Vil du drikke en øl?

[Adam Lyhne]

1.e og f'erne havde kunstneriske fag sammen. Læreren i mediefag hed Jens. Han var ung, men ingen på skolen havde nogensinde set ham uden et jakkesæt eller tilbageslikket hår. Han var ret karismatisk og det var lidt som om der ikke var en eneste film som han ikke havde set. Han var også initiativtager til skolens filmklub. Adam var ikke så passioneret, men han duede ikke til musik og han tegnede omtrent ligeså godt som en børnehaveklasser, så der var ikke så meget andet at vælge imellem. Men selvfølgelig kendte han sine film.

Ikke kunstneriske franske film dog.

En homodude fra hans klasse havde i en fritime indlagt klassen til at se en lortefilm. The Dreamers. Og da alle var ved at brække sig over den, havde han bare tsk'et og sagt: "TOO GLAM TO GIVE A DAMN!".
Pigen i filmen blødte fucking ud af missen efter at hun havde mistet mødommen og så havde de bare kysset og hun havde fået sekret i ansigtet. Han gøs ved tanken. Victor følte sikkert at han havde styr på kunst, når han kunne se en film som den. Fri sex og æstetik i pik i en røv.
Og han hadede en fra klassen, bare fordi hun forsigtigt havde spurgt ham om han var gay (efter han kraftigt havde hentydet til det i parken til 'jeg har aldrig...') på en af de første skoledage. Det øjeblik Adam havde stalket ham på facebook havde han set det, så det var da ikke til at spille diva over.

Det værste af det hele var at der kun var 2 drenge i klassen. Adam og Victor. Best mates ever? Nope. Victor havde allerede fundet sit pigeslæng, og fordi de alle sammen havde været på efterskole og kendte rutinen, havde de allerede kaldt hinanden "familien". Og en klike var født. Så behøvede man da ikke at bekymre sig om dem længere.

Tilfældigvis havde Lærke også valgt mediefag, og hun gik i f, så der sad de begge i de virkelig behagelige stole i skolens minibiograf og skulle se reklamer. Det var nogle gode reklamer, og de fleste var røvsjove. Lærke sad bag ved ham - det fandt han i hvert fald ud af da hun sparkede ham i hovedet og han vendte sig om og så at det var hende.
"Hov, sorry," sagde hun bare og så kastede hun blikket tilbage på reklamen.
"No problem..." Han smilede og vendte tilbage.

Jens snakkede lidt om alle reklamerne, og nogle havde da nogle gode analyser om, hvorfor de fungerede som reklamer rent psykologisk.
Da timen var slut stoppede han Lærke og spurgte om hun ville med og drikke nogle øl i byen.

"Vi er nogle stykker der tager derned, og der er allerede nogle dernede. Kunne du finde på at tage med, hvis jeg nu spurgte rigtig pænt og måske satte dig i snor og trak dig hele vejen?" drillede han og smilede skævt. Han havde stadig ikke fået fornemmelsen af hendes humor, men han eksperimenterede.

[Lærke]

Der havde været latter. Folk havde lænet hovederne tilbage og givet hals, ekstasen de gav efter for, øjne der blev klemt sammen så man ikke så resten af reklamen, kun den punch-line der fik en til at huske den. Eller melodien.
Lærke kunne lide Coca Cola reklamen. Også selv om den var corny og plat til det gransende af det latterlige, men det var lige præcis den rigtige stemning i den reklame.

At hun havde sparket Adam i hovedet var en fejl, han havde sat sig i en blind vinkel, men hun var alligevel et for mageligt menneske til at fjerne sine pusselanker, som om gulvet var giftigt og hun for alt i verden skulle holde sine stinkende tæer fra det. Desuden tænkte man bedre, dets tætter fødderne var på hjertehøjde. Det påstod Aske. At det var en fucking løgn var noget andet, men det var en hun kunne lide at bruge.

"Jeg drikker en eller klam jydsk kusseøl til en femmer," sagde hun og så vurderende på ham.

Lærke mente det. Harboe, Slots, Frem. Hun gjorde det ikke igen, en elefant vidste man hvad var. Tuborg til nød. Hun var ikke noget egentlig mærkedyr, men så alligevel. Øl var ikke bare øl. Hun drak Jack D og kaptajnen, billige slatter der ikke havde årgange, men det betød ikke hun prissatte de gode slatter. Øl var bare noget man ikke kimsede ad grundet syv sølle kroner og Thor, Ceres, og Black Bird var alt sammen noget man burde pisse af skræk over. Carlsberg vidste man fandme hvad var.

Men hun fulgte efter ham ud. De skulle vel over med deres tasker.

[Adam Lyhne]

Nice at hun ville med. Hun var alligevel meget frisk. Det overraskede ham altid med hendes lukkede ansigt. Men man skulle vel aldrig dømme for hurtigt. Og hver gang hun åbnede munden røg der bare lort ud og han havde lyst til at grine helt vildt højt af overraskelse. Man han havde så småt vendt sig til det.
"Jeg elskede den der med 'Old Spice'. Virkelig bare random," grinede han.

[Lærke]

Hun gav et bifaldende nik. Et bistert samtykke som hendes far gav når det var morgen og Aske gav når han havde tømmermænd. Eller som hun gav når det var ligegyldigt at åbne munden.

"Jeg kan bedre lide selvironien i den med Neal Patrick Harris, der er det i mindste ikke jordens undergang at man stinker af sved."

Hun havde ikke et anstrengt forhold til folk der lugtede. Stank. Havde bukser der kravlede op i røven, eller samtaler om hvis nakkeost var værst.
Det var da forhelvede en naturlig del at ens krop afgav væske. Biologi og shit. Men nogen skulle absolut have mænd der stank af vaskepulver mens de røvpulede en.
Hvis Lærkes skulle røvpules måtte han gerne virke som en der ville netop det og ikke lagde tøj sammen.

[Adam Lyhne]

"Tror ikke at jeg har set den. Den må du lige linke. Elsker bare How I Met Your Mother." Han smilede skævt.
"Henter lige nogle ting på mit værelse. To sekunder." Han gik ind i rævehulen hvor han fandt sit værelse og en jakke til hvis det skulle blive koldt senere. Han tog også sine penge med.

[Lærke]

Adam havde ansøgt hende på facebook efter grillfesten. Facebook var et godt sted, det var hun egentlig enig, men det var meget lidt Lærke delte med nogen. Hun havde aldrig skrevet en statusopdatering og ganske sjældent kommenterede hun noget. Det var unødvendigt. Chatten var en helt anden sag. Især nu, væk fra alt det kendte. Hun havde aldrig prøvet at skulle holde kontakten med mennesker så langt væk. Mennesker man ikke bare kunne løbe hjem til.

Hun stillede selv den slidte Eastpack og smækkede pungen i lommen på sine sweatpants. Hun trak en cap over hovedet, for solen og skødesløst trak hun den øverste hoodie ud. En med Will Smith på. Hun holdt den bare i hånden før hun gik ud på gangen og ventede.
How I met your mother var en lidt lang serie for hende der handlede om ingenting. Men underholdende.

[Adam Lyhne]

Han kom hurtigt ud igen. "Hey." Han smilede til hende. "Skal vi gå?"

Han havde skyndt sig og havde næsten glemt pungen igen, fordi han havde lagt den da han tog sin jakke på. Han var næsten nået ud af mellemgangen før han kom i tanker om at den stadig lå på hans skrivebord.

[Lærke]

Lærke så ham lave en dobbelttake og så kom han ud af døren med et stort smil.
De gik. Skulder ved skulder. Hun tilpassede sig hans lidt langsommere gang. Ikke at han var langsom, Lærke løb nærmest når hun gik.
Som altid var det Adam der sagde alle ordene. Hun var bedst blandt den slags mennesker der bare talte og talte uden hun behøvede at sige meget.
Og nu hvor de gik behøvede hun ikke bekræfte det at de gik.

Hun så på gruppen, ikke mange, der stod og var klar til at gå. Vejret var endnu godt, en varm september. Men det var stadig begyndt at blive koldt.
Lærke holdt sig bare ved Adam.

[Adam Lyhne]

"Hvor mange drenge var der egentlig i din klasse?" spurgte Adam Lærke, da de var på vej mod gruppen. Det var nogle blandede stykker og mange var kostelever, fordi dagseleverne allerede var blevet trætte af at blive efter skole og være sociale. Selv på en fredag.

[Lærke]

Hun havde godt se de var relativt få inde i Adams. Måske fordi det var en samfundsfaglig, hun var ikke sikker, men vidste at det var en linje kællinger elskede.

"12," sagde hun, uden betænkningstid. Det var sådanne ting Lærke vidste. Holdt styr på.

Hun kastede et blik på menneskerne der ventede, var klar til at gå. Hun regnede med de gik.

"Lad os se om kussetyvene bliver."