Pjækkeri første skoledag

[Amanda Kjærsgård Holm]

//ankom til tråd

Amanda satte utroligt meget pris på at hun havde valgt at tage shorts på. Solen bagede ned på dem da de gik på landevejen og efterhånden kunne se byen dukke op. Hun kunne næsten mærke at hendes ben blev brunere. Ikke at de behøvede det akkut, men det var okay. Mon ikke Mattie havde det frygtelig varmt i alt det tøj? Han virkede ikke som typen der gjorde noget så menneskeligt som at svede.

"Ham der..Liam, ham narrøven, hvor kender du ham fra?" Hun kunne ikke forestille sig at Mattie havde opsøgt hans selvskab, og da heller ikke at han ville fortælle fyren sit navn hvis han kunne slippe. Måske boede de sammen. I så fald var det synd for ham. Og synd for Freddie-musen. Amanda skrev sig bag øret at hun skulle ringe til Freya senere eller finde hende og spørge om hun overlevede.

[Mattie]

Mattie havde cowboybukser på, en grøn t-shirt og en brun cardigan over. Han tænkte ikke meget over hvad han tog på. Bare han havde nok tøj på. Eller for meget ifølge alle andre.

"Værelset," sukkede han. "Ham og David." Narrøve af første klasse ville han have sagt, hvis ikke det var under hans niveau. Under lavmålet.

Han kiggede på den lille by som lå en halv times gang fra skolen. Den var faktisk hyggelig nok. Solen skinnede og der var både butikker og restauranter og en biograf kunne han se. De var ikke åbne endnu, men det var nok meget naturligt at butikker ikke var åbne klokken halv otte om morgenen. Eller kvart i otte, eller otte eller hvad den var nu. Han vidste ikke hvornår butikker normalt åbnede, men igen på den anden side var der mange ting han ikke vidste, og han savnede dem ikke ligefrem.

Han tændte en smøg som de gik der i solen. Det var en god dag.
Hvis man så bort fra det faktum at Betinna havde ringet til ham i morges. De troede åbenbart de stadig skulle lege ansvarlige for ham selvom han var videre i systemet. Fred være med det, men hvorfor lige hende? hun var fandme klam.
Nå, det gad han ikke tænke på nu.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda sukkede. Selvfølgelig. Det var synd for Mattie, helt ærligt, det var det. Ikke at hun anede hvem David var, men han lød ikke begejstret. Hun kunne ikke lade være med endnu en gang at undre sig over hvem denne her Mattie egentlig var. Hun vidste ikke helt om det ville være okay at spørge. Men, et eller andet ville hun sige, hun brød sig ikke om stilhed. Heller ikke selvom den ikke virkede til at være akavet på Mattie. Hun kunne godt lide det navn. Mindede hende om en hun havde kendt da hun var lille. Han havde bare været lyshåret. Og hun havde egentlig ikke rigtig kunne lide ham. Ikke dengang i hvert fald. Men måske var Mattie den nye ham, bare en meget bedre udgave.

"Hvorfor gik du på Lyngvig?" Amanda sparkede til en sten på vejen med den ene sandalbeklædte fod.

[Mattie]

De var nået ned til det der måtte være byens torv. Han satte sig på en bænk og sparkede lidt ud i luften mens han røg cigaretten færdig.

"Hvorfor jeg går her? Fordi det er bedre at være her end så mange andre steder. Hvorfor gør du?" Han hadede at tale. Både om sig selv og om andre, det var så ligegyldigt og intetsigende. Alligevel kunne Amanda godt få ham til at tale. Lidt. Ikke at han nogensinde ville fortælle hende hvorfor han var endt her, eller hvem Betinna var eller noget i den stil. Det regnede han i hvert fald ikke med.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda nikkede roligt og eftertænksomt. Hun satte sig ved siden af ham på bænken og lagde nakken tilbage for at kigge op i skyerne. Helt blå. Han var altså lidt svær at tale med. Nogle fyre indbød ligesom bare til at man kom med en sjovel kommentar og så snavede dem. Sådan var det overhovedet ikke her. Ikke at det var det hun ønskede....måske, men, hun havde aldrig mødt en som ham før. Ufatteligt spændende. Mystisk, det virkede nærmest som om han ikke havde lyst at fortælle om sig selv. Han havde sikkert en dunkel fortid. En som man kunne låse op for, hvis man havde den rigtige nøgle. Hun fik helt kriller i maven. Pisse spændende.

"Fordi jeg var på efterskole, og jeg gad ikke hjem igen bagefter, så fandt jeg det her." Hun kiggede igen på ham. Og havde ufatteligt meget lyst til at række ud og mærke om hans hår var helt stift. Om det var varmt. Men hun lod være. Hun skulle jo nødig brænde sig.

"Hvorfor kalder du dig selv Mattie?" Hun var kommet i tanke om hvad der havde stået på døren. Da hun besøgte ham fredag aften. Mattheus. Det var enormt pænt. Mega ædelt og dybt og fantastisk. Hun havde altid hadet bare at hedde Amanda. Hvis hun selv havde fået lov at vælge havde hun heddet Alice. Eller noget andet fra en bog eller en film. Noget særpræget.
"Mattheus er ellers pænt." Hun smilede skævt og så ham i øjnene.

[Mattie]

Han vendte sig med et ryk mod hende og sagde stift: "Det hedder jeg ikke." Hvis øjne kunne dræbe.
Han havde hevet skiltet ned af døren, så snart der ikke var nogen der lagde mærke til det. Han knyttede hænderne hårdt sammen, så hans knoer blev hvide. Han var ikke Mattheus. Der var en grænse, som hun ikke skulle krydse. Aldrig. Det måtte hun forstå.

Han trådte ned i noget vådt og klistret, da han stod ud af sengen. Faderens lunkne bræk. Han hev strømpen af med den anden fod og gik ned af trappen på en strømpesok. Nede i køkkenet sad hans mor og rystede. Hun rystede så meget. Han prøvede ikke at kigge på den skaldede plet på hendes hoved, hvor hun havde hevet håret ud i sidste uge. Den var stor. Huden var rød og irriteret.

”Mattheus. Du må være stor og hjælpe mor med at få sin medicin.” Hun rakte sprøjten ud mod ham på en rystende hånd. Den vippede op og ned som vippen på legepladsen og han var bange for at hun ville tabe den. Eller ramme ham hvis han kom tættere på. Han ville gerne hjælpe mor, det ville han virkelig. Hun skulle blive frisk igen. Det blev hun nødt til. Han var sulten. Og Baltazar havde grædt hele natten fordi de ikke havde haft noget mad. Men Baltazar var for tung, og Mattheus var for lille til at løfte ham ud af kravlesengen. Far var ikke hjemme. Så han måtte bare lægge en pude over hovedet og prøve at sove. Han havde ikke sovet. Han havde grædt, selvom han havde prøvet at være stor og modig.
”Mattheus. Du er en stor dreng nu, du kan godt hjælpe mor.” Han kiggede ned på sin hånd. Fem fingre. Han var fem år gammel, han var en stor dreng. Han kunne godt hjælpe mor. Hvis bare hun ville holde op med at ryste så meget..


Han tog en dyb indånding og prøvede at slappe af igen. Han løsnede sine fingre og kiggede væk fra hende. Folk gik tur med hunde og ansatte begyndte at ankomme og låse sig ind i deres butikker og gøre dem klar til åbningstid.
"Jeg hedder Mattie" sagde han afmålt.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda noget nær for sammen. Hun rykkede lidt væk og havde fødderne på jorden så hun kunne komme op i tilfælde af at han kom tættere på med de der knytnæver. Fuck. Hun havde overhovedet ikke forventet sådan en reaktion. Et eller andet var åbenbart ikke så godt ved det. Og nu havde hun ellers været lige ved at tage sig sammen til at røre ved hans hår. Det blev der så overhovedet ikke noget af! Efter han havde sagt det sidste var der stille. Amanda ventede 10 sekunder inden hendes krop slappede af igen. Han kiggede på folk der gik forbi dem og hun så bare ind i hans nakke. Så kiggede hun også væk, ned på sine fødder.

"Nej, okay...undskyld." Hun bed sig i læben. Nu var hun pokkers nok endnu mere nysgerrig. Og et eller andet ved det temprament kunne hun godt lide. Det var pokkers tiltrækkene.

Hun skimtede en ældre herre låse døren op til en butik med en stor bog over døren. Det måtte vel være den Mattheu...Mattie! havde talt om. Hun skulle lige til at foreslå at de gik derind, men var i tvivl om det var okay at hun overhovedet sagde noget.

[Mattie]

Han kunne godt mærke at stemningen blev dårlig. Normalt ville han havde været ligeglad, men et eller andet lille bitte sted inde i ham sagde, at han var ved at få en ven. Håbede det måske, selvom han ikke ville indrømme det. Men han kunne godt lide hendes selskab og han ville gerne have at hun blev ved med at komme forbi og ryge smøger og læse bøger. Han ville ikke ødelægge det. For første gang i mange år, havde han noget han ikke ville ødelægge.

"Jeg tror det er en fejl fra skolens side. De er nok ikke vant til at folk hedder Mattie. Og så var et bibelnavn måske mere sandsynligt. Who knows?" Han trak på skuldrene. Han havde ingen problemer med at lyve. Havde aldrig haft det.

Han nikkede mod den gamle mand der var ved at åbne boghandlen.
"Skal vi smutte derind når han får åbnet?"

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda smilede lettet. Hun var da ikke helt ude i kulden på grund af et enkelt uheldigt spørgsmål. Men hun skulle sandelig nok huske at man skulle passe på med hvad han sagde. Men måske brød han sig bare ikke om når skoler lavede fejl. Det var nok bare det. Han var jo også mega rebelsk og sej.

Hun nikkede bare, og rejste sig for at gå over mod butikken. De små ruder var helt rene, som om manden vaksede dem hver dag, hvilket han måske også gjorde, og kiggede man ind kunne man se stakkevis af bøger. En lille klokken ringede over døren da herrren holdt døren åben for hende med et venligt gammelmandssmil. Hun smilede tilbage.

"Jeg kendte engang en anden der hed Mattie." sagde hun og brød derved stilheden i den lille butik. "Men han var ret kedelig i forhold til dig." Hun skævede til ham, for at se hvordan det blev modtaget.

[Mattie]

Han tog en dyb indånding da de trådte ind i butikken. Det var en rigtig boghandel. Det lugtede af bøger. Duften af visdom, og filosofi og mennesker der havde levet længe eller kort. Lugten af skæbner. Det var ikke en kommerciel kæde. Det var allerede hans yndlingssted i byen.

"Jeg er også kedelig. Tag ikke fejl af det." Han lod fingeren glide over bøgerne på hylderne. Alle de store. Det var en god dag. "Mennesker er kedelige Amanda. Det er et faktum. Læs den her." Han rakte hende en udgave af Kældermennesket af Fjodor Dostojevskij. Den burde hun virkelig læse. Han ville købe den til hende.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda tog i mod den bog hun blev rakt og studerede coveret. Hun vidste stadig ikke om den slags ville være noget for hende, men hvis det betød at de fik noget at tale om, så ville hun gerne.
"Er jeg så også kedelig? Men okay, jeg har bare ikke rigtig taget nogen penge med..." Hun smilede usikkert og ville sætte bogen på plads igen. Så måtte hun gå ned og købe den en anden dag. Egentlig undrede det hende at de havde nogle så specielle bøger i en gudforladt by som Lyngvig.

[Mattie]

"Ikke det spil der, Amanda." Han rystede på hovedet og grinede næsten. Men kun næsten. "Jeg køber den selvfølgelig til dig. Og nej" han kiggede hende i øjnene, men på en mere venlig måde denne gang. "Lad nu være med at sige alle de klichéer om at det kan du ikke tage imod og alt det pis. Jeg giver dig den. Du behøver heller ikke sige tak. Lad bare være med det faktisk."

Han gik lidt rundt mellem hylderne og studerede bøgerne i lidt tid. Han fandt to han gerne selv ville have også. Og så gik han op til den gamle mand og købte bøgerne. Manden ville gerne hyggesnakke, der var sikkert heller ikke mange at tale med i den lille by, men Mattie ville bare købe sin bøger og komme videre.

"Er vi færdige her? en is måske?" Hvis hun gerne ville bruge mere tid i boghandlen kunne de godt det, men han personligt havde ikke mere at gøre der. Men han kunne godt spise en is. Han kunne altid spise noget med sukker. Altid.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda lo. Det var også lige før han havde leet til hende. Hvor stor en bummert hun end havde lavet før var det i hvert fald helt sikkert fremskridt. Han købte hende gaver, så hende i øjnene og smilene næsten. En udbytterig dag. Det eneste minus var at hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige nu. Han havde ret i at det vr klicher. Fordi man lærte dem, og hvis man så skulle sige noget andet, så var man helt lost.

"Nå, jamen...okay, nå." Hun lo igen. Det lød latterligt. Men måske gjorde alt andet også det. Hun var stadig glad for bogen. Hun glædede sig til at fortælle Freddie om det.

Hun fulgte efter ham ud af butikken. Så velbevandret var hun altså heller ikke i litteratur at hun kunne bruge lang tid derinde. Og is lød godt.

Da de kom udenfor igen lod hun sit blik løbe over torvet igen. Hun fik øje på noget ved den bænk de havde siddet ved før. Hun stoppede op.

"Mattie, vent lige lidt." råbte hun efter ham og småløb over til bænken igen hvor hun gik ned på hug for at kigge på det. I siden på ryglænet var der ridset noget. Hun havde forventet at det var et kærestepar der havde skrevet deres navne ind. I stedet fandt hun et bogstav, et minus tegn og ordet verden. Hun kiggede forundret på det og rørte ganske forsigtigt ved fordybningerne. Smukt. Hendes tanker fløj væk til hvad historien bag det var. Hun havde næsten glemt Mattie.

[Mattie]

Han lænede sig op ad husmuren og røg en smøg mere mens Amanda løb over til bænket. Han fløjtede en lille melodi. Nogle arbejdere var ved at lave en cykelsti og gennem et vindue på den anden side af gaden kunne han se nogle pensionister lave en eller anden form for gymnastik.

Moralen fra 'kældermennesket': Lever du ikke, kan du ligeså godt være død.
Han levede. Han kunne sgu godt lide livet. Det var en mærkelig, mærkelig erkendelse Lyngvig fik ham til at drage. Sikkert lige præcis som staten havde ønsket. Hul i det. Han skulle have en stor vaffelis.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Efter at have knipset det lille fænomen gik hun tilbage til Mattie der i mellem tiden ventede. Da de begyndte at gå igen vidste hun ham billedet.
"Prøv lige at se. Jeg burde tegne et eller andet ud fra det her.." Hun smilede. Det burde hun faktisk. Senere. Måske kunne de være sammen senere, og han kunne læse, og hun kunne tegne og de kunne ryge og hygge sig. Hun ville sikkert blive langt mere afhængig af at kende Mattie.

Hun fik øje på et ishus længere nede mod havnen. Vandet var klart og morgensolen skinnede i det.