Date (kind of) sommer eftermiddag - Marc & Nille

[Pernille Maria Monggaard]

Marc og Pernille fredag efter skole, og det er ikke tiltænkt som en date; de har bare besluttet sig for at have det lidt sjovt - nu, hvor de kun har snakket flygtigt sammen til festerne og hyggeaftenerne.
Om de bliver i Lyngvig, eller tager videre ligger endnu åbent.

[Pernille Maria Monggaard]

Det var nice, at solen stadig skinnede og gav den kølige luft en form for varme. Det var varmt nok til, at hun kunne gå i lidt løstsiddende ærmeløs skjorte ud over de stramme jeans. Hun havde bare et par plain beige ballerinasko på og håret løst. De blonde krøller havde fået lidt skum i og dansede let i brisen, når det tog fat. Hun var et stort smil ved Marcs side og fortalte ham halvt leende om, hvordan hendes sidste lektion i biologi havde været.

"... Argh, men det var helt åndssvagt, så meget den fremlæggelse kiksede for Jeanette, da hun ville beskrive T-Killer-cellen og dens rolle... eller hvad den nu hedder..."

Hun trak lidt ligeglad på skulderen. Når hun læste det, vidste hun det jo godt. Det var jo ikke, fordi hun havde svært ved faget. Men altså, hun gad sgu ikke fokusere skarpt på det nu, hvor de havde fri.

"Marc?" spurgte hun og kiggede op på ham med de milde, udfordrende blå øjne. Hun havde ikke villet tænke på, hvor pæn han egentlig var i dag - ikke, før hun så på ham nu. Hvor var det sødt af ham at sige ja til at tage en lille bytur - kendte han hende ret, burde han vide, at de ikke var tilbage på skolen før engang i nat. Hun huskede hyggeaftnen, hvor de havde siddet tæt og bare snakket om deres ferie, og hvor hun måske havde flirtet lidt meget, men ikke gjort alvor af det. De kunne have nået længere, havde det ikke været for Pernille, der lige ville ind i Sneglehuset og sætte lidt gang i løjerne derinde ved at fyre op for noget musik. Alle var alligevel begyndt at fordufte fra aktivitetsrummet og fortsætte festen i lidt mere intime rammer i elevhusene. Marc havde været der hele aftnen, men de havde ikke talt så meget mere den aften. David - åh, han var så sjov - var blevet pænt fuld og ville fortælle alle sine vittigheder, og til sidst havde Marc trukket ham væk fra festen.
Siden havde Pernille tænkt, at det kunne være sjovt at snakke lidt mere med Marc - især, når han var så betænksom selv at pointere, hvor strid hun var, når hun drak ham fuld, hver gang de sås, og at han ikke kunne huske så meget af det. Det var ret skægt. Der gik heller ikke lang tid, før hun fik taget sig sammen til at spørge ham, om han ville hænge ud med hende om fredagen - det var allerede næste dag ved frokosten, hvor hun bare var kommet hen til ham i buffeten.

[Marc]

Marc lod eftermiddagens solstråler varme hans ansigt, som han og Pernille gik ned af gågaden der tilhørte selve byen 'Lyngvig'. Han var faktisk blevet temmelig overrasket, da Pernille var kommet hen og spurgt om han ville med ind til byen. Efter hyggeaften havde det været beskeden som de havde snakket sammen og præcis hvorfor vidste han egentlig ikke. Han smilte altid til hende når de mødtes på gangen, men det virkede ofte til hun havde travlt med sine veninder.
Måske han bare skulle til at være den der opsøgte hende, i stedet for at være passiv? Men selv om han måske var en charmør når han havde fået noget indenbords, så var han langt fra lige så god ædru... Derfor kunne han da godt få nogle point for at forsøge på at mande sig lidt op og snakke med hende. Men Pernille var kommet ham i forkøbet, og uden den mindste tvivl havde han sagt ja. Selvfølgelig ville han gerne bruge en eftermiddag (og nok også længere) med hende.

Hun snakkede løs og han nød det faktisk. Hendes snak kede ham ikke og hendes glædesfulde smil, hver gang de så på hinanden var det meste værd.

''Marc?'' Hun så let spørgende op på ham.

''Ja?'' Smilede han tilbage. Siden hyggeaften var hans krøller blevet klippet kortere, fordi hans mor havde hevet ham hjem en dag. Hans fars fødselsdag var virkelig vigtig for hende. For det var en ting hans forældre altid havde hævet højt: Familie. Men ellers lignede han sig selv, med mørke jeans, vans og en hvid t-shirt med et sort mønster print på.

[Pernille Maria Monggaard]

"Det var virkelig rart, at du gad - det her," sagde hun, og det var mærkeligt, at det føltes, som om det betød mere for hende at sige det, end hun selv havde troet, at det ville. Det skulle bare ud, for hun var ikke så god til at brænde inde med dét, hun gik og tænkte på i længere tid ad gangen. Smilet på hendes læber, der før havde været så kækt, virkede pludseligt tøvende. Var hun kommet for tæt på. Pernille løftede en hånd og strøg håret om bag det ene øre.

[Marc]

Det var ikke det Marc havde regnet med Pernille ville sige til ham, men det generede ham bestemt ikke. Hans halvskæve smil viste de hvide tænder og uden de store overvejelser svang han sin arm op og lagde den om skulderen på den herlige pige ved hans side.

''Selvfølgelig ville jeg.''

Det var underligt at han som sådan havde haft svært ved at opsøge hende på skolen, men at som de gik her føltes det fuldstændig naturligt at lægge armen om hende.

''Jeg kunne da ikke sige nej, når du spurgte mig så pænt.'' Drillede han, men forsatte så med en tone i hans bløde stemme der fortalte at han faktisk mente det. ''Det var virkelig rart at du spurgte. Kunne ikke tænke på noget bedre at bruge min dag på.''

[Pernille Maria Monggaard]

Han fik et stort tandpastasmil til gengæld for sit charmerende smil. Hun krøb automatisk tættere ind mod ham, da han lagde en arm om hende. Det var fantastisk at gå sådan med ham. Hun havde end ikke forestillet sig det, men da det skete, virkede det bare afslappet. Hendes øjne virkede, som om de var alle vegne, og de lyste af iver, som om Lyngvigs bybillede var noget, hun så for første gang. Men øjnene vendte altid tilbage til den lækre spanier.

"Hvor er du sød," sagde hun leende til hans bemærkning. Pernille kunne alligevel ikke lade være med at føle sig opstemt ved tanken om, at han mente det alvorligt. Yes!

"Det var vist også på tide, ik'?" fortsatte hun, "efter alle de fester, mener jeg ..."

[Marc]

Følelsen af at Pernille krøb nærmere til ham, var nærmest euforierende. Sidst han havde gået sådan med en pige på denne måde, uden at være fuld var mange år siden. I folkeskolen vidst nok og det havde ikke været helt ligesom nu. Nærmere akavet og mest fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre. Det var ikke tilfældet med Pernille.

''Og du mener slet ikke jeg er mandig eller stærk. Bare sød?''

Han stillede en sårede grimasse op for hende og afbrød det med et smil.

''Men ja, det var jo lidt på tide.'' Der var ingen beskyldning at mærke i hans ord og hvis der var nogen man kunne blame var det nok ham, for ikke at tage sig sammen. Han tog en dyb indånding, stadig smilende.

''Nå, men er din plan så at jeg skal være din tøj holder hele dagen?'' Han nikkede hoved i retning af nogle af tøjbutikkerne de gik forbi.

[Pernille Maria Monggaard]

"Ja, virkelig," nikkede hun ivrigt til det med, at Marc var sød. Det var han helt bestemt. Hun kunne ikke lade være med at blive gladere for hvert skridt, de tog. Glad for, at han holdt om hende. Glad for hans smil mod hende. Det var helt vildt.

"Oh, nooo," lo hun, mens hendes stemme steg en oktav eller to i udbruddet, "tøjholder ..."

Det var bare alt for sjovt. Hun kunne næsten ikke holde sig oprejst af grin, da hun spændte mavemusklerne og bare måtte krumme sig sammen af grin. Hendes hånd greb instinktivt i Marcs arm. Latteren væltede bare ud af hende.

[Marc]

Marc stoppede op, da Pernille tog fat i hans arm og lo. Højt og klingende. Og smittende. Helt hvad der havde været så sjovt over hans ord vidste han ikke, men det var rart alligevel at hører hende le så oprigtig. Han lo lidt med og lagde så sin arm om hende.

''Nu dør du ikke af luft mangel vel? Jeg har ikke lyst til at gå alene tilbage til skolen, de vil bare tro det er mig.''

Han smilte og begyndte at trække hende med. Havde armen om hende stadig og kunne dufte hendes parfume.

''Eller det ville det vel være alligevel,''

[Pernille Maria Monggaard]

"Jah ..." klynkede hun gennem sine latterkramper og lod sig trække med. Hun prøvede virkelig at holde latteren i sig, men det udtryk - tøjholder - hvor fik han det fra? Det virkede bare så regelret, eller voksent at sige den slags.

"Jeg har aldrig hørt det udtryk før," sagde hun endelig, da hun kunne rette sig op. Hun strøg fjerlet over hans arm med fingerspidserne og stak sin arm ind under hans og slyngede den om hans liv.

"Men altså, der er ikke så meget at se på - og hvis du endelig skal holde i noget, så er det mig."

Hun skimtede vant tøjbutikkerne, mens de gik, men øjnene fløj altid tilbage til Marc, som uden tvivl var det mest interessante for hende lige nu.

[Marc]

Det var så naturligt og rart at hun lagde armen om hans liv og hans automatisk lagde hans om hendes skuldre, at man nærmest skulle tro de var et fuldstændig fast par. Måske var der også en eller anden form for potentiale. Han måtte tilstå at han tænkte temmelig meget på hende efterhånden. Og når han så hende på skolen, brugte han mere tid på at tænke hvad for en undskyldning han kunne bruge for at snakke med hende, end han lyttede til David. Og hendes latter fik kun bekræftet ham endnu mere i, at han muligvis var ved at udvikle et crush på Pernille.

"Hov hov frk. Monggaard." Ja, Marc var typen der huskede alle folks efternavne. Også mellem navne. "Er du nu sikker på, at du tør lade mig holde dig?"

Han så på hende med et smil og kunne mærke hvordan de sitrede i huden, hvor hendes hånd lå på hans ryg.

"Nu har du ikke en eller anden storebror der kommer og tæver mig, fordi jeg falder for din flirten der kun er for at teste mig?" Stadig drilleri, men også en mulighed for at lærer hende lidt at kende. Altså sådan nogle af de overordnet ting. Hvordan hendes liv ude for skolen var.. Familie f.eks.