Digte

[Sophia Blake]

Klokken 21:01 så du mig
Klokken 21:02 snakkede du med mig
Klokken 21:09 råbte du af mig
Klokken 22:14 kyssede du mig
Klokken 22:16 sagde du farvel
Klokken 22:20 forlod du mig
Klokken 22:30 løb du tilbage
Klokken 22:35 forlod du mig igen
Klokken 22:35 stod jeg tilbage
Klokken lort om natten græd jeg stadig

2011

[Xazal]

NV: NU tror jeg endelig, at jeg kom til en slags forståelse af dit digt. Om ikke andet én, jeg kan holde fast i - i hvert fald til at sige et par vage ting:
- Din komposition vidner meget mere end ordopstillingen, hvilken dobbelthed, der er i digtet - at "følgeren" (som du allerede præsenterer os for i første ord) hverken er god eller ond, eller nogen konkret. Det kunne være samvittigheden - det kunne være døden. Det kunne være dagen, natten eller solen.
Jeg er totalt forgabt i, at du i versene bremser op midt i en sætning og fortsætter i næste vers - samtidig med, at versene er uafhængige af hinanden. Et fragmenteret digt, der prøver at fastholde en spoleret helhed. Meningsløst! Meningsfuldt! Jeg ELSKER det.

Til Selmas og Sophias (THERESAS) digte:
Det første (med Selma) er klassisk, men godt. Paradokser, som et fortvivlet sind aldrig kan hitte rede i. Men det er altså 'sødt'.
Til Sophias (første): DÉT kunne hun godt selv finde på at skrive ikke - denne Sophia? Hvor hun måske distancerer sig fra sig selv ved at skrive "du" om sig selv? Jeg synes, det er et genialt digt! Bare den håbløshed, som du får udpenslet så detaljeret og rytmisk.
Sophia (andet digt): Med masser af klokkeslæt. Hahaha. Gid, jeg havde fundet på noget lige så morsomt. Morsomt, fordi det er en kæmpe kærlighedsbrøler. Dét er flot.

[Noah]

Årh Xazal !

Tror du er alt for sød ved mit digt. Du må gerne give mig verbale tæsk med din superhjerne.
Jeg synes det kunne være ldit bedre. At dobbeltheden kunne være større når versene skifter, men altså, det kunne jeg ikke formå da jeg gennemrettede det.

Men du læser det fuldstændigt som jeg tænkte det og det jeg virkeligt glad for Du er en super goooood læser og det med ekstra ord fordi jeg ikke lige kan udtrykke det bedre.

Spoleret helhed ... fantastisk udtryk

[Xazal]

Et digt, hvor det måske er meget godt at holde øje med linjenumrene...

En blank side
Nu er der to linjer
De er korte
Længere end tanketråden
Der kreeres af ord
Imaginære handlinger
Individualitet
Nu er der 8 linjer
Endnu ingen pointe
Måske den kommer
Til sidst
Måske ikke
Man kan spørge sig selv hvorfor
Om intentionaliteten er til stede
Giver tanken mening?
16 linjer
Hvad ventes der på?
Subjektets indtræden
Den skjulte identitet
Bogstavernes forskelligartethed
Ordenes kædehandlinger
Metapoesiens evindelige søgen
Efter betydning
Objektivitetens sandhed
25 linjer nu
Mønsteret er brudt
Læserens forståelse
Revideres
Drastisk
Det er en løgn
Og 31
Det næste afklares
Med et farvet ord
Svinsk
35 er endnu et linjenummer
Et ulige tal i rækken
Som de to foregående
En plausibel manifest bliver det næppe
Snarere manieret skribleri
Fra en dvask hånd
Eller to
Det sluttes ved linje 42
Men essensen af værket
Bestemmer fremdriften
- 29. oktober 2010

[Noah]

Holder du ikke netop øje med dem for mig?

Nu ved jeg intet om tal. Udover de klassiske eventyr tal og at man kan jage ondt væk ved at sige onde tal (7,9,13) men jeg kan godt lide flowet. Enhver der skriver har prøvet det her. Blank side, ingen linjer, ingen ord og man bliver drevet fram simpelthen af klikkende fra tasterne på computeren eller bevægelsen af ens hånd mod papiret når man kreerer noget.

Der er mange modsigelser, men måske gør det netop digtet sandt. Strå tanker stillet op under hinanden. Jeg synes nu at det er et plausibelt manifest, jeg har læst Dada manifestet og Bolaños manifest og det her virker mindst lige så godt

Men essensen af værker
Bestemmer fremdriften

Tror du oprigtigt det? Eller var det filosofiske tanker til et reflekterende digt?

[Noah]

Mnja. Nu har jeg prakket ting på folk hele dagen. Hvorfor ikke fortsætte? Good question indeed
Ej, hmm. Dette digt burde hedde: Gæt en sang. Tror nu I kan
Men altså ja jeg kan lide Tynde kærlighed udtrykket så det hedder det.
Jeg ved ikke helt ... Ej nu skal jeg ikke sige mere. (det siger Noah også, (mest fordi jeg misbruger hans profil)

Tynde kærlighed

Kom nu.
Tynde kærlighed.
Fortyndede kærlighed.
Hvis jeg lader dig trække længe nok, vil du så holde?
Bare til året er forbi.

Du er min elskede.
Min kærlighed
Det fortæller jeg mig selv, men lige nu synes jeg, at du skal skære mine bånd til dig over, så jeg kan falde i søen og svømme væk.
Jeg er anderledes.
Du er den eneste tilbage, der ved, hvem jeg var.

Kom nu.
Tynde kærlighed, du ved, du bliver nødt til det.
Jeg er klar over, at du har ventet længe på, at jeg ville blive mig selv og at alt dét, du har givet, er ingenting.
Det er spildt.

Jeg elsker dig.
Men jeg løj, da jeg sagde, at jeg ville være sød.
Alt håbet er suget ud.
Der er kun en tom, tynd skal.
Der er ikke noget tilbage, for det har aldrig været





Tynde kærlighed.
Du vendte ryggen til.
Du er allerede faldet bagud.
Du er allerede på den anden side af søen.


Josephine 2011-2012

[Xazal]

Til NV's respons til mit digt:
Intet eventyrtal, eller noget andet dybsindigt og kunstnerisk bevidst i digtet - blot den rene udsigelse af linjenumrene, og digtets egen fortolkning af numrenes tilfældighed - at digtet forsøger at gøre sig plausibelt ved at fortolke sig selv. (Hov, det var DOG utroligt - dén pointe har jeg aldrig kommet til før nu.)

Men at digtet starter med 8 linjer og så 16 linjer - dér kunne man fristes til at tro, at man følger 8-tabellen. Men så kommer linje 25 og så 31 - og ved linje 35 postuleres det i det efterfølgende, at flere ulige numre måske vil blive det næste mønster! Og SÅ linje 42 - lige nummer, hvor det burde afsluttes (mmm, jeg kan huske, at jeg tænkte Douglas Adams, mens jeg skrev), men så kommer linje 43 og 44 som en krølle på halen.

Men mellem disse numre - og især i første del - sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt værket skal give mening, om subjektet og objektivitetens sandhed kan spille sammen. Om man kan være objektiv som det subjekt, man er, om metapoesien modsat poesi kan FINDE sandheden - meningen med kunst, livet, døden, ALTING. Og, hvordan man i så fald skal pakke det ind i et digt, eller en roman.
Og i 2. del - måske fra linje 18 og frem, begynder digtet at fortolke og kommentere på sig selv - sin egen komposition, og det veksler mellem "et farvet ord" og akademiske, lidt objektive ord. Som det skrider, fortolker digtet lidt sig selv - for at blive plausibelt og ikke bare spørgende til kunsten, som om digtet endelig når frem til et endeligt svar på sig selv: At det slutter ved linje 42 (D.A. XD)
Det gør det ved netop at kommentere på brudte mønstre og læserens forståelse, og det inddrager forfatterens "dvaske hænder", der alligevel fremtvinger "manieret (affekteret og elegance) skribleri". Alene dét, at dvask og manieret er to så modsigende adjektiver, fremtvinger også et ironisk smil på mine læber som læser - og... desværre... forfatter.

Men nu kommer svaret på dit spørgsmål: Om de to sidste linjer er noget, jeg oprigtigt tror, eller om det blot er filosofiske spekulationer over et reflekterende digt.

Min fortolkning har sikkert mange veje at følge - og det kommer bag på mig, at jeg i skrivende stund har kunnet fortolke mit eget digt SÅDAN, når jeg aldrig som sådan har udpenslet eller tænkt over pointerne før nu - bastard, du får mig til at tænke. Men som sagt: Analysen var ikke omfattende - ellers kunne jeg pille linjerne fra hinanden, og alt muligt.

Hvad jeg måske ser som oplagt at sige, er: Når digtet postulerer, at det slutter ved linje 42 - for at holde fast i den plausibilitet, det har bygget omkring sig selv, så spoleres denne ramme fuldstændig af de to linjer:

"Men essensen af værket
Bestemmer fremdriften"

... som om værket i sig selv har mere liv, end dét, vi tildeler det. Som om essensen af værket - udover at være et modsvar på digtets ramme og indpakning og troværdighed - rent faktisk er en ophøjet sfære, som forfatteren ikke kan nå - udover at erkende med en bitter smag: At værket bestemmer - at dét, værket består af, har magten over forfatterens intention. Men alligevel er det forfatterens intention netop at sige: Ja, det er sgu et paradoks - godt nok er det mig, der skriver, men det hele kom spontant, og det hele endte ikke, som jeg ville.

Det er en gennemgående problematik, jeg selv er stødt på, mens jeg skriver: At jeg er idé-starter, og at idéerne aldrig fuldendes, fordi værket driver noget andet.

Så de to sidste linjer er måske MIN kommentar på det digt, jeg ikke forstod/bestemte over, mens jeg skrev. Hmm. Det er jo svært at beskrive kunst - og at beskrive kunst via kunst er straks værre. Jeg er dårlig til metapoesi, men det her er dét, der lykkedes bedst for mig, hvis jeg selv SKAL sige det - med ironien, bitterheden, eftergivenheden, forfatterens magt og afmagt, forfatterens "farvede ord" (en svinsk situation) og... ja.

Men - hvordan syntes du, det var plausibelt? For det er jeg ret glad for, at du siger. Jeg har ikke læst omtalte manifest.

[Noah]

Til Xazals respons på min [Josephine] respons på Xazals digt:

Måske er tallene faktisk dybsindige netop fordi de slet ikke er?
Men vil dog sige at jeg slet ikke var så dybsindig eller snild at jeg ikke lagde mærke til tabellerne, men dog postulatet om nu handlede det om ulige numre og så GJORDE det ikke. Og jeg burde have set den med 42. Hader mig selv lige nu. Faktisk lige siden jeg læste responsen. Men altså der var jo ikke 42 linjer så det kan ikke være svaret. Sorry to say, men du forsøgte i det mindste, ikke?

Du bringer alle de store tanker ind i mit hoved og det på trods af din hjerne er bedre til dette end mig. Jeg kan godt se metapoesien, jeg forstår ikke dit digt, men jeg ved at du lyver når du siger at med en dybdegående analyse ville digtet ikke holde. Det holder.
Og det er præcis derfor du skal læse både Bolaños manifest og Dada-manifestet (staver man det sådan). Fordi begge dele er så sygt og langt ude at det ikke holder, men måske netop derfor holder. Du har ikke de samme postuleringer, men du har netop det spørgsmål om hvad der er kunst og om det her kunst ! Det er sgu da pisse fedt. Pardon my french – det er bare at jeg godt kan lide rekfleksionen ... metarefleksionen. Spaced out. Min hjerne er lang.

Apropo din problematik – men du gør det her? Og desuden tror je gikke forfatteren har magten over teksten før den skal redigeres. Hvordan vil du ellers forklare hvor det kommer fra? Og du har jo meget der skal ud, og skid på det ikke bliver uafsluttet.

... hmm ved ikke om det overhovedet var noget svar Ô

[Signe]

Og efter jeres lange fine ord og postulater og argumenter og alt det der vil jeg komme med en lille bid noget som jeg skrabede sammen på arbejdet for en time siden (skrevet på et stykke pap til pizzaslices XD)
Ikke noget synderligt af længde eller betydning...

Prose
Like the River flows
A stream of Words
That tends to get
Bigger and deeper
The longer it runs

And in this River of Words
Where the Route is the Story
The Boatsman the Teller
And the Passenger the Reader
By this blessed River
Where Everything can happen
We All Travel

[Xazal]

Signe skrev engang om mantra på chatten. Jeg vil gerne dele lidt ynkeligt pladder, jeg skrev for godt og vel et år siden, hvis ikke mere. En serie digte, som måske - måske ikke - passer sammen, men som i hvert fald blev skrevet i træk.

Først det ynkelige og irriterende digt:

Fortæl mig, at jeg ikke skal være bange
Fortæl mig, at jeg ikke skal grue mere
Fortæl mig, at livet ikke kun er et brætspil

Fortæl mig, at jeg skal acceptere verden
Fortæl mig, at jeg skal se på livet
Fortæl mig, at jeg skal vise glæde

Og derefter...

Fortæl mig, hvem du er

---

Derefter det mest mærkelige mellemled:

Hvad du ønsker, skal du få
Hvad du får, skal du nyde
Hvad du nyder, skal du foragte

---

Signes mantra-ting, som fik mig til at tænke på dette (ellers havde jeg aldrig postet):

Stol på en fremmed, og du vil falde i unåde
Vis ham din sjæl, og du vil dø langsomt

Stol på en fremmed, og du vil fortryde det
Skænk ham din tid, og du vil miste den for evigt

Tvivl på dig selv, og du vil være fortabt
Tvivl på dig selv, og du vil være fortabt

Stol på en fremmed, og du vil fare vild i tågen
Ræk ham din hånd, og du vil ende i mørket

Stol på en fremmed, og du vil ende i fordærv
Giv ham din tillid, og du vil leve i angst

Tvivl på dig selv, og du vil være fortabt
Tvivl på dig selv, og du vil være fortabt

Stol på en fremmed, og du vil miste glæden
Send ham et smil, og du vil miste håbet

Stol på en fremmed, og du vil lære at foragte
Ræk ham dit hjerte, og du vil frarøves alt

Tvivl på dig selv, og du vil være fortabt
Tvivl på dig selv, og du vil være fortabt

- X

[Xazal]

Tunghjertet skrig til omverdnen

... Og hvis jeg skrev en sang
Udpenslede min sjæl i ord
Ville du kun føle en brøkdel
Af det virvar, den rummer

Hvis jeg indviede dig i alt
Ville du kun kunne læse det
Som var det en bog
Og se de billeder, jeg ikke ville kunne tegne

Hvis du hørte mit skrig
Så mine tomme øjne
Ville du kun kunne sige
At du troede, du kendte mig bedre

6. september 2009

[Noah]

Til Tunghjertet skrig til omverdmen:

Det faktum at digtet starter med tre prikker gør for mig at strofe ets postulat er fuldkommen sandt. De tre prikker symoboliserer en hel masse der går forud for selve digtet.
Det er så ligetil at sige digtet omhandler kærlighed. Tabt kærlighed. Eller utilstrækkelig kærlighed, men jeg tror nu at det netop er utilstrækkelig kærlighed fra digtets jeg til omverden.

Jeg føler lidt at jeg'et gør grin med folks som Medina, Britney Spears og Rasmus Seebach. Enhver sangskriver der påstår at dette er følelsen. Enhver følelse. Had, afmagt, kærlighed, jalousi. Enhver sådan er utilstrækkelig og kan ikke formå at beskrive nogen art af følelser.

Måske fordi jeg lige har læst citatet af Otto Frank om hans datter Anne frank, omhandlende at enhver forælder blot tror de kendte deres barn.
Vi tror at vi kender hinanden bedre end vi gør og er det ikke utilstrækkeligt?

Måske jeg kørte den for langt ud?

[Xazal]

Når jeg bliver i stand til det, svarer jeg på din respons, NV. Lige nu synes jeg, at I skal se mit første digt i mange år, havde jeg nær sagt.... I hvert fald i halvandet, måske... Noget, jeg skrev i toget. Og desværre må jeg vel tilstå, at det for en gangs skyld ikke har gemt sig bag en facade, der gør, at det er til at holde ud. Det er sgu for ... ad!

Jeg kan ikke mere

Ikke etablere mig
Ikke forelske mig
Ikke forhaste mig

Ikke irettesætte mig
Ikke modsætte mig
Ikke modstå mig

Ikke elske mig
Ikke tilpasse mig
Ikke tilintetgøre mig

Jeg kan ikke mere

27. september 2012

[Signe]

Over troen kommer freden
Før reglen kommer rettigheden
Med frygten kommer håbet
Fra tanken kommer ordet
Af konflikten kommer krigen
Efter døden kommer livet
Som bevægelsen kommer energien
Til friheden kommer ansvaret
I mennesket kommer verden

Det er lidt meningen at det skal lyde prætentiøst og og prøvende dybt fordi... I don't know, fordi sådan er vi fandens mennesker?
En humanist sagde til mig at det vi mennesker kan som skiller os fra dyrene er at lyve. Vi kan fortælle hinanden løgne og historier og vi kan digte.

[Signe]

Flødeskumsdialogen


”Undskyld mig.”
”Ja?”
”Der er for meget fløde i mit skum.”
”Undskyld, hvad?”
”Der er for meget fløde i mit skum.”
”Jamen, hr. det er jo flødeskum.”
”Der skal vel ikke være for meget fløde i af den grund.”
”Jo men…”
”Du kan vel se at der ubegribelige mængder af fløde. Al, al for meget fløde!”
”Hvad vil du have jeg skal gøre?”
”Du kunne jo passende fjerne det!”
”Jamen… Det er jo lavet… af fløde.”
”Flødeskum? Lavet af fløde? Nu må du lige.”
”Men… det er jo fløde der pisket op til skum. Det er sådan man laver flødeskum.”
”Aldrig har jeg hørt mage! Sikke noget forbasket vrøvl.”
”…”
”Jeg forventer at De gør noget ved mit skum. Der skal fjernes noget fløde!”
*Suk* ”Jamen, nu kan jeg da godt se hvad De mener. Der er da kommet alt for meget fløde i den skum. De må de meget undskylde.”
”Ja, det var straks bedre.”
”Nu skal jeg selvfølgelig lige fjerne… øh… fløden.”
”…”
”Her skal De se, meget mindre fløde. Passer det dem?”
”Hmm… Jah, der er jo grangiveligt ikke så meget fløde. Men det slår mig at De har fjernet en del af skummet med.”
”Øh, ja det kan jeg godt se. Det var ikke så godt. Jeg kan måske opveje det med lidt mælk?”
”MÆLK!? Er De VANVITTIG?” *Stormer ud*