Eftermiddagshygge i Pejsestuen... Med kaage <3

[Eva Lund Jensen]

Eva havde fundet Frida i parken, hun havde også flakket rundt alene, så de havde fundet sammen. Gået ture sammen imellem træerne, som rejste sig højt over deres små hoveder. Eva kunne godt lide Frida hun var ærlig, sagde sin mening, men hun var stadig ikke den der stræber-type, som ville komme først i skolen. Det havde været rart bare at gå rundt, kigge på Lyngvigs skønne natur- en gang til. Det var noget hun ikke kunne få nok af. Da solen begyndte at blive rødlig, og luften lidt køligere, havde de bestemt sig for at gå ind til pejsestuen. Det var et sted de begge kunne lide. Her om eftermiddagen var der altid kage, og så var der dejligt stille.

Da Eva trådte ind af døren sammen med Frida, slog det hende endnu engang hvor fantastisk det her sted var. Roen der fyldte lokalet var hyggelig og på ingen måde anstrengt. Man kunne nærmest se de små støvpartikler falde til gulvet, i de små lys striber, som fremkom fra vinduerne. Et gulvtæppe prægede det mørke gulv, og da Eva trådte ned på det, var det meget blødere end det i første omgang havde set ud til at være. Frida gik ved siden af hende, funderede sikkert over nogen af de samme ting, men sikkert også andre.

På et bord i nærheden af hvor de befandt sig, stod der et bord. Et bord fyldt med al verdens kager. Lige fra den bløde drømmekage, til de små cupcakes med den fine glasur, var at finde på det bord. En lille sølvkande stod anonymt ude i siden af rullebordet, det eneste der tilkendegav at der var kaffe, var det lille hvide skilt foran, hvor der med snirklede bogstaver stod: Kaffe. Næsten ubemærket bevægede Eva og Frida sig hen til kagerne. Eva var vist ikke den eneste der kunne lide kager, Frida havde også kun øje for kagerne, og til sidst styrtede de begge afsted. "Kage" smilede Eva til Frida.

[Frida Jensen]

Eva var super. De sås engang i mellem sidste år også og var trygge nok ved hinanden til bare at kunne slentre rundt og grine, uden at være perleveninder, men der var rigtig hyggeligt. Og der var kage.
Kage var sådan en god ting som var fast forbundet med hygge. Hygge og kage gik bare hånd i hånd og kage var et fantastisk samtaleemne. Det var de færreste der ikke kunne lide kage.

Det var egentlig underligt at hun ikke blev tyk med al det kage hun spiste her på skolen. Der var bare så stort et udvalg og det smagte alt sammen så lækkert.
I går havde hun også spist kage i sognehuset efter gudstjenesten. Hun tog altid til gudstjeneste om søndagen. Medmindre der skete et eller andet vildt hyggeligt på skolen, som hun bare ikke kunne gå glip af. Men det var sjældent mellem 10 og 12 om formiddagen.
Det var også hyggeligt fordi hun så Viola hver weekend, ligegyldigt om det var hendes weekend eller ej. Det havde været Kims weekend, men han var der jo med skattebassen, og hun var bare blevet så god til at være med. Hun sad rigtig fint og kiggede i billedbøger, når der prækedes og sad og sang med på sit eget herlige børnesprog med et kæmpe smil under salmerne.
Det var sådan nogle gode stunder. Både fordi der var en fantastisk stemning i deres lille landsbykirke og menigheden var nogle dejlige mennesker, men også fordi de den dag i ugen føltes som en rigtig familie på trods. Det var skønt og hun var sikker på at det var utroligt sundt for datteren at se sine forældre sammen på den måde i sådan en herlig og opløftende sammenhæng. De havde jo også et godt samarbejde normalt, men i kirken var det noget helt andet.
Og så var der altid kage. Det var tilgengæld lidt af et stridsspørgsmål fordi Kim mente at Viola var stor nok til at smage på al det kage hun ville og Frida mente de skulle trække den så længe som muligt. Men det endte med at de havde fundet et kompromis og Viola fik altid lidt kage også, det skulle jo også føles som en speciel og dejlig dag i hendes uge ligesom den var i deres.

Pejsestuen havde samme særlige stemning som kirkerummet, det var nok derfor hun tænkte på i går. Den samme ophøjede, næsten hellige ro, men samtidig hygge og afslappethed. Folk sad rundt omkring og spiste kage og drak te eller kaffe, mens de småsnakkede eller læste bøger. Der var ikke ild i pejsen, dertil var det endnu for varmt, men det ville der sikkert være i aften selvom det var sommer, fordi det ligesom hørte sig til og var en del af kostskolestemningen.

De skovlede kage på tallerkenerne, men Frida tog ikke mere end hun vidste hun kunne spise, hun havde altid været opdraget til gode manerer derhjemme. Det var ret vigtigt i hendes familie.
De satte sig i de flotte lænestole, som var sådan nogle i mørk mahogni som lignede nogle fra engelsk adelshjem.
"Har du lavet noget spændende i sommer? mødt nogle søde fyre?" smilede hun til Eva. De havde snakket om meget på deres rundtur i parken, men sommerferien var de ikke lige kommet omkring, og det var da altid hyggeligt at høre hvad folk havde lavet. Så kunne hun drømme sig væk til alle de fjerne steder de oplevede, og som hun selv skulle opleve en dag.

[Eva Lund Jensen]

Eva kiggede på de mange kager, undrede sig over at der altid var kage her i pejsestuen. Altid.
Med øjne der prøvede at finde den bedste kage, studerede hun kagerne. Ikke i lang tid, bare sådan; en gang eller to hen over kagernes glasur. Eva kunne ikke lade være med at bemærke at Frida, ligesom hende selv, var blevet opdraget til at tage det man med sikkerhed kunne spise.
Sådan var hun blevet opdraget af sin mor. Selvom det havde været nogle hårde år med moderens brystkræft, havde moderen alligevel sørget for at Eva altid viste hvad der var ”rigtigt” og hvad der var ”forkert”. Eva kom til at tænke på Mia, hun havde været en af pigerne i sørgegruppen, hun havde været medlem af i tiden hvor hendes mor havde det værst. Mia virkede glad og ikke videre bekymret, men på indersiden så hun helt anderledes ud. Hun havde altid sørget for at holde folk på en vis afstand, bange for hvad de ville sige, den dag hun ikke kunne holde facaden oppe mere. Eva havde været heldig, hun havde trængt ind til hendes syge indre, og Mia havde trængt ind i hendes. De havde grædt ud sammen, snakket sammen, bearbejdet deres hårde tider sammen.
Men deres situationer var ikke ens. Mia havde mistet begge sine forældre til kræften, og havde altid kæmpet med to forældre, som var og blev uhelbredeligt syge. Nu var de døde, hende og Mia havde mistet kontakten, noget der syntes umuligt, efter hvad de havde været i gennem sammen. Men sådan var det, folk ændrede sig.

Eva tog fraværende et stykkedrømmekage, som så luftig og blød ud. Den gule kagebund var dækket af farin-glasuren, som var en brun masse, som smagte noget så dejligt. Eva havde pludseligt ikke lyst til særligt meget kage, og tog bare en kop the ved siden af. The var nu også dejligt, og hørte med til kagen. Da hun og Frida satte sig i lænestolene, sank Eva veltilfredst ned i dem, mens hun udstødte et lydløst suk. Hendes skuldre der før havde været anspændte, noget hun ikke lade mærke til før hun slappede af i dem, sank ned og fik hende til at føle sig veltilpas- og elsket.

”Har du lavet noget spændende i sommer? Mødt nogle søde fyre?”. Eva kiggede på hende i gennem halvlukkede øjne, det var egentligt ikke fordi hun var træt eller doven, mere fordi Eva ikke ville afsløre de deprimerende tanker, som prægede hendes sind lige nu. Eva prøvede at gøre det, som hun havde lært af ’læren’ i den der sørgegruppe. ”En vejrtækning. En til. Ud gennem næsen- ind gennem munden. Ja, forsæt.” Pias lyse, blide stemme lød i hendes hoved, som et ekko af fortiden. Hun havde siddet sammen med Pia på en af der blå måtter. De var ikke bløde, men heller ikke hårde. De symboliserede balance, påstod Pia altid. Eva prøvede at finde balancen i lænestolen, men den syntes at gemme sig nede under fjedrene, der gjorde lænestolen blød og behagelig.
Eva åbnede sine øjne helt, og koncentrerede sig om Frida. Nu kunne det være nok! Hendes mor sad jo derhjemme, rask og i en tilstand, som havde været meget værre. Eva skulle ikke bekymre sig, ikke lige nu. Hun var så tæt på at lukke sig ind i sig selv, men modstod trangen. Frida skulle ikke opleve hende sådan. Med en overraskende rolig stemme svarede hun Frida. ”Tja.. Min mor har jo lige været syg med brystkræft.” Nu kom hun alligevel ind på emnet, pokkers.
Men det var vel bedre at få snakket om det. ”Så æhm..” hendes stemme var slet ikke rolig mere. ”Så sommerferien gik egentligt med at bearbejde den… Svære tid. ” Eva forsøgte sig med et halvhjertet smil, men måtte til sidst droppe det. ”Og drengene…” Hun smilede. Hvis Frida viste hvor meget hun ønskede en dreng at klamre sig til, ville hun sikkert blive overrasket.
”Lad os bare sige at jeg ikke har udtaget mig et offer endnu” Eva smilede denne gang oprigtigt. ”Hvad med dig?”

[Frida Jensen]

"Det kan jeg godt forstå. Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, men det må være forfærdeligt. Men det er jo godt at du.. at I kunne bearbejde en svær tid frem for at skulle igennem en. Altså jeg mener, at hun er kommet igennem det. Det må da være fantastisk. Kræft er noget forfærdeligt noget." Hun sagde ikke 'det er jeg ked af at høre', for selvom hun var ked af at det havde været svært og måske en dårlig sommerferie for Eva, var hun jo ikke ked af at moderen efter alt at dømme var kommet så meget ovenpå, at de kunne komme videre. Og folk kunne heller ikke bruge det til noget at man var ked af det. Eller at man sagde det af misforstået høflighed selvom man ikke var det, det ville de nok også kunne gennemskue.
Men kræft VAR noget forfærdeligt noget. Hun havde heldigvis ikke selv oplevet det tæt på. Ikke rigtig tæt på i hvert fald. Men det virkede som om det blev mere og mere udbredt med forskellige typer af kræft.
Der var en pige der gik ud af 3.g før sommerferien, som havde mistet sin far til kræften. Og der var en dreng på hendes årgang sidste år, som havde en tumor i hjernen, som han fik opereret. Så vidt hun vidste levede han endnu, men han kunne ikke holde til at gå på kostgymnasium, så han gik ud efter 3-4 måneder. Der var Antons lillebror som var død sidste år og så også Evas mor, der heldigvis var rask. Det var alt for mange på sådan et lille sted. Hun ville ønske hun ikke kendte nogen. Det var ikke kun synd for dem pga. sygdommen, men også fordi det var så svært at tale om.
"Det kan være du skulle snakke med Anton.. Altså jeg ved ikke om det ville hjælpe. Jeg ved slet ikke om du har brug for at tale med nogen, men jeg mener.. det kan være han ville kunne forstå dig. Selvom jeg også godt forstår dig og det er slet ikke at du ikke må komme til mig, hvis der er noget. Ej bare glem hvad jeg siger, jeg har ingen forstand på det. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige." Hun rødmede og smilede undskyldende til Eva. Nu havde hun måske dummet sig. Hun rablede altid sådan når hun blev lidt nervøs. Hun håbede at Eva forstod at det var et forsøg på at være venlig og ikke at blande sig. Det var bare så svært at finde ud af hvad ens rolle var, når folk åbnede op og fortalte om sådan nogle ting. Om man skulle sige noget eller bare lytte. Det troede hun at Anton ville have mere forstand på måske, det var bare det. Men det var nok et dumt forslag. Hun håbede at Eva ikke fortrød at hun havde fortroet sig til hende.

De hjalp, da Eva smilede og svarede på emnet omkring drenge. Det var lidt mere sikkert. Men det var selvfølgelig urimeligt at tænke sådan, hvis Eva havde mest brug for at tale om sin mor. Åh, hvor hun ikke håbede hun nogensinde kom i den situation, eller at Viola gjorde. Hun kunne slet ikke udholde tanken.
Hun tog en bid af drømmekagen på tallerknen. Hun spiste med kagegaffel, i hendes hus var der ikke noget der ikke skulle spises med bestik. Den smagte herligt, men det gjorde kagerne på skolen altid.
"Jeg har heller ikke mødt nogen desværre. Men jeg talte lidt med Marius i morges" indskød hun henkastet, så det kunne fortolkes som om det bare var starten på et nyt emne og ikke at han muligvis var af interesse. Selvom hun bestemt fandt ham langt fra uinteressant.

[Eva Lund Jensen]

Frida lød meget forstående ikke sådan vejleder forstående, som skulle forstå, men mere som en ven. En som ikke sagde et eller andet falsk, som hun ikke kunne sætte sig ind i, men mere som om…. Ja, at hun levende kunne forstille sig det, eller at hun bare ville ønske hende det bedste for hende, og det I sig selv var en dejlig følelse, der gjorde Eva varm indeni. På en eller anden måde var det dejligt at hun sparede hende for, hvad mange af hendes andre venner havde hevet hende igennem. Det der kunne føles, som et forhør, hvor hun var røveren, som folk havde medlidenhed med- uden helt at forstå. Frida sendte hende ikke et blik der var fyldt til randen med falsk medlidenhed, for de forstod det jo ikke… Og en indrømmelse var dejligt I den sammenhæng – at hun faktisk indrømmede at hun ikke kunne forstille sig hvordan det måtte være…

”Det kan være du skulle snakke med Anton.. Altså jeg ved ikke om det ville hjælpe. Jeg ved slet ikke om du har brug for at tale med nogen, men jeg mener.. Det kan være han kunne forstå dig. Selvom jeg også godt forstår dig og det er slet ikke at du ikke må komme til mig, hvis der er noget.” Det overraskede Eva lidt at hun bragte Anton på banen. Men selvfølgelig- han havde jo mistet en til kræften (Hvilket var værre). Hvordan kunne hun tillade sig selv at glemme det? Alt handlede jo ikke om hende selv, og hendes problemer. Et øjeblik blev hun rød I hovedet af skam, hvordan kunne hun glemme det? Og bare tro at det kun var hende der… Havde problemer. Efter lidt et sekund eller to, kom indrømmelsen, som fik Eva på andre tanker. Måske skulle hun opsøge Anton.
”EJ bare glem hvad jeg siger, jeg har ingen forstand på det. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige” Frida smilede prøvende til hende. Hendes smil var sødt, syntes Eva. Hun så I det hele taget sød ud, sådan fin i det, de fine ansigtstræk, hendes røde hår, som ikke havde sådan en crime farve, som hende den seje Anna havde det. Anna Mørk.

Eva ventede I lidt tid, mens hun tænkte over hendes forslag- og hvad hun skulle sige. Hun ville ikke støde Frida, men hun ville heller ikke gøre noget mod hvad hun selv ville.

”Jeg tror muligvis, det ville være rart at snakke med Anton.” Eva holdte en pause, hun vidste ikke helt hvad det var hun faktisk ville sige. ”Men jeg ved ikke… Måske han vil synes det er lidt træls, sådan at få revet minderne op Igen?” –Og Eva havde ikke engang snakket særlig meget med ham, kun lidt, men det var ikke meget. ”Men samtidig tænker jeg at det, måske, ville være rart at snakke med en fra det andet køn, så han måske kunne komme med en anden tankegang en lige min.” Eva kunne ikke lade være med at sætte de små ’måske’ ind. For det var ikke sikkert hun turde. Eva sendte Frida et taknemligt smil, hvor var hun bare sød. ”Tak, Frida! Du er sådan cirka den første veninde der indrømmer at du ikke ved en skid om hvordan det der” Sagde hun lige skid? Ej, det var ikke ondt ment, måske tænkte hun at det var ondt ment? ”- Det var ikke ondt ment” indskød hun hurtigt- og en anelse undskyldende. Hun ville virkelig ikke støde Frida fra sig.

”Jeg har heller ikke mødt nogen, desværre. Men jeg talte lidt med Marius i morges” Eva smilede stort. Hende den søde Frida prøvede bestemt at lyde henkastet, men det virkede ikke rigtigt, og Eva kunne ikke nå at stoppe sig selv før hun udstødte et lille fnis. ”Kan du lide ham? Jeg går til sammenspil med ham.. Musik- du ved. Han er god med et klaver- virkelig god” Eva så spørgende på Frida, måske ville hun faktisk betro sig til hende. Måske var der en lille chance. Hun håbede. Eva rykkede lidt på numsen i den store, bløde, lænestol. Så tog hun endnu en bid kage, dog ikke med kage-gaffel, som Frida spiste sin kage, men med en prøvende elegance, som egentligt bare så klodset ud i hendes øjne.

[Frida Jensen]

"Det ved jeg ikke." Hun trak på skuldrene, hun kunne jo ikke ane hvordan Anton havde det med sådan noget og hun kendte ham heller ikke som sådan. Det gjorde Eva vist heller ikke, så alt i alt var det et underligt forslag, men det var bare noget der lige var faldt hende ind.
"Men jeg tror han er god til at snakke." Det var bare noget hun havde hørt. Det var jo ikke fordi folk ikke talte. Hun ville ikke kalde det at bagtale, det var på sådan en mere venlig og naturlig måde. Hun regnede med at det altid havde været sådan på kostskoler. Der var 5-10 stykker på hver årgang, som tit var objekter for sladder og småsnak og almindelig oprigtig interesse. Hun var da også sikker på at folk talte om hende, det kunne hun ligesom mærke, men det gik hende ikke på. Hun kunne i og for sig også godt forstå det, den kristne elevrådsformand, med et toårigt barn. Så længe det ikke var ondsindet sladder rørte det hende ikke.
Og rygtet havde det altså at Anton var god til at snakke. Og åbenbart også at snakke med. Han var ikke særlig god i skolen. Både fordi han ikke gik op i det, måske også fordi dansk ikke var hans modersmål men også fordi han bare ikke var specielt dygtig. Ikke som de der personer, som ikke lavede lektier og sked på skolen og alligevel fik gode karakterer. Hans karakterer var meget middelmådige, men på en eller anden måde fik han altid en del bedre karakterer til mundtlige eksamener. Fordi han var charmerende og fordi han havde en naturlig forståelse for hvad man sagde i forskellige situationer, var hendes bud. Det var nok derfor hun havde tænkt på ham. Hun var bare glad for at Eva ikke tog hendes forslag ilde op.
Selv gik hun meget op i skolen og sine lektier og ændrede og reviderede gerne en opgave både 3, 4 og 5 gange inden hun endeligt afleverede den. Hun gik også altid i gang god tid i forvejen og læste også gerne stof udover det opgivne, fordi hun elskede at tilegne sig ny viden og blive klogere.

Hun blev både glad og beæret da Eva kaldte hende for en veninde. Hun vidste ikke hvor meget der lå i det, om det var et begreb hun brugte hele tiden og til alle, men hun var alligevel glad for at blive medregnet i den gruppe. Det skete ikke hver dag, men hun ville bestemt også gerne have Eva som veninde. Og hun blev ikke stødt fordi Eva sagde skid, hun var jo ikke snerpet og det var ikke sagt i en kontekst hvor det kunne være ondt.
Hun havde intet imod folk der bandede, så længe det var på en måde hvor det ikke var rettet mod nogen og ikke blev brugt i en dårlig mening.

"Om jeg kan lide ham? Hmm det ved jeg ikke. Jeg kender ham ikke rigtig. Men han virker ret sød. Afslappet." Hun ville bestemt ikke benægte at hun ønskede at lære ham at kende, men hun havde ikke noget større formål med det. Bare at få flere venner. Fornuftige og søde mennesker, som tænkte på andet end at drikke og alt det der. Om hun ville komme til at kunne lide ham, ville tiden så vise, men han havde da gjort et godt indtryk. Han ville nok aldrig være interesseret i hende alligevel.

[Theo Hedegaard]

Theo trådte ind i pejsestuen efter Anton og Jonathan og kiggede sig interesseret omkring. Lyset fangede helt bestemt hans blik og han nåede at beundre det mørke hyggelige rum med støvet luft før han rev sig selv ud af det og tog sig sammen. Han måtte virkelig holde op med at se alt i mulige billeder og hele tiden tænke på fotografi. Det var nok en sideeffekt af at være et nyt sted hvor han hele tiden fik nye scenerier at se.

Han havde vundet i Casino. Hvad ellers? tænkte han med et grin. Selvom det havde holdt hårdt, hvis noget kunne holde holdt i et simpelt kortspil, og han måtte indrømme at de to spillede godt. De havde vel hovederne skruet lidt ordentligt på.

Han fulgte efter de to andre hen til det der måtte være kagebordet og imens kiggede han lidt omkring sig på de mennesker der sad herinde. Der var ikke ligefrem fyldt, men da en god del og de fleste så ud til at hygge sig med stille samtaler – og så selvfølgelig deres hellige kage. Han fik øje på to piger i et par lænestole, den ene ligeså rødhåret som ham selv. Hun havde holdt tale til frokosten ikke? Den om elevrådet og at respektere hinanden. Hun virkede lidt stille og det undrede ham måske ikke så meget at hun var en af dem der havde søgt ly herinde. Der var virkelig en vis dejlig ro.

Da Theo vendte sig mod bordet, blev han da mødt af et lidt prægtigt syn. Det måtte han give dem, de kunne i hvert fald finde ud af at lave meget kage som endda så ret lækkert ud, her på Lyngvig. Så meget at han rent faktisk ikke havde nogen ide om hvor han skulle begynde sine overvejelser. For en ting var sikkert, han ville aldrig kunne spise så meget kage her. Men måske var han bare en svagspiser når det kom til kage, han havde ikke rigtig nogen ide om hvad der var normalt. Så han vendte sig mod Anton og slog en hånd ud mod bordet. Det virkede klogt at spørge en erfaren en til råds.
”Og hvad vil du, oh store svenske kagespiser, anbefale?”

[Marius Emil Lundqvist]

//Indtræder i tråd med ladyen (XD)

Mens de gik ud af Rævehulen, kunne Marius ikke lade være med at tænke i sit stille sind: 'Jeg ville næppe bruge kage som undskyldning, hvis jeg en dag kom på natteligt besøg.'
I samme øjeblik kastede han et blik ud af øjenkrogen mod Lea for at se, hvad hendes reaktion på hans mumlende bemærkning om sit "enorme korpus" var, og han så, at hun tilkastede ham et vurderende blik. Marius nåede lige at løfte det ene øjenbryn en anelse, inden hun svarede - svaret fik ham til at løfte det endnu mere. Det var tydeligt, at han morede sig over hendes bemærkning: "Der kan da umuligt være særlig meget kage i dén lille krop."

Marius missede med øjnene mod solen og styrede mod hovedbygningen. Lydene fra eleverne i parken brød den umiddelbare stilhed, og han tillod sig selv at lade tankerne kredse om vandpjaskeriet ved søen igen - hvordan Lærkes reaktion på det hele havde været. Det gik pludselig op for ham - som om han aldrig havde tænkt det igennem mange gange før - at Lærke ved mere end én lejlighed havde indrømmet ting om sig selv: At hun ikke kunne svømme, og at dét han havde spillet for hende, ikke var som ventet. Mens de gik mod Det Hule Træ, var Marius' blik blevet fjernt - ulig hans sædvanlige, nysgerrige holdning overfor den nye pige Lea. Måske handlede det om at presse ting ud af Lærke - mere eller mindre mod hendes vilje. Og også imod Marius' vilje; han gad ikke trænge sig på, men den pokkers stædige, atletiske pige havde vakt hans nysgerrighed, og det var tydeligt, at hans forsøg på at "få ting ud af hende" mere eller mindre havde været utilsigtede. Bvah.

Hovedbygningens skygge faldt hen over dem, og Marius blev pludseligt opmærksom på verdenen igen. Han fulgte efter Lea ind i bygningen og angav retningen til venstre mod pejsestuen.

((X: Er det her godt nok?))

[Lea Nørr Kristiansen]

Med hånden på dørhåndtaget på døren til det der måtte være pejsestuen så hun tilbage på Marius. Han så ud til lige at være kommet tilbage til de levende, tænkende, tilstedeværendes verden. Fra et sted lidt langt væk. Hendes læber skiltes i et lille grin før hun trykkede hånden ned og åbnede døren.

Rummet hun trådte ind i var hyggeligt, no doubt, der var en vis mørke i væggene og gulvet og stemningen der tiltalte hende, men samtidig virkede det lidt… stillestående herinde. Hun kunne godt lide rolige steder som dette og det var også helt fint med hende lige nu, men hun havde på fornemmelsen at det her måske ikke ville være stedet hvor hun ville bruge allermest tid i fremtiden. Det var ikke fordi hun var sådan en outdoorsy type som elskede natur og alt hvad der havde med den at gøre, hun var rimelig sikker på at hun heller ikke just lignede én, tænkte hun smilende. Der var bare mere åbent derude, mere bevægelse, større muligheder for at slippe væk. Hun var sikker på at ikke så få ville le af hende for at sige sådan nogle ting, ville mene at hun prøvede at lyde prætentiøs og livsklog. Så hun ytrede dem sjældent højt for nogen, hun sparede sig selv ydmygelsen. Og generelt syntes hun ikke selv at det var noget værd at fortælle, hun syntes ikke engang det var specielt filosofisk eller noget. Og ingen skulle kunne pege fingre ad hende for at udstille sig selv som bedrevidende. Fuck that anyways.

Hun log blikket glide rundt i rummet og betragtede de mennesker der alle sammen sad og havde lavmælte samtaler med andre eller simpelthen sad alene i stilhed. Leas øjne stødte på Frida som sad sammen med en anden pige i et par lænestole og med et par tallerkner med kage på. Hun syntes at have set den anden før, til forkosten var det vist. Hvad var det nu hun hed, for hun havde da præsenteret sig kort og virkede sød nok. Emma? Nej, men noget i den stil, blev hun enig med sig selv om. Løftende den ene hånd til en et lille vink smilede hun til begge piger før hun vendte sig mod det famøse kagebord.

Det kunne ikke undgås at siges at udvalget var stort.
”Du kunne jo bare have sagt at der var så meget kage,” bemærkede hun ud af mundvigen til Marius før hun studerede kagerne nærmere og udvalgte sig tre små nok stykker til at hun ikke crazy grådig ud. Men det gik jo ikke at hun ikke fik prøvet lidt af hvert her. En gulerodskage med en cream cheese frosting der så intet mindre end himmelsk ud, en mørk fudgy brownie og så bare en enkelt lille småkage.
Hun skævede over mod Frida og den anden pige et øjeblik. Kunne de gå derover og sætte sig? Eller ville det være at trænge sig på? Lea var lidt i tvivl, det var ikke engang fordi hun kendte nogen af dem særligt meget. Hell, hun kendte jo ingen ordentligt, hun havde bare snakket med at par stykker som Noah og Marius og Frida. Og været awkward-genert overfor andre. Det blev forhåbentlig noget bedre, og helst snart, tænkte hun som hun vendte blikket mod Marius igen.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius fulgte efter Lea ind i rummet et halvt skridt skråt bag hende. Pejsestuen var som altid hyggelig med dens duft af træ, kaffe, kage og bøger og af de flittigt brugte møbler. I løbet af sommeren havde han nær glemt dette rums atmosfære - de dæmpede, venskabelige samtaler, de henslængte elever i deres egne verdner og rummets favnende tryghed. Ikke, at han befandt sig her alt for meget; han havde for meget energi til det - især om sommeren. Men hvem brød sig ikke om en pejs om vinteren?

Han bemærkede Leas skannende blik og lod sit eget blik følge hendes; han fik øje på Anton og Jonathan ved kagebordet - Anton med sin velkendte kageentusiasme. De havde én af hans nye værelseskammerater hos sig, og de diskuterede tilsyneladende det overdådige kagebord at dømme efter den rødhåredes blikke.

"Hvis jeg havde sagt det," svarede Marius Lea med et drillende smil, "så ville jeg ikke kunne følge med dig i din iver efter at nå hertil. Mine korte ben kan jo slet ikke holde trit med dine."
Marius udså sig en kanelsnegl og et stykke af den samme gullerodskage, som Lea havde lagt over på sin tallerken. Han så sig søgende om efter termokanderne og fandt snart for enden af bordet et rullebord med krus og dertilhørende teskeer, tebreve og, hvad man nu måtte mangle.
Marius kunne ikke lade være med at overveje, om han skulle drikke te eller kaffe, men besluttede sig hurtigt for citron-te og vendte blikket mod Lea, der netop tilkastede Frida og Eva, som han havde spillet musik med sidste år, et spørgende blik, og det uudtalte spørgsmål var stadig at se i hendes grå øjne, da hun vendte blikket mod ham.

Marius nikkede svagt - tænkte et øjeblik på at spørge Lea, om hun ville have te eller kaffe, men skød det gentleman-agtige pladder til side. Ikke, fordi hendes respons på det hidtil havde været negativ - faktisk hverken det ene eller det andet - men, fordi teen og kaffen var lige ved hånden, og det lå lige for hende at tage. Han vendte sig i retningen af bordet med Frida og Eva og begyndte langsomt at skridte hen imod dem efter at have kastet et blik i Leas retning.

"Hey," sagde Marius og stillede kruset og tallerkenen fra sig på det lave bord, hvorefter han næsten uden at flytte sig af stedet, trak en stol hen og satte sig - alt sammen uden at spørge, om de havde noget imod hans 'eftertragtede selskab'. Det faldt ham selvfølgelig ind, at det både var uhøfligt og nonchalant, men han regnede bestemt med, at han kunne finde den første og bedste lejlighed til at smutte, hvis han fornemmede deres mishag. Marius så mod Lea.

[Lea Nørr Kristiansen]

Det skulle lige passe, tænkte Lea, selvom det med at have korte ben nu ikke var helt sandt fra Marius’ side af. Det var ikke første gang han omtalte sin størrelse på den måde, han måtte vel finde morskab i det. Ikke at hun kunne bebrejde ham det, hun havde selv en ikke særlig sjov humor, i hvert fald ikke i forhold til hvad der syntes som alle andre.
Hendes opmærksomheden blev draget til kaffen og teen som Marius tog en kop, og hun overvejede et øjeblik sine valgmuligheder. Der var også her et okay udbud af te i hvert fald og hun kunne ikke lige overskue at tage stilling til smagsvarianter. Så var kaffe nemmere, det var jo det samme hele vejen rundt. Og så måske lidt mælk i?

Hun så Marius nikke svagt efter hendes blik mod der hvor Frida sad, og det gik op for hende hvor tydeligt hendes indvendige spørgsmål var at læse på hende. Typisk. Det var en lidt generende tanke at hun åbenbart ikke kunne holde hvad hun tænkte indeni, ja indeni.
Lea så ham gøre mine til at begive sig derover og hun trådte hen mod kaffen for lige at få en kop med før hun fulgte efter. Uden at se sig helt ordentlig for, fordi hun holdt opmærksomheden på tallerknen i den anden hånd for at undgå faldne kager, rakte hun ud efter kanden og stødte ind i en eller anden. Hun spjættede kun en lille smule – mente hun – før hun vendte hovedet mod den – ham hun havde stødt ind i og mumlede et stille ”Undskyld” uden rigtigt at kigge på ham. Og flygtede så hen i retning af Marius. Ligemeget med kaffen alligevel.

Han var ikke sen til bare at hive en stol hen til bordet hvor de to piger sad, og Lea fulgte tøvende efter og fandt sin egen stol og smilede lidt beklemt til Frida og hende den anden. De havde garanteret set hende lige før selvom det jo ikke havde været en scene eller noget. Hun ville ønske hun havde en kop kaffe at tage tår af bare for at gøre noget. I stedet åbnede hun munden og sagde hej.

((OBS: Det er tiltænkt at det Anton som Lea støder ind i der det var bare en lille tanke jeg fik, og fik lyst til at plage min stakkels karakter med (hun hader det hvis nogen skulle være i tvivl XD) og hence det her lille smutindlæg. On with the show (SHOW MUST GO OOON, ej undskyld jeg kunne ikke lade være :3 ) ))

[Jonathan Bailey Smith]

Da Jonathan, med hænderne i lommerne og et hurtigt kig på sin iphone, trådte ind i bibliotekets aura havde han næsten glemt casino spillet igen. Han gav virkeligt intet for at vinde der. Det passede ham faktisk godt at Theo vandt, så kunne Anton heller ikke hovere, tænkte han med et indvendigt smil.

Biblioteket var et rart sted. Han havde brugt ret meget tid der sidste år efter jul. Men før det havde han mest bare lånt bøgerne og taget dem med andre steder hen, hvor der var mennesker omkring ham når han læste. Det regnede han med at gøre igen nu. Han brød sig ikke om komplet stilhed og det var der næsten på biblioteket når der ikke lige var kage. Det var ikke behageligt og det var svært at koncentrerer sig for tanker. Det var et eller andet sted også hyggeligt hver gang nogen kom og forstyrrede læsningen på alle mulige kreative måder, det ville han bare ikke indrømme i situationen. I sær Selma var slem til at forstyrre. Det var som om hun bare skulle se ham med en bog for at se det som en åben invitation til at hoppe på ham og råbe og snakke om alt. Hyggeligt.

Mens Anton satte Theo ind i kage-traditionerne på Lyngvig fik Jonathan øje på et kendt ansigt i en af sofagrupperne. Dennis og gruppe tøser havde slået sig ned og sad nu og var de tydeligt mest larmende i hele rummet. Han kendte ikke pigerne, men Dennis havde han snakket en del med. De havde jo ligesom en tydelig ting tilfælles, selvom det var svært at finde så meget andet. Men John syntes det var godt at han var så tro ved sig selv. Et sted som Lyngvig kunne tåle det. Hvis bare resten af verden også kunne.

Han gik over til dem og lænede sig op af sofaen for lige at hilse på og spørge ind til den andens sommerferie. Hvad han ikke havde set komme var et meget entutiastisk kram og kindkys. Men det var Dennis.

[Eva Lund Jensen]

Eva nikkede bare, for som et tegn fra… Ja, himlen, dukkede Marius op i døren, med en brunhåret pige. Eva kunne ikke placere hende, men hun havde bestemt set hende før. Helt bestemt.
Måske til morgenmaden?

Anton, Jonathan og en eller anden rødhåret gut, var også trådt ind i rummet. De var nu ovre ved kagebordet, som nok var den egentlige grund til at folk kom her, udover den hyggelige stemning, som der altid var i stuen.
Eva kiggede rundt i stuen. Folk læste i bøger, folk småsnakkede, folk spiste kage. Der var pludseligt mange folk. Smilende folk. Folk som var glade, og havde haft en god dag.
Eva så deres tænder, idet deres munde åbnede sig, for at smile. Pludseligt var hun glad. Ikke at hun ikke havde været det før, nu var hun det bare. Og det virkede så simpelt.

”Hey,” Det var Marius’ stemme. Hun blinkede hurtigt et par gange, så smilede Eva med tænderne. Det var en vane når hun var rigtig glad- ja, nærmest lykkelig. ”Halløjsa” Sagde Eva og rakte derefter hånden ud til den brunhårede pige, der havde sat sig på en stol overfor.
”Jeg hedder Eva,” Hun havde sikkert sagt det til hende ved en anden lejlighed, men det kunne hun ikke huske.
Eva smilede undskyldende til hende.

[Anton Sommer Engström]

Som han allerede havde konstateret, gjorde skolen alt for at tage sig ud fra sin bedste side. Børnene skulle jo gerne ringe henrykte hjem og fortælle om de søde lærere, de gode timer, de sjove arrangementer, det lækre mad og det overdådige kagebord, så forældrene følte de fik noget for deres skolepenge. Det var nu ikke retvisende, men han skulle ikke komme og være pessimisten. Det var han ikke på nogle områder af sit liv faktisk og det gjorde jo ikke skolen dårligere at udvalget af kage plejede at være mere skrabet.

Han begyndte på en længere eventyrlig søforklaring omkring hver enkelt kage og deres oprindelse, omtrent lige som de historiske 'sandheder' i en Sommersby-reklame. Det var tydeligvis humor. Han blev afbrudt af en pige han ikke kendte som næsten væltede ind i ham. Hvis det havde været Selma eller Amanda eller en anden pige han kendte godt, eller bare en som udstrålede overskud og selvtillid, ville han have lavet en eller anden joke om hvordan de besudlede ham med pigebaciller eller hvordan de dog kunne finde på at træde ind i hans personlige sfære og få dem til at bede om forladelse, men pigens sky blik og måden hun hurtigt trippede væk på, indbød ikke til morsomheder. Lidt ligesom pigen ved søen i morges. Han tænkte hurtigt, at han håbede hendes dag var blevet bedre, alt andet ville være virkelig synd. Og han havde ikke i sinde at gøre sig bemærket på andres bekostning. Sådan var han ikke. Hun mumlede undskyld og han fik sagt "det er helt okay," men han var ikke sikker på hun hørte det før hun var ovre ved et bord med Frida, Eva og Marius.

Han vendte opmærksomheden tilbage mod kagen og tog et stykke banankage. Mere havde han sådan set ikke lyst til og de skulle snart have aftensmad. Til hans held så det ud til Theo også havde bestemt sig, så han kunne give fantasien en pause og slap for at fortælle fantasifuldt om kokoskager og blåbærmuffins. I stedet gav han sig til at præsentere folk i rummet for Theo med et par stikord.
Jonathan havde forladt dem og da hans øjne igen faldt på fyren, var han endt i en klassisk Ole Henriksen-omfavnelse med inkluderede kindkys med Dennis. For helvede hvorfor skulle den fyr altid være så affekteret. Måske hvis de havde været i Sydeuropa eller England hvor det var kutyme, men her var det bare malplaceret. Han kunne ikke udstå at Dennis partout skulle skille sig ud, bare for at være speciel og få opmærksomhed. Og lige så lidt at Jonathan blåstemplede det ved at være sammen med ham og synes han var sej og modig. Der var ikke noget sejt i at rende rundt i alt for små shorts og toppe som tydeligvis var skabt til piger og sladre åbenlyst med sin alt for høje stemme som skar igennem rummet. Det var ikke meget bedre med de poptøser som han omgikkes.

Han kiggede lidt rundt i rummet efter et sted de kunne slå sig ned. Der var lidt for crowded henne ved Marius og de andre, ellers ville det have været et oplag bud. Selma var ikke at se nogen steder. Samuel og Emil var nok stadig ovre at træne, de freaks. Nogle fra hans klasse som han talte en del med og som han såmænd gerne ville præsentere Theo for var heller ikke en mulighed fordi de sad sammen med Rasmus. Havde det været op til ham var det ikke et problem, men med de øjne Rasmus havde sendt ham tidligere kunne det tyde på han havde brug for noget plads og der var ingen grund til at trække deres venskab ned over halsen på ham.
Han nægtede at sidde ved Dennis og diskutere designertøj, hudplejeprodukter eller popmusik eller hvad han nu ellers brugte sine hjerneceller på.

Heldigvis var der ikke fyldt op i rummet endnu og selvom han havde foretrukket at være social, virkede den tomme sofa henne ved bogreolen som det bedste bud lige som landet lå nu.
Han kiggede på Theo og nikkede hen mod stedet:
"Skal vi slå os ned eller har du et bedre forslag?"

[Frida Jensen]

Lige som de snakkede om Anton og Marius gjorde de selvfølgelig deres entré. Marius med Lea og Anton med Jonathan og en ny dreng.

Hun kunne ikke lade være med at betragte den høje fyr lidt i smug mens han stod og udvalgte kage. Bare for ligesom at se hvordan han egentlig så ud på afstand. Hun havde en vane med at se på mennesker. Det havde hun haft så længe hun kunne huske. Da hun var lille og var til forskellige arrangementer kiggede hun altid mere på alle folk end hun hørte efter. Den vane hang fast. Hun havde tit oplevet at sidde på café og falde i staver fordi hun var optaget af at undersøge folk. Unge som gamle, små børn, folk af alle typer, hun elskede at betragte dem og opfinde deres livshistorie og drømme om hvilke oplevelser de havde haft og hvordan det ville være at have deres liv og tanker.
Ikke at hun var ked af sit eget, slet ikke, hun blev faktisk mere og mere glad for det for hver dag der gik, men hun nød det stadig. Det var hendes form for tidsfordriv.

Han kom hen og trak en stol hen mod deres bord og slog sig ned. Det måtte hun indrømme at hun virkelig ikke havde forudset. Der var så mange steder han kunne sætte sig og så kom han hen til dem. Men det var nok for at være venlig fordi de havde talt sammen i dag. Han virkede som en rigtig høflig person, det kunne hun godt lide. Hun vidste ikke noget værre end folk uden manerer. Folk som pruttede eller bøvsede i offentligheden, folk som ikke ryddede op efter sig selv eller som talte ubehøvlet eller kun talte om sig selv. Folk der slæbte overtrætte børn med i supermarkedet eller ud at spise og skældte ud på dem. Hun havde tit været tæt på at blande sig, specielt hvis der var børn involveret, men hun turde aldrig og det ville vel også være uhøfligt og en overskridelse af deres grænser. Der var så mange ting der kunne være irriterende.
På mange måder kunne hun godt lide de lidt gamle dyder. Hun kunne godt lide bordskik og fyre der holdt dørene eller trak stolen ud for en. Hun kunne godt lide at man klædte sig pænt på til fest og at man købte gaver på mærkedage. Hun kunne godt lide traditioner. Det skulle ikke blive kunstigt, men så længe det var afslappet synes hun det var rart. Det var godt at have nogle uskrevne regler for hvordan man var sammen med folk, så gled tingene altså lettere.
Det var sådan nogle små ting hun synes var vigtigt at lære Viola. Selvom hun godt vidste det var oppe i tiden at lære sine børn kun at beskytte deres egne interesser, at sørge for at få det største stykke kage eller at få alt hvad de pegede på, men hun synes det var vigtigt at starte tidligt og lære at man sagde 'tak' og 'tak for mad' og svarede når folk spurgte om noget. Alle de ting. Selvom hun var lille endnu, var det vigtigt bare at sætte et godt eksempel. Børn lærte meget mere af at observere end af de de rent faktisk fik besked på.

"Hej," smilede hun til Marius. Så rettede hun opmærksomheden mod tallerkenen igen og spiste et lille stykke kage. Hun var ikke så god til akavet stilhed eller at starte en samtale. Derfor troede mange også at hun var genert, men det var såmænd ikke det, hun vidste bare ikke hvad hun lige skulle sige. Hvad man snakkede om.

Så sluttede Lea sig til dem og Eva præsenterede sig selv. Frida sagde bare hej til hende også.
"Har du haft en god dag? Har folk været søde?" spurgte hun oprigtigt interesseret.