NaNoWriMo 2013

[Xazal]

Hej!

Inputs og alt muligt velkommen her. Uddrag og alt det dér... jep. What to say further...

God skrivelyst - de af jer, som er i gang med det. ;D

[Signe]

Jeg elsker når hygge-karakterer lige pludselig dukker op out of nowhere

This gives me courage, maybe a tad too much courage as I straighten and stride to nearest man standing in his shop which sells, well, knives. He measures me up with one look and then raises an eyebrow. I become aware of my mildly puffed out chest and the probably ridiculous determined look on my face. I deflate quite a bit as he just keeps looking at me without saying anything. I’m not saying anything either, I realize, and suddenly all the words that I haven’t thought through or decided to say wells out like at waterfall.
“I need to find Do- I mean I want to go to the uni- no, no what I mean to say is that…” Maybe not the clearest water, I think as it dies out to end up as dried out spring. For a second or two I fear he really is going to bite my head off, but then, out of nowhere the man doubles over and lets out a bark of laughter that could tear down a building so loud an d strong is it. I stare bewildered at him laughing his head off and can’t decide between relief that it is his head nearly falling off and insult that he is actually laughing at me.
He straightens and wipes his eyes while chuckling the last of the laughter out. I take this moment to study him for a second while he regains his composure. He’s not dangerous anymore, though he could still look like it, tall and broad as a bear and with that dark hair and beard framing a defined and straight face. But the smile that is on his lips and even more in the corners of his eyes seems to render all these features as harmless as kitten.
“I’m sorry, it’s just, y’looked so- just so-“ I can tell it takes all of him not to double over once again in hysteric laughter.
“So what?” I ask eyeing him more sharply now that I don’t believe he could actually harm a fly. I guess he sees my irritation and by some miracle it doesn’t make him laugh even harder. He actually pulls himself together and his face changes to somewhat serious.
“You’re not from here, are y’kid?” he asks. I shake my head barely noticing the change of subject and he nods thoughtfully.
“Thought as much, could see’t y’know, hear it too. You country folks have the strangest ways of speaking.” I could say the same for you, I think as he shortens the words almost like he hasn’t got time for them. Well there’s plenty of time isn’t there? It has never occurred to me that people spoke different when they spoke the same language. Guess it’s just those differences.
“So where’s it you wanna go? I figured so much from you little speech,” he says and I am a little bit impressed that he actually understood me. And really, my intention was to ask for directions, so I don’t mind getting to the case.
“I need to find the university,” I say and then, when a worrying thought hits me, “there isn’t more than one here is there?” I can almost feel my gut drop as the possibility makes its entrance and laughs teasingly at me. Dominic never told me about any others, but then again this place is so much bigger and incomprehensible than I imagined and I figure it wouldn’t be an impossible idea.
I get another laugh for this, this time much quieter and a little more pity in it. He shakes his head and I breathe out air I didn’t know I had held back.
“Nope, just the one. Looking for an education, kid?”
“Not really, but can you tell me how to find it?” I don’t know how to explain my situation even if I want to. Luckily he doesn’t seem to care about that.
“Sure, you follow this street for a pretty long time,” he points in the direction I was headed when I stopped to ask him. It’s at least something that I wasn’t on my way in the wrong direction.
“And then, when you come to a fountain that’s got all sorts of animals on it, you turn left and follow that street until you see a church, you can’t miss it, it’s quite remarkable. There you take the street goin right and after a while you’ll come to the university.”
I make sure I can remember his directions and thank him before making my way out on the street again. Somehow it seems less crowded, or maybe it’s just because they don’t all feel so dangerous anymore. I turn when I hear the man yelling after me and see him waving a little with one of the big hands.
“Hey, the name’s Robbie Bartlett, if you need help finding way you can always find me.” I smile and wave back while raising my voice to say thanks and offer him my name in return. I turn around and start walking. Now that I have a tangible destination again my spirits have lifted a bit.

[Xazal]

Okay, det dér er vildt godt. Jeg er en ret habil læser af både engelsk og dansk, men at kreere noget på engelsk - det kan jeg skisme ikke.

Damn, jeg grinede rigtig, RIGTIG meget af det uddrag. HAHAHAHAHA, hvor er Robbie bare intet mindre end herlig. Herlig in all his kindness and laughing-face-ness. HAHAHAHA.

[Xazal]

Okay. Her er et uddrag, som er..... ret meget, hvad det hele består af, selvom der er nogle andre, lidt kortere passager før og efter denne enorme bid. Well, det er mærkeligt... jeg ved det. Men jeg håber, at det kan blive til noget.

---

Mangler jeg dig, eller savner jeg dig? Hvad gør mest ondt? Hvis jeg altid har manglet dig, kan jeg så savne dig? Hvis jeg altid har savnet dig, kan jeg så mangle dig? Hvis jeg hverken savner eller mangler dig, hvad gør jeg så? Fortæl mig, hvad jeg gør. Jeg er bange for at mangle savnet - savne manglen. Jeg har altid været bange for ikke at vide, hvad jeg gør. Det er som at miste fodfæstet på et linoleumsgulv. Det er som at drikke en dyr vin, man ikke kender, som man bare nikker anerkendende til, fordi den har kostet mere end en plade med en kendt rockstjerne - uden navn. Rockstjerner har ingen navne i dag. Jeg kender kun dit navn. Du må fortælle mig, hvad jeg gør lige nu. Det er som det uudholdelige ved, at éns mor skal rense éns ører med en vatpind. Kontrollen over den stive vatpinds bevægelser, som man har mistet, fordi en fremmed hånd fører pinden. Den fremmede, som er éns mor, som man ikke kan se, fordi man ligger med nakken mellem hendes knæ og hovedet i hendes skød og kinden anstrengt hvilende mod hendes varme lår. Så er pinden inde i øret, og den roder rundt, men man gør ikke noget. Man lukker øjnene. Det er ligesom at glemme, hvordan man gør ting, fordi de ikke har nogen konkret værdi. Jeg tænker, at jeg savner det, fornemmelsen af den uorganiske vatpind i mit øre, fordi den er et levn fra en verden, hvor du kommer fra. Det er, som når man til en fest kigger ind i en attraktiv persons øjne og glemmer navnet på rockstjernen, hvis stemme brager ud gennem de enorme højtalere; glemmer teksten, som man et øjeblik forinden har skrålet med på af sine udmattede lungers fulde kraft, for rockstjernen har intet navn i dag.

Fortæl mig, hvad jeg gør. Du skal fortælle mig, hvad jeg gør. Jeg er bange for ikke at vide, hvad jeg gør. Men jeg er også bange for, at du ikke forstår det. Hvis du ikke forstår det, hvem gør så? Gør jeg? Jeg har ikke fortalt nogen, at jeg er ved at skrive. Der er ikke nogen der ved, at jeg er ved at skrive. Bare, du ved det, der er ikke nogen - ingen - som ved, at jeg er ved at skrive. Men jeg ved det. Dette ved jeg i det mindste. Det beroliger mig at vide, at jeg ved én ting om, hvad jeg gør. Det er som at høre sin mors stemme og hendes mors stemme, alle mødres stemmer, som danner en symfoni af navnløse i en baggård med væltede containere og mure, der er malet over med graffiti. Der kan stå alt på de mure: Historier om navnløse, barmhjertige navnløse, som ofre sig selv for de nødlidende. Men det er bare en mur med graffiti. Måske står der bare et postnummer og initialerne på den mest hårdføre pusher i området på den farveløse mur. Måske er initialerne hvisket ud, ligesom navnene på alle i dag. Jeg kender kun dit navn. Der er måske et nul i det postnummer. Jeg tror, at araberne var de første, som fandt på, at ingenting kunne blive et tal. Kan man have nul savn, hvis man ikke kan mærke tabet - hvis man nu ikke ved, hvad man har tabt. Jeg har tabt min nøgle til min bevidsthed. Det ved jeg. Det ved jeg i det mindste. Jeg ved, at ingen ved, at jeg er ved at skrive. Det er noget, jeg gør helt frivilligt, som jeg har kontrol over. Jeg savner dig. Jeg savner dig meget mere, end jeg har kontrol over. Jeg mangler dig mere, end jeg kan fatte om med fingrene. Mine fingre på både højre og venstre hånd kan ellers spænde over ti toner på et klaver hver. Det kaldes en decim. Det består af en oktav og en terts. Er førstefingeren på et G, vil femtefingeren være på et B. G-durskalaen er ligesom de andre skalaer i nodesystemet. Men der er kryds for F. G-dur er den eneste durtoneart, hvor der kun er ét kryds. F for fis. F for fis i en hornlygte. Kryds for F giver én sort tone i skalaen. C-dur har ingen krydser, men C-dur er ikke renere end de andre tonearter. Kun, hvis stemningen ikke er tempereret. Det er ikke en fair verden, jeg befinder mig i. Vi har tempereret musikken for at skåne vores sanser. Vi har tempereret maden for ikke at brænde os på tungen. Forbruget af CO2 er tempereret, så vi ikke gør skade på planeten, moder Jord. Mit temperament er tempereret. Min følelse af tomhed er tempereret og ligevægtig, så min passivitet også er tempereret, og min glæde og sorg er i silkepapir med røde gavebånd omkring og tempereret, så jeg kan fremvise min tempererede glemsomhed. Min tankeløshed. F-dur har en sort tone, men det er ikke et kryds. F er kvinten under C. F-dur har et B for B, og F-dur er renere end både G-dur og C-dur. F for frygt. F for fred. F for frelse, og F for frastødt. F for fragmenter. F for frækhed og frodighed og frelse. F for fæhoved. Min tankeløshed. F for fødsel. B for barndom. Jeg kan godt lide F-dur. Min femtefinger vil ende på et A. Decimen i F-dur er et A, det har jeg sagt før. Jeg tror, at jeg har sagt det før. A, som ikke har nogle krydser, hvis det er en A-molskala. Det er den sørgmodige A-mol, som er mere letsindig end de andre moltonearter. For A er Arthur, ridderen af det runde bord. A kender ingen grænser. Dens teoretiske grundlag er pistvæk. Det er som at føle bivirkningerne efter en pille mod muskelsmerter, sveden der tegner striber ned ad hofterne og rammer underbuksekanten. Sveden, som hænger fast på underbuksekanten, gør den klistret og langsomt, meget langsomt pibler ned mellem balderne. Kroppen udskiller sære lugte. Det må være en form for kemi. H2O er også kemi, men det er bare vand. Et vandmolekyle består af hydrogen og oxygen. Brint og ilt, som man kalder det. Underligt, at brint er brændbart, når det kan slukke ild sammen med ilt, som vi indånder. Vi indånder ilt for at leve, og vi kvæler ild ved at frarøve den ilt. Vi slukker ild med H2O. Vi lever af H2O. Jeg lever af H2O. Jeg lever af dig, og jeg savner dig. Jeg kan ikke slukke ilden i mig med H2O, eller vand, eller hydrogen kombineret med oxygen lige meget, hvor ihærdigt jeg prøver (se, dér var ordet igen: ”prøver”) - i hvert fald ikke dén ild. Den har brændt længe nu. Lige så længe, som du har været et andet sted end mig. Det kaldes også hydrogenoxid, men lige meget, hvor mange ord, der pludseligt falder mig ind, ændrer det ikke på substansen af vand og dets manglende funktion. Jeg ved pludseligt, hvad vand mangler. Det er mærkeligt at vide, forstår du. Det er lidt ligesom at kunne sætte ting sammen, ligesom når man bygger ting af plasticklodser. Jeg vil have et glas hydrogenoxid. Hvor er du? Hvor er kvintcirklen? Åh, hvor jeg savner dig.

Det gør næsten ondt, at jeg ikke kan mærke det, men også kun næsten. Du må lære mig at mærke det på min krop og inde mellem mine be dér, hvor knæene støder sammen, når man får en mavepuster fra et cykelstyr, der læner for meget ind over fortovet. Jeg håber, at du vil give mig mine ord tilbage. Jeg håber, at du kan. Du er det eneste, der taler til mine unavngivne fornemmelser og sindstilstande. Det savn, som ser dig gennem en rockstjernes øjne, en rockstjerne uden navn. Der er ingen navne i dag. Men jeg kender dit navn. Jeg er helt hundrede på, at jeg kender dit navn, ligesom jeg kender udtrykket ”helt hundrede” og ”pain in the ass”. Det er den slags, jeg kan huske, når jeg anstrenger mig for at glemme, at jeg har glemt smerten. Hvis jeg giver plads til smerten; hvis jeg åbner portene, som er mine øjenlåg, kan jeg måske rumme både smerten, som jeg ikke kan huske, og glemsomheden, som jeg prøver at glemme for at give plads til selve tanken; hvis jeg gør det, og prøver at vide, at jeg gør det, og bruger andre ord end ”prøver”, så vil du hjælpe mig og give mig sproget igen, ikke? Jeg håber, at du vil give mig sproget i en fin indpakning, ligesom Gyldendals Røde Ordbøger. Jeg prøver virkelig at være kreativ. Jeg kan ikke få det over mine læber, der ikke er sprukne - ikke er bløde - ikke er på nippet til at smile, fordi fotografen ser nuttet ud med den skæve hjørnetand i overmunden, når denne indfanger mit og de andres ansigter på familiefotoet. Eller er det klassefotoet? Det er de navnløses fotografi, der hænger på den overbemalede mur i baggården, hvor mødrene og mødrenes mødre synger. Det er bare et fotografi, taget på et enkelt øjeblik for at sikre sig, at nethindens bytte ikke er et bedrag. Det er for at glemme glemsomheden og putte sine kære i tykke bøger fyldt med plasticlommer og glansbilleder. Men de er alle statiske og navnløse i deres stiveste puds. Fotografen med sin skæve hjørnetand er nuttet, men vedkommende er ikke med på billederne. Det er dennes nethinder, der fanger os, før kameralinsen gør det. Det er ikke os, der husker bedst, det er fotografen. Papiret lugter af menneskehud, men det er dødt som træet, som det er lavet af. Jeg er bange. Jeg er også bange for erindringen på papiret og for erindringen, der ikke er på papiret eller malet på muren med bogstaver og tal, der drypper af liv, inden det tørrer ud - inden hunden og de halvstore drenge kommer og leger ”hvem kan pisse længst?” på muren. Det er bare en mur. Jeg er alvorligt bange. Jeg prøver at være mindre bange, men ilden kommer nærmere nu. Det er svært at være kreativ, meget sværere, end jeg troede. Jeg troede, at kreativitet var noget, der lå i éns livslinje. De første skridt, man tager skal lede én mod dét, der uvægerligt er kreativitet, fordi verdenen ikke består af andet end kreativitet. Det er som en middag på en italiensk restaurant, som ender med, at man sidder og snakker om fremtiden. Fremtiden er kreativ, siger man, og fremtiden kan man selv tilrettelægge. Men måske er kreativitet ikke i dine kort. Jeg har lagt mine på bordet, jeg håber, at du kan aflæse dem. Spar fem.

[Theresa H]

Yay, NaNoWriMo!
Jeg skriver lige hvad min handler om for sjov.

Jeg fik idéen for tre år siden, tror jeg. Og jeg har bevaret fem ting:
Det er en science fiction
Hovedpersonen hedder Emik
Hun bor i et ret stort slumkvarter
Hun skal blive gensplejset af nogle onde videnskabsmænd
Hun skal flygte fra byen og møde en dude der hedder Atlas

Nu har jeg så bare bygget ret meget videre på det.
Here you go:

Tilbage i historien for nogle nomadefolk vild i det golde og var tæt på at opgive livet, da de var løbet tør for vandrationer. Men så ser de dette smukke træ midt i ingenting, der ikke burde kunne leve der midt i det golde. De formår at få noget af det vand træet har absorberet til dem selv og drikker dem. Af ren taknemmelighed over at dette træ har redet deres liv, slår de sig ned og bygger et lille marked omkring træet. De kalder træet og markedet for 'Cetra', som betyder 'udenfor'. Denne markedsby vokser sig større og større gennem tiden.
Mange år efter, beslutter nogen at denne by udelukkende skal fokusere på at forbedre videnskaben. Det ender så med at der naturligvis er nogle der ikke er så kloge, som ryger ned i 'lavere samfundsklasser', hvilket så skaber det her todelte samfund. Der er Cetra som er slumkvarteret og Marjing som er blevet den rige del af samfundet, hvor størstedelen af de mennesker tilsyneladende ikke tænker på andet end videnskab.
Efter noget tid begyndte Marjing at synes at Cetra var lidt en byrde for So Long. Det var bare et lille roddent samfund, der ikke gjorde noget godt for den større sammenhæng. Der var bare fattigdom. Så de indførte en ordning, hvor Cetras indbyggere kunne være 'forsøgskaniner' for en større sum penge. Nogle kan også donere kropsdele og til gengæld få en mekanisk del. Alt sammen for penge. Det blev meget populært og Marjing var god til at skjule dødsraten. De sagde 1 ud af 100.000. Sandheden var 1 ud af 100.

Langt før det her blev verden btw overtaget af Kina, så der er rigtig mange ting der har en undertone af Kina over sig. Blandt andet navne og deres slang. Også måden So Long er bygget op på er lidt ligesom måden Kina var på med en masse censur og propaganda, som holder folket stangen.

Emik og hendes tvillingebror Joy, bor så her i So Long, og de elsker virkelig deres hjem. De kan få et madabonnement for ingen penge. De har gode venner. Et ordentligt hjem med gratis fjernsyn. Men deres mama har en kronisk sygdom, og der skal købes medicin til hende jævnligt.
Men smugleren Yon Lan bliver taget og nu kan man kun købe hendes medicin hvis det er til fuld pris. Og det har de simpelthen ikke råd til.
De bliver derfor tvunget til at være med i et af de her forsøg. De finder det mest harmløse forsøg de kan skrive sig op til. En forsøg om at få cellerne til at gendanne sig hurtigere i hånden for at undgå hård hud. Det er meningen til at være begyndelsen på en ny evig ungdomskur.
De ved dog ikke at informationerne er knappe. Der er over 100 der deltager i forsøget, og næsten ingen overlever. Joy overlever ikke. Det er selvfølgelig til mama og Emiks store sorg.
Emik bliver sat under en beskyttelse og under overvågning af Marjing, da de vil finde ud af hvordan forsøget har påvirket hende. Umiddelbart er der ikke sket noget. De vil have hende med til en masse undersøgelser og de vil videreudvikle forsøget. Men det er hun ikke særlig villig til.
Fordi hun er den eneste overlevende (det ved hun ikke), er de så desperate for at få hende til at deltage i de næste forsøg, at de truer med at stoppe med at give medicin til mama.
Det ender med at de ikke har andre muligheder end at prøve at skjule sig i byen, men det er decideret umuligt, fordi Marjing kan få alle byens beboere til at vende sig mod folk, hvis de bare siger de rigtige ting. De beslutter at flygte fra byen.
Alle der gør det bliver skudt.
Emik er under beskyttelse, for hun er den eneste overlevende, så de kan ikke skyde hende. De kan skyde moderen. De ved ikke at de skyder alle der forlader byen, så dette kommer som et chok for Emik, da hendes mor ... ja, dør.

Da Emik efter lang tids vandring endelig finder nogle mennesker, begynder hun efter noget tid at høre om folks mening om So Long udefra. Hun hører rygter der ryster hende i hendes grundvold.

[Xazal]

Theresa:
Hold da op, det lyder som et plot, der kan blive til noget, hvis du kan holde skriveriet kørende længe nok. Det er godt nok noget af en mundfuld. Meget mere, end jeg nogensinde har gjort... jeg har aldrig turdet lave et plot, fordi det dør alt for hurtigt.

Men - yeah, I'm impressed. Intet mindre.

... og mit plot er lidt svævende, stadigvæk. Jeg er lidt usikker på, hvilke litterære traditioner jeg skal trække på - eller hvilke kulturer, jeg skal trække på. Jeg kan godt se, at jeg burde have lavet noget research først, men det her NaNo kom ret spontant til mig.
Nå, jeg kan stadig holde det i gang, I think. Tak for inspiration, begge to.

[Signe]

Ej det lyder pænt spændende Theresa, sådan lidt Blade Runner-feel to it

Dør lidt af grin fordi jeg til at starte med havde misset at det var handlingen du gengav, og jeg troede bare det var knap så godt skrevet uddrag. My god, jeg kunne ikke forstå det! XD


Og Xaz, bare rolig det gør ikke noget at man ikke har researchet til Nano, så er man bare pantser (fly by the seat of one's pants) frem for plotter.
Jeg selv har en vag plotidé, men ligesom ikke noget af fyldet, men det har jeg heller ikke haft de andre år og der er det endt op okay after all xD

[Xazal]

Damn, du er totalt in med de dér NaNo-slang (er det nu, jeg skal bede dig om at lave en parlør? ;D)

Men så er jeg lidt mere fortrøstningsfuld, trods alt. Jeg har også en vag idé, men ved ikke, hvordan jeg skal få det til at passe sammen, så nu kører jeg lidt write away-stil, når jeg har tid... jeg har ikke tid, fordi jeg skal i bad... jeg skal fjucking i bad!

[Signe]

Der er satanedme en wiki for det, og et af de andre år faldt jeg også over en lang liste i forummet med forklaringer af nano-udtryk

[Noah]

"Jeg kan godt lide F-dur." Fik mig til at grine. måske det var oven på al det andet. Men skam dig. At få mig til at tænke på at være klog og kreativ og ikke være nogen af delene. Ja ja. Men det er vel din ret. Er i tvivl om hvem 'du' er. Gud. Det guddommelige. Den ekstra bevidsthed som skabte universet men ikke er noget, om end et du. Eller om jeg er det ''du' som så ømfindigt bliver omtalt. Ikke at jeg er så selvabsorberet at jeg tror at jeg er den du har skrevet teksten til. Men at du'et er læseren

Signe: Jeg kan godt lide frygten som så bliver til noget andet. At man måske finder sig til rette. For man kan altid gå tilbage til den herlige brølende mand og spørge om vej til et andet sted. Kan man ikke?
Som Xazal er jeg også en beundrer af at skrive på engelsk. Jeg er hurtigere på dansk, og dårlig til engelsk, i det mindste at skrive det. Ved du selv hvilken vej dit plot går? (virker sådan) på trods af du siger at du ikke har. Haha.

Theresa: Kendte det jo ;P Har stadig Firefly tanker. Sorry. Men fedt du får det gjort

[Signe]

Jose jeg tror jeg har fået min hovedperson til at være bange for/overvældet over alt i den her scene, og det er lidt for sjovt. Han er fra landet/en lille bitte by af og er lige ankommet til den helt store by, så det er klart han er en lille smule overvældet.

Jeg kan bare ikke lade være med at skrive på engelsk lige så snart jeg får en ide på engelsk, hvilket sker oftere end dansk fordi jeg rent faktisk tænker på engelsk. Når jeg snakker med mig selv oppe i mit hoved og nogen gange udenfor det kommer det bare frem som engelsk, og de ideer jeg får fungerer kun rigtig på engelsk, mindst på et plan.

Og med hensyn til mit plot, jeg har en ide/et koncept som ligger grund for handlingen og plottet og lidt hvordan den skal ende og noget karakterudvikling, men alt det i midten er ligesom ikke rigtig kommet endnu

[Noah]

Tror jeg går får hurtigt frem. Eller at jeg ikke beskriver nok. Men på den anden side så vil jeg ikke blive en ordpusher og bare presse ord ud så det bliver det rene ordbræk. Er bange for at det jeg har skrevet ikke er andet end gentagelser af en påtaget stil som jeg ikke kontrollere og på samme tid kontrollere alt for meget. Damn.

Jeg har styr på mine karakterer. Jeg forguder Lukas. Det gør jeg. Og Rina gror på mig. Haha.
Okay ja. Jitters. Sorry. Det kom lige ud her.
Stay cool

[Signe]

Aaargh min Nano er såå sæææær xD

Indtil videre har jeg to bænke med navne, en drivhusscene som kom out of nowhere og en lettere skræmt hovedperson og no plot whatsoever. Jeg kan mærke det her bliver en gang discovery-writing

[Noah]

Haha. Det lyder lidt som Theresa sidste år

[Signe]

Det lyder lidt som mig hvert år (udover den sære bænkenavngivning og drivhuset dog) forud planlagt plot har aldrig været min stærke side Og alligevel har jeg klaret mig igennem.