Anton leder efter tidsfordriv

[Anton Sommer Engström]

Det var fedt at være 3.g'er og se alle de nysgerrige og en smule ærefrygtige blikke fra de nye 'putter', som kom slæbende med deres kufferter og tasker og så lidt fortabte ud.
Ikke at Anton var en type der gik op i magt og hierakier, slet ikke faktisk, men det var alligevel lidt sjovt.

Han var ankommet for to uger siden. Det havde simpelthen været for hårdt at være hjemme i Stockholm hele sommeren. Første sommer siden Niklas døde. Et år siden han døde. Og første sommer uden Jonathan i noget der føltes som en evighed, selvom de kun havde været sammen deroppe de sidste 2 sommerferier.
Tilbage på skolen, havde han flyttet til sit nye værelse. Det var også en mærkelig følelse. Lige så mærkelig, som da han flyttede ud fra sit og Jonathans værelse i vinters. Nej, mærkeligere faktisk. Dengang flyttede han sammen med David og Peter, hans gode venner. Nu kendte han ikke sine værelseskammerater. Og de var ikke ankommet endnu, så vidt han vidste.

Han havde udnyttet tiden på skolen til at få løbetrænet, sejlet i kajak og været sammen med Søren, David og Peter, som også var ankommet tidligt. Hver aften havde de samlet alle dem de kunne og var taget på diskotek i byen eller holdt fest på skolen. Der var gang i dem hele tiden.
Han havde knaldet med Rasmus et par gange. Det var meget godt. Fint ferietidsfordriv, men det betød ikke noget.

I dag var hans humør dog ikke så godt. Han havde drømt om Jonathan. En meget realistisk drøm. En meget varm og glad én, fuld af energi. Desværre var hans nuværende humør omvendt propertionelt med den glæde der var i drømmen, men han ville gøre sit for at ignorere det. Derfor var han nu på vej ud at finde nogle at lave lidt skæg og ballade med, eller se nærmere på de nye elever.
Han bad bare til, at han ikke mødte Jonathan, for han ville kunne afsløre hans humør og tanker på et splitsekund, som han altid gjorde, og det ville simpelthen være for meget for ham lige nu.

[Marius Emil Lundqvist]

//Indtræder i tråd:

Marius studsede ved Jonathans forklaring. De havde da ikke 4 beboelseshuse, eller var der noget, han i sit forløb på skolen var gået helt glip af? Marius indskød: "Alle bygningerne har navne, der relaterer til den daværende omgivne natur - jeg tror, at man i tidens løb har industrialiseret de dele af området, der var pænest - eller ..." Han trak på skuldrene med et humoristisk glimt i øjnene, "... det har nok været forstanderen dengang, der syntes, det lød utroligt charmerende at bo i "Sneglehuset". Rævehulen boede jeg også i sidste år, og jeg har sikret mig en plads dér igen næste år, fordi jeg har meldt mig som team-organisator." Han så op mod den klare himmel. Vejret var fantastisk. Marius så igen på Adam, der bare så spørgende til. "Ja, Team-organisator er én af dem, som hjælper med at arrangere de konkurrencer, der er mellem de forskellige beboelser eller værelser afhængigt af antallet af personer. For eksempel det årlige MGP, men der har vist aldrig været succes med at konkurrere mod de andre værelser, så man har som regel selv fundet et gruppe- eller solonummer at stille op med. Nåh, men ..."

Marius syntes selv, at det efterhånden lød kedsommeligt. Han slog ud med hånden. "Den vej ligger søen - stadig tæt op ad parken, og mod syd ... Okay, det er min far, der påstår, at det er syd -" Marius pegede "- ligger stranden altså. Cirka en kilometer herfra, og dér ..." Marius afbrød sig selv, da han fik øje på en fyr, som han straks genkendte som Anton. Han kastede et hurtigt blik på Jonathan for at se, om han også havde opdaget ham; Marius havde ikke oplevet de to på nært hold, når de mødtes, mens de havde knas med deres forhold - han havde heller ikke oplevet dem på nært hold, når de ikke havde, gudskelov for det - men Marius vidste ud fra de rygter, der gik i omløb, at der var et eller andet, som ikke fungerede mellem de to - mildt sagt. Han gik ubemærket et par skridt baglæns, så han stod tættere ved Adam og så bekymret til.

[Jonathan Bailey Smith]

//Ankom til tråd

Jonathan havde fuldt Marius pegen mod havet, bare som en mild interesse. Desuden var han glad for at være tilbage. Han glædede sig til at bade i søen igen. Og havet. Tony og ham plejede at tage til havet hver aften om sommeren. Sidste sommer altså. Marius forklaring stoppede midt i en sætning, og Jonathan så op og mødte den andens blik. Der var noget underligt i det blik. En form fo bekymret. Jonathan så videre forbi ham, og fandt årsagen. Han rynkede brynene. Æv. Nu gik det ellers lige så godt.

Han så ikke ud til at have ændret sig meget. Nu var det jo også kun et par måneder siden de havde set hinanden sidst. Måske var han blevet lidt brunere. Måske var hans hår en anelse mere lyst. Eller også var det bare den måde solen stod på.
Han burde ikke lægge mærke til det mere. I hvert fald ville det se latterligt ud at vende om, bare for at undgå ham. Desuden. De behøvede vel ikke skændes mere. Det gjorde eks-par ikke altid. De var da så modne, ikk? Eller noget. Men han kunne mærke vreden syde, og alle de bitre ord der boblede frem i hans gane og frosøgte at undslippe. Anton var tæt på dem nu. Jonathan tvang sig selv til at løfte hånden kort. "Hey, længe siden." Det lykkedes ham dog ikke at ligge oprigtig interesse i det han sagde.
Han præsenterede dem kort for hinanden. "Marius og Adam - Anton. Anton - Marius og Adam."

Fordømt. Jonathan havde godt hørt hvad Tony havde lavet de sidste par uger. Og han kunne ikke lide det. Desværre. Narrøv. Pikhoved. Irriterende...

[Anton Sommer Engström]

Anton havde siddet under et af de store egetræer i parken i sine egne tanker, og for en gangs skyld nydt stilheden og mennesketomheden. Det var normalt slet ikke ham, at være helt helt alene nogen steder, men i dag følte han sig som sagt ikke så selskabelig. Han havde prøvet at spille violin, men han faldt altid ind i de samme sange - dem som Jonathan havde elsket, så det droppede han hurtigt, og smed instrumentet fra sig i græsset.
Han kunne heller ikke høre musik. Han havde altid delt iPod med John. Eller lånt hans må det være. Derfor havde han også efterladt de få cd'er han selv havde købt ved Jonathan. Han kunne bare håbe en af hans nye værelseskammerater havde et anlæg.

Han var begyndt at kede sig og overveje at gå tilbage til værelset, for at gøre sig klar til aftenens grilfest, da Jonathan stod foran ham sammen med to andre fyre. Just his luck!

"Hey b.." han nåede at sluge ordet før det kom ud. Jonathan og han havde aldrig været de typer, der kaldte hinanden skat og snullergøj og al sådan noget pjat hele tiden, men de kaldte indimellem hinannden for basse. For sjov og fordi det var lidt hyggeligt. Men det gjorde de selvfølgelig ikke mere. Det var klart.
Heldigvis virkede det ikke som om nogen opdagede det.. Undtagen måske Jonathan, men han skyndte sig heldigvis at sige "længe siden" og præsentere de to fyre, før det blev pinligt.
For Anton kunne dagen ikke blive værre. Han gav hånd til de to fyre, men kiggede derefter ned i jorden. Okay, den kunne godt blive værre. Meget faktisk. Han havde glemt, at han havde de røde Converse på. Dem hvor Jonathan i en kæmpe brandert med sort sprittusch havde skrevet 'KNEP MIG' på den ene og 'Jag älsker dig' på den anden. I nævnt rækkefølge. Det havde været sjovt engang, men ikke i morges, da han ikke kunne finde andre rene sko, og bestemt ikke nu....

[Adam Lyhne]

//Går ind i parken der er i den her tråd

Adam indså hurtigt, at det der foregik omkring ham var noget han ikke vidste noget om. En af de mange ting han hadede ved at begynde på en frisk. Han kunne have kommet på efterskole med 5 af sine venner i stedet for at opleve det her uheldige øjeblik, hvor man tydeligt kunne mærke hvordan stemningen blev strammere.
Adam sagde ikke noget, men forsøgte sig bare med et smil, selvom det ikke passede så godt ind.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan så væk i en fart. Ned i jorden. Behøvede han det? Var det virkelig nødvendigt at lade som om han stadig var ved at kalde ham det? Det var så ondt, ikke andet end en dum leg. Idiot.
"Jeg hørte du har haft travlt det sidste stykke tid..." Det slap ud inden han egentlig ville. Han blev bare så vred, da han så Tonys sko. Nød han det der, eller hvad? Og ja, han havde hørt om Rasmus og en helt masse fester. Man havde vel et netværk på sådan en skole. Ikke at han rigtig havde rettighederne til at blive vred. Men det var ikke fair.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så fra den ene til den anden et kort øjeblik og trådte uvilkårligt yderligere et par små skridt baglæns, så han stod lige så langt fra de to som Adam. Han himlede undskyldende med øjnene mod Adam; selvfølgelig vidste Adam, der var ny, intet om det her, og det hele kom også temmelig meget bag på Marius, der aldrig havde været i nærheden af de to for alvor og aldrig havde troet, at han skulle bo på værelse med én af dem. Marius kunne tydeligt selv huske, hvordan det var at starte i 1. G. Alle her var knyttet til hinanden på en helt særlig måde - både positivt og negativt, og derfor kunne man tydeligt mærke folks humør, fordi man gik op og ned ad dem hver dag alle døgnets 24 timer. Det var et helt nyt fællesskab, som ikke kun var fra 8-16.

Men han vidste ikke, hvordan han skulle bryde ind. Marius blik strejfede skoene og fandt violinen i græsset. Han spurgte henkastet, som om det var den mest naturlige ting i verden: "Har du øvet på et nummer til grillfesten, eller hva'?" Det var henvendt til Anton, som Marius trods alt kendte lidt fra et introforløb sidste år, hvor Anton havde været på hans hold i orienteringsløbet. Men Marius syntes ikke, det kunne kaldes "at kende" ham.

[Anton Sommer Engström]

Anton kunne godt mærke at Jonathan var vred. Han kendte alle hans små bevægelser. Den måde han havde hænderne i lommerne på, den måde han trak vejret på og den måde han kiggede væk på. Og det han sagde selvfølgelig, men det var det mindst tydelige af det hele. For Anton i hvert fald. For de andre var det måske det eneste tegn på, at noget ikke var som det skulle være.
Men han orkede det ikke. Ikke i dag. Nogle dage var det næsten fedt at skændes med Jonathan. Så betød de da stadig noget for hinanden. Der var en helt speciel energi i at skændes. Og slås. Og have vred sex. Og ignorere hinanden. Og starte forfra igen.
Men han orkede det ikke. Han savnede så meget at det gjorde ondt i hele kroppen. Alt var forkert. Og han hadede at føle sig så ynkelig. Normalt var han en der havde styr på tingene. Styr på sit liv, én som andre kom til for at have det sjovt og hænge ud med. Men lige nu havde han mest lyst til at flygte.. eller råbe.. eller slå.
Men aller mest havde han bare lyst til at give John et langt kram, som han stod der højere, mere solbrændt, mere muskuløs og langt mere charmerende end han huskede det.
Det var det der var det farlige. Det eneste han ikke kunne styre.

"Jeg orker ikke at skændes" sukkede han.

Situationen var lidt klemt og ubehagelig. Ikke lige den måde han havde håbet at møde nogle nye elever på. Heldigvis kom ham der blev præsenteret som Marius ham til undsætning.
Grillfesten? Nå ja, det var i aften.. endnu mere fantastisk. Lortedag.
"øhm.. nej, jeg er ikke den store musikant" smilede han og håbede at han kunne nå at rette bare en lille smule op på denne akavede situation.
"Men det bliver da super fedt. Er I nye her?" sagde han, igen henvendt til Johns to følgesvende.

[Jonathan Bailey Smith]

"Jeg orker ikke at skændes"

Jonathan svarede ikke på det. Stak bare hænderne dybere i lommerne og kiggede længere ind i parken. Der var ikke en sjæl. Der var i hvert fald kun Anothony der faktisk interesserede ham. Han orkede ikke? Hvorfor ikke? Det plejede de. Det var blevet en ligeså normal ting som det før havde været at le sammen. Og det hjalp på en måde lidt. Han fuldte Antons hænder der pillede fraværende ved nogle græsstrå. Eller nej, det var ikke fraværende. Det var adspredelse. Fra noget andet. Han havde aller mest lyst til at gå sin vej. Med det samme. Men det ville se underligt ud. Meget underligt. Han tvang sit blik væk. Der var for mange gode minder ved de hænder. Og dårlige, faktisk. I stedet så Jonathan på Marius og Adam der var bakket flere meter. Det var ikke fair overfor dem. Adam anede vel sikkert ikke engang hvad der foregik. Måske...

Han lyttede til samtalen. Nu da hans tanker var på det spor gjorde det ondt bare at Tony sagde noget. Men det behøvede det ikke. Det ville gå væk igen. Hvis han gik...Men det var jo løgn. Tony var ikke den store musikant, nej, han var den bedste! Det menneske i verden der kunne frembringe den smukkeste musik. Lige meget hvad det så var han spillede på. Hvorfor mon han sagde det? Var det det med ikke at orke? Havde han ikke sovet i nat på grund af Rasmus, eller hvad? Forpokker. De der tanken skulle væk. Langt, langt væk.

"Jaer, Adam, der er sådan en sommerfest, grill-ting i aften. Som de laver hvert år for at ryste folk sammen." Han forklarede han smilene. Det var ikke svært at lade som om han faktisk glædede sig. Fordi det gjorde han. Han havde stadig glædet sig til at komme tilbage.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius undertrykte et suk. "Nej, vi ... Eller jeg er lige startet i 2. i år, og vi viste Adam rundt." Marius følte det, som om de to havde taget afstand fra dem, og han kunne ikke rigtigt udtrykke sig mindre afmålt overfor dem - dog sørgede han for at inkludere Jonathan i VI, så de ikke behøvede blive hængende alt for længe. Han kastede igen et blik på instrumentet.

"Tjah," kommenterede han med et hævet øjenbryn, "jeg ser sjældent violiner i hænderne på amatører." Han kunne ikke selv spille violin. Fandens også. Til gengæld kunne han spille klaver og endog lære sig at spille på andre strengeinstrumenter, men violin var aldrig rigtigt lykkedes for Marius.

"Nåh, men ..." Marius så på Adam. "Ja... Grillfesten ..."

[Anton Sommer Engström]

Most of what I remember makes me sure
I should have stopped you from walking out the door

You could be happy, I hope you are
You made me happier than I'd been by far

Somehow everything I own smells of you
And for the tiniest moment it's all not true

Snow Patrol hjemsøgte ham, mens han prøvede at fokusere på den spæde samtale han havde i gang med Marius.
Han forsøgte at få øjenkontakt med Jonathan, men John kiggede bare ned i jorden. Han savnede dengang hvor Jonathan vidste præcis hvad Anton tænkte og følte uden de behøvede at snakke om det, og bare holdt om ham på dage som disse. Eller sagde noget sjovt og fik ham i godt humør. Hvor Jonathans smittende glæde og varme kram var til kun for ham.
Selv da Niklas var ved at dø sidste sommer, kunne Jonathan få ham til at nyde livet. Til at grine og pjatte og bade i havet i solnedgang. Men det her var åbenbart værre, sværere. I hvert fald var Jonathan mere fjern end nogensinde og det var uudholdeligt. Det gjorde ondt i alle hans nervebaner.

Men nu måtte han bare spille spillet. Hvis det var sådan det skulle være, så ville han ikke bruge den dejlige sommerdag, hvor han kunne møde nye venner og fjender og fremtidige kærester, på at sidde i et hjørne og være trist. Det var nemmere sagt end gjort, det var én ting at forestille sig nye venner og kærester og ture til stranden og fodboldkampe og kæmpeisvafler; det var alt sammen i hovedet, men hans krop og hjerte var ikke med. Han brugte al den energi han kunne mønstre, på at holde sin krop fra at gå hen og hive Jonathan ind til sig.
Det havde han gjort al den tid de ikke havde været sammen. Ikke én gang havde han turdet sige det han hele tiden tænkte: 'bliv her'. 'Bliv her Jonathan. Lad være med at gå'.
I så mange situationer kunne han have sagt det. Så mange morgener hvor de lydløst skiltes når solen stod op. Så mange forårsaftener hvor Jonathan var gået tidligt hjem fra en fest med nogle andre mennesker.
Bliv nu her...

Han opgav at få øjenkontakt med Jonathan, det var nok også det bedste, han var ikke sikker på han ville kunne kontrollere det. I stedet fokuserede han nu helt og holdent på de to andre fyre.
Marius var 2.g'er? Det sagde ham egentlig også et eller andet..
"Nåå ja, det er sgu da rigtigt. Jeg har mødt dig før" smilede han: "Vi har været på hold sammen i et eller andet, har vi ikke?"
Han henvendte sig nu til Adam, 'putten':
"Sørg nu for de viser dig alt det sjove ikke? Hulen i skoven hvor vi gemmer os for at ryge joints, hvordan man bryder ind på inspektørens kontor, samfundsfagslærerens skab med gamle pornoblade og ikke mindst koden til køkkenet. Den går man aldrig galt i byen med" grinte han: "Du skal endelig ikke slå dig til tåls med den kedelige, her er husene, her er vores kedelige klasselokaler, her er gymnastiksalen, vel? på den måde oplever man jo ikke alt det sjove"

De snakkede lidt frem og tilbage og stemningen virkede allerede mærkbart lettere. det var rart. Jonathan sagde dog stadig ikke så meget og det irriterede ham grænseløst. Han vidste ikke om det betød han kunne forvente et møgfald senere, eller om de bare var færdige med at tale med hinanden. Han håbede mest på det første så.

"Jo da, det er fyldt med amatører med violiner. Så lyder det bare som når man trækker en kat i halen. Eller værre om muligt. Spiller du selv?" han kiggede interesseret på Marius.
Han lignede lidt en trommeslager type, hvis man skulle kategorisere folk. Men det var jo ikke sikkert. Han kunne også være bassist.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius følte stemningen omkring dem ændre sig alt for tydeligt - luften, der sitrede af indre spændinger; Jonathans bratte afmålthed og Antons tungsind. Han prøvede at lade som ingenting, at skubbe ubehaget fra sig og frem for alt ikke fokusere på hverken Jonathan eller Anton. Uanset, hvad det var, kom det ikke ham ved, og han hadede, at han kunne mærke den slags ganske små - men store i andres øjne - ting i luften, som han ikke havde noget at gøre med. Marius bed sig i læben - fokuserede kun på violinen og på Antons hånd, der lå over gribebrættet. Fingrene hvilede løst langs strengene.

Heldigvis tog Anton fat om en ny tråd og bidrog til endnu et stemningsskift, der var langt mere håndgribeligt og inkluderede dem alle.
"Jah," Marius trak på skuldrene, da han sagde det, "vi var på samme hold i orienteringsløbet sidste år og vandt førstepræmien." Han fangede kort Antons blik og sagde med et svagt smil, der dog ikke helt nåede hans øjne: "Jeg tror, det var vores kreative menneskepyramide, der afgjorde det."
De snakkede lidt om løst og fast - og Marius fandt især Antons beskrivelse af skolens mindre glorværdige faciliteter morsomme - da Anton igen henledte Marius' opmærksomhed på violinen.
"Jo da, det er fyldt med amatører med violiner. Så lyder det bare som når man trækker en kat i halen. Eller værre om muligt. Spiller du selv?"
"Så skulle man måske kalde dem sabotører i stedet," smilede Marius og så et øjeblik vurderende på ham, da Anton stillede ham et spørgsmål om hans egen kunnen. "Jeg er pianist - altså ikke én, der deler Pia Kjærsgaards holdninger - men én, der ... Ja, you got it. Jeg spiller primært klaver - alt fra klassisk til jazz - men har tillært mig at spille bass og kan kun få greb på en guitar." 'Og trommer kan gå an,' tilføjede han i sit stille sind, fordi hans rytmiske sans uomtvisteligt var et produkt af hans passion for jazz, og han havde øvet sig meget på trommer hos én af sine gode venner, inden han startede på Lyngvig, men det kom egentlig ikke sagen ved. Han var ikke multitalent - bare en singer/song writer med hang til blues og jazz og og/eller ballader, når det kom så vidt.

[Adam Lyhne]

Det gik hurtigt op for Adam, at den verden han nu var på vej ind, virkede ret lukket. Det var bestemt ikke alle, der kunne komme knække koden til popularitet. Måske ville han aldrig kunne komme til det selv, tænkte han i sit stille sind. Pokkers, egentlig.

Og hvem var disse? To kærester? Gay-verdenen var ikke en verden han nogensinde havde så meget som rørt med en ildtang, så han havde kun de mange fordomme fra film og serier. Når Adam tænkte bøsser, tænkte han på charmeklude, små hunde, lidt for svagryggede mænd og løse håndled. For ikke at glemme den velkendte talestemme som Ole Henriksen for eksempel havde. "OMG, I LOVE IT!"

Ikke ligefrem noget der tiltalte ham synderligt, det måtte han indrømme. Som så mange andre drenge, holdt Adam lidt afstand fra homoseksuelle drenge. Det skræmte ham at tænke på alle de ting det indebar. Især sexlivet. Hvordan...?
Han rystede STRAKS tankerne af sig og gøs vist også lidt. Fuck...
Nu skulle han dele værelse med en homo. Interessant. Han var ret sikker på dem fra hans gamle klasse havde leet højt. Måske var der endda en gay gemt i gruppen i den klasse, der ikke har turde indrømme det. Det kunne egentlig godt være.
Tænk at være venner med en gay. Måske bedste venner, og ens homoven så blev forelsket i en?!

Wow, han lød godt nok barnlig! Det var sgu da bare mennesker!
Og de er to homofyre så altså helt normale ud. Ikke som alle hans fordomme, og de lignede ikke nogen, der ville bryde ud med et "OMG, I LOVE IT!" hvert øjeblik det skulle være. Hvad havde han egentlig at være bange for? Desuden ville de sikkert finde sammen igen, de lignede ærligtalt nogle, der var ret vilde med hinanden, selvom der var problemer. Ikke for at spille psykolog eller noget, men det var altså ret tydeligt.

De tre drenge snakkede, mens Adam lod som om han lyttede, men i virkeligheden tænkte han. Han tænkte på mange ting.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan ville have fuldt med i samtalen. Han ville egentlig også have deltaget. Det var jo vigtigt ikke at give det forkerte indtryk. Det var også vigtigt, ikke at begå sammen fejl som ham Adam havde begået for et øjeblik siden overfor Jonathan selv. Det var vigtigt ikke at lade sig påvirke af irriterende momunter til at blive trist. Vigtigt, men også det sværere. Det aller sværeste i verden. Og han var tabt for omverdenen. Og selvom Jonathans blik var rettet mod jorden. Så så han den ikke.

Is it too late to remind you how we were

Antons aura af sortsind strømmede ud af hele hans kropsholdning og udtryk og direkte over i Jonathan. Og han var helt åben og sårbar for den. Alt for mange stunder med smil og latter, og kys og kærtegn. Alt for mange minder han ville have igen. Det var altid Tony der flirtede med ham, og der var ikke noget han holdt mere af. Det kunne han ikke selv Havde aldrig været noget han havde gjort. Og han havde ikke gjort det siden brudet. Aldrig i livet om han ville forsøge. Men Tony havde åbenbart ikke den slags kvaler. Rasmus. Føj.

Do the things that you always wanted to

Bitterheden i munden trak Jonathan ud af hans tankerække. Hans blik flakkede, og gled over Tonys ansigt. Og Tonys øjne, der fuldte de to andre. Ham han førte en samtale med. Havde han overhovedet set på ham? Sikkert ikke. Nu ville han egentlig bare helst gå. Han skulle finde dude'sne inden grillfesten i aften. Han skulle drikke sig i hegnet og glemme de fandens øjne. De fandens hænder, der kunne holde sig selv travle med Rasmus hvis det var det de ville.

John lod også sit blik glide videre til de to andre drenge. Nu ville han ønske han ikke stod så langt fra dem. Der hørte han trods alt mere til nu. Hans blik mødte Adams. Hvad tænkte han?

[Anton Sommer Engström]

"Det kan jeg godt huske, vi var en fantastisk menneskepyraminde!"
Samtalen med Marius og Adam gik bedre og bedre, de grinte, de snakkede om skolen og alle lærerne og rygterne og de sjove steder, de snakkede om musik, om Pia Kjærsgård. Det var egentlig en sjov samtale og nogle ganske fede fyre og hvis ikke det var fordi Jonathan med sin stilhed optog hele hans koncentration, ville han nok også være blevet. Nu blev han nødt til at komme væk.
"Det var hyggeligt. Vi ses til festen" Han gav hånd til Marius og Adam og pakkede violinen sammen og tog den på ryggen.

Da han gik forbi Jonathan, kom han ikke længere. Han kunne ikke bare gå. Ikke i dag, ikke igen. Han tog Johns hånd. Han blev glad, da Jonathans hånd helt automatisk åbnede sig, så han kunne flette sine fingre ind i hans. Det var det de var skabt til. Han kunne ikke forestille sig nogen hånd der passede bedre lige der i hans. Det fik Johns opmærksomhed. Han så han dybt i øjnene. Han kunne godt se vreden og forvirringen og al modstanden, men inde bag alt det bildte han sig ind, at han også kunne se et lille smil, en lettelse, en glæde, alt det de havde engang.
Han aede Jonathans lækre, varme, bløde hånd med sin tommelfinger. Lige så stille. Følelsen af hans hud.. det at stå så tæt på ham, hans duft.. en blanding af vaskemiddel og mand.. hans lækre blå øjne.
"Jonno.." Han sagde det stille, kærligt, bekymret, med en lille rysten på hovedet. Jonno.. Det var hans yndlingskælenavn for Jonathan. Det passede så godt på ham. Det var længe siden han havde sagt det. Over et halvt år faktisk. Det føltes rart. Det føltes rart endelig at gøre noget i stedet for bare at tænke på at gøre noget mens man flygtede. Det var et Jonno der betød: jeg savner dig, jeg elsker dig, jeg synes du er sexet, jeg vil have dig, jeg har brug for dig, jeg savner dig for fanden! Han vidste at Jonathan vidste det. Det var fantastisk, men det var lige så hårdt at skulle give slip og gå sin vej. Han havde kun lyst til at trække ham ind til sig og holde ham tæt og stoppe tiden.
Men i stedet gav han slip på Jonathans hånd og vendte sig og forlod parken. Det hele havde måske kun taget 10 sekunder, men det var de mest fornuftige 10 sekunder han havde brugt det sidste halve år. Eller i hvert fald de sværeste.

mine øjne
brune så blå
mine øjne
det bedste de så var dig
alt det de så var dig
det bedste de så var dig
sang Juncker engang og nu nynnede Anton stille for sig selv på vej væk derfra mellem de store egetræer.

//Forlader tråd