Anton leder efter tidsfordriv

[Jonathan Bailey Smith]

Hold. Stop, stands og vent. Da Jonathan endelig var klar til at reagerer var Anton gået. Alene måden han gik på. Violinkasse, som faktisk var en taske, dingrede over skulderen på ham. Hans bevægelser. Kom tilbage! Nu, Anthony, vend om og kom tilbage! Ellers var der alvorlig fare for at Jonathan ville sætte efter ham. I løb. Et forbløffet smil bredte sig. Forsigtigt. Så var det væk igen.

Han havde ikke vidst det ville ske. Han havde slet ikke regnet med at Anton overhovedet ville stoppe op. Det i sig selv var underligt, og han vidste ikke hvordan han skull håndterer det. Var der ikke sådan en, no-talk-politik? Åbenbart ikke. Det var en vane, han åbnede altid sin hånd for Anton. Selvfølgelig. Men det var jo ikke selvfølgelig mere. Hans hånd var så varm. Varmen bredte sig hele vejen fra hans hånd og rundt i hele kroppen, hvor hans hjerte svarede ved at give sig til at banke. Jonathan nikkede bare svagt da Anton talte til ham. Uden at tage øjnene fra de øjne han så ind i. Tony, ville han sige. Tony hold om mig. Så gav Anton slip. Gav slip og gik sin vej. Men varmen blev der. Måske rødmende han endda lidt.

Hvad havde de gang i? Hvad fanden havde Anton gang i. Ligeså meget som han ville løbe efter ham og falde ham om halsen, ligeså meget ville han råbe at han skulle lade ham være. Selvom det skulle han ikke. Og var det, Jonno, han havde kaldt ham?


Stadig usikker på hvad der lige var sket, kiggede John efter ham indtil han var i skjul bag nogle træer. Jonathan stod med hånden lukket i for at holde på varmen. Så rystede han den underlige fornemmelse af sig og gik over til de andre igen. Akavet. Hvordan åbnede man lige samtalen igen efter det?
"Så, noget særligt du gerne vil se?" Han henvendte sig til Adam, der havde sendt ham det der blik før.

“You cannot protect yourself from sadness without protecting yourself from happiness.” ― Jonathan Safran Foer

[Adam Lyhne]

Da den ene homo, Jonathan henvendte sig til Adam fik han endelig en anledning til at forlade sine meget sære tanker. Han rystede hurtigt på hovedet og trak derefter på skuldrene. "Jeg er ligeglad. Hvad var det for noget med en grilfest?" spurgte han så og rynkede brynene. Han kiggede fra Marius til Jonathan og kiggede så hen mod skolen, hvor den anden homo, Anton, gik med sin violintaske over skulderen. Violin? Af alle instrumenter - Violin.

[Jonathan Bailey Smith]

Det var forbandet svært ikke også at vende sig og kigge efter Tony. Som Adam gjorde. Hans blik var blevet anderledes. Det irriterede Jonathan lidt. han gad ikke at folk havde en masse dumme fordomme, så da forhelvede hellere konfrontere ham med dem. Men han smilede alligevel. Simpelthen fordi han havde holdt Antons hånd, og han kunne ikke lade være.
"Jaer, de holder en stor fest nede ved søen i aften. Så bader vi og drikker og griller. Alle plejer at komme, det er pisse hyggeligt!" Han så på Marius for han var da sikker på at han var enig.
"Det er faktisk snart, så hvis vi lige skulle tilbage på værelset først skal det nok til at være nu." Jonathan rodede i sit hår med den ene hår, mod varmen, og mærkede hans mave slå kolbøtter. Grillfest. Idioten Anton. Grillfest.

[Adam Lyhne]

"Ok..." Han begyndte at gå og regnede med de andre fulgte efter ham. Da han hørte skridt bag ham, der så småt indhentede ham, spurgte han: "Er der nogen bestemt... dresscote, eller noget?"
Han havde hænderne i sine jeans med huller og pillede lidt ved selerne med tommelfingrene. Seler. Han elskede bare seler. Seler styrede.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan rystede på hovedet.

"Næh, bare afslappet."Han havde skrevet en sms til Selma inden han indhendtede dem, og havde netop fået svar. De tre fuldtes ind i huset igen.

//forlod tråd