|
|
Post by Theo Hedegaard on Mar 3, 2014 20:50:20 GMT 1
Den tørre lyd af papir der bladrer lød i værelset og var på trods af sin ringe volumen det højeste at høre. Det var atypisk at der var så stille når nu alle rummets beboere ver hjemme, men en eller anden sløvhed havde lagt sig over dem i dag for de flød alle sammen på deres respektive senge eller skriveborde og var meget stille. Theo havde en af sine yndlingstegneserier i hånden, men han læste den ikke rigtig, skimmede bare lidt og lavede den bladrende lyd som var det eneste at høre. Han kløede sig lidt i de røde krøller og kiggede sig omkring på de andre. John så lidt ud som om han var faldet i søvn med snuden i en bog, noget Theo efterhånden havde fundet ud af ikke var helt ualmindeligt, men han sov nok ikke engang helt. Marius havde høretelefoner i og lyttede grangiveligt til et aller andet stort musikalsk værk og Adam havde gang i sin computer. Ingen af dem havde nogen planer så vidt Theo vidste og tydeligvis havde ingen valgt at tage hjem i weekenden. Så de lavede bare ingenting. Vejret udenfor var heller ikke noget der inspirerede til fest og farver, men grå skyer og støvregn der var nok til at tage modet fra selv en regnglad snegl.
Theo kiggede ned på sin tegneserie igen, men han kunne ikke koncentrere sig. Han kedede sig.
"Er det bare mig der synes at der er lidt for stille herinde?" spurgte han ud i rummet, "er der ikke et eller andet vi kan lave?"
|
|
|
|
Post by Jonathan Bailey Smith on Mar 4, 2014 20:57:34 GMT 1
Sådan var det også med krigen. Eller rettere, det samme gør sig sikkert gældende i et samfund.Man forstår ikke alt det, der indvirker på udviklingen...hvor alt er filtret ind i hinanden.
Han prøvede virkelig at holde fokus. Det var en god bog. Der var ikke tal på hvor gode anmeldelser den havde fået. Politiken havde skrevet at bogen var så fabelagtig, aktuel og realistisk at den i virkeligheden handlede om nutiden. Foregik lige nu, uden nogen turde se det i øjnene. Jonathan var cyklet indtil Århus bare for at få den hurtigt. Men det var bare som om, at hver gang der kom et længere tekststykke var hans øjne ved at klappe sammen.
Han havde kigget op et par gange, noteret sig at Theo tilsyneladende var opslugt af sin tegneserie. Og at hans ben sitrede mens han gjorde det. Men hver gang han så væk igen, fornemmede han at Theo havde kigget op. Til sidst lagde han bare hovedet på bogen og lod sine øjne gøre som de selv ville. Det trommede svagt på roden og Theo vendte en side.
"Er det bare mig der synes at der er lidt for stille herinde?"
Han kunne høre den stumpe lyd af Theos tegneserie der landede på gulvet. Så kiggede han op med et lidende smil til Theo og nikkede. Han satte sig op og så på de to andre i værelset. Adam havde hørebøffer på ved sin computer og Marius sad med sin ipod. Det var tvivlsomt om de havde hørt noget.
"Hvis du tager Adam, så forstyrrer jeg Mulle?" Sagde han smilende til Theo, og rejste sig forsigtigt.
Det var jo for nemt, Marius sad med lukkede øjne og trommede med fingrene på sit ben i takt.
Jonathan gav ham et øjeblik til at opdage at Jonathan hang ind over hans køje, inden han prikkede fyren ubarmhjertigt i ribbenene og skubbede hans høretelefoner lidt af.
"Marius, vi keder os." Beklagede han sig med et drillende grin.
|
|
|
|
Post by Marius Emil Lundqvist on Mar 5, 2014 0:12:33 GMT 1
Snarky Puppy i ørerne, og alting kunne i og for sig være lige meget omkring ham. Marius havde det fantastisk lige nu. Det var én af de dage, hvor en afslappende døsighed havde lagt sig over ham, hvor han ikke havde én eneste aflevering for til hele denne uge og var på forkant med et par tysk oversættelser til næste uge. Jep, og så hørte han eksperimentel jazz, som var så skørt og så lækkert og så pissefedt. Hånden trommede rytmisk på låret, mens han sad tilbagelænet med lukkede øjne. Fingrene imiterede de elektriske akkorder og fulgte rytmen lydløst. Han vidste, at Jonathan lå og læste, og at Theo gjorde det samme. Adam var vist forsvundet ind i sin egen verden.
Pludseligt fornemmede han noget. Det var ikke noget, han hørte, selvom musikken ikke var skruet særlig højt op. Det var, som om der var noget i luften - en fornemmelse af et andet menneskes krop, som fik hans hud til at kilde. Marius nåede lige at slå øjnene op, før han mærkede et jag i siden fra Jonathans finger.
"For helvede!" udbrød han og spjættede ufrivilligt, så høretelefonerne faldt helt af. Hans hånd fløj op i en afværgende gestus, men ramte ikke værelseskammeraten, der bare smilede og sagde: "Marius, vi keder os."
... som om det var Marius' opgave at rette op på den sag. Helt ærligt, hvorfor fanden skulle den slags altid tørres af på ham?
"Og hvad så? Jeg keder mig fandeme ikke," svarede han irritabelt og samlede sine høretelefoner op igen. Han tjekkede displayet på iPod'en og skulle lige til at putte høretelefonerne i ørerne igen. Men så tænkte han, at det alligevel ikke ville blive nemt at falde tilbage i den afslappede stemning, så hans sure grimasse forvandledes til et smil så pludseligt, at det måtte komme bag på dem.
"John?"
Marius rettede sig op ved at stemme skulderen mod væggen og rejste sig, så han virkede som et spir inde på værelset. I samme bevægelse havde han trukket dynen med sig, som han lod falde hen over Jonathan, der ikke nåede at svare. Marius havde stadig fat i begge ender, som han trak i for at få Jonathan til at bevæge sig nærmere. Hurtigt pakkede han ham ind og smed ham på sin seng. Han satte sig igen med benene hvilende på tværs af Jonathans krop, hvor kun hovedet og fødderne stak ud af dynen.
"Det her bliver en chill dag," kommenterede han, som om intet var hændt og tog sin iPod, stak hovedtelefonerne i ørerne og trykkede Play. Men han havde ikke regnet med, at Jonathan ville lade det blive ved det. Der var nu fordele ved at være så høj...
|
|
|
|
Post by Theo Hedegaard on Mar 11, 2014 18:54:00 GMT 1
"Ej hey hov!" udbrød Theo da han så hvordan John blev behandlet af den kære Mulle. Ikke så kær længere. Han havde selv sprunget fra sin seng for at følge Johns forslag og få liv i Adam. Ikke at Adam var død, selvfølgelig ikke, men altså gøre et eller andet. Theo var ikke engang klar over hvad han ville gøre, men han blev alligevel distraheret over Marius' underlige handling. Nu stod han bare midt på gulvet med et forvirret udtryk i ansigtet.
"Hvad laver du, Marius?" spurgte Theo og gestikulerede mod den lange form i dyne der var John.
|
|
|
|
Post by Marius Emil Lundqvist on Mar 11, 2014 22:09:28 GMT 1
Theos ansigt var simpelthen uvurderligt. Marius kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet ved synet af den forvirrede, rødhårede starut, hvis foretagende var blevet afbrudt.
"Jeg forpupper mit afkom," sagde Marius. Det kom ud som en tør, mumlende bemærkning. Fingrene havde skruet ned for lyden på iPod'en, så han kunne følge med i den virkelige verdens lydscenarie.
"Så kan det vokse sig stort og stærkt i løbet af et par måneder... liggende dér - uden at forstyrre, men det er måske lidt synd. Skal vi ikke læse højt for ham?"
Marius nikkede mod Theos tegneserie og klappede på dynen ved siden af sig - grangiveligt Jonathans forlår eller dét, der var værre, som tegn på, at Theo kunne tage plads og joine ham i højtlæsningen.
|
|
