Digte

[Xazal]

Tenner inspirerede mig til følgende på chatten i dag:

De skrevne ord
efterfulgt af et hjerte
viklede verdenen ind i ikke-farver
en abstrakt sprogform
efterfulgt af et hjerte

De lyse tenorer
efterfulgt af et hjerte
destruerede disharmoniens lydbillede
en visuel strøtanke
efterfulgt af et hjerte

Det levende filmlærred
efterfulgt af et hjerte
fyldte kasserne med farvekontraster
en hyldest til sanserne
efterfulgt af et hjerte

- 24. oktober 2012

[Xazal]

Jeg vil bare lige sige: Tag jer ikke af mig så sent om natten. Nu poster jeg et digt, jeg lige skrev.

Slå, svigt, hjerte
Hjerte, slå, svigt
Svigt, hjerte, slå
Slå, hjerte, svigt

- 5. november 2012

[Noah]

Svigt, hjerte, slå

Har lyst til at skrive om nogen der slår hinanden ihjel.

[Xazal]

Svimlende tanker triller om kap
Med smertens svigende ildkugle

I mørket forsvinder varmen hastigt
For hastigt som et strejf af en hale

Ilelugtende og sødmebefængt er hånden
Der byder mig velkommen i drivhuseffektens slør

Boblende som stjernehimlens sidste skrig
I sollysets sidste, altoverskyggende stråler

Som to rovdyrøjne kolliderer sorte skyer mod hinanden
Et lyn fra en klar himmel, og tiden vinker farvel, forsvinder

Forskruede mindepassager, krampagtige
Strammer løkken om en hjælpeløs stodders liv

I vildelse gror tankespindet
Dækker den golde marks gulnede areal

Blødende knæ på den bitre jord
Fortæller sagnenes fortid

Som en baggrund bag grunden
Blinker ordene de sidste tårer bort

Og tiden hvisler de sidste hjerteslag
forsvinder

- 5. august 2009

[Xazal]

Et helt nyt, friskplukket digt... takket være Emma.
Jeg overvejer at lave de sidste verselinjer om, måske... men det må vi lige se på.

Enjoy og kritik

Antipati gør mig varsom
Underligt, at antipati gør mig varsom
Jeg træder vande og mærker ikke
du lider
men det er okay
for så kan jeg lindre smerten i morgen
I morgen vil jeg smage salt på min tunge
Varme øjne
Kolde kinder
Jeg konstruerer et ansigtsudtryk
forgøgler en patetisk facade
Jeg forstår
Jeg forstår ikke hvorfor
Du lider
Befinder mig i dit rum
mærker ingenting i mig
Jeg brænder min tunge på den honningmættede te
Blander verdenen sammen med min virkelighed
ikke DIN virkelighed
Mine øjne, de ser ikke
du lider
Iltmanglen føles konkret
Antipati gør mig passiv
Underligt, at antipati gør mig passiv
som mangler jeg et organ indeni
Jeg famler efter atmosfæren
mærker ikke mere
jeg lider
men det er okay
for så kan du lindre smerten i morgen
ikke?

[Signe]

Okay, okay jeg ved godt det her ikke er et digt eller noget der nærmer sig, men jeg faldt lige over det i mit Scrivy og jeg kan ikke rigtig få det ud af hovedet og finde ud af om jeg skal noget med det. Så nu smider jeg det her. Fordi jeg burde.

Jeg burde lytte efter når folk taler til mig, når de fortæller mig om storslåede ting. Men i stedet lukker jeg mig inde. Forestiller mig ingenting, eller måske er det alting? Det er i hvert fald aldrig hvad de siger. Det er aldrig et billede malet af de ord de former. For ord kan ikke male billeder. Det kan de ikke! Ligemeget hvad de siger om det, kan ord aldrig, de kan aldrig, aldrigaldrigaldrig male noget som helst. Jeg kan ikke høre dem, for de har ingen magt, de kan intet. De kan intet fra deres munde og de kan intet fra deres tanker. De tanker som alligevel aldrig er billeder eller noget stort eller vigtigt. Tanker der altid er styret, af ordene, af de påståede billeder. Som aldrig har været billeder. De fortæller mig altid at… Jeg ved det ikke, men de siger altid noget. Og de siger det altid til mig, de snakker altid med mig, til mig, for jeg lytter ikke. De tror jeg lytter, men de tager fejl. For deres ord har dannet et billede af mig, men deres ord kan aldrig danne billeder. Der er intet billede af mig, er der nogen mig? De snakker aldrig om mig, de taler bare, snakker spytter sparker sprøjter spyer spår siger sårer spartler
Ordene dør, billeder dør, de kan ikke dø for de har aldrig eksisteret, ikke på basis af de døde ord fra de levende munde, døde munde? Døde hjerner, døde mennesker? Døde verden? Lever jeg? Er jeg i den døde verden, er jeg død?
Jeg burde se. Jeg burde tro. Jeg burde kunne, burde turde, burde gøre. Burde leve. Burde dø.

[Kris]

She blew a kiss.
It missed my face
and drifted into outer space.
And kissed the sun
and made it smile.
Now it's been bright for quite a while.

(Jeg ved ikke hvem der har skrevet det, jeg kunne ikke finde det, men sød, det er den nu.)

[Xazal]

Det her er ikke et digt.
Jo, på en måde er det et digt.
Det er konstrueret som et digt.
Derfor postulerer det, at det er et digt.
Men det er ikke et digt.
Ikke et rigtigt digt.
Det får ikke nogen til at tænke, at det er et digt.
Der er ingen reflekteret sandhed i dette digt.
Dette, som er et påstået digt.
Der er ingen mening med livet i dette digt.
Der er ingen svar på, hvem vi er i dette digt.
Og hele tiden siger det, at det er et digt.
Ligesom nu, hvor det skriver sig ind i et digt.
Eksisterer i bevidstheden hos nogen som et digt.
Verdenen anonymiseres i dette digt.
Begrænsningen ligger udenfor dette digt.
Der er nogen, der tænker, at dette er et digt.
Dette, som er en imitation af et digt.
Det ligner en konstruktion af et allerede eksisterende digt.
Det eksisterer først nu, dette digt.

- 25. maj 2013

((NV inspirerede mig til det her til aften. Hun ved det bare først nu.))

[Xazal]

Blev aldrig færdig - måske bliver jeg heller ikke færdig med dette... påbegyndt 22. juni, og der er ikke skrevet på det siden:

Når spillet er ude og tonerne klinger helt ud
Eller livets komposition, der kun kender ommøblering
Pianoet, der ikke klager - ikke lytter - ikke svarer
Væren, i hvilken alderen stræber efter universalitet
Hvor grænsen flyder ud med salte tårer
Violinen, der mestrer at være ensom i fællesskabet
Dør hen

Tallene kender til uendelige vidder, går i ring
Eller den blotte tanke hægter sig på taskeremmen
Erindringen gemmer sig i stenene under vore fødder
Historier, som graves frem af en pilrådden orkesterleder
Vender den anden kind til - en rungen for det døve øre
Vaskes bort

... måske forsøger jeg at tematisere ingenting. Måske livet. Eller dét, der følger efter livet. Eller meta-livet. Fremgang, progressivitet, ingenting. Whatever.
Jeg har bidt negle (rent mentalt) over det digt, siden jeg skrev det. Nu synes jeg, at det skurrer ubehageligt i mine ører og nervebaner.

[Xazal]

Dagens udbytte af kreativ skrivehold, hvor vi for sjov startede ud med at læse etablerede forfatteres Haiku-digte.

Alle 3 haiku:

1:
Jeg skriver haiku,
bedriver kunsten perfekt -
netop som løgnen.

2:
Bogtrykkeriet.
Viden fra træerne gror,
farver hvidt papir.

3:
Plastikkirurgi;
en spejlvendt kropskorrektur.
Selvisk ønskebrønd.

-

Og wow, hvor er det vildt at være med til kreativ skrivning i hold - man får så vild en feedback. Især digt nr. to fik jeg vildt meget respons på i retninger, jeg aldrig havde tænkt på selv. ;D
Tænkte, at I lige skulle se det - for nu begynder jeg vist på mit skriveflow lidt igen, om end det ikke altid er lige fjong, men nu kommer der i det mindste noget på papir.

[liam]

Hvilke hold er det dog du går på Ö det lyder rigtigt hyggeligt.

Personligt er jeg ikke så meget til haiku, jeg ser ikke skønheden i dem (sorry) dertil ser jeg dem mere som en bemærkning om tingenes tilstand lige nu på en bestemt form.

Og sådan læser jeg også dine haiku digte. Jeg synes ikke du nødvendigvis så strengt behøver at holde dig til stavelserne, selv om det virker for dig.
Men åh hvor jeg lo til 1: jeg elsker hvordan du postulerer at du gør det perfekt og netop kommentere hvordan det er en løgn, men faktisk er det netop uvist fordi digtet i sin forstand er perfekt i forhold til normerne for et sådan. Jeg kan vende og dreje det og jeg klukker stadig over det.

Jeg er ikke, ganske personligt, så vild med 2:. Jeg synes ikke den har samme humor, hvilket er fair nok, jeg synes den er poetisk smuk, men det siger ikke mig noget. Jeg aner at det også er en anklage, det læser jeg ind i det, hvordan meget viden der ikke er relevant bliver trykt på træerne kroppe. Jeg kan godt lide, farver hvidt papir. Måske fordi det giver SÅ mange billeder. Haha! Af et digt jeg syntes var lidt uinteressant var der meget jeg kunne sige.

Jeg elsker det første ord i 3: det ligger godt i munden. Plastikkirurgi. Jeg kan godt lide kulturkommentaren. Måden hvorpå at 5x7x5 stavelser giver plads til fordybelse og tænksomhed. At det både er meget konkret men med ønskebrønden bliver mytisk, på en vis facon. Jeg er ret glad for konstruktionen med selvisk, fordi plastikkirurgi jo netop ikke kan være andet, medmindre at det omhandler de syrepåkastede kvinder rundt om i verden. Men i en henseende er det også selvisk at ønske man ikke var mærket. Eller er det?

Damn you.

Nå men fedt at læse. Og tænke over. Min holdning til Haiku er ikke ændret, men det skader ikke at prøve noget nyt.

[Xazal]

Damn me? Hvorfor?

Jeg er enig med dig med hensyn til haiku - det er bestemt ikke min yndlingsform. Det var nu engang den norm, vi blev kastet ud i som skriveøvelse, and you're right - det virkede for mig. Jeg kan godt være temmelig stringent, når jeg får en opgave pålagt.

1: Det morer mig i lige så høj grad - denne tørre konstatering, den bitre påstand om kunsten og skødesløsheden (Marius?). Åh, jamen, altså, Josephine.

2: Jeg kan virkelig godt lide din læsning. Det om anklagen ("farver hvidt papir"). Jeg tror, at jeg prøvede at skabe et billede - at reflektere over skriftens historie. Ikke andet. Som sagt: Haiku ligger mest i påstanden, som man selv må gumle på og reflektere over.

3: Du skamroser mig af helvede til! Damn you selv.