Ankomst

[Mattie]

Lyden af glas der splintres. En høj, hylende lyd. Det evindeligt uudholdelige skrig i en overnaturlig frekvens. Glas, der falder mod jorden. Regnvejr, altid regnvejr. Hans syge råb. Alle mærkerne på benene.

Mattie pakkede sine sparsomme egendele ud på det tomme værelse. Den nye pædagog Betinna overvågede ham. Han havde ikke brudt sig om hende et eneste minut. Hendes grimme lakerede negle, københavnske dialekt og det forfærdelige sorte hår. Men det var ikke det værste. Det værste var hendes mad. Al hendes kød. Det vulgære, klamme, lugtende døde legeme. Altid. Han frydede sig over at komme væk fra Betinnas kød. Han havde lyst til at sparke hende ud fra værelset. Hun skulle ikke besudle det med sin klamme søde lugt.

Han gad ikke være her. Åndssvage mennesker, stupide lærere og latterlige aktiviteter. Hvis de regnede med han ville komme til den pisse sommerfest, så tog de grueligt fejl. Han fandt sine kort og sætte sig ved det gamle skrivebord og begyndte at lægge kabale. Han skænkede ikke Betinna ét eneste blik.

[Mattie]

Kabalen ville bare ikke gå op. Det var en rigtig lortedag, og han havde ingen forhåbninger om at den ville blive bedre. Han sukkede opgivende og kiggede ud af vinduet som skrivebordet stod under. Udsigten var vel det man ville karakterisere som rimelig god, hvis man da gik op i sådan noget. Det gjorde Mattie ikke. Han kunne ikke være mere ligeglad.

En fyr stak hovedet ind af vinduet. Irriterende nysgerrig, irriterende social. Han havde håbet han kunne undgå folk i hvert fald de første par dage, men det var åbenbart ikke muligt.

"Hej, er du ny? Hvad laver du herinde helt alene?" spurgte fyren med et smil.
Er du ny? hvad dælen var det for et spørgsmål? Mattie kiggede rundt i rummet hvor det flød med tasker og udpakkede ting. Åndssvage sociale uskrevne regler, hvor man spurgte om ting man var udmærket klar over.
"Mmm" mumlede han bare. Hvad han lavede? hvad fanden skulle man sige.
"Jeg afprøver mine telepatiske evner, men det går tydeligvis ikke så godt. Hun" han pegede bagud på Betinna: "er ikke gået endnu. Og så kom du. Så jeg må nok hellere træne lidt hårdere for eftertiden."

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan grinte da den anden forsøgte til i den telepatiske verden. Han virkede dybt seriøs, men måske var han bare meget sarkastisk. Det var da værd at give en change.
"Cool nok, makker." Han blinkede og kiggede så på damen der havde fulgt med i samtalen. Han smilede til hende.
"Du kan godt gå nu, der sker ikke noget her." Det måtte vel være hans mor eller noget. De lignede nu ikke hinanden, men, alligevel. Han henvendte sig igen til drengen. "Går du ikke med ned til søen? Det er da sjovere end at bage herinde."

[Mattie]

Han nikkede til Betinna. Det var ok at gå. Faktisk var det mere end ok.
Hun gjorde det da også. Nikkede et farvel til drengen og forlod værelset uden mere bøvl. Havde han vidst det ville være så let!
Det måtte han alligevel give fyren. Det krævede lidt respekt. Men at gå med til festen? Det havde han ikke planer om. På den anden side var det vel noget for noget. En ting han respekterede, hvis han brød sig om folk. Eller ikke havde noget imod dem i hvert fald. Han havde ingen grund til at have noget imod denne fyr. Han holdt altid hvad han lovede. Han lovede af den grund ikke meget, men når han gjorde, kunne man regne med det. Det satte han højt.

"Ok" han trak på skulderen og tog sin cardigan og forlod værelset for at gå ud fyren udenfor. Han kunne jo altid skride om lide igen, nu måtte han give fyren lidt for at få drevet Betinna væk. Ikke at han forstod hvorfor han ville have ham med, men han var vel bare en af de socialt anlagte typer, der gjorde som det var forventet. Og det var åbenbart forventet at være høflig over for de nye.

Han hadede at være ny.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan ventede på gingeren udenfor og begyndte så at gå op over bakken og ned mod søen igen. Han skævede til drengen, ikke en særlig talende type. Så tænkte han tilbage. Der var vel gået tid nok nu til at det kunne ligne at han havde været i hytten. Han kunne bare sige at han havde hentet sin mobil, eller noget.

"Så...hvilken årgang går du på?" Ikke et særlig interessant spørgsmål, men et eller andet skulle han jo sige. Ellers ville det se akavet ud. "Jeg hedder Jonathan forresten," Jonathan smilede, hans London accent skar altid i gennem når han sagde sit eget navn. Efterhånden som de nåede ned til søen mærkede han knuden i sin mave vokse sig større.