Post by Xazal on Dec 19, 2013 0:02:28 GMT 1
Oh, well, det her er lidt løst og fangrill-hygsomt (ikke mindst fangirl'ish på alle tænkelige måder), og I må gerne protestere og like'e'e'e'e'e så meget, I vil.
Theresa - når det nu er din karakter, jeg har forbrudt mig på, vil jeg lige undskylde på forhånd. ;D
Marius gik roligt i sine egne tanker på sin sædvanlige facon, hvad nogen kaldte slentrende. Adskillige elever fra hver gang lå splattet ud i små grupper på hver side af gangen ved væggene med bærbare computere på maverne eller med albuerne plantet i notesblokkene og summede i deres egne studierelaterede verdner. Han gik med en improvisation i tankerne, som han nu visualiserede for sig på et partitur i sit nodenotationsprogram og kunne næsten mærke, hvordan det kløede i fingrene efter at spille det på keyboardet og rette det til på computeren. Men så blev han nærværende et kort øjeblik og kastede et blik omkring sig, lige tidsnok til at undgå et styrt ved at skræve over et par lange ben, der stak ud fra bunken af elever. Marius identificerede kroppen som Davids og smed en påtaget irriteret bemærkning efter ham:
"For helvede, David, siden hvornår har du fået så lange ben?"
"Siger ham med Christiansborg-flagstængerne," kommenterede David mumlende ud gennem den ene mundvig og vendte et blad i sin bog. Det var åbenbart almindeligt kendt i Davids verden, at Christiansborg skiltede med lange flagstænger, bemærkede Marius i sit stille sind og satte sig på hug ved siden af David. Denne sukkede og vendte et blad mere. Marius sagde ingenting, mens David skubbede sig til rette, hvilede hovedet på skoletasken og bogen på lårene, knæene pegede direkte opad. Marius scannede bogens titel med blikket og lod sig falde tilbage mod væggen og slog armene om knæene.
"Han er god nok," kom det fra David, der havde sænket bogen en smule og roteret øjnene i Marius' retning.
"Hvem?"
"Tom Kristensen."
"Jeg har ikke læst andet af ham, end vi er blevet påbudt."
David fnøs kort og smilede stort. Han klappede på bogen med flad hånd. Marius løftede spørgende det ene øjenbryn.
"Du skulle tage og gøre det, Marius, og komme lidt væk fra Dickens, Joyce og alt det dér pis. Jeg fatter ikke lige, hvorfor du læser så meget engelsk, når der er så meget godt dansk litteratur."
Marius nåede ikke at svare. David havde talt sig varm, og det var egentlig fint nok, særligt fordi det var så sjældent.
"Jeg mener, de er sikkert pissedygtige, sådan nogle tunge drenge, det er sikkert også derfor, du læser så lidt i forehold til andre - ja, mig - og bare spiller klaver hele tiden. Det lyder sgu også godt nok, selvom det ikke helt er my thing, jeg kan ikke helt se, hvad du får ud af jazz; det er lidt fedtet og slesk efter min mening, hvis du forstår. Okay, kom vist helt ud af tangent," tilføjede han og rullede med øjnene.
"Det var en joke efter mit hoved," sagde Marius tørt med udtryksløs mine. Dog spillede de lyseblå øjne muntert.
"Selvfølgelig, mand -" David puffede til Marius arm med albuen og pustede luft ud gennem næsen "- hvornår skal du klippe de emo-pandelokker?"
Marius havde ikke bemærket, at pandehåret var røget halvt ned i øjnene, og han strøg det irriteret væk ved Davids spørgsmål og skar samtidig en barnlig grimasse.
"Hvad ville du sige om Tom Kristensen?"
Modspørgsmålet var en ret god afledningsmanøvre, hvis nogen skulle finde på at spørge - det syntes Marius i hvert fald selv.
"Nåh, ja," grinede David og rodede lidt i sit hår, der for Marius ikke så ud til at rykke sig en centimeter på grund af den mængde voks. Nåh, fyren havde vel gode gener - ellers ville de hårprodukter måske medføre til for tidlig hårtab, eller… hvad vidste han egentlig om det?
"Du skulle læse noget mere af ham, Marius, fordi han er lidt ligesom dig: Bitter, barnlig og brysk."
"Du kan bare det med bitre, barnlige og bryske bogstaverim."
"Men så er han dog alligevel lidt mere reflekteret og gammel-mand, end du nogensinde kan blive med den højde," fortsatte David ufortrødent.
"Whoa," sagde Marius monotont.
"Marius, det her er ikke det fedeste, jeg har læst, men det får mig fandeme til at tænke på dig. Han er jo en mester i øjebliksbilleder, og er det ikke dét, du stræber efter i musik?"
"Jo, til dels, men jeg tror også på, at musikken altid har afsæt i nu'et, at man ikke behøver at have et forhåndskendskab for at kunne tage Billy Evans, eller for den sags skyld bare Wagner til sig, hvorimod man skal have en vis sprogforståelse og læsefærdighed for at kunne begribe poesi, prosa i det hele taget."
David satte sig helt op med et opgivende, men dog ivrigt glimt i sine øjne. Han lagde Tom Kristensens "Samlede digte" på Marius' skosnuder.
"Altid så velovervejet, Marius; måske, der er håb for dig endnu. Skal vi ikke gå ned og drikke en øl?"
"Øh, I har sgu da time om lidt."
"Ja, og? Du har jo fri, fucking retard."
Misundelsen i Davids stemme var ikke til at tage fejl af - Marius grinede. Han fingererede lidt med bogen, mens han overvejede Davids foreslag.
"Det lyder ikke så tosset, det er lille-fredag, trods alt, og desuden skylder du for den hyggeaften, vi ikke tilbragte i hinandens umanerligt dejlige selskab."
Marius skilte læberne i et bredt smil, der afslørede de lige, hvide tænder. Jo, de kunne fandeme lade tungen løbe af med dem, når det endelig stak. Han stablede sig på benene og trak David op at stå bagefter. Så smækkede han bogen ned på Davids isse - blot for at pointere, at der var et stykke vej ned til hans hoved; David greb bogen med en arrig grimasse, rodede i det uspolerede hår og førte hånden mod Marius' skulder i knyttet tilstand. Marius fortrak ikke en mine, men smilede bare fortsat, mens de gik.
"Hør lige det her," sagde David pludseligt og slog op på en side i bogen. Marius kunne allerede nu se, hvor svært David havde ved at holde masken. David begyndte at læse:
"Stille, mit hjerte. Vinden er vågen.
Tungt skvulper træernes kroner i nat.
Bølger af efterårsløv slår i kogen
op om et vindu, som lyser forladt."
Det sidste ord kom ud som et halvkvalt grin efter den teatralske opvisning, der havde inkluderet både store arm- og mundbevægelser. Nu knækkede David sammen af grin, og Marius kunne heller ikke lade være. Det var sgu længe siden, David havde været så glad og så meget oppe at køre uden, at der havde været alkohol indblandet… eller de skulle ned og have en øl nu, men det talte ikke.
Theresa - når det nu er din karakter, jeg har forbrudt mig på, vil jeg lige undskylde på forhånd. ;D
Marius gik roligt i sine egne tanker på sin sædvanlige facon, hvad nogen kaldte slentrende. Adskillige elever fra hver gang lå splattet ud i små grupper på hver side af gangen ved væggene med bærbare computere på maverne eller med albuerne plantet i notesblokkene og summede i deres egne studierelaterede verdner. Han gik med en improvisation i tankerne, som han nu visualiserede for sig på et partitur i sit nodenotationsprogram og kunne næsten mærke, hvordan det kløede i fingrene efter at spille det på keyboardet og rette det til på computeren. Men så blev han nærværende et kort øjeblik og kastede et blik omkring sig, lige tidsnok til at undgå et styrt ved at skræve over et par lange ben, der stak ud fra bunken af elever. Marius identificerede kroppen som Davids og smed en påtaget irriteret bemærkning efter ham:
"For helvede, David, siden hvornår har du fået så lange ben?"
"Siger ham med Christiansborg-flagstængerne," kommenterede David mumlende ud gennem den ene mundvig og vendte et blad i sin bog. Det var åbenbart almindeligt kendt i Davids verden, at Christiansborg skiltede med lange flagstænger, bemærkede Marius i sit stille sind og satte sig på hug ved siden af David. Denne sukkede og vendte et blad mere. Marius sagde ingenting, mens David skubbede sig til rette, hvilede hovedet på skoletasken og bogen på lårene, knæene pegede direkte opad. Marius scannede bogens titel med blikket og lod sig falde tilbage mod væggen og slog armene om knæene.
"Han er god nok," kom det fra David, der havde sænket bogen en smule og roteret øjnene i Marius' retning.
"Hvem?"
"Tom Kristensen."
"Jeg har ikke læst andet af ham, end vi er blevet påbudt."
David fnøs kort og smilede stort. Han klappede på bogen med flad hånd. Marius løftede spørgende det ene øjenbryn.
"Du skulle tage og gøre det, Marius, og komme lidt væk fra Dickens, Joyce og alt det dér pis. Jeg fatter ikke lige, hvorfor du læser så meget engelsk, når der er så meget godt dansk litteratur."
Marius nåede ikke at svare. David havde talt sig varm, og det var egentlig fint nok, særligt fordi det var så sjældent.
"Jeg mener, de er sikkert pissedygtige, sådan nogle tunge drenge, det er sikkert også derfor, du læser så lidt i forehold til andre - ja, mig - og bare spiller klaver hele tiden. Det lyder sgu også godt nok, selvom det ikke helt er my thing, jeg kan ikke helt se, hvad du får ud af jazz; det er lidt fedtet og slesk efter min mening, hvis du forstår. Okay, kom vist helt ud af tangent," tilføjede han og rullede med øjnene.
"Det var en joke efter mit hoved," sagde Marius tørt med udtryksløs mine. Dog spillede de lyseblå øjne muntert.
"Selvfølgelig, mand -" David puffede til Marius arm med albuen og pustede luft ud gennem næsen "- hvornår skal du klippe de emo-pandelokker?"
Marius havde ikke bemærket, at pandehåret var røget halvt ned i øjnene, og han strøg det irriteret væk ved Davids spørgsmål og skar samtidig en barnlig grimasse.
"Hvad ville du sige om Tom Kristensen?"
Modspørgsmålet var en ret god afledningsmanøvre, hvis nogen skulle finde på at spørge - det syntes Marius i hvert fald selv.
"Nåh, ja," grinede David og rodede lidt i sit hår, der for Marius ikke så ud til at rykke sig en centimeter på grund af den mængde voks. Nåh, fyren havde vel gode gener - ellers ville de hårprodukter måske medføre til for tidlig hårtab, eller… hvad vidste han egentlig om det?
"Du skulle læse noget mere af ham, Marius, fordi han er lidt ligesom dig: Bitter, barnlig og brysk."
"Du kan bare det med bitre, barnlige og bryske bogstaverim."
"Men så er han dog alligevel lidt mere reflekteret og gammel-mand, end du nogensinde kan blive med den højde," fortsatte David ufortrødent.
"Whoa," sagde Marius monotont.
"Marius, det her er ikke det fedeste, jeg har læst, men det får mig fandeme til at tænke på dig. Han er jo en mester i øjebliksbilleder, og er det ikke dét, du stræber efter i musik?"
"Jo, til dels, men jeg tror også på, at musikken altid har afsæt i nu'et, at man ikke behøver at have et forhåndskendskab for at kunne tage Billy Evans, eller for den sags skyld bare Wagner til sig, hvorimod man skal have en vis sprogforståelse og læsefærdighed for at kunne begribe poesi, prosa i det hele taget."
David satte sig helt op med et opgivende, men dog ivrigt glimt i sine øjne. Han lagde Tom Kristensens "Samlede digte" på Marius' skosnuder.
"Altid så velovervejet, Marius; måske, der er håb for dig endnu. Skal vi ikke gå ned og drikke en øl?"
"Øh, I har sgu da time om lidt."
"Ja, og? Du har jo fri, fucking retard."
Misundelsen i Davids stemme var ikke til at tage fejl af - Marius grinede. Han fingererede lidt med bogen, mens han overvejede Davids foreslag.
"Det lyder ikke så tosset, det er lille-fredag, trods alt, og desuden skylder du for den hyggeaften, vi ikke tilbragte i hinandens umanerligt dejlige selskab."
Marius skilte læberne i et bredt smil, der afslørede de lige, hvide tænder. Jo, de kunne fandeme lade tungen løbe af med dem, når det endelig stak. Han stablede sig på benene og trak David op at stå bagefter. Så smækkede han bogen ned på Davids isse - blot for at pointere, at der var et stykke vej ned til hans hoved; David greb bogen med en arrig grimasse, rodede i det uspolerede hår og førte hånden mod Marius' skulder i knyttet tilstand. Marius fortrak ikke en mine, men smilede bare fortsat, mens de gik.
"Hør lige det her," sagde David pludseligt og slog op på en side i bogen. Marius kunne allerede nu se, hvor svært David havde ved at holde masken. David begyndte at læse:
"Stille, mit hjerte. Vinden er vågen.
Tungt skvulper træernes kroner i nat.
Bølger af efterårsløv slår i kogen
op om et vindu, som lyser forladt."
Det sidste ord kom ud som et halvkvalt grin efter den teatralske opvisning, der havde inkluderet både store arm- og mundbevægelser. Nu knækkede David sammen af grin, og Marius kunne heller ikke lade være. Det var sgu længe siden, David havde været så glad og så meget oppe at køre uden, at der havde været alkohol indblandet… eller de skulle ned og have en øl nu, men det talte ikke.