Selma og Antons under hyggeaften

[Anton Sommer Engström]

Man skulle forbi betydelig flere mennesker for at komme ud af aktivitetsrummet end man havde skullet for at komme derind, hvilket var et godt tegn. Det var køligt ude på gangen i kontrast til lokalet som var opvarmet af så mange mennesker på ét sted.
De havde holdt hinanden i hånden, mens da de gled ud mellem menneskemængden, og nu holdt han hende stadig i hånden, mens de styrede efter et af de tomme klasselokaler.

Biblioteket var godt nok tættest på aktivitetsrummet, men der kunne man aldrig være sikker på at kunne tale uforstyrret. Folk søgte tit derind for at slippe for at være sociale - eller for at være meget sociale på tomåndshånd, ved sådan noget aktiviteter som i dag.
Der lå heldigvis også nogle gange med klasselokaler på denne etage, og de gik bare ind i det første, det var jo ligegyldigt.

Han satte sig på kateteret og kiggede på hende men en både nysgerrig og lidt bekymret mine.
"Hvad så Sellie?"

[Selma Åberg]

"Hvad så Sellie?" Anton så alvorligt på Selma.

Hun smilede og trak hurtigt på skuldrene, selvom det ikke lettede meget på den blandede stemning. Hurtigt satte hun sig ned ved siden af Anton og hun svingede lidt med benene. Der var folk der lo og snakkede bag den lukkede dør, men det var kun en baggrundsstøj, da døren tog meget af larmen. Hun skævede over til sin ven og sukkede mens hun formede ordene i sit hoved.
Da hun skulle til at åbne munden, mærkede hun en mærkelig anspændt fornemmelse i maven, der næsten kunne forveksles med sommerfugle, hvis ikke det var fordi det var i den negative ende.

"Før sommerferien. Faktisk før jul... Der skete et eller andet. Okay, du ved det jo bedst selv..." Hun smilede trist ned mod gulvet. "Jonnah og dig, I kunne ikke fungere sammen sådan... ud af det blå og... Sååå... var i uvenner, så snakkede I ikke sammen, I flyttede i væk fra hinanden og var pludselig ikke kærester mere. Og så bemærkede jeg jo at..." Hun sukkede igen og nåede lige at tænke at hun snart havde gjort det meget indenfor meget kort tid, "at I fandt sammen igen. Det er jeg virkelig glad for. Jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er for det. Men... Hvorfor har jeg så den her dårlige følelse i maven hele tiden, selvom alt er godt igen?"
Det var et retorisk spørgsmål, men der var stadig meget bag, som Anton ikke vidste eller ville kunne regne ud.

[Anton Sommer Engström]

Han havde ikke haft nogen anelse om, at Selmas misfornøjelse kunne handle om ham. Det havde han virkelig ikke. Han havde slet ikke tænkt over at hun muligvis kunne være sur eller ked af det over dem. Han havde da godt vidst at hun havde været sur på dem engang imellem. En sjælden gang havde hun også skældt dem ud, hvis de skændtes for meget eller hvis de brokkede sig over den anden eller bare fordi hun var sur over at de ikke kunne lave alle de ting sammen de plejede. Men det havde virkelig været så få gange, at han ikke havde tænkt dybere over at det burde være et problem.
Nok fordi han selv var en person der levede fra følelse til følelse, oplevelse til oplevelse. Han bar ikke nag eller gemte på dårlige ting og når tingene skiftede, så glemte han alt om det tidligere. Omkring de fleste ting i hvert fald. Det var selvfølgelig ikke alle der var sådan, men Anton overvejede sjældent, at folk kunne tænke og opfatte verden anderledes end ham selv.
Han smilede lidt af hendes rækkefølge - så flyttede I væk fra hinanden og var pludselig ikke kærester mere. Men han vidste godt at det ikke var tidspunktet til at komme med sjove kommentarer om, at noget var galt med kronologien. Han kunne heller ikke lade være med at smile af den fjollede gode følelse han fik i maven, da hun nævnte, at de var sammen igen. Han kunne slet ikke genkende den dårlige følelse i maven, det var jo flere dage siden..

"Det ved jeg ikke," han rystede bare stille på hovedet til hendes spørgsmål og afventede fortsættelsen, som man tydeligt kunne mærke ville komme helt af sig selv, uden at han behøvede at spørge.

[Selma Åberg]

Selma så over på ham da han svarede og smilede igen. Lidt. Hun havde det ekstremt dårligt over at hun tænkte sådan nogle tanker. Hvad med mig?-tanker. Det var noget hun normalt gjorde uden at tænke over det når hun krævede opmærksomhed og den slags, men ikke på denne måde. Det her handlede om hendes to bedste venner i hele verden, der sikkert havde haft det sværeste år i deres liv. Og så Selma der stod tilbage med den der hvad-med-mig-følelse mens de nu tilsyneladende havde det bedre end nogensinde. Det virkede bare så forkert. Hun kradsede sig ganske kort igen på albuen der kløede. 
Skulle hun være lige ud af posen? Sige det hun tænkte som hun plejede? Eller tænke lidt over ordene inden hun sagde dem. Hun fortrak det sidste, men det endte med det første. Det mest naturlige for hende. Hun kunne ikke tænke før hun talte alligevel.

"Jeg skal prøve at se om jeg kan forklare det... Men... Det... Anton, jeg hader at være sådan en der bærer nag, virkelig...! Jeg har virkelig prøvet at lade vær med at være led og ked og bare være glad. Også før sommerferien, og det har gået fint indtil videre, men... Jeg har bare... Det er gået op for mig at jeg er lidt overflødig og jeg har... Jeg ved rigtig få ting om hvorfor alt det skete. Og jeg har spurgt mig selv hvorfor så mange gange, fordi I ikke selv har sagt et ord om det. Men det er jo også fint altså... Jeg mener, jeg ville nok ikke engang kunne komme med noget klogt eller noget. Men jeg tænkte jo alligevel... At jeg var en del af vores lille 'trekløver' - kald det hvad du vil - og jeg da i det mindste ville... Nej, men det er jo ikke engang det der var værst..." Hendes øjne, der så fast ned i gulvet, kløede lidt, og det irriterede hende grænseløst. Ligesom det irriterede hende at hun slet ikke kunne sige hvad hun mente ordentligt. Hvad hun følte og hvorfor hun havde som hun havde det. Hun bemærkede at hun var snottet og hun snøftede kort. Bare det ikke blev misforstået.
"Jeg tror bare ikke helt der blev tænkt over at jeg også var en del af det. At jeg savnede jer. Jeg savnede at I var 100 procent glade. At... At JEG var 100 procent glad. Og... Jeg følte mig overflødig fordi jeg bare følte ligesom på facebook når folk ikke er i et forhold mere. Når de bare går over til single uden man ved hvorfor eller hvornår eller noget som helst. Men jeg vil heller presse set ud af jer, jeg... Undskyld, jeg..." Hun stoppede sig selv og satte en hånd for sin pande. Hun havde hovedpine af tilbageholdte følelser.

[Anton Sommer Engström]

"Nej, jeg tror du har ret, jeg tror ikke vi tænkte over det." Han havde jo vitterlig aldrig tænkt over, at det også påvirkede Selma. Det var jo ikke kun deres verden, som så fuldstændig anderledes ud, de havde jo også ændret hendes. Enormt meget egentlig. Det var lidt vildt, at hun blev nødt til direkte at gøre opmærksom på det, før han overhovedet skænkede det en tanke. Han vidste ikke om Jonathan havde tænkt over det heller. Og det var jo nok ret egoistisk, når man så tilbage på det.
"Men du er ikke overflødig. Så langt fra. Og du er helt bestemt en del af vores trekløver. Det tror også godt du ved inderst inde."

Han lagde armene om hendes spinkle krop, som de sad der tæt sammen på kateteret.
"Men jeg ved ikke hvorfor vi ikke involverede dig mere. Det var måske for at beskytte dig. Misforstået venlighed, tror jeg. Sådan du slap for at skulle mene noget om det. Men det er da åndssvagt, det kan jeg godt se."
Mest af alt forstod han ikke hvorfor Jonathan ikke havde involveret hende mere. Han var typen som snakkede med sine venner om alt der gik ham på. Eller som var gode. De mindste ting. Det var Anton, som ikke talte med folk. Heller ikke sin familie. Derfor var det heller ikke så overraskende, at han ikke havde snakket med Selma om noget af det. De teorier han kom frem med var nok mest på, hvorfor John ikke havde gjort det, for han ville ikke have gjort det alligevel. Han snakkede heller ikke med hende om Niklas' død, selvom hun var hans bedste veninde. Han havde heller aldrig talt med Samuel eller Emil om store ting, det lå bare ikke til ham.
Den eneste han rigtig talte med var John, og på den bekostning havde han gået med rigtig mange ting alene det sidste halve år. Rigtig mange ting, som han ignorerede ved at feste og lege og motionere og knalde sig fra dem. Enkelt skuespil. Undtagen de få gange hvor det havde været for meget og han var blevet nødt til at involvere Michelle, når hun ringede gang på gang. Bekymret og omsorgsfuld så det halve kunne være nok.

Han var ikke sikker på om hun var færdig med at forklare, så han ville ikke bare gå over til 'alt skal nok blive fint fra nu af'-snakken, for hvis han gjorde det og hun havde flere sandheder og ting hun gerne ville have luftet over for ham, vidste han at hun ville lade være. Og hun havde i det mindste fortjent at han lyttede ordentligt til alt hun havde at sige og ikke prøvede at afværge det.

[Selma Åberg]

Hun ville gerne sige 1000 andre ting. Hun tænkte på alle de ting hun havde tænkt og følt og oplevet før sommerferien fra da det hele begyndte, men det var ikke muligt for hende at sætte ord på alle de ting. Hun ville aldrig indrømme at hun knapt nok havde spist noget i en overgang, men at hun spiste mens Anton eller Jonathan var til stede bare for at gøre dem glade. Bare for at der kom et lille gnist af noget positivt. Noget opmærksomhed. Hun ville ikke nævne at hun havde løjet over for dem for at gøre dem glade.
Anton virkede som om han ventede på hun sagde mere, men hun trak bare på skuldrene, selvom det ikke gik så godt når han holdt om hende. Hun lænede sig ind til ham og mærkede til al hendes frustration at tårerne pressede på, men det lå bare lige under overfladen. Hun var ligeså ked af det over det som hun var vred, men nu hvor Anton havde sagt de få ord, mærkede hun lidt af vreden sive ud som røg. Det føltes befriende, men hun havde stadig en trykken i brystet. Måske den gråd hun prøvede at holde inde. Hun følte sig lidt som et tudefjæs, men hun kunne ikke gøre for det. Hun drejede hovedet lidt, så hun havde panden mod hans brystkasse.

"Jeg hader jeg har det sådan her, jeg burde bare være glad på jeres vegne nu..." mumlede hun.

Hun ville så gerne sige alt det andet, men det var vildt svært. Det var bare så uendeligt svært at tale om problemer. Hun havde ikke mange, men de få hun havde. Ellers var hun en pige der havde et meget enkelt og ligetil syn på verden. Meningen med livet var at være glad og have mange venner. Men hendes venner skulle altså lige være gode venner, så de kunne være glade. Så kunne hun nemlig også være glad.

[Anton Sommer Engström]

"Nej, du fortjener da en forklaring. Jeg er bare ikke sikker på jeg kan give dig en. Jeg ved ikke om der har været nogen god grund. Det tror jeg ikke der var," han sukkede lidt. Det var træls at tænke på idéen om at de bare kunne have arbejdet sig igennem det og været sammen hele den tid, for der var jo virkelig ikke rigtig sket noget, der kunne forklare eller retfærdiggøre at tingene gik som de gjorde. Men det lod han bare være med at tænke på og nøjedes med at være glad for at de nåede at indse det, før de gik ud af gymnasiet og skiltes for altid.
"Det er nok også derfor vi ikke sagde noget, for der var jo ikke rigtig noget at sige. Ikke noget, der ikke lød komplet åndssvagt i hvert fald og det var jo alt andet end åndssvagt for os. Dengang."

Han kiggede ud over det aftentomme lokale mens han overvejede sine ord. Det var underligt at sidde der i halvmørke og se på bordene, hvor alle stolene var sat op og alt var rent og ryddeligt og stille. Der var også en sofa. Som aldrig blev brugt i skoletiden fordi alle, lige på nær de nye selvfølgelig, godt vidste hvad de ellers blev brugt til. Det var som om teenagere ikke tænkte på andet. Ikke at han selv kunne spille hellig, han var bestemt ikke bedre selv og han vidste godt præcis hvor hårde de sofaer var og det vidste Selma også så vidt han vidste..

"Jeg tror det handlede meget om Niklas. Eller om mig. Altså jeg tror jeg var en enorm belastning hele sidste efter år. Og en kæmpe nar det meste af tiden, for at sige det ligeud." Han trak på skuldrene. Det var jo sandt nok. Det var første gang han talte med Selma om det bare en lille smule. Undtagen standardsvaret 'Jeg har det fint', da han kom i skole efter sommerferien det forrige år.

[Selma Åberg]

"Der er også mange ting jeg ikke kan sige fordi jeg synes det virker komplet åndssvagt... Så der er det vel meget det samme." Hun lo lidt, men ikke helt som hun ville have gjort hvis hun havde været i enhver anden situation.
Da hun havde sagt det, tænkte hun lidt over hendes ord. Og så gik det op for hende at de ikke var sande. Det var ikke det samme. Hun ville gerne sige det, men kunne bare ikke få sig selv til det. De tænkte ikke engang over at sige det til hende. At informere hende. Hun vidste ikke hvad hun syntes var værst. At de ikke ville sige det til hende eller at de slet ikke tænkte over at sige det til hende. Undgået eller overset?

"Jeg tror det handlede meget om Niklas. Eller om mig. Altså jeg tror jeg var en enorm belastning hele sidste efter år. Og en kæmpe nar det meste af tiden, for at sige det ligeud."

Selma rystede bare på hovedet og fik et lille jag af smerte i hjertet ved tanken om, hvordan det måtte have været for Anton at miste sin bror. Selvom hun ikke kendte hans lillebror (kun udfra hvad Anton en gang imellem havde sagt om ham), vidste hun da at det var et stort tab. Hvis hun mistede en af sine brødre, ville hun slet ikke vide hvor hun skulle gøre af sig selv både psykisk og fysisk.

Men hun syntes ikke han havde været en belastning. Han havde ikke været helt så glad som han plejede. Det var sandt. Men alligevel havde han da prøvet, og det havde været næsten ligeså godt som virkeligheden, og hun havde næsten ikke kunne mærke forskel. Men hun var jo bevidst om at han ikke var helt på toppen på grund af hans bror, det havde gjort hende ekstra opmærksom. Men aldrig - ALDRIG - en belastning. Men det havde været svært ikke at have sine to bedste venner lige ved hånden i et godt overskudsagtig humør, hvor de havde tid til også at være der for hende og fjolle med hende. Hvor de kunne fjolle sammen uden at det skulle være begrænset. Uden det skulle være halvhjertet.

Og hvad der havde generet hende og ærgret hende siden grillfesten, hvor de blev gode venner, var jo at selvom alt var ved det gamle igen, så var hun stadig der i midt imellem som før. Fordi de to havde savnet hinanden, og de indtil videre havde brugt stort set døgnets 24 timer sammen siden festen. Det var noget åndssvagt noget. Det var dumt. Men hun var jo stadig Selma der krævede sin opmærksomhed og sine to bedste venner. Og nu hvor alt gerne skulle være som før, hvorfor var det så alligevel ikke det samme? Godt nok havde hun Noah og hun havde nogle venner hun skulle genforenes med, men hun skulle da også genforenes med sine to bedste venner? Hun havde næsten ikke haft chancen, fordi der havde været så mange ting der skulle snakkes om hele weekenden. Så mange ting der skulle indhentes mellem de to.

"Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige... Jeg forstår godt at... At vi aldrig rigtig snakker om alvorlige og triste ting, for det tænker jeg i hvert fald næsten aldrig over og måske har du ikke lyst til at snakke med mig om det. Men... Jeg ved slet ikke noget om hvordan det har været for dig... Og jeg forstår ikke hvordan det dog kunne gå ud over Jonnah og dit forhold... For... Han kunne da støtte dig, ikke?" Hun tog hans hånd og klemte den. Ikke fordi hun ville være trøstende nu eller noget. Hun vidste det var lang tid siden, og han havde nok ikke nævnt hans bror fordi han ville ynkes omkring det, men hun ville stadig have han skulle vide, at hun var der og hun forstod. Nogenlunde da. Hun ville aldrig kunne forstå helt, kun hvis hun selv havde mistet og været igennem det han havde været igennem. Men hun forstod da hvordan det var at gå en svær tid igennem, og så stadig klistre et smil på. Fordi livet gik videre.

[Anton Sommer Engström]

"Altså hvis det er noget du vil sige til mig, så synes jeg du skal gøre det. Der er ikke noget der er for åndssvagt. Og jeg synes da vi skal være helt ærlige med hinanden. Det kan godt være det lyder lidt selvmodsigende, men jeg har altså ikke prøvet at holde noget fra dig, der har bare ikke været noget at sige."

Han mærkede hende klemme hans hånd og klemte tilbage, for at signalere, at det var helt okay at have den samtale. Selvom det var fuldstændig uvant, virkede det meget naturligt.

"Jeg ved det heller ikke. Jeg tror det er meget hårdt at være der for folk så intenst. Altså jeg mener. Alle I andre var der selvfølgelig også og vi lavede en masse sjove ting og havde det pisse fedt og det var uundværligt, men Jonathan skulle jo være der hele tiden. Konstant. Uden rigtig at få noget tilbage, det tror jeg kan ødelægge et hvert forhold. Ligesom du også gerne vil have noget tilbage, det er jo naturligt. Men det er fedt at du kommer og snakker om det, så det ikke ødelægger vores forhold også, det ville jo være forfærdeligt."
Selvom han godt vidste at alt hvad han sagde var sandt, og det havde været vildt hårdt at være Jonathan, som skulle være stærk hver eneste gang han faldt i, kunne han ikke lade være med at tænke at det ikke kun var hans skyld. Det var måske mest hans skyld, men vel ikke udelukkende? Eller jo måske. For selvom de skændtes om alle mulige ligegyldige ting og John også startede skænderierne, så kom det jo nok bare af hvor irriterende og håbløs hele situationen var. Og det var jo hans skyld.

"Og så tror jeg i bund og grund bare det ikke er noget man kan dele. Ligegyldigt hvor meget folk så prøver at hjælpe eller støtte. Og det ødelagde måske også noget i vores forhold, at der for første gang var noget vi ikke kunne tale om og ikke bare kunne klare sammen."
Det overraskede ham at han var så ærlig. Godt nok var hun hans bedste veninde og han beundrede hende for at have taget emnet op, men han havde aldrig i sin vildeste fantasi troet at det ville ende ud i noget der var tæt på en dyb samtale, som han ellers kun ville have haft med John. Det var helt vildt mærkeligt og lidt grænseoverskridende også. Ham og Selma var ikke sådan nogen der talte om følelser. Præcis som hun havde beskrevet det, var han også en person som næsten aldrig tænkte over triste ting.
Han ville æde sin hat på at INGEN på skolen, lærere, elever eller andre, ud over Jonathan og så Selma havde nogen anelse om at det havde påvirket ham at miste sin bror. Udadtil var han sjov og cool og virkelig social og vellidt og havde været det lige siden han startede. Det havde ikke gjort nogen forskel på hans opførsel at Niklas var syg - der havde selv Selma ikke vidst noget og der havde deres lille bande været på sit absolut højeste og sjoveste - eller at han døde. Folk fik det selvfølgelig at vide, men man skulle kende ham enormt godt for at kunne mærke den mindste forskel.

[Selma Åberg]

"Men det er fedt at du kommer og snakker om det, så det ikke ødelægger vores forhold også, det ville jo være forfærdeligt." Selma nikkede hurtigt og kraftigt og begyndte at grine lidt over sin egen reaktion. Hun svang den hånd der ikke var i hans hånd om Anton i et lidt failet kram, men det var tanken der tællede. Hun lyttede videre uden at sige noget og forstod hvert et ord. For første gang var der noget Jonnah og Annie ikke kunne klare, og Selma kunne ikke klare at de ikke kunne klare det og til sidst kunne hele deres trekløver, deres fantastiske venskab ikke klare det. Det hele gik fra hinanden. Ligesom en familie gjorde når forældrenes skiltes.

Som han talte, følte hun lidt at hun blev lidt lettere. Fordi hun fik opklaret nogle spørgsmål der havde naget hende i så lang tid. Og hun klarede den uden at begynde at tude. Hun overvejede at komme med en lidt humoristisk kommentar bare for at lette lidt på stemningen, men det gik op for hende at det faktisk ikke var nødvendigt. Der var ikke en trykket stemning. Det føltes helt naturligt og næsten behageligt at snakke tingene igennem med Anton. Det føltes som om det var noget helt normalt. Det føltes næsten som når de bare fjollede og var glade. Bare på en meget anderledes måde, der ikke kunne sammenlignes med hinanden. Det her var alvor. Noget Selma da kendte til, men hun forbandt det bare med noget der hørte mest til i et klasselokale. Hun smilede for sig selv. Tja, de var jo inde i et klasselokale. Godt så.
"Jeg tror bestemt ikke det er unormalt at du havde det sådan... Jeg mener, jeg ville da også føle at jeg slet ikke gav nok til gengæld. Men egentlig tror jeg bare Jonathan er en giver. Og han ville give dig alt i verden. Det ved du vel." Hun smilede til ham. Det virkede lidt som et sidespor, men alt det de indtil videre havde snakket igennem, føltes alligevel vigtigt at snakke om. Det var vigtigt for hende at vide de her ting.

[Anton Sommer Engström]

"Det er nok rigtigt. Men det er nok ikke sundt. Og så tror jeg man får for store forventninger til sig selv og andre og resten af verden. Uden at være sikker, så tror jeg han blev sur over at han ikke kunne ordne det. Det tror jeg. Og jeg blev sur over at jeg ikke bare kunne tage mig sammen, og så skændtes vi over ligegyldige ting. Og så tror jeg også det var træls for ham, når jeg gik ud og var social og vi kunne have det vildt sjovt og han var den eneste der kendte den anden side af sagen ikke? altså jeg lagde det nok bare væk, for sådan er jeg, men det tror jeg ikke han gjorde. Så kunne han sidde og have det sjovt og så stadig skulle være fyldt med bekymring og omsorg for mig, som han ikke kunne dele med nogen og som jeg ikke gjorde noget for at vise at jeg værdsatte eller overhovedet anerkende var nødvendigt. Jeg ved ikke om det giver mening.. altså han kunne jo ikke sige til nogen: 'Hold kæft hvor er det hele noget forbandet lort og det er pisse hårdt med Anton', for der var jo ikke nogen der vidste at der var nogen problemer. Og jeg brugte jo heller ikke andre til at sådan lufte ud på, så han skulle få en pause, så på den måde var han dobbelt alene, ikke? det var noget lort."

Det strejfede ham at han burde have denne del af samtalen med John i stedet for med Selma. Han var nok ikke kommet frem til det, hvis han havde snakket med John, fordi Jonathan sikkert ville negligere det, men nu kunne han godt se det. Han huskede tilbage på aftener, hvor John frustreret havde råbt at han bare rendte rundt og flirtede med alle mulige mennesker. Hvilket ikke var sandt, han flirtede ikke med nogen, men han kunne godt se, at det måtte have været lidt provokerende at være vidne til hans fjollerier en gang imellem.
Måske endnu mere nu i lyset af hans håndtering af deres adskillelse. Han havde været ude og være sammen med en masse fyre og alt det mens John overhovedet ikke havde og det måtte virke vildt provokerende. De blev nok nødt til at få talt om Rasmus især. Når de skulle gå i skole med ham. Han blev nødt til at forklare Jonathan at det virkelig ikke betød noget, at det var hans overlevelsesstrategi og at det intet havde at gøre med John og at intet af det tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med deres forhold.
Men han håbede også lidt at de snart skiftede emne, dels fordi han ikke skulle udtale sig på Johns vegne og dels fordi det blev lidt mere privat end hvad der var behageligt.

[Selma Åberg]

"Jeg er bare glad for det er forbi nu. Håber det vender lidt tilbage til det normale nu hvor der ikke er noget..."
Hun sagde ikke mere til det han havde fortalt hende. Hun følte lidt det var et færdigt kapitel, og han havde sagt mere end hvad hun havde forventet han ville sige. I forhold til at de næsten aldrig snakkede om problemer. Hun kunne slet ikke hvornår de sidst havde gjort det, hvis de da overhovedet havde gjort det. Det virkede måske helt vildt mærkeligt, men for Selma virkede det mærkeligt at de pludselig gjorde det. For når de bare var det glade vennepar der fjollede så meget så det halve kunne være nok, var det næsten som om, at det slet ikke var Selma og Anton der sad her, men to andre alvorlige mennesker med menneskelige problemer. Hun havde selv problemer hun normalt aldrig tænkte på selv, og hun ville aldrig fortælle nogen om det. Hun havde ikke engang en Jonathan at fortælle de ting til. Så hun forstod ham bedre end så mange andre i hvert fald. Kunne hun fortælle ham det uden han ville høre, hvilke ting det var hun ikke ville fortælle om?
Hun var glad for det ikke kun blev Selmas problem med hvad der var sket. At hun rent faktisk hørte Antons vinkel på tingene. Måske manglede der lidt en tredje person, men det kunne altid vente, og det betød ikke så meget. Det betød bare noget at hun kunne fortælle til i hvert fald Anton. Så ville hun også kunne fortælle det til Jonathan.

Hun tog sig lidt mod sammen til at fortsætte med det hun ville sige. Det var svært bare at komme ud med på denne måde, men hun måtte jo sige det på et eller andet tidspunkt. Og det tidspunkt var nu, bestemte hun.
"For tja... Jeg savner jer virkelig meget. Jeg savner dig rigtig meget. Og at vi er sammen alle sammen og har det godt. Selvom jeg godt forstår I har meget I skal have snakket om og sådan, så... For det var heller ikke helt nemt for mig, og nu hvor det er løst med jer og I er glade, så føler jeg stadig ikke helt det er nemt for mig fordi I-" Hun stoppede midt i sætningen og fnyste af sig selv. "Argh, jeg lyder som en forkælet unge der kræver opmærksomhed!"

[Anton Sommer Engström]

"För jävlan, Selma," han rystede grinende på hovedet. Det var noget han kun havde med Selma, det der med at tale svensk indimellem når hun var rigtig besværlig eller sød eller han skulle lave sjov med hende. Det kom nok fra den periode, hvor de lige havde lært hinanden at kende og havde en masse sjov med at drille hinanden med deres sprog. Og Selma havde ekstra meget sjov med at drille ham med udtalen.

"Du er en lille forkælet unge og sådan skal det være" smilede han. "Og selvfølgelig skal det nok blive godt igen. Jeg har også savnet dig. Vi har også savnet dig at du ved det. Der har altså også været tider hvor vi aftalte at finde dig og lave et eller andet sjovt, men så var du sammen med Noah eller nogen af tøserne eller sådan noget. Og det er da forståeligt nok, dem skal du selvfølgelig også have tid til. Hvordan er det forresten med ham Noah? går det godt?"
Han havde virkelig savnet Selma her over sommeren, de få øjeblikke han var ædru og lod sig selv tænke på sådan noget. Det var de to der først var blevet venner, før de blev et helt sammentømret trekløver. Og de var også sammen på en speciel måde når det bare var de to, ligesom han vidste hun var med John når de var alene. Det savnede han helt sikkert.
Han valgte derfor at lade være med på nogen som helst måde at signalere sin mistro mod Noah. Hvis Selma var glad, havde han fandme også bare at være det. Det var det mindste man kunne forvente.

[Selma Åberg]

Selma nikkede nærmest inden han havde nået at stille spørgsmålet færdig. Hun syntes selv hun havde det helt vildt godt med Noah. Han var bare så sød og sjov og lækker. Han tog sig godt af hende. Han kaldte hende søde ting. Han virkede vildt klog og interessant. Han havde oplevet alle mulige spændende ting gennem sit liv. Hun var helt vild med ham. Det nærmede sig grænsen til at hun var helt forgabt i ham. Og hun havde brugt ret lang tid med ham i weekenden. Når ikke hun var sammen med sine veninder, hun ikke havde set hele ferien. Hun havde selvfølgelig skrevet med dem, men det var simpelthen så mærkeligt ikke at være sammen med dem 24 timer i døgnet. Sådan var det altid i ferierne. Man savnede sine venner så uhyrligt meget. Ligesom hun havde savnet Anton og Jonathan sygt meget. Hun havde savnet at de var sammen. Frustrerende.

Hun blev virkelig bange af at tænke på hvordan det ville blive når hun var færdig med 3. g, når alle de mennesker hun elskede så højt pludselig ikke var der hele tiden. Og mange af dem boede jo slet ikke ved hende. Men hvis hun skulle tænke på det nu, ville hun aldrig blive glad igen.
"Vi var ude i byen i dag. Det var vildt hyggeligt. Vi er rigtig ved at lære hinanden at kende... For det gik jo lidt hurtigt..." Hun smilede og lo lidt.

[Anton Sommer Engström]

"Ja, det må man nok sige. Men det lyder da godt. Så har du jo heller ikke meget tid til os" smilede han til hende. Han kendte godt det der med tingene, der gik hurtigt. Han selv og Jonathan havde heller ikke kendt hinanden mere end et par timer før de var sammen og der gik nok ikke mere end højst to uger før de officielt var kærester. Og det havde jo fungeret meget godt, så han kunne jo håbe det samme for Selma. Selvom han ikke kunne se sig fri af følelsen af, at der var noget forkert i det forhold. Noget overfladisk, som Selma slet ikke havde brug for. Men han skulle ikke være den der gjorde opmærksom på det.