Post by Marius Emil Lundqvist on Sept 5, 2012 22:46:43 GMT 1
Bedst, som Lea gjorde mine til at komme over mod dem, stødte hun lige ind i Anton, der tog det meget pænt. Hvad Marius imidlertid kom til at bemærke og forundres en smule over, var Leas åbenlyse generthed - et træk ved hende, han slet ikke havde oplevet. Men han ignorerede det, sendte bare Lea et muntert blik, da hun satte sig hos dem og vendte opmærksomheden mod kagen. Marius så et øjeblik op og sendte Eva og Frida et lille smil - lod blikket hvile lidt længere på Frida med det lille smil spillende på sine læber. Han kunne ikke lade være med at more sig lidt over, hvor sky de alle tre virkede ved bordet.
Marius tog en slurk af sin te og lænede sig tilbage i stolen med paptallerknen i den ene hånd. Han begyndte langsomt at spise af kanelsneglen og lyttede til pigernes samtale om Leas første skoledag - alt, imens han langsomt lod blikket glide rundt i pejsestuen. Som altid var der lidt mere larm, hvor Dennis var, end alle andre steder. Marius blinkede hurtigt et par gange efter hinanden ved synet af Jonathans og Dennis' respektfulde hilsner; at dømme efter Jonathans ansigtsudtryk, kom det lige så meget bag på ham som på Marius. Han smilede et 'stille' smil, som om han morede sig over en intern joke, og hans blik var atter fraværende, søgte ikke noget bestemt i rummet. Han endte bare med at se fra Frida til Lea, som om Eva, der sad i mellem dem, var forsvundet lidt ind i baggrunden. Gjorde hun dét med vilje?
Marius tog en slurk af sin te og lænede sig tilbage i stolen med paptallerknen i den ene hånd. Han begyndte langsomt at spise af kanelsneglen og lyttede til pigernes samtale om Leas første skoledag - alt, imens han langsomt lod blikket glide rundt i pejsestuen. Som altid var der lidt mere larm, hvor Dennis var, end alle andre steder. Marius blinkede hurtigt et par gange efter hinanden ved synet af Jonathans og Dennis' respektfulde hilsner; at dømme efter Jonathans ansigtsudtryk, kom det lige så meget bag på ham som på Marius. Han smilede et 'stille' smil, som om han morede sig over en intern joke, og hans blik var atter fraværende, søgte ikke noget bestemt i rummet. Han endte bare med at se fra Frida til Lea, som om Eva, der sad i mellem dem, var forsvundet lidt ind i baggrunden. Gjorde hun dét med vilje?