Bænkene ude foran Sneglehuset.

[Marc]

En opstilling af bænke ude foran Sneglehuset, der oftes bruges som samlings punkt af eleverne. Enten om de bare skulle sidde og snakke, eller lave noget mere produktivt som lektier, hvis vejret tillader det, så sidder der ofte nogle der.

[Marc]

//Ankommer fra aktivitets rummet.

Marc var taknemmelig for at Pernille ikke var den slags pige, der blev intimideret af Davids vrede attitude. Marc havde hurtigt lært sidste år at lade det gå forbi, eller lytte hvis fyren havde brug for det. Det var nok en af de ting der gjorde af de to fungeret så godt sammen.
Men andre lod sig påvirke helt vildt af det, hvilket kunne være temmelig irriterende. Pernille hørte heldigvis ikke ind under den katagori. Hun snakkede som altid og spankulerede over mod bænkene, hvor de kunne sidde.

''Måske kommer det til at knibe,'' Han tvivlede. ''Men så stjæler vi bare en kasse mere. De ryger vel også hurtigt når du først kommer igang.''

Han så smilende på hende og stillede ølkassen på et af bordene der hørte til bænkene. De brune øjne flyttede sig over på David. For selv om Marc ofte lod Davids vrede være, så var han ikke iskold og ignorerede jo.

''Er du okay?''

Der var bare ingen grund til at spørge mere end en gang, hvis David sagde ja. David vidste at han bare skulle snakke, havde han brug for det, og så lyttede Marc jo. Sådan var det altid.

[David Bundgaard]

David oppede sig til et smil, der så så ægte ud som muligt. "Yeah. Altså, det er jo hendes fucking eget problem, mand." Han lo lidt og tog en øl fra kassen.

Han var virkelig irriteret inderst inde. Han havde virkelig ikke lyst til - på nuværende tidspunkt - at acceptere, at de skulle have sådan et forhold fremover. Det var spild af alle de gode år de havde haft sammen. Han kunne acceptere at de måske ikke skulle være kærester. Det var bare ærgerligt. Hendes problem. Men de havde været skide gode sammen også bare som venner. Det ville de aldrig få tilbage. Det ville jo aldrig fungere. Det var gået tabt. Og han havde virkelig svært ved at se, at det kun var hans skyld. Og alle de her ting, tænkte han jo kun, fordi han var ved at være fuld. Ellers ville han slet ikke tænke rigtigt over det.
Dog skulle det ikke ødelægge hans aften. Det ville være nederen.

"Hvad er jeres plan med det her?"

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille puffede til Marc med albuen.
"Klart," svarede hun og tog opfordringen op ved at tage en øl fra kassen. Hun vædede sine læber med tungespidsen og betragtede de to gennem halvt lukkede øjne.

Med et lille spring placerede hun sig på bænkebordet og lod fødderne dingle slapt. Pernille lod sig ikke mærke med Davids irritation; hun fingererede lidt med kapslen på flasken.

"It's obvious," grinede hun, "vi skal da have det lidt sjovt."
Pernille løftede ølflasken mod Marc som en tavs opfordring til, at han skulle åbne den. Hvordan han kunne bruge en anden ølflaske til at ordne det, havde hun aldrig fundet ud af. Gid, hun havde været forudseende nok til at tage en oplukker med.

[David Bundgaard]

"Det lyder da som en meget god plan," sagde han og drak af sin øl uden at kunne holde et skævt smil tilbage. "Tak, mand. Jeg havde aldrig slippet ud af kvindemenneskets kløer. Det ville bare ende med at jeg fucking kværkede hende, fordi hun er så åndssvag. Seriøst, ik'? Vi havde stadig været sammen, hvis ikke hun var såd'n en skide jaloux type, ik'? Det kan stadig irritere mig. Det er bare en kæmpe degradering af mit sexliv. Nu ved jeg godt at det er lang tid siden at vi brød med hinanden, men man tænker jo på det nogle gange, ik'?" Der var stille lidt og han så fra Pernille til Marc. "Jeg skal bare holde kæft nu, right? Det er også bare fordi det kører i mit hoved lige nu." Han bankede lidt på sit hoved og begyndte så at grine. "Måske er blondiner bare ikke noget for mig alligevel. No offence, Pernille." Han pegede på hende med øllen. "Skål." Han drak en god slurk.
"Har I egentlig knebbet?" Han så fra Marc til Pernille igen med et skævt smil.

[Marc]

Marc lyttede dog til hvad hans ven sagde. Det hele kom ud og Marc havde aldrig helt været i tvivl om at skylden efterfølgende lå hos Amanda. Godt nok havde David dummet sig gevaldigt med Anna til den aften og det lignede nu heller ikke David. Fyren havde jo altid været hel væk i Amanda, uanset hvor fuld han var, men at tøsen så reagerede sådan efter følgende. Det var på ingen måde fair, for David havde sgu gjordt hvad han kunne for at forbedre det.
Så at de ikke var sammen mere var kun Amandas skyld.

Marc kunne dog ikke lade være med at smile lidt af David, da ordstrømmen var sluppet op og David så på ham og Pernille.

''Jeg tvivler på du nogensinde vil vende dig efter en brunette desværre.''

Han løftede øllen til skål og skulle lige til at tage en slurk, da David kastede spørgsmål efter ham og Pernille. Hvor kom det fra? Marc så over på Pernille i et flygtigt øjeblik, for selv om hans indskydelse var nej, så havde han jo flere sorte huller med hende. Men han ville jo nok vide det, hvis han havde været sammen med hen de på den måde.

''Nej.''

[David Bundgaard]

"Haha, fair nok." Han lo og drak lidt mere. Han kunne godt lide at se på de to. Og han var glad for at det var de to og ikke et hvilket som helst andet par. De var virkelig rare. Og han var virkelig glad for at de havde reddet ham. Han savnede Amanda ekstremt meget.
Det var underligt. Deres interne jokes ville uddø. De mest fantastiske jokes. Han kunne høre, læse eller se noget, der kunne få ham til at tænke på deres interne jokes, og så ville det overfalde ham. Savnet. Fordi han ikke lige kunne puffe til hende, så de kunne le sammen. Fordi han ikke lige kunne smide hende en sms og smile over hendes kække svar. Det var slut. Deres fede jokes ville uddø. Deres tossede regler, når der kom gule biler. Det ville uddø. Det gjorde jo helt ondt. Øv.

Han så ud i luften, og han var tavs og irriteret, og han fyldte sig med alkohol. Hvor var Amanda henne nu?
"Det' lort," svarede han til det med brunetten. "Det gør det lidt mere begrænset."

[Pernille Maria Monggaard]

David snakkede og snakkede. Pernille smilede og følte sig godt tilpas. Hvor var han sød, ham David. Hun var blondine, sikkert også dum, men ikke så dum, at David for hende så ud, som om han var upåvirket af hans og Amandas break-up. Tværtimod.

Men Pernille kunne ikke lade være med at le med, da David bankede sig selv sigende på hovedet. Hun fugtede læberne med øllen, men brød så sammen af grin og lod være med at drikke. Hun kunne ikke løfte sin øl til skål, for hun krummede sig sammen over sine lår.

"Har I kneppet?" spurgte David så pludseligt, at hendes latter stilnede af. Men hun viste tænder i et frækt grin og blinkede til Marc.

"... ikke endnu," fortsatte hun hans enlige "nej" og spidsede læberne et øjeblik, som om hun pludselig faldt hen i egne tanker. Hun pillede ved nogle af sine lokker og løftede hovedet. Ansigtet var vendt mod David.

"Altså, sex behøver ikke altid være forpligtende. Jeg mener, Amanda behøver ikke føle sig direkte røvrendt, hvis du ikke engang nåede at bolle uden om."

Yep, hvad skulle man egentlig sige? Pernille havde en vag anelse om, at det betød mere for Amanda, end det ville have gjort for hende selv, men det kom vel an på situationen. Hun slog det hele hen med et skuldertræk og løftede benene op på bordpladen. Hun forventede ikke, at David skulle svare. Hun tog bare sin øl op og drak synkront med ham.

[Marc]

Marc kunne ikke skjule et lidt fjoget smil, da Pernille tilføjede et 'ikke endnu', til hans svar til David. Ikke tydeligt, puffede han til hendes ben med hans krop. Han tog en tår af sin øl, mens Pernille snakkede om Amanda, eller det var Pernille som fortalte sin holdning til det med Amanda og Marc måtte sige sig enig. Godt nok havde David dummet sig, men det var jo ikke fordi han havde rendt rundt i ædru tilstand og kneppet hvem han lige kunne få lov til.
Og David havde undskyldt.
Alt for mange gange.

''Enig. Amanda overreagere, men det er jo hendes egen skyld. Du skal ikke tænke mere på det, David.''

Han sendte sin ven et smil. Det var så tydeligt hvor alle Davids tanker var henne. På den lille blonde tøs, der havde været hans kæreste. Ikke en gang Pernille kunne hel tiltrække sig Davids opmærksomhed.

''Men du kan da bare øve dig på mig, hvis du skal lærer at kigge efter brunetter.''

Drillede Marc, for at gøre David i lidt bedre humør.

[Pernille Maria Monggaard]

Hendes fødder hang slapt for enden af hendes ben, og de dinglede lidt formålsløst dér, som hun sad med benene udover bordet og røven placeret på de hårde brædder tæt ved ølkassen. Pernille kneb øjnene sammen og så overdrevet eftertænksom ud, da hun vendte hovedet mod Marc:

"Hey, hvem skal jeg så øve mig på?"

[David Bundgaard]

"Jeg elsker jer to, men I er sgu langsomme," mumlede han med et grin og rejste sig op, men han mistede balancen og faldt tilbage i bænken med et grin.
"Jeg har virkelig brug for smøger... Hvor fanden er min jakke? Marc tog du min jakke?" Han bankede på sin t-shirt, og der var jo ikke nogen lommer og heller ingen jakke at finde, så han måtte nok indse, at han skulle til at gå lidt på jagt, hvis ikke han skulle forlade skolepladsen for at købe dem i kiosken. Ej, det gik jo heller ikke. Han ville have smøger nu, og han gad ikke at gå alle mulige steder hen for at finde dem. For fanden. "Jeg havde den slet ikke med til hygge, vel? Den er nok på mit værelse. Fuck satan i helvede." Han rejste sig op og denne gang genvandt han balancen inden han nåede at falde ned i bænken igen og så begyndte han bare at svaje mod hans værelse. Men han var så vandt til at bo i Rævehulen, at det var den bygning han gik hen mod. Og intet i ham tænkte på at han boede et helt andet sted nu.

//Forlader tråden

[Marc]

"Han er simpelthen uforbederlig."

Sagde Marc med et grin og så efter sin svajende ven, der var gået på jagt efter smøgerne. Han kunne sgu da bare have spurgt Marc. Han havde en pakke liggende i baglommen. Men David var på vej mod Rævehulen, da det gik op for Marc at han havde dem. Og til den tid, fandt han det sjovt at lade vennen vade ind i det forkerte hus.

"Vi burde næste sige til ham at han går forkert, ikke."

Han lænede sig med bænken, lige ved siden af Pernille, der sad og havde benene hængende slap ud.

"Men du er selvfølgelig også velkommen til at øve sig på mig, når nu David er skredet." Han smilte drillende til hende.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille kunne ikke lade være med at grine, da hun kiggede efter David. Hendes latter tog til ved Marcs spørgsmål, og hun forsøgte at ryste på hovedet med sammenknebne øjne. Men Marc havde nok forstået ved hendes kropssprog, at de bare kunne lade David være.

"... bliver så sjovt at se ham komme tilbage," sagde hun med en stemme, der blev skinger af hendes grineanfald. Hun svingede benene over bænkens bordplade mod den anden kant, der vendte mod Marc, så hun sad med front mod ham. Med håndfladerne stemt i bordpladen lod hun sig glide ned på hans skød.

Latteren var stadig i hendes øjne og i det halve smil, men den var stilnet af. Hun så stadig efter David over hans skulder og gav hans arm et klem med den ene hånd. Det var mest for at slippe for at se på Marcs drillende smil - der var noget ved det, der fik blodet til at stige hende til kinderne. Heldigvis var det så mørkt, at den lette rødme ikke kunne ses.

"Du er crazy, Marco," sagde hun lavt og fangede hans milde, brune øjne. Just crazy.
"Der er ingen andre, jeg hellere vil øve mig på lige nu," tilføjede hun lidt højere og smilede til ham.

[Marc]

Marc kunne ikke skjule, hvor tilfreds han var over at hun lod sig glide ned på hans skød og hans ene hånd lagde sig mod hende ryg, mens den anden hvilede på hendes lår. Det havde været en ønsketanke, men han havde ikke troet at Pernille faktisk ville gøre det. Det gjorde det kun det bedre.

''Det er der nogen der siger jeg er,''

Svarede han da hun fangede hans øjne. Han forstod det ikke. Hvorfor havde de ikke kunne gøre det her sidste år? Hvad havde pludselig ændret det for hende? Altså han brokkede sig bestemt ikke, men han havde nu altid troet at hun bare fandt ham interessant når hun var fuld og derfor kun snakkede med ham der.
Men det var tydeligvis ikke tilfældet, selv om de allerede var en lille smule påvirket. Ikke nok til at det kunne bruges som undskyldning på nogen måde.
Han trak det en smule ud og et skævt smil trak i hans ene mundvige, som hans fingre fulgte linjen på hendes ryg.

''Og du må øve dig lige så tosset du vil,''

[Pernille Maria Monggaard]

Fornemmelsen af Marcs arm om livet og hånden på hendes lår var kildrende og rar. Det lukkede den kølige aftenluft væk fra hende. Pernille tænkte i sit stille sind på, at dette her havde været langt nemmere, hvis Marc havde været lidt mere påvirket af alkohol... som han plejede.
Det var mærkeligt at se Marcs øjne afspejle de samme følelser, som lå i hendes blå øjne: Skælmeriet og gnisten, der gjorde det til lidt mere end en flirt. Det blev så åndssvagt real - ikke bare den letsindighed, hun var vant til.

Og dog ...

Pernille viste tænder i et udfordrende smil. Hun løftede en hånd og lod fingrene glide igennem sit hår. Mest af alt ønskede hun, at det var Marcs brune krøller, hun rørte ved og ikke hendes eget, bølgende hår.

"Du bad selv om det," sagde hun uden at kunne skjule morskaben i sin stemme. Hun prikkede ham hårdt i siden, så Marc eksploderede af grin over det uventede, og hun blev nødt til at klamre sig til ham (jep, det var hun virkelig bare nødt til) for ikke at falde sidelæns. Pernille havde slået armene om ham og klyngede sig til ham. Hendes kind hvilede mod hans skulder, og hun nød fornemmelsen af hans krop, der bare rystede af grin. Hendes tænder var synlige i et stort grin, og hun kunne ikke selv lade være med at grine.

"Ej... Undskyld, jeg kunne ikke dy mig..."

Hun fnisede igen.