Post by Theo Hedegaard on Feb 20, 2013 22:52:21 GMT 1
Larmen var øredøvende og slagende af en eller anden metal genstand mod en anden bankede ind trommehinderne på de tre før så sødt sovende personer i rummet. Theo stønnede og begravede sit ansigt i puden og tænkte i sin søvndrukne tilstand ikke på at finde kilden til larmen og kvæle den. En anden havde dog fået den ide, for Marius' stemme lød ud i rummet: ”Så hold dog kæft John! Vi sover!” Han langede ud med en træt arm mod ham der stod mellem sengene og hamrede en grydeske mod en gryde, artefakter han havde anskaffet sig uden for kantinedamernes blikke og helt sikkert uden deres tilladelse.
”Nej, der er da ingen grund til at sove! Ingen tid til at sove!” sagde han med energisk stemme der fik samtlige i rummet til at rulle med deres lukkede øjne. Fra Adams skikkelse der lå vendt mod væggen kom en mumlen der kunne lyde meget som ”Masser… tid”
Larmen der var forsvundet i et smukt øjeblik mens Jonathan sagde de par ord, fortsatte igen med fornyet styrke og Theo besluttede sig nu helt og holdent for at der virkelig skulle kvælning til, intet mindre, før det holdt op. Han kastede sin pude mod englænderen og blev overrasket da den rent faktisk ramte ham square i fjæset. Der kan man bare se, tænkte han da den forfjamskede John tabte grydeskeen i et forsøg på at afværge skuddet.
”Haha! Jeg er ikke slået!” råbte John selvsikkert og dukkede sig ned efter skeen igen for at reetablere den skønne opvækning da Marius der også havde fået nok sprang op med sin dyne i hænderne og et friskt grin.
”Næh du kan tro nej, din slambert!”
Derfra var det lidt af et kaos med John der blev fanget i dynen og Marius der fik tvunget ham ind mod den nærmeste seng som tilfældigvis var Adams. Ejeren af denne gav op håbet om at sove videre og skubbede sig op og gik ind i kampen netop som John fik råbt, ”Hvorfor kunne du ikke en være en bloody splejs?!”
Til sidst krævede det den fælles indsats fra Marius, Adam og Theo at få Jonathan, stadig viklet sikkert ind i dynen, helt ned på gulvet og pacificeret og frataget den kasserolle der havde virket som stortromme.
”Okay, okay! Truce!” råbte han, stemmen dæmpet af dynens tykkelse. De tre så på hinanden som de sad, Theo på hans ben for at holde dem nede, Marius mere eller mindre overskrævs på hans overkrop og Adam stadig på kanten af sin seng og stolt med våbnene ude af Johns rækkevidde. De så på hinanden med indforståede blikke der vidste præcis hvad der ville komme nu, allerede før Marius ytrede ordene med en påtaget eftertænksomhed.
”Hmm, våbenhvile kan vi måske gå med til,” sagde han langsomt og så med et djævelsk grin fortsatte han, ”men først er det vist på sin plads med en lille erstatning for den svie og smerte det er at blive vækket klokken…” ”halv to,” indskød Theo med et kig på sit armbåndsur. Marius nikkede. ”Vækket klokken halv to om natten med sådan et rabalder. Hvad siger I drenge? Kildning til overgivelse?” De grinede alle tre ved det skrækslagne udtryk der voksede frem på Johns ansigt, men han nåede ikke at gøre nogen synderlig modstand før de var på ham. Hans fangenskab i dynen blev ofret til fordel for den tilfredsstillelse det var at høre hans forpustede mellemting mellem skrig og grin, og det var først da de var sikre på at nu kunne han simpelthen ikke klare mere at de lod ham gå. Gå var så meget sagt, siden han lå krummet sammen på gulvet og prøvede at få vejret i et godt stykke tid. De andre rykkede lidt tilbage, men gjorde ikke mine til at gå i seng igen. Theo der sad lænet op ad sin egen seng skubbede til Johns ben med sin bare fod. Han lagde mærke til at den anden var fuldt påklædt til forskel fra dem han havde vækket. Han måtte have været oppe til nu, eller også skulle det være sådan at han var vågnet, taget tøj på og derefter sat ud på en selvmordsmission. Næppe.
”Hvad fanden ville du med det spektakel anyways?” spurgte han henkastet og ømmede sig så lidt der hvor et par fødder havde ramt under kampen, ”du sparker satans hårdt, forresten.”
”Det er jo klart… Når man sådan bliver… angrebet,” pustede John ud og da så vejret igen var kommet rigtigt ned i hans lunger, satte han sig op og udbrød, ”Der er for lidt tid i verden til at spilde den på at sove! Der er så meget andet der skal gøres!”
”Som hvad?” Marius’ stemme lød tør fra hvor han havde placeret sig på sin egen seng, nu dyneløs. Han gjorde ikke noget for at skaffe sin dyne tilbage, ikke endnu. Jonathan sendte ham et vidende grin og rakte den ene hånd op som for at tage imod noget.
”Det får du at se. Adam, min fine ven, bring mig gryden,” sagde han med officiel stemme. Adam der stadig sad med den i hånden på sin seng så skeptisk på Johns ryg og oprakte hånd.
”Du har ikke tænkt dig at lave mad, har du?” spurgte han med bange anelser. Uden at vide hvor præcis det kom fra, var det vist normalt kendt at kulinarisk talent ikke var at finde hos fyren.
”For så tror jeg at vi alle ved at det er sikrere og bedre at sove,” bemærkede Theo, ”til enhver tid.” John sendte ham et blik der havde fået Theo til at knække sammen af grin var det ikke for hans næste ord, der helt sikkert var startskuddet til alles højlydte grin.
”Nej da! Jeg har film i den gryde,” sagde han og så forbløffet på dem da de skreg af grin, ”jamen, det er da en meget smart opbevaringsmetode? Jeg har jo ikke lommer der er store nok.” Adam kastede gryden ned i skødet på Jonathan og denne tog låget af og frembragte en stak dvd’er som han stolt viste frem.
”Mine herrer, her har jeg en samling af de bedste gyserfilm produceret til dato, et langt bedre alternativ end søvn, og jeg foreslår hermed at vi gør det til vores opgave at se dem.” Han så ivrigt afventende på dem. De vekslede blikke mens deres latter døde ud.
”Okay,” sagde Marius og John så overrasket rundt.
”Skal der ikke mere til? Ingen overbevisende taler? Løfter om aldrig at larme sådan igen?” spurgte han.
”Nu er vi jo alligevel oppe og vågne, og så længe det ikke er nogle lortefilm,” sagde Adam og greb ud efter dvd’erne for at kigge dem igennem med en vurderende mine.
”Plus, vi ved allesammen at du aldrig ville kunne holde det løfte. Jeg er ret sikker på at du holder for meget af larm og for lidt af os, til at holde dig i skindet,” bemærkede Theo mens han så Jonathan rejse sig og fremskaffe sin laptop.
”Det kan der være noget om,” mumlede han med et lille grin og så lidt højere, ”hvor gjorde jeg af de højtalere? Oh, her!”
Da først computeren var sat op, filmen valgt – én der med taglinen You scream. You die lød passende farlig til at starte med – og alle puder og dyner i værelset samlet til en bunke og de fire drenge havde fundet sig behageligt til rette, begyndte dvd-menuen med et lydspor der garanteret med vilje var helt tomt.
Ud af stilheden der hvilede et øjeblik kom Marius’ stemme tørt:
”Og nej, jeg gider altså ikke holde dig i hånden hvis du bliver bange, John”
”Sod off, Marius,” svarede han tvært og skubbede sig op for at trykke play, men kunne ikke helt skjule smilet.
”Desuden er jeg med sikkerhed ikke den største wuss her,” sagde han med overbevisning.
”Det får vi jo at se,” sagde Adam og fik så en ide, ”den første bliver bange eller skriger, taber og skal…” Han gik i stå i forsøget på at finde på en passende straf.
”Gøre rent i en uge!” bød Theo ind og der blev nikket hele vejen rundt.
”Det lyder fair nok, der kunne også godt tåle at blive lidt renere herinde,” bemærkede Marius med et blik rundt i rummet.
”Deal,” sagde John og satte sig igen ned.
De nåede igennem den første film uden nogen skrig, udover de fatale par stykker der var i filmen. Den næste film blev straks sat til at spille, men det var hurtigt tydeligt at den ikke var af samme kaliber. Halvvejs inde i filmen gabte Adam højlydt og John vendte opmærksomheden fra den middelmådige film som han alligevel fulgte med i – for det var jo en film no matter what.
”Er man måske træt?” spurgte han med et smil, ”måske skulle vi ændre reglerne så man også taber hvis man falder i søvn?”
”I så fald–” Adam gabte igen, ”taber jeg ikke. Theo gik i gulvet for et godt stykke tid siden.” Han nikkede mod den rødhårede der på mest charmerende vis lå med hovedet vippet tilbage og munden lidt åbent. Tydeligvis sovende.
”Jeg stemmer for at vi ændrer reglerne! Hvem er med?” udbrød John i en dæmpet stemme for ikke at vække den soon-to-be tabende. Marius kastede et enkelt blik på Theo og tænkte at så ville der da være nogen der gjorde rent, nogen som ikke var ham.
”Aye,” sagde han og Adam nikkede istemmende.
”Så er det altså vedtaget, ved flertal, endda enstemmigt hvis man tæller sovende tossehoveder fra.” John tænkte et øjeblik over hvad den bedste måde ville være at meddele denne nyhed og så blev hans blik fanget af noget. På Theos skrivebord, der umiddelbart lignede en krigsmark med papirer og bøger og tegneserier og fotografier og blyanter og et enkelt par seler, stod det som alle vist vidste var hans største skat. På nær måske den fandens kat han altid snakkede om. John sprang op og greb, med en vis forsigtighed, det kamera som havde fået ærespladsen. Han stillede lidt på knapperne og blitzen for at sikre sig det bedste resultat. Ikke ligefrem billedmæssigt, men med andre effekter i tankerne.
Det velkendte klik burde måske have vækket Theo, men det var ikke før det skærende hvide lys brændte sig ind på hans øjne at han fortumlet og forskrækket kom til bevidsthed. De første øjeblikke var hans øjne store og forvirrede og mere eller mindre blændede. Så så han skikkelsen der ragede over ham med noget i hænderne der bestemt ikke var hans.
”Hvad fanden…?” mumlede han. Prikker for øjnene fik det mørke rum til at se sært ud og hjalp kun til at gøre ham mere forvirret. Et klap på ryggen bagfra og han vendte sig. Marius grinede og sagde så,
”Vi har hermed bestemt at man også har tabt hvis man falder i søvn. Hvis man faldt i søvn. Så jeg ser frem til et rent værelse nu.” Theo skar en grimasse da han hørte det og så nikkende hoveder og grin hos Adam og John også. Fedt! Det næste var at kaste et blik rundt på det tydelige drengeværelse. Det skulle nok blive godt. Han stønnede lidende, lidt ligesom tidligere da John havde vækket med larm og rabalder.
”Jaja, du har det hårdt,” bemærkede Adam og skulle til at sige noget mere da John med eftertænksom stemme sagde:
”Jeg tror jeg har talent for det her.” Han stod og så vurderende på kameraets miniature skærm. Theo kiggede op på ham med skepsis.
”Det tvivler jeg på.” Han skulle til at nævne hvordan det var forkert med blitzen direkte på motivet – ham i det her tilfælde – men tænkte så at det jo nok havde været intentionen. Og hans tanker blev bragt i andre baner ved de næste ord.
”Og det er da egentligt nogle fikse boxershorts du har dig der Teddy,” grinede John, ”Very…. Cute.” Theo kastede et blik ned af sig selv. Jep, der var de boxershorts han engang havde fået i gave, som en joke (håbede han), prydet med en masse små orange katte der på forskellig vis jagtede tilsvarende små garnnøgler. Cute, var nok det rigtige ord.
”En gave,” sagde han kort og grinede lidt.
”Hmm,” brummede Marius bag ham, ”det kan du jo sagtens sige. Hvorfor skulle vi ikke bare tro at du ledt længe og ihærdigt efter dem?” Theo sendte ham et udfordrende smil.
”Du kan vel tro hvad du vil, hr. Jeg-har-op-til-flere-par-boxers-med-fine-små-noder-på.”
Marius hostede og sagde, ”Nå skal vi ikke se at komme videre med de film? Den her var alligevel ikke så god, og jeg synes at ane daggryets komme.”
”Jo, lad os da det,” grinede John. Han satte en ny film i rækken på.
”Nej, der er da ingen grund til at sove! Ingen tid til at sove!” sagde han med energisk stemme der fik samtlige i rummet til at rulle med deres lukkede øjne. Fra Adams skikkelse der lå vendt mod væggen kom en mumlen der kunne lyde meget som ”Masser… tid”
Larmen der var forsvundet i et smukt øjeblik mens Jonathan sagde de par ord, fortsatte igen med fornyet styrke og Theo besluttede sig nu helt og holdent for at der virkelig skulle kvælning til, intet mindre, før det holdt op. Han kastede sin pude mod englænderen og blev overrasket da den rent faktisk ramte ham square i fjæset. Der kan man bare se, tænkte han da den forfjamskede John tabte grydeskeen i et forsøg på at afværge skuddet.
”Haha! Jeg er ikke slået!” råbte John selvsikkert og dukkede sig ned efter skeen igen for at reetablere den skønne opvækning da Marius der også havde fået nok sprang op med sin dyne i hænderne og et friskt grin.
”Næh du kan tro nej, din slambert!”
Derfra var det lidt af et kaos med John der blev fanget i dynen og Marius der fik tvunget ham ind mod den nærmeste seng som tilfældigvis var Adams. Ejeren af denne gav op håbet om at sove videre og skubbede sig op og gik ind i kampen netop som John fik råbt, ”Hvorfor kunne du ikke en være en bloody splejs?!”
Til sidst krævede det den fælles indsats fra Marius, Adam og Theo at få Jonathan, stadig viklet sikkert ind i dynen, helt ned på gulvet og pacificeret og frataget den kasserolle der havde virket som stortromme.
”Okay, okay! Truce!” råbte han, stemmen dæmpet af dynens tykkelse. De tre så på hinanden som de sad, Theo på hans ben for at holde dem nede, Marius mere eller mindre overskrævs på hans overkrop og Adam stadig på kanten af sin seng og stolt med våbnene ude af Johns rækkevidde. De så på hinanden med indforståede blikke der vidste præcis hvad der ville komme nu, allerede før Marius ytrede ordene med en påtaget eftertænksomhed.
”Hmm, våbenhvile kan vi måske gå med til,” sagde han langsomt og så med et djævelsk grin fortsatte han, ”men først er det vist på sin plads med en lille erstatning for den svie og smerte det er at blive vækket klokken…” ”halv to,” indskød Theo med et kig på sit armbåndsur. Marius nikkede. ”Vækket klokken halv to om natten med sådan et rabalder. Hvad siger I drenge? Kildning til overgivelse?” De grinede alle tre ved det skrækslagne udtryk der voksede frem på Johns ansigt, men han nåede ikke at gøre nogen synderlig modstand før de var på ham. Hans fangenskab i dynen blev ofret til fordel for den tilfredsstillelse det var at høre hans forpustede mellemting mellem skrig og grin, og det var først da de var sikre på at nu kunne han simpelthen ikke klare mere at de lod ham gå. Gå var så meget sagt, siden han lå krummet sammen på gulvet og prøvede at få vejret i et godt stykke tid. De andre rykkede lidt tilbage, men gjorde ikke mine til at gå i seng igen. Theo der sad lænet op ad sin egen seng skubbede til Johns ben med sin bare fod. Han lagde mærke til at den anden var fuldt påklædt til forskel fra dem han havde vækket. Han måtte have været oppe til nu, eller også skulle det være sådan at han var vågnet, taget tøj på og derefter sat ud på en selvmordsmission. Næppe.
”Hvad fanden ville du med det spektakel anyways?” spurgte han henkastet og ømmede sig så lidt der hvor et par fødder havde ramt under kampen, ”du sparker satans hårdt, forresten.”
”Det er jo klart… Når man sådan bliver… angrebet,” pustede John ud og da så vejret igen var kommet rigtigt ned i hans lunger, satte han sig op og udbrød, ”Der er for lidt tid i verden til at spilde den på at sove! Der er så meget andet der skal gøres!”
”Som hvad?” Marius’ stemme lød tør fra hvor han havde placeret sig på sin egen seng, nu dyneløs. Han gjorde ikke noget for at skaffe sin dyne tilbage, ikke endnu. Jonathan sendte ham et vidende grin og rakte den ene hånd op som for at tage imod noget.
”Det får du at se. Adam, min fine ven, bring mig gryden,” sagde han med officiel stemme. Adam der stadig sad med den i hånden på sin seng så skeptisk på Johns ryg og oprakte hånd.
”Du har ikke tænkt dig at lave mad, har du?” spurgte han med bange anelser. Uden at vide hvor præcis det kom fra, var det vist normalt kendt at kulinarisk talent ikke var at finde hos fyren.
”For så tror jeg at vi alle ved at det er sikrere og bedre at sove,” bemærkede Theo, ”til enhver tid.” John sendte ham et blik der havde fået Theo til at knække sammen af grin var det ikke for hans næste ord, der helt sikkert var startskuddet til alles højlydte grin.
”Nej da! Jeg har film i den gryde,” sagde han og så forbløffet på dem da de skreg af grin, ”jamen, det er da en meget smart opbevaringsmetode? Jeg har jo ikke lommer der er store nok.” Adam kastede gryden ned i skødet på Jonathan og denne tog låget af og frembragte en stak dvd’er som han stolt viste frem.
”Mine herrer, her har jeg en samling af de bedste gyserfilm produceret til dato, et langt bedre alternativ end søvn, og jeg foreslår hermed at vi gør det til vores opgave at se dem.” Han så ivrigt afventende på dem. De vekslede blikke mens deres latter døde ud.
”Okay,” sagde Marius og John så overrasket rundt.
”Skal der ikke mere til? Ingen overbevisende taler? Løfter om aldrig at larme sådan igen?” spurgte han.
”Nu er vi jo alligevel oppe og vågne, og så længe det ikke er nogle lortefilm,” sagde Adam og greb ud efter dvd’erne for at kigge dem igennem med en vurderende mine.
”Plus, vi ved allesammen at du aldrig ville kunne holde det løfte. Jeg er ret sikker på at du holder for meget af larm og for lidt af os, til at holde dig i skindet,” bemærkede Theo mens han så Jonathan rejse sig og fremskaffe sin laptop.
”Det kan der være noget om,” mumlede han med et lille grin og så lidt højere, ”hvor gjorde jeg af de højtalere? Oh, her!”
Da først computeren var sat op, filmen valgt – én der med taglinen You scream. You die lød passende farlig til at starte med – og alle puder og dyner i værelset samlet til en bunke og de fire drenge havde fundet sig behageligt til rette, begyndte dvd-menuen med et lydspor der garanteret med vilje var helt tomt.
Ud af stilheden der hvilede et øjeblik kom Marius’ stemme tørt:
”Og nej, jeg gider altså ikke holde dig i hånden hvis du bliver bange, John”
”Sod off, Marius,” svarede han tvært og skubbede sig op for at trykke play, men kunne ikke helt skjule smilet.
”Desuden er jeg med sikkerhed ikke den største wuss her,” sagde han med overbevisning.
”Det får vi jo at se,” sagde Adam og fik så en ide, ”den første bliver bange eller skriger, taber og skal…” Han gik i stå i forsøget på at finde på en passende straf.
”Gøre rent i en uge!” bød Theo ind og der blev nikket hele vejen rundt.
”Det lyder fair nok, der kunne også godt tåle at blive lidt renere herinde,” bemærkede Marius med et blik rundt i rummet.
”Deal,” sagde John og satte sig igen ned.
De nåede igennem den første film uden nogen skrig, udover de fatale par stykker der var i filmen. Den næste film blev straks sat til at spille, men det var hurtigt tydeligt at den ikke var af samme kaliber. Halvvejs inde i filmen gabte Adam højlydt og John vendte opmærksomheden fra den middelmådige film som han alligevel fulgte med i – for det var jo en film no matter what.
”Er man måske træt?” spurgte han med et smil, ”måske skulle vi ændre reglerne så man også taber hvis man falder i søvn?”
”I så fald–” Adam gabte igen, ”taber jeg ikke. Theo gik i gulvet for et godt stykke tid siden.” Han nikkede mod den rødhårede der på mest charmerende vis lå med hovedet vippet tilbage og munden lidt åbent. Tydeligvis sovende.
”Jeg stemmer for at vi ændrer reglerne! Hvem er med?” udbrød John i en dæmpet stemme for ikke at vække den soon-to-be tabende. Marius kastede et enkelt blik på Theo og tænkte at så ville der da være nogen der gjorde rent, nogen som ikke var ham.
”Aye,” sagde han og Adam nikkede istemmende.
”Så er det altså vedtaget, ved flertal, endda enstemmigt hvis man tæller sovende tossehoveder fra.” John tænkte et øjeblik over hvad den bedste måde ville være at meddele denne nyhed og så blev hans blik fanget af noget. På Theos skrivebord, der umiddelbart lignede en krigsmark med papirer og bøger og tegneserier og fotografier og blyanter og et enkelt par seler, stod det som alle vist vidste var hans største skat. På nær måske den fandens kat han altid snakkede om. John sprang op og greb, med en vis forsigtighed, det kamera som havde fået ærespladsen. Han stillede lidt på knapperne og blitzen for at sikre sig det bedste resultat. Ikke ligefrem billedmæssigt, men med andre effekter i tankerne.
Det velkendte klik burde måske have vækket Theo, men det var ikke før det skærende hvide lys brændte sig ind på hans øjne at han fortumlet og forskrækket kom til bevidsthed. De første øjeblikke var hans øjne store og forvirrede og mere eller mindre blændede. Så så han skikkelsen der ragede over ham med noget i hænderne der bestemt ikke var hans.
”Hvad fanden…?” mumlede han. Prikker for øjnene fik det mørke rum til at se sært ud og hjalp kun til at gøre ham mere forvirret. Et klap på ryggen bagfra og han vendte sig. Marius grinede og sagde så,
”Vi har hermed bestemt at man også har tabt hvis man falder i søvn. Hvis man faldt i søvn. Så jeg ser frem til et rent værelse nu.” Theo skar en grimasse da han hørte det og så nikkende hoveder og grin hos Adam og John også. Fedt! Det næste var at kaste et blik rundt på det tydelige drengeværelse. Det skulle nok blive godt. Han stønnede lidende, lidt ligesom tidligere da John havde vækket med larm og rabalder.
”Jaja, du har det hårdt,” bemærkede Adam og skulle til at sige noget mere da John med eftertænksom stemme sagde:
”Jeg tror jeg har talent for det her.” Han stod og så vurderende på kameraets miniature skærm. Theo kiggede op på ham med skepsis.
”Det tvivler jeg på.” Han skulle til at nævne hvordan det var forkert med blitzen direkte på motivet – ham i det her tilfælde – men tænkte så at det jo nok havde været intentionen. Og hans tanker blev bragt i andre baner ved de næste ord.
”Og det er da egentligt nogle fikse boxershorts du har dig der Teddy,” grinede John, ”Very…. Cute.” Theo kastede et blik ned af sig selv. Jep, der var de boxershorts han engang havde fået i gave, som en joke (håbede han), prydet med en masse små orange katte der på forskellig vis jagtede tilsvarende små garnnøgler. Cute, var nok det rigtige ord.
”En gave,” sagde han kort og grinede lidt.
”Hmm,” brummede Marius bag ham, ”det kan du jo sagtens sige. Hvorfor skulle vi ikke bare tro at du ledt længe og ihærdigt efter dem?” Theo sendte ham et udfordrende smil.
”Du kan vel tro hvad du vil, hr. Jeg-har-op-til-flere-par-boxers-med-fine-små-noder-på.”
Marius hostede og sagde, ”Nå skal vi ikke se at komme videre med de film? Den her var alligevel ikke så god, og jeg synes at ane daggryets komme.”
”Jo, lad os da det,” grinede John. Han satte en ny film i rækken på.
