv ændrede mening omkring biler, og det ville ikke engang en fantastisk køretur med Noah kunne ændre på.
Men han fortsatte lidt endnu hvilket fik Selma til at bryde ud i et smil igen: "Jeg mener uden en form for køretøj havde jeg ikke dig her, vel? Og det ville være en skam. Jeg ved ikke engang hvor du kommer fra."

"Altså..." hun lo lidt over hans smarte trick med at få hende ind i det, "dyr ødelægger jo ikke naturen på samme måde... Og biler ødelægger jo ikke kun naturen, men også miljøet. Og de stjæler al olien og en masse resurser og..."

Hun trak på skuldrene og trak lidt i det ene øjenbryn da hun kiggede op på ham. Hendes øjne missede lidt mod solen. "Men vil du vide hvor jeg kommer fra?" spurgte hun med lidt latter i stemmen inden han kunne nå at svare noget til det hun havde sagt. Hun håbede ikke det virkede som om hun flygtede fra emnet.
Da han også så ned på hende svarede hun: "Jeg bor ret langt væk fra her. Jeg ved selvfølgelig ikke hvor godt du kender til danske byer, da du jo ikke har boet så meget i Danmark, men... Kender du Gentofte? Der bor jeg i hvert fald i en villa med mine forældre og mine storebrødre der endnu ikke er flyttet hjemmefra." Hun holdt en lille pause mens hun pillede lidt ved hans fingre endnu mens hun havde hans store hånd i sin.
"Jeg kan jo ikke så godt spørge hvor du er fra..."

[Noah]

Noah så overrasket på Selma. Gentofte.

”Du bor i Gentofte,” sagde han mens han nikkede på hovedet og smilede, som om han var ved at le. ”Vi har et hus lige ved søen.”

Det var ikke et sted han som sådan havde tilbragt meget tid. Det var der bare. Der stod lle deres ’vigtige’ ting som mor kaldte dem. Det som havde betydning og ikke bare skulle sælges, med lejligheden, eller det kunst hans mor bare ikke kunne leve uden. Diplomer. De pæne, fine ting, som skulle imponere folk af deres ’familie’-hjem. Noah kunne godt lide det. Det mindede ham faktisk om mange gode ting. Desuden nu hvor han var her, havde han fået lov til at invitere hans internationale venner derhen. Også de nye herfra. Der var plads nok.

”Hvad mener du med at du ikke kan spørge mig?” Noah vidste godt hvad hun mente, men han ville alligevel gerne høre fordommene, eller medlidenheden, eller hvad Selma nu tænkte på. Det var noget folk tit sagde, men Noah følte sig ikke rodløs. Han havde steder han kom fra. Oftes var det sted han var lige nu, eller lige havde været. Han havde vænnet sig til at hele verden var hans hjem og ikke at blive for glad for noget. Men de sidste seks år havde gjort det lettere, grundet internettes store udvikling. Han kunen være sammen med sine venner via ét klik, det samme med hans mobil. Det var rart.

[Selma Åberg]

Selma så overrasket tilbage på Noah, og hun lo lidt fordi han gav hende præcis det samme ansigtsudtryk, da hun havde sagt hvor hun boede.
Havde han et hus lige ved søen? Altså i Gentofte? Ej, det kunne da ikke passe - af alle steder i Danmark han kunne have et hus. Hun boede selv øst for søen på en villavej, og hun havde badet der nogle gange. Det overraskede hende også at han overhovedet havde et hus i Danmark, for hun havde troet han bare boede i et hus et år ad gangen eller noget. Men åbenbart ikke. Det var derfor hun havde troet hun ikke rigtig kunne spørge om det, fordi han jo var flyttet fra USA, hvor han havde sagt han havde boet før han kom her.
Gad vide hvor tæt på hinanden de boede. Det ville virkelig være sjovt hvis de havde levet kun to gader fra hinanden uden at have bemærket hinanden.

”Hvad mener du med at du ikke kan spørge mig?” spurgte Noah. Hans skæve smil fortalte hende, at han nok godt vidste det, for han havde endnu ikke sagt at hans forældre havde et hus i Danmark, og det måtte de fleste vel tro om ham. At han bare flyttede fra det ene sted til det andet uden at have et rigtigt hjem.
Selma ville selv syntes det var ret hårdt at flytte hele tiden, selvom det selvfølgelig også var noget af et eventyr, hvor man mødte folk fra hele verden og lærte en masse om andre kulturer. Men der var jo altid de bagsider, at man skulle vende sig til det nye sted hver gang. Man skulle vende sig til nye skolesystemer, nye sprog, nye mennesker, nye omgivelser - alt. Og man skulle også sige farvel til utrolig mange ting. For de venner man ville få rundt i verden, ville man måske aldrig se igen. Det kendte hun jo selv fra når hun var på sommerferie i Florida, hvor der var mange turister fra rundt omkring i verden hun blev gode venner med.

Hun kiggede op på nogle af butikkerne de gik forbi. Til højre for dem var der en lille hyggelig café, hvor der sad nogle mennesker udenfor ved deres og drak te eller kaffe. Tit kunne de gamle stamkunder på caféen genkende folk fra gymnasiet, og de råbte nogle gange ting som "Hvordan går det med eksamenerne?" eller "Husker I at lave jeres lektier?". Det syntes Selma var vildt hyggeligt og det viste bare hvilken dejlig by det var, hvor folk godt kunne tale og være venlige overfor fremmede. Det var også sådan en by hvor alle kendte alle - stort set.

"Tja, jeg vidste slet ikke du havde et fast hus her i Danmark, det var derfor. Men det er jeg glad for du har, især fordi vi alligevel bor så tæt på hinanden," svarede hun og stak ham et smil mens de gik forbi caféen. Hun svingede lidt med deres hænder. "Du boede i New York før, ikke?"

"Frøken, vil De have en småkage?" hørte hun pludselig en gammel dame spørge bag hende. Selma vendte sig straks om og så på den spørgende dame, der sad alene ved et af bordene med en tallerken med et mindre tårn af småkager på. Hun havde en af småkagerne i sin rynkede hånd og havde den rakt frem mod hende. Selma smilede varmt til damen og tog imod småkagen af ren høflighed. "Det er da alt for galt, mange tak."
"Og hvad med Dem, unge mand?" Hun rakte også en frem til Noah.

Sjovt nok havde Selma faktisk prøvet at der skete lignende ting når hun gik rundt i byen. At folk tilbød hende slik og kager, selvom hun slet ikke kendte dem, og hun sagde for det meste ja tak, selvom hun slet ikke ville spise noget af det hun fik. Det ville jo for det første være lidt ondt bare at sige nej når folk var så søde at spørge. Det overraskede hende hver gang og nogle gange tænkte hun også på om de var bare pædofile alle sammen, men det virkede bare mærkeligt.

[Noah]

Noah smilede blot til Selma og nåede lige at svare:

"Jeg tror aldrig rigtit jeg som sådan har boet i huset i mere end et par måneder, men en invistering i fast ejendom er bestemt ikke en dårlig idé," og så fortsatte Selma, men denne gang nåede han ikke at svare fordi en ældre dame tilbød dem kager. Hvis der var noget Noah var vant til var det gæstfrihed. Han var bare ikke særligt vant til det i Danmark. Men ældre mennesker var også noget andet. Så man 'dansk' nok ud elskede det jo en per automatik.

"Jo, mange tak," sagde Noah og tog imod småkagen. "Sikke en fantastisk sommerdag, jeg kan godt forstå du er ude."

Han smilede stort til damen, spiste af den lækre chocolate chip cookie. Han lagde armen om Selmas skuldre, ikke bange for at vise at de var sammen, fordi det da kun kunne gøre andre glade når han selv var i så godt humør.

[Selma Åberg]

Selma sendte den gamle dame endnu et smil og sagde hurtigt "Ha' en god dag," inden Noah og hende gik videre.
Hun kiggede lidt på småkagen i sin hånd mens de gik videre rundt blandt butikkerne og forbi alle beboerne i byen. Hun ville hellere end gerne spise den. Hun kunne næsten se på den hvor godt den smagte med de halvstore chokoladestykker. Men hun vidste også med sig selv at hun jo godt kunne undvære den. Det var jo bare en småkage. Det var bage en sukkerfyldt småkage og den eneste grund til at hun ville spise den var fordi den smagte godt. Den ville ikke hjælpe hende med at tabe sig. Den var bare en bunke kalorier. Hun bed sig i læben og rev blikket fra den, da det begyndte at føles som om hun havde et kæmpestort hul i sin mave. Hun havde jo sagt nej til slik før. Massere af gange.

Hun nøjedes med at kigge op på Noah.
"Vil du have min småkage?" spurgte hun ham, selvom det næsten gjorde ondt på hende at sige, "jeg kan ikke lide mørk chokolade," tilføjede hun for en god ordens skyld, så han ikke tænkte hun var syg i hovedet. Selvom det var løgn. Hun kunne godt lide mørk chokolade. Især de der rigtig stærke chokoladeplader med 70% eller 80% ægte chokolade. Hun havde det lidt dårligt over at lyve overfor ham, men det var jo ikke ligefrem noget nyt, at hun nogle gange var nødsaget til at lyve overfor venner og familie for at kunne fortsætte med at blive tyndere. De forstod bare ikke hvordan hun havde det - det var som om de ikke ville have at hun blev flot. Men Noah havde ikke sagt noget endnu, og det syntes hun var dejligt. For alle skulle bare blande sig. Hun var virkelig nødsaget til at lyve overfor alle.

[Noah]

Noah blev overrasket over Selmas mangelende venlighed. Der var da ikke noget de skulle nå? Hvorfor kunne de ikke snakke nogle ord med den ældre dame? Men han viste det ikke, han kunne bare godt lide dét, at man snakkede med nye mennesker der var rare. Han nåede dig at vende sig og vinke til damen. En dag ville han måske se hende igen og den dag ville han så snakke ordentligt med hende og undskylde den her gang med at de var forelskede og havde nok i dem selv og så ville de kunne grine af ungdommen.

Ved hendes næste ord tog han hele småkagen som en hest fra hendes fremstrakte hånd men blev så pludselig alvorlig og slugte indholdet før han overhovedet sagde noget.

"Vil de så betyde at du ikke vil kunne lide det her?" og fuldstændigt ligeglad med om hun ville bryde sig om den lækre smag i hans mund, der stadig var der, men ingen krummer, det ville være for klamt, svang han hende let ned så hun lå i hans arme og han kunne kysse hende.

"Eller synes du pgså jeg smager dårligt? You will break my heart," sagde han, fordi han ikke anede hvad et 'broken heart' hed på dansk.

[Selma Åberg]

Selma lo overrasket da han bare snuppede den ud af hånden på hende med munden.
Hun var taknemmelig for han ikke sagde noget til at hun ikke ville spise småkagen. Hun vidste at enhver anden ville have sagt noget til at hun ikke ville spise den. Hun syntes både det var irriterende og også lidt hårdt for hende hver gang at skulle finde på et svar, der enten kunne fjerne fokus eller fjerne deres mistanke. Hun ønskede jo bare at de ville acceptere hende som hun var og at hendes venner forstod hende lidt mere, men de kunne bare ikke. De ville bare ikke. Så rigtig mange gange når hun var sammen med venner, var det mest af alt en kamp for hende at få dem til at lade vær med at blande sig i hendes livsstil. Og selvom hun sagde fra blev de ved med at være efter hende.

Hun huskede hun i starten havde syntes det var virkelig fedt hvordan folk begyndte at bekymre sig overfor hende, men det blev hurtigt bare alt for meget. Først havde det bare været en smule. Det havde især været hendes far der havde kigget skævt på hende hele tiden. Han havde altid tjekket hvor beskidt hendes tallerken var under aftensmaden, så han vidste hvor meget mad hun havde taget. Hun havde aldrig brudt sig om at faren pludselig slet ikke stolede på hende mere. Han spurgte altid om hun nu havde spist morgenmad og frokost, og når Selma sagde ja, kunne hun tydeligt se, at han ikke troede et øjeblik på hende.

Hendes mor havde overladt det til faren at være efter hende, da hun ikke brød sig om konflikter af nogen slags. Men hun havde alligevel sørget for at hun blev flyttet til en ny skole i 9., hvor Selma på ingen tid så meget mere glad ud igen. Der gik ikke lang tid før hun forlod den hæslige tøjstil og gik over til den stil hun stadig havde med støvede farver og oxfordsko. Og hun spiste normalt i nogle måneder. Hun åd og åd.
"Man skulle næsten tro du ikke har spist i en måned," sagde hendes brødre altid, og hun stak dem bare et smil som om de var nogle fjollehoveder at tro at hun ville gøre den slags.

Men hun stødte ind i et problem. Hun tog på. Hun tog rigtig meget på. Hun tog 20 kilo på på uhyggeligt kort tid. Pludselig ville hun slet ikke se sig selv i spejlet. hun syntes det var så ækelt med alt det fedt over hele kroppen. Så der gik ikke lang tid før hun startede forfra. Og denne gang gik der meget lang tid før forældrene bemærkede noget som helst. Først da det begyndte at kunne ses på hendes krop igen. Da de først fandt ud af det skete der en hel masse. Forældrene fik hende til psykolog, men det var det rene spild af penge. Det prælede bare af på hende. Alt det folk sagde til hende om hvor usundt det var og om at hun altså skulle begynde at spise normalt lige med det samme. Det irriterede hende bare. Fra da af blev det bare en plage når folk gang på gang skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre.

Moderen tog til sidst en beslutning. De havde hørt om et kostgymnasium i Jylland. Selma havde været helt vild med idéen om at bo sammen med alle sine venner, og dem der havde fortalt om skolen havde snakket rigtig godt om den. Men forældrene havde ikke været særlig trygge ved tanken om at hun skulle forlade hjemmet og deres overvågning. Men en ven af familien, der selv havde haft en datter der cuttede, fortalte dem at efter deres datter havde været på efterskole var hun helt stoppet med at cutte. Det fik forældrene til at genoverveje sagen og kort tid efter blev de enige om at det måske kunne vise sig at være sundt for hende. Og hvis hendes spisevaner blev værre kunne de altid få hende på det nærmeste gymnasium.

Selma stoppede ikke på noget tidspunkt med at have spiseforstyrrelser, men hun fik det hurtigt meget bedre med sig selv. Hun fik mange dejlige venner, det godt nok også var gode til at blande sig, men alligevel begyndte hun at spise lidt bedre bare for deres skyld. Og i et godt stykke tid spiste hun nogenlunde fint. Og derfor gik hun der endnu. Men...

Før hun vidste af det kyssede Noah hende. Lige efter han havde spist småkagen hun havde givet ham. Han smagte godt. Lidt af chokolade, og det havde hun slet ikke noget imod. For hun kunne jo godt lide chokolade. Hun ønskede hun ikke havde givet den væk, men samtidig havde hun god samvittighed over at hun havde gjort det.

"Eller synes du også jeg smager dårligt? You will break my heart," spurgte Noah mens de kiggede hinanden i øjnene. Hun mærkede hvordan hendes hjerte slog en kolbøtte ved synet af hans lækre ansigt der kiggede ned på hende mens deres ansigter stadig kun var få centimeter fra hinanden. Hun tænkte kort over at det var lidt mærkeligt at de bare stod der blandt mennesker og kyssede, men trak så på skuldrene i sit indre. De ville sikkert bare syntes det var livsbekræftende med to unge turtelduer.

Selma smilede stort og rystede på hovedet. "No broken hearts," svarede hun og kyssede ham. Hun kunne godt lide hans smag, og hun var ret ligeglad med folkene omkring dem. De betød ikke noget.

((TL;DR))

[Noah]

Noah rejste dem smilende og sled nærmest sine læber fra hendes. Denne her rolle med at de var blevet kærester så hurtigt var mærkelig. Han vidste tydeligvis intet om hende.

"Så du bor i Gentofte, kan ikke lide biler, har brødre og synes ikke specielt godt om småkager fra gamle damer, for jeg nægter at tro på at der findes mennesker der ikke kan lide chokolade," han flettede sine fingrer ind i hende og begyndte igen at gå.

Noah så ikke hvilke tanker der foregik bag Selmas skønne ydre. Han kendte hende ikke godt nok og måske var han knapt så opmærksom.

"Men jeg gætter på at du altid har været smuk," sagde han og sendte hende et charmerende smil. Denne her bog var lille og han ville aldrig selv kalde den en by, med dens små forretninger og relativ få mennesker. Men hvem var han at dømme? Metropolitan, urbanist som han var.

[Selma Åberg]

Selma rystede ikke direkte på hovedet, men hun tog heller ikke direkte komplimenten til sig. Ikke fordi hun ikke troede han mente det, men hun syntes det bare ikke selv, så de fleste komplimenter hun fik, nåede aldrig helt ind til hende. Men hun smilede til ham og klemte hans hånd. Og hun lo og rystede på hovedet, men det var ikke til at se om hun bare virrede lidt med det for at få håret væk fra øjnene eller virkelig rystede på hovedet. Hun tænkte på spørgsmål som:
Hvornår er man smuk i Noahs øjne? Hvor tit siger Noah at folk er smukke? Hvilken betydning har ordet smuk for Noah?
Da hun så op på ham igen var det med et glimt i øjet og et sødt, skævt smil. Hendes store, brune øjne kiggede op på hans varme ansigtsudtryk og ikke mindst hans flotte mandige kæbe. Og han var et år yngre end hende. Han gik på 2. årgang. Han virkede ældre end hende. Bortset fra da de havde været i bruseren og han havde lavet sjov som kun en teenagefyr kunne finde på. Hun smilede ved tanken. Det havde været hyggeligt at se han også kunne være drenget og fjollet. Hun var selv meget ligesom en lille pige. Hun kunne godt lide at lade som om hun var lille overfor for eksempel Jonnah og Annie, for de spillede bare med. Og når nu hun også var ret så lille med de 158 centimeter, kunne hun ligeså godt udnytte det.

"Har du så været så lækker altid? Du blev garanteret født handsome," lo hun.
Det var ikke fordi hun prøvede at fjerne fokus fra sig selv. For guds skyld. Hun elskede opmærksom af al slags. Men han havde sagt sådanne ting så mange gange, at hun hellere måtte give gengæld. Og hun mente det sgu, ingen tvivl om det.

[Noah]

“As a matter of fact I did," sagde Noah med et skuldertræk. Han havde været et nuttet barn der kun skulle smile og så fik han hvad han ville have. Senere som teenager havde han aldrig haft acne,bumser intet. Han havde på den anden side altid passet sin hud. Passet sig selv rigtigt godt. Noah havde fundet ud af at good looks hjalp en hel del på at opnå det man gerne ville have. Det og intelligens. Selvfølgelig hørte man mirakel historierne om de fede børn der blev rige. Nørderne. Men det var sjovt nok de handsome, some Selma sagde, der stod frem og talte på firmaets vejne.

"Så Selma, kan du lide at shoppe?" for han var i godt humør og han havde faktisk lyst til at bruge penge."For så har jeg to spørgsmål: Er der nogle forretninger her der er værd at kigge på og må man have fjernsyn på værelserne?"

Han ville gerne have sendt sine spillekonsoller og sit fjernsyn herned hvis det var tilfældet.