Ved en af de små søer

[Emil Beyer Adamsen]

//Indtrådt i tråd før Lea

Emil havde netop kastet en sten i søen, da han pludseligt hørte stemmen fra før. Pigen. Den mørkhårede pige, som stadig ikke helt havde sluppet hans tanker. Emil kiggede stadig på vandet i den lille sø, der før var blevet splintret af stenens ringe vægt. Smadrede den ellers perfekte og rolige overflade. Nu var vandet igen vendt tilbage til dets rolige facon, og stenen lå sikkert roligt nede på bunden af søen, som om den altid havde hørt til der.

Emil vendte sig langsomt om, for at kigge på pigen. Han kendte ikke engang hendes navn, og alligevel smilede han indforstået til hende. Smilet kom helt af sig selv, som om det sidste de havde oplevet sammen var noget stort, og bare ikke nogle få ordudvekslinger.

”Er der mange af sådan nogle små søer her?” havde hendes stemme lige lydt, og dermed havde hun knust stilheden, ligesom han lige havde knust vandets overflade med den lille glatte sten. Spurgte hun ham om der var mange søer i området, bare for at sige noget? Eller var der bare en dybere mening med alt hvad hun sagde, og gjorde? Et af livets større spørgsmål, og en kort – men afslappet- latter røg ud af hans mund, inden han overhovedet nåede at formulere et svar inde i hovedet.

”Mange og mange. Et par hundrede stykker, eller sådan noget.” Emil forholdt sit ansigt forholdsvist glat, dog stadig med et skævt smil om læberne, så flyttede han lidt på sine lange ben- bare for at vedligeholde varmen. Hundrede søer var fandeme mange søer, måske kunne pigen godt tyde glimtet i hans øjne, måske ikke. Hvis det var sidst nævnte, måtte hun bare tro at han var lidt underlig anlagt. Det kunne egentligt også være lige meget med de søer, hvad lavede hun også her, når hun kunne sidde indenfor i varmen?

”Har du også forladt aktivitetsrummets varme, eller er du bare ude på en udflugt?” Emil bemærkede først nu at pigen havde iført sig briller, det havde hun ikke haft på før. Det så nu meget pænt ud til hende, syntes han. Der var bare nogle der kunne bære det. Mange andre lignede bare gnavne pensionister.

//Flytter dem bare hertil, Signe.

[Lea Nørr Kristiansen]

Han kastede en sten i vandet. Bare en lille én der ingen rigtig lyd lavede da den ramte vandets overflade. Allerhøjst et lille plop som hun alligevel ikke hørte, men kunne forestille sig livligt. Hun trak vejret ind efter at have udtalt sit spørgsmål og mærkede den kølige, ikke helt kolde endnu, luft i lungerne. Og så udåndingen som hun kunne forestille sig som en sky. En sky hun selvfølgelig ikke kunne se, det var jo slet ikke koldt nok til det.
Han vendte sig om mod hende og smilede. På en lidt sjov intern måde, tænkte hun, men kunne alligevel ikke lade være med at besvare smilet med et af sine egne. Han lo kort før han svarede: ”Mange og mange. Et par hundrede stykker, eller sådan noget.” Leas smil blev lidt bredere og et glimt af morskab viste sig i hendes øjne. Årh, var hundrede søer ikke et godt stort antal? Hun kunne faktisk næsten ikke forestille sig så mange søer på det her område. Men på den anden side hvis de var så små eller mindre end denne her.

”Har du også forladt aktivitetsrummets varme, eller er du bare ude på en udflugt?” spurgte han.

Udflugt? Næppe. Hun var jo bare… Lea stoppede op i sine tanker. Hun var ikke helt klar over hvad hun egentlig lavede her, udover at en indskydelse havde fået hende til at følge efter ham. Hvilket hun jo ikke så godt kunne stå og sige til ham vel? Og det var jo ikke fordi der var voldsomt varmt i aktivitetsrummet, så skulle det da lige være den masse af mennesker der snakkede, og kendtes ved hinanden, og som var sociale og som krævede at man talte højt for at blive hørt og som så nemt kunne overse. Nej, nu var hun uretfærdig overfor dem, de som var vildtfremmede og dem hun havde mødt nu. Det var jo ikke fordi der var nogen den krævede at hun skulle råbe højt for at blive set, og hvis hun alligevel blev glemt var det jo ingens skyld. Måske udover hendes egen. Forbandede generthed.
Hun stod tilbage efter at hendes langsomme træge tanker havde vendt og drejet spørgsmålet indvendigt uden noget at svare. I hvert fald noget hun kunne tillade sig at ytre. Hun løftede den ene fod lidt og lod sin vægt hvile på den anden. Skiftede så til den anden fod mens hun kiggede ned på de blå Converse.

”Der var mange mennesker,” kom det langsomt ud af hende og hun så op igen. Og så overraskede hun sig selv noget ved at spørge: ”Er der plads på den bænk?”

Det var der tydeligvis, han var trods alt ikke fed, faktisk lidt ranglet. Hun forstod ikke helt sig selv, at hun havde spurgt så direkte, at hun havde spurgt i det hele taget. Surprises, surprises, hun forstod jo heller ikke at hun rent faktisk havde kaldt ham en comboy. Særheder.

[Emil Beyer Adamsen]

Det virkede, som om hun var i tvivl, om hvad hun skulle sige. Ikke usikker, bare som om hun vendte hele sin –sikkert- kloge hjerne, for et svar der var noget nær brugbart. Men alligevel, på en forunderlig måde, så hun tvivlrådig ud. Hun var som et spejl, hvor han kunne se sig selv- men i stedet for ham, så han hende. Hendes mørke hår, brillerne der indrammede det kønne ansigt. Derefter var det ikke et spejl længere, fordi det netop viste hendes spejlbillede, og ikke hans eget. Ja, egentligt kunne det ikke engang sammenlignes med et spejl.
Det ikkeeksisterende spejl, gjorde at han i dette –korte- øjeblik, kunne tyde hendes følelser, som var det hans egne, der stod malet i ansigtet. Derfor føltes det helt normalt, at han pludselig var som en knivskarp psykolog, der fangede patienten i at lave en nervøs trækning med ansigtet. Men sagen var at hvis han ikke så dette spejl for sig, ville han næppe have bemærket dette.

”Der var mange mennesker,” sagde hun så. Svaret var endelig blevet færdiggjort og sagt. Emil nikkede forstående, det var jo (trods hans indre protester, og en masse andre indskydelser, som denne), af samme grund han havde ’flygtet’. Han gad ikke det sociale i dag. Om det var fordi folk opførte sig anderledes, eller om det var ham selv, kunne han ikke bedømme- og han skød da også tanken væk igen bagefter, og erstattede den i stedet med den simple grund, at han også mødte nye mennesker, selvom han sad her. ”Er der plads på den bænk?” spurgte pigen- forundret?

Emil kiggede ned på bænken, for at se om der var plads. Bænken havde engang været hvid, men nu så den bare grå ud og havde en del, formentlig, uønskede grønne mug pletter. Han syntes nu selv, at den så noget så nydelig ud, og matchede den lille sø, som også havde et lidt grønligt skær. Han smilede stort til pigen, og klappede på den tomme plads ved siden af sig.
Emil vendte igen hovedet mod søen, uden at se om pigen fulgte sin egen indskydelse og hans godkendelse.
”Kan du lide vand?” spurgte Emil, ”Søvand,” korrigerede han sig selv med et smil. Det virkede som det mest relevante at spørge om, når de jo sad her ved en af de mindre søer. Kunne hun overhovedet lide at sidde her, når det kom til stykket? Var hun ikke bare træt af at stå op? Det kunne også være lige meget, hun var jo ikke nødsaget til at sidde her. Det gav bare mere mening, og en rar følelse, at sidde at stirre på en meningsløs sø sammen med en anden.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea kunne ikke lade være med at afspejle hans smil da han klappede på bænken og hun satte sig ned på bænken ved siden af ham. Med benene trukket op foran hende og armene om dem og hagen på knæene. Det var ikke så varmt når hun nu kun havde nederdel på. Hun så på ham og han kiggede ud på søen. Det fik også hende til at se derud, selvom der vel ikke var så meget at se på. Medmindre man også på alt det der ikke rigtig var der. For ja, der var vand og ja, der var lidt andemad her og der, men det var ligesom om at alt det der ikke fandtes her definerede stedet. Der var ingen bølger i vandet, fordi ingen vind var. Der var intet liv i søen, fordi det var aften. Der var ingen ønsker i søen, fordi ingen havde kastet smålige mønter af legeringsmetaller i den. Søen var ikke vigtig eller kendt, fordi der ikke var andre end to stumme teenagere der så på den lige nu. Men de var ikke stumme. Det var jo noget fjol at tænke for i selv samme øjeblik hun tænkte det viste han at hun tog fejl.

”Kan du lide vand? Søvand,” spurgte han og rettede sig selv med det samme. Hendes blik sprang tilbage på ham i et splitsekund. Hun var ikke helt sikker på om det var et seriøst spørgsmål. Det var det åbenbart. Hun så tilbage på søen.

Hendes ord kom ud som de blev tænkt, langsomt og formet med naturlig omhu, men uden noget egentligt mål eller mening.
”Søvand, det er vel ikke så specielt. Ikke når det kommer i store mængder. Men… Når det ligger helt stille, og giver blanke overflader, spejlblanke spejle der aldrig viser os noget som helst, og rummer den stilhed som aldrig rigtig eksisterer over overfladen, så kan jeg godt lide det. Og når man kan plaske i det og sejle og ro i det og når man kan tillade sig at lege i det.” Hun lyttede ikke rigtig til sine ord, og hun ville ikke kunne gentage dem hvis hun blev spurgt. Men det var der jo heller ikke behov for. I hvert fald et par ører havde hørt dem og så var træet i skoven vel faldet og havde lavet en lyd. Også selvom lyden ikke ville blive husket, for hvem kan huske alle de lyde de hører?
Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun kunne jo ikke så godt strække hånden frem og sige »Hej jeg hedder Lea og jeg siger ord jeg ikke selv ved hvor kommer fra, og så nogle gange skriver jeg dem ned. Men det skal du ikke tage dig af«. Hun havde næsten lyst til at sige det højt, men nej. Det havde hun ikke alligevel. Hun fingrerede ved kæden om sin hals og slog sig til tåls med:

”Mit navn er Lea, by the way.”

[Emil Beyer Adamsen]

Hvis det ikke var fordi Emil følte sig fuldstændigt frisk, så havde han næppe forstået pigens ord. Men lige nu forstod han hende godt, forstod godt de ord, som havde en indviklet krans af poesi og filosofi om sig. Ord der betød noget, men som ikke rigtig blev brugt i daglig tale og brug. Sætninger der flød ud mellem hendes smalle, men fyldige og lyserøde læbe, med en betydning de fleste ikke ville tænke nærmere over, men bare nikke anderkendende til, fordi hun kunne beskrive følelsen af at være tiltrukket af noget, som ikke kunne ses af det blotte øje. Genstande som befandt sig fint placeret under det grønlige vand, der langsomt blev mørkere og mørkere i takt til at solen snart svandt ind til en rødlig plet bag den mørkegrønne bakke lidt længere fremme.
Med flere svar end han kunne holde styr på, fornemmede Emil alligevel en form for Salighed. Måske kom den glæde, fordi han bare tillod sig – et øjeblik- at fokusere på sommerkulden der lige var kold nok til at varme ham, og hans mørke hår, der ellers altid var lettere køligt.

”Det er dejligt med usagte svar. Det er også en af de ting, jeg beundre vandet. Hvis det havde været mig, havde jeg næppe kunne holde alle mine svar inde- og så ville det jo ikke være noget specielt,” Emil smilede, kunne slet ikke efterligne pigens elegant sætninger og formuleringer. Forhåbentligt vidste pigen at han havde erklæret sig enig med hende, vand var noget specielt i små mængder. Alt det der ikke kunne ses, var pludselig det der omfattede alt og alle.

Så sagde pigen pludseligt sit navn. Lea. Emil smagte på det, kunne egentligt godt lide det, selvom han foretræk at kalde hende pigen, det passede lidt bedre på det faktum at dette sikkert var et engangsindtryk. Lea var jo bare et normalt navn, ligesom Emil var det.

”Har du egentligt set Løvernes konge?….. Lea,” Emil kluklo lidt, mens han inde i sit hoved rettede Lea til pigen.

Det faldt ikke Emil umiddelbart ind, at han også skulle præsentere sit eget navn, så han sad bare fornøjet og studerede sine omgivelser med en omhyggelighed, han ikke havde givet sig tid til i lang tid.

[Lea Nørr Kristiansen]

Usagte svar. Hun havde da ellers også kommet med mange svar havde hun ikke? I hvert fald mange ord. Som ikke var særlig specielle eller ekstravagante eller overdådige. Der var ikke meget i hende der var storslået lige nu, var der nogensinde det? Men det lød som om at han var enig med hende, den måde han rundede af med et ekko af hendes ord.
Han reagerede ikke på den måde de fleste måske ville gøre – efter hvad Lea umiddelbart ville tro, men hun kunne vel tage fejl? – når de blev præsenteret for en fremmeds navn. Han gav ikke sit til gengæld, men sagde i stedet:

”Har du egentlig set Løvernes Konge? ….. Lea.”

Et smil annoncerede sig på hendes ansigt, bare et af dem der trækker i den ene mundvige, men ellers behersker sig fint. Hendes fingerspidser strejfede halskæden med løvinden. Hun hørte hans lille kluklatter og morede sig over hans egen morskab. Det var jo ikke fordi hun ikke havde hørt referencer til sit navn før, og hun var sikker på at han vel også havde hørt diverse jokes om sit navn – hvad end det så var.

”Mhmm, det har jeg da,” sagde hun simpelt, men smilede stadig lidt. Hvad var der virkelig at svare til det? Hun kunne selvfølgelig have sagt et eller andet sarkastisk eller spidst, men det var ligesom om at det bød situationen ikke til.
Hun så ham rette blikket mod omgivelserne og gjorde selv det samme igen. Det var en af de der samtaler som ikke behøvede at foregå eye-to-eye.
Lea lod hovedet falde tilbage og så op på himlen som stadig var skyfri ligesom den havde været hele den varme dag. Himlen var slet ikke mørk nok til at se stjernerne endnu, men solen var til gengæld ude af syne nu. Af en eller anden grund fik den blå himmel hende til at tænke på en sang fra Les Miserables

”A little fall of rain,” mumlede hun for sig selv, ”can hardly hurt me now.” Det gik først op for hende at hun havde sagt det højt bagefter. Men måske havde han ikke hørt det, ham den fremmede dreng. Han ville med garanti ikke forstå referencen alligevel, tænkte hun. Og så undrede hun sig lidt over at hun havde tænkt på den samme musical to gange på samme dag. Først på grund af Marius med det samme navn, og nu på grund af… ingenting?

[Emil Beyer Adamsen]

Verden omkring ham forandrede sig, og så alligevel ikke. Solen var gået hjem, pakket sine ting og smuttet fordi den ikke gad skinne på dem mere, og så blev det hele forandret. Søen så nu næsten sort ud, og havde ikke det grønlige skær. Græsset var mørkt og allerede lidt fugtigt. Selv pigen, der sad ved siden af ham, blev forandret. Hendes hår blev så godt som sort. Det eneste der ikke fik det til at gå i ét med søens ændrende farve, var den brunlige brynje, der beskyttede det sorte hår, der sikkert befandt sig bag den lille overflade. Han havde lyst til at bryde den, for at se om hans teori var rigtig, eller bare en omgang pladder. Emil havde lyst til at flå papiret op af julegave, bare for at se om det der befandt sig inden i, havde været det han regnede med.

Ligesom han selv gjorde, kiggede pigen på alle de ting der var omkring dem. Ting, væsner og dyr der bare fortsatte deres færden indtil de fandt en stopklods, ligesom bænkebideren sikkert gjorde i samme øjeblik, som denne tanke fandt ham. Det hele endte ud i et formål, som vel egentligt var livet. Og hvad handlede livet egentligt om, når det kom til stykket? Var det bare ligesom alle folk stavrede rundt og fastslog? Emil huskede sin fars tydelige mening om dette spørgsmål.

”Livet består af at leve det Emil. At leve livet, er svar på det spørgsmål,” og mere kunne han ikke få presset ud af ham, hans endelige svar blev ved med at være det samme, det forandrede sig ikke, og faderens syn på verden blev ved med at genere Emil. For hvordan kunne man overhovedet være så snæversynet at tro at livet bare handlede om at leve det?

Emil rynkede brynene, havde lyst til at spørge Lea om hvad hun mente og syntes. Måske var der en i denne verden, som kunne give ham et svar, som han ville kunne forstå.

Men så hev Lea ham tilbage til det egentlige spørgsmål, som han havde udspurgt hende om for ikke mange øjeblikke siden. Hendes svar var ordinært og sædvanligt og Emil følte, til en vis grænse, en form for indre skuffelse. Han havde set frem til- ja, måske endda higet efter- endnu et grænseoverskridende godt svar. Men de forventninger (han ikke engang vidste han indeholdt på det tidspunk) havde måske hobet sig op, og var måske svære at overgå. Måske var mennesker bare simple, og måske skulle han bare følge med resten af strømmen, der tillod sig selv at stille sig tilfreds med svar, som dem hans egen far havde givet ham i sin tid.

Emil tanker nærmede sig det deprimerende, alligevel forlod det salige smil fra før ikke hans ansigt. Selv ikke da han skulle til at svare Lea, som stille og afventede kiggede ud på søen.

”I løvernes konge, dør Simbas far, og da han vil sørge, søger han tilflugt ved foden af en sø. Der afspejler hans fars ansigt, og det er på en forunderlig måde det bedste sted i filmen, synes jeg,” Emil drejede hovedet og kiggede på Lea, ”Men jeg har ikke lyst til at snakke om spejle og søer mere,” spørgsmålene om livet blev for mange, og i stedet for at holde sig til de emner der ikke var sprængfarlige, som dem han før havde stillet, trådte han ud på ukendt grund.

”Kan du svare mig på et spørgsmål, Lea?” Stilheden fyldte i sekunderne efter forespørgelsen, som var indtruffet i deres samtale, ”Hvad handler livet om?”

Og så tændte de mange parklamper, fordi klokken blev et vist tidspunkt. Et af de mange tidspunkter, hvor Larsen skulle trykke på en kontakt, for at skabe liv igen.

[Lea Nørr Kristiansen]

”I løvernes konge, dør Simbas far, og da han vil sørge, søger han tilflugt ved foden af en sø. Der afspejler hans fars ansigt, og det er på en forunderlig måde det bedste sted i filmen, synes jeg,” sagde han som et funderende svar og refleksion efter hendes eget korte og simple svar. Måske havde det været for lidt for ham, for lidt kød på og for få ord at forstå eller ikke at forstå. Men det var jo hans sag, hun overlod det til ham, når hun nu alligevel ikke havde noget at sige. Og hun fulgte hans tankegang, så still frames fra den fantastiske tegnefilm for sit indre øje. Pudsigt nok, at det var still frames, adskillige billeder fra filmen i stedet for bevægelse. Først så hun billedet af Simba der ser sin far død, og så da fyren nævner søen ser hun også den scene for sig. Well, teknisk kommer han der jo ikke for at sørge, men blev trukket med dertil af en skør abe, tænkte hun med et lille smil men sagde ikke noget til det, for det havde jo ikke noget at gøre med det han ville have igennem. Og hun kunne godt se hvorfor det var en scene som man ville kunne lide og elske fra en film som altid havde været mere end bare nogle striber på et papir.
Så brød han hendes tanker som alligevel også var gået lidt på hæld med at sige at han ikke ville snakke mere om spejle og søer. Det havde de faktisk snakket forholdsvist meget om, havde de ikke? Det var måske bare situationen der bød til det, men ikke mere. Det passede hende fint, hvor meget kunne man også snakke om vand?

”Kan du svare mig på et spørgsmål, Lea?”

Hun vendte hovedet mod ham fyren som hun stadig ikke kendte navnet på og som nu ville have svar fra hende. Fire away cowboy, tænkte hun uden at sige det højt og morede sig en my ved genbruget af det skøre ord. Og han skød løs, med et af de der store spørgsmål som man kun ville kunne besvare på retfærdig vis med 42:

”Hvad handler livet om?”

Lea lod øjnene hvile på hans ansigt for et øjeblik før de flakkede væk og så tilbage igen. Hun var klar over at det ikke var ment i spøg, hans spørgsmål. Det var så seriøst som det kunne blive så hun tog det så seriøst hun kunne og tyggede på tankerne der strøg sig fint og flydende forbi hendes øjne og hendes mund for at komme ud i ord eller blikke.

”Meningen med livet… det er at leve,” sagde hun langsomt og med et enkelt blik på hans lettere skuffede ansigtsudtryk kunne hun se at han havde håbet på noget andet eller noget mere. Hun lo lavmælt af de der øjne der havde bedt om noget stort og grandiost, og så fik de det her småtteri. Men hun mente det faktisk.
”Nej, du ved, hvad jeg mener er at der ikke er noget ’bare’ i det. Det er ikke ”bare at leve”, det tror jeg ikke på. Hvem har nogensinde sagt at det er ’bare’ eller at det er nemt at leve? Det er måske nemt at eksistere eller være,” fortsatte hun og rynkede brynene tænksomt ved det sidste.
”Det at leve er vel alle de store ting som bryllupper og børn, som karrierer og kærlighed. Men også de små ting som at hoppe i vandpytter og få postkort som bare er bevis på at nogen tænker på dig. Små ting som at danse i sit køkken og glæde sig over en pæn blomst. Og så er det alle de svære ting, dem der gør ondt og som vi tror vi helst vil være foruden. Død, smerte og sorger, der ser ud til at bryde os ned indtil vi viser hvem der er stærkest. Og nogle gange er det vel at snakke en sensommeraften med nogen om en sø.”

Hun kunne ikke helt selv bestemme sig for hvad hun syntes om sine store ord, eller så store var de vel heller ikke? Men de udtrykte vel hvad det var hun mente. Selvom de ord hun lige havde sagt ikke nødvendigvis var nok til at udtrykke hvad hun tænkte. Hvornår var ord egentlig nok?
Hun smed sine højtragende tanker væk og fokuserede igen på ham ved siden af sig.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil var et øjeblik skuffet. Han havde ikke regnet med at hun også var en af dem, der bare stillede sig tilfreds med svar, som endnu ikke var blevet åbnet, fordi folk sikkert blev skræmt over svaret, og egentligt helst ville være det foruden. Emil var ikke sen til at indrømme at han skulle udvide sit sind gevaldigt meget, før han overhovedet kunne forstille sig hvordan det var, at man kom til at tænke sådan. Var det fordi, man var bange? Eller havde oplevet noget, der gjorde så ondt indeni, at man ikke kunne åbne op for det lille kammer, hvor det gyldne svar sikkert gemte sig. Måske var det i virkeligheden, fordi folk gemte sig under det sikre, og ikke orkede (måske endda ikke turde) give et svar, der passede nogenlunde til hvad man selv stod for.

Pludselig, da Emil mindst ventede det, åbnede Lea munden igen. Den var i gang med noget smukt, noget der var smukkere end søens ændrende farve, og brynjen omkring Leas hår. Ja, måske endda smukkere end mange af de græsstrå, der prydede denne vidunderlige, tætklippede plæne. Hun var i gang med at beskrive livet, så selv han kunne forstå det.
Og selvom det måske ikke var lige præcist de følelser han selv sad inde med, var dette svar noget så tæt på den følelse, han nærede, men bare ikke kunne sætte ord på.

En fornemmelse af velbehag og tilfredsstillelse fyldte ham. Ja, han kunne ligefrem mærke hvordan han slappede af, og hvordan han før havde været anspændt (selvom han overhovedet ikke havde bemærket det). Emil nikkede ubevidst ved hovedet, som om han fordøjede eller havde fordøjet svaret.

”Lea, jeg sværger på at du er den første jeg spørger, der har givet mig et svar, som jeg har forstået og erkendt.” Emil kiggede på hende, og opdagede at hendes øjne allerede hvilede på ham. ”Jeg forstår dit svar, som egentligt er et af den umulige slags, for mit spørgsmål var jo et af dem, som måske ikke skal besvares, men alligevel tillod sig at blive det,”

Emil rykkede igen sit blik væk fra pigen.

”Ikke at dette betyder at jeg er fuldstændig enig med dig, for det er jeg ikke, men jeg er kommet tættere på hvad jeg egentligt ved om livet, og hvad jeg egentlig ikke ved,” og hvad det egentligt handler om, men dette svar gemte Emil inde i sig selv uden grund.

[Lea Nørr Kristiansen]

Det var næsten som at se på en veltilfreds fuldfed kat strække sig i velvære eller et firben der lunede sig i solens dejlige stråler. Den måde han fordøjede hendes ord på og på en umærkelig måde slappede af og nikkede i takt med det hun sagde. Det fik hende til at skyde øjenbrynene let i vejret, tænk at hvad hun kunne sige kunne få denne her fremmede dreng til at se så… fornøjet ud. Hun var lidt i tvivl om hvordan hun skulle forholde sig til det da han udtrykte at han værdsatte hendes svar og at det gav mening som det eneste for ham.

Men han sagde også at han ikke var helt enig med hende, så han swoonede ikke meningsløst over hendes ord. Det var der noget bekræftende og beroligende over for hende. For det var jo ikke sådan at hun ikke kunne tage at folk var enig med hende eller holdt af hendes ord, men det der når hun så andre mennesker nærmest tilbede andres ord kun fordi de blev sagt, det var bekymrende. Ikke at der nogensinde var nogen der tilbad hende, tænkte hun med et indre grin. Hvad, i det hele taget var der at tilbede i et andet menneske?

”Verden ville være et trist sted hvis alle var enige om alt,” sagde hun ud i luften kun halvt henvendt til ham. Hendes tanker fløj ud af tangenter hun ikke kunne forsvare mens blikket forblev rettet fremad med hagen solidt plantet mod knæene. Så smilede hun, det var noget fjollet at sige. Ligegyldigt og ellers ret irrelevant i form af sine hypotetiske egenskaber. Helt ærligt, det næste blev vel at hun ville skrive en historie om en verden hvor alle var enige. En eller anden slags utopi, sandsynligvis en der alligevel ville ende op som en dystopi til sidst. Det gjorde de såmænd alle sammen, sådan virkede det i hvert fald. Og hvad der dog ikke fandtes af den slags historier der byggede på koncepter og ideer og tanker som hvordan verden ville være hvis en eller anden sær ting havde været anderledes.

Hun rev sig ud af sine tanker fordi de alligevel ingen steder bar hen og sagde det første der faldt hende ind bare for at sige noget.
“I can't stand it to think my life is going so fast and I'm not really living it,” citerede hendes læber omhyggeligt før hendes hoved fik tid til at tænke over det. Det var Hemingway, of course, den mand sagde og skrev altid noget der var så… Hun vidste ikke helt hvad det var ved den minimalistiske forfatter der så effektivt fangede hende op og samtidig satte hende fri. Måske var det noget ved hans altid stræben efter sandhed – ikke sanheden, men sandhed fordi alt var sandt – og så hans sprog. Det var brillant.
Og så fordi hun tænkte at det ikke var sikkert at han kendte til Hemingway, eller i hvert fald ikke The Sun Also Rises som citatet var fra – han måtte da have stødt på Hemingway her i gymnasiet, medmindre altså han var 1.g’er, hvilket hun stærkt tvivlede – tilføjede hun kort:

”Det er Hemingway.”

[Emil Beyer Adamsen]

Emil kiggede igen ud på søen, det var det første man umiddelbart så på, når man sad på præcis denne bænk, fordi den bredte sig ud som et mørkt tæppe for ens fødder. Det var lige før, han kunne strække benene, og nå kanten, der adskilte jorden fra søen.

Selvom Emil ikke rigtig kiggede på søen i dets helhed, så kiggede han, og det var nok. Han så hvordan vandet – langsomt – træk sig sammen, når vinden fejede hen over Lyngvigs park, og endte ved søens glitrende vand, der med små klukkende lyde, slog dets små arme af vand op ad kanten i en regelmæssig rytme.
Emil så græsset, der groede umiddelbart lige ved kanten, og han så hvor sumpet det nogle steder var. Han så tegn på liv, fordi der lå andefjer og andelort rundt omkring ved – og i – søen.

Mørket sænkede sine parader, og det eneste der nu oplyste parken, var lygterne, som stod placeret ved stierne, der førte folk rundt om dagen – og om natten. Lygtens lys kastede hyggelige skygger, der hverken så udhungrede ud, eller virkede malplacerede i det dunkle mørke. Stjernerne kastede også deres lys ned til Lea og ham.

”Verden ville være et trist sted hvis alle var enige om alt,” det var en konstatering, som mange folk sikkert var uenige med hende i. Emil kunne dog ikke være mere enig. Et smil træk krævende i Emils ene mundvig, og han kunne se ud af øjenkrogen, at der også spillede et smil omkring hendes læber.

Emil lagde sine hænder på sine knæ i et forsøg på at holde dem i ro. Det var ved at være koldt, og han sad kun i sin mørkeblå T-shirt. Lea frøs sikkert også en smule, det ville i hvert fald undre Emil, hvis hun overhovedet ikke kunne mærke den tiltagende kulde.
Det mindede Emil om at han havde fået nok af søen foran sine fødder, og at han gerne ville invitere Lea på en øl, fordi hun ikke virkede som en pige, der ikke kunne lide øl. Ikke at hun var sådan.. mandig.. det var bare en indskydelse Emil fik, fordi han selv holdt ret meget af øl, desværre ikke nok til at få øl mave, men det ville sikkert komme, når han engang rundede de 50.

“I can't stand it to think my life is going so fast and I'm not really living it,” sagde Lea pludselig. Det overrumplede Emil totalt, fordi hendes tanker åbenbart havde taget en fuldstændig anden drejning end hans havde. Det resulterede i at Emil smågrinede for sig selv, forhåbentligt vidste hun, at det ikke var af hende- og Hemingways ord, som hun af en eller anden grund bare kunne huske udenad- men derimod at han grinede ad sig selv.

”Han er sikkert en smuk mand, ham Hemingway” sagde Emil fornøjet. ”Skal vi ikke gå ind og tage noget at drikke? Min gane er tør, og her er i øvrigt koldt,” sagde Emil, hvorefter han løftede sin arm op i hovedhøjde, så hun kunne se myrepatterne på hans blege arm.

[Lea Nørr Kristiansen]

”Han var sikker en smuk mand, ham Hemingway,” hørte hun fyren sige og tænkte for sig selv at manden ville vende sig i graven af grin hvis han kunne høre de ord ytret. Og hun skulle til at sige det højt da han fortsatte med at foreslå at de gik ind og fik noget at drikke. Hun var ikke helt sikker på hvor ind var, men det lød godt i hendes ører. Der var ganske rigtigt ret koldt nu herude, noget hun ikke behøvede bevis på fra hans gåsehudsbefængte arm, men selv kunne give vidne til. Da hun rejste sig fra bænken og nederdelens kolde stof blafrede let om hendes ben var det pludselig tydeligt hvor lidt hendes tøjvalg passede til at sidde på en bænk på en kølig aften. For det første lagde hun godt mærke til at huden på hendes ben heller ikke var uberørt af kulden, og for det andet, følte hun sig nødsaget til at børste her og der for at få diverse pletter fra bænken væk fra det sorte stof. Hun håbede bare på at det var noget harmløst fugt, for hun kunne altså godt lide det her stykke tøj. Hendes forfængelighed lagde sig igen, og hun kom til at smile fordi det var lidt lige så absurd som at sige at Hemingway var smuk.

”Om noget var han i hvert fald ikke smuk, meget andet måske,” sagde hun og besluttede sig så for at stoppe der ved at sige, ”men nok om døde mænd, de forbliver forhåbentligt døde. Jeg siger ja tak, altså til at få noget at drikke. Så længe det ikke er af søvandet der.” Det sidste tilføjede hun som en eftertanke med et smil. Der var noget befriende ved at snakke lidt igen, efter kun at have tænkt og talt, som de havde brugt al tiden på før.

[Emil Beyer Adamsen]

Det var som om Emils øjne banede sig vej hen til Leas ansigt, da hun sagde at Hemingway ikke var smuk. Havde hun set ham på et billede? Kunne hun med det samme antage, at det var han bare ikke? Emil kunne vitterligt ikke huske at have set et billede af ham. Men navnet klingede så fint, og han havde også læst noget af ham, om end Emils tålmodighed ikke rakte så langt. Med det sprog som mange sagde – og som Emil godt ville erklære sig enig i – var så elegant og billedskønt, så kunne manden, der havde siddet bag skrivemaskinen (eller papiret.. Hvad manden nu foretrak) da kun være noget smukt. Kunne han ikke?

Emil rystede tankerne af sig uden en egentligt grund. Måske fordi han faktisk ikke havde set noget billede af manden, og derfor ikke kunne bedømme det, måske fordi han ikke rigtig havde læst sådan sindssygt meget af ham, og måske fordi han ikke gad diskutere med Lea om hvorvidt ham Hemingway var en smuk mand eller ej. Det var vel en smagssag, som alle andre ting også var det.

”Nok om døde mænd…” sagde Lea, og Emil kunne ikke lade være med at sende hende et skævt smil.

”Jeg kan ikke love at det jeg har på mit værelse ikke smager som søvand,” Emil sendte kort drengene en tanke, for de kunne utvivlsomt finde på at anbringe hvad som helst i hans drikkevarer. Måske ikke rottegift, men en hel del andre (værre) ting. ”Men vi kan da prøve at smage på det…” tilføjede Emil muntert.

[Emil Beyer Adamsen]

Uden en rigtig opfordring fra Lea, rejste Emil sig. Hans ben var lettere stive, så han rystede dem prøvende, som for at se om de stadig virkede med det formål, som de nu engang var lavet til. Varmen havde også fuldstændig forladt dem, men efter lidt tid, hvor han prøvende havde rystet dem, kom den tilbage til dem sammen med at stivheden forsvandt.
Det føltes godt.
Og tanken om at han snart var indenfor i færd med at drikke noget af det, der kunne drikkes. For ikke at tale om at han kunne kyle nogle af de chokoladekiks, som han også havde ned i maven. Prinsen. Det ville blive konge.

Emil ventede tålmodigt på at Lea også havde rejst sig, og rystet nogle af kramperne, som kulden sikker havde efterladt sig, ud af benene, og så begyndte han tilfreds, om end en anelse hurtigt (han havde helt glemt, at Lea ikke havde nær så lange ben, som han havde) at nedlægge meter for meter op til husene. Uopmærksom ved tanken om mad og drikke, opdagede han slet ikke Lea, der måtte løbe for at følge med.

Det var først da hun prustende gjorde opmærksom på sig selv, at han sænkede farten med et drenget smil, der udviklede sig til et grin, da han også huskede hvad hun havde sagt til ham der til hyggeaftenen; What’s the haste, cowboy?

[Lea Nørr Kristiansen]

Han satte sandelig det lange ben foran, tænkte Lea da hun måtte småløbe for at følge ham. Men faktisk gjorde det hende ikke noget. Det betød bare at hun fik den mindste smule varme fra det, og at det ville gå hurtigere med at komme indenfor, hvor det så end ville være. Han styrede tydeligvis væk fra hovedbygningen, men hun vidste ikke hvilket af elevhusene de var på vej til.

Hovedbygningen, hvor den famøse hyggeaften garanteret blomstrede. Hun tænkte et øjeblik med dårlig samvittighed på Frida som hun bare havde forladt med lovning om at hun ville komme tilbage med det samme. Og nu var hun her på vej med en eller anden fyr i stedet for.

Frida skulle nok klare sig, i virkeligheden var det måske hende selv hun skulle være bekymret for. Hvad nu hvis ham her, som hun i øvrigt stadig ikke kendte navnet på, var inden for øksemorderbranchen? Det ville forklare det manglende navn Keep it clean, professional and without names. Hun kluklo af sine egne tanker der med lynets hast satte et scenarie op og udspillede det.

Han havde tænkt sig at dukke op til hyggeaftenen for at sikre sig et alibi og så smutte uset derfra og finde et offer fra de folk som ikke deltog, men sad på deres værelse ude i elevhusene. Men hun havde set ham gå, og derfor måtte hun likvideres. Og da hun også gik, så han sit snit til at lure hende ned til søen hvor han, efter en tilsyneladende dyb og tillidsvækkende samtale, ville skaffe sig af med hende. Han manglede bare sin økse, og inviterede hende på noget at drikke, for at få hende med. Og hun ville blive begravet et eller andet sted i skoven eller måske dumpet i en af søerne. Ironisk.

Ved enden af hendes tankestrøm var Lea nødt til at anstrenge sig noget for ikke at knække sammen af grin. Et par prustende lyde undslap dog hendes læber og hun vidste at hendes ansigt var flækket midt over på midten af et smil fuld af morskab.