Lektielæsning hos Marius

[Amanda Dagmar Carstensen]

Den samtale var ikke lige noget hun havde forudset. Hun havde satset alle sine penge på, at han bare ville komme med et eller andet lort om at de begge ikke kunne være i det rum og en af dem måtte gå, inden de blev uvenner.
Men det var bestemt ikke tilfældet. Han rakte en hånd ud til hende, spurgte om de kunne være venner igen og vaske tavlen hel ren igen. Glemte alt hvad der var sket imellem dem, også før det var gået galt mellem dem. Det ville være så nemt og så befriende, men det var også nemmere sagt end gjordt. I et langt øjeblik sad hun bare på hug og samlede papirerne op i slowmotien tempo. Mest fordi hun kørte alle hans ord igennem flere gange.

''Sig noget ...''

Lød hans stemme og måden han sagde det på fik hende til at vende blikket direkte og møde hans. Det var ikke mange gange han havde talt sådan til hende, for den usikre tone der lå i hans stemme var en sjældenthed ved David. Den havde været der den gang han havde kysset hende første gang ... Den gang han havde set hende græde første gang. Den første gang de havde været sammen, fordi han ikke ville presse hende til noget. At hører den nu var syrealistisk og som et slag i hjertet. Hun rejste sig op fra sin siddende stilling.

''David, jeg ved ikke.'' Usikkerheden var tilgengæld virkelig tydlige i hendes stemme. Murene var stadig oppe, men hun var ikke i direkte forsvars position over for ham. ''Det ville være virkelig rart, hvis vi bare kunne være venner og tolerere hinanden... Men jeg ved ikke om jeg bare kan glemme det hele.''

Eller om hun havde lyst. Der var ikke mere end to meter mellem dem, men det føltes langt lige pludseligt. For en gang skyld gik ikke alle skænderierne og de sviende kommentare igennem hendes hoved, men i stedet for nogle af de gode stunder de havde haft.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius blev et kort øjeblik helt optaget af at kunne placere fingrene på båndene på guitarens gribebræt således, at den kun lige havde en ren harmonisering, når han slog en akkord an. Det var altid grænserne for det ulidelige i den klassiske akkordlyd, som faldt i hans interesse. Han spillede et par hurtige, kromatiske skalaer, som han selv syntes gik for langsomt, fordi instrumentet var uvant for ham. Marius havde lagt mærke til, at David undgik at se på Amanda, men han sagde ingenting. Han fikserede bare demonstrativt blikket på guitaren for ikke at afføde yderligere reaktioner hos dem.

Men han hørte Amandas undskyldning for at gå, og han kunne høre anspændtheden i hendes stemme. Fingrene på guitaren faldt hen i simplere akkorder, som var noget nemmere. Det var typisk Marius først at vælge at prøve på dét, han ikke havde en jordisk chance for at nå at lære på et par timer. Da han skulle forsøge sig med en barré-akkord, som han havde svært ved motorisk, rejste David sig op.

Marius tog en kort indånding, løftede hovedet og så på David med uudgrundelige, lyseblå øjne, der syntes at ville se igennem ham. Han skulle lige til at sige noget, men David tog i døren og forlod rummet. Man skulle være idiot og ikke vide noget om David, hvis ikke man regnede ud, hvad hans motiv var. Marius holdt op med at spille, men fingrerede tankefuldt ved instrumentet et øjeblik. Han vidste, at han ikke skulle bekymre sig for David; der var større chance for, at Amanda ville flippe ud. Han lagde guitaren fra sig op ad bordet, rejste sig og gik hen til døren.

David havde bare skubbet til den, så den kun var lukket på klem. Marius lukkede den helt og vendte sig ind mod rummet med ryggen stemt imod døren et kort øjeblik.

"What?" kom det fra Noah, der vist var den eneste i rummet, som havde lagt mærke til, at noget ikke var, som det så ud. Marius satte sig på sin plads og tog sin computer. Der var et skævt smil på hans mund, og de alvorlige, lyseblå øjne havde fået et skær af humor.

"Tornerose er vågnet til dåd," sagde Marius. Trods humoren i øjnene og smilet, lød hans stemme syrlig af sarkasme. Han blinkede til Noah og tastede sin adgangskode for at få adgang til computeren.

"Anyway, det var ultra-kort om Kafka, jeg spurgte til før ..."

For han regnede med, at Thomas havde hørt hans forspørgsel tidligere, og da de nu var grupperet i deres egne små lektiebobler og kommenterede hinanden, eller bare sad og stenede youtube-videoer, ville det ikke være så svært at komme tilbage på sporet. Men det var lettere tænkt end gjort.
Marius nægtede partout at forlade værelset i hælene på Amanda og David lige nu. Det var, når alt kom til alt, deres egen sag.

[David Bundgaard]

"Jeg synes bare det er skide irriterende at vi begge er så stædige, så jeg føler at jeg bliver nødt til at sige det her, for du kommer i hver fald ikke til at gøre det. Jeg har ikke lyst til at skulle være på vagt overfor en man skal være sammen med 24/7, kan du følge mig?"

Han så på hende med rynket pande. Det måtte hun da kunne forstå. Det var ikke skide fedt at man hver gang man gik ind i et rum, skulle tjekke om Amanda var der, så man vidste om man kunne slappe 100 procent af.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde ladet sig læne op af skrivebordet og pillede lidt ved papirerne hun holdte i sin favn. Havde blikket nede igen, selv om hans øjne lå på hende. Han havde hel ret i at hun ikke ville være den der sagde det først, for hun havde egentlig ikke haft lyst til at tage kontakt til ham siden de var startet på skolen. Aller helst ville hun jo bare undgå ham og det var skide anstrengende.
Men et eller andet ved hans ord, fik irritationen til at blusse op.

''Du får det til at lyde så let.'' Kom det hurtigt fra hende og måske mere hårdt end hvad der var godt for det. Hun så igen direkte på ham. ''Som om vi bare kan blive enige om at pakke alle følelser ned igen og så vil vi begge kunne slappe af.''

Hun tog en dyb indånding, for hun var udemærket godt klar over at det var som et minefelt mellem dem begge lige nu. Et forkert skridt og det sprang i luften.

''Jeg ved ikke med dig,'' Hendes stemme var lidt mere forsonende igen. ''Men jeg kan ikke glemme alt hvad der er sket. Alt du har sagt... Ikke at jeg ikke gerne vil have det bliver lettere mellem os på den ene eller anden måde, så vi begge kan holde det ud. Men at pakke tingene ned og lade som om det hele igen er okay, det tror jeg ikke er vejen frem.''

[Noah]

Noah var der for samme biologiopgave som Amanda. Men da de først snakkede om blod og fingre og derefter musikinstrumenter havde han lige stukket et par høretelefoner i og set en springvideo fra hans gamle skoles hold. Derfor opdagede han ikke at hun manglede nogen papirer han sad med og da han tog den ud var 'turtelduerne' bailet.
Han så på Marius der ikke besvarede meget og i stedet gik all in på opgaven.

"Sorry guys, jeg er lidt lost, er de ude for at snakke snakken or?"

For Noah var ikke en dissideret gossip girl, men han kunne godt lide at vide hvad der foregik lige omkring ham og om det var hans skyld. Han havde allerede tanker på hvad han skulle købe til hver af dem for at gøre det godt. Også selv om det på ingen måde var ham. Han havde ikke engang sagt ordentligt hej til Amanda, men de havde jo også haft de samme timer hele dagen.

[David Bundgaard]

Han smilede og begyndte at grine lidt af irritation over hvor fandens svært kvindemennesket havde ved bare at sige "fuck it" og glemme hvad der var sket for hundrede år siden. Så var det sgu da heller ikke værre.
"Well, det er snart så lang tid siden at jeg ikke kan tillade mig at bære fucking nag hele tiden, men man er vel forskellige," sagde han og klappede hænderne sammen. "Mine følelser er i hvert fald forsvundet med tiden. Jeg syntes du var en klam cunt, der endte med at skræmme livet af mig, når du læste mine sms'er, mine facebook-beskeder og endda min notesbog, fordi du åbenbart hungrede efter at finde noget du kunne tage mig for, men da der ikke var noget som helst mistænkeligt, måtte du bare overanalysere et eller andet fucking erotisk digt om dig, som om det var enhver anden dansktime med fucking Liz Mortensen. Det gik mig godt og grundigt på nerverne, men med tiden er den irritation og foragt så småt forduftet, og nu er jeg så godt som ligeglad. Men nu rækker jeg en hånd ud til dig, og du må selv vælge om du vil tage den. Bare vid at du er fucking tilgivet og forladt for dine synder, og medmindre du har noget at indvende kan vi betragte hinanden som frænder og komme videre i livet. Hm?" Han løftede sine øjenbryn og så forventningsfyldt på hende igen.

Da hun igen ventede lidt med at svare, lod han sine skuldre falde og sukkede. "Okay, forfra... Hey, jeg dummede mig dengang var hundrede år siden. En simpel dumhed, der dog skulle få katastrofale følger, hvor vi fandt ud af hvor fantastisk forskellige vi egentlig er. Vi vil ikke kunne fungere som kærester, og du har gjort det pænt klart at du aldrig kan stole på mig igen, så lad os - hvis det vil gøre dig glad - bare have dine sårede følelser i baghovedet og prøve at leve med det. Det var dog min plan at slå en streg over det hele - var for eksempel klar til at glemme alt om det du havde gjort og også sige undskyld for min egen opførsel, men jeg kan vel indgå et kompromis. Siger ikke at vi skal være bbf's, men det er vel bedre at vi fucking hater på hinanden?" Han slog ud med armene og grinede lidt igen.

Han kunne næsten ikke få vejret og hans hjerte bankede hurtigt i hans bryst. Irriterende at han skulle sige det her. Dybt åndssvagt at han ikke kunne være komplet følelseskold, som han ellers havde aftalt med sig selv. Det skulle bare gå smooth, men følelserne lå jo fucking lige under huden.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amandas forsvars værker røg op lige med det samme igen, som hun kunne hører den irriterede latter komme fra ham. Det var så tydeligt at han blev frustrede over at hun ikke bare sagde ja og så var alt fryd og gammen. En ting David altid havde gjordt i deres skænderrier var at overdrive. Hun havde aldrig læst sms'er på hans mobil, eller hans skide facebook-beskeder, fordi hun virkelig havde prøvet at stole på ham efter det med Anna var sket. De havde jo forsøgt at få det til at fungere, men det havde været for svært. Men at snage i hans ting var noget hun aldrig havde gjordt bevidst. Den skide notesbog med hans digte havde ligget under hans hovedpude, som hun tilfældigvis havde fundet. Det var ikke fordi hun havde rodet hans ting igennem, men at læse de digte havde været forkert. Det vidste hun godt. Men han skulle ikke gøre hende værre end hun var på det punkt med at snage. Hun havde lyst til at svare ham igen, kunne mærke frustrationen over at han ikke forstod at det ikke bare var lige til, selv om hun gerne ville opnå det samme som ham.
Så da han endelig var færdig med sin irriterende svada, der prellede af på hende, så hun bare på ham med løftede øjenbryn. Havde ikke tænkt sig at svare når han talte sådan til ham og det opfattede han, for han prøvede igen, på en pænere måde.

''Du forstår det ikke, gør du vel?'' Sagde hun efter et øjebliks tavshed igen. Hendes stemme var ikke vred eller ked af det. Ikke frustreret eller skuffet. Det var svært at sige præcis hvad hun tænkte i det øjeblik, men hun skubbede sig fra skrivebordet og satte sig ned på sengen ved siden af ham.

''Du dummede dig den gang, ja.. Og vi kommer ikke til at fungere som kærester igen, det kan vi blive enige om.'' Hendes grå øjne lå på ham. Betragtede hans reaktion som hun talte.

''Men det er egentlig ikke så meget det med Anna, som jeg ikke kan glemme, men hvordan jeg pludselig ikke kan kende den David jeg lærte at kende den gang. Og jeg har ikke lyst til at glemme alt det vi havde sammen før. Det er det jeg ikke har lyst til at smide i en kasse.'' Hun sukkede. ''Du ved, den gang jeg begyndte at komme sammen med dig var der helt vildt mange der sagde til mig at du bare var en idiot, som bare spillede smart. De var overbevist om at du ikke lagde noget i det og bare var fuldstændig overfladisk. De troede ikke på mig, når jeg sagde det ikke var tilfældet.'' Hun så direkte på ham, vidste at hun havde fortalt ham hvordan nogle af hendes tidligere veninder havde været utålelige at hører på. ''Men sådan som du har været over for mig siden det hele gik galt, har kun givet dem ret og det er faktisk det jeg har det sværeste med nu. Jeg har ikke kunne kende dig siden vi gik fra hinanden og derfor har jeg ikke lyst til at glemme alt det vi havde før.''

[David Bundgaard]

Han sagde ikke noget længe. Han så bare på hende og prøvede at være så følelsesblottet som muligt i blikket. Satans til tøs, hun siger desværre de rigtige ting. Hun betød fucking meget for ham.
"Jeg var ikke overfladisk, og det håber jeg at du ved. Hvis jeg kunne spole tiden tilbage og ændre den aften med fucking lorte-Anna havde jeg gjort det lige nu, for så ville vi ikke have fundet ud af hvilke røvhuller vi begge er. Så kunne vi bare have været lykkelige i hinandens uvidenhed." Det ville han øjeblikkeligt ønske at han aldrig nogensinde havde sagt højt, men hvad pokker, så fik hun det at vide.
"Du er den første tøs jeg overhovedet er vendt tilbage til efter det har været gjort forbi, og det er blandt andet fordi jeg ved at vi skal bruge 1,5 år mere på den her skole." Han ville ikke sige den anden grund, som var at han savnede det venskab de havde, for det ville være at gøre sig selv svag i en situation, hvor man skulle holde barrieren oppe for alt i verden.

"Og måske har du fået et chok og har fundet ud af at jeg er en d-bag, men det vidste du da for helvede allerede den dag du mødte mig. Men du har også ændret dig Amanda. Vores forhold fungerede fordi vi gav hinanden plads og stolede på hinanden, men pludselig kunne jeg ikke slappe af, fordi jeg var bange for at jeg ville fucke et eller andet op, så du ville komme med din tale om at jeg havde trodset til tillid.
Og måske er jeg virkelig den idiot du har set at jeg har været nu, men det har jeg aldrig været overfor dig. Det har jeg været overfor min far, fordi han var en idiot overfor mig, og det har jeg været overfor min engelsklærer fordi hun er en fucking nar. Jeg følte ikke at jeg havde noget at tabe med dig, for nu havde jeg allerede fucket alt op som vi havde og så kunne jeg ligeså godt vade i spinaten, men det fortryder jeg nu, for jeg har jo i virkeligheden ikke lyst til at såre dig eller irritere dig eller få mig til at hade dig mere.
Jeg vil bare..." Han førte sig hånd igennem håret for at få nogle lokker tilbage, som var faldet foran sit ansigt. "Fuck it, nu begynder vi at skændes igen. Det var så ikke lige min plan..." Han begyndte at grine igen.

[Marius Emil Lundqvist]

"Det er de sikkert," kom det fraværende fra Marius, der igen havde blikket rettet mod computerskærmen. Han var gået væk fra artiklerne og var logget ind på gymnasiets intranet, hvor han scrollede nedad alle fællesbeskederne. Det var en automatisk handling. Han behøvede ikke at læse beskederne, for han havde set emnerne på trådene tidligere dén dag, og der var intet vigtigt.

Men pludselig så han op og fangede Noahs blik - var i tvivl om, hvorvidt Noah bare ville vide det for at have noget at tale om, eller om han bekymrede sig; Marius havde nemlig set, at Amanda snakkede ret godt med ham, hvilket på sin vis var helt i orden. Marius skulle hverken gøre sig til dommer eller herre over, hvilke venner Amanda fik.

"Men jeg har nu ikke den store tiltro til, at noget ændrer sig," indrømmede Marius med et svagt smil, for han vidste, at David ikke kunne finde ud af at vise, hvor alvorligt han tog den slags... Men de var jo unge, og... ja, hvad fanden...

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda nikkede lidt og så ned på papirerne som lå på hendes lår. Hun vidste vel egentlig godt, at han på sin vis havde ment deres forhold og aldrig været overfladisk omkring det. Det kunne hun nærmest ikke være i tvivl om, lige så meget som at hun aldrig havde været overfladisk omkring deres forhold. Han var hendes første kæreste, hendes første gang og den første person der havde været så tæt på hende, som han havde været. Der var så mange ting han havde været den første med og som de sad på sengen, ved siden af hinanden føltes det som mange år siden de overhoved havde været noget der mindede om kærester.
Om han så det lille smil der trak i hendes læber, da han snakkede om at de stadig kunne være kærester i en lykkelig uvidenhed hvis det med Anna aldrig var sket, vidste hun ikke. Hun håbede det på sin vis ikke. Men hun sad stille og lyttede til hans ord. Lige så vel som han havde siddet og hørt på hendes forklaring, så måtte hun gøre det samme. Og hun kunne vel egentlig godt forstå ham. De havde begge to været idioter, selv om hun ikke havde været grov på samme måde som han dog.
Et billede af ham, der havde fået hældt cola ud over sig fordi han havde snakket højt om at hun og Thomas havde et incest-forhold til hinande, dukkede op. Men hun nåede ikke at lukke det væk før hun mærkede et minde af hans læber mod sine, da hun dum og fuld havde kysset ham.

''Jeg vil bare...'' Han lød frustrerede og kørte hånden igennem hans hår. ''Fuck it, nu begynder vi at skændes igen. Det var så ikke lige min plan...''

''Hvad vil du bare?'' Spurgte hun og så på ham, som han sad ved siden af hende. Så tæt at hun kunne dufte hans parfume. Den hun havde købt til ham for et års tid siden.

[David Bundgaard]

"Jeg har bare haft lang tid til at tænke over det her, ik'? Og jo mere jeg tænker på det jo mere åndssvagt bliver det, for det er virkelig bare en storm i et glas vand, hvis du spørger mig. Det burde virkelig ikke have været sådan et problem at det skulle ødelægge sådan et stærkt forhold som vi havde, Amanda." Det føltes underligt at sige hendes navn. Næsten grænseoverskridende. Det skabte næsten sådan en bro mellem dem, som han havde det meget svært med.

"Men det kan man jo blive ved med at sige," trak han i land, fordi han ikke ville virke som om at han savnede hende, hvilket dog var tilfældet, men det skulle hun ikke vide. "Sket er sket, og vi skal være her på skolen længe endnu, så vi kan ligeså godt prøve at få det bedste ud af det, ik'?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

En storm i et glas vand. Fordi hun og David havde været oppe at skændes så mange gange efterhånden, var hun lige ved at tage sig selv i at fnyse af ham. Han så det stadig kun som et et lille problem hun havde kørt op til det helt store, og hun kunne da godt se nu, at hun måske på nogle punkter havde overreagerede. Men han havde ikke prøvet at forstå hende. Ikke en eneste gang havde han ren faktisk sagt, at han forstod hvor dybt han egentlig havde ramt hende. Ikke kun i hendes tillid til ham ... Men faktisk også til hendes selvtillid.
Og det generede hende. Stadig.
At hænge sig i det længere over hvad han ikke havde gjordt som kæreste, ville dog ikke føre nogen veje. Ingen af dem ville få noget ud af det.

''Du få det til at lyde så let.''

Hun så frem for sig og bed sig ubevidst i læben, som hendes tanker kørte rundt i hoved på hende. Desværre bemærkede Amanda ikke rigtig de små hints der viste, at selv om David virkede til kun at være venskabelig indstillet over for hende, at han måske savnede hende. Det påvirkede hende på et ubevidst plan, men hun var ikke klar over det. Hun så på ham med et lille smil, stadig let bidende i underlæben.

''Ligesom du altid har.''

Det var faktisk en kompliment.

[David Bundgaard]

"Hey, hør lige. Du må hade mig ligeså meget som du hele tiden har gjort, I almost don't give a shit, men skal vi så ikke bare lade som om at du ikke hader mig og bare få det til at se ud som om at vi ikke har det skide stramt når vi er i rum sammen, hm?"

[Noah]

Han trak på skulderne og smilede afslappet.

"Det skal jeg heller ikke putte næsen i."

Noah mente det godt. Hvis Amanda ikke ville fortælle mere, men han havde vitterligt ikke oplevet køligheden før mellem eksparret.

"Biologi var lettere på engelsk. Det er ligesom at lære et nyt sprog om de samme ting." Det efterfulgtes af et suk, som hans slender Air gled længere op på maven.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda sukkede og så væk fra ham. Det virkede som om det faktisk var lidt ligemeget for ham, om de var venner eller ej. Han gad bare ikke den anspændte følelse mellem dem mere. Hun rejste sig for sengen.

''Jo, lad os bare lade som om, så''

Selv gad hun da heller ikke den anstrengene følelse at være i rum med ham, fordi de havde så svært med hinanden, men hun havde egentlig et øjeblik troet at han virkelig gerne ville være venner. Men han gav jo næsten ikke et shit for om hun hadede ham eller ej.