Post by Lærke on May 6, 2014 11:05:13 GMT 1
Lærke så på den gyldne væske. Hvorfor hun som regel endte som den der så den spæde begyndelse af daggryet med en væske smukkere end hende selv som eneste selskab, var endnu et mysterium. Hun syntes ikke at kunne falde om når hun var beruset. Alkoholen skulle være godt på vej ud af hendes system før hun sov.
Beruselsen var et faktum. De nøgne tæer foran hende bevidnede det. Eller det mente Lærke lige da og så satte hun et kryds over det. Hun ville lige så gerne i ædru tilstand sidde med bare tæer. Nej, så var det nærmere at hun befandt sig mindre end fem meter fra søens bredde. Det var helt sikkert det der bevidnede om hun var beruset.
”Ser man det, ser man det,” lød en leende stemme.
Lærke behøvede ikke vende sig for at vide det var Marius der morede sig over at se hende sidde her alene efter festens eskapader.
”En ungmø der ser på daggry,” rimede han fornøjet. Hans lange lemmer kunne ses ud af øjenkrogen for hun nægtede pure at dreje hovedet bare en anelse. Hun svarede heller ikke på dette. Tog det som en konstatering og hvorfor dobbelkonfekte det hele ved at bekræfte ham. Medmindre han mente mø som i uberørt, men så naiv var han vel ikke?
Marius satte sig uden invitation, men med så megen afstand mellem dem det ikke overskred hendes intimsfære. Hun drak direkte af den gyldne væske og rakte den mod ham uden at flytte blikket fra horisonten bag træerne. Hun kunne høre fugle. Hun kunne høre vandet der blidt slikkede sig selv. Lyde hun genkendte, men som normalt lå iblandet så megen anden støj. Marius tog imod flasken og øjeblikke efter havde hun den igen.
De så solen langsomt bane sig vej op, eller jorden langsom dreje sig. De fleste andre sov fordrukkent. I hvert fald hørtes intet af deres larm mere.
”Øhm,” lød en usikker stemme.
Marius bevægede sig, Lærke vedblev sin stirren mod øst. Nishay stod på Lærkes anden side.
”Jeg kunne ikke … sove og øh … må jeg altså være med?”
Lærke fornemmede at de begge så på hende. Hvad fanden. Var hun en eller anden slags leder. Hun ejede sgu ikke stedet. Men ret skulle være ret, hun kunne godt have fundet på at bede dem begge skride af helvede til. Måske. I hvert fald nikkede hun og skønheden satte sig, mens Lærke drak af rommen. Som en pirat.
Nishay så ikke på Marius, som var hun bange for ham. Eller måske kunne hun ikke lide hans lugt. Eller mænd.
”Marius!” lød en stemme glad og en smule drukken. Amanda. Lyserøde, glade Amanda. Var det her en gathering? Pigen satte sig prompte lige ved Marius og var den fuldstændige kontrast til indvanderen. Nu var Amanda praktisk talt den indvandrende.
Lærke snøftede. ”De knepper, ikk’os.” sagde hun, de første ord til nogen af de her mennesker siden hun var skredet fra starten på ’hyggeaftenen’.
Nishay farede sammen, kinderne blussede under den mørke hud, men ingen kunne se det i tusmørket. ’De’ var Selma og Noah. Amanda faldt fnisende sammen henover Marius.
”J-jo de gør,” hikstede hun.
”De har da låst døren,” mumlede Nishay.
Amanda udstødte nu et brøl af latter og Nishay kunne ikke selv lade være med at fnise, for at lade det glide over i en latter.
Hverken Lærke eller Marius lo, om end han sad med et snørklet smil og så på de to leende piger der fyldte stilheden.
Amanda lod sig falde bagover og så op på de forsvindende stjerner, Nishay gjorde det samme. Lærke drak igen af flasken, som Marius rakte ud efter. Der var stille mens verden blev malet lyserød og Lærke tænkte på Eos der snart ville lade Helios komme til. Eos var så flygtig, men så smuk.
Hun kunne høre de andres åndedræt, de mindede hende om Bruce og Cæsar. Nishays Kawasaki-beklædte fødder og Amandas lyse, lette tøj. Lærke der havde skiftet til en jumper med Mickey på. Marius der var en fyr og tilsyneladende bare lod tøj glide på sig og regnede med at se okay ud. Denne form for intim stilhed kunne hun bedre lide. Den hvor alle virkede som om de døsede og den unødvendige chit chat blev skubbet væk.
Nishay gabte. Amanda sov tydeligvis. Havde den skadede arm på maven, som var den et barn der behøvede resten af kroppens beskyttelse. Hun havde også været fuld. Stiv. Ikke som Lærke der kunne mærke rommen ræse i hendes vener.
”Hvad er jeres drøm?”
”Balance,” svarede Nishay prompte. Hendes hænder røg op foran hendes mund. Dækkede den, så ingen ord skulle eller kunne snige sig ud igen.
Marius godtog svaret på sit spørgsmål med et smil og et blik, som pigen ikke ville besvare. I stedet så hun bare på Lærke. Marius’ øjne blev et sekund fjerne før også han så på Lærke.
Balance? I hvad? Nishay ville tydeligvis ikke sige mere. Hun havde sagt for meget i det ene rene ord, som virkede så jordnært og helt rigtigt på denne pige som Lærke kun havde haft kendskab til de sidste fire dage. Men alligevel. Balance var fjernt som i, hele verden skulle være i en Yin og Yang tilstand, eller mente hun mellem sig selv og omverdenen. Mente hun i at hun var perker i et land som ikke føltes som hendes, men ikke desto mindre var hendes,
”Hvad er din drøm, Lærke?” sagde Marius. Han flyttede sig, som om han var klar til at gribe fat i hende, skulle hun rejse sig og rende væk.
Lærkes hjerne var påvirket og det ordknappe svar hun sædvanligvis ville give til folk, som stillede hende den slags spørgsmål, var blæst væk.
”Blive færdig her med et godt gennemsnit og ikke fordi jeg skal bruge det til at blive et eller andet. Måske. Desuden så er der ikke specielt mange muligheder ved at læse oldgræsk eller lære latin og katolsk præst bliver jeg sgu’ aldrig.
”Jeg vil til USA. Jeg vil opleve ensomheden og at arbejde på en snusket diner, med de samme faste kunder hver dag, der spiser den bedste applepie i staten. Jeg vil bo i en storby med flere mennesker end i hele Danmark og tomle tværs over kontinentet, fordi nogen mennesker stadig har samvittighed til at samle os op. Jeg vil løbe til jeg kollapser og ikke fordi der ikke er mere vej og så vil jeg sidde bagpå en fremmedes kværn og feste et øde sted hvor kun øgler ser os. Jeg vil til Alaska og skrige af skønheden og jeg vil læse enhver bog der bliver sendt min vej. Jeg vil gerne forelske mig, måske i en mand og måske i et sted. Tænk på en ægte arkade al á Tron, for ikke at tale om en Jazz bule og en biograf hvor man viser sine følelser og er med i kampen.
”Til sidst kommer jeg jo nok hjem til København og læser et eller andet som skal lære mig noget om verdenen. Det er garanteret på oldgræsk eller latin og det handler garanteret om folk der er døde for længst, men har formet vores verden.”
Marius glippede med øjnene. Som en maskine der modtog info. Nishay fløjtede sagte. Sikkert fordi Lærke på én gang havde sagt mere lige nu end hele hendes tid på Lyngvig.
”Nej det er løgn,” sagde Lærke.
”Hvilket?” spurgte Marius roligt. Som om Lærke bare snakkede sådan hver gang de to konverserede.
”Jeg kommer ikke tilbage og læser hvis jeg først tager af sted. Jeg ender nok i Las Vegas, hvor alt er øde og alt andet end ensomt.”
”Hvorfor så overhovedet læse nu?”
Marius’ ord hang i luften. Nishay så op på Lærke, der havde en form for opgivende udtryk i ansigtet. Hun var forbløffet over at den stoiske pige overhovedet kunne udtrykke noget med sit ansigt.
Ingen af dem pressede hende, fordi de fornemmede at hun nok skulle svare ham. Da hun igen åbnede munden var hendes stemme så lav at de begge anstrengte sig og ubevidst rykkede tættere på pigen med de lukkede øjne.
”Fordi det her er en anden drøm, som jeg har arbejdet så hårdt for … i langt længere tid end du kan forestille dig.” De hviskende ord havde en sær form for melankoli i det lyserøde morgengry. ”Jeg bliver nødt til at udleve den for min skyld.”
”Mit svar virker totalt lam,” sagde Nishay og hændernes klaskelyd mod hendes mund vidnede om hun igen låste sine ord ude. Hvad fanden var der med hende og bare sige tingene lige ud.
Lærke førte flasken til sin mund. Hun drak for meget i aften. Hvorfor?
Marius sagde ingenting. Han var garanteret i gang med at analysere det hun havde sagt.
”Drømme handler ikke om at være grand,” sagde Lærke monotont. ”Hvilket min slet ikke er. Den har bare nuancer og hver eneste en af dem vil føles som en fiasko når de ikke bliver opfyldt.”
”Hvorfor skulle ens drøm ikke blive opfyldt?” responderede Marius hurtigt.
Lærke låste blik med ham.
”Fordi det er en drøm.”
”Du sagde det her var en drøm og nu er du her.”
”Og hvem siger det ikke er en fiasko?”
Han svarede ikke men vedblev at se på hende. Ingen af dem bøjede af. Ingen af dem ville. De granskede begge to hinanden.
”Det gør du faktisk,” lød Nishays stemme bagfra.
Lærkes mund tvistede. Den glatte hud foldede sig og man anede noget ganske kønt ved hende. Eller måske var det bare Eos der kastede sin glans over hende, inden Helios ville udstille det. Lærke lo. Amanda vågnede med et spjæt, Marius glippede igen med øjnene og Nishay stemte fnisende i.
Beruselsen var et faktum. De nøgne tæer foran hende bevidnede det. Eller det mente Lærke lige da og så satte hun et kryds over det. Hun ville lige så gerne i ædru tilstand sidde med bare tæer. Nej, så var det nærmere at hun befandt sig mindre end fem meter fra søens bredde. Det var helt sikkert det der bevidnede om hun var beruset.
”Ser man det, ser man det,” lød en leende stemme.
Lærke behøvede ikke vende sig for at vide det var Marius der morede sig over at se hende sidde her alene efter festens eskapader.
”En ungmø der ser på daggry,” rimede han fornøjet. Hans lange lemmer kunne ses ud af øjenkrogen for hun nægtede pure at dreje hovedet bare en anelse. Hun svarede heller ikke på dette. Tog det som en konstatering og hvorfor dobbelkonfekte det hele ved at bekræfte ham. Medmindre han mente mø som i uberørt, men så naiv var han vel ikke?
Marius satte sig uden invitation, men med så megen afstand mellem dem det ikke overskred hendes intimsfære. Hun drak direkte af den gyldne væske og rakte den mod ham uden at flytte blikket fra horisonten bag træerne. Hun kunne høre fugle. Hun kunne høre vandet der blidt slikkede sig selv. Lyde hun genkendte, men som normalt lå iblandet så megen anden støj. Marius tog imod flasken og øjeblikke efter havde hun den igen.
De så solen langsomt bane sig vej op, eller jorden langsom dreje sig. De fleste andre sov fordrukkent. I hvert fald hørtes intet af deres larm mere.
”Øhm,” lød en usikker stemme.
Marius bevægede sig, Lærke vedblev sin stirren mod øst. Nishay stod på Lærkes anden side.
”Jeg kunne ikke … sove og øh … må jeg altså være med?”
Lærke fornemmede at de begge så på hende. Hvad fanden. Var hun en eller anden slags leder. Hun ejede sgu ikke stedet. Men ret skulle være ret, hun kunne godt have fundet på at bede dem begge skride af helvede til. Måske. I hvert fald nikkede hun og skønheden satte sig, mens Lærke drak af rommen. Som en pirat.
Nishay så ikke på Marius, som var hun bange for ham. Eller måske kunne hun ikke lide hans lugt. Eller mænd.
”Marius!” lød en stemme glad og en smule drukken. Amanda. Lyserøde, glade Amanda. Var det her en gathering? Pigen satte sig prompte lige ved Marius og var den fuldstændige kontrast til indvanderen. Nu var Amanda praktisk talt den indvandrende.
Lærke snøftede. ”De knepper, ikk’os.” sagde hun, de første ord til nogen af de her mennesker siden hun var skredet fra starten på ’hyggeaftenen’.
Nishay farede sammen, kinderne blussede under den mørke hud, men ingen kunne se det i tusmørket. ’De’ var Selma og Noah. Amanda faldt fnisende sammen henover Marius.
”J-jo de gør,” hikstede hun.
”De har da låst døren,” mumlede Nishay.
Amanda udstødte nu et brøl af latter og Nishay kunne ikke selv lade være med at fnise, for at lade det glide over i en latter.
Hverken Lærke eller Marius lo, om end han sad med et snørklet smil og så på de to leende piger der fyldte stilheden.
Amanda lod sig falde bagover og så op på de forsvindende stjerner, Nishay gjorde det samme. Lærke drak igen af flasken, som Marius rakte ud efter. Der var stille mens verden blev malet lyserød og Lærke tænkte på Eos der snart ville lade Helios komme til. Eos var så flygtig, men så smuk.
Hun kunne høre de andres åndedræt, de mindede hende om Bruce og Cæsar. Nishays Kawasaki-beklædte fødder og Amandas lyse, lette tøj. Lærke der havde skiftet til en jumper med Mickey på. Marius der var en fyr og tilsyneladende bare lod tøj glide på sig og regnede med at se okay ud. Denne form for intim stilhed kunne hun bedre lide. Den hvor alle virkede som om de døsede og den unødvendige chit chat blev skubbet væk.
Nishay gabte. Amanda sov tydeligvis. Havde den skadede arm på maven, som var den et barn der behøvede resten af kroppens beskyttelse. Hun havde også været fuld. Stiv. Ikke som Lærke der kunne mærke rommen ræse i hendes vener.
”Hvad er jeres drøm?”
”Balance,” svarede Nishay prompte. Hendes hænder røg op foran hendes mund. Dækkede den, så ingen ord skulle eller kunne snige sig ud igen.
Marius godtog svaret på sit spørgsmål med et smil og et blik, som pigen ikke ville besvare. I stedet så hun bare på Lærke. Marius’ øjne blev et sekund fjerne før også han så på Lærke.
Balance? I hvad? Nishay ville tydeligvis ikke sige mere. Hun havde sagt for meget i det ene rene ord, som virkede så jordnært og helt rigtigt på denne pige som Lærke kun havde haft kendskab til de sidste fire dage. Men alligevel. Balance var fjernt som i, hele verden skulle være i en Yin og Yang tilstand, eller mente hun mellem sig selv og omverdenen. Mente hun i at hun var perker i et land som ikke føltes som hendes, men ikke desto mindre var hendes,
”Hvad er din drøm, Lærke?” sagde Marius. Han flyttede sig, som om han var klar til at gribe fat i hende, skulle hun rejse sig og rende væk.
Lærkes hjerne var påvirket og det ordknappe svar hun sædvanligvis ville give til folk, som stillede hende den slags spørgsmål, var blæst væk.
”Blive færdig her med et godt gennemsnit og ikke fordi jeg skal bruge det til at blive et eller andet. Måske. Desuden så er der ikke specielt mange muligheder ved at læse oldgræsk eller lære latin og katolsk præst bliver jeg sgu’ aldrig.
”Jeg vil til USA. Jeg vil opleve ensomheden og at arbejde på en snusket diner, med de samme faste kunder hver dag, der spiser den bedste applepie i staten. Jeg vil bo i en storby med flere mennesker end i hele Danmark og tomle tværs over kontinentet, fordi nogen mennesker stadig har samvittighed til at samle os op. Jeg vil løbe til jeg kollapser og ikke fordi der ikke er mere vej og så vil jeg sidde bagpå en fremmedes kværn og feste et øde sted hvor kun øgler ser os. Jeg vil til Alaska og skrige af skønheden og jeg vil læse enhver bog der bliver sendt min vej. Jeg vil gerne forelske mig, måske i en mand og måske i et sted. Tænk på en ægte arkade al á Tron, for ikke at tale om en Jazz bule og en biograf hvor man viser sine følelser og er med i kampen.
”Til sidst kommer jeg jo nok hjem til København og læser et eller andet som skal lære mig noget om verdenen. Det er garanteret på oldgræsk eller latin og det handler garanteret om folk der er døde for længst, men har formet vores verden.”
Marius glippede med øjnene. Som en maskine der modtog info. Nishay fløjtede sagte. Sikkert fordi Lærke på én gang havde sagt mere lige nu end hele hendes tid på Lyngvig.
”Nej det er løgn,” sagde Lærke.
”Hvilket?” spurgte Marius roligt. Som om Lærke bare snakkede sådan hver gang de to konverserede.
”Jeg kommer ikke tilbage og læser hvis jeg først tager af sted. Jeg ender nok i Las Vegas, hvor alt er øde og alt andet end ensomt.”
”Hvorfor så overhovedet læse nu?”
Marius’ ord hang i luften. Nishay så op på Lærke, der havde en form for opgivende udtryk i ansigtet. Hun var forbløffet over at den stoiske pige overhovedet kunne udtrykke noget med sit ansigt.
Ingen af dem pressede hende, fordi de fornemmede at hun nok skulle svare ham. Da hun igen åbnede munden var hendes stemme så lav at de begge anstrengte sig og ubevidst rykkede tættere på pigen med de lukkede øjne.
”Fordi det her er en anden drøm, som jeg har arbejdet så hårdt for … i langt længere tid end du kan forestille dig.” De hviskende ord havde en sær form for melankoli i det lyserøde morgengry. ”Jeg bliver nødt til at udleve den for min skyld.”
”Mit svar virker totalt lam,” sagde Nishay og hændernes klaskelyd mod hendes mund vidnede om hun igen låste sine ord ude. Hvad fanden var der med hende og bare sige tingene lige ud.
Lærke førte flasken til sin mund. Hun drak for meget i aften. Hvorfor?
Marius sagde ingenting. Han var garanteret i gang med at analysere det hun havde sagt.
”Drømme handler ikke om at være grand,” sagde Lærke monotont. ”Hvilket min slet ikke er. Den har bare nuancer og hver eneste en af dem vil føles som en fiasko når de ikke bliver opfyldt.”
”Hvorfor skulle ens drøm ikke blive opfyldt?” responderede Marius hurtigt.
Lærke låste blik med ham.
”Fordi det er en drøm.”
”Du sagde det her var en drøm og nu er du her.”
”Og hvem siger det ikke er en fiasko?”
Han svarede ikke men vedblev at se på hende. Ingen af dem bøjede af. Ingen af dem ville. De granskede begge to hinanden.
”Det gør du faktisk,” lød Nishays stemme bagfra.
Lærkes mund tvistede. Den glatte hud foldede sig og man anede noget ganske kønt ved hende. Eller måske var det bare Eos der kastede sin glans over hende, inden Helios ville udstille det. Lærke lo. Amanda vågnede med et spjæt, Marius glippede igen med øjnene og Nishay stemte fnisende i.