Post by Emil Beyer Adamsen on Nov 28, 2012 21:59:19 GMT 1
Efter rigtig meget overtalelse fra både Xazal, Jose og Tenner vil jeg lægge dette ud. Ja, jeg har ikke så meget at sige til det, udover at jeg ikke har orket at rette det og at det egentligt er baseret på en af de mange fantastiske drømme, jeg drømmer en gang imellem. xD
Her kommer det så:
Søens glitrende vand reflekterede i de to dybt alvorlige mænds ansigter. De havde begge en øl i hånden, og endnu flere lå og ventede på dem ved bænkens ene ben. Solen var for længst gået ned, og det samme var mange af de andre elever.
”Søvand er vand, Emil. Helt normal vand,” Marius’ stemme var fast, men dog en smule funderende.
”Definér lige helt normal vand.” sagde Emil, mens han kiggede ud over søen. Den havde et grønligt skær, som en slange der sneg sig glitrende omkring, syntes han.
”Mange drikker jo også regnvand,” huskede han Marius på, før Marius overhovedet nåede at svare.
”Det var måske et ukorrekt begreb…” Marius kiggede kort på Emil, og tog så en lang slurk af den – nu- lunkne øl.
”Dette søvand er jo ikke forskelligt fra den sø derovre” Marius pegede i en tilfældig retning, Emil lod blikket blive ført af den smalle hånds lange – men bestemt maskuline fingre. Der var ingen sø i det område.
”Er det ikke ligesom zebraer, Marius?” spurgte Emil spørgende, ”Hvis jeg nu hælder min øl ud i dette vand, så er den jo forskellig fra den ikkeeksisterende sø derovre,”
”Det kunne du lige vove på, Emil! Lade en øl gå til spilde, for at gøre en sø speciel!” Marius pustede sig et kort øjeblik op, tydeligt frastødt ved tanken. Emil klappede ham beroligende på skulderen.
”Bare rolig…” Mere nåede Emil ikke før Marius stoppede ham, og afsluttede sætningen fra før:
”Så hellere pisse i vandet.” Marius anlagde en filosoferende mine, mens han uhindret fortsatte; ”Vi har brug for vores næring, Emil. Det er øl,”
”ØL!” råbte Emil for at understrege deres nærringsmetode.
”Og søen har brug for dets næring også. Udover alt det andemad, der gør den umådelig utiltalende at se på,” Marius kiggede indtrængende på Emil med et smil der havde løst hele mysteriet. Emil der sagtens kunne følge hans tankegang, smilede frem for sig.
”Tis,” afsluttede Emil for Marius.
Lea var på vej ned til søen for at søge indre lindring, da hun så to mørke silhuetter- næsten lige høje, som stod ved den sø, hun havde udtaget sig. Bukserne hang nede om anklerne på dem begge, og øldåser lå forsvarligt spredt ud over en distance, så de kunne findes igen bagefter. Hun hørte lyden af to stråler der ramte vand, og blev et øjeblik i tvivl om hvad der foregik, indtil hun hørte lyden af deres stemmer, der råbte halvhøjt til hele den sovende verden:
”Den er særpræget nu, Marius!”
Drengene begyndte at trække deres bukser op, et fnys undslap, den nu genkendelige skikkelses mund, Marius. De grinede begge fornøjet, dog knapt så højt. Så satte de sig på en bænk igen.
”Denne øl smager også godt, Emil, om end lidt lunken og sur. Derfor skal den jo ikke gå til spilde,”
”Du har ret, vi har også ofret noget for søen nu,” Emil lænede sig tilfredst tilbage, ”Jeg tror den smiler til os, du.”
Her kommer det så:
Søens glitrende vand reflekterede i de to dybt alvorlige mænds ansigter. De havde begge en øl i hånden, og endnu flere lå og ventede på dem ved bænkens ene ben. Solen var for længst gået ned, og det samme var mange af de andre elever.
”Søvand er vand, Emil. Helt normal vand,” Marius’ stemme var fast, men dog en smule funderende.
”Definér lige helt normal vand.” sagde Emil, mens han kiggede ud over søen. Den havde et grønligt skær, som en slange der sneg sig glitrende omkring, syntes han.
”Mange drikker jo også regnvand,” huskede han Marius på, før Marius overhovedet nåede at svare.
”Det var måske et ukorrekt begreb…” Marius kiggede kort på Emil, og tog så en lang slurk af den – nu- lunkne øl.
”Dette søvand er jo ikke forskelligt fra den sø derovre” Marius pegede i en tilfældig retning, Emil lod blikket blive ført af den smalle hånds lange – men bestemt maskuline fingre. Der var ingen sø i det område.
”Er det ikke ligesom zebraer, Marius?” spurgte Emil spørgende, ”Hvis jeg nu hælder min øl ud i dette vand, så er den jo forskellig fra den ikkeeksisterende sø derovre,”
”Det kunne du lige vove på, Emil! Lade en øl gå til spilde, for at gøre en sø speciel!” Marius pustede sig et kort øjeblik op, tydeligt frastødt ved tanken. Emil klappede ham beroligende på skulderen.
”Bare rolig…” Mere nåede Emil ikke før Marius stoppede ham, og afsluttede sætningen fra før:
”Så hellere pisse i vandet.” Marius anlagde en filosoferende mine, mens han uhindret fortsatte; ”Vi har brug for vores næring, Emil. Det er øl,”
”ØL!” råbte Emil for at understrege deres nærringsmetode.
”Og søen har brug for dets næring også. Udover alt det andemad, der gør den umådelig utiltalende at se på,” Marius kiggede indtrængende på Emil med et smil der havde løst hele mysteriet. Emil der sagtens kunne følge hans tankegang, smilede frem for sig.
”Tis,” afsluttede Emil for Marius.
Lea var på vej ned til søen for at søge indre lindring, da hun så to mørke silhuetter- næsten lige høje, som stod ved den sø, hun havde udtaget sig. Bukserne hang nede om anklerne på dem begge, og øldåser lå forsvarligt spredt ud over en distance, så de kunne findes igen bagefter. Hun hørte lyden af to stråler der ramte vand, og blev et øjeblik i tvivl om hvad der foregik, indtil hun hørte lyden af deres stemmer, der råbte halvhøjt til hele den sovende verden:
”Den er særpræget nu, Marius!”
Drengene begyndte at trække deres bukser op, et fnys undslap, den nu genkendelige skikkelses mund, Marius. De grinede begge fornøjet, dog knapt så højt. Så satte de sig på en bænk igen.
”Denne øl smager også godt, Emil, om end lidt lunken og sur. Derfor skal den jo ikke gå til spilde,”
”Du har ret, vi har også ofret noget for søen nu,” Emil lænede sig tilfredst tilbage, ”Jeg tror den smiler til os, du.”