Fitnisser (Emil og Lærke)

[Lærke]

Lærke lavede sine strækøvelser. Først varmede hun leddene op. Ikke at hun var stiv, men hun kunne lide at vide de var varme, bare for sikkerhedens skyld. Så efterfulgte spagat, split. Fødderne blev løftet bagover og rørte ved hendes hoved på skift. Hun stillede sig på hænder og bøjede ryggen, lagde nakken bagover og sænkede kroppen, med benene lodret fra gulvet til hendes røv klappede hendes hoved, hun rettede sig op, nærmest gled, kontrolleret i en bro for at rejse sig op, slå en flikflak og et araberspring, for at forsætte sine smidighedsøvelser.
Hun havde hovedtelefoner i ørerne Lukkede verden ude. Så ikke Emil der kom ind, eller hørte ham. Alligevel var hun ikke overrasket da hun så ham i færd med sin opvarmning. Han gjorde nogen armsving hun ikke kendte.

Med det samme var musikken slukket, de bare ben i løse shorts på vej mod ham og hun åbnede munden.

"Vil du vise mig hvordan du gjorde det der?" Hun svingede med armen, i en sølle efterligning af hans.

Hun så op på ham med sine grønne øjne. Sved der fik hendes hår ved ørene til at klæbe til huden, hendes let røde kinder over anstrengelserne, den totale kropskontrol hun påbød sig selv når hun trænede sin smidighed og styrke.
Men det var oprigtig interesse. Og hun var aldrig flov over at spørge om hjælp, heller ikke fra folk hun aldrig havde snakket med før.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil trådte ind i gymnastiksalen. Duften. Han åndede ind. Dybt. Lukkede øjnene, og tænkte på alle de timer han havde brugt her. Tænkte på hvor glad han var her. Det gjorde ikke noget at der i forvejen var nogen herinde. Det var ret hyggeligt. Emil kunne lide at se hvordan andre trænede. Emil gik ind. Lagde sit håndklæde og drikkedunk fra sig, og så begyndte han at varme op. Emil koncentrerede sig om at være i bevægelserne. Han koncentrerede sig om at få sit åndedræt op. Alt andet betød ingenting. Her var kun ham, bevægelserne og et eller andet sted i udkanten af hans øjenkrog var Lærke igang med nogle andre bevægelser.

"Vil du vise mig hvordan du gjorde det der?"

Emil kiggede op. Overrasket. Han havde faktisk overhovedet ikke set hende. Så bredte der sig et smil på hans læber. Han tørrede sveden fra hans pande af i et svedarmbånd, som han trænede med.
"Selvfølgelig vil jeg da det." Emil lavede bevægelsen et par gange. Først langsomt og så lidt hurtigere. Emil nikkede, da hun fangede den. "Mange der træner laver den røv forkert, fordi de bare ikke kan kordinere deres bevægelser. Men du er" Emil pegede på hende "herre god til den." Emil grinede og kiggede på Lærke, der stadig lavede bevægelsen.

Emils kinder var røde af den pludselige varme, der strømmede rundt i hans krop. Han følte sig levende. Klar. Han tog en tår fra sin grønne drikkedunk, og hoppede så op på løbebåndet. Han kiggede over på lærke, som nu lavede noget andet. Hun havde styr på sine bevægelser. Hendes arme fløj ikke omkring hendes hoved, som om hun var ved at miste balancen hvert andet minut. Emil tændte for radioen, og skruede op.
"Har du noget imod det?" råbte Emil over til hende og pegede på radioen, der sendte dunkende musik ud fra højtalerne.

[Lærke]

Lærke havde aldrig haft svært ved sport, rytme eller at huske. Tværtimod. Det faldt hende omtrent lige så naturligt som at trække vejret. Hun så på Emil mens han talte og sagde tak. Hun var ikke utaknemmelig, om end en utilnærmelig kælling der ikke brød sig om intimitet.
Men løbebånd. Hun ville rynke på næsen hvis hun var af den salgs der viste følelserne uden på. Det dovenskab. Det var når man langt bedre kunne identificere sig med det industrielle frem for uden for. Det var ikke naturen Lærke hyldede, den kunne man stikke skråt op og sutte på som et bolche. Heller ikke det urbane miljø. Det var det at stå der på det samme sted og lave en fucking bevægelse der krævede fremdrift. Der var ikke noget smukt eller særligt kunstfærdigt. Ingen badutspring og ingen sidehop. Der var båndet der i en uendelig køre forsatte med at bringe en til nulpunktet. Til håbløsheden. Der var plads til at komme i en stemning hvor alt man kunne koncentrere sig om var sig selv.

Så musikken. Den brølede ud og det gjorde hende godt. Hun vidste det var P3 men egentlig var Lærke langt mere fan af lokalradio. Hun havde intet imod mainstream musik, heller ikke den nationale stemme, men hun kunne bare bedre lide en der ikke blev fyret for at sige 'fuck det beat er mega lækkert, kryber lige ned i mine trusser'. Men hun var endnu ikke hel fortrolig med den århusianske lokalradio.

"Nej, det er fint."

Hun gjorde bevægelsen. Igen og igen. Den skulle indprentes. Huskes. Ikke at Lærke glemte noget.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil trænede. Og trænede. Efter løbebåndet var det armbøjninger. Planken. Han tænkte ikke over det. Var ikke i tvivl om hvad han skulle til. Sveden drev ned af ham, og selvom Anton måske troede at han kun gjorde det for at kunne ro hurtigere end ham i kajak, så var det langtfra grunden. Han kunne lide det. Ikke at tænke på andet end hvordan hans krop skreg efter pause, for så bare at blive ved i så lang tid, at der kun var ham og hans muskler der smertede. Et sted i baghovedet hørte han den musik, som han ikke kendte. Det var en god sang, men alle sange var næsten gode i Emils hoved. Han var elendig til musik. I hans verden var musik noget han trænede til, dansede til eller ryddede op til (hvilket han stort set aldrig rigtig gjorde).

Emil rejste sig op fra måtten. Hans hår klistrede sig svedigt fast til hans pande, og han kunne ikke lade værre med at grine lidt, da han kiggede hen på Lærke og så at hun svedte mindst lige så meget som ham.

"Vi ligner nogle våde hunde." sagde han og grinede.

Emil kiggede på hende. Hun strækkede ud. "Hvorfor træner du?" Han vidste ikke hvorfor han spurgte. Det gjorde han bare. Nysgerrighed. Ville måske helt vildt gerne vide hvilke andre motivationer til træning der var, udover dem han selv havde. Måske fordi Lærke ikke bare trænede ligesom hende den blonde dukke fra 1.G, der ikke svedte på noget som helst tidspunkt. Det eneste hun lavede i to timer var at stå og strække ud.

[Lærke]

Hun svarede ham ikke på spørgsmålet. Lærke trænede ikke for at ligne en dukke eller for at andre skulle se hende træne og tænke at det var godt hun gjorde det. Det havde hun aldrig gjort. At ligne en våd hund var noget hun tog som anderkendelse og et kompliment. Især fordi hun virkeligt godt kunne lide stinkende køtere. Men der var ikke noget at sige til dt.
Og nu hvor hun strakte ud var det heller ikke for at folk skulle sige hun passede godt på sig selv, men simpelthen fordi det hjalp hende med at holde smidigheden. Lærke var ikke en af dem der troede på at det at strække musklerne hjalp, heller ikke selv om Aske insisterede på det.

"Hvorfor træner du?"

Hun så på på Emil. Han tårnede sig op over hendes siddende stilling. Stod der og gispede endnu. Hun blinkede en gang og foldede sig selv ud, strakte benene ligefrem, fødderne pegende op, lagde sig fladt over sin ben og greb om fødderne. Lå der som et helt sammmenfoldet menneske, i 30 sekunder før hun igen rettede sig ud.

"Min krop er mig. Jeg kan lide kontrol."

Men hun spurgte ikke ham. Han måtte selv sige det hvis han ville.

[Emil Beyer Adamsen]

Kontrol. Tryghed. Styring.

Emil nikkede tænksomt til hendes svar. Var ikke sikker på han forstod det. Det der med at vide helt præcis hvad man kunne- og ikke kunne. Det med at have et overblik over det hele, og nyde det. Emil kiggede på hende. Talte hvor lang tid hun blev ved hver udstrækning. 30 sekunder. Hun rettede sig stille ud igen. Velovervejede bevægelser, og et ansigt der ikke afspejlede nogen som helst følelser. Emil kiggede på hende og tænkte på hvor mange forskellige motivationer, der var for at træne.

Der var dem der bare gjorde det for at være pæne udadtil. For at være klar til sommeren, og for at forbrænde den snickersbar som man lige havde spist. For at have det bedre med sig selv. Ens samvittighed. Der var også dem der higede efter at præstere. Følelsen af at være nummer et hver evig eneste fucking gang. Følelsen af at svæve over målstregen og være god til noget.
Der var dem der kan lide kontrol - som Lærke.

Der var sikkert mange flere grunde. Nogle havde vel ikke engang grund. Nogle havde det måske som ham selv. Emil der trænede fordi han kunne lide den specifikke følelse når det gik så helvedes godt, og man balancerede i sig selv. Når man fandt ro i en ellers ustyrlig krop. Den følelse af at kunne løbe hele tiden. Blive ved og ved og ved. At være ovenpå. At ville livet.

"Du Lærke?"

Emil prøvede ikke at overdøve radioen. Lærke kunne godt høre ham.

[Lærke]

Hun var nøjsom, langsommelig og perfektionistisk. Hendes tanker kræsede endnu om hendes meget korte om end præcise svar. Hun brød sig ikke om at drømme. Hun brød sig ikke om at vågne og opdage hun havde skiftet stilling. Det var ikke hende der styrede. Men nogen gange, som når hun blev fuld, gav hun slip. Det var ikke hende der sad i førersædet og det havde hun brug for.

Men som altid var hendes fokus alle steder og det overraskede hende ikke at Emil sagde noget, for hun havde set læberne skille sig, brystet hævede sig som han trak luft ind og så kom ordene. Han var ikke færdig.

"Ja."

Der var ikke andet at sige. Han måtte gerne tale og det havde han åbenbart brug for at udtryk for.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil kiggede på hendes bevægelser. Så hvordan hun udførte dem helt, og ikke lavede nogle halvhjertede bevægelser, som alligevel ikke nyttede noget. Emil rejste sig. Gik de få meter hen til hende som der nu var. Hun så lille ud oppefra. Hun var nok lidt yngre en han først havde troet.

"Vil du ikke lære mig at strække ordentligt ud?" Emil kiggede en kende flovt på sine fødder. Han var ikke specielt smidig. Det var en af de ting hans forældre altid havde drillet ham ufatteligt meget med. Ikke at kunne nå
sine tæer.

Emil grinede, og rodede op i håret. "Du behøver nu ikke hjælpe mig, hvis du absolut ikke gider. Det er i hvert fald mange der bliver totalt afskrækkede, når de ser hvor elendig jeg er til at nå mine fødder."

[Lærke]

Lærke så hvordan han først kom tættere på og mærkede hvordan han betragtede hendes krop, hendes bevægelser, hendes ageren. Hun var også klar over at han ikke fik en rejsning og ønskede at gennempule hende lige nu og her. Hun kendte ikke Emil men havde som altid fordomme om folk, Emil var en af dem der kun gjorde ting der gjorde ham selv glad og ind til videre udfyldte sport og især mad pladsen for sex og et egentligt intimt forhold. Det handlede ikke om kontrol, eller at blive bedre for den sags skyld. Det handlede bare om at Emil skulle have det godt med sig selv. Og som den pleaser han var fik han sikkert ikke rigtigt noget ud af sex medmindre partneren sagde at det havde været fucking godt. Hvis han overhovedet var kommet ud på sin jomfrurejse og sjasket stævnen til med skummende sæd. Det kunne hun ikke helt vurdere.

"Hvis du prøver at nå dine tær først, at du satme dummere end en 7. klasses trunte med lakerede negle fra Matas." Men hun rejste sig elegant op. Det glatte ansigt uden udtryk, om end hendes øjne udstrålede noget andet. Nysgerrighed?

Hun så ham an. Han virkede stiv. Men stive mennesker kunne blive smidige. Bare ikke på en og samme dag. Det var latterligt at tro. Men at strække ud havde intet at gøre med smidighed, måske hvordan det så ud når man udførte øvelserne, men ikke om man gjorde det rigtigt.

"Hvilke dele vil du så strække ud?" Hendes fede accent der skinnede igennem og også gjorde hende hård og utilnærmelig.

[Emil Beyer Adamsen]

Det var helt sikkert en fornærmelse at blive sammenlignet med en trunte fra syvende, når man var mindst 30 centimeter højere. For Emil havde det været mere fornærmende at få at vide at hans morgenkåbe virkelig ikke var smart- og heller ikke havde været det i 80’erne. Emil grinede. Det lå let til ham- at grine. Hans mave rumlede, og han grinede. Han grinede fordi et billede af ham med lyst hår og røde negle klæbede til hans hjerne.

”Årh Lærke… Forestil dig det lige…” Emil klappede sig i hænderne ”mig med læbestift og duckface og lyst langt afbleget hår og en push-up bh der kan løfte the manboobs lidt.” Emil brølede bogstavlig talt af grin.

Imodsætning til Emil havde Lærke ikke glemt hvad udgangspunktet med trunte samtalen var. ”Hvilke dele vil du så strække ud?” Emil prøvede at holde sit ansigt i neutrale folder, men det mislykkedes og i stedet smilede han stort. ”Benene og ryggen.” Emil kiggede ned på benene. På sine tæer der var så langt væk. ”Det er vel en god start i hvert fald.”

[Lærke]

Lærke fandt det ikke helt så sjovt som Emil. For at sige slet ikke. Synligt. Hun kunne godt forestille sig ham værende en pige. Men kun et sekund. Så var det ovre for hende. Hun tog ikke del i hans latter. Men hun tog sjældent del i nogens latter. Ikke fordi hendes latter var enestående. Det var den ikke. Ikke som Emils. En latter der kunne rive andre med og få dem til at glemme deres sorger. Det var beundringsværdigt. Igen mindede han hende om Aske.

Lærke vurderede at de to de helt simple øvelser. Dem alle kendte. Dem som 80 % lavede forkert. De ødelagde i længden sig selv ved at gøre det sådan. Emil fik et nik og hun samlede sine smalle ben og løftede det ene knæ, greb fat under anklen og klemte lægget mod bagsiden af hendes lår. En simpel ting.

"Lad mig se dig gøre det, duckface." Hun var ikke uden humor. Man kunne bare ikke se det.

Selv gav hun slip på sit ben. Så på Emil. Hvis man bad hende om noget forventede hun at man gjorde det ordenligt. Og hun havde tænkt sig at gøre sin pligt og rette på ham.