Lille vej i udkanten af midtbyen

[Marius Emil Lundqvist]

En mindre landevej, som fører fra midtbyen direkte til gymnasiets arealer; der er lidt over 2 km. til selve Lyngvigs centrale tov.

På denne vej er den nærmeste Drugstore en lille kiosk, der har åbent til 22:00, som eleverne mere eller mindre flittigt benytter sig af, når de bare lige skal ha' et eller andet fjong.

(Yes, fiktion FTW!)

[Marius Emil Lundqvist]

//Til tråd fra Hyggeaften med Anna Mørk (Mmmm.):

Marius slap Annas håndled, da de stod ude på gangen. Hans skridt mod udgangen var målrettede, og han skævede til hende en gang eller to, indtil de var udenfor. Hendes bemærkning om legetøjet fik straks et hav af mere eller mindre uvelkomne associationer til at vælde op i hans hjerne, men Marius vægrede sig for en gangs skyld ved at dele dem med den rødhårede pige fra sin årgang. Han frygtede ikke for, at hun skulle mistolke hans flabede, måske perverse bemærkninger; Marius havde ikke opfattelsen af, at hun lod sig besnære af hverken skælmeri eller 7. klasse-humor. Ikke, at han mestrede hverken at charmere pigerne, eller savle helt over 7. klasse-humor.

Marius tillod sig selv at nyde tavsheden mellem dem og alle naturens afdæmpede lyde. Han sendte et blik rundt og så lys i elevhusene. Der var nogle skikkelser foran Sneglehuset ved bænkene, men han kunne ikke se, hvem det var fra denne afstand. Det var også lige meget.
Marius gik på sin sædvanlige skødesløse facon - og med de alt for lange skridt - hen over skolens enorme græsareal og hen mod den lille smutvej ud til landevejen, der var i den fjerne ende af sportspladsen (fodboldbanen, eller hvad man nu ønskede at benytte græsarealet til). Det var ikke den mest bekvemme genvej, fordi han måtte dukke sig meget for ikke at få grene og blade i ansigtet.
Han kunne selvfølgelig have gået over parkeringspladsen foran Det Hule Træ, men så ville de havne helt for enden af vejen. Marius havde én eller anden irrationel forestilling om, at distancen til målet blev kortere, hvis man gik over græsset, selvom han i virkeligheden forcerede nøjagtig samme afstand på græsset indenfor Lyngvig Kostgymnasiums område.

Marius stoppede op, da de stod på vejen og så hen over skulderen på Anna, der uden at bøje nakken eller krumme ryggen, kom til syne mellem buskene. Han løftede en hånd og strøg pandehåret til siden, fordi det kildede.

[Anna Mørk]

//Til tråd fra hyggeaften


De krydsede græsplænen. Hun kunne mærke fugten derfra igennem sine sorte ballerinaer. Men det gjorde ikke noget. Hvis det ikke var fordi de skulle gå et lille stykke, hvor der lå grene og eventuelle smadrede ølflasker, havde hun taget dem af. Anna kunne godt lide fornemmelsen af græs under fødderne.
Marius var kun nogle få meter foran hende, da han gik igennem buskene, men alligevel blev han til en mørk silhuet. En stor mørk silhuet. Det trak i hendes mundvige, og så fulgte hun med ham igennem.

Marius stoppede op på vejen, for at vente på hende. Hun havde lyst til at sige et eller andet med at hun godt var klar over at hun ikke havde lige så lange stænger, som han havde, men at han ikke behøvede at stoppe op hver andet minut.
Hun gjorde det dog ikke. I stedet kiggede hun tilbage på busken. I det fjerne kunne hun høre latter. Ellers var der bare stille. Udover Marius og hendes egen vejrtrækning, som knap nok var hørlig. Det var jo heller ikke fordi det var en kæmpe stor præsentation at krydse fodboldbanerne i gå tempo.

Lygtepælene var tændt. De kastede striber af lys ned på vejen, som så uendelig gammel ud, i forhold til dem i København. Et øjeblik savnede hun storbyens konstante larm og liv, men hun skød fornemmelsen af hjemve væk, og koncentrerede sig om ikke at snuble over sine egne fødder og sprækkerne i vejen.
Hun havde alligevel drukket mere, end hun først havde antaget.

”Har du penge med, Marius?” Anna kiggede op på Marius. Hvis han ikke havde en pung med, så var det lige før hun bare ville foreslå at de satte sig på kantstenen og kiggede op på himlen, der bare var håbløst mørk denne aften. Så kunne de få natten til at gå med det.

[Marius Emil Lundqvist]

Det trak i Marius' mundvige ved Annas spørgsmål. Han stak en hånd i den ene bukselomme, mens han svarede: "Selvfølgelig har jeg det."
Den velkendte fornemmelse af det ru plasticcover, som var hans iPhones bagbeklædning, var det første, hans fingre strejfede i lommen, før han fandt den lidt krøllede hundredekroneseddel. Han trak den op mellem tommel- og pegefinger med et triumferende smil, der skinnede hvidt i skæret fra den nærmeste lygtepæl.

"Kinder-æg!" udbrød han - det var slet ikke til at tage fejl af begejstringen i hans halvalvorlige stemme, der virkede et par år ældre end de seksten, han endnu var. Lige nu var den præcis så drenget, som hans alder påkrævede af ham. Han slentrede skødesløst hen ad den lille vej med et skævt smil og strålende, lyseblå øjne. Af og til kastede han et blik på den lidt alvorligere, rødhårede pige, hvilket bare gjorde hans skridt endnu mere målrettede, idet de nærmede sig kiosken.

De gik i tavshed. Marius gjorde intet for at sætte farten ned, selvom han kunne høre Annas skridt blive skiftevis hurtigere og langsommere cirka en halv meter skråt bag sig - en lyd, han var bekendt med, fordi de fleste med jævne mellemrum måtte sætte farten en lille smule op for at hale ind på ham. Jo, nu gik han hurtigt - og det blev ikke bedre af, at han havde så lange ben, men iveren drev ham.
Marius nød tavsheden. Annas væsen indgød ikke til smalltalk, selvom han altid fik en sær trang til at drille hende ved at tale i ét væk om snart det ene - så det andet. Men tavsheden var rar. Der var ingen grund til at sige noget om, hvordan de havde det, hvad de tænkte på og så videre. Marius følte ikke, at han var nødt til at være den første, som påbegyndte en fortrolig samtale blandt klassekammerater. Han kunne ikke helt gennemskue, om Anna var lidt bedugget af de to øl, men hun virkede lidt distræt.

Efter cirka syv minutter stod de i skæret af belysningen fra kiosken. Marius skubbede døren op og holdt den for Anna; det faldt ham på ingen måde ind, at det var en irriterende, høflig gestus - det var blot noget, han gjorde i ren refleks. Inde i kiosken, der somme tider reddede eleverne fra at gå sultne i seng, hvis maden af én eller anden grund havde været dårlig (noget, Marius sjældent oplevede), fik Marius øje på udvalget af kolde drikkevarer som det første, fordi køleskabene stod i den anden ende af rummet overfor indgangen. Den sædvanlige lugt af noget sødt, papir og wienerbrød nåede hans næsebor umiddelbart efter det første synsindtryk. Han lod et lille suk undslippe sig og gik ind efter Anna.

Marius fulgte efter Anna gennem rækker af hylder med blade og pastiller og tyggegummi, til de drejede om hjørnet, hvor chipsposerne skreg deres farvestrålende smagsbudskaber i synet på dem. Marius standsede ved rækken af chokolade og gjorde et lille nik med hovedet mod Kinder-æggene som lå et par kolonner inde ved siden af Kinder-Sticks. Han rakte ud efter dem uden at træde ind mellem de lange rækker og greb to æsker med den ene hånd.

"Hvad så med frysepizza? Var det noget?" spurgte han Anna med et smil, der nåede hans øjne og fik dem til at skinne af morskab, idet han fangede hendes blik og holdt det fast. Han havde hovedet bøjet let ned mod hende. Han placerede forsigtigt den ene pakke Kinder-æg på hendes hoved, hvor den til hans åbenlyse begejstring blev stående.

[Anna Mørk]

En lille klokke bimlede, da de trådte ind. Manden bag skænken kiggede op fra sin avis et øjeblik, hvorefter han rettede sit blik mod den igen. Han turde åbenbart godt stole på at de ikke stjal noget. Det var en jyde ting, det med ikke at være så mistroisk. I denne kiosk var der ikke et eneste videokamera. I Københavns kiosker var der mindst et.

Anna slentrede gennem forskellige rækker med hylder, hvorpå alverdens slik var udstillet. Hun værdige ikke mange af de farverige kartonner et blik, men ledte derimod kun efter kinder-ægs velkendte logo. Marius gik bag hende. Hun kunne høre hans fodsåler ramme jorden, når han tog et skridt.

Marius tog to pakker kinder-æg ned fra hylden. ”Hvad så med frysepizza? Var det noget?” han smilede, mens placerede den ene kinder-æg pakke oven på hendes hoved. Hun stod helt stille. Plejede at være elendig til at have ting balancerende på hovedet.
”Fint. Jeg er også pisse sulten,” Anna kiggede sig omkring, hvilket resulterede i at kinder-æg
pakkerne var ved at falde ned fra hendes hoved. Marius nåede lige at gribe den, inden den faldt til jorden. ”Hurtig som lynet,” mumlede Anna med et lille smil.

”Hey,” råbte manden, der lige før havde siddet bag skænken. Nu stod han op, mens han kiggede utålmodigt ned på sit håndled, hvor et sort slidt ur sad og tikkede. ”Det er tid til at lukke, hvis I ikke vidste det.” han vendte sig rundt, for at gå tilbage til sin plads ved avisen.
”I skal betale nu.”

Anna kiggede hurtigt ned i fryseren. Der var ikke så mange valgmuligheder, så hun tog bare den nærmeste pizza fra dr. Odker. De plejede ikke at være værst, så vidt hun huskede.

”Let’s get out of here.” sagde hun til Marius på hendes engelsk, der bar tydeligt præg af at hun i virkeligheden var nordmand.

[Marius Emil Lundqvist]

"Herligt," svarede Marius lavmælt. Noget i hans drilske blik fortalte hende resten: Jeg er altid sulten. Men han sagde det ikke højt - vidste godt, at hans blik var tvetydigt, men hvad fanden ...
Han lukkede fingrene om pakken med chokoladeæg, og hans smil blev bredere. Denne hyggeaften kunne gå hen og blive bedre, end han umiddelbart havde ventet efter det lille drama mellem David og Amanda i aktivitetsrummet og hans underlige sammenstød med Lærke tidligere. Der var også dét faktum, at udsigten til frysepizza behagede ham mere, end hvad godt var. Der var noget energisk i Marius' skridt, da han gik hen mod disken sammen med Anna, selvom hans bevægelser på overfladen virkede lige så rolige som altid. Selv købmandens utålmodige råb tog ikke fatningen fra Marius.

"I skal betale nu," mukkede manden surt fra disken højt nok til, at de kunne høre ham.
"Let's get out of here," kom det som et bidsk svar fra Anna, der var på vej hen mod ham med pizzaen. Marius spankulerede efter med de højtskattede Kinder-æg i hænderne. Lige så forsigtigt, som de var blevet placeret på Annas hoved, lagde han dem på disken oven på frysepizzaen.

"42 kr."

'Har du læst Douglas Adams?' tænkte Marius, mens han fiskede sedlen op ad lommen. Han håbede det, men købmanden lignede ikke typen. Marius betragtede købmanden uden at vise tegn på ubehag ved mandens åbenlyse utålmodighed; han tillod sig selv at løfte det ene øjenbryn af morskab. Byttepengene blev lagt på disken med en klirren. Den ene femkrone faldt på gulvet ved Annas fødder.

"Se så at komme af sted med jer," knurrede han, "jeg har ikke lyst til at rydde op hele natten, det får jeg jo ikke løn for, vel?"
Marius rakte ud efter pizzaen og æggene og svarede tørt: "God weekend."
Det var mandag, men det gjorde vel ingen forskel for nogen. I øjeblikket fokuserede Marius ikke på andet end situationen, de stod i. Han tænkte hverken på modulerne den følgende dag, eller trætheden, der uvægerligt ville fylde hele tirsdagen, fordi han ikke havde sovet nok. Den tid - den sorg. Hans mave krævede dej med ost, tomatpuré og tør lavkvalitetsskinke i strimler med langtidsholdbar peberfrugt, hvis smag var blevet for bittersød af at blive genopvarmet.

Han smilede til Anna, der havde samlet mønten op, og de forlod kiosken. De gik lidt uden at sige noget. Så begyndte Marius uopfordret at le lidt - det var den dæmpede, beherskede latter, som alligevel viste, at der var noget, der morede ham usigeligt - mere, end noget andet havde gjort for alvor den dag. Måske var det det hele. Jesus Christ, det havde været en lang dag, og den skulle sluttes af med frysepizza og Kinder-æg. Bedre kunne det ikke blive!

"Vi burde bare varme denne her -" han viftede med pizzaen, så den raslede lidt i kartonen "- ved at sætte os på den og vente. Hvem gider microovne nu?"

'Hvem gider en flad pizza? Pizzaer er sgu da flade i forvejen!' fortsatte han i tankerne. De lyseblå øjne lyste af munterhed. Marius blinkede dovent med det ene øje og trak på den ene skulder - en opgivende bevægelse, der indikerede, at de var nødt til at gøre brug af microovnen for at få det bedste resultat.

[Anna Mørk]

Døren lukkede i bag dem. Anna kastede et blik over skulderen. Skiltet hang lige så skævt som da de havde set det. Nu var det bare vendt, så der stod lukket på. Den bidske mand stod bag skiltet med et surt udtryk i ansigtet. Som om det var deres skyld at han sikkert skulle stå der resten af sit liv. Han havde en kost i den ene hånd, og han lignede en der meget hellere ville kyle kosten efter dem. Dét ville trods alt sætte lidt gang i tingene.
Anna fnøs ubevidst. Af situationen, manden bag disken, og af Marius som lo over noget, der var hende uvist.

”Rar type,” konstaterede Anna med et nik mod manden bag dem. Marius og hende travede videre- for det var hvad man gjorde, når man gik med Marius. Han kendte helt sikkert ikke til det velkendte begreb, der hed at slentre

”Vi burde varme denne her ved at sætte os på den og vente. Hvem gider mikroovne nu?” Annas tanker havde kredset om noget helt andet end den forbandede frysepizza. Hun stirrede på ham et øjeblik. Rullede med øjnene. Ikke opgivende.

”Mig,” svarede Anna efter et stykke tid. ”Jeg foretrækker mikroovnens varme i stedet for røvens.” Anna standsede et øjeblik, og det samme gjorde Marius. Han kiggede på hende med latter i blikket. Ligesom han plejede at gøre. ”Det er meget hurtigere,” tilføjede hun så til det andet hun havde sagt, og begyndte at gå igen. Satte farten op for at se om Marius skridt ville blive længere, end hvad de i forvejen var. Ikke synderligt meget lod det til.

”Ved du hvad, Marius? ” Hun ventede ikke på hans svar, men fortsatte bare. ”Du minder mig om en ven jeg havde en gang. Han spiste hele tiden. Han var høj, og han tog forbandede lange skridt,” Anna kastede et surt blik ned på Marius’ fødder igen. ”Han hed bare Adam, og var virkelig ikke den skarpeste kniv i skuffen.”

[Marius Emil Lundqvist]

Det var barnligt - det vidste Marius udmærket - men han kunne ikke lade være med at forestille sig en karikatur af en ordentlig prut, der blev slået for at give lidt varme til en udtørret lavkvalitetspizza fra den nærmeste drugstore. Han fnøs en kort latter gennem næsen. De nærmede sig hullet i buskadset.

"Ved du hvad, Marius?" kom det pludseligt fra Anna. Han kastede et hurtigt blik på hendes ansigt. Hun fortsatte med at tale, og hendes anklagende blik på hans fødder forbigik ikke hans blik.

"Hey, hvad er der nu galt i at være høj og spise meget mad?" spurgte han påtaget fornærmet. Der var stadig en snert af munterhed i hans stemme, som han ikke kunne slette. Måske var det selve det faktum, at denne Adam "virkelig ikke var den skarpeste kniv i skuffen", der fik Annas mundvige til at pege nedad. Marius løftede skeptisk det ene øjenbryn.

Han kiggede flygtigt på hendes fødder, der ubesværet fulgte hans skridt, men forskellen på hans og hendes gang var alligevel slående. Han satte brat farten ned, som om det lige var gået op for ham og slog hende drillende på skulderen med flad hånd.
"Min æg skal også slibes til, hvis jeg skal blive den skarpeste kniv i skuffen," sagde han melodramatisk og bøjede ærbødigt hovedet for den rødhårede pige, "så lad os vandre mod køkkenet og få det gjort - og i parantes bemærket få lidt mad."

Han smilede skævt til hende uden at vide, at det virkede charmerende. Øjnene glimtede af morskab og han drejede skråt mod højre for at komme hen til buskadset, som han dukkende kom igennem og havnede på den store plæne på Lyngvig Kostgymnasium. Anna kom et øjeblik efter - og han syntes at kunne spore en smule morskab i hendes ansigt. Måske var det bare, fordi han selv var ved at bryde sammen af grin indvendigt.

[Anna Mørk]

Trods mørket kunne Anna sagtens se Lyngvig kostgymnasium. En række af huse spredt lidt tilfældigt ud, og en stribe af gadelygter der oplyste det hele. Anna åndede ud, og kiggede hen på Marius, der med et smil stod et par meter fra foran og ventede på hende. For hende var det ikke svært at tilpasse sig det stille liv ude på Lars tyndskids mark. Det der var svært var at efterlade det hun havde haft før. Godt som dårligt. Men nu var hun her. Og uanset om hendes pappa hjemme i Norge mente noget fuldstændig andet, så var det her hendes hjem nu.

Anna bandede lavmælt, da hun trådte ned i et lille hul, og derfor var ved at snuble. Hun forventede halvt at høre Marius fyre en munter bemærkning af- dem havde han tilsyneladende mange af- men der skete intet. Han havde nok travlt med at bære på den frysepizza.

Da de endelig havde kæmpet sig over græsplænen- det vil sige at det tilsyneladende kun havde voldt hende problemer at krydse den skide græsplæne i mørke- kunne Anna kun glæde sig til frysepizzaens lidt for salte smag.

”Okay, Marius, lad os få slebet den kniv og varmet den pizza. Jeg er hundesulten.” proklamerede Anna, og tog fat i rævehulens dørhåndtag.