Post by Marius Emil Lundqvist on May 9, 2014 12:31:00 GMT 1
Hey! Ved godt, at det her er afsindigt utilstrækkeligt og skuffende. Det er bare en lille scene. Men det er jo min pligt at dele alt, hvad jeg har, ik'?
Far (Preben): (Lukker sig ind på hotelværelset, der består af to værelser med en lille gang med et tilstødende badeværelse. Han stikker hovedet ind til Marius og Jesper og hilser muntert.) ”Hej drenge, er I sultne?”
Jesper: ”Ja.”
Far (Preben): ”Fantastisk! Jeg kan godt lide veluddannede damer.”
Marius: (Veksler et blik med Jesper; de løfter begge øjenbrynene i en spørgende grimasse. Modsat Jesper formår Marius kun at hæve det ene øjenbryn.) ”Hvad...” (Bliver afbrudt.)
Far (Preben): ”Vi skal spise italiensk i aften.”
Marius: ”Herligt. Jamen, mad er altid godt, men hvad mente du før?”
Far (Preben): (Træder helt ind på værelset med hænderne bag ryggen og en rynke mellem sine bryn. Han stiller sig ved vinduet med ryggen op ad karmen og vipper med den ene fod i en løs rytme, der ikke har særlig meget til fælles med musik. Det er ikke forbigået hans blik, at hans sønner følger ham med øjnene; ej heller er det forbigået hans sanser, at stemningen virker lidt anspændt) ”Italiensk skal det være.” (Alvorlig.) ”Dej og grønsager og fisk. Eller ris og oksekød. Ja, muligheder er der nok af. Hør, har I set James Bond uden mig?”
Jesper: ”Mmmm.” (Mumler. Han lukker Marius’ Mac ned og svinger benene ud over sengekanten.)
Marius: ”Veluddannede damer?” (Siger han glat for at komme tilbage på sporet.)
Far (Preben): ”Ja, du kender typen, knægt, den slags rapkæftede kvinder med hornbriller, brune blazere, klikkende hæle og en hjerne, der siger ... Åh, kløver fem.”
Jesper: ”Marie Key?”
Marius: (Bryder sammen af grin.)
Far (Preben): ”For eksempel.” (Ser roligt fra den ene til den anden.) ”Men I må altså ikke sige til jeres mor, at jeg indirekte kaldte hende rapkæftet, og hun har alligevel et udseende, jeg kan holde ud i længere tid ad gangen, selvom hun ikke tager sig ud som en kendis som Marie Key. Italiensk skal det være. Er du færdig med at skifte, skat?” (Det sidste siger han med hævet stemme, så hans kone kan høre det fra det andet værelse.)
Marius: ”Nogle gange siger du bare underlige ting, far.”
Jesper: ”Han siger altid random ting; jeg kan ikke engang huske, hvad det var, vi ikke måtte sige til mor.” (Sarkastisk.)
Mor: (Kommer ind på værelset iført rent og fint tøj.)
Marius: ”Jeg tror, at det var det dér med, at far havde kaldt mor rapkæftet... selvfølgelig kun indirekte.” (Siger det ufortrødent, mens han holder øje med, hvordan deres far krymper sig ved vindueskarmen.)
Far (Preben): ”Italiensk skal det være.” (Gentager han spidst og sender Marius et ”jeg har en høne at plukke med dig”-blik.)
Mor: (Sender sin mand et ætsende blik.) ”Kunne du bare ikke tåle, at jeg kaldte din kollega imbecil, Preben? Jeg troede ærligttalt, at du kendte mig godt nok til at vide, hvad jeg kunne finde på efter så langt et ægteskab. Hør, Marius, skal du ikke have noget andet på? Jeg har strøget den lyseblå...”
Far (Preben): ”Hm. Jeg troede, du ikke brød dig om IT.”
Mor: ”Det var en fornøjelse at være med.” (Varme i stemmen. Hun åbner klædeskabet.)
Marius: ”Jeg vil ikke have den lyseblå skjorte på. Det er fint nok med denne her.”
Mor: ”Sort polo-t-shirt over mørke jeans? Ej, Marius, vi skal spise på restaurant, så du behøver ikke at være så kedelig.” (Lægger den kortærmede skjorte ved siden af Marius på sengen.) ”Desuden er denne her fra Tommy Hill...”
Marius: ”Op i røven med, hvad det er for et mærke.” (Stryger over skjorten med fingerspidserne.)
Mor: ”Nåh, men jeg synes bare, at du ser lidt kedlig og Emo-agtig ud i så mørkt tøj, når du har så mørkt hår og lyse øjne. Ja, jeg ved ikke rigtigt, Marius... Men det bestemmer du vel selv.”
Far (Preben): ”Hun har ret. Du behøver ikke at være så gammel og kedelig.”
Marius: ”Emo-agtig?” (Ser fortørnet på sin mor, derefter på far.) ”What the...?”
Jesper: (Kvæler en latter.)
Mor: ”Ikke voldsomt meget Emo-agtig, men derhenad.” (Smiler skævt.)
Marius: (Trækker t-shirten over hovedet og ifører sig skjorten.) ”Er jeg sød og alt muligt nu?”
Mor: ”Lovely.” (Siger hun glad med sin britiske dialekt og stryger ham over håret.) ”Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle lokke dig til at tage den på. Du er jo lidt kræsen, men efterhånden en flot fyr, og det går ikke at lægge skjul på det. Det sagde jeg i øvrigt til din far dengang, vi mødte hinanden: At han var en tosse at rende rundt med hinkestensbriller og lærredssko, når han var så pæn... det var han i det mindste dengang.”
Far (Preben): ”Nåh, nåh. Hvad bliver det til med det italienske?”
Marius: (Mumler tørt frem for sig.) ”Jeg ved ikke, om man kan kalde noget væsen, som er næsten to meter højt, pænt, men hver mand hver sin smag.”
Mor: ”Jeg troede ikke, at folk på din størrelse kunne have mindreværdskomplekser, Marius.” (Sender ham et smil, der er både beroligende og varmt.) ”Desuden... Lad være med at se ud, som om jeg lige har foræret dig en barbie-dukke, you look good, trust me.”
Marius: (Rejser sig med et skævt smil og tager sin mor om skulderen, vender hende mod døren og puffer hende blidt fremad.) ”Vi skal spise italiensk, mor, og for din skyld vil jeg te mig som Victor Borge hele aftnen, hvis blot vi kan fokusere på andet end mit udseende - mig, i det hele taget.” (Slentrer nonchalant efter sin mor og sender hende et flabet smil, hver gang hun ser tilbage på ham med store, overraskede øjne over skulderen.)
Far (Preben): (Følger med sine sønner og sin kone ned til lobbyen, smågrinende af Marius’ opførsel. Først, da de kommer udenfor, griner han åbenlyst, går op foran og kroger en beskyttende arm om sin hustrus skulder. Han ser påtaget strengt over skulderen på Marius.) ”Du skal ikke være uartig, knægt.”
Jesper: (Betragter Marius med ligedele morskab og opgivende mine.) ”Altså, Marius, dine tøse-skills håber jeg fandeme ikke, at jeg har arvet. Jeg tror, at du ender med at hylde disse ord: ”Jeg kan godt lide veluddannede damer.”.” (Gør en fejende, dramatisk håndbevægelse og slutter med en knytnæve på Marius’ underarm - bekvemt for hans egen højde.)
Marius: (Trækker sig væk fra Jesper, blot for at purre op i den lilles hår, nikkende energisk som en gammel mand.) ”Ja, min kære ven, det kan du lige bande på. Må jeg have den udsøgte fornøjelse at kræve, at du bestiller det samme som mig til aftensmad?”
Jesper: (Gruer for, hvad Marius, der på ingen måde er kræsen, kan finde på, men ender med at nikke.)
Far (Preben): (Lukker sig ind på hotelværelset, der består af to værelser med en lille gang med et tilstødende badeværelse. Han stikker hovedet ind til Marius og Jesper og hilser muntert.) ”Hej drenge, er I sultne?”
Jesper: ”Ja.”
Far (Preben): ”Fantastisk! Jeg kan godt lide veluddannede damer.”
Marius: (Veksler et blik med Jesper; de løfter begge øjenbrynene i en spørgende grimasse. Modsat Jesper formår Marius kun at hæve det ene øjenbryn.) ”Hvad...” (Bliver afbrudt.)
Far (Preben): ”Vi skal spise italiensk i aften.”
Marius: ”Herligt. Jamen, mad er altid godt, men hvad mente du før?”
Far (Preben): (Træder helt ind på værelset med hænderne bag ryggen og en rynke mellem sine bryn. Han stiller sig ved vinduet med ryggen op ad karmen og vipper med den ene fod i en løs rytme, der ikke har særlig meget til fælles med musik. Det er ikke forbigået hans blik, at hans sønner følger ham med øjnene; ej heller er det forbigået hans sanser, at stemningen virker lidt anspændt) ”Italiensk skal det være.” (Alvorlig.) ”Dej og grønsager og fisk. Eller ris og oksekød. Ja, muligheder er der nok af. Hør, har I set James Bond uden mig?”
Jesper: ”Mmmm.” (Mumler. Han lukker Marius’ Mac ned og svinger benene ud over sengekanten.)
Marius: ”Veluddannede damer?” (Siger han glat for at komme tilbage på sporet.)
Far (Preben): ”Ja, du kender typen, knægt, den slags rapkæftede kvinder med hornbriller, brune blazere, klikkende hæle og en hjerne, der siger ... Åh, kløver fem.”
Jesper: ”Marie Key?”
Marius: (Bryder sammen af grin.)
Far (Preben): ”For eksempel.” (Ser roligt fra den ene til den anden.) ”Men I må altså ikke sige til jeres mor, at jeg indirekte kaldte hende rapkæftet, og hun har alligevel et udseende, jeg kan holde ud i længere tid ad gangen, selvom hun ikke tager sig ud som en kendis som Marie Key. Italiensk skal det være. Er du færdig med at skifte, skat?” (Det sidste siger han med hævet stemme, så hans kone kan høre det fra det andet værelse.)
Marius: ”Nogle gange siger du bare underlige ting, far.”
Jesper: ”Han siger altid random ting; jeg kan ikke engang huske, hvad det var, vi ikke måtte sige til mor.” (Sarkastisk.)
Mor: (Kommer ind på værelset iført rent og fint tøj.)
Marius: ”Jeg tror, at det var det dér med, at far havde kaldt mor rapkæftet... selvfølgelig kun indirekte.” (Siger det ufortrødent, mens han holder øje med, hvordan deres far krymper sig ved vindueskarmen.)
Far (Preben): ”Italiensk skal det være.” (Gentager han spidst og sender Marius et ”jeg har en høne at plukke med dig”-blik.)
Mor: (Sender sin mand et ætsende blik.) ”Kunne du bare ikke tåle, at jeg kaldte din kollega imbecil, Preben? Jeg troede ærligttalt, at du kendte mig godt nok til at vide, hvad jeg kunne finde på efter så langt et ægteskab. Hør, Marius, skal du ikke have noget andet på? Jeg har strøget den lyseblå...”
Far (Preben): ”Hm. Jeg troede, du ikke brød dig om IT.”
Mor: ”Det var en fornøjelse at være med.” (Varme i stemmen. Hun åbner klædeskabet.)
Marius: ”Jeg vil ikke have den lyseblå skjorte på. Det er fint nok med denne her.”
Mor: ”Sort polo-t-shirt over mørke jeans? Ej, Marius, vi skal spise på restaurant, så du behøver ikke at være så kedelig.” (Lægger den kortærmede skjorte ved siden af Marius på sengen.) ”Desuden er denne her fra Tommy Hill...”
Marius: ”Op i røven med, hvad det er for et mærke.” (Stryger over skjorten med fingerspidserne.)
Mor: ”Nåh, men jeg synes bare, at du ser lidt kedlig og Emo-agtig ud i så mørkt tøj, når du har så mørkt hår og lyse øjne. Ja, jeg ved ikke rigtigt, Marius... Men det bestemmer du vel selv.”
Far (Preben): ”Hun har ret. Du behøver ikke at være så gammel og kedelig.”
Marius: ”Emo-agtig?” (Ser fortørnet på sin mor, derefter på far.) ”What the...?”
Jesper: (Kvæler en latter.)
Mor: ”Ikke voldsomt meget Emo-agtig, men derhenad.” (Smiler skævt.)
Marius: (Trækker t-shirten over hovedet og ifører sig skjorten.) ”Er jeg sød og alt muligt nu?”
Mor: ”Lovely.” (Siger hun glad med sin britiske dialekt og stryger ham over håret.) ”Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle lokke dig til at tage den på. Du er jo lidt kræsen, men efterhånden en flot fyr, og det går ikke at lægge skjul på det. Det sagde jeg i øvrigt til din far dengang, vi mødte hinanden: At han var en tosse at rende rundt med hinkestensbriller og lærredssko, når han var så pæn... det var han i det mindste dengang.”
Far (Preben): ”Nåh, nåh. Hvad bliver det til med det italienske?”
Marius: (Mumler tørt frem for sig.) ”Jeg ved ikke, om man kan kalde noget væsen, som er næsten to meter højt, pænt, men hver mand hver sin smag.”
Mor: ”Jeg troede ikke, at folk på din størrelse kunne have mindreværdskomplekser, Marius.” (Sender ham et smil, der er både beroligende og varmt.) ”Desuden... Lad være med at se ud, som om jeg lige har foræret dig en barbie-dukke, you look good, trust me.”
Marius: (Rejser sig med et skævt smil og tager sin mor om skulderen, vender hende mod døren og puffer hende blidt fremad.) ”Vi skal spise italiensk, mor, og for din skyld vil jeg te mig som Victor Borge hele aftnen, hvis blot vi kan fokusere på andet end mit udseende - mig, i det hele taget.” (Slentrer nonchalant efter sin mor og sender hende et flabet smil, hver gang hun ser tilbage på ham med store, overraskede øjne over skulderen.)
Far (Preben): (Følger med sine sønner og sin kone ned til lobbyen, smågrinende af Marius’ opførsel. Først, da de kommer udenfor, griner han åbenlyst, går op foran og kroger en beskyttende arm om sin hustrus skulder. Han ser påtaget strengt over skulderen på Marius.) ”Du skal ikke være uartig, knægt.”
Jesper: (Betragter Marius med ligedele morskab og opgivende mine.) ”Altså, Marius, dine tøse-skills håber jeg fandeme ikke, at jeg har arvet. Jeg tror, at du ender med at hylde disse ord: ”Jeg kan godt lide veluddannede damer.”.” (Gør en fejende, dramatisk håndbevægelse og slutter med en knytnæve på Marius’ underarm - bekvemt for hans egen højde.)
Marius: (Trækker sig væk fra Jesper, blot for at purre op i den lilles hår, nikkende energisk som en gammel mand.) ”Ja, min kære ven, det kan du lige bande på. Må jeg have den udsøgte fornøjelse at kræve, at du bestiller det samme som mig til aftensmad?”
Jesper: (Gruer for, hvad Marius, der på ingen måde er kræsen, kan finde på, men ender med at nikke.)