Post by Xazal on Jul 29, 2013 12:52:06 GMT 1
... hvilket er det mest informative, jeg kan skrive efter ... Sig mig, hvad fanden skriver man egentlig til sine Fellows (hvad er det nu, man kalder nogen som jer?) efter SÅ lang tids inaktivitet (efter megen hjernenedbrydning, nedslidthed i sjæl og legeme og ikke engang en sjat ægte russisk vodka)?
I virkeligheden burde der vel stå: "... og BTW, så lever jeg stadig!" - selvom det kun er Marius, der er frisk nok til at rejse sig fra graven og påpege, at livet går sin gang. Damn it!
Nåmenøøh, jeg svælger lidt i selvbebrejdelse over at have svigtet jer - og ikke mindst mig selv - i min præ- og post-eksamensperiode. Alt, der lå i mellem var OK.
Fraværet, der fulgte, fik jeg heller ikke annonceret - et mindre tegn på stress, I guess. Har været på meget langt familiebesøg i det tyrkiske rige - selve dén ferie var mere udmattende end de to køreture hhv. fra og til Danmark gennem Europa... fordi alting gik galt, synes jeg.
Siden jeg er alt for træt til overhovedet at udtrykke nogen form for gensynsglæde - udover at poste dette meningsløse indlæg - så siger jeg bare... Hej! Det er godt, at I lever. Det er godt, at min milde lungebetændelse aldrig bliver værre. Det er godt, at der er varmere i Danmark end i Tyrkiet. Det er godt, at jeg er en idiot. Det er skidt, at jeg misunder hovedkarakteren fra On the Road, mens jeg sidder på bagsædet af vores bil og kigger på tjekkiske køretøjer.
Mit DNA ligger på en motorvej i Istanbul, medmindre det er blæst væk - og er havnet på en gemen Atatürk-fanatikers sukkermad. Ad.
Jeg har tabt mig... røv og nøgler! Og jeg kalder mig stadig Xazal.
I virkeligheden burde der vel stå: "... og BTW, så lever jeg stadig!" - selvom det kun er Marius, der er frisk nok til at rejse sig fra graven og påpege, at livet går sin gang. Damn it!
Nåmenøøh, jeg svælger lidt i selvbebrejdelse over at have svigtet jer - og ikke mindst mig selv - i min præ- og post-eksamensperiode. Alt, der lå i mellem var OK.
Fraværet, der fulgte, fik jeg heller ikke annonceret - et mindre tegn på stress, I guess. Har været på meget langt familiebesøg i det tyrkiske rige - selve dén ferie var mere udmattende end de to køreture hhv. fra og til Danmark gennem Europa... fordi alting gik galt, synes jeg.
Siden jeg er alt for træt til overhovedet at udtrykke nogen form for gensynsglæde - udover at poste dette meningsløse indlæg - så siger jeg bare... Hej! Det er godt, at I lever. Det er godt, at min milde lungebetændelse aldrig bliver værre. Det er godt, at der er varmere i Danmark end i Tyrkiet. Det er godt, at jeg er en idiot. Det er skidt, at jeg misunder hovedkarakteren fra On the Road, mens jeg sidder på bagsædet af vores bil og kigger på tjekkiske køretøjer.
Mit DNA ligger på en motorvej i Istanbul, medmindre det er blæst væk - og er havnet på en gemen Atatürk-fanatikers sukkermad. Ad.
Jeg har tabt mig... røv og nøgler! Og jeg kalder mig stadig Xazal.