Mandag aften

[Mattie]

Sikke en latterlig skole. For fanden da også de var hul i hovedet. Det var sgu næsten værre end opholdsstedet. Der havde de i det mindste fattet at han bare skulle have fred. Her skulle alting diskuteres og diskuteres. Det havde åbenbart ingen ende.

Ole var kommet. Ole kom med en ny pyjamas og en pose vingummibamser. Ole var rar. Når han var der måtte de se børnetime og så fik de aftensmad. Og mor duftede godt. Nu sad mor i sofaen med lukkede øjne og duftede godt.
Han så Disneysjov med Baltazar og gav ham de gule vingummibamser, for de var de bedste. Mor nynnede og det var svært at høre tv, men han ville ikke gøre mor ked af det. Han måtte ikke selv røre fjernbetjeningen.
Far og Ole drak. Han havde hentet øl i de grønne kasser i kælderen 13 gange. Han kunne bære to øl hver gang. Han var god til at tælle. Han havde spist 23 vingummibamser.
Far og Ole råbte. Far skærede Ole med en kniv på armen så det blev rødt. Mattheus vidste godt hvad det røde var, det kom også nogle gange ud af far og mor. Mest mor. En gang imellem også fra ham. Men ikke fra Baltazar, for han var lille. Der kom kun tis og lort og bræk ud af små mennesker.
"Ikke Ole!" råbte han.
"Ti stille!" råbte far, "Hold din kæft Mattheus! Hører du?" Far råbte meget højt, nu kunne man slet ikke høre tv. Far puttede kniven på Ole igen, på hans ben og Ole sparkede far.
"NEJ!" råbte Mattheus. "Skrid! Skid ind på dit værelse din lille lort!" Baltazar begyndte at hyle, så Mattheus blev nødt til at holde ham for munden. Nu råbte og græd de i Junglebogen i stedet for at tale stille som før. Det var ikke sjovt. "FORSTÅR DU IKKE EN SKID? FORSVIND OG TAG DIN ÅNDSSVAGE LILLEBROR MED!"
Matheus hev Baltazar med i armen og de gik ud og sad i deres hemmelige sted i haven.

Først havde han mødt den der åndssvage gamle mand. Så var han gået sin vej, for han kendte sig selv godt nok til at vide hvornår han ikke skulle udsætte sig selv for risikoen for problemer. Men så var der en eller anden latterlig fyr som stod og slog på en yngre fyr uden for bygningen der indeholdt hans værelse. Så havde han selvfølgelig hevet idioten væk, for var der noget han godt kunne finde ud af håndtere var det folk der sloges. Det var så ligetil. Det var hverdag for ham, han havde nok gjort det mindst 941 gange. Uden tvivl mere end det faktisk.
Desværre havde han ikke tænkt på at kernefamiliesvæklingene ikke var vant til det, så den lille fyr løb selvfølgelig tudende ind og hentede en lærer. Det betød så at han måtte bruge eftermiddagen på et hæsligt kontor hvor han skulle lytte på en eller anden lærer ved navn Bo der plaprede løs om det ene og det andet. På kontoret hang det ækleste moderne maleri, og han kunne ikke gøre andet end at stirre på det. Det gav ham kvalme og han havde lyst til at løbe sin vej, men han ville ikke tilbage til opholdsstedet. Så han blev og stirrede ud i luften.

Så kom psykologen også. For det var aftalt at hun skulle komme to gange om ugen på skolen, så han kunne 'gå ubemærket' og ikke skulle hele vejen til Århus eller noget. Han var sikker på at de var skide ligeglade med hvilken grad af opmærksomhed han ville tiltrække sig ved at skulle tale med hende, de var bare bange for han ville blive fristet til at smutte hvis han skulle til Århus på egen hånd flere gange om ugen. Hvilket var helt latterligt, for han havde ikke noget at flygte til. Det her var stedet med mest frihed. Havde han i hvert fald bildt sig ind indtil i dag, men helt så enkelt var det ikke.
Hun snakkede i 2 timer. Det var nok pga. ham spasseren som havde mistet en tand, han var ikke sikker.
Han havde ikke spist aftensmad sammen med de andre. Nede i byen havde han brugt 77,5 af sine sidste 200 kr. på at købe noget mad som han selv havde lavet i husets køkken. Han kunne bedst selv lide at lave mad.

Nu var han langt om længe tilbage på værelset, så han kunne lægge 'Diplomaten'. En lettere kabale ville ikke kunne aflede hans sorte humør i dag.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Et lille smut forbi værelset og hun havde lagt sin plan. Amanda havde ikke været sen til at skaffe sig et lille lager på værelset under hendes seng. I sine udtrådte sandaler sjoskede hun over det våde græs mellem husene. Hun kiggede op på skolen, der var stadig lys i vinduerne på anden sal hvor de andre var samlet. Hun gad nok vide om der nogensinde kom gang i tingene. Men det skulle der i hvert fald nok gøre nu. Hun rankede lidt op i sin lasede rygsæk og hørte flaskerne skramle mod hinanden. Og mod hendes tegneblok og blyanter.

Der var lys på Mattis værelset, så hun og smilede for sig selv, inden hun gik indenfor og bankede på døren til værelset med det lidt skæve 2 tal.

"Matti? Det' Amanda."

[Pernille Maria Monggaard]

//HAHA! Ventede bare på en mulighed.

Pernille var hurtigt inde på sit værelse efter sprut. En flaske Vodka havde hun. Selvfølgelig også gin og Schweppes Indian Tonic Water. Det her skulle nok blive super. I det lille tekøkken tjekkede hun efter i køleskabet, om den appelsinjuice, hun havde købt, stadig var i køleskabet. Den lå dér, fordi den var tiltænkt alle. Men den var uåbnet. Slet ikke dårligt.

Ude på gangen fik hun øje på én af de nye og smilede stort til pigen.
"Hey, du," sagde Pernille kækt og blinkede, "prøver du at lokke Mattie ud, eller hvad?"

Alle vidste, at det var noget nær umuligt at få den rødhårede særling ud og hygge, medmindre fyren havde været der i forvejen og fik noget ud af det.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Åh nej, åh jesus hvorfor skulle det lige gå ud over hende, hvad havde hun dog gjort siden verden straffede hende så hårdt og grusomt. Oh why, oh why... Hun skar ansigt inden hun drejede hovedet og smilede til pigen. Hurtigt, Amanda, lyv, ellers trækker hun dig bare med derop igen, og du har ikke behov for at se charmeLiam savle over hendes kæmpe kasser.

"Ehm..jaer, det var lidt planen. Vi kommer måske om lidt."

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille gjorde et elegant knejs med nakken, så hendes hår blev kastet over den ene skulder. Hun tog sig ikke af, at lilleputten virkede lidt mut. Der havde i det hele taget været totalt anti-hygge omkring 1. G'erne i år, hvilket var totalt i modstrid med de to tidligere hyggeaftner, hun havde oplevet.

"Mhm," svarede Pernille og kiggede sigende på døren til drengeværelset. Hun vidste godt, hvad det betød, når man sagde: Vi kommer måske om lidt. Men Pernilles smil blev ikke mindre. Hendes blå øjne, der var fint optegnede, lo mildt og komplimenterede hendes tandpastasmil.

"Jah, men held og lykke med det. I er altid velkomne til at joine, uanset hvad tidspunkt på døgnet, så ... Men hey, hvad hedder du egentlig?"

Ved lyden af spørgsmålet, blev hendes stemme naturligt lysere ved sætningens slutning, og den slags fik hende altid til at virke mere moderlig, end hun nogensinde var, og ville blive.

[Mattie]

"Kom ind."
Han ville faktisk gerne have selskab af Amanda. Hun skulle jo også have sin bog i hvert fald.

Men hun kom ikke ind og det lignede hende ikke. Han havde ikke rigtig lyst til at forlade kabalen, han var lige i gang med en god taktik og hun plejede også selv at komme ind, men i dag skulle han åbenbart åbne for hende.
Til sidst gav han op og gik ud for at se hvor hun blev af. Han vidste, at det ikke var nogen, der lavede sjov med ham, for han kunne da kende hendes stemme.

Ude på gangen blev han ikke bare mødt af Amanda, men også en høj lyshåret pige.
Han kunne jo ikke rigtig gå ind igen når han først var kommet ud, så han stod bare og kiggede på dem.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Gå nu bare, stride kost.

Amanda forstod ikke rigtig pigens blik på døren og tilbage på Amanda. Velkommen til at joine, jo tak, eller ikke.
"Amanda," svarede hun. Havde pigen lidt ondt af hende eller hvad? De hørte ikek til samme gruppe, det var bare underligt at hun blev ved med at tale til hende.

Døren gik op bag hende og Mattie stod i den, uden tilsyneladende at ville bryde ind. Hvilket hun så udemærket forstod.

[Pernille Maria Monggaard]

Der var fandeme ikke meget at komme efter. Pigen med det brune hår ikke så meget som smilede, og her prøvede man ellers at være imødekommende. Men fuck det, Pernille var vant til, at de nye var lidt tilbageholdende. Desuden havde hun jo set hende her til festen te sig lidt udfordrende, og dét var altid godt.

"Pernille," gav hun igen med et smil og et skuldertræk. Hun krammede sine drikkevarer og kiggede ned på sine blanklakerede negle. I dagens anledning var der en pink nuance i den næsten gennemsigtige lak. Døren gik uventet op; Pernille smilede til Mattie.

"Hey, Mattie, jeg spurgte bare Amanda her, om I havde tænkt jer at feste lidt med os andre til hygge-halløjet i Aktivitetsrummet, og hey - I kan bare komme, når I vil."

Hah, fyren kendte sikkert ikke engang hendes navn. Mattie sås næsten aldrig sammen med andre - ikke, medmindre han lige var faldet i snak med nogen og blev opholdt af en samtale. Pernille spidsede læberne eftertænksomt. Hun lukkede øjnene halvt. Viftede lidt med vodkaflasken og gjorde et lille kast med hovedet i den retning, hvor Sneglehusets 'hoveddør' var - et lille vink om, at hun var på vej væk, og at de ikke skulle tage sig af hende. Men hun blev stående lidt endnu, før hun vurderede, at det nok var bedst at gå. Der kom sgu nok ikke noget ud af de to, før de var 'alene'. Pernille blinkede koket til dem og vendte dem ryggen. Hun forlod Sneglehuset.

//Til Aktivitetsrummet

[Amanda Kjærsgård Holm]

Døren til huset blev åbnet. Pernille svansede ud og Amanda betragtede hendes ryg indtil døren gik i igen med et lille smæld. Så åndede hun lettet op og sænkede skuldrene. Hun havde været helt anspændt af irritation. Pernille var sikkert på overfladen venlig nok, men hun var ikke Amandas type, hun blev aldrig Amandas type, og det skulle hjun ikke komme og forsøge at lave om på. Amanda var kun sammen med seje mennesker der boostede hendes image. Hell, hvis hun havde blandede venner ville ingen jo vide hvem hun var.

Hun rykkede rygsækker bedre på plads på den ene skulder igen, vendte sig mod Mattie der stadig stod i døren. Hun smilede og lagde armene om halsen på ham og gik op på tæerne for at give ham et kram inden hun bukkede sig under hans arm og gik indenfor.
"Endelig gik hun," sukkede hun og dumpede sig selv og rygsækker ned på nærmeste seng derinde. Der var intet lys, ud over lampen over skrivebordet hvor der lå en masse kort. Hun åbnede tasken, trak de to flasker op og sin mappe med tegninger.
"Hygge-aftenen," Hun vrængede på ordet. "Var ikke noget særligt, folk sad bare og hang i deres respektive grupper, og så kom dullen der," Hun nikkede mod døren. "Og fik Liam til at savle over hende, det var for ulækkert!"

[Mattie]

Han brød sig ikke om at få det kram der. Han spændte i hele kroppen og stod stiv som et bræt, mens hun omfavnede ham. Hun mærkede det nok ikke, for hun var heldigvis hurtigt forbi ham og inde på værelset. Det var virkelig mærkeligt. Det havde han aldrig prøvet før. Det var meget tæt på. Og bare underligt. Han trak lige vejret dybt i fem sekunder, før han også vendte sig om ind i værelset og lukkede døren efter sig.

Han smilede lidt af hendes replik. Han kunne godt have fortalt hende, at det ikke ville være hyggeligt. Hvad havde hun regnet med, med de mennesker?
Han åbnede vinduet og satte ild på en smøg, som han rakte hende. Så tændte han en til sig selv og gik hen og fandt den udgave af 'Idioten', som han havde købt til hende tidligere den dag og rakte hende.
"Her."

[Amanda Kjærsgård Holm]

Nu skulle de rigtig hygge sig, det var hun overbevist om. Amanda tog i mod smøgen der blev rakt hende, genkaldte sig at hans cigaretter var hjemmerullede og mega gode, og tog et godt sug inden hun tog bogen med den anden hånd og lagde den i sit skød.
"Tak," Hun bladrede lidt i den. "Forstyrrede jeg?" Hun så op på ham med et tandpastasmil. Selvfølgelig forstyrrede hun ikke.

[Mattie]

"Nej," han rystede på hovedet, mens han satte sig tilbage til skrivebordet. "Jeg laver bare lige den her færdig." Man stoppede ikke i en god kabale når man var kommet så langt. Det gik simpelthen ikke. Amanda plejede også godt at kunne underholde sig selv. Om ikke andet så ved at tale og så skulle han kun mumle 'mm' og 'neej' på nogle strategiske tidspunkter.

Desuden kunne han godt lide når Amanda kom forbi. Det var en lille tradition, hvis man da kunne kalde det det efter så kort tid, og de havde de godt sammen. Hun forstod det han sagde og var slet ikke besværlig og overfladisk som de fleste andre. Han kunne slappe af mens hun var der, hvilket var virkelig sjældent. Han havde meget svært ved at slappe af når David, Liam og Lasse var på værelset. De kunne ikke rigtig sammen. Men de andre var der heldigvis også mest bare når de skulle sove.

(ooc: jeg går ud fra Lasse stadig bor der selvom han ikke spilles mere? for der er jo flere elever på skolen end dem vi spiller :b)