NaNoWriMo 2013

[Noah]

Har hønen i den ene hånd.
Øksen i den anden.
Det er meningen at jeg skal skille hønens hoved fra dens krop. Har en grillhandske på så jeg ikke kan mærke den hakker.
Det er dagens opgave: Slå en høne ihjel og tilbered den. Tror hønen græder. At have en kylling i en foliebakke som er klar til at blive kogt ned er et. At stå med den i hånden, varm og levende, er noget helt, helt andet.
”Hvis jeg gør det spiser du den alligevel,” siger Lukas. Står lænet op ad brændeskuret.
”Ih tak, master, nu har jeg det meget bedre.”
”Den lider bare nu.”
”Gider du lige hva’? Det er første gang jeg skal slå noget ihjel.”
”Men ikke nogen.”
Han skulle lige slå mig i maven. Smiler til mig. Han synes kun noget er sjovt når han er på toppen. Det dumme svin. Det er derfor jeg hader ham. Nogen gange er det rart at blive husket på jeg ikke frivilligt er sammen med ham.
Olga klynker. ”Shh, jeg skal nok slå den ihjel.” Ved ikke hvorfor jeg siger det til den. Måske fordi den glæder sig til resterne. Selvom hunde ikke må få kødet fra fjerkræ med ben. Det siger Gwen. Hvem skulle have vidst det.
”Så gør det nu,” siger Lukas utålmodigt.
”Måske var det nemmere hvis du bare gik.”
”Og miste hele din indre konflikt om det moralsk forkerte i at slå et levende dyr ihjel. Det tror jeg ikke.”
”Du er et modbydeligt menneske.” Fuck … jeg lyder lige som min mor.
Holden hønen mod blokken. Ikke ram mine fingre. Bare gør det. Jeg er ikke min mor. Min mor er her ikke. Min mor er død.
Hugger.
Dyret spjætter og spræller. Sværger jeg kan høre den klynke endnu. Ser på hovedet der ligger i græsset.
Ser på kroppen der spjætter i min hånd. Slipper den. Ser den stavre nogen skridt før den falder sammen. Uden at røre på sig.
Holder mig for munden. Har set værre ting i tv. Alligevel kan jeg ikke holde det tilbage. Åbenbart den effekt blod og død i virkeligheden har på mig: Mit maveindhold skal bare vise sig frem.






Ja så har vi min hønsedræbende hovedperson Rina og hendes modstykke Lukas. Den mandlige hovedperson. (Skulle I være i tvivl)
Jeg har ikke rigtigt sagt noget herinde og nu har I ligesom gjort del i hvad I laver. Jeg ved ikke. Måske fordi jeg i bund og grund tvivler på om det er godt og det skal jeg ikke, jeg skal bare skrive. Deres historie skal ud af mit system. Så kan jeg gøre det godt bagefter. Ikke? Og min mentor siger at efter man har skrevet det her NaNo har man mange flere: Wow det her er godt end Jeg skriver af helvede til. (Jeg er virkeligt glad for det menneske.)

Men Rina og Lukas: Rinas familie bliver slået ihjel fordi Lukas redder hende, fra at væltende tog og en psykopat og tager hende med. Det har han sine grunde til. (Nej jeg fortæller det ikke fordi Tenner slår mig ihjel (tror nemlig ikke hun ved det)) Hendes familie bliver slået ihjel som følge af det, fordi dem der jagter ham gerne vil ham tilbage, så de sender Rina en besked om at fordi hun fulgte med er hun jaget kød og Lukas om at han ingen allierede vil finde. Ja ja de er nogle psykopater, Lukas ikke mindst, men Rina har ikke så mange andre muligheder end at følge med.
De flygter, træner og flygter noget mere. Så kommer der er en misser, de bliver ikke bare efterfulgt af nogle snuserer men af hele horden og der bliver et opgør som fører til at både Rina og Lukas finder det smartest at udrydde hvor de kommer fra (har endnu ikke noget navn til det shit). Så jeg kender slutningen, men den får I heller ikke af vide før Tenner siger ok. Jeg er nemlig Tenners bitch. Men det vidste I jo.
Og nej det er ikke historie hvor bad boy Lukas finder sammen med den irriterende pige han ikke kan blive fri for.

Edit: Skulle måske nævne at det foregår sådan ca i vores tidsalder, 2013, om end jeg prøver at holde mig fra konkrete ting, så har vi dog biler og computere og mobiler og iPods og andet dingeldangel. Med konkret mener jeg mere: Linkin Park og How I Met Your Mother. Ud over klassikere selvfølgelig. Dem kan man aldrig gå galt i byen med.

[Xazal]

Hvem er din mentor, NV?
Kommenterer helt klart på NV's senere, men smider lige min seneste kreation. Mest, fordi jeg håber, at I kan blive inspireret af mit ynk her. Jeg skriver lidt sporadisk, fordi kronologien dør lidt i min hjerne. Det er jo ikke rigtigt roman-skriveri - derfor håber jeg, at I bliver inspirerede... bare lidt. Jeg tror, jeg får det sjovt, når jeg læser det her i morgen:

Sorte tårer

Jeg græder kun sorte tårer. Det er forurenede krystaller, der smelter og synker nedad, nedad, nedad. Nedad mod en afgrund, der fryser mine sorte tårer til is. Sort is. Det er sort is, der kaldes lavasten. Lavasten er størknet magma. Magma er en smeltet bjergmasse fra Jordens indre. Jordens indre indeholder mine sorte tårer. Jeg græder, fordi du ikke kan se det. Jeg græder, for at du skal se det. Jeg vil have, at du kigger, når de sorte tårer tegner striber på mine kinder - striber af alt det skidt, der flyder ud fra mit indre, og Jordens indre. Min ondskab er stivnet som lavaen, der begravede byen Pompeji for længe, længe siden. Min sorg er den mørke glasur, der fangede menneskene i dødsøjeblikket, da vulkanen brød ud. Jeg vil være en stor og stærk vulkan, der kan se langt; der kan hævne sig med hede piskeslag og svitse langnæsede lommetyve på panden, så det efterlader et brændemærke, så jeg aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver glemt. Glemt, som jeg er i den sanseløse glemsomhed. Jeg er glemt af min mor. Jeg er glemt af min far. Jeg er glemt af både min mor og far og deres fædre og mødre, deres bedstefædre og bedstemødre, deres oldefædre og oldemødre. Alle deres forfædre står i ledtog med den store glemsomhed. Hvis glemsomhed er en vulkan, må den for min skyld gerne begrave sig selv - være et minde om, at den har glemt sig selv, så vi kan huske ikke at glemme. Det gør ikke ondt at glemme, men jeg bliver gal, når du glemmer. Jeg vil have, at du husker mig. Jeg håber, at du husker mig. Jeg græder mine sorte tårer for, at du skal huske mig. Det er som at bladre i en en-uge-gammel avis, som man ikke kan læse, fordi regnen har opløst bogstaverne i den sorte sværte, men som man tager op, fordi den er et mindesmærke om den verden, der ikke længere er en levende verden. Det er som at prøve at forstå, at tiden kan gå, selvom man står stille på en ubevægelig trappeafsats og kalder på de fremmede. Det er som at lade ordene smuldre mellem fingrene, så de blander sig med de størknede, sorte dråber, som er mine forurenede tårer. Jeg hader mine tårer. Hader du også mine tårer? Jeg håber, at du hader mine tårer. De er ikke pæne, de er ikke særlig pæne, i hvert fald. Hvis jeg samler dem op og sætter dem på et forkullet strå som perler på en snor, vil du da bære den som en rosenkrans uden krucifix? Mine tårer kan ikke forme Jesu legeme, for mine tårer kan ikke lide. De er sorte og vil ikke andet, end at være hårde som mørk basalt. Jesus er endnu et navn, jeg kender. Det er ikke dit, det tror jeg i hvert fald ikke, at det er. Hvis dit navn er Jesus, er jeg måske gået galt i byen Pompeji. Der er to navne, som rumsterer rundt i min grusagtige tårepøl. Det er to navne, som ikke kender hinanden, men som dog giver genklang i min tomme spand fyldt til randen med usynlige ord. Jeg kan mærke, at ordene rører på sig nu, men jeg ved ikke, om det er dine. Jeg håber, at det er dine ord, for dine ord kan lindre den smerte, jeg ikke kan huske. Hvis det ikke er dine ord, så er det heller ikke mine. Det er ikke vores, hvis ikke det er dine. Ordene må ikke komme fra andre end dig. Jeg er bange for bunken af tårer ved mine fødder, for den er ubevægelig ligesom resten.

[Noah]

Jeg fornemmer et forældre kompleks. Selvfølgelig nøjes du ikke med et 'simpelt' Ødipus af slagsen. Du tager de begge to.
Desuden ser jeg ikke noget uromansk ved det. Spændende at jeg'et ikke ved hvem du'et er og netop søger du'ets accept. Jeg'et vil bare gerne anderkendes som eksistens af du'et og er det så læseren? Er jeg'et selve romanen. Uuuh.
Er dog ikke vild med titlen. Tror det er grundet det melodramatiske. Jeg er sart. Det ved jeg. Jeg kan godt lide brugen af det i teksten. Og hvordan det er temaet. Kan ikke andet end beundre du både her og det andet du har lagt frem, kan slippe et emne og samle det, eller for teksten til at handle om et men samtidig også om alt muligt andet uden man som læser mister tråden.
Damn.
Meget inspirerende.

[David Bundgaard]

Haha, jeg må virkelig have virket ustruktureret sidste år, haha. Havde også kun liiige hvad den helt overordnet skulle handle om.

Jeg er helt vild med det I skriver!
Hazel: Alt hvad du rører ved bliver bare genialt ... HOW?! Somehow giver det mig associationer til Jonathan Safran Foer på grund af det rige billedsprog, der er så levende og flyvende. Det er helt betagende... Niiiiice.

Og Jose... Please send det der til mig når måneden er omme, så jeg kan læse det. Dine plots er altid vildt geniale! Da du fortalte om dit plot, fik jeg bare sådan lyst til at skrive, fordi det bare var så godt! Vil også vildt gerne have at du skriver videre på dit steam punk!
Elsker dine dialoger.

[David Bundgaard]

Jeg ved godt at det er lidt TL;DR, men jeg sender det alligevel, hehe.
Her er Emik stukket af fra So Long og hun har vandret rundt i Wasteland i meget lang tid, og hun har ikke fået noget vand i 3 dage (yes, that shouldn't be possible, I know that). Og så pludselig ser hun en lufthavn midt i ingenting med et "air house" og det ligner noget fra det vilde vesten bortset fra at der er flying engines over det hele. Og okay, yeah, der er sgu lidt Firefly over det, det må jeg indrømme.
*suk* Jeg burde have skrevet alt det her på engelsk, haha.

“Kan jeg hjælpe dig?”

“Er der en vandpost heromkring?”

Manden bad disken begyndte at grine højt, og han prøvede tydeligvis at holde det tilbage. Emik forstod ikke hvorfor han lo. Hun så bare forvirret på ham og strammede grebet om bordpladen.

“Hvor har I vand henne?” Det virkede som om at hendes tunge klistrede sig til hendes gane når hun snakkede.

“Et glas for 1900 Ying og en kande for 3000,” svarede han stadig med latter i stemmen.

Hun så længe på manden. Hun vidste ikke engang hvad Ying var, og hun var sikker på at hun i hvert fald ikke havde nogen af dem. Hendes vejrtrækning lød underlig. Hun ville simpelthen dø alligevel. Hun satte sig ned. Hun følte sig pludselig mere afkræftet end hun havde gjort under hele rejsen gennem det golde ingenting. For nu ville hun dø. På grund af en fjollet møntfod der ikke fandtes i So Long. Men hun tog det fint, syntes hun. Hun kunne have banket manden for at le af hende, når hun havde det som om at der ikke var mere vand tilbage i hendes krop. Hun kunne slet ikke trække vejret ordentligt længere. Eller tale.

En mand ikke så langt fra hende bestilte et stort glas øl. Hun så over mod ham og skulle til at spørge om han ikke havde nogle penge til vand. Bare til en lille tår vand.
Og så kiggede han pludselig over på hende og rynkede brynene. Uden at tænke over det, havde hun stirret meget længe på ham. Hun fjernede blikket og begyndte at vride sine hænder. Ud af øjenkrogen så hun at han ikke tog blikket fra hende. Hun bemærkede at det var ham der havde skændtes med den meget blonde mand udenfor døren.

“Hvad hedder du?” hørte hun ham spørge.

Hun så op, for han kunne da ikke have spurgt hende. Jo, det havde han. Han så på hende. Hun flakkede med blikket. Hun måtte hellere svare. Hun tøvede.

“Emik.”

“Emik. Det er ikke noget man hører så tit, er det? Er du sydfra eller er dine forældre bare kreative?”

“Jeg tror bare at de var kreative,” svarede hun bare i et tørt tonefald. Dumt spørgsmål, syntes hun.

Den anden smilede.

“Drikker du?”

“Jeg tror ikke at vi tænker på det samme når vi siger drikker,” svarede hun hæst. Intet i hendes mund fungerede ordentligt længere. Hendes tunge føltes som en blød klump træ.

“Måske ikke. Jeg vil gerne give dig noget at drikke, hvis du kommer herhen.”

Han havde ramt plet, for hun var for tørstig til at sige nej og rykkede tættere på. Hun vidste ikke rigtig hvad hun syntes om denne mandsperson, men hun havde på den anden side ikke snakket ordentligt med nogen længe. Han rakte hende et stort glas med noget af den øl han havde bestilt før, som hun drak hurtigt. Hun fik det galt i halsen og begyndte at hoste kraftigt. Hun følte at hun ikke kunne trække vejret, og hun mørkede en kraftig brændende fornemmelse i svælget. Som om at der var ild i hendes hals. Hun havde hele tiden vidst at det var en alkoholisk drik, men hun havde troet at det bare var helt normal øl, så dens smag og styrke kom bag på hende.

Den anden lo højt og nu smilede han som om at han syntes at hun var lidt ynkelig. “Jeg tror vist ikke at du er tørstig på den måde, så. Vil du have noget helt normal vand måske?”

Emik nikkede ivrigt - det var det hun havde ventet på at han ville sige. Hosten ville ikke høre op. Han bankede hende på ryggen. Lidt for hårdt. Det havde mama også gjort, når hun fik noget galt i halsen. “En kande vand, tak.” Dette var henvendt til en lav tæt bygget mand på den anden side af disken. Han var skaldet og havde en fremmed udseende tatovering der gik fra nakken til hans pande.

Han fyldte en kande med vand og rakte den over til de to. Manden, som Emik begyndte enten at betragte som venlig eller som meget underlig, drak hurtigt det store glas med den gullige væske op og fyldte i stedet glasset med vand.

“Her. Bare drik. Du skal ikke tænke på pengene.”

Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige længere, så hun lod ham bare stille spørgsmålene. Hun gik automatisk ud fra at han ikke ville hende godt, for det var der ikke nogen der ville, når de både gav en alkohol og vand. Så var der noget i vejen. Men hun orkede ikke at være i forsvarsposition nu, for hun havde ikke fået vand i flere dage, og hun havde for et øjeblik siden troet at hun rent faktisk skulle dø midt i det eneste civilisation hun havde set i det der føltes som evigheder.

“Hvor kommer du fra? Du har en sjov accent,” bemærkede han.

“Jeg synes at du har en sjov accent,” mumlede hun bare. Hun havde ikke længere lyst til at sige, hvor hun kom fra.

“Det har du nok ret i. Det siger de fleste. Jeg er fra Mengin. Du ved, det sted, hvor der er flere køer end mennesker. Hvis du nogensinde skal have sendt et kvæg, så har jeg kontakter nok til at bringe den hele vejen indenfor So Longs grænser, hvis det skal være.”

Nogle af folkene omkring dem begyndte at grine og bartenderen blottede nogle grimme tænder i et smil, mens han stod og tørrede et glas af i et viskestykke. Hun så overrasket rundt på dem. Hun forstod godt joken, men den var langt fra sjov i hendes ører. Emik nikkede bare og kunne ikke grine. Hun følte at det var et personligt angreb, selvom hun burde hade So Long nu. Hun burde virkelig indædt hade det, fordi de havde skudt mama og været skyld i Joys død, men det kunne hun bare ikke. Det var hendes hjem. Det var det stadig.

“Jeg har dårlig humor, jeg beklager.” Han klaskede en flad hånd ned på bordet. “Mere vand?”

Emik nikkede tavst. Måske havde han givet op med spørgsmålene. Måske havde han helt givet op med hende. Den tanke gjorde hende overraskende nok nedtrykt, for hun savnede virkelig når mennesker talte til hende. Det var underligt. Hun havde ikke snakket direkte med et menneske i det der føltes som evigheder og her var der en der talte til hende og ville hende noget, men hun kunne ikke være imødekommende. Det kunne hun bare ikke. Det føltes helt tomt at gøre sådan, når hun stadig ikke havde fundet en grund til hvorfor hun ikke bare var død ude i ødemarken.

Hun drak og drak. Det virkede som om at hun aldrig ville få stillet sin tørst.

“Hvor længe har du været ude i Wasteland?” spurgte han.

Hun så forvirret på ham. “Wasteland?”

“Ja? Jeg regner da i hvert fald ikke med at du har været her hele tiden. Det virker ikke ligefrem sådan at dømme efter din beklædning og din … renlighed.”
Hun regnede med at Wasteland måtte være ødemarken. Det havde man ikke kaldt den i So Long, men det virkede også som om at mange ting var anderledes i So Long.

Hun trak på skuldrene, men tog sig sammen og sagde: “Jeg ved det ikke længere. Længe.”

“Alene?”

Hun nikkede og holdt vejret mens hun tænkte på mors udtryk i ansigtet lige da det gik op for hende at hun var blevet skudt. Lige det øjeblik var hun død, og Emik havde kun tid til at tage hendes taske. Dobbeltrationer. Den havde ikke føltes tung, da hun løb. Hendes ben havde ikke været styret af noget rationelt da hun løb.

“Åh. Det er det værste. Ingen vil vide det hvis man dør. Man vil bare ligge derude. Eller … det er i hvert fald en af de ting der skræmmer mig ved det. Nu ikke være pessimist. Det kan sgu også være slemt nok at rejse med nogen, hvis de er nogle huaidan.” Han langede langsomt ud i luften med en knytnæve, som om han slog en i ansigtet i slowmotion da han sagde det sidste ord. Så smilede han skævt og tippede sit glas i hånden for at se om der stadig var noget i det. Den sjat vand der var tilbage drak han hurtigt ligeglad med at Emik lige havde drukket af det samme glas. “Måske kan mennesker drive en til vanvid. Men det er kun lige i nogle minutter. Det forsvinder rigtig hurtigt. Du ved, når man virkelig bliver halvtosset i et kort sekund. Men når man er alene … Man bliver virkelig lidt vanvittig. Jeg synger altid eller snakker med mig selv. Og jeg kan begynde at grine af ingenting. Sådan rigtig højt på en lidt underlig måde.” Han demonstrerede hvordan en underlig latter ville lyde og Emik kunne virkelig ikke holde et smil tilbage, selvom hun forsøgte.

Han så det og han begyndte at smile stort. “Okay, du har alligevel lidt menneskelighed over dig,” lo han.

Hun skævede over til ham og så at han så på hende. Han havde et sært intenst blik, som hun ikke kunne se på uden at blive utilpas.

“Jeg skal ikke forstyrre dig mere, hvis du synes at det er ubehageligt. Jeg så bare at du var alene, og jeg fik lidt medlidenhed med dig da jeg så dig.” Så stoppede han med at sige noget, og hun vidste at det var hende der skulle gøre noget, hvis deres samtale skulle fortsætte. Hun vidste at om ikke særlig lang tid ville han tage videre ud i Wastelandet - som det så hed - med den kompagnon, som drev ham til vanvid og så ville han glide ud af hendes liv ligesom hvis han havde været død. Hun fik pisket en stemning op inde i sit hoved, selvom han endnu sad der lige ved siden af hende og faktisk havde reddet hendes liv på en meget udramatisk måde.

“Tak,” mumlede hun stille.

“Hvad?”

“Tak for vand. Jeg var løbet tør, så jeg havde ikke drukket i nogle dage,” sagde hun. Hun havde lyst til at tude over sin egen ynkelighed.

“For du vild?” spurgte han.

“Jeg aner slet ikke hvor jeg er faktisk.”

“Hvor mange dage har du til i mad?” Han så pludselig alvorlig ud i ansigtet. Han havde en lille rynke i panden.

“Jeg har et par dåser af et eller andet,” svarede hun bare.

Han hældte noget mere vand op i glasset. Det var det sidste der var i kanden. “Drik ud og kom med mig,” sagde han og foldede armene mens hun drak op. Det føltes dejligt ikke at være knastør i svælget længere. Hun tørrede sig om munden og så en lille stribe der hvor vandet havde fjernet noget af støvet, der havde lagt sig over hende.

Hun bankede glasset ned i bordet da hun var færdig og følte sig næsten lykkelig over at hun ikke var tørstig længere.

“Kom.”

Hun fulgte med den fremmede, som umiddelbart ikke virkede til at ville hende ondt. De gik ud af værtshuset og ud i den hedende varme. Han tog sine solbriller, der havde siddet i håret og placerede dem ordentligt. De var kuglerunde.

Der stod et dyr som hun aldrig nogensinde havde set før. Hun stod længe bare og kiggede på dyret, fordi det så så underligt ud.

“Yeah, vi kører den old school stil. Vi har ikke råd til reservedelene for ikke at tale om alt det vand.” Han smilede. “Men det er også lidt hyggeligt, du ved … Man føler lidt mere at man er en del af Wastelanden, du ved … Jeg er vel bare sentimental.” Han tog sig selv i at snakke for meget, og han begyndte at rode i sin oppakning. “Okay … Lad mig se. Vi har dåser med protein. Masser af tørret kød … Håber ikke at du har noget imod salt. Kartofler … så mange dunke vand at det næsten er åndssvagt.” Han begyndte at grine. “Og vi kan godt lide en slurk whiskey i ny og næ, men jeg regner ikke med at du er til det.”

Emik sagde ikke noget.

“Det tager jeg som et nej. Men vi har en masse protein. Og jeg kan sagtens sælge det til dig for nogle billige penge. Billigere end derinde i hvert fald.” Han pegede mod værtshuset med et skævt smil. “Det er meget pebret derinde. Men det skal de næsten også være. Jeg vil gerne give dig 1700 per dåse.” Han kastede en dåse op i luften og greb den.

Emik så længe på ham og turde ikke sige at hun ikke havde nogen penge, for det ville afsløre hende. Han troede tydeligvis at hun var ligesom ham - en rejsende. Måske en ikke så fantastisk god rejsende, men da i hvert fald en der vidste hvad en Ying var og hvad der ville møde en i Wasteland. En der vidste hvad det omvendte af “old school stilen” var. Og hvad det besynderlige dyr var for et. Hun vidste ingenting, og det sidste hun ville var at indrømme det.

“Jeg har ikke været helt ærlig,” mumlede hun efter et stykke tid. “Jeg blev berøvet. Jeg har mistet alle mine penge. Blev efterladt ude i Wasteland med … Det tøj jeg står i og den her taske. Det var de da venlige nok til at lade mig beholde.” Hun slog ud med armene.

Fyren så på hende med rynkede bryn og så ikke overrasket ud. Så blev hans blik fjernt og han kløede sig i sin mørke skægstubbe. “Fang ni ma de gou chou pi…” mumlede han. “Hvorfor skulle jeg støde ind i dig?”

Hun følte sig ynkelig igen, og hun vidste med sig selv at sandheden var endnu værre end den. Hun så ned. “Jeg-…”

“Nejnej, lad være. Lad mig lige tænke.”

Hun løftede blikket og så på ham mens han tænkte med blikket rettet mod den tørre jord. Han skubbede til en sten. Så så han op på hende med et smil. “Pi shi…” Han slog ud med armene. “Du kommer sgu bare med os. Okay? Jeg kan virkelig ikke finde en grund til hvorfor du ikke skulle. Hvis du er faret vild og hverken har penge eller vand. Du vil jo bare rådne op, hvis vi ikke hjælper dig. Det er sikkert dig vi har manglet hele tiden! Hvad rejser du med?”

Hun rynkede panden. “Hvad jeg rejser med? Mig selv?”

“Nejnejnej … Har du et vessel eller et dyr eller-…?”

“Jeg-…”

“Nåh nej … mazi. Du blev jo bestjålet. Jeg er dum.” Han begyndte at grine. “Men jeg regner med at vi ruller om en lille times tid. Nome havde lige lidt ting han skulle ordne ved banen, ser du. Og nåh jo, jeg skulle købe varer! Vil du hjælpe med at bære noget fen?”

“Jeg … Jeg ved ikke hvad jeg skal sige … Jeg ved ikke engang hvad du hedder og-…”

“Gør du ikke? Har jeg ikke engang fået sagt det endnu? Det her har jeg virkelig aldrig prøvet før i ædru tilstand - får mig en kompagnon før vedkommende finder ud af hvad jeg hedder.” Han begyndte at grine. “Hvor er det dumt, HAHA! Okay, jeg hedder Atlas. Og jeg har også et efternavn, men det kan jeg ikke engang selv udtale, så lad os bare holde os til Atlas.”

Han rakte hånden frem og smilede. Hun tog den. Hans smil blev pludselig lidt stift inden det forsvandt og han så meget tænksom ud igen. “Jeg har allerede glemt hvad du hedder.”

“Jeg er Emik … Men tusind, tusind tak, jeg ved slet ikke hvad jeg skal-…”

“Emik. Emik. Emik. Nu vil jeg aldrig glemme det igen.” Han rystede hendes hånd inden han hurtigt slap den og begyndte at gå. “Kom med mig, vi skal have hentet vores varer.”

Hun vidste ikke hvad det var han aldrig ville glemme. Hendes navn eller det han havde gjort for hende. Det var ikke helt til at fatte, at der rent faktisk var et mennesker udenfor So Long der ville hjælpe hende uden forbehold, så det måtte næsten være det sidste.

[Noah]

Men hun tog det fint!!!!!! Hvor er det skønt skrevet og mega absurd. Fedt. Også det med at han reddet hendes liv på en udramatisk måde er virkeligt genialt skrevet.

Synes Atlas' pludren er lækker. Underholdende hvordan han både skifter humør og tanker mens han taler.
Ej det gør du mega godt

[The]

Ih, tak altså! <3 Atlas minder mig om Agent Cooper fra Twin Peaks... Faktisk... Nu hvor jeg tænker over det, haha.