Post by David Bundgaard on Feb 24, 2013 2:42:39 GMT 1
En 'anonym' fortælling om en smilende guitar og dens frælser.
Han vidste ikke helt hvordan, men skolen havde en guitar, der kostede ligeså meget som det skattesmæk far og mor havde fået sidste år. Sådan en guitar, der smilede til en hver gang man gik ind i lokalet. Han kendte mærket og prisen, fordi han ofte efter skole havde kigget på den i instrumentbutikken længere nede ad gaden derhjemme. Han havde ofte taget den ned fra væggen og havde spillet på den i den instrumentbutik. Bare glemt prisen et øjeblik.
Når han så på guitarens smilende ansigt med det ene store kyklopøje, tænkte han på det de gik igennem for at skattesmækket ikke skulle smide dem på gaden. Og så tænkte han på at skolen her havde en 80.000 kroners guitar hængende på væggen. Den hang der bare som om det ikke var noget særligt. Hvordan kunne man have en 80.000 kroners guitar på et gymnasium, hvor alle kunne bruge og misbruge den som de ville? Hvordan?
Han havde faktisk overvejet at stjæle den. Nogle gange, når han havde sendt den ekstra lange blikke, havde klassekammeraterne set det. Tit foreslog de faktisk at han stjal den. Nogle gange tog han det endda seriøst. Han ville virkelig, virkelig gerne have den. Det var hans drømmeguitar. En guitar der kunne give ham ståpik med den rigtige baggrund (og med en nøgen lækkerbisken, der spillede på den måske).
Mange ville måske tænke, at det er umuligt. Han måtte tage fejl. Ingen skoler har en 80.000 kroners guitar hængende på den måde. Det sagde de alle sammen. Men han havde ret. Han kunne heller ikke selv forklare hvordan det dog var gået til. Hans bedste bud var, at skolen måtte have været meget heldige på ebay. Eller til et loppemarked. Det var heller ikke vigtigt. Den var der. Lige der på væggen.
I starten snakkede han rigtig meget om den. Som piger snakker om deres crush til sine pigefnidderveninder. Han forstod det ikke. Han kunne vågne om morgenen og få dybe søvndrukne rynker i panden over, hvor lidt han forstod det. Hvorfor havde fucking Lyngvig Kostgymnasium en guitar til 80.000, når han havde en til 220?
Efter noget tid begyndte det at frustrere ham. Ikke bare lidt, men rigtig meget. Han kunne vågne op om natten af frustration. Endda midt i lækker sex med kæresten.
“Hvorfor-...” Kys. “har-...” Kys. “skolen en guitar-...” Kys. “til 80.000 kr-...?” Kys.
“Og hvad er egentlig meningen med livet?” Kunne svaret så blive.
Provokerende respons, ville han tænke. Og så kunne han finde på at ryge. Når det var overstået, selvfølgelig.
Det var efterår da han så gjorde noget overilet. Det var sært. Da han tog beslutningen. Dog stille og roligt. Mens han gik rundt om Det Hule Træ. Ikke fordi det var noget han gjorde ofte.
Han gik. Stoppede op. Og trak på skuldrene, inden han satte det ene ben foran det andet igen. Det var hvad den observerende ville se.
Men det øjeblik han stoppede op, fik han en idé. Det øjeblik han trak på skuldrene, besluttede han at føre den ud i livet. Det øjeblik han gik igen, var der hvor han mærkede, at han nok hellere skulle finde et toilet snarest muligt.
Det skulle være om natten. En dumdristig kammerat, som han stolede på, havde meldt sig på banen. Planen var enkel, men den kunne ende frygteligt galt. Først skulle de sørge for at kældervinduet forblev åbent. At ingen af de tre rengøringsdamer fandt på at låse det.
Det lykkedes ikke første nat. Heller ikke natten efter. Men mennesker fejler og tredje gang var nu engang lykkens gang. De fik hans guitar igennem vinduet, hvilket viste sig at være sværre end først antaget. Så fandt de ud af at kælderdøren var låst, men den fik de op med et af de hårde plektre han havde i lommen. Hvilket held. Guitaren stødte ind i dørkarmen og dens lyd rungede smukt i hele rummet.
De to fyre døde næsten. Deres kroppe stivnede i mindst 15 sekunder, inden det gik op for dem at Det Hule Træ var helt og aldeles mennesketomt. Bortset fra dem. Så lo de der i døren med guitaren i hånden. Dog stoppede de hurtigt, da de kom i tanker om de frygtede nattevagter. De lagde deres ansigter i alvorlige folder og fortsatte deres færd på listefødder.
De fandt musiklokalet. Med guitaren. Den smilede til den og så på dem med dens store kyklopøje.
Den sagde: “Vær hilset, mine to opdagelsesrejsende.”
De to opdagelsesrejsende tog den ned fra dens plads på væggen og byttede den ud med guitaren til 220 kroner.
De smilede til hinanden i stilheden og krammede ganske kort. Lige akkurat så de beholdt deres manddom. Planen var lykkedes. Nu skulle de samme vej ud.
Selv ikke det gik galt. De forstod det ikke rigtig selv. De vidste bare, at dette skulle kæresterne vide. Og børnene om 25 år. Den nat sov de ikke meget. De betragtede bare den smilende guitar fra deres senge på værelset og var sikre på at de kunne høre den lulle dem i søvn.
Han vidste ikke helt hvordan, men skolen havde en guitar, der kostede ligeså meget som det skattesmæk far og mor havde fået sidste år. Sådan en guitar, der smilede til en hver gang man gik ind i lokalet. Han kendte mærket og prisen, fordi han ofte efter skole havde kigget på den i instrumentbutikken længere nede ad gaden derhjemme. Han havde ofte taget den ned fra væggen og havde spillet på den i den instrumentbutik. Bare glemt prisen et øjeblik.
Når han så på guitarens smilende ansigt med det ene store kyklopøje, tænkte han på det de gik igennem for at skattesmækket ikke skulle smide dem på gaden. Og så tænkte han på at skolen her havde en 80.000 kroners guitar hængende på væggen. Den hang der bare som om det ikke var noget særligt. Hvordan kunne man have en 80.000 kroners guitar på et gymnasium, hvor alle kunne bruge og misbruge den som de ville? Hvordan?
Han havde faktisk overvejet at stjæle den. Nogle gange, når han havde sendt den ekstra lange blikke, havde klassekammeraterne set det. Tit foreslog de faktisk at han stjal den. Nogle gange tog han det endda seriøst. Han ville virkelig, virkelig gerne have den. Det var hans drømmeguitar. En guitar der kunne give ham ståpik med den rigtige baggrund (og med en nøgen lækkerbisken, der spillede på den måske).
Mange ville måske tænke, at det er umuligt. Han måtte tage fejl. Ingen skoler har en 80.000 kroners guitar hængende på den måde. Det sagde de alle sammen. Men han havde ret. Han kunne heller ikke selv forklare hvordan det dog var gået til. Hans bedste bud var, at skolen måtte have været meget heldige på ebay. Eller til et loppemarked. Det var heller ikke vigtigt. Den var der. Lige der på væggen.
I starten snakkede han rigtig meget om den. Som piger snakker om deres crush til sine pigefnidderveninder. Han forstod det ikke. Han kunne vågne om morgenen og få dybe søvndrukne rynker i panden over, hvor lidt han forstod det. Hvorfor havde fucking Lyngvig Kostgymnasium en guitar til 80.000, når han havde en til 220?
Efter noget tid begyndte det at frustrere ham. Ikke bare lidt, men rigtig meget. Han kunne vågne op om natten af frustration. Endda midt i lækker sex med kæresten.
“Hvorfor-...” Kys. “har-...” Kys. “skolen en guitar-...” Kys. “til 80.000 kr-...?” Kys.
“Og hvad er egentlig meningen med livet?” Kunne svaret så blive.
Provokerende respons, ville han tænke. Og så kunne han finde på at ryge. Når det var overstået, selvfølgelig.
Det var efterår da han så gjorde noget overilet. Det var sært. Da han tog beslutningen. Dog stille og roligt. Mens han gik rundt om Det Hule Træ. Ikke fordi det var noget han gjorde ofte.
Han gik. Stoppede op. Og trak på skuldrene, inden han satte det ene ben foran det andet igen. Det var hvad den observerende ville se.
Men det øjeblik han stoppede op, fik han en idé. Det øjeblik han trak på skuldrene, besluttede han at føre den ud i livet. Det øjeblik han gik igen, var der hvor han mærkede, at han nok hellere skulle finde et toilet snarest muligt.
Det skulle være om natten. En dumdristig kammerat, som han stolede på, havde meldt sig på banen. Planen var enkel, men den kunne ende frygteligt galt. Først skulle de sørge for at kældervinduet forblev åbent. At ingen af de tre rengøringsdamer fandt på at låse det.
Det lykkedes ikke første nat. Heller ikke natten efter. Men mennesker fejler og tredje gang var nu engang lykkens gang. De fik hans guitar igennem vinduet, hvilket viste sig at være sværre end først antaget. Så fandt de ud af at kælderdøren var låst, men den fik de op med et af de hårde plektre han havde i lommen. Hvilket held. Guitaren stødte ind i dørkarmen og dens lyd rungede smukt i hele rummet.
De to fyre døde næsten. Deres kroppe stivnede i mindst 15 sekunder, inden det gik op for dem at Det Hule Træ var helt og aldeles mennesketomt. Bortset fra dem. Så lo de der i døren med guitaren i hånden. Dog stoppede de hurtigt, da de kom i tanker om de frygtede nattevagter. De lagde deres ansigter i alvorlige folder og fortsatte deres færd på listefødder.
De fandt musiklokalet. Med guitaren. Den smilede til den og så på dem med dens store kyklopøje.
Den sagde: “Vær hilset, mine to opdagelsesrejsende.”
De to opdagelsesrejsende tog den ned fra dens plads på væggen og byttede den ud med guitaren til 220 kroner.
De smilede til hinanden i stilheden og krammede ganske kort. Lige akkurat så de beholdt deres manddom. Planen var lykkedes. Nu skulle de samme vej ud.
Selv ikke det gik galt. De forstod det ikke rigtig selv. De vidste bare, at dette skulle kæresterne vide. Og børnene om 25 år. Den nat sov de ikke meget. De betragtede bare den smilende guitar fra deres senge på værelset og var sikre på at de kunne høre den lulle dem i søvn.
