Pjækkeri første skoledag

[Mattie]

"Helt sikkert" nikkede han. Han havde set hendes tegninger, hun var dygtig. Det der melodramatiske, mig mod verden, syntes han lige som så meget andet var noget pjat. Men man behøvede jo ikke sige alt hvad man mente, så meget havde han da lært. Og inspiration var jo ikke nogen dårlig ting, ligegyldigt hvor den kom fra.

"Hvilken slags is kan du lide? Hvad ville være den bedste is du kunne forestille dig i hele verden?" spurgte han, da de nærmede sig havnen. Personligt kunne han lide al is. Undtagen hvis det smagte af nødder måske. Nødder smagte lidt af dødt dyr. Men alt slik og alting med sukker var et hit i hans verden.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Hun smilede og kiggede ud over vandet mens hun kløede sig lidt i håret og tænkte sig om.
"Det er jo svært..." Hun lo. "Jeg kan rigtig godt lide kokos, og chokolade. Så...okay, jeg fik engang danmarks største is på Bornholm! Har du været der? Den var så stor." Hun vidste afstanden med hænderne. "Og der var 18 kugler og gud og flædeskum og flødeboller på toppen!" Okay, hun lød bare virkelig tyk nu, men altså hun havde været 10, og hun havde delt den med sine brødre. Desuden var det før hun var begyndt at gå op i sin krop. Og Mattie var nok ikke så sippet. Håbede hun ikke. Alligevel tilføjede hun,
"Men altså, jeg fik det vildt dårligt, selvom jeg ikke engang spiste det hele." Hun smilede lidt igen og trak på skuldrene.
"Men den bedste is i verden, ville være en der smagte forskelligt hver gang man smagte på den. En overraskelses is."

[Mattie]

"Jo, jeg har været der" nikkede han. Det var i Gudhjem man fik den is. Det var ikke Danmarks største, men den højeste. Han havde boet i en plejefamilie i Østerlars. Det var da han var omkring 11 år. Det var ikke den værste plejefamilie, men heller ikke den bedste. De besluttede, at de ikke havde overskud til ham. Men det var selvfølgelig efter han havde været oppe at slås med familiens søn. Mange gange. Men Bornholm var ok. Og det var god is. Han kunne sagtens spise sådan en alene.

"Det er en god is. Men vi må hellere få trænet dig op. Man skal kunne spise sådan en is uden at få det dårligt."
Han var imponeret over hendes gåpåmod overfor is. Kokus var han dog ikke enig i. Det var i samme kategori som nødder.

"Det lyder som en god én. Sådan en må vi opfinde."
De nåede ned til havnen, men isboden åbnede ikke før klokken ni. Han kiggede på uret: klokken var halv ni. Han besluttede at gå ud på badebroen mens de ventede.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda smilede og rystede energisk på hovedet mens de gik ud af badebroen.
"Ej, det går ikke, så bliver jeg bare alt for tyk, og så synes ingen at jeg er pæn mere!" Hun mente det ikke helt så dullet som det lød, og hendes mening var egentlig at få det til at lyde som en joke. Men hun mente det også lidt. Det ville hun helst ikke ud i. Men ja, det kunne de da.

"Hvad er din ynglings så? Din drømmeis?" Da de nåede enden satte Amanda sig på kanten og to skoene af. Hendes tæer kunne lige akkurart strejfe vandoverfalde. Det var lidt koldt og kildede da der kom små ringe i vandet.

[Mattie]

"Noget med en masse chokolade tror jeg. Og frugtis. Jordbær og banan og appelsin og ananas og hindbær osv. To kugler af en form for chokoladeis per kugle med frugtis." Det ville virkelig være den optimale is. Han elskede chokolade.

Efter issamtalen sad de bare længe på badebroen og talte om løst og fast. Eller det var mest Amanda der talte og ham der lyttede, men det var fedt nok. Han sagde alligevel mere end han havde gjort længe. Og hun virkede som om hun faktisk havde lyst til at tale med ham og tog det han sagde seriøst.
Lige så længe han kunne huske, havde han kun været omgivet af mennesker som fik penge for at tale med ham eller folk som ikke gad og ikke regnede ham for noget. For et andenrangsmenneske eller måske endnu lavere. I skolen var han altid blevet behandlet anderledes. Fordi han altid var ny ligegyldigt hvor han kom hen og fordi han altid var den dreng fra plejefamilien eller børneinstitutionen. Så folk lyttede altid til ham, enten med en nedværdigende medlidenhed eller med en foragt, som om han umuligt kunne have forstad på noget han ville ytre sig om.
Pædagogerne havde prøvet at lade som om de gik op i hans liv, men det var jo let at gennemskue, at det bare var en del af den arbejdsdag der skulle give dem deres månedlige løncheck. Når de gik hjem tænkte de nok ikke et millisekund på noget han havde sagt. Så han havde lært at holde kæft. Præcis som hans far og mor havde rådet ham til.
Amanda var der første menneske længe, som så ham som en almindelig fyr. Men det var ene og alene fordi hun ikke vidste hvem han var. Det måtte ingen af dem vide. Så snart folk vidste noget om ham, så ændrede deres udtryk i øjnene sig mærkbart og den måde de omgikkes med ham også. Uden at de ville det endda. Det ville han ikke have skulle ske her. Så måtte de hellere hade ham, det var da også et udtryk for respekt. At han var værd at bruge energi på at hade. Have en mening om.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda havde ikke noget problem med at udfylde stilheden. Det virkede som om det var okay. Eller også lagde hun ikke mærke til hvis det ikke var. Hun fortalte ham om sine møgirriterende småbrødre. Og om hendes gamle skole, og alle de latterlige mennesker der havde været der. Alle dullerne, som gav en elevatorblik. (Og som hun også selv kiggede efter med foragt) og alle de typer drenge der troede de var så seje, men i virkeligheden, som hun udtrykte det 'Jo ikke havde anything under det til-voksede hår, og de desuden aldrig i deres liv havde læst en rusisk roman.'

Fordi Mattie var dybt sej. Dybt og inderligt sej. Og hun var ret sikker på det ikke bare var en facade. Ikke noget han vidste. Men det var han, kæft mand, hele den lidt tilbagetrukne kølige yderside og meningen om alt fra romaner til hvilken is der var bedst. Og hans hår, åh gud hans hår. Men mest af alt, alt det hun ikke kunne se af ham. Alt det hun ikke vidste, fordi han på trods af hendes anstrengelser ikke fortalte hende ret meget om sig selv.


Da de havde fået is, og de satte sig lidt ud på badebroen igen. Fordi solen skinnede, og det var pænt derude, og lidt mere alene. Der var begyndt at komme en del gamle mennesker på gaderne. Pensionister. Og de kiggede altså ret meget på dem. Det snakkede de også om. Ret højlydt. Og grinede. Eller, Amanda gjorde. Mattie var bare cool.
Ikke alt for påtrængende, men Amanda satte sig betydeligt tættere på ham anden gang de satte sig ned. Samtidig forsøgte hun ikke at dryppe på sit tøj med isen, så faktisk kunne det godt se ud som om det ikke var med vilje. Men det var det. Meget.
Mattie fik is i hele hovedet. Eller, ud over kinderne i hvert fald. Amanda fniste og løftede et øjenbryn.
"Du har noget ad...lige der." Hun vrængede på det første, det var for sjov. Lidt som en parodi på andre. Så tørrede hun det væk med den ene finger. Under normale omstændigheder ville hun have slikket det af. Men det virkede bare ikke som noget Mattie ville synes om, så i stedet tørrede hun det bare af i en serviet hun havde taget ved isboden.

Efter isen foreslog Mattie at de gik tilbage. Som han sagde, så kunne de jo se om de ville til timer, eller bare gå på et af værelserne. Amanda nikkede. Hun var ret sikker på, at ligemeget hvad han sagde, så ville hun give ham ret. Da han rejste sig, og hun kiggede op på ham var han godt nok høj. Høj og i sit mørke tøj, og så med det brændende hår i toppen. Wow. Mandig kæbe. Hun rakte hånden op, som tegn til at han skulle hjælpe hende med at komme op.

Så gik de tilbage til skolen sammen.