Jamsession- Marius & Anton

[Marius Emil Lundqvist]

Ved godt, jeg burde have lavet et nyt board... for det her er nede i kælderen, hvor der er div. øvelokaler. De øvrige musiklokaler på skolen er ofte i brug - selv efter undervisningstimernes afslutning, fordi skolen har forskellige aktiviteter som kor og den slags, også for de eksterne elever, som ikke bor der.

Never mind.

[Marius Emil Lundqvist]

Midt september på en hver dag

Marius og Anton fulgtes ned til øvelokalerne i kælderen. Anton havde sin guitar på ryggen, for han var sgu ikke fan af at spille på skolens ikke altid så velholdte instrumenter. Det var kommet lidt out of nowhere, idéen om at klemte lidt på et par instrumenter og have det for nice.

Marius havde siddet i det propfyldte aktivitetsrum sammen med Amanda og én af pigerne fra hendes klasse (Sara) og snakket lidt om en danskopgave, som de havde for i deres klasse. Det var næsten sædvane for ham at lægge øre til og komme med weird kommentarer eller råd til danskstile. Ikke, at han var pissegod, men for Amanda var det åbenbart godt nok - og for Sara var det decideret underholdende. At han selv scorede 12-taller i det fag, var Marius en gåde. Stadig. Hvad Marius ikke vidste, var, at dansklæreren var svært begejstret for intertekstualitet og gammelmandsordforråd, hvad Marius i det store og hele kunne prale af, hvis han gad.
"Vil du ikke med ned og spille lidt, Marius-dreng?" var det første, Anton havde sagt, da han var gået tilfældigt forbi - og helt tilfældigt havde det nok ikke været fra Antons side, selvom det var almen kendt, at han gik rundt med sin guitar, hvorfor ingen tænkte nærmere over det.
Marius havde set op fra Amandas slidte computer, hvor hun havde været i færd med at vise ham skolens sidste nye gossip på Facebook og løftet et øjenbryn mod 3. G'eren. De var hver især kendt for at være musiknørder med overdimensioneret M, og alligevel havde de ikke lavet så meget sammen udover fællesaktiviteter og spillet Bezzer Wizzer til festerne. Men John, der var Marius' værelseskammerat havde gjort sit til, at Anton og hans sammenstød var blevet oftere, om end ikke noget, Marius havde tænkt over som en legitim grund til at hænge ud... men hvorfor egentlig ikke?
Marius vidste ikke, hvordan det løftede øjenbryn blev tolket. Måske negativt, for Anton fremdrog en pakke Cookies fra et sted og blinkede muntert: "Kage skal der selvfølgelig også til."
"Havde du først spurgt, om jeg ville dele Cookies," havde Marius svaret, "ville jeg være både mistænksom og mere betænkelig, men musik er jeg sgu altid frisk på - vi ses, Amanda."
Blondinens skulder fik et let slag af hans flade hånd, før Marius' skikkelse ragede op som et tårn og fulgte efter den brunhårede Mr Engström.

Nu stod de foran øvelokalet, og Anton trak sit studiekort frem for at låse døren op.
"Jeg går sgu ikke op i, om jeg har mit dankort på mig," kommenterede Anton med et lille grin, "men adgangen til de her lokaler vil jeg for alt i verden ikke være foruden på noget som helst tidspunkt i døgnet... Damerne først, bro," tilføjede han.
Marius gik ind i øvelokalet. Selvom det var rummeligt, fik han en fornemmelse af at være presset ind i en boble, når han kom herind. Det skyldtes nok, at der her i kælderen var mindre højt til loftet end ellers. Han behøvede kun at strække armen halvt op, før han kunne røre loftet med flad hånd. Der lugtede lidt indelukket, og de lydtætte vægge dræbte akustikken, men lugten af kaffe var også dominerende for ikke at sige lugten af instrumenterne og forstærkerne. Den slags lugtede altid velkendt.

"Det er nu engang et privilegie at være en dame," svarede Marius med et ubevidst charmerende smil til Anton og et saligt udtryk i de lyseblå øjne, da hans hånd lukkede sig om låget på det akustiske klaver og åbnede det. Fingrene strøg fjerlet over tangenterne.

[Anton Sommer Engström]

Det var egentlig John, som havde foreslået ham at spille noget musik med Marius. Ikke at han gjorde alt hvad John foreslog, men det var nu en forholdsvis god idé. Han havde jo hørt hvad knægten kunne og det være også tydeligt, at han var lige så nørdet og passioneret omkring musikken. som Anton selv var. Det kunne man ikke sige om de fleste i den gruppe han normalt jammede med om aftenen. Så det kunne måske være meget skægt med ny inspiration. Og da fyren, som var endnu højere og langt mere ranglet end Anton selv, tilfældigvis sad i dagligstuen da han gik forbi og var på vej ned for at spille, kunne han jo godt lige fremlægge forslaget for ham.
Humoristisk var han i hvert fald, det lovede sgu godt nok. Man blev nødt til også at være på bølgelængde med folk, ellers var det ligegyldigt hvor god teknisk musik man kunne lave sammen, hvis man ikke følte hinanden.
"Hvis jeg havde spurgt først, om du ville dele cookies, havde du sgu nok også grund til at være betænksom," grinede han til Marius halvflabede svar på spørgsmålet.

De lukkede sig ind i et af de små øvelokaler i kælderen. Der var totalt varmt og indelukket, så Anton lukkede det lille vindue op og smed pakken med kager på et bord, der rodede af noder, en enkelt tuner og stemmegaffel, en rulle gaffatape og nogle plektre.
"Det ved jeg sgu ikke noget om," smilede han til kommentaren om glæderne ved at være hunkønsvæsen. "

Han lynede den blå guitar ud af dens taske og sætte sig på en stol tæt på klaveret, hvor Marius allerede sad klar med det fokuserede og forelskede blik enhver rigtig musiker fik, når de stod over for et nyt musikalsk forhold og udsigten til at skabe noget stort.
"Hit me, Mary," befalede han og var klar til at følge det mindste vink fra pianisten.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius fnøs kort ad Antons respons på hans joke om privilegierne ved at være kvinde, fordi det for Antons vedkommende nok var meget sandt - ikke, at han ikke vidste noget om piger, men at han foregav netop det.

Marius vendte sig halvt imod 3. G'eren på klaverbænken, da denne satte sig klar med guitaren. Den venstre hånd, som ikke på noget tidspunkt havde forladt klaveret, begyndte automatisk en blues-agtig rundgang. Hånden syntes at have sit eget liv, som den hoppede fra tone til tone. Et par sekunder efter begyndte Marius' fod at vippe i takt til musikken.

"Jeg synes -" begyndte Marius, netop som hans højre hånd faldt ind i en hoppende rytme på off-beatet i en almindelig Bb-mol, "at du skal styre gamet."

Ansigtet var stadig vendt mod Anton. Øjnene var fikseret på strengene, som Antons fingre hvilede løst på, og ikke fyrens ansigt. Musikken i Marius' hænder tabte farten gradvist, og akkorderne blev mere flydende. Han dæmpede anslaget, så det virkede, som om klaveret kun lige var i stand til at frembringe lyde.